Rodeskuffen - De første tanker om Doom

Lad mig starte med at pointere, at Doom lige nu bliver anmeldt af en af de freelancere jeg stoler aller mest på, nemlig Sebastian Sørensen. Hans anmeldelse er på vej, men i dag fik jeg muligheden for at prøve de første tre baner af spillets kampagne, og tænkte at mine indledende tanker ville være fint blog-materiale. Dem får i nu, i ufiltreret form, lige her.

Allerførst ser Doom fantastisk ud, og selvom seriøsiteten tager en mere tilbagelænet rolle, så er luften tyk af fantastisk stemning, og indtil videre rammer spillet en perfekt visuel og narrativ balance imellem rock n' roll og stemningsfyldt uhygge.

Derudover er spillets baner ret smart designet, med dynamiske arenaer der opstår, som formår at lave forskellige og varierede coctails af fjendetyper. Dog ankommer vi nu til mit første seriøse problem med Doom, og det er selve flowet i kamp. Våbnene er solide, og selve hastigheden føles glimrende, men at løbe, skyde og særligt henrette fjender via nærkamp får hurtigt en udløbsdato, og ender med at blive en smule ensformigt for mit vedkommende.

Og Doom har ikke rigtig mere at tilbyde, udover tilfredsstillingen ved at indgå i den cyklus af aktiviteter der består af at skyde, hoppe, slå og save fjender i småstykker. Indtil videre virker alt rundt om denne centrale cyklus bundsolidt, og spillet er uden tvivl blevet designet med kærlighed, men jeg er endnu ikke faldet for det man egentlig laver i Doom.

Tiden vil vise om jeg alligevel forelsker mig, men Doom er om ikke andet et meget interessant eksperiment, og i kan roligt se frem til at læse Jonathans ord på tirsdag.