Jeg skal måske begynde at lave nogle skribent-opgaver for et dansk rockmagasin. I den forbindelse tænkte jeg at skrive en anmeldelse af det nye Linkin Park album "From Zero", da det efterhånden er lang tid siden jeg sidst har skrevet et blogindlæg på GR.

Efter flere års stilhed, begyndte der i sensommeren at spirer rygter om at Linkin Park arbejdede på ny musik. Efter forsanger Chester Benningtons tragiske selvmord for 7 år siden, var fans spændte på om dette ville betyde helt nyt musik fra bandet, eller om det blot ville blive tidligere ikke-udgivede numre. Det varede ikke længe før de første rygter slap ud om, at der var tale om førstnævnte og at bandet have valgt en kvindelig vokalist at udfylde opgaven. Tidligt i september begyndte bandet at tease nyt materiale og det viste sig, at de i al hemmelighed havde udpeget Emily Armstrong til at løfte vokalopgaven, men også tour samt helt nyt album; From Zero. Så hvordan lyder Linkin Park anno 2024 og med en helt ny forsanger? 

From Zero; Fra intet, Fra scatch, Fra nul?

Samme spørgsmål stiller Armstrong til Mike Shinoda på introlyden til From Zero, hvorefter første single ”The Emptiness Machine” hurtigt går i gang. Nummeret brager afsted og bringer minder om den klassiske Linkin Park-lyd fra start 00érne. Åbningsnummeret er ofte det nummer, som fastsætter genren og hvad lytteren skal forvente rent musisk af resten af et album. Men stilmæssigt tager From Zero lytteren igennem hele Linkin Parks diskografi fra Nu-metal, pop, eksperimenterende elektroniske lyde, punk og alternativ rock. Numrene ”Cut The Bridge” og ”Heavy Is The Crown” fortsætter lidt samme stil som åbningsnummeret, men bringer minder om Linkin Parks senere værker, hvor melodierne fylder mere og Mike Shinoda i højere grad levere co-vokal end hans rap-vokal. Der er endda et par breakdowns, hvor Armstrongs rock-vokal kommer til sin ret, omend hendes stærke side helt sikkert er mere i det melodiske end i nu-metallens genre. ”Over Each Other”, ”Casualty” og ”Overflow” er en mikset blanding af genre og From Zero viser sig at være et afvekslende og varieret album, men hvor numrene er nøje placeret, som giver lytteren en behagelig lyd-rejse. Ligesom man tænker; ”Nu har jeg hørt nok!” kommer et friskt rap-vers eller en dj-solo, som bryder den sikre produktion og de poppede og velkomponerede rock-sange. Efter at have hoppet lidt rundt i musikgenrerne, sparker singlen ”Two Faced” dig lige i løgne og river dem af bagefter. Efterfølgende numre som Stained og IGYEIH lukker albummet ned, hvorefter det afsluttende nummer ”Good Things Go” lukker og slukker skiven på en melankolsk, skøn og poppet-melodi.

Velkommen tilbage

From Zero er et godt album, som viser Linkin Parks signatur-lyd, tilsat en ny vokal som ikke er ulig Benningtons, men som lyder mere som et af Linkin Parks senere og mere pop/rockede albums end fx Hybrid Theory fra 2001. Der er blevet plads til mere rap end på de seneste albums, samt scratching fra Mr. Hahn. Hvis jeg skal komme med nogle ankepunkter, så er det produktionsmæssigt et meget sikkert og velpoleret album. Det havde klædt bandet at lade trommerne fylde mere lydmæssigt, når nu bandet har fået en ny gryde-tæsker i form af det unge multitalent Colin Brittain. Sangene er gode og melodiske og med Armstrong som ny front-kvinde, kan bandet måske også nå nye generationer af fans. Linkin Park tager på World tour i 2025, og der går rygter om at vi vil se bandet som et af de endnu ikke annoncerede headlinere til næste års Copenhell 2025.

8/10

From Zero (Intro)

The Emptiness Machine

Cut The Bridge

Heavy Is The Crown

Over Each Other

Casualty

Overflow

Two Faced

Stained

IGYEIH

Good Things Go

Glædelig jul alle sammen

Når nu jeg alligevel sidder her på mit kontor d. 23 december, med min kaffe, saltede mandler og lader som om jeg arbejder, til trods for at der intet er at lave. Så jeg tænkte, at jeg lige ville smide en lille blog op om de spil, serier og musik som har gjort mest indtryk på mig i 2019.

Årets musik
Vi lægger ud med musik, og belgiske Brutus og deres skive NEST. Brutus hørte jeg for første gang i Sort søndag og senere P6 BEAT, og selvom det ikke er metal men nærmere Post Punk, henter de alligevel inspiration fra døds og Doommetal med deres tunge trommespil og break downs. Hvad der gør Brutus specielle, er deres kvindelige forsanger/trommeslager, som formår at synge smukke clean vokaler imens hun tæsker røven ud af de gryder. Hvornår har man sidst set det? Gør jer selv en tjeneste og lyt til første single; War - et utroligt smukt nummer, det vil i ikke fortryde.
https://www.youtube.com/watch?v=EBRYSlKDlws

Årets skuffelse: Slipknot - We are not your kind (Heldigvis var de røvfede på Copenhell 2019)

Årets serie
Jeg har med vilje ikke valgt en film kategori, da jeg sjældent har tid til at se film. Jeg var inde og se Endgame og Joker, og ingen af dem efterlod et særligt indtryk. Derimod bingede jeg Tom Clancy's Jack Ryan på Amazon Prime, hvor 2 sæson er modbydelig god underholdning, som jeg håbede på aldrig ville slutte. Jack Ryan tager alt det bedste fra Jason Bourne og Narcos, og mikser det sammen i en meget velproduceret serie. Og når nu man alligevel har købt et abonnement på Prime, kan man jo ligeså godt gense The Office, for John Krasinski er fandme en flot og charmerende fyr.

Årets skuffelse: Game of Thrones Sæson 9 (Jeg kommer aldrig til at tilgive jer for denne antiklimatiske slutning, D&B!)

Årets Spil:
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er imponeret over spilåret 2019. Spil som Days Gone, Resident Evil 2 og Red Dead Redemption 2 er blandt de få spil jeg kan huske, at have spillet. Men det var faktisk Detroit: Become Human som har efterladt det mest mindeværdige spiløjeblik i 2019. Men eftersom at Detroit er fra 2018, må det være diskvalificeret. Death Stranding når jeg stadig ikke at gennemfører i dette år, selvom det godt kunne være en kandidat. Valget er derfor faldet på Apex Legends, og det er uden tvivl det spil, jeg har brugt flest timer på i 2019. Man ved at et spil som Apex er godt, når man sidder midt i verdens langsomste cowboyeventyr til 500 kr, for i stedet at lukke det ned, og tage endnu en runde i Kings Canyon. Det er også det første MP spil i mands minde, som jeg rent faktisk er god til, og det er gratis. Min kone er dog røvtræt af lyde som "Whos ready to fly on a zipline?", så mon ikke jeg får et PS4 head set i julegave?

Årets skuffelse: Resident Evil 2 Remake (grafisk flot - men i gud hvor var det kedeligt, også beder de endda om at man genspiller det samme fårking spil forfra med anden tøs i hovedrollen)

Mit 2020 mest ventede:
For mit vedkommende, glæder jeg mig til 2020 af flere grunde. I slutningen af Januar smutter vi til Egypten for fjerde gang, altid solgaranti og god service. Slipknot + Behemoth spiller i udsolgt Royal Arena, og jeg har betalt tre gange så meget for ståpladser som jeg burde. The Last of Us Part II udkommer I foråret, hvilket er mit mest ventede spil i denne generation. Copenhell 2020 tegner sig allerede for et sublimt år med Maiden, Kiss, Mercyfull, Priest, Disturbed, KoRn mfl. FCK og Midtjylland ser ud til at kæmpe hårdt om mesterskabet, det samme gør Liverpool og City og ellers et år med mere uddannelse, kurser og forhåbentlig en lønstigning.

Smid gerne en kommentar om jeres 2019, forhåbninger til 2020 og ellers ønsker jeg jer alle en god jul og godt nytår.

November er grå og trist.

Men her er 10 grunde til at hylde denne dejlige måned;

1) Jeg har naturligvis fødselsdag d. 7 og fylder 29 hvilket er mindre end 30.
2) Vejret kan kun overraske
3) Xbox One X udkommer
4) Marvels The Punisher udkommer på Netflix
5) Black Fridag
6) J Dag = søde piger i nissetøj.
7) Der er kortere til sommer end der var i sidste måned
8) Massevis af AAA titler udkommer
9) Der er knap så mange svenskere i Kbh, som der er i december.
10) Min og konens årlige tur til Irland, denne gang I nordvest Galway og masser af seafood chowder og Guinness.

Kom gerne selv med jeres punkter og god november til alle :)

Min sympatiske lille Switch og jeg, blev aldrig rigtig gode venner - også selvom jeg ønskede det.

For 4 timer siden brugte jeg min fortrydelsesret, og har leveret min Nintendo Switch tilbage.

Dette skyldtes primært at docken ikke virkede, og at den derfor under alle omstændigheder skulle til reparation. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at det i høj grad også skyldes førstehånds indtrykket. I denne blog, vil jeg derfor med mine kritiske øjne fortælle om min oplevelse med Nintendo Switch, og hvorfor min Switch og jeg aldrig blev gode venner.

Hardware
Da jeg åbner pakken, tænker jeg umiddelbart at de to Joy-Cons er lidt små og sandsynligvis bygget til små japanske hænder (I ved hvad man siger om mænd med små hænder). Derimod har de en god vægt og layoutet tog ikke lang tid at vænne sig til.

Mit første indtryk af Switch konsollen var, at den på mange måder ligner en tablet, men også bringer minder tilbage om de første iPhones. Dvs. lidt kluntet designet og en lidt mærkelig størrelse; for stor til have i lommen, og få lille til at den bør haves i en taske.

Da jeg pakkede docken ud, begyndte jeg at blive bekymret. Magen til plastiklort har jeg længe set, og med tanker på at dette er en hybrid konsol, som både skal være håndholdt og tilsluttes til tvet, undre det mig at Nintendo ikke har brugt flere ressourcer på at designe docken. Den fremstår skrøbelig, plastik agtig og giver en utilfreds fornemmelse, når man placere konsollen i den. Det føles simpelthen ikke pålideligt, men skrøbelig og jeg var flere gange bekymret for om jeg ville knække en lille del, hvilket er utilfredsstillende, når man har brugt 2700 kr på det.

Det samme kan siges om tilslutningen af Joycons, om de tilsluttes på konsollens sider, eller at de placeres i den lille plastik boomerang, som skulle udgøre en kontroller. Så virker designet skrøbeligt, og allerede efter flere forsøg var min første tanke, om dette design kan holde til et dagligt brug i 3 år?

Software
At starte Switch er let som ingenting, og Nintendo har heldigvis forsøgt at gøre det enkelt og let for nye Nintendo kunder. Ligesom med det gamle Playstation Network til ps3, kan det ses at Switchens UI er i sit tidlige stadie, og med tiden vil få flere muligheder og design ændringer. Det var skuffende at der kun fandtes to temaer på konsollen; hvid og sort dvs. kedelig og endnu mere kedelig. Jeg havde forventet mere af en så farverig producent som Nintendo.

Jeg startede The Legend of Zelda: Breath of the Wild, som overraskende ikke skulle installeres og spillede helt gnidningsfrit. Jeg vil ikke sige så meget om selve spillet, da jeg kun nåede 4 timer med spillet, og derfor ikke kan give en retfærdig bedømmelse. Det er uden tvivl imponerende at se så storladen en verden på så lille en konsol. Omvendt gav det en bekymrende følelse når konsollen sad i sin plastik dock, hvor billedet skifter til 720p og frame rate falder en anelse. Da går det op for mig hvordan Zelda skal spilles, nemlig som håndholdt og ikke på storskærm, men så forsvinder en del af idéen med Switch også, og jeg kunne ikke slippe tanken om at der er lang vej igen for Nintendo, og der muligvis er tale om en minimalt forbedret Wii U med en masse ekstra plastik tilbehør - hvilket er en bekymrende tanke, når jeg virkelig ønskede at elske min nye lille Switch, men bare ikke kunne. Det må være sådan en fødselsdepression føles.

Afsluttende ord
For et par dage siden efter en 11 timer lang arbejdsdag, satte jeg så spændt min Switch i docken for at få mit sidste fix inden sengetid, og mit trofaste Bilka tv viser "Intet Signal". Jeg prøvede samtlige måder og alternativer - intet hjalp.

I dag stod jeg således i Elgiganten Glostrup, og den flinke blå mand spørger; Ønsker du at bytte den til en ny, eller få pengene retur? - Jeg valgte pengene.

Som "nørd" findes der ikke andre mere ubekvemme følelser, end at man lige har købt katten i sækken. At man glæder sig i flere uger, for derefter at blive slemt skuffet. Dette gælder uanset om det er spil eller hardware og jeg må konstatere at min Switch og jeg aldrig blev gode venner.

Jeg håber derimod at i andre er blevet bedste venner med jeres Switch - tak fordi i læste med. :)

Jeg er blevet inspireret af en anden bruger, som har fundet sin egen gamle spilsamling frem. Så jeg tænkte at jeg ville lave en liste med mine bedste nostalgiske spilminder. Nedenfor vil jeg give en kort beskrivelse af disse spil, og hvorfor de har en særlig plads i mit gamerhjerte. Hvis i har lyst, er i mere end velkommen til at komme med kommentar eller skrive jeres egne bedste spilminder.

Syphon Filter
Min bedste kammerat fra folkeskolen introducerede mig i 1999 til dette tredjepersons stealth spil, hvor Gabriel Logan skal redde verden fra terrorister og det kemiske våben; Syphon Filter. Min familie havde ikke mange penge, så da jeg endelig fik min egen Playstation, købte jeg straks de to Syphon Filter spil. I sidstnævnte kunne man spille splitscreen, og jeg og min 8 årige lillesøster sad og gamede mod hinanden i massevis af timer. Det var i en periode hvor mine forældre var blevet skilt, og selvom min søster nok ikke husker det lige så godt som jeg, så er dette et af mine bedste barndomsminder.

Counter-Strike 1.3
Jeg har aldrig været specielt god til multiplayer spil. Men Counter Strike var spillet som fik mig og gutterne til at pjække fra "præst" aka røvsyge konfirmationsforberedelse. Rudkøbing på Langeland er en lille by, så da byens første Netcafé åbnede, var dét "stedet" man hang ud. Det var til disse 24 timers LAN at man gamede CS til solen gik op og ned igen. Hvis ikke man gad game, var det også her at øens sødeste piger hang ud. Mine venner og jeg havde en klan vi kaldte [LP] og mit nick var Hybrid Theory. (Dengang Linkin Park var populære). Det er fantastiske minder, også selvom jeg var en kæmpe noob, men jeg var awesome med en AUG og et par øl indenbords.

Blair Witch Volume 1: Rustin Parr
Mange husker nok ikke denne spilserie fra 2000, som var bygget på den anerkendte Nocturne engine, som også senere gav os Bloodrayne. Over tre spil tog historien udgangspunkt i filmen The Blair Witch Project, hvor man over 3 tidsperioder skulle udforske myten, og finde årsagen til de forsvundne børn fra lokalområdet. Kort efter min konfirmation døde min papfar, dette kombineret med overgangen til 8 klasse medførte hård druk, masser af piger og slagsmål. I det år var dette spilserien som hjalp mig med at cope og hvile i mig selv. Masser af uhygge, mysterier og fordybelse gjorde at jeg blev så god til engelsk, at jeg til den afsluttende engelskeksamen fik 13, og min underviser troede at jeg havde snydt. :P (Se GRs anmeldelse fra 2000 http://www.gamereactor.dk/anmeldelser/39257/Blair+Witch+Vol.+1+Rustin+Parr/)

Det var så første part, næste omgang vil nok omhandle Soldier of Fortune, Delta Force 2 og et sidste :)