Kunstner: Tool
Album: Fear Inoculum
Udgivelsesdato: 30. august 2019
Genre: Progressive rock, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 10
Længde: 86:38

Tretten år. Der er gået tretten år siden metalmastodonten Tool udgav deres sidste album 10.000 Days. En venten som er mere og mere komisk jo længere tid der gik. Selvom både de juridiske problemer med rettigheder og sangskriviningskomplikationer alle sammen har været kendt i det offentlige i en god årrække nu, så nåede "ideen om et nyt Tool-album" en ren joke-status før sin endelige udgivelse den 30. august.
Den lange ventetid har dog givet mig massere tid til at reflektere over Tool som størrelse og mit egentlige forhold til gruppen. Lige fra sin spæde begyndelse ved debutudgivelsen Undertow tilbage i 1993 har de prædikeret sig selv for deres konstant udviklende sans for progressivt metal som ret hurtigt placerede dem på hitlisterne efter en meget heftig popularitetseksplosion.
En popularitet der trods alt altid har været respektabelt på grund af den stilistiske retning som de har repræsenteret aldrig har kunne defineres som værende nuværende eller kun sameksisterende, men derimod har populariteten været et affødt produkt og ikke et formål i sig selv hvilket kan tilskrives gedigent sangskriveri. Det er dog ikke hvad jeg altid ville karakterisere Tools diskografi som. For selvom de har skabt nogen ganske velkonstruerede numre i tidens løb, så er der også opstået en del navlepilleri og ufærdige sange fordelt på gruppens album over mere end 25 år. Men selv i deres mest ustimulerende og trættende øjeblikke er der ingen tvivl om at de stadig har produceret nogen af dette århundredes mest unikke og udefinerbare projekter.
Det er da også allerede ved første øjekast af albummet som samlet enhed at de klassiske karakteristika for netop Tool springer meget klart frem. Med kun seks numre og fire korte mellemspil samt en spillelængde på næsten halvanden time, er det tydeligt at der i klassisk Tool-stil kræves en stor mængde koncentration for at optage hvad der nok bedst kan beskrives som en meget kompleks og sammentrukket oplevelse.

Det gøres derfor ganske klart allerede ved åbningsnummeret, som også fungerer som albummets primære single, "Fear Inoculum" (hvilket på dansk nok bedst kan oversættes til "frygtformering/podning") hvad det er man kan forvente. Tool er stadig en gruppe som har så ufatteligt godt står på deres præsentation, hvilket kun bliver bedre af at de spiller utroligt symmetrisk og viderebyggende med hinanden, på trods af en nok lidt for lang intro som virker både for simpel og afbrækket til at påvise det. Dog mangler netop dette nummer nogen af de nuancer og resonereringer som ellers plejer at være ganske gældende på deres guitarer og trommer. Hvilket godt kan mærkes over de lange passager af repetetive og gentagende riffs og drumfills. Til det skal det også siges at Maynard James Keenan trods sin pokkers charmerende vekslen mellem en nær vokallevering også dvæle i det distanceret lydbillede, egentlig virker mere som om at han er blevet revet ud af et Perfect Circle nummer end at han egentlig fungerer som frontmand som Tool, da han i høj grad leverer en mere luftig og skinger klang til sin udtale. Andre steder hvor man i dette nummer føler flere A Perfect Circle tendenser er i selve produktionen. Sammenlignet med ikke kun Tool men langt de fleste andre metalkunstnere, så er mixet utroligt rent og klinisk hvilket klart fjerner en del af den mere dystre og pressende atmosfære man kunne finde på de ældre Tool-plader (særligt Ænima kommer her i tankerne som aldrig fik forværret sit lydbillede på grund af lidt "mixingbrusk").
Men alligevel er nogle passager og sektioner mixet alt for højt, hvilket da også klart kan mærkes i "chanting" sektionen halvvejs inde hvilket ellers ville have været ganske underholdende.
Dog skal det nævnes at det stadig er imponerende at Tool formår at levere pladens første 10 minutter ret overbevisende i et nummer som trods nogen irriterende punkter stadig kan opretholde en bevægende puls, selvom kompositionen og de synkoperede trommer og guitarer i outroen virkelig fastholder ideen om at det stadig er Tool som vi kender det.
En observation jeg også gjorde mig før udgivelsen af albummet da singlen stadig florerede rundt. Det lagde grund for en vis mistænksomhed som jeg ikke helt kunne slippe om at dette album bare ville være Tool på autopilot hvor de ikke ville præsentere nogen nye ideer eller sider af sig selv. Dog viser resten af albummet dog at mange ting har ændret sig siden deres fire første album. Det viste sig dog desværre ikke at være positivt for pladens samlede kvalitet. Men for at forklare hvorfor må jeg nok hellere starte med at nævne de fire mellemspil eller "interludes", da jeg ikke kun kan klarest formulere mine kritikpunkter med dem, men også fordi at mine kommentarer til de resterende numre nok vil blive lidt hovedløst konstrueret da hverken Gamereactor eller jeg selv tillader at jeg bare fortsætter med kritisk rablen i al evighed.
Først skal jeg dog pointere at ideen med mellemspil ikke er noget jeg princpielt har en ide imod. Det kan bruges effektivt til at give lytteren et muligt pusterum eller lede i retning af en ny sonisk eller tematisk retning. Allerede i år brugte Tyler, the creator mellemspil/interludes til perfektion på hans album. Og Tool har da også selv leveret nogen ganske varieret og interesse pusterum i tidens løb. Det er mere bar edet at på dette album falder mellemspillene nok nærmere i fyld eller ligegyldighedskategorien. Hvilket mest kan forklares ud fra at de tilføjer gankse lidt og bliver meget monotone meget hurtigt. Både "Litanie contre le Peur" og afslutteren "Mockingbeat" er bygget om et sample der gradvist bliver mere og mere distorted og forvrænget alt imens nogen ganske underspillede afrikanske trommer buldrer i baggrunden. Det er unødvendigt og tidsspild. Mere føltes det dog som om at gruppen har givet helt op på et nummer som "Legion Inoculant" som består af 3 minutters optagelser af bølger imens en billig version af Inception soundtracket rumsterer i baggrunden. Det eneste af de fire "korte sange" hvor det bliver lidt interessant er i "Chocolate Chip Trip" som trods en meget pludselig percussionsektion stadig har en fed opbygning og et ganske teknisk groove, der et stykke hen ad vejen overskygger den monotone synthstøj. En ting er sikkert i hvert fald. Tools mere skæve og varierede ideer fra tidligere er i hvert fald ikke og finde i de fire numre.
Hvad de resterende 5 monstrum af numre indeholder viser dog også at Tool har mistet lidt af sin mere hårde og morbide komiske sans som gjorde dem ganske finurlige på en meget original måde tilbage i de tidlige 00'er. Det mærkes da også i albummets første "nye" sang hvis man ekskluderer singlen. Når det så er sagt så er "Pneuma" egentlig det bedste albummet har at byde på. Men taget i betragtning af hvor lang tid der er tilbage af pladen bagefter, så virker det meget langsommeligt. Det ændrer dog ikke på at "Pneuma" byder på et nummer der kan tilføjes blandt gruppens bedste. Lige fra introen hvor blide guitararpeggioer lokker med en behagelig stemning, føres man gennem en skildring af jordens forhold til teknologi og omvendt, et tema som lægger grundlaget for det meste af pladens tematik. Derudover følger der et fedt omkvæd hvor særligt "One Breathe, One Word" linjen stadig hænger tungt i min hukommelse som så følges op af en solo der ikke kun har en smagfuld frasering, men også en udvikling hvor der hele tiden tilføjes flere akkorder til. Det er teknisk uden nogensinde at miste det emotionelle greb. En balancegang som resten af sangene dog ikke ser ud til at kontrollere ret godt. For de fleste sanges vedkommende er der tale om enorme spillelængder som egentlig ikke formidler synderlig meget. Der præsenteres koncentrerede sektioner af teknisk og groovey alt-metal rundt omkring i hvert nummer, som desværre bliver komprimeret af lange og udstrakte passager der kører i musikalsk bakgear.
Det betyder ofte at dele af introen og outroen er stærkt konstrueret men med manglende udvikling og interessante udfoldelser igennem majoriteten spillelængden for at tilføje den emotionelle opbygning som ville give konklusionerne den effekt som de var tiltænkt. Andre gange virker sange dog enten ufærdige eller som optagelser fra bandets "play-sessions" end egentlige kompositioner. Det betyder altså at det kan være svært at anbefale hele albummet eller hele sange da 12-15 minutter ikke følges retfærdiggjort når de inkluderer trættende loopriffs og konstant forbipasserende synthlines. Selvom der dog er en masse gyldne øjeblikke spredt rundt omkring på pladen. Særligt de mere sammenbidte vokaludtryk i "7empest" som uden tvivl er albummets hårdeste og mest klassiske Tool sang rent stilistisk.

Til sidst må jeg nok slutte med at sige at det ikke er noget dårligt album. Slet ikke. Faktisk overhovedet ikke. Men det er særligt undervældende og en stor tålmodighedstester hvilket gør at jeg kan ikke få mig selv til at hylde hele albummet når der er så store passager som føltes som spild, hvilket er særligt irriterende når der klart er en masse prisværdige tanker bag dette projekt. Både lyrisk og instrumentalt er der en masse ekspressioner som er utroligt interessant og fascinerende og dykke ned i for videre analyse. Selvom jeg da også vil tilføje at det virker til at de præsenterer nogen ideer og perspektiver som ikke virker ligeså kraftfulde eller gennemtænkte/velpræsenteret som på deres tidligere album. Som albummet står her, så har jeg svært ved at forestille mig at nogen ville se på nogen af denne plades numre som den næste "Schism" eller "The Pot".
Så selvom det måske er gruppens svageste moment, så har de stadig formået at kreere noget som er ligeså unikt og "anti-mainstream" som de altid har skabt. Jeg håber dog inderligt at de har tid og energi til at udgive endnu et album hvor de fokuserer deres ideer og soniske udfoldelser så vi kan få den legendariske svanesang som Tool helt klart fortjener.

Karakter: -

Kunstner: Taylor Swift
Album: Lover
Udgivelsesdato: 26. august 2019
Genre: Pop, Synthpop & Electropop
Sangantal: 18
Længde: 61:48

Det moderne popikon Taylor Swift er ude med sit syvende album, i en lang række plader der på stribe er gået platin og har samlet en af de største fanskarer på popscenen. Når det så er sagt, så var det med en fast mængde anspændelse at jeg tog mig til at lytte til og fordøje dette album. Ikke kun fordi hendes sidste album Reputation fra 2017 var en undervældende samling af grinagtige forsøg fra Taylor Swift til at levere en mørkere og mere moden version af sig selv. Et nobelt forsøg som helt klart gav bagslag da albummet bestod af nogen af hendes værst skrevet og leveret numre i hele hende karriere. Den anden begrundelse for bange aner var at stort set alle de singler der blev udgivet op til dette album, heller ikke ligefrem kildede nogen af de rigtige steder. Men eftersom at nysgerrigheden og min egen OCD overvandt mig i sidste ende, så er vi her nu hvor jeg tydeligvis har lyttet albummet nok igennem til at kunne have noget at sige om det.

Ens bange anelser blev da også rimelig hurtigt bekræftet allerede ved pladens første nummer "I Forgot That You Existed" som med sin simplistiske produktion alligevel formåede at blande rytmeknipsene og trommerne sammen til en grødet sonisk masse. Dertil fulgte der også mange af de samme forudsigelige og kedelige tendenser, rent instrumentalt, fra hendes sidste album, samt en tekst der er spækket til randen med nogen af Taylors mest pinlige linjer. Så selvom albummet starter med en markant skuffelse der minder om hendes sidste udgivelse, så viser hun da i "Cruel Summer" at hun også er i stand til at skuffe med denne plades nye lyd. Sangen får da hurtigt en identitetskrise med sine "trappy" og beskidte trommer der komplet falder udenfor resten af musikken som er rimelig blid og fesen, med Teylors tilgang til drømmende bubblegum pop. Udover trommerne inkluderes da skam også andre tvivlsomme ideer, som elektriske baggrundsvokaler i versene som drukner i sit eget ekko hvilket er særligt distraherende da det ikke ligefrem tilføjer noget umiddelbart til den musikalske oplevelse. Så med den sidst ekrone på værket er der også alt for meget reverb på samtlige instrumenter.
Mindre forvirrende bliver det dog i titelnummeret som heller ikke er synderlig stimulerende, men trods alt heller ikke er frustrerende. I stedet for præsenteres der bare formelskabt pop med simple akkordprogressioner med svage strenge og underspillede trommer. Samt en vokalpassage i omkvædet der bruger halvdelen af tiden på at gentage "my, my, my". Lidt mere pinligt bliver det dog i "The Man" som ikke kun har nogen forældede synthdrums og EDM-horn kastet rundt omkring i nummeret, men også rent tematisk lider under Taylors meget snæversynede tilgang til hendes egen karriere. For selvom hun da klart havde haft nogen fordele som performer hvis hun havde haft en mand, så kan hun heller ikke negligere at hendes sociale og kønslige aktivisme ikke kunne markedsføres og lede til en større popularitetseksponering hvis hun havde været en mand. Det er barnligt og lyder samtidig lidt for indædt og fjendtligt. På den anden side dukker et lyspunkt op i nummeret "The Archer" som er en følelsesladet og melankolsk synthpop ballade viklet ind i en dejlig rummelig produktion. Med et simpelt men dog "fint"sødt" tonemønster og en instrumentation der tage sin tid til at udvikle sig til en svælgende konklusion, så er det alt i alt et lille øjeblik på pladen som gør plads til refleksion.
Desværre bliver oplevelsen fra"The Archer" dog hurtigt minimeret da det efterfølgende nummer, "I Think He Knows" leverer en hovedmelodi som er både formularisk og kedelig, med sine knipsende kontrapunkter til svage og hule trommer, intetsigende sangprogression og et omkvæd med en uimponerede vokalpræstation, så virker det desværre til at Taylor er kommet tilbage på sit middelmådige spor.
Et spor der kort i "Paper Rings" tager et kort skift over i poprock territorier som helt klart ikke leverer noget særlig elegant. I stedet for bliver der leveret filteret vokaler og pinligt korte guitarlicks som leder til en outro som fader ud så mekanisk og syntetisk som muligt. Heldigvis leveres der bedre momenter i "Death By A Thousand Cuts" og "Soon You'll Get Better" som inkluderer nogen bedre vokalharmonier samt nogen interessante instrumentinklusioner, i form af en kokosnødtromme, harpe, skingre synthlines og violin som leverer nogen mere sjælelige og rørende numre.
Selvom jeg måske her ville fortsætte med nogen flere vurderinger og observationer fra de efterfølgende numre, så bliver det meget tydeligt at anden halvdel af albummet gør det til sin opgave at videreføre de præcist samme ideer som optræder i en form eller en anden i nogen af de tidligere numre. Det bliver i hvert fald meget tydeligt at hun hverken havde materiale eller inspirationer nok til 18 sange og over en times spillelængde. Det bliver endda så grelt nogle gange at numre som "Afterglow" og "Daylight" er helt igennem ufærdige med sine overproducerede trommer, synths og vokalmelodier.

I sidste ende viser det at albummets nye retning ikke helt er nok til at forbedre kvaliteten fra sidste udgivelse da hun begår en samling af helt nye fejl efter at have fikset en håndfuld af dem hun havde før. For selvom der er 2-4 numre som uden tvivl er nogen af hendes bedste, så kunne man uden videre fjerne 6-8 sange i blinde og albummet ville derefter kun være okay. Det mangler i hvert fald de varierede og overraskende øjeblikke på Red-albummet (2012) eller den mere fokuserede struktur fra 1989-albummet (2014), hvilket efter én tilbage med et album der griber højt efter pladsen som hendes bedste album og samtidigt også falder på halebenet blandt hendes dårligste momenter næsten inden hun overhovedet er kommet fra start. Man kan derfor kun håbe at netop de bedste øjeblikke fra denne plade kan videreføres på hendes næste musikalske omgang. For ellers bliver det meget svært at se frem til hvad Taylor Swift har tænkt sig at gøre næste gang.

Karakter: -

Kunstner: King Gizzard & The Lizard Wizard
Album: Infest the Rats' Nest
Udgivelsesdato: 16. august 2019
Genre: Thrash metal & Stoner metal
Sangantal: 9
Længde: 34:50

De ustoppelige rockere fra Australien er endnu engang i år klar med en studieudgivelse i form af Infest the Rats' Nest (som denne anmeldelses titel nok angiver). Derudover er det dog også gruppens femtende udgivelse, et tal som ville være imponerende nok i sig selv, men det bliver nærmest uhåndgribeligt når man husker at bandets debut udkom for kun syv år siden, altså tilbage i september 2012. Og på den relativt korte tid har de da også fået opbygget sig en ganske speciel diskografi. For med så mange albums (specielt på så kort tid) så er det nærmest en selvfølge at der vil være en fair samling af bundskrabende momenter. Selvom deres sidste album Fishing for Fishies som udkom tidligere i år, tilbage i april, så var det alligevel et rimelig uinspireret og lavmælt album der ikke tilbød synderlig meget som ikke kunne findes på nogen af deres tidligere plader. Derfor var det da spændende at se hvilken retning de ville bevæge sig videre i, i jagten på en udgivelse som kunne puste noget friskt luft ind i King Gizzard & The Lizard Wizard. Mere spændende blev det også da gruppen udmeldte at de på netop dette album ville skifte over i en thrash metal stil, af alle ting, som da kun gjorde min interesse for dette album den tak større.

Allerede fra pladens første nummer, "Planet B", er der da også tydelige tegn på at nogen ting vil blive anderledes i denne omgang. Efter en fed trommeintro som senere flyde eminent sammen med guitaren (selvom gruppens klassiske garagerock inspirationer popper frem i produktionen hvor den ødelægger guitarlicks"ene"), introduceres de "cheesy" og overspillede vokaler som er klassik for Mr. Gizzard, Stu Mackenzie, der løber gennem hele pladen (på godt og ondt da det skader ligeså meget som det kan gøre gavn afhængig af den pågældende sang) samt keyboards og powerchords som tilføjer deres klassiske boogielyd. Dog stopper de klassiske elementer for Mr. Gizzard og CO. der da mest af alt præsenteret en dystopisk sci-fi "epic" gennem thrash metal som klart mest er en hyldest til 80'erne, end det er et forsøg på at skabe originalt og forfriskende metalmusik. Hvilket dog i dette tilfælde ikke er dårligt da det lægger grundlaget for gruppens hidtil bedste samling af numre på en plade. En samling af numre som rent tematisk og sonisk flyder sammen i en mørk og pessimistisk fortælling om Jordens udslettelse på grund af menneskelighed grådighed der har udpint landjorden og ødelagt klimaet hvilket tvinger de mest privilegerede jordboer til at rejse fra Jorden og prøve at bosætte sig andre steder i universet mens de efterladte kæmper og dør for at leve i ruinerne af deres gamle hjem mens rumfarerne rejser videre. En rejse hvis første stop er ganske tydeligt i nummeret "Mars For the Rich" som titlen antyder, handler om de riges kolonisering af den røde planet. Udover at fungere som historiens sprængbræt så er det også en pokker effektiv omgang thrash hvor den tunge bas følges med trommernes rytmemønster imens guitaren står for sig og leverer nogen fede opadgående harmonier imens forsangeren præsterer noget ganske simpelt men kraftfuldt vokalriffing. Rent musikalsk begynder det dog at halte i anden halvdel af nummeret hvor det bliver lidt tydeligt at trommerne er mixet alt for indelukket og klaustrofobisk samt soloens blanding af guitar- og keyboardstøj ikke er noget der er særlig stimulerende, men nok nærmere noget der hurtigt begynder at gå én på nerverne.
Mere brutalt bliver det dog i det efterfølgende nummer "Organ Farmer" der åbner med en ret så vild og buldrende trommeintro der følges op af nogen meget Slayer/Metallica inspireret guitararpeggioer i broen mellem versene og gnarlige skrig der får nakkehårene til at rejse sig. Det fungerer i hvert fald som et godt dække over den ellers ret tamme og skingre tone som guitaren er stemt efter. I en lille afstikker fungerer nummeret "Superbug" mere som et tilbageblik på 70'ernes stonermetal med sine langsomme og nedstemte strenge der fingerpickes med ekstra tyk rungen for så at udvikle sig til hvinende guitarlicks der fungerer som et godt kontrapunkt til den rungende basvokal, imens man får anekdoter om den kødædende virus som hærger den efterladte klodes befolkning. Dog ender dette nummer med at blive lige langt nok i spyttet med meget lidt musikalsk udvikling som gør at de syv minutter som sangen var bliver ganske ensformigt halvvejs inde. Derefter vendes kursen tilbage og man præsenteres for nogen knusende kantede guitarriffs og primale stammetrommer i introen til "Perihelion" og "Venusian 2" som sender knugede næver i vejret og slår ligeså hårdt som cement. Hvilket akkompagneres af nogen fede melodiske omkvæd som dog ender med at blive lidt rodede. Det ændrer dog ikke på at der stadig er masser af lyspunkter at fokusere på, særligt inklusionen af mundharmonika i "Perihelion" fungerer specielt godt som et fint stykke harmoni i alt larmen som derudover også tilføjer noget dystert og trist atmosfære. Alt sammen pakket ind i en enorm og rummelig produktion. Det hele rundes fint af i afslutningsnummeret, som ganske passende hedder "Hell", der åbner op med en smagfuld melodisk frasing på guitaren for så at tage til i intensitet imens narrativet afsluttes med at resterne af menneskeheden overrendes af kæmpe rotter der vælter ud ad portaler til underverden imens de riges skæbne på fremmede planeter forbliver uvis. Det er ganske pessimistisk, men underholdende er det hele skam også, på en særlig morbid måde. Det ender dog lidt ærgerligt da det sidste minut består af en outro i tomgang hvor usmageligt guitarstøj overdøver nogen ellers interessante "østlige" guitarakkorder som udforsker nogen alternative tidssignaturer. Ikke ligefrem den bedste måde at slutte albummet af på, men der er heldigvis så meget positivt på hele pladen generelt at det ikke er noget der ødelægger oplevelsen.

Alt i alt er det hele bare et ganske velskrevet projekt som er ganske effektivt kogt helt ind til benet for at levere så fokuseret en sonisk og narrativ drevet oplevelse som muligt, hvilket de generelt slipper rimelig godt af sted med. Der er selvfølgelig nogen undervældende aspekter engang imellem, som nogen uinspireret guitarer, vokalsektioner der ikke altid virker raffineret nok (blandt andet en ret så akavet bro mellem versene i sangen "Self-Immolate" hvor den rene vokal ikke virker særligt overbevisende) og en bas som lidt for ofte har en tendens til at bevæge sig ud af sin mid-range placering i mixet for så at vakle forvirret rundt i lydbilledet. Det ændrer dog ikke på at King Gizzard & The Lizard Wizard med dette album har vakt interessen for gruppen i mig igen ved at reformere sig selv på denne her måde. Der leveres lige akkurat nok aromaer af deres klassiske boogierock lyd at det ikke føltes som om at de har glemt dem selv, men stadig har evnen til at ændre og forbedre sig selv.

Karakter: +

Bon Iver - I , I
Karakter: =

Den amerikanske indie-gruppe, ført an af sangskriveren Justin Vernon, er klar med sin fjerde udgivelse efter 2016 hittet 22, A Million som viste gruppen fra sin allerbedste side, på trods af at det måske endte med at være en lille smule oppustet. Derfor var det da ganske interessant, for at sige det mildt, hvordan deres næste album ville klare sig. Desværre er det dog en meget undervældende oplevelse sammenlignet med sin forgænger. Heldigvis ikke ensbetydende med at dette er en dårlig oplevelse, men synderlig påvirkende er det heller ikke. Det kan nok bedst beskrives som Bon Iver "by the numbers" på en plade som mellem store øjeblikke af overdådig instrumentation og emotionelle vokalsegmenter også har en masse spildtid som ikke føltes særlig velovervejet eller personligt.

Young Thug - So Much Fun
Karakter: -

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Eller hvor jeg skal starte. Det er et nyt Young Thug album. De fleste der bare kender det mindste til ham, er nok allerede rimelig afstemt inden de hører det igennem. Det er en rimelig tam samling af 19 numre som alt i alt leverer en kumuleret spillelængde på over en time. En overvældende længde som ikke ligefrem er retfærdiggjort med det ene forglemmelige trapnummer efter det andet med svingende produktion som går lige fra pibende rent til råt og ufærdigt. Hvilket konkluderer i en trættende pærevælling som marginalt overskygger et ganske udmærket nummer med Lil Uzi Vert som gæstestjerne.

Killswitch Engage - Atonement
Karakter: =

Metalcorens fader, Killswitch Engage, kører stadig for fuld udblæsning efter tyve år og nu otte studieudgivelser. På trods at mange bands i samme situation ville enten være kørt død i sin egen identitet eller have haft en god mængde afstikkere, så er Killswitch Engage stadig ligeså meget sig selv som de var tilbage på debuten. Derudover er gruppens energiniveau da prisværdigt. Særligt da de nye ideer de bringer på bordet, ikke har synderlig meget kød på sig. Men det tilføjer trods alt nok afvigelse og variation til at de tomgangsdominante momenter og vokalmæssige svagheder (særligt en tåkrummende mængde overspilning og svingende rene vokaler) ikke virker helt så anmassende. Hvilket da også i sidste evne betyder at der ikke hænger nogen decideret dårlige numre i ens hukommelse. Der hænger dog generelt ikke nogen andre numre fra pladen heller.

Tomb Mold - Planetary Clairvoyance
Karakter: =

Dødsmetalens undergrundsscene har nu endnu et album fra i år der kan vises stolt frem. Og det album kommer fra ingen anden end Torontogruppen Tomb Mold. Et band som helt klart har stillet sig selv op som en modstander af den længerevarende bølge af teknisk og melodisk dødsmetal som har domineret genrescenen det sidste årti, og i stedet for prøver at gøre gunsten efter andre lignende bands som Cannibal Corpse, Autopsy og Pissgrave. Det er grumt, det er simpelt og det er frastødende. Men hverken en konsekvent mixing eller samling af ideer er til at finde på denne plade som sammenlignet med gruppens sidste, Manor of Infinite Forms, tager et halvt skridt frem men ærligt også et halvt skridt tilbage. For selvom de har skåret lidt mere af fedtet der sidst hang på siderne, så har de også mistet noget af sin kant og produktionskvalitet i svinget i et album som langt fra er dårligt, men helt klart også sakker bagud mht. at levere rendyrket brutalitet der stimulerer lillehjernen i forhold til hvad der tilbydes hos konkurrenterne.

Kunstner: Slipknot
Album: We're Not Your Kind
Udgivelsesdato: 9. august 2019
Genre: Nu metal, groove metal & industrial metal
Sangantal: 14
Længde: 63:27

De verdenskendte drenge fra Iowa er klar med deres sjette albumudgivelse efter The Gray Chapter tilbage i 2014. Et album som jeg ligesom med resten af deres diskografi, har et rimelig ambivalent forhold til. Hvilket nok også var afspejlet i den udgave af "From worst to Best" som jeg dedikerede til gruppen tilbage i marts netop med henblik på udgivelsen af dette album. Det er en gruppe som jeg både føler på mange måder er et produkt af sin tid imens jeg bifalder dem for hele tiden at lede efter muligheder for at udvikle og ændre deres originale lyd på den ene eller den anden måde med hver udgivelse. Lige fra de groove metaltendenserne på All Hope Is Gone eller de mere thrash metal orienterede numre på The Grey Chapter, så har de hele tiden været en svær gruppe at mase ned på en enkelt stilart, selvom de et godt stykke hen af vejen presser deres mange inspirationer gennem en tube af nu metal. Derfor har jeg da også dedikeret langt det meste af min tid til processeringen af dette album lige siden jeg havde mulighed for at lytte til det siden torsdag (d. 8/8) aften. Dertil skal det da også siges at jeg gik ind til pladen med en umiddelbar stor mængde skepsis da de tre singler bandet havde udgivet op til udgivelsen, var ganske skuffende og ikke ligefrem viste en lys fremtid, specielt da det ganske underholdende nummer "All Out Life" ganske hurtigt blev stemplet som værende placeret uden for nogen studieudgivelser og derfor ikke ville være en del af deres studieudgivelser (på trods af at albumnavnet kommer fra en linje i fornævnte sang). Derfor var det altså tre ud af tre og en træfsikkerhed på 100% undervældenhed der svævede over denne plade, hvilket nok ville kunne få enhver lytter til at synke mindst en nervøs klump.
Men efter at oplevet deres nye projekt i sin fulde længde skal jeg meddele at de tre singler er mine yndlingsnumre fra albummet. Er det fordi min smag har ændret sig med henblik på den kontekst som sangene er i på albummet? Måske. Eller måske er det fordi de er ganske udmærket sammenlignet med resten af albummet. For efter en masse længerevarende tænkte tid og fire fulde gennemlytninger kan jeg nu skælvende sige:
Det her nye Slipknot album ik'... det er ikke særlig godt.

Hvis man starter i det små så starter albummet med "Insert Coin" egentlig ganske interessant med klare toneafgivere i de pirrende synthlines som er taget lige ud af 80'erne, eller en scene af Stranger Things, samt en dæmpet men pulssættende tromme som opstiller rammerne for et spil der opstarter i en ret så mørk og dyster arkade i det mønten indsættes.
Efter møntet har klirret og rullet et par gange rundt i sin spole begynder lyden af et stigende kor at bevæge sig ind over lydbilledet i introen til hovedsinglen "Unsainted". Et kor som dog både bevæger sig markant højt og skelsættende lavt i mixet rent volumenmæssigt og derved bliver albummets generelle problem hvad produktion angår gjort rimelig tydeligt. Da korsektionen dog er overstået, indser man dog allerede efter de første par toner af vokalmelodien er taget direkte ud af indiehittet "This is gonna be the best day of my life" for et par år tilbage (af alle sange), hvilket er en særligt distraherende inspirationskilde. Derudover er resten af lyden nok bedst beskrevet som Slipknot på autopilot med kun et kor og unødvendige elektrostøn inden brosektionen som midlertidige afvigelser.
Fra en single til en anden, så skiftes man over til "Birth of The Cruel" som byder én på en ganske bitter velkomst med et scratchende sample som sender tankerne tilbage på deres debut. Hvilket ikke skal ses særlig positivt. Specielt når det også betyder at de horribelt stemte guitar fra debuten også følger med. Hvilket egentligt kun efterlader frontmand Corey Taylor som mulig leveringsmand af noget stimulerende (hvilket desværre gælder langt de fleste andre sange på pladen også), hvilket han i et lille omfang også gør med nogen fede vokalharmonier i versene og en fed artikulation i omkvædet med præcis timing og lige præcis godt med plads mellem linjerne. Hvilket også er en teknik han ret effektivt bruger i omkvædet til "Orphan". Et andet overgangsnummer i form af "Death Because of Death" leveres men her overdøver den diskante støj i mixet klart en ellers fed bevægende trommesektion. Slipknots tydelige inspiration af sig selv dukker tydeligt op i nummeret "Nero Forte" som har en intro der minder om en mindre brutal version af "People = Shit" dog i halvttempo samt et omkvæd der prøver at minde om selvsamme sang, men må opgive da omkvædsvokalen simpelthen drukner i de ekkoeffekter og reverb som er blevet lagt over i post-produktionen.
I den anden boldgade er der et nummer som "A Liar's Funeral" der uden videre kopierer de samme overproducerede strenge som dukker op i deres tidligere megahit af en ballade "Snuff". Dertil følger der ligeså komprimerede vokaler som har et alt for sterilt og klingende udtryk som ikke kan skjule nogen virkelig ængstelige følelser som direkte kan mærkes i det overspillede vokalharmonier der egentlig dækker for de ellers ret så lækre guitarlicks i omkvædet og de knastørre trommer der udgør de mange breakdowns i anden halvdel af nummeret. Et nummer der kunne føltes som en naturlig efterfølger til "Snuff" er "Red Flag" der sender tankerne tilbage til All Hope is Gone hvor gruppen mere eller mindre forlod deres nu metal stigma og i stedet prøvede at levere nogen klassiske metalbangers. Hvilket de desværre ikke slap særlig godt fra. Det er også tilfældet her på trods af en udmærket intro som har en lige tilpas mængde lynhurtige riffs og guitarshredding. I et pludseligt skift præsenterer sangen "Spiders" den nye retning som gruppen ser ud til at ville tage på pladen. En retning som egentlig holder igennem de resterende 5 numre. Et skift der er velkommen, på trods af at det stiller Slipknot i en situation hvor de skal levere en form for musik de sjældent er kendt for at producere. Det kan jeg dog også hurtigt afsløre at det da også klart kan mærkes. Lige fra de skingre tangenter, den montone ledende pianoakkord til den pinlige glitchen i broen, er det tydeligt at deres blanding af gotisk og industrielt metal ikke ligefrem er en stilart de er særligt veludrustet i. Da det mest af alt leder til nogen ganske ubehagelige omgange at lytte til.
Hvilket kun bliver værre i numre som "Orphan" og "My Pain" hvor der mildest talt ingen udvikling sker fra den grundformel de præsenterer fra allerede første node. Hvilket ikke er særlig velovervejet da deres grundformel er fundamentalt forringet af grumsede guitar, hylende synthlines, akavede xylofoninklusioner og svagt producerede trommer som efterlader én tilbage med spørgsmålet om hvordan et band så stort som Slipknot, med alle de ressourcer og muligheder de har, stadig ikke har formået at producere eller skrive nogen numre som ville accepteres på en demoudgivelse. Det kan siges meget simpelt. Allerede tilbage på Iowa viste det sig klart og tydeligt at gruppen ikke formår at levere mere svælgende, drømmende og atmosfæriske numre og det er i endnu højere grad gældende her. Let bedre bliver det dog i "Not long for this world" som alligevel har nogen nedgående pianoharmonier der kan gøre en lille smule op for en outro der ødelægger mixet. Til sidst høres "Solway Firth" hvor ret trods alt skal være i den forstand at inkorporeringen af "I'm counting all the killers" - linjen fra intronummeret er ret tematisk tilfredsstillende. Og udover inklusionen af elektroniske støjhorn som trods at være simpelt er et ret fedt og brutalt værktøj til at tilføje noget kontrapunktisk dynamik.
Det kan dog ikke ændre på at det hele virker rodet på grund af en manglende sangstruktur, der heller ikke bliver bedre af at de enfinger-riffs som sangen består af, ikke kan holde resten af nummeret oppe.

Så efter arkaden er lukket og slukket og jeg igen kan vende tilbage til min egen verden, indser jeg at dette album bedst kan beskrives som en samling af løst sammenhængende ideer som for det meste hverken præsenteres eller leveres særligt overbevisende. Det betyder dog ikke at det ikke er prisværdigt at gruppen efter mere end tyve år på scenen stadig prøver at eksperimentere hvilket da også leder til nogen ganske brutale og melodiske øjeblikke. Men intentioner kan kun sikre dig så langt ad vejen, og dette album kan nok mest af alt beskrives som gruppen værste og mest undervældende.

Karakter: -