I fredags offentliggjorde jeg en nyhed, der viste, at Xbox-spillere i høj grad foretrækker digitalt downloadede spil, og i går supplerede jeg dette med en lignende nyhed for Europa – med samme konklusion.
Mange har sagt deres mening om sagen og mener, at Xbox Series S (som er helt digital) er forklaringen på dette. Men... Xbox Series S har selvfølgelig bidraget, men den, der vil gøre det så nemt for sig selv, overser fuldstændig, hvad Niko Partners' ganske vist kyndige senioranalytiker Daniel Ahmad – som jeg nok vil hævde er branchens måske bedste – skrev i 2019 før Xbox Series S og X overhovedet var blevet vist, nemlig at han "virkelig har brug for at understrege, hvor store de digitale delinger er på Xbox i forhold til andre platforme".
Kort sagt er det ikke et nyt fænomen, og selvom denne generations hardwaredesign har haft indflydelse, er det bestemt ikke en udtømmende forklaring, da fænomenet er ældre end det – på trods af nogle meget selvsikre udsagn i kommentarfelterne.
Men jeg havde faktisk ikke tænkt mig at dykke ned i årsagerne her, men jeg er fascineret af, at der nu er en så utrolig lille procentdel af Xbox-spil, der sælges fysisk. På et tidspunkt bliver det simpelthen urimeligt overhovedet at have et digitalt diskdrev og for den sags skyld udskrive fysiske spil, som ingen køber, og som skal være udsolgt.
Og jeg tror, at Microsoft har nået den grænse. Med den nye version af Playstation 5 og den kommende Playstation 5 Pro har Sony løst den manglende interesse for fysiske udgaver ved at have diskdrevet som tilbehør. Og jeg må antage, at Microsoft investerer i noget, der ligner den næste generation. Det faktum, at 91% af spillene til Xbox Series S/X i USA i år sælges digitalt, betyder, at der er en brutal mængde spillere, der har købt et diskdrev, de ikke vil have. Det er hverken miljøsmart, god økonomi eller endda praktisk, da diskdrevet direkte begrænser designet af konsollerne – som kunne have været betydeligt mindre og have et sjovere design.
Men... Et næsten større spørgsmål er, hvor længe der vil være fysiske udgaver? Måske vil de i den nærmeste fremtid først blive frigivet senere (begynder at blive almindelige selv i dag) i mindre udgaver til samlere og i mange tilfælde slet ikke udbydes. Jeg kan ikke for mit liv forestille mig, at det er berettiget for Microsoft at tilbyde fysiske udgaver til 9% af Xbox-salget i USA. Det er næsten som en slags velgørenhed at beholde dette.
Kort sagt tror jeg, at næste generation kun vil have diskdrev som ekstra tilbehør til både Playstation 6 og Xbox Next, og at der vil blive udgivet markant færre spil i fysiske udgaver (Nintendo ikke inkluderet, de vil nok fortsætte med deres patroner).
Fysiske spil lever virkelig på lånt tid lige nu.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men i sommer (det var hva') var der snak om, at Oasis var sultne efter et comeback. De var aldrig blandt mine personlige favoritter, men de har alligevel et par fænomenale sange, og jeg ved selvfølgelig, hvor meget de betyder for folk. Kort efter blev comebacket bekræftet. Og siden da har det rullet.
Samtidig blev det klart, at Offspring havde spillet igen med både et nyt album og en ny turné, efterfulgt af Kent, Bloodhound Gang, Rascal Flats og... Ronny & Ragge. Sidstnævnte er måske ikke det stærkeste kort musikalsk, men måske det mest uventede i betragtning af, at Peter Settman er en af Sveriges rigeste berømtheder – og bestemt ikke behøver at rejse rundt i Sverige og vise røven, mens han synger om spøgelser. Men det gør det, det gør det.
Jeg vil helt sikkert prøve at se Kent denne gang, og Offspring gør mig altid i godt humør, det samme med Bloodhound Gang. Og jeg kan virkelig godt lide Rascal Flats senere albums, så det bliver sjovt at se, hvad de har på spil.
Jeg ved, at mange mennesker er af den opfattelse, at gamle bands ikke skal genopstå for at ødelægge magien, men for mit eget vedkommende har jeg altid elsket et godt comeback, og bemærker, at der i efteråret 2024 har været lidt ketchupeffekt på comebacks.
Hvordan har du det med comebacks af den slags (billede fra Bad Touch-videoen med Bloodhound Gang)?
En af de ting, min partner og jeg elsker at gøre, når vi tager til USA, er at sætte os ned i en stor Barnes & Noble (boghandel) og købe en kop kaffe og derefter kigge i bøger og magasiner (fuldt ud tilladt hos Barnes & Noble, du kan endda tage det med dig at læse) på jagt efter noget, der tiltrækker.
For mit eget vedkommende ender jeg ofte med at købe en tegneserie. Senest købte jeg All-Star Superman, som er tilgængelig via en kompakt udgave, et valg jeg traf af den simple grund, at det er Superman, der er grundlaget for filmen, der har premiere næste år - og i forlængelse heraf hele det nye DC filmunivers. Nu er det selvfølgelig ikke en 1:1-fortolkning, som James Gunn tilbyder, men det føles stadig sjovt at have læst originalen, som alt vil være baseret på.
Efter at have læst All-Star Superman er det let at forstå, hvorfor Gunn valgte netop denne som udgangspunkt. Superman har det iboende problem, at han ikke rigtig har en ligemand, og skaberen Grant Morrison ønskede at lave noget mere menneskeligt.
Derfor møder vi her en døende Superman (han kan ikke klare vores sol), som ikke er rigtig tilfreds med situationen og gerne vil efterlade en verden i fred. Det fører til en langt mere menneskelig fortælling om, hvad der driver Stålis og konsekvenserne af handlinger. Selvom serien konsekvent har fået gode ratings, har jeg set nogle klage over, at serien er lidt for langsom - hvilket betyder, at denne version af karakteren ikke er blevet forstået.
All-Star Superman handler ikke om at rive flest skyskrabere ned og skyde det mest brutale laserøje - og det er præcis det, der gør det utroligt befriende.
Hvor meget Gunn rent faktisk vender tilbage fra denne version af Superman, er endnu uvist, men det jeg tager med mig er, at vi nok kan regne med en superhelt, der minder mere om den, vi lærte at kende fra Christopher Reeve-æraen. end om den, vi mødte i SnyderVerse. Det skal ikke ses som en kritik af SnyderVerse (Henry Cavill var selvfølgelig fantastisk), men jeg er stadig glad for, at det nok bliver noget helt andet end det, vi har vænnet os til fra Superman gennem de sidste 15 år - og efter at have læst denne, er jeg faktisk mere ivrig efter den kommende film, end jeg var før.
Anbefaling om varmt køb. Fås i en enklere udgave til 134 SEK og i en pænere udgave i et større format på bedre papir til 276 SEK.
Som I ved, er det Halloween i gang, og min partner og jeg svælger i gys lige nu i form af film og tv-serier. Med hensyn til gameplay spiller vi dog Metaphor: ReFantasio for fulde krus, men som du ved, er der også masser af gode gyserspil.
For nylig fortalte Marie mig om sine bedste gyserspil, og jeg var ivrig efter at gøre det samme. Men efter et stykke tid med tænkning indså jeg, at jeg nok ville foretrække at give dette blogindlæg til et enkelt spil. For der er et gyserspil, der er så forbandet råt og ubehageligt, at jeg synes, det slår alt andet i den kategori – og supplerer dette med førsteklasses gameplay. For... Desværre er gyserspil overraskende ofte lig med gameplay.
Sidstnævnte var dog ikke en fælde, som Monolith Productions havde til hensigt at falde i. De havde tidligere lavet No One Lives Forever og F.E.A.R., da de udgav den Xbox 360-eksklusive udgivelsestitel Condemned: Criminal Origins i 2005. FBI-agent Ethan Thomas trak ind i en historie om en seriemorder, der hurtigt tog helt andre drejninger, end man skulle tro.
Eventyret finder sted i slumkvartererne i en storby baseret på Seattle, fyldt med besatte Kraken, der angreb med et sjældent set vanvid. Vi har set jump scares før, men den panik, der sætter ind, når nogen skriger skynder sig mod dig i et mørkt rum, er ikke til at spøge med. Condemned: Criminal Origins bød på virkelig flot kamp med en følelse af tyngde, som jeg faktisk aldrig har oplevet på samme måde. At slå en modstander i hovedet med et jernrør, en følelse jeg kun kan beskrive som ubehagelig.
"Ubehageligt" er nok sådan, jeg vil beskrive Condemned: Criminal Origins generelt, fordi det hele tiden leger med spillerens psyke, og flere gange måtte jeg tage en pause, simpelthen fordi det var for tungt, og hvis jeg skulle rangere de tre mest skræmmende øjeblikke, jeg nogensinde har oplevet i en spilsammenhæng – tror jeg, at alle tre vil komme her fra starten.
Du kan læse Petters 19 år gamle anmeldelse her (den står, og han skriver blandt andet: "Jeg har personligt aldrig spillet et spil, der gjorde mig så bange i så lang tid som Condemned") og hvis du virkelig vil skræmme lortet ud af dig selv til Halloween, kan du downloade Condemned: Criminal Origins til Xbox her (jep, bagudkompatibel). Jeg er dog ikke sikker på, at du vil takke mig bagefter, for det her er rædsel for alvor.
Den absolut mest skræmmende spilverden har at byde på. Med en margin faktisk.
Der er få mennesker, der kan prale af bedre indsigt i branchen end den tidligere Playstation-chef Shawn Layden. Han førte PlayStation 4 til succes efter succes, men blev for fem år siden efterfulgt af Jim Ryan, som mange har haft endnu flere synspunkter om.
I de senere år har Layden været en åbenhjertig kritiker af det faktum, at hvert nyt spil, der udgives, skal være større end sin forgænger på alle målbare parametre, og også have et helt batteri af mersalg med abonnementer, mikrotransaktioner og andet. Når jeg nu læser hans udtalelse i dag, kan jeg kun lige nikke med.
Han peger blandt andet på, at omkostningerne til spiludvikling er skudt helt i vejret på grund af ovenstående. Fem års udviklingstid begynder at være til den lave side for store spil, og der er meget få virksomheder, der har råd til dette. Risikoen er derfor også meget høj, og der kan derfor ikke tages nogen risiko. Det betyder, at alle forsøg på innovation forsvinder, mens de kværner videre i de samme gamle fodspor i spilserier, der allerede er etableret.
Mere specifikt siger han, at "du [kigger] på efterfølgere, du ser på copycats, fordi finansfolkene, der trækker grænsen, siger: 'Nå, hvis Fortnite tjente så mange penge på denne tid, kan min Fortnite-knockoff lave dette på den tid'.", og mener, at dette har fatale konsekvenser:
"Vi ser et kollaps af kreativiteten i spil i dag [med] studiekonsolidering og de høje produktionsomkostninger."
Store ord, igen fra en person med en ekstrem forståelse for branchen, og som selv har arbejdet i den absolutte top. Selvom Gamereactors kommentarsektion og mine feeds på sociale medier som Instagram og Threads (og for den sags skyld fora som Neogaf) næppe er statistisk pålidelige kilder, ser det stadig ud til, at mange spillere har det på samme måde.
De såkaldte AAA-spil føles lidt trætte og ikke nær så interessante, som de plejede at være, og et bekymrende antal væddemål er også styrtet ned eller i det mindste underpræsteret på trods af, at vurderingerne egentlig ikke var så dårlige. Undersøgelser viser også, at spillere faktisk foretrækker singleplayer, på trods af at alle udgivere af rangen nu er helhjertet engageret i næsten udelukkende multiplayer.
Kort sagt har vi nu en spilindustri, der ikke laver de spil, som kunderne (vi!) efterspørger, og virker oprigtigt uinteresseret i at forsøge at bakke bandet op og finde det rigtige igen. Efter så mange år synes jeg desværre ikke, at de lytter til hverken meninger eller salgstal (drømmen om det næste Fortnite er stærk), men en herre som Hawn Layden tror jeg også giganterne vælger at lytte til.
Under Xbox 360-generationen kunne en hel trilogi som Gears of War, Mass Effect eller Resistance blive udgivet på den samme konsol. I dag kan hele generationer springes over uden en eneste kamp i store ligaer. Er det rimeligt?