Hej allesammen,
Det er nærmest som om at jeg bruger min blog til at annoncere ferie, og ikke meget andet. Det skal vi have lavet om på når jeg kommer tilbage.
Det er blevet den tid på året igen hvor min kære kæreste Klara og jeg drager på ferie, og hvorimod vi rejser meget sammen, så har det altid være de to uger lange ekskursioner til Island, Italien eller Sverige. Derfor er vi lidt mere ambitiøse i år, og vi rejser faktisk til Japan en hel måned fra i morgen af og frem til mandag d. 5 august.
Vi starter i Tokyo, og bevæger os derfra vest på til Osaka, Kyoto, Nara, Kobe, Nagano og Hiroshima, for så at ende tilbage i Tokyo igen. Vi har spinket og sparet, og det hele skal brændes af på hvad der forhåbentlig bliver "the trip of a lifetime".
Det betyder dog også at jeg trækker stikket mere end jeg naturligt gør - dog er jeg sikker på at jeg ikke kan lade være med at arbejde bare en smule. I ved, bare lidt... Bare en lille smule. Eksempelvis anmelder jeg Fire Emblem: Three Houses løbende - bare fordi det er sjovt.
Det bliver Carl Nielsen, der eksempelvis dækkede ind i vinterferien hvor jeg besejrede den ene nordsvenske pist efter den anden, der har ansvaret for Gamereactor i mellemtiden. Han kommer til at producere lækkert indhold, og der kommer også anmeldelser og previews fra alle de faste størrelser - blandt andet arbejder Søren på en lang anmeldelse af Final Fantasy XIV: Shadowbringers, og Anders Mai er i gang med Dragon Quest Builders 2.
Det bliver, med andre ord, business as usual. Dog vil ReactorNation tage en pause, da det er mig der har føling med vores community (eller mangel derpå - ja, jeg prøver alt hvad jeg kan).
Selvom det her arbejde er ret hårdt, så savner jeg faktisk Gamereactor når jeg ikke arbejder med sitet hver dag, og det betyder at jeg også kommer til at savne jer. Vi ses dog til et langt mere travlt efterår med masser af spil, videoer, anmeldelser, artikler og meget, meget mere!