En noob prøver forskellige kampspil

Jeg har skrevet en lang blog, der blev væsentligt længere end forventet. Jeg havde overvejet at dele det op, men nu blev det sådan her. Har denne fanget dig, og har du fået lyst til at prøve at spille med mig online på ps4, så tøv ikke med at skrive til mig herinde. Jeg er frisk.

Mit forhold til kampspil, er rimelig overfladisk. Selvom jeg har spillet og kendt til dem siden Super Nintendo, har jeg i meget lidt grad dedikeret mig til et spil.
Tilbage i 90'erne kunne jeg lide Street Fighter på grund af grafikken. Det lignede jo tegnefilm. Jeg kunne lide Mortal Kombat på grund af blodet, og volden. Det så sejt ud, og mor sagde nej. Men jeg ejede ikke disse spil, og faktisk var det ikke før Tekken kom på scenen, at jeg fik købt mit første kampspil. Tekken var sjovt at spille alene, da halvdelen af karakterene var låst, og skulle låses op ved at gennemføre arkade delen med alle de karakter man havde til rådighed. Ved gennemførelse blev man belønnet med en lille film, og en ny karakter man kunne gennemføre og vinde en ny kort film sekvens med. Dertil havde jeg venner der også synes kampspil var sjove.

Men jeg blev ældre, og flyttede længere væk. Mine venner gjorde ligeså, og dermed forsvandt meget af tiden til de sociale gaming events. Tekken serien, som den skred frem, valgte at have alle karaktererne åbne fra begyndelsen, og fjernede lysten til at unlocke nyt. Kamspil blev mindre sjove, når man bare sad med sig selv og en AI. I dag lader det til at være forbeholdt en smal kerne af spillere efterhånden, særligt her i landet.

Jeg har siden Playstation 1 - dagene, i sjældne omgange spillet lidt hist og pist, men ikke på samme måde, før nu. Det begyndte med et tilbud i Bilka på et arkadestick til en 50ér. Dernæst købte jeg Tekken 7, Street Fighter 5 og Marvel vs Capcom 3. Alle på tilbud, så det kostede 250 kr. i alt inkl joystikket.
Noget har ændret sig med tiden. Med onlinemulighederne i dag, har kampspils genren fået tilført nye dimensioner, som ikke er perfekte, men er mere fremme end jeg lige regnede med. Jeg behøver ikke længere spille mod bots. Storymode er rent faktisk en historie nu. Men noget andet har klikket for mig nu end tidligere. I kampspil stiger din karakter ikke i level, det er dig der stiger i level. Du bliver aldrig god, for der er altid en der er bedre, men til gengæld finpudser du dine evner igen og igen.

Jeg elsker mine shooters, og øvrige online spil. Men i kampspil er der noget intenst over at hver kamp ikke afgøres af held, men af dine evner. Der er ingen teammates du kan give skylden, eller at du ikke har den rette perk. Din modstander og dig, afhænger alene af jeres evner i har tillært jeres tid med spillet. Jeg er ny med det hele, og får seriøse røvfuld online. Men for hver røvfuld jeg får, begynder jeg at lære at blokke og gengælde de angreb, der fældede mig i første omgang. Den del er vigtig. At være i stand til at være dårlig i begyndelsen.

Jeg bruger næsten ikke arkade stikket jeg beskrev tidligere, men det blev starten på en ny genre for mig. Selvom jeg har spillet kampspil af og til siden barn, er det første gang jeg nu forsøger at blive bedre.
Skal du i gang ligesom jeg. Så er et godt sted at begynde, er bare at spille arkade moden. Få en fornemmelse af den karakter du gerne vil lære at kende, og se hvordan det går. Når du går online, så prøv ikke at fokusere så meget på at lave vilde tricks. I stedet, start med at gå tilbage, og se hvad din modstander gør. Vær konstant opmærksom på din modstander. Jeg har haft en der kunne dukke sig, og slå mig igen og igen, til jeg faldt om. Han var ikke dårlig, det var mig der skulle lære at blokke noget så simpelt. Når du begynder at komme lidt frem, så brug tid i træning. Det lyder kedeligt, men træning kan være afgørende for at komme frem.

Er du ikke helt overbevist om slåsspil, vil jeg anbefalde at tjekke dette link ud. En afgørende, og meget underholdende video, og som jeg synes, er god til at få helt nye spillere med på vognen:

https://www.youtube.com/watch?v=UT2pDl-lKX8&t=16s

I takt med denne efterhånden store blog, har jeg taget de spil frem jeg har haft købt indenfor de sidste to måneder, og tilknyttet nogle ord om hvad jeg synes om dem. Hav in mente, at jeg er ny med disse spil, og at det på den måde skal læses med begynder øjne. I virkeligheden kan jeg meget vel have misforstået flere af spillene, og dens mekanikker. Har jeg fanget din opmærksomhed, så skriv endelig til mig personligt, og lad os tage nogle runder online og måske dele fif med hinanden. Vel og mærke, hvis jeg har købt spillet. Er du mega dårlig til det, vil jeg gerne hjælpe dig så vidt jeg kan. Er du mega god, håber jeg du kan hjælpe mig. Jeg tror kampspil er kommet for at blive, for min vedkommende. Det er noget jeg håber kan blive en større del på esport scenen her i Danmark.
I følgende blog, ser jeg på disse spil:

Tekken 7
Dead or Alive 6
Street Fighter V
Dragon Ball Fighterz
Ultimate Marvel vs Capcom 3
Guilty Gear Revelation 2
Mortal Kombat 11

Med undtagelse af Mortal Kombat 11, Dead or Alive 6, har jeg flere gange set vilde tilbud på disse spil inde på ps storen, og købt dem for omkring de 100 kr, hvis ikke under den pris (Street Fighter V og Guilty Gear købte jeg for en 50er. Så det er ikke en dyr omgang.)

Tekken 7
Det startede med Tekken 2 på arkade maskine, der stod bagerst gemt i vejen, hos en lokal pizzaria. En ven og jeg ledte efter pant, og indsamlede 5 kroner, bare for at kunne spille det så ofte som muligt. Ikke for at spille imod hinanden, men vi ville gennemføre arkade. Da jeg fik min første playstation, var tekken 2 med på demo discen. Fordi den kun var begrænset til June og Lei Wu Long, var det disse to jeg først blev god med.

Noget af det mest kendetegnende ved Tekken serien for mig, er hvor forskellige karaktererne er fra hinanden. Der er enkelte karakter der minder om hinanden, men set i forhold til de andre kampspil, er her en stor diversitet på hvordan den enkelte karakter føles og styres med, og det er måske det der gør at jeg efter så mange år efter, stadig kan blive bidt af Tekken. Samtidig er det karaktergalleri kun vokset og vokset langsomt men selvsikkert.
Jeg kan savne lidt federe arenaer, og grafikken er god, men på ingen måder det spil der står i fronten længere. Storymoden viser gode takter, med fede cinematiske øjeblikke, som ingen andre på listen udgør, men desværre bliver den holdt sammen af en kedelig fortællerstemme, der nærmest sover sig igennem det næsten ligegyldige plot. Jeg blev særligt revet med når Heihachi var oppe imod Akuma, og devil jin. Det var bare noget særligt.
Online har jeg svært ved at stoppe når jeg først går i gang. Jeg skal ofte lige have et spil til, og før jeg ved af det, er det langt ud på natten. I øvrigt oplever jeg de rareste mennesker, som skriver og adder en bagefter. Der er en større intimitet og kommunikation med hinanden, end jeg nogensinde har oplevet i et andet online spil. Her motiveres man til at blive bedre, og indtil videre er jeg ikke stødt på Justin Bieber musik i den modsatte ende, efterfulgt af en syngende unge, som mener at min mor er tyk. Tilgengæld oplever jeg i ny og næ ragequitters, der skynder sig at slukke hvis der er udsigt til at tabe. Det er lidt patetisk desværre.

Dead or Alive 6
Jeg elskede DOA på playstation 1. De hoppende bryster var jo vilde for en 12 årig dreng godt på vej ind i puberteten. Men countersystemet, hvor et vel timet tryk på firkant, parerede modstanderens slag i en fart, gav DOA en super dynamik. Da 2eren udkom på playstation 2, ville min kærlighed til serien ingen ende have. Hvor Tekken, stod lidt i stampe med Tekken Tag og Tekken 4, viste DOA 2 hvordan man løftede en serie. Store arenaer, en forbedret countersystem, og vildt blæret grafik. Der var sket meget mellem 1 og 2.

Men hvor Tekken, måske aldrig har rykket sig meget, så har det finpudset dets gameplay løbende, og været noget jeg bedre kunne forholde mig til på den lange bane. DOA fangede mig aldrig rigtig efter 2eren, og 6'eren er ingen undtagelse. Det ser flot ud, at karakterene sveder, og bløder under kampene, og countersystemet er finpudset. Men lidt ligesom Dragon Ball Fighterz, virker alle karakterne som nogle der spilles ret identiske, og måske derfor DOA ikke har kunnet fastholde mig over flere år. Jeg trykker stadig trekant, trekant, ned, cirkel efterfulgt af et powerslag, uanset karakter. Og selvom samtlige andre kampspil også har letpåklædte kvinder, tages det til et helt nyt niveau heri, og det er en skam at det får så meget fokus. Det fordummer et spil, at det skal huskes for at være det spil med hoppende bryster og svedige kvinder.
Men ligesom at jeg med Mortal Kombat og Soul Calibur, ikke har brugt synderligt mange timer på det, er det muligt at der er noget jeg måske ikke fanger. Dragon Ball Fighterz har i hvert fald overbeviste mig om, at der fint kan være mere under overfladen, så måske handler det om en større mere dedikation.
Jeg kan godt finde på at købe det ved et godt tilbud, og har haft nogle sjove timer mod en kammerat. Som det står lige nu, er det gratis at spille online, hvor man har to eller tre karakter at vælge imellem. Så prøv det, måske er det noget for dig.

Street Fighter V
For de uindviede startede Street Fighter V rigtig skidt ud. Et skrabet karaktergalleri, en online del, og versus mode. Ingen arkade. Så vidt jeg husker. Heldigvis spillede jeg det ikke på det tidspunkt, og oplevede ikke skuffelsen. Jeg har købt basis pakken, hvor jeg stadig har en skrabet karakter udvalg. Men her er masser af arkade modes, og challenges som man kan tjene ingame penge på. For ja, her er mikrotransaktions, til at tilkøbe sig ekstra figurer og uniformer. Teknisk set kan du købe alt dlc med spillets valuta, ved at spille spillet længe nok. Nu har jeg spillet det i 3 måneder, og fået råd til at købe en ekstra figur. Så vil du have alt, kan det anbefales at købe den hele pakke, som flere gange er på tilbud til omkring de 189 kr.
Personligt gør det ikke mig noget, da de karakter der er til rådighed har masser af timer at byde på.
Street Fighter er nok det kampspil, der er allermest rolig og overskuelig at følge en kamp i. Her er ingen overvilde kombos, og mega vild fart. Tilgengæld er der en dybde, og sværhed i at mestre sin modstander. Af alle disse spil, er dette her for mig det mest intense kampspil, hvor jeg ofte prøver at læse modstanderens træk, og se hvor jeg kan placere mine shoruykens. Det er i øvrigt det kampspil min kæreste følger mest med i fra sidelinjen og hepper med, for modsat de vilde blink blink effekter i de andre spil, så forstår hun faktisk hvad der foregår og hvem der gør hvad. Jeg er mest til Street Fighter 3, men jeg har godt nok smidt en del timer i det her indenfor kort tidsrum.

Dragon Ball Fighterz
Gud hvor jeg hader og elsker dette spil. Jeg har op til flere gange set mig selv blive air jugglet og tævet uden at føle at der var en åbning hos modstanderen. Oftest er det sket af nybegyndere. Men underligt nok sidder jeg stadig klistret til skærmen for at blive bedre, og det går langsomt.

Tilbage i mine gymnasiedage havde jeg en kortvarigt fascination af Dragon Ball tegneserien. I dag husker jeg ikke meget af det, udover at tegneseriens humor fangede mig. Men allermest var jeg fascineret af hvordan kampene blev tegnet på. De var vilde, og ekstremt levende, også set i forhold til Spiderman, Spawn og øvrige tegneserier jeg læste engang. Jeg fik prøvet et budokai spil til playstation 2, men det greb aldrig. Alt det der med at man fløj i en 3d arena var aldrig sagen for mig. Sidenhen gik Budokai serien hen og fik et celshaded look, som så ret godt ud. Jeg fik det aldrig prøvet.

Jeg har længe gerne ville prøve et dragon ball spil igen, og her står vi så med Dragon Ball Fighterz af holdet bag Guilty Gear. Gå på youtube og se spillet i motion. Det ligner en levende tegnefilm, det er tegnefilms spil heaven.
Spillet har en udmærket story mode, der ikke når Mortal Kombat niveauet, men er underholdende at følge med i. Min kæreste der passivt ser på fatter ikke hvad der foregår når først der slåsses. Det går stærkt, som i rigtig stærkt, hvilket for en ikke gamer, kan forekomme ret uoverskueligt at følge med i. Det er team baseret på samme måde som man ser det i Marvel vs Capcom, her vælger man 3 karakterer til sit hold, som kæmper mod 3 modstandere. Her kan man tagge sine figurer ud og ind, eller de kan assist en løbende. Det kræver en del tilvænning for mig, der er vant med Tekken eller Street Fighter.

Nybegyndere kan let være med. En kombo bestående af firkant, firkant, firkant, firkant, udløser at man tæver modstanderen, smadrer vedkommende op i luften, og affyrer et lyseffekt show af eksplosioner. Jeg oplevede min nevø på 7 år, vinde over mig i det. Det frustrerede rigtig meget, at det kunne virke så tilfældigt. Omvendt hyggede han sig. Og det er hvad DBZ kan tilbyde nybegyndere, ren action og underholdning. For at blive bedre og komme op i niveau, har det for mig, handlet meget om at gennemskue spillet fart og administrere det. Yderligere gør det ikke spillet nogen tjenester, at karakter galleriet, har en del karakter der kunne ligne gentagelser. I skrivende stund kan jeg komme på mindst 3 der ligner Son Goku. Alle kan powerdashe, alle kan kaste kamehaes eller lignende, alle kan vanish. Jeg er med på at det er standard moves, tilpasset det vanvittige hurtige gameplay, men til en eventuel fortsættelse, håber jeg på en anden løsning her. Det er et punkt jeg synes Marvel vs Capcom serien har lidt mere styr på.

Til trods for at de negative ting jeg har at sige, er det samtidigt det spil på listen jeg har siddet mest med, så Dragon Ball kan noget særligt for mig. Løbende har jeg igennem hjælp på youtube, og diverse forums, lært at blive bedre til at blokke, og lave mere avancerede kombos, og der begynder så småt at åbne sig en større dybde. Jeg går langsomt frem i online hierakiet, og der er ingen tvivl om at det langt fra bare er den button masher, som man i begyndelsen fristes til at kalde det.
Det er et spil jeg stadig bliver frustreret på, men samtidig har det et greb i mig, der gør at jeg vil blive bedre, og faktisk det eneste spil på denne liste jeg har købt en season pass til. Jeg krydser fingre for en 2er til PS5 en dag.

Ultimate Marvel vs Capcom 3
Tilbage i 2010, hvor jeg gik på universitetet i Århus, havde jeg klassekammerat, der ville vise mig det sidste nye Battlefield Bad Company 2. Vi havde købt ind til øl, og skulle game lidt på skift, inden vi tog på den lokale bar. Vi elskede Bad Company, men efter længere tid foreslog han at vi lige skulle prøve et fighter spil. Han kendte det ikke rigtig selv. Titlen var Marvel VS Capcom 2.
Vi kom aldrig i byen. I stedet drak og spillede vi ind til den lyse morgen. MVC 2 gør det som Nintendo og Disney gør så godt, at trække på karakterer man bare kender. Det er sjovt at sammensætte sin egen special gruppe og lade dem tæve på øvrige ikoniske karakterer. Min gruppe var Cyclops, Gambit og Wolverine der udelede tæv. Ærlig talt husker jeg ikke om jeg var god. Det var jeg sikkert ikke.
Her i 2020 fandt jeg så efterfølgeren i form af MvC3 på tilbud til omkring 59 kr på storen. Og det er et okay spil. Grafikken er smooth, hurtig og lækker, men jeg foretrækker den sprite baserede 2d stil fra det gamle. Det er dog lysår federe at se på, end det jeg i demoen til MvC infinite, der ikke indeholder nogen x-men figur.er

Spillet er teambaseret, ligesom jeg nævnte det i Dragon Ball Figtherz. Man sammensætter et hold på 3 mod 3, og skifter så ind og ud. Det går hurtigt, og det forekommer mig en anelse sværere at lære i forhold til DBZ. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og samtidigt er der nok genkendelige ansigter, til at man hurtigt finder sin favorit. Jeg mangler Gambit og Cyclops. Men Zero fra megaman, Dante fra DMC og Wolverine fungerer nu også ret godt.
Spillet har en arkade mode, uden nogen historie rigtig. Der er særlige missioner man kan tage, men det har ikke rigtig fanget mig. Det hele virker lidt meh. Online virker sjældent, og det virker som ikke som om der er liv i spillet længere. Det er sjovt at spille, men skal næsten opleves lokalt. På PC fronten lader der til at være mere hjælp at hente, hvad angår online communitiet. Det kan måske skyldes at dette ikke er det nyeste kapitel, og derfor er de på MvC: Infinite. Men helt ærligt, bring back Marvel VS Capcom 2!

Guilty Gear Revelation 2
Udviklet af Arc System, som også stod bag Dragon Ball Fighterz, får man super flot tegnefilms grafik for alle pengene. Min historie med Guilty Gear er ret svag. Jeg mindes at jeg tilbage i Playstation 2 dagene, synes 2d kampspil var skuffende at se på. Her taler jeg om Capcoms spil lignede noget der lænede sig tæt op af Street Fighter Alpha 3 på playstion 1. Men så faldt jeg over Guilty Gear, der havde det næste grafiske niveau indenfor 2d fighting. Jeg købte det der hed Guilty Gear xx (mener jeg det hed). Og ganske rigtigt, så var det en overflot teknisk oplevelse. Jeg blev dog aldrig helt vild med styringen. Karakterene bevæger sig ekstremt langsomt når man skulle gå frem, eller tilbage. Det lyder mærkeligt at sige, men det føltes forkert. Kombineret med at jeg på dette tidspunkt i forvejen ikke havde entusiasme omkring kampspil, så stoppede det hurtigt.

Men her i 2020 har det sene udspil været på tilbud til en 50'er på ps store, og jeg ville gerne se hvad jeg ville synes om det nu. Som forventet er det super flot. Noget jeg ikke bemærkede før, var karaktergalleriet. Det er helt vildt, hvor fede de virker til at være. Alle og enhver ser fede ud. Det lyder overfladisk at sige, men der plejer typisk altid at være figurer jeg ikke vælger i slås spil. Sådan har jeg det ikke her. Det er godt, og kreativt lavet. Musikken gør også indtryk med tungt metal, som passer perfekt ind i kampene. Arkade delen har en begyndelse, midte og afslutning til alle figurene, og der er en form for adventure del, som kaldes M.O.M, hvor man leveller sin figur og kæmper sig til tops. Til allersidst er her en story mode, som jeg ikke har set til ende, men mistænker lidt for at være en lang in game fortælling, og ingen gameplay. Måske har jeg misforstået det. Uanset, er her masser af lore, og kampspil for entusiasten. Selv tutorial delen er ret kreativ lavet, som bestemt holder ens hånd, helt fra basis og indtil man lærer de avancerede moves.

Men, der er et stort men. Jeg skal stadig vænne mig til det at man går langsomt, og det er meningen at man skal dashe frem og tilbage, frem for blot at gå. Det er svært at finde nogen online, og når man endelig gør, er det som regel de allermest dedikerede fans, som kan de vildeste ting. Det hjælper heller ikke, at det her spillet jeg oplever mest delay og lag i online. Måske har jeg bare været uheldig, og ikke spillet det her nok. Alt i alt jeg kan lide spillet, og den fede metal, og har seje kampe der kan være ret intense. Jeg ser frem til næste kapitel der hedder Guilty Gear Strive, og forhåbentlig er der mere liv i det spil.

Mortal Kombat 11
Mortal Kombat serien går langt tilbage. Dengang var det for mig kamspillenes svar på Doom, og det seje var de vilde fatalities. Som tiden skred frem, og især med MK4, begyndte serien at tabe min interesse.
Jeg husker de gamle Mortal Kombat spil, som de lidt useriøse spil, hvor særligt i ps2 æraen havde en del filler indhold, som f.eks tetris og kart racing. Det var ikke før Mortal Kombat 9 på ps3, at jeg kunne tage Netherrealm spil seriøs. For første gang i nogen fighting spil, var her en story mode jeg faktisk havde lyst til følge med og se til ende. I stedet for at man som i arkade mode valgte karakter, blev du tildelt den karakter der passede ind i de enkelte sektioner i historien. Det gjorde at man kom fint omkring de fleste karakter i spillet, og havde fornemmelse for hvad de hver især kunne. Flere spil har siden fulgt trop med denne ide, men som jeg ikke synes har ramt det niveau som Mortal Kombat (og Injustice) har formået.

Mortal Kombat 11 præsterer at være den flotteste og grafisk mest imponerende titel, og her er bestemt ikke mangel på ekstra. Endnu engang tilbydes en spændende storymode. Spillet er god til at belønne med alt muligt, uanset om det er i træning eller om Towermode (Spillets arkade mode). Ifølge min kæreste, er det her spillet, der er det mest underholdende at sidde og observere mig spille. Man hører et lille grin når mit hoved bliver revet af igennem spillets fatalities.

Det er svært for mig at sætte min finger på det, men Mortal Kombat 11 er som nævnt et grafisk mesterværk, men er det spil der i denne liste har klikket allermindst for mig. Træningsmode er god til at lære spilleren de vigtige moves, og alligevel sidder jeg og keder mig. Hele spillet har alle de rigtige ting, men den allervigtigste del, selve det at slås har ikke ramt en nerve hos mig. Om jeg spiller mod AI eller online, så er der noget ved den animation, der føles som gætværk hvad modspilleren gør. Jeg mindes ikke jeg havde lignende problemer i MK X eller 9. Måske er det fordi jeg har siddet med en del andre slås spil den seneste tid, og derfor at det kan forekomme off. Jeg har ikke opgivet spillet, men for mig, var det bare ikke særlig sjovt, når det kom til selve kampene. Til spillets forsvar, har jeg ikke siddet med det lang tid nok til at jeg for alvor kan sige kan sige meget mere om det. Lige nu er jeg ikke vild med det.

Og nu er vi her ved afrundingen.
Det blev en lang smøre. Så jeg gør det ret kort her til sidst. Kender du andre slås titler, som byder på solid og en aktivonline del, så kan jeg godt være nysgerrig på at høre mere til det. Jeg har selv haft set på Skullgirls, og Darkstalkers. Men af frygt for en død online del, har jeg ikke købt dem endnu. Hvis du har læst hertil, så tak for din tid og lyst. Nu vil jeg gense Mortal Kombat og Street Fighter filmene.