Dansk
Blog

En opdatering fra en chefredaktør som er rimelig, totalt meget på ferie

Tagget som: Ferie, Chefredaktør, The Gamereactor Show, Forum, Gamereactor Community Day

Jeg startede som chefredaktør (godt nok på deltid imens jeg færdiggjorde min bachelor) i august 2015, og siden den dag har jeg ikke afholdt mere en to dages sammenhængende ferie. Indtil nu. Jeg har været på ferie siden d. 1 juli, og har for alvor fået genopladet mine batterier, og er parat på et travlt forår.

Men min ferie har også givet anlæg til reflektion, reflektion over mit første år som Gamereactors chefredaktør, min debut som kaptajn på skuden, og det ansvar der har hvilet tungt på mine skuldre. Derfor har jeg længe tænkt på at skrive et lille blog-indlæg, hvor jeg opdaterer jer, kære læsere, på de forskellige planer og initativer som jeg går og tumler med, og hvordan det egentlig går.

Forum
Jeres forslag til ændringer og forbedringer af vores forum har været ganske uvurderlige, og selvom jeg måske kun sjældent har opdateret jer om fremskridtet, så er alle på redaktionen enige om, at det er en integral del af sådan et intiativ at have brugernes holdning med.

Der bliver stadig arbejdet hårdt på at gennemgå de forskellige forslag, og vende det med teknikerne, dem der står for programmeringen og udseendet af hjemmesiden. Sådan en proces tager dog tid, og det er så sandelig ikke for at smide sådan en lam kommuneundskyldning i hovedet på jer. Langsommeligheden skyldes nemlig, at ændrer vi forummets udseende og struktur på et domæne, skal vi ændre det på samtlige ni domæner. Derfor skal samtlige redaktører udspørges og tages til råd.

Jeg beder om jeres tålmodighed, men stol på at i er blevet hørt. Det betyder vanvittig meget at i er en del af processen.

Artikler
Det lader til at være en del af en redaktør-post at søsætte nye artikelinitativer, for så at bruge dem lidt hist og her uden et egentligt system. Gamereactor Debatterer er ikke altid en del af søndagens indhold længere, og ligeledes er Vores Yndlingsspil ikke en del af fredagens. Dog er artikelserierne ikke blevet glemt, men bliver snarere produceret når tiden er til det. Claus har netop færdiggjort sin serie om spilhistorien, og den serie har jeg nydt utrolig meget. Derudover vil vi fortsætte med at debattere på livet løs, samt fortælle om vores yndlingsspil.

Jeg har derudover tænkt lidt på at lave lidt flere lister, som kan få sat gang i debatten for alvor. Der er jo som regel ikke nået der kan sætte ild under et community som en god gammeldags liste.

Har i nogen forslag, så er i altid velkomne til at smide mig en mail eller ringe!

Podcast
Det har været undervejs længe, men vi er ret sikre på at det er ved at ske nu. The Gamereactor Show er vores nye podcast, hvor Dóri, Philip og jeg, plus en række redaktører fra netværket, snakker om spil, og selvfølgelig om alt mulig andet.

Optagelsen af det første program begynder i sensommeren, og vi råber selvfølgelig højt når den er klar!

VR
Som i måske allerede ved har vi haft en HTC Vive på kontoret i en rum tid, og det har været en kæmpe oplevelse. Dog udkommer PlayStation VR til oktober, og det vil vi selvfølgelig lave masser af indhold på. Forvent derfor anmeldelser af launch-titlerne, en formel anmeldelse af selve kittet, samt tonsvis af livestreams fokuseret på PSVR. Vi glæder os. Gør I?

Gamereactor Community Day:
Jeg er glad for at kunne afsløre, at i efteråret vil vi afholde en Gamereactor Community Day. Hvad betyder det så? Jamen, ikke så frygteligt meget andet end at vi gerne vil invitere jer til kontoret i Lyngby, hvor vi kan prøve nogle spil, spise noget pizza, og generelt bare hygge og nyde godt af vores fede community. Flere detaljer vil snart følge.


Det var det for denne gang. Jeg er tilbage på pinden fra d. 26 juli, og er parat med fornyet energi til at bringe de seneste nyheder, de fede anmeldelser og alskens indhold fra mit utrolig dygtige freelancer-hold. Husk at i altid kan kontakte mig hvis i har forslag af enhver art... eller bare gerne vil snakke.

En opdatering fra en chefredaktør som er rimelig, totalt meget på ferie

HQ