I en del år har både jeg selv og min kollega Lasse ønsket at se Full Metal Alchemist Brotherhood. Det er en ret vellidt serie, og ved første øjekast da både han og jeg googlede det første gang, så så det ud til at den var bredt tilgængelig flere steder.

Men af uransagelige årsager, så er serien tilgængelig på CrunchyRoll og Netflix andetsteds, men ikke i Danmark. Endnu værre er det, at hvorimod det sikkert har med lokal ophavsret at gøre, så har de centrale kræfter bag serien ikke formået at forhandle en aftale på plads, og dermed er serien, hvis man ikke medregner at købe en Blu-Ray samling, vitterligt ikke tilgængelig i Danmark, ligegyldig hvor meget jeg gerne vil købe den, og betale for det. 

For nogle uger siden ønskede jeg så at lytte til Mike Sheridans glimrende anden plade, Ved Første Øjekast, og fandt en lignende situation, hvor bladen simpelthen bare ikke kan tilgås, via nogen tjenester overhovedet. 

Og så til sidste fornærmelse; One Piece er i gang med at blive restaureret på ny af Netflix via deres igangværende samarbejde, som ikke bare giver de ældste episoder et nyt lag maling, men måske mere afgørende gør opgaven at "catche up" på en serie der har langt over 1200 afsnit lidt mere overskuelig. Her kan du se "batches" af godt og vel 30 episoder ad gangen for at sikre at du kommer godt i gang. Det er ret smart. 

Men da den tredje batch skulle være landet i Danmark her den 15. januar, og efter at først og anden batch landede uden problemer med store reklamer på Netflix ved deres respektive lanceringsdatoer den 15. november og 15. december - så fjernede Netflix hele serien fra deres tjeneste.

Ingen forklaring, ingen meddelelse til dem var igang med at se dem, og foruden at have placeret listen på en "going away soon"-liste. Den ene dag var serien der, den anden var den væk, og det er ikke bare i Danmark. 

Jeg tror selv ret ihærdigt på at betale de dygtige kunstnere der har lavet de ting jeg gerne vil se for deres arbejde, og heller ej ville pirateri give mig den behændighed det er at kunne se et afsnit ligegyldig hvor jeg er, på alle mine enheder, og uden nogen gnidninger. Men de her tre eksempler har hver især været så absurde oplevelser. Jeg står her med mine penge fremme, villig til at betale i en verden hvor internettet burde have fjernet samtlige distributionsproblematikker. Og så er det jeg gerne vil se væk... bare væk. Uden at Netflix behøver at orientere mig om at der er sket noget. De kan bare fjerne det. 

Det minder mig om hvor langt jeg er fra reel fra kontrol. Jeg er sådan set ligeglad med ejerskab, men kontrollen over de medier jeg ønsker at betale for at se, det går jeg op i. Og at de ikke engang kommunikere dette ud til mig? 

Så bliver jeg rasende. 

Jeg har udnyttet at jeg faktisk sidder med kontakter i den her branche, og har kontaktet Netflix' PR i Danmark for at finde ud af om der er en bevæggrund bag. 

Jeg kører cirka 35 minutter til arbejde hver eneste dag, og så 35 minutter hjem igen. Med kø så kan det blive en del værre end det. Jeg har tænkt længe over den tid jeg bruger, og som årene er gået er jeg gået ind og ud af faser omkring den her tid. Skal jeg bruge den på absolut ingenting for at sikre at jeg stadig kan finde ud af at kede mig? Bør jeg bruge den mere konstruktivt? Bør jeg fordybe mig i noget?

- Til tider både hører og genhører jeg podcasts jeg godt kan lide. 

- Jeg forsøger aktivt at lære islandsk, og har tidligere abonneret på Pimsleur, hvor man kan tale en person efter munden mens man kører.

- Jeg lyttede til alle The Dark Tower-bøger som lydbog via Audible 

Det her er ret forskellige ting, og blandet med det er der perioder hvor jeg forsøger at forfordele stilhed, min Spotify Discover-playliste for at forsøge at blive klogere på ny musik og samtaler med gode venner jeg febrilsk forsøger at holde mig opdateret på.

Mit spørgsmål til er er sådan set bare; hvad gør I? Er der nogen gode podcasts I kan anbefale? En god bog man bare må og skal høre som lydbog? Hvad laver I når I pendler?

Det er hele fem år siden jeg skrev mit sidste blogindlæg her på siden. Fem år. Det siger både lidt om hvor længe jeg reelt set har været her, men samtidig også at min ældste søn nu er et godt stykke over de fem. Mit sidste blogindlæg handlede nemlig netop om at jeg skulle på barsel, og væk fra sitet i en længere periode.

I samme ombæring, og som et slags comeback, kan jeg jo passende slå fast at jeg fra på fredag holder den første juleferie nogensinde siden jeg startede den her tjans. Det betyder at jeg er lidt mere off the grid end normalt, men jeg kommer til at kigge i ny og næ, det er klart. 

Vi kører nyhedsstrøm, vi har julekalenderen der kører færdig, vi har Game of the Year og Hardware Awards, og så er der naturligvis en række spændende artikler at læse sig igennem, nu hvor det forventes at spilbranchen, ligesom jeg, går halvt på juleferie. 

Palle snakker lidt om spilbranchens hemmeligheder, vi har individuelle top fem-lister, vi kårer årets værste spil, og så er der naturligvis også nytårstalen. Du får et lille smugkig på grafikken herunder, og så glæder jeg mig til at bringe bloggen til live i det nye år!

På mandag har min kæreste Klara officielt termin, men forhåbentlig kommer vores lille søn, Sigurd, til verden inden da. Det har været nogle lidt stramme dage her til sidst, med varme, ubehag og manglende overskud til lige at strække sig det sidste stykke. Her taler jeg nok mest på hendes vegne - jeg har jo bare set til, og arbejdet. Men i det Sigurd bliver født, så tager jeg 14 dages barsel, og derefter vender jeg kun tilbage i begrænset kapacitet for resten af sommeren. I den periode overtager Emil Hanquist, som I allerede har stiftet bekendtskab med i løbet af foråret. Desuden kommer min aktivitet herinde i kommentarfelter og i indbakken til at blive begrænset. Det kan være lidt af en mundfuld at holde øje med det hele, så nu giver jeg lidt slip, og fokuserer på noget meget, meget vigtigere for en stund. Så tak til jer der giver liv til sitet, debaterer respektfuldt med hinanden, og er med til at skabe en god stemning. Forhåbentlig bliver det jeres bidrag der fylder mest de næste par uger.

For nylig udgav Coldplay deres nyeste album, Everyday Life. Det er ikke en dårlig plade - faktisk falder den en del mere i min smag end mange af de albums de har udgivet i løbet af det sidste årti. Men det fik mig dog tænke på hvor meget deres musik engang betød for mig. Så i stedet for at dykke dybere ned i Everyday Life satte jeg Viva La Vida på, og kan endnu konstatere, at den plade er ren og skær magi. Jeg er ikke trist over at Coldplay og jeg ikke længere kan sammen, men tvært imod glad for at kærligheden til Viva La Vida ikke bare var et "teenage crush", men noget der sidder totalt dybt i mig. Hør det, og har du allerede dyrket det, så hør det lige igen, og bliv mindet om hvor storslået det var.