The Witcher 3: Wild Hunt er et fantastisk rollespil, det tror jeg vist ikke der kan herske nogen tvivl om. Spillet vandt vores Game of the Year sidste år, og det er jeg ganske stolt af at sige. Vi elsker det alle her på kontoret, men der er en ting som vi nærmest er begyndt at elske mere - Gwent! Gwent er spillets in-game-kortspil, der hurtigt kan blive en besættelse hvis man lader det overtage. Geralt kan nemlig samle kort til hans samling omkring i spilverdenen, og Gwent er hurtigt blevet en af de primære grunde til, at jeg konstant vender tilbage til spillet.
Nu er Blood & Wine-udvidelsen ude, og ja, som forventet er den fabelagtig på alle tænkelige måder. En af grundene til at udvidelsen er så solid, er at CD Projekt RED nu fokuserer på det der betyder noget, nemlig mere Gwent. Der er turneringer, nye modstandere, en helt ny Skellige-samling af kort og meget mere.
Vi har til og med modtaget fysiske Gwent-kort her på redaktionen, som vi meget snart vil lave meget mere med. Indtil videre kan jeg bare sige, at Gwent er præcis lige så strategisk, varieret og spændende som Hearthstone: Heroes of Warcraft, og det siger ikke så lidt. Alle skylder sig selv at give Gwent et seriøst forsøg. Alt andet ville være synd.
Hvad synes I om Gwent?