Dansk
Blog

En ny æra begynder

Tagget som: Chefredaktør, Gamereactor, Magnus Groth-Andersen, Shadows of Mordor, Child of Light, GTA V, Bioshock Infinite, The Last of Us

Goddag folkens. Jeg hedder Magnus Groth-Andersen, jeg er 23 år gammel, og jeg er den nye chefredaktør på Gamereactor. Jeg tager over efter Lee West, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde under i en del år. Jeg elsker chokolade, indisk mad og gyserfilm, og jeg studerer Kulturformidling ved Københavns Universitet.

Så fik vi den obligatoriske og kedelige introduktion af vejen.

Ordene har altid siddet løst på mig, og det gælder tale såvel som skrift, og jeg har vidst lige siden at jeg skrev en af mine første fristile på Fanefjord Skolen på Møn, at jeg ville skrive - i en eller anden forstand om ikke andet. Har jeg været spilnørd altid? Nej, men jeg husker præcis hvornår det skete. Min farmor og farfar var vilde med at forkæle deres børnebørn, og på min 11 års fødselsdag kunne jeg lykkelig rive gavepapiret af en lækker ny PlayStation 2, der dengang kostede grunker.

Mit første spil, som jeg selv brugte 550 kroner på i en Bog&Idé i Helsingør-centeret, var Naughty Dogs Jak & Daxter, og det ændrede mit liv markant. Med et begyndte jeg at læse, ja nærmest studere spillets udtryk, design, struktur, sammensætning, og jeg vidste, at mit livs hobby var fundet. Den passion er kun vokset med årene, ligeledes er forkærligheden for skriveriet, og begge disse har jeg kunne kombinere her på Gamereactor, hvor jeg løbende har anmeldt, livestreamet og skrevet nyheder.

I dag afskyr jeg genrekonventioner, og spiller alt imellem himmel og jord, men for en sikkerheds skyld, kan vi da godt lige gå nogle yndling og favoritter igennem, så vi kan få etableret en fælles forståelse:

- Da jeg spillede GTA V ved udgivelsen i september 2013 vidste jeg, at det var min absolutte favorit.
- Jeg har givet et enkelt 10-tal, og det var til Child of Light, og det står jeg stadig ved.
- Det spil jeg har brugt flest timer i er Skyrim, og lige nu står jeg med en save-fil på 220 timer. Spillet kan næste ikke køre.
- Jeg er en erfaren Trophy-jæger, og kigger meget bestemt efter underholdende spil med lette Platinum-trofæer.
- Jeg elsker godt stemmeskuespil - det kan gøre hele forskellen.
- Sidste år stemte jeg på Middle Earth: Shadow of Mordor til Game of the Year. Jeg fik ret.
- Jeg synes ikke at The Last of Us var et 10-tal, men til gengæld synes jeg at Bioshock Infinite fortjente sit.

Jeg kommer fra en musikalsk familie, da min far er filmkomponist Jacob Groth (Ørnen, Krøniken, Rejseholdet osv.) og min mor er sangerinde (Forgiveness fra Ørnen). Det lyder som respektløs namedropping og.. ja det er det måske også, men selvom jeg ønskede i mange år at fortsætte den kunstneriske linje, så har jeg bare ikke musikken i mig på samme måde, og i stedet har jeg kastet mig over skriftsproget med næb og klør. Den beslutning har jeg fået nogle rigtig positive oplevelser ud af, og jeg håber at kunne dele endnu flere med jer i årenes løb.

Det er svært at tage over for Lee, det skal jeg ikke lægge skjul på. Manden er utrolig dygtig, og jeg skylder ham meget af det jeg kan i dag. Du kan kalde det en form for mentorrolle. Jeg er dog stadig omringet af uhyre talentfulde skribenter på Gamereactor som Philip Lauritz Poulsen, Sebastian Sørensen, Michael Kamp og Torben Andersen, og vi vil alle fortsætte ufortrødent med at levere lækre artikler fra alle leder og kanter af spil- og filmindustrien.

Det er endnu svært at sige om i vil kunne mærke, at der er en ny ved tøjlerne, men jeg vil bestræbe mig på, at forbedre Gamereactor hvor der er behov for det, og også fortsætte den skarpe linje, som Lee og mine andre kolleger har grundlagt.

Tilbage er der kun at sige, at jeg sætter stor pris al jeres feedback, jeres tanker om Gamereactor, samt al den ris og ros i kan tyre efter mig.

En ny æra begynder

HQ