Der er dage, eller rettere nætter, hvor man ikke rigtig har lyst til at gå i seng. For nogen er det hver nat at ladhed, dovenskab eller modvilje overvinder den sunde fornuft. For andre begrænser det sig til den ringeagtede, men værdifulde søndag, der både varsler og inviterer mandagen, den mest forhadte af alle dage. Hvorfor går vi ikke bare i seng? Nogen gange er det arbejdet som kræver flere timer i døgnet, end hvad der faktisk lader sig gøre. Andre gange bliver vi forledt til at forfølge tvivlsomme brødkrummer, spredt på tværs af internettets korsveje og skovstier: kattevideoer, en artikel om Hitler, noget nyt og spændende musik. Men oftest, i hvert fald for mit vedkommende, er computerspil gerningsmanden bag min maltrakterede døgnrytme.
Lige nu er det Destiny 2, et spil som jeg efterhånden har set og oplevet det meste i, men som ganske enkelt føles godt at spille - og det endda for sin helt egen skyld! Musikken er god, men manuskriptet giver mig brækfornemmelser og derfor komplimenteres spillet såre godt af podcasts eller musik.
Som barn var det ofte Pokemon som blev hevet frem efter at lyset var blevet slukket og forældrene havde sagt godnat. En utilstrækkelig lampe på natbordet og et par spæde, overanstrengte børneøjne formåede tilsammen at skelne mellem de grove figurer på Game Boy-skærmen, der dengang ikke var baggrundsbelyst og derfor uegnet til mørkebrug. Den største udfordring var at holde maskinen i live gennem håndsvinget, trædepedalen og blæsebælget. Det lavede altid en frygtelig larm.
Da jeg var 12 eller 13 år, blev de natlige aktiviteter med Game Boy erstattet med Play Bo-, ærh, var jeg i stedet meget optaget af World of Warcraft, et spil som jeg brugte ufatteligt mange timer på, men som jeg alligevel ikke følte at jeg havde tid nok til. Som hjemmeboende dreng i Danmark, med mere eller mindre faste spise- og sengetider, var det svært at koordinere store gruppeaktiviteter med de amerikanere jeg spillede med. Ved mere end en lejlighed har jeg slukket skærmen på min computer samt lyset på værelset, sagt godnat til mine forældre, for så at snige mig ud af sengen, så jeg kunne spille videre til den lyse morgen. Hul i 6. eller 7. klasse, det var alt sammen Pythagoras og Gorm den Gamle alligevel.
Spil, ligesom alt andet, kan klæde vores humør og temperament. På sløve dage har jeg måske bare lyst til trille rundt som Link i Breath of the Wild. Andre dage har jeg lyst til at pumpe horder af dæmoner fyldt med glødende bly. Og hvis jeg virkelig skal forsvinde ned i et hul af Narnia-lignende proportioner, så er der intet bedre (eller værre) end et gennemført rollespil. Hvad med om natten? Hvilke spil har vi lyst til der? Det afhænger måske af hvorfor vi er oppe i første omgang. Nogen gange er det spillet selv som har drevet os så vidt. Andre gange er vi allerede nået i nattøjet, har måske endda slukket lyset, men kommer så pludselig i tanke om, at der er noget som hedder Nintendo Switch og at ham Mario nok i grunden kunne bruge lidt hjælp til at opstøve de resterende fem millioner måner som jeg endnu ikke har fundet i Odyssey. Akke ja.
Hvad spiller du om natten? Og hvorfor? Har jeg ikke sagt til dig, at du skal gå i seng, måske?