Allerede da det udkom i 2007, var der noget kritik af, hvordan Michael Bay gjorde militær ud af Hasbros elskede robotter, lod kameraet køre som en rutsjebane rundt om Megan Fox, Optimus' forvandling fra rød til blå robot, den generelle redesign og den barnlige tone, hvor den venlige Autobot Bumblebee kunne få mest muligt ud af det. Jeg synes, det var en god idé at være på nogen.

Der var blot noget at kritisere. Men det meste af kritikken handlede om ting, der egentlig handlede om, at det, vi fik at se på det store lærred, ikke var den Transformers G1, som så mange af os var vokset op med. Hvis vi bare accepterer, at det er endnu et selvstændigt univers med karakterer, der kun er baseret på dem, vi har lært at elske, finder vi pludselig noget virkelig ægte, som er let at kunne lide.

Shia LaBeouf var spot on i hovedrollen og er også en rigtig god skuespiller, og han havde god personlig kemi med Megan Fox (som ærligt talt gjorde stort set alt, hvad hun kunne i sin lidt begrænsede rolle). Optimus blev igen spillet af Peter Cullen, som kendte karakteren ud og ind og har en stemme, der straks sætter stemningen.

Det nye design (i dag: det 19 år gamle design) efterlod meget at ønske, men smeltede faktisk ind i omgivelserne, og alle de komiske scener føltes virkelig, virkelig vellykkede (scenen med den indiske telefonsupport og Sam Witwickys forsøg på at skjule alle Autobots i sit hus er virkelig sjov). Derudover... Specialeffekterne fra denne æra er virkelig på et helt andet niveau end i dag.

Hvad der er sket med computer-genererede specialeffekter siden da, må besvares af en, der er klogere end mig, men åh, hvor godt det ser ud. Jeg så filmen i weekenden for første gang i lang tid. Jeg huskede, at jeg kunne lide den, men blev stadig positivt overrasket over stort set alt, inklusive det blytunge soundtrack.

For hvad den er – en spillefilm baseret på gamle legetøj til børn med kæmperobotter, der forvandler sig til køretøjer – er det et mesterværk. Jeg sammenligner det ikke med The Seventh Seal eller noget i den stil, men jeg tvivler på, at nogen anden instruktør med samme forhold kunne have gjort noget bedre.

Selv for Michael Bay var det så langt, han kunne komme, for selvom der er et par godkendte efterfølgere (primært Bumblebee), har ingen anden Transformers-reel været tæt på det, der blev skabt her, men tværtimod har været pinligt dårlig. Måske er det også den dårlige natur af de dårligste film, der på en måde smittede af på Transformers 1, for jeg tror ikke, det kunne have været meget bedre end dette under disse forhold.

En klassiker, der er langt bedre end sit ry. I kategorien 'gamle filmede børnelegetøj' må det endda betragtes som mesterværker.

Ja, selvfølgelig var det Eurovision for mig i lørdags. Spontant tror jeg, det var et lidt langsommere startfelt end normalt, og jeg tror ikke, der var mange af de indslag, vi vil høre i radioen eller i fremtidige hyldestnumre. Det betyder dog ikke, at der manglede gule guldkorn, og at hele top 5 faktisk var udmærkede sange (efter Eurovision-standarder er det ikke noget, der findes på min playliste), så mod slutningen var jeg ret tilfreds uanset udfaldet:

5. Italien – 281 point (Hall da Vinci – Per Sempre Sì)

4. Australien – 287 point (Delta Goodrem – Eclipse)

3. Rumænien – 296 point (Alexandra Căpitănescu – Choke Me)

2. Israel – 343 point (Noam Bettan – Michelle)

1. Bulgarien – 516 point (Dara – Bangaranga)

Her er nogle hurtige meninger fra mig om spektaklet, som i år fyldte 70 år.

• En usædvanlig mængde metal i år, hva'? Nogle ret fine bidrag endda. Natvarsel i Rumænien.

• Jeg er forudindtaget, så der er selvfølgelig torden over det, men Felicia var værdig til en bedre skæbne, selvom hendes stemme ikke føltes helt hundrede.

• England var absolut det værste. Hvad i alverden skete der der?

• Pausen efter sangene for afstemningen er for lang, og denne gang ærgerligt. Det eneste, der var i orden, var jubilæumsudgaven.

• Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg lide dem, jo flere cheesy tal. I sidste ende er det som regel dem, der bliver klassiske, og som vi husker.

• Var dette det mest stive og dårligste par af værter, vi havde i 2000'erne? Tror du det?

Den rigtige sang vandt, tror jeg. Lige den rette mængde euro-vanvittigt og fængende, med kunstnere der syntes at have ægte sjov på scenen.

Jeg spillede en vanvittig mængde RC Pro-Am, Bigfoot, Road Rage og Super Off-Road på det tidspunkt, samt hver ny udgave af Mario Kart. Derudover elskede jeg det første Ridge Racer til Playstation 1 og Crazy Taxi til Dreamcast. Når du ser dette, forstår du måske, at jeg har holdt mig til let og muntert ræs, der slet ikke har ambitioner om at simulere noget, men kun underholder.

Så det er måske ikke overraskende, at jeg gav Gran Turismo chancen, men aldrig rigtig slog fast, og det samme gælder Forza Motorsport. Min racerkarriere har i stedet fortsat bestået af ting som Hot Wheels Unleashed, Micro Machines: World Series og Mario Kart. Men... så har vi Forza Horizon.

Spillet, der er blevet det gyldne middelvej for lige så meget realisme, som jeg kan holde ud (ja, jeg er fuldt ud klar over, at tærsklen er utrolig lav i et spil, hvor vi kan hoppe over vulkaner i en Ferrari) og med en vanvittig mængde glæde ved opdagelse og racinglyst. Det eneste, jeg har savnet i serien, er at få lov at køre i Japan – og det er præcis, hvad jeg (og også dig, der læser med) får lov til at gøre i Forza Horizon 6.

Når jeg nu læser Connys solide anmeldelse, bliver jeg endnu mere begejstret (minuspunkterne er ting, jeg normalt ikke bliver generet af), og når jeg også ser, at spillet i øjeblikket er det højest vurderede spil i år på Metacritic , glemmer jeg næsten at trække vejret.

Jeg glæder mig simpelthen vanvittigt meget til at vandre rundt i et næsten latterligt smukt Japan og prøve alle mulige aktiviteter og finde sjove hemmeligheder og afsides steder. Desværre har jeg endnu ikke kørt en anden tur, men så snart Game Pass (19. maj) kommer, tager jeg ud på vejene, hvor jeg regner med at møde flere af jer – husk at dytte og blinke, og bliv på venstre side af vejen!

Hvis jeg bliver sigtet? Nå, noget så grønt. Glem ikke, at det også kommer til PlayStation 5 senere i år.

Det er faktisk ret tæt forbundet med mit tidligere blogindlæg "Hvad køber du til lokale delikatesser, hvor du bor?", men jeg fandt på det forleden , da jeg lavede parisiske mad til frokost. 

Det var en dejlig dag, så jeg startede grillen, og mens den forvarmede, skar jeg en Krakus-dildsyltede og smurte en hamburgerbolle med smør, og derefter tog jeg Johnny's Yellow Mustard frem (et must til pølser og burgere). Heinz ketchup, Kavlis "amerikanske dressing" (som jeg aldrig har set i USA), ristede løg, to skiver smeltet cheddar – og selve Parisianen. Dette forvirrede mine kolleger, som ikke vidste, hvad det var, og førte til en interessant diskussion.

Så hvor er en pariser? AI definerer det sådan her: "En Pariser er en nordlig pølseburger lavet af en tyk skive falukorv i hamburgerboller, toppet med klassikere som sennep, ketchup og Boston-agurk. Det er et ægte street food-ikon nord for Dalälven-floden."

Jeg er ikke helt enig i AI, selvom det meste af det er rigtigt. For det skal ikke bare være et stykke falukorv, men pølsen, der kaldes Parisare. Jeg køber som regel Nyhléns Hugosons, som er et populært mærke i Norrland, og så handler det bare om at komme i gang. 

I modsætning til burgeren, der er blevet fuldstændig hipstrificeret, er pariseren mere proletar, uden hipsterprodukter eller regler for, hvordan det skal være. Mine ingredienser svarer nogenlunde til det, du fik, da du bestilte en Parisian hos Sibylla i 80'erne, og den er så sindssygt klistret og lækker.

Hvordan ser det ud, hvor du bor? Spiser pariserne, eller er det primært i Norrland, vi spiser dette?

En pølseburger, ikke mere, ikke mindre. Langt fra fine dining – men lige så gode for det (billede fra Nyhléns Hugosons Facebook).

Af en eller anden grund lod jeg forleden uge vrede være lidt over såkaldte trænings-mansplainere, folk der dræber lysten til at træne ved at føle sig tvangsmæssigt sendt ud for at komme med tvivlsomme tips, ofte med overlegen attitude. Men selvfølgelig kan man også finde disse spillere uden for træningsverdenen.

Derfor vil jeg bede en gruppe om at tie stille igen, og denne gang handler det om lallers, der kommer med tips til, hvordan man håndterer hunde – ofte uden selv at have nogen. I stedet "har de haft", "har en god ven, der har" eller ved bare alt alligevel på grund af ????

Rådene er som regel helt barnlige, direkte forkerte (jeg har seriøst to gange hørt rådet om, at man skal stikke hundens næse i sin egen afføring, hvis der er sket en ulykke indendørs) eller grænsende til dyremishandling, hvor skrig og straf anses for at være vejen til succes frem for nervøse ulykker.

I den sidste kategori har jeg en bekendt (med en hund), som syntes, jeg skulle nive min hund, da den kom tilbage efter at være løbet væk, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg roste den. Min hund kom tilbage, de gør det, når de kan lide deres mor og ejer og stoler på dem, og du lokker med en belønning. Når hans hund er fri, løfter hunden ofte ekstra store løfter om at undgå at skulle tilbage, fordi straffen så venter.

Derudover er der chokerende mange, der overser, at hunde er individer. Min partner og jeg har to hunde, og de er så forskellige, som man kan blive. Den ene er en venlig sjæl, som er rolig og visdom, og den anden et lille monster, som efter ni år stadig er en hvalp og evigt drilsk og glad. De har virkelig intet til fælles, og for bedst at håndtere dem kræves der forskellige metoder.

Der er bestemt virkelig risikable hundeejere, som fortjener alt det, de kan få, men alle, der ikke kender  og ikke kender hundene, bør undlade at give drikkepenge. Tak for ordet.

Sådan ser det ud, når jeg har noget ved mit skrivebord, mens jeg arbejder.