Det har længe været spekuleret i, at Final Fantasy XVI og Final Fantasy VII: Rebirth ikke solgte som forventet, og nu har Square Enix selv bekræftet dette. Trist selvfølgelig, og jeg forstår, at de ønsker at investere i multiformater i fremtiden for at øge antallet af potentielle købere. De, der er lukket ude, går også glip af serien og bliver mindre tilbøjelige til at hoppe på senere.
Men... Jeg tror ikke, det er de eksklusive Playstation-spil, der er det store problem. Jeg ved, at Final Fantasy XVI har fået gode seertal (fuld afsløring, jeg har ikke spillet det endnu), men det ligner bestemt ikke den serie, jeg engang forelskede mig i, og den spiller heller ikke på samme måde længere. Og jeg ved, at mange mennesker har det på samme måde.
I tilfældet med Final Fantasy VII: Rebirth er jeg slet ikke overrasket over, at det er gået dårligt. Det er svært at springe ind i spillet midt i det, og det er usandsynligt, at alle, der købte den første, ville være sultne efter efterfølgeren. Derudover fik den første del (Remake) også sin del af kritik fra folk, der ikke kunne lide det nye kampsystem. Det bliver endnu værre, når tredje del kommer. Så er det endnu sværere at hoppe ind, og publikum er stort set dem, der spillede den første, derefter købte del to og stadig vil have mere.
Jeg er bestemt tilhænger af, at flere mennesker får chancen for at spille Square Enix-titler, men jeg formoder, at de vil fortsætte med at blive skuffede, hvis de ikke ændrer deres strategi en smule. Final Fantasy skal helt sikkert tilbage til det grundlæggende i højere grad, og frem for alt skulle gøre rollespillene mere rollespil igen, og betydeligt mindre tredjepersons action. Jeg synes, at genindspilninger er en god idé (jeg drømmer om genindspilninger af Final Fantasy VI og IX næsten hver dag), men at dele dem op i flere dele, synes jeg er en elendig idé.
Det grå, kedelige og lidt upersonlige design i Final Fantasy XVI klikkede ikke for mig. Og tilsyneladende var jeg ikke alene om at have det sådan.
Lige siden det første nummer af magasinet Transformers blev udgivet i Sverige, har jeg været en stor fan af Hasbros robotter. I lang tid havde jeg min ikke uanselige samling stående på en lang hylde i stuen, men det blev uholdbart at støve dem af, og jeg gav op.
I dag er robotter nok mest forbundet med Michael Bays film, som er af ret... Kvaliteten varierer, men de producerer virkelig fine tegneserieeventyr, vi har flere gode spil og vi har et væld af vellavede tv-serier. Derudover synes jeg, at legetøjet fortsætter med at være sindssygt lækkert. En fan, som jeg sagde.
På trods af det er jeg fortsat voldsomt skeptisk over for den anmelderroste film Transformers One , som nu har premiere. Hver eneste anmeldelse, jeg læser, er, at det er blandt de bedste ting, der er lavet med robotterne, og det lyder godt - men jeg har så svært ved at komme forbi designet.
Transformers One ligner for mig de masseproducerede børneprogrammer, der blev sendt i begyndelsen af 2000'erne, og som mest af alt lignede dårlige videospil. Forhåbentlig vil filmen overbevise mig om ren kvalitet, men når jeg sætter mig ned i biografens mørke, vil det være med lave forventninger, og jeg bryder mig så meget om designet, at jeg frygter, at jeg ikke vil være i stand til fuldt ud at værdsætte det.
Hvad synes du om designet af Transformers One?
Den 22. september er den store biografdag, benyt lejligheden til at se film til halv pris. Det er i hvert fald det, jeg har tænkt mig at gøre.
Ofte når jeg lytter til musik under en gåtur eller lignende (eller som i dag, under en arbejdsrejse) laver jeg en kæmpe playliste, som jeg og min partner har kurateret gennem årene med vores yndlingssange - i et voldsomt spredt brusebad uden nogen som helst røde tråde. Men når jeg har brug for lidt ekstra energi (igen som i dag, den førnævnte rejse startede lige efter 04 for mig), får jeg energi fra musikken.
Også her har jeg masser af playlister at få adgang til, men et ekstra hemmeligt våben jeg skal bruge, når jeg løber tør for energi, er svensk/norsk Sha-Boom. De knuste pigernes hjerter i 80'erne, men siden da har de praktisk talt skinnet med deres fravær minus et par lejlighedsvise comebacks. Det er sjældent, at jeg hører nogen nævne dem, og det er sjældent, at jeg hører dem spillet.
Men... der er få bands, der for mig bedre legemliggør de svenske 80'ere med denimjakke, Hubba-Bubba, Vira-Blåtira, Snowjoggers, peberchips og Okay-plakater på væggene end Sha-Boom. Derfor fungerer dette album (billedet nedenfor) som noget af mit hemmelige våben, når Jonas Mäki skal genopfriskes og komme til live. Og ja, igen virkede det. Sange som "Don't Steal My Heart Away" og "R.O.C.K." sender mig mentalt direkte til en lidt enklere tid med en tidsmaskines effektivitet.
Kan du huske Sha-Boom?
Jeg kan ikke huske, hvem af jer der skrev det, men jeg har blogget om, hvordan jeg kan lide sitcoms, især dem med en ret bidende sans for humor. En af vores vidunderlige læsere tippede mig derefter om den amerikanske version af Shameless, en serie, jeg ikke har set et afsnit af indtil videre.
... Og det var dumt, for allerede fra afsnit et er det slukket. Jeg har nu binget den første sæson og nød virkelig den ægte sorte humor kombineret med førsteklasses skuespil og scener, der føles uventet vovede/mørke for en tv-serie. Hvis det fortsætter sådan her - og det ser det ud til at gøre, og mere ifølge Rotten Tomatoes - tror jeg næsten, at jeg har fundet en ny favorit.
Som sagt ved jeg ikke, hvem der tippede mig, men mange tak.
Hvis du også vil se Shameless, er den tilgængelig på både HBO Max og Amazon Prime. Nyde.
Min fars fødselsdag var 70 år, så mine brødre og jeg besluttede at overraske ham med en tur. Valget faldt på London, hovedstaden i et land, som jeg flere gange før har sagt ikke er en af mine favoritter - og som jeg aldrig selv har rejst til i turistøjemed før.
Jeg er bare ikke så imponeret over noget, de har at byde på, og synes, at alt normalt er lidt som i USA, men mærkbart værre. Og den holdning har jeg heller ikke ændret efter dette besøg. Lad os starte med det vanvid, at de kører i den forkerte side, noget der straks gør det sværere at leje en trailer og bare komme rundt og fører til, at det er i alle større gadekryds, at der står, hvilken vej man skal kigge på, før man krydser. Det føles lidt som om du kan køre en bil i den retning, du vil, og føles som ren high chaparall.
Så er der maden. Du kan absolut spise godt i London, men så snart du forlader velrenommerede restauranter, ender du i det næsten bestialske elendige britiske køkken. I metroen reklamerer de for KFC som serverer med hvide bønner i tomatblanding, i den lokale pub serverer de brændt butterdej med skorpepølser i, øllet er næsten altid slukket og når jeg i et forsøg på at undgå britisk morgenmad valgte jeg amerikanske blåbærpandekager et sted med fine Google-vurderinger... Så fik jeg almindelige tørre pandekager med fem blåbær liggende i en klat græsk yoghurt. Så jeg kan blive ved, britisk mad vil skuffe dig. Sådan er det bare.
Oven i det er der den beskidte følelse, som Storbritannien altid lider af. Murstenshuse som man aldrig rigtig ved om de er ubeboede eller ej, følelsen af at netop hele landet skal totalrenoveres, håndvaske der har en separat hane til kogende varmt/koldt vand (hvordan vasker man sig overhovedet, bevæger man hænderne hurtigt mellem vandstrålerne for at få den rigtige temperatur?), teltlejre i parkerne, muggen lugt indendørs (selv på et dejligt hotel som vores), alle tv-serierne føles som om de er reproduktioner af noget fra 80'erne og så videre.
Nu tog jeg som sagt af sted for min fars skyld, men for mit eget vedkommende er det fortsat USA, der tiltrækker, når det er tid til ferie, og mit kærlighedshad til England består. Jeg elsker faktisk, at landet er, som det er (det er sjovt, når vi er forskellige) og britisk humor sætter jeg stor pris på - men jeg har virkelig ikke lyst til at tage på ferie der.
Tag ikke til London. Du vil blive skuffet.