Jeg vil prøve at undgå detaljerede spoilers om Fallout: Sæson 2, så du trygt kan læse videre, hvis du kan holde ud med omfattende anmeldelser. En mere generel anmeldelse her på bloggen kommer, når serien slutter den 4. februar. Men jeg kan afsløre, at jeg kan lide det, jeg har set indtil nu, og virkelig elsker samspillet mellem Ella Purnell og Walton Goggins, virkelig god personlig kemi og sjov blanding med ung pige/gammel mand, naiv/raffineret og nysgerrig/træt.

Det løfter lidt hver gang, og der er også andre små historier, som jeg synes er fænomenale. Men... der er én ting, der ikke holder for mig – og det er historien om Maximus. Der er bestemt ikke noget galt med Aaron Motens indsats, men det er virkelig en historie, der føles fuldstændig påklistret, bare fordi skaberne så gerne ville inkludere det ikoniske Brotherhood of Steel med deres rustning.

Selvom skaberne gerne vil kombinere dette med hovedhistorien (som uden tvivl er Lucys og Ghouls), er det egentlig en sidehistorie, der ikke tilføjer noget, er langsom og ærligt talt føles unødvendig. Direkte dårligt, hvis jeg skal være grov.

Det er som om hele historien får et slag hver gang Maximus er med, og jeg ville virkelig ønske, at Amazon ville komme til fornuft og bare skrive Maximus ud eller give ham sin egen tegneserie. Nu ved jeg, at han før eller siden vil blive tvunget på publikum ved at dukke op i hovedhistorien igen, som han gjorde i første sæson – og det kan da ikke være nogen, der ønsker det, vel?

Maximus' historie er fuldstændig overflødig. Mere Lucy og Ghoul i stedet, tak.

Ecco the Dolphin er på vej tilbage. Det er ikke rigtig stor nyhed i sig selv, da vi har kendt til dele af det siden foråret 2025 – men pokkers, virkelig sjovt. Det var en af de første titler, der viste, at et videospil kan være noget helt andet end det, vi var vant til dengang.

Det var lige så meget en flume-simulator som et naturprogram, og i stedet for en japansk-designet maskot i hovedrollen fik vi en realistisk delfin. Da det endelig kom, forstod jeg ingenting. Det var så utroligt lækkert på de første billeder, men da jeg prøvede til videospilsudvekslingen i Östersund, forstod jeg virkelig ingenting. Hvor skulle jeg hen, hvad skulle jeg gøre?

Jeg fik flere muligheder for at spille Ecco, men det var først flere år senere, da jeg faktisk selv kom over det, at jeg fik idéen. Jeg var lidt ældre og havde fået den nødvendige tålmodighed og kunne sætte pris på, at det var noget nyt.

Jeg ved ikke, hvad der vil blive gjort i den nye Ecco the Dolphin, men det er 34 år siden, originalen blev udgivet, og sandsynligvis mindst 35 år, hvor det faktisk er premieretid. Vi bør nok ikke regne med, at meget gameplay overlever – medmindre det er et 2D-spil af en slags.

Det er også værd at nævne Ecco the Dolphin: Defender of the Future, som blev udgivet til Dreamcast i 2000. Det var en reboot og tilbød en 3D Ecco for første gang. Det var bestemt et godt spil, men jeg ville tro, at det bedst ville være en forælder, da de oprindelige skabere ikke var involveret – hvilket de vil være i det nye Ecco the Dolphin. Og hvis der er én ting, vi ved, er det, at oprindelige skabere sjældent er helt imponerede over andres fortolkninger af deres egne skabelser.

Kort sagt ser jeg frem til at se, hvordan en moderne Ecco vil se ud og fungere. Delfinen vil sandsynligvis stadig skille sig ud ved ikke at blive gjort til godtro, og jeg gætter på, at der vil være en luftig historie, der måske inkluderer, hvordan mennesker behandlede havene og deres indbyggere.

Før det udkommer, findes der dog remasters af Mega Drive-spillene, men hvis det ikke bare er en almindelig samling, tvivler jeg på, at de bliver pixelbaserede – selvom jeg tager fejl. Jeg krydser fingre for gode produkter, der kan få flere til at opdage disse mærkelige delfineventyr, som stadig i dag ikke har nogen reel lige, hvilket stadig viser, hvor tidligt Sega faktisk var, som turde investere i dette koncept for næsten 40 år siden.

En varm velkomst tilbage, Ecco. Nu krydser vi fingre for, at det bliver godt.

Er Sega i krise? Nej, absolut ikke, tværtimod. De ser ud til at klare sig bedre, end de har gjort i meget, meget lang tid. Alt, hvad de rører ved, lykkes godt, får gode vurderinger og giver gode salg. Men det har ikke altid været sådan. Hvad de lavede i slutningen af Mega Drive-æraen, kan vi kun spekulere i, da de i bund og grund samtidig lancerede både 32X og Sega Saturn (to konsoller, der ikke delte noget og på mange måder konkurrerede med hinanden) samtidig med Mega Drive og talte om konsoller som Jupiter og Neptune.

Selvfølgelig var folk forvirrede og forsigtige. Den blev derefter fulgt af Dreamcast, som virkelig havde alt for en stor succes, men hvor forgængerne og historien blev ødelagt for dem. Gardin. Men det ved du allerede.

Dog har både Saturn og Dreamcast én ting til fælles. De fik et farvel til spil, der blev blandt de dyreste og bedste nogensinde. For Saturn hedder spillet Panzer Dragoon Saga, og dets mere berømte modstykke til Dreamcast hedder Shenmue II. Titler, der blev skabt af en Sega, der virkelig præsterede højt med en kniv mod halsen.

Siden da er Panzer Dragoon-sagaen stort set aldrig blevet nævnt, og serien har kun levet videre med Panzer Dragoon Orta og genudgivelser. Shenmue har ikke engang været noget, Sega har ønsket at tale om, og ud over at køre gokart i Sonic & Sega All-Stars Racing, tror jeg, Sega har glemt sit mest overdådige spil nogensinde. Da det tredje udkom, var Sega slet ikke involveret og licenserede alt til seriens skaber Yu Suzuki – og efter det blev det også solgt halvhjertet, så det virker som om, de igen har glemt spillet.

For dem, der vil genopleve det, findes der første og anden remasters at nyde som næsten ti år gamle remasters til Playstation 4 og Xbox One – som dog er hyperbuggy.

Så... Når det er sagt, er der en kulturel handling, der skal udføres her. Sega er begyndt at grave i arkivet og er klar til at være mere... ja, Sega igen. Indtil videre har det dog "kun" (jeg er meget taknemmelig, tro ikke andet!) handlet om nye spil. Remakes bør selvfølgelig også være en del af dette. Især Panzer Dragoon Orta, men også Shenmue, ville virkelig have brug for en reel remake, så titlerne kan opdages af et nyt publikum og nydes af os, der var der.

I dag skal vi grave vores gamle Saturn frem – hvilket bestemt ikke alle har mulighed for – og spille på plader til en værdi af tusindvis af dollars stykket. Og for dem, der vil spille Shenmue, er der kun buggy remasters tilgængelige. Og det kan vel ikke rigtig være værdig til Segas måske fineste øjeblikke, vel?

To af de bedste spil nogensinde er vel værd at få en bedre skæbne, ikke?

Jeg spillede faktisk meget Anthem, da det startede, og havde ofte en ret god oplevelse. Den havde et flot design, flot grafik, og det var virkelig sjovt at flyve rundt i den. Men... Den havde selvfølgelig sine fejl. Det inkluderede kedeligt loot, et menusystem, der betød, at det tog tid at prøve nye ting, man fandt, og en ret død spilverden.

Efter hvad jeg vil gætte på var måske 20-30 timer, sagde jeg farvel, da ven efter ven gav op og forlod Anthem. I går blev serverne endelig lukket ned, og Biowares enorme investering er væk for altid.

Desværre kommer det aldrig til at ske, men jeg ville virkelig ønske, at en kollega havde skrevet en bog om turen. En af gaming-branchens mest elskede udviklere, som gjorde singleplayer-rollespil bedre end nogen anden, ville pludselig være begyndt at lave live service og multiplayer. Færdighederne var der ikke, traditionen manglede, og de havde ikke engang fansene til det.

Alligevel gik det sådan her. Der er nogle modstridende oplysninger, men for mig føles det stadig klart, at det er en beslutning, der er blevet presset af EA selv. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at det var det, Bioware ønskede, og hvis de faktisk selv havde fået idéen, burde nogen fra EA have sagt stop alligevel, da der var en åbenlys risiko for, at store summer ville gå til spilde.

Nu er det endt, som det gjorde, og jeg frygter, at Bioware er i en virkelig farlig position efter det saudiske opkøb af EA. De vil have seje spil, der sælger godt, ikke nørdede projekter fra et studie, der ikke har været særlig gode i over ti år.

Et nyt Mass Effect er bestemt på vej, og jeg vil sige, at alt står eller falder med det, men det kan meget vel blive lukket ned, selvom det ville sælge godt (bare se på Hi-Fi Rush). Måske kan du endda forestille dig, at EA bare udgiver det uden nogen stor opmærksomhed for at kunne sige, at de har gjort, hvad de kunne?

Bevares, Bioware havde fejlet med både det nedlagte Shadow Realms og Mass Effect: Andromeda – men det var med Anthem, at recessionen for alvor begyndte.

Jeg ved egentlig ikke, hvordan det skete, og jeg tør påstå, at det stort set aldrig sker – men i weekenden blev jeg opmærksom på et Capcom-spil i en genre, jeg elsker, som jeg faktisk ikke vidste eksisterede. Vi taler om de lidt obskure Cadillacs og Dinosaurs.

Lyder titlen mærkelig? Den er og er tilsyneladende baseret på tegneserien Xenozoic Tales (som jeg heller ikke kender til). Jeg har set mange Youtube-klip fra spillet, som ser utroligt underholdende ud for alle, der gerne vil være i samme ånd som Final Fight. Der er simpelthen tæsk, nogle våben og nogle dinosaurer – og betydeligt færre Cadillacs, end titlen antyder.

Jeg må antage, at der er juridiske grunde til, at dette aldrig er blevet genudgivet, men større mirakler er sket, og jeg kan ikke gøre meget andet end at håbe, at Capcom kommer til fornuft og lader det ligge. Klassisk beat 'em up for tre personer med flotte pixels, mange tæsk, våben og dinosaurer betyder, at dette burde kvalificere sig til næsten enhver liste som en slags drømmespil.

Bare fix det, så det her får chancen hos Capcom. Det er på randen af hadforbrydelse ikke at lade os i Vesten spille det mod moderne hardware.