At leve sig ind i en verden som et givent spil præsenter for én, og føle at den er troværdig, har været én af grundene til at jeg har gennemført et spil, og på den anden side, hvis jeg ikke har følt at den pågældende verden jeg spillede i, var "troværdig", så var det oftest også dealbreakeren for mig.
Men hvad er en levende verden. Eller nærmere hvad er en troværdig verden for jer?

I Skyrim oplevede jeg at folk havde en bestemt rutine. De mødte op på arbejde på et bestemt tidspunkt, og de gik også hjem på et bestemt tidspunkt. Om aftenen, kunne man så møde dem hjemme hos dem selv, eller man kunne røve deres huse, når de var på arbejde.
I det seneste rollespil jeg har spillet, Greedfall, er verdenen mere statisk. Der er stadig en dag- og natcyklus, men lige meget om det er klokken kvalme om natten, står gadesælgeren lystigt og vinker dig hen til ham, for at røve dig for dine surt optjente penge. Trods deres forskellige tilgang til arbejdsforhold for NPCer, føler jeg begge verdener er troværdige.

Da jeg som studerende arbejdede på et mindre teater, som hjælper for de omrejsende teatres sceneopsættere, blev jeg præsenteret for mange forskellige former for kulisser og rekvisitter. Platikfrugt, fake våben og et kæmpe vognhjul der skulle ligne at det vejede et kvart ton, men som et barn kunne holde ud i strakt arm uden problemer. Når jeg besøger verdener i spil, som ikke er troværdige, får jeg nærmest flashback til mit gamle studiejob. Og jeg ved også, at hvis jeg går igennem den franske dobbeltdør, som står på scenen, bliver jeg mødt af en plakat med motivet af en have, og derefter et sort tæppe som hænger nedover bagscenen.

De fleste af os der går i teatret ved vel forhåbentlig at tingene er en illusion, og de fleste af os, som spiller computerspil ved forhåbentlig at de også er en illusion... en kulisse. Men for det gode teaterstykke og for det gode computerspil, er det lige meget, da vi som modtagere laver en "kontrakt" med afsender - præsenterer man et godt stykke/spil for os, lever vi os også ind i det.

Der så mange variabler spiludvikleren kan skrue på for at få en spilverden til at virke troværdig, såsom historien i spillet, karaktererne og opbyggelsen. Og så må vi ikke forglemme, at det hele skal jo passe ind til givne spil. Men hvad sker der så, når man bryder den "kontrakt" man som afsender og modtager har lavet? Spillet Mafia 2, har efter min mening en rigtig god historie, men jeg føler jeg alligevel hensat til en teaterkulisse, når jeg spiller det. En tom verden, uden den store grund til egentlig at gøre ret meget ud i den, andet end at komme videre til næste mission, så historien fortsættes. Spillets verden kunne ikke have været sat ind i en lidt mere lineær konstruktion, det ville også have gjort den mere troværdig efter min mening.

Men hvad er en troværdig verden for jer... eller jeg kan spørge på en anden måde, hvilke elementer gør en spilverden bliver troværdig?

Ok som jeg har skrevet tidligere i denne uge er det min plan, fra kl. 10 dags dato, at prøve om jeg kan spille World of Warcraft i 24 timer. Jeg har allerede fyldt min køleskab med mad og energidrikke, så der skulle ikke mangle noget.

Jeg har tyvstartet lidt ved at spille to karaktere op til henholdsvis level 8 og 10.

Jeg spiller på Shadowsong serveren, hovedsagligt vil det blive med:

Freshwarrio (Night Elf warrior) - som lige pt. er på lvl. 10

Freshholy (Human Paladin) - lvl. 8.

Jeg starter eventuelt også en Warlock senere idag/nat, men nu må vi se :)

Jeg vil så vidt det er muligt prøve at holde jer opdateret hver 4 ca. og det bliver på dette indlæg så folk ikke føler jeg at spammer.

Nu vel, nu vil jeg gå ud for at brygge en spand kaffe og sige God speed til mig selv :)

Ja, så faldt jeg endelig! Jeg prøvede at stå imod med alle mine kræfter men det gik bare ikke!
Ja jeg snakker selvfølgelig om World of Warcraft :) Jeg prøvede virkelig ikke at hoppe med på vognen, men måtte krybe til korset idag, og købe spillet og et 60 dages game card nede hos min lokale spilpusher aka. Gamestop. Efter endt installation og endnu en halvanden time med at downloade patches, loggede jeg for allerførste gang på dette famøse spil.
Min allerførste tanke var hmmm det ligner godt nok Guild Wars som jeg har ligget og rodet med før i tiden, dog ikke seriøst.
Og nu har jeg så spillet det et par timer, og jeg synes bedre og bedre om det :) Og som GW kan jeg også se at det er et spil som man kan bruge rigtig lang tid på. Ja, og så var det jeg pludselig fik en idé. Jeg har vist nævnt det før herinde, at da mit Diablo II trip var på sit højeste truede det endda med at få mig smidt ud af handelsskolen DOH! Nå, men dengang jeg virkelig spillede det meget, havde jeg nogle weekender hvor jeg nærmest ikke sov men bare sad og grindede det, selvfølgelig med en liter cola i drop hængende ved siden af - good times :) Og disse "good times" har jeg faktisk tænkt mig at genopleve her i weekenden, med netop World of Warcraft, så jeg vil holde en 24 timers marathon fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 10, og for de af jer som er interesseret vil jeg prøve at holde jer opdateret via. bloggen her.
Det jeg nok er mest spændt på er om jeg overhovedet kan holde mig vågen, men nu må vi se hvad kaffe og Cult cola kan gøre :)

Jeg glæder mig i hvertfald :) see you online ;-)

Min gode gamle ven er afgået ved døden. Jeg taler om ham jeg startede min kærlighedsaffære med i sensommeren 2002, da jeg som nystartet studerende begyndte på Skive Seminarium.
Han har fulgt mig igennem tykt og tyndt, igennem de ondeste eksamner, en hulens masse semesteropgaver og en masse kedelige synopsskrivninger. Og selvom jeg har haft to affærer,
har han altid været der for rmig.
Ja jeg taler selvfølgelig om min gamle Dell stationære computer, som afgik ved døden i torsdags ;-) Han/den overlevede hele to bærbare, og den blev faktisk kun formatteret én eneste
gang jeg har haft den.

Men som sagt sagde den endelig stop i torsdags, og jeg takker den for en lang, god og ikke mindst tro tjeneste.

Men hvad gør man nu? I min profession som lærer, er det forholdsvis vigtigt hele tiden at holde kontakten til både forældrer, elever og kollegaer. Det gøres bl.a. nemmest via. nettet, og
derfor er det også nødvendigt ASAP at jeg skal ud for at købe en ny computer af en art. Og enten skal man ud for at købe endnu en stationær, ellers bliver det en laptop eller en netbook.

Mht. at købe en stationærcomputer er det min erfaring at de holder bedre end bærbare. Da jeg ikke har super mange penge lige pt. bliver det ikke en multimedie monster maskine. Både
hvad angår en desktop og for den sags skyld også en laptop. Og for at være ærlig så gør det faktisk heller ikke meget, idet jeg overhovedet ikke spiller på min computer mere. Mht.
computerspil får jeg styret mine abstinenser via. min PS3 og 360'er.
Nej jeg bruger forholdsvis min computer til at skrive på, researche/forberede undervisningsforløb, og som nævnt før holde kontakten til forældrer, elever og kollegaer. Mao. så er det f.eks.
ikke lige 3D Studio Max jeg sidder og kører, eller store grafiktunge spil som der bliver spillet på min computer. Men når jeg nu siger at det ikke er grafiktunge applikationer jeg skal køre
så er det alligevel en sandhed med modifikationer, idet jeg også er meget interesseret i at fotografere. Og der skal alligevel noget til for at køre de fotoredigeringsprogrammer som jeg
skal bruge.

Så mit spørgsmål er egentlig, hvad er jeres erfaring ud i f.eks. netbooks. Kan jeg nøjes med det (og eventuelt en bærbar HD), eller skal jeg ud for at spendere penge på en bærbar. Eller
skal man godt nok ud for at købe en stationær computer?

Alle meninger er velkomne, så giv bare los :)

Først vil jeg lige undskylde for overskriften på min blog, håber ikke folk er gået ind på den under falske forudsætninger ;-)

Så nej mit indlæg handler ikke om kønsskifte operationer, men om den "bølge" af nostalgi som er både her på GR men også andre gaming diskussions foras på Internettet.
Nogle af os, mig selv inklusiv, har en tendens til at huske tilbage på de gode gamle spil som væren bedre end dem som kommer frem idag.
Nogle af os er vel nærmest desperate i vores søgen efter en emulator som kan gengive Commodore 64'erens blå skærm eller Amiga 500'erens ligeså blå baggrund når man tændte op for sit Work bench styresystem. Og vi hviner nærmest i fryd når vi ser gamle screen captures fra Kick Off, Alien Breed, Summer Games eller for mit vedkommende SuperFrog. Og vi griner indforstået med hinanden når en af vores mobiltelefoners ringetone er fra spillet Impossible Mission med den velkendte "Stay awhile, stay foreeeever...". Men min lidt sørgelige undskylning når nostalgien har taget overhånd, har været at idet grafikken ikke var så god på det tidspunkt, måtte man satse på gameplayet. Men hvis man tager et givent spil har grafikken sikkert været meget god (i hvertfald hos nogle af dem), set i forhold til den kontekst hvornår spillet er lavet.
Derfor mener jeg også at Lee Wests indlæg "Den eneste ene... eller 44" ramte meget præcist da han skrev om Amiga spillene.

Citat start
[...] og jeg må igen indrømme, at de havde bedst af at blive i skuffen med fantastiske minder. Men dengang imponerede de med en rasende flot grafik, og især for Another World, en helt ny måde at se og spille spil på
Citat slut

Altså må jeg nok også krybe til korset og indrømme at man skal se spil i alle dets kontekster.
Jeg har det er lidt ligesom om at se tilbage på ens soldatertid... man kan sidde og sige at det var en superfed tid, med godt kammeratskab, fest og farver og det var det også, men man har det med at glemme at det faktisk ikke var top-nice at kravle igennem kold mudder, og ikke at kunne falde i søvn fordi man lå udenfor i -10 grader og frøs en hvis legemsdel ud af bukserne.

Men hvad mener I herinde på GR, var spil bare bedre da de kom på små disketter eller hvis man skal gå lidt længere tilbage nemlig kasettebånd (hands up, for de af jer som kan huske dette), eller må jeg bare indse at jeg kun er en merskumspibe og slåbrok fra at kunne kalde mig selv "bessefar".... men minderne, som jeg har skrevet som kommentar på en anden blog, ja dem har vi vel lov at have.