Kunstner: Alex Cameron
Album: Miami Memory
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Inde pop, synth-pop & heartland rock
Sangantal: 10
Længde: 38:39

Det nyeste album fra en af Australiens mest unikke sangskrivere og ikke mindst satirikere er ude med sit nyeste album som ville have været et af mine mest ventede udgivelser hvis ikke det var fordi at dette er hans første projekt jeg har stiftet bekendtskab med. Men efter jeg hørte dette album er jeg da gået på rejse i hans bagkatalog og jeg kan da allerede sige at han er en af de mest friske stemmer jeg har hørt fra indiescenen hele året. Særligt hans andet album Forced Witness gav mig en større forståelse for hans eminente blanding af lo-fi 70'er poprock numre og perfekt skildrede portrætteringer der bæres af tekster som er ligeså humoristiske og kradse som de er velskrevne og konceptionelt sammenhængende.
Alt sammen tendenser som han overdrager til hans nye projekt. Samtidigt med at han ikke har så travlt med sin forbedring af sin i forvejen bevægende standardlyd til at han ikke også kan smide et par gode overraskelser hist og her i et album som ikke kun var en komplet overraskelse, men også en af årets bedste musikalske oplevelser. Selvom jeg ikke ved første gennemlytning var en fan af de staccato drevne trommer og nogen meget loopende synthlines som tungt skar gennem mixet og var yderst ensformige i albummets to første numre, "Stepdad" og "Miami Memory", så er det nogen implementeringer der har vokset på mig sidenhen. Selvom det dog stadig ikke føltes helt rigtigt. Når det så er sagt, så er det tæt på de eneste ankepunkter jeg har, da dette album er ganske solidt formidlet uden nogen særlige fald i kvalitet.
For hvad Alex Cameron lever på dette album er en hudløst ærlig men dog altid humoristisk dissektion af en mands plads i sit eget forhold imens han prøver at finde sig til rede i en verden der ændrer sig hele tiden imens han prøver at undgå desperate tendenser eller falde tilbage i sin egen giftige og falske maskulinitet. Det lyder måske meget mere prætentiøst end det egentlig er. For i Alex Camerons musikalske verden virker alting så utroligt virkeligt. Nogle gange til en skræmmende og tåkrummende grad.
Dog i et nummer som "Far From Born Again" viser han at han stadig har godt styr på at bikse nogen ganske ørehængende numre sammen. Med et groovey beat og blide baggrundsvokaler trækker han dig gennem sine perspektiver på det liv som prostituerede lever. En sjælelig og igen, hudløst ærlig omgang.
I et nummer som "Gaslighting" viser Alex Cameron også nogen klare Beatles inspirationer i en 60'er folkrock sang som alligevel skiller sig ud som sin egen eksistens med sin metalliske og rå produktion.
Albummet når da klarest sit højdepunkt halvvejs inde i sangen "Bad For The Boys" som ikke kun er så tæt på perfekt pianorock som man kan komme, men også en hysterisk morsom beskrivesle af mænd som ikke kan komme udover deres egne usikkerheder og derfor lader det gå fysisk udover kvinder i deres liv på den ene eller den anden måde. Med et omkvæd som når et sonisk og tematisk højdepunkt imens Alex Cameron leverer en tekst der hedder: "And now you're living little lives without women, And blaming them for all the change, You thought the boys were gonna stay the same, But no one cares about your good old days." Det er på mange måder en opdateret og endnu mere tragikomisk version af Thin Lizzy's "Boy are Back in Town".
I forlængelse af det leverer han dog en kritik af den stigende kultur omkring politisk korrekthed i "PC With Me" hvor han beskriver det eneste som afholder ham fra at miste forstanden, er at han kan få lov at have et frirum sammen med sin kæreste hvor de ikke behøves at være politisk korrekte sammen. Alt sammen imens melodiske og rørende horn danser rundt i det bløde mix.

Egentlig vil jeg ikke sige ret meget om albummet da det nok opleves bedst selv. Hvad jeg dog kan sige er at han er i bedre form end nogensinde før, med bedre tekster og instrumentation som har fået nogen lidt mere komplekse strukturer uden nogensinde at miste sit emotionelle fokus. Der er i hvert fald både melodiske linjer og tekstmæssige linjer som ikke vil forlade min hukommelse foreløbig.

Karakter: ++

Kunstner: Korn
Album: The Nothing
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Nu metal, alternative metal & rap metal
Sangantal: 13
Længde: 44:20

Det 13. album fra det amerikanske band Korn. En gruppe som nok bedst kan beskrives som nu-metal genrens frontmænd. De lagde grundlaget gennem 90'erne for andre bands af samme stil som Limp Bizkit og Slipknot. Selvom Korn ikke ligefrem nåede samme konstante lavpunkter som førstnævnte, så har de heller aldrig haft et udtryk eller en stil som har været ligeså tiltrækkende og frustreret som den man finder hos de ni Iowadrenge. Selvom man ikke kan tale deres præstationer ned, med en lang række priser og stort set hvet af deres album som er gået platin op til flere gange, så lyder det for mig mest som om at de har udgivet den samme plade 12 gange. Derfor håbede jeg at tingene ville ændre sig lidt med 13. udgivelse, ikke pga. noget specifikt, men derimod fordi gruppen trods alt er blevet markant mindre over årene og derfor nok måtte begynde at søge efter nogen forandringer. Særligt efter deres sidste album The Serenity of Suffering som ikke kun skuffede anmeldere men også langt de fleste fans. Men efter at have lyttet albummet et par gange igennem må jeg erkende at 2019 ikke ligefrem er metalmastodonternes år. Både Tool, Slipknot, Infant Annihilator og nu Korn har alle sammen udgivet albums i år. Albums der mildest talt har været ganske undervældende, hvoraf Korn nu også kan tilføjes til den samling.

Særligt første halvdel af albummet gør da hvad der kan gøres for at sænke de allerede velafstemte forventninger til et endnu lavere niveau. Så efter en ganske melodisk sækkepipesektion i intronummeret "The End Begins", så leveres der ellers Korn for klassisk fuld udblæsning. Og det bliver ved sådan i godt og vel tre kvarter. Allerede i det efterfælgende nummer "Cold" virker det til at gruppen stiller sig ganske godt tilfredse med skabelonskåret nedstemte riffs der ikke kan beslutte sig mellem vers og omkvæd hvordan de skal stemmes, mærkværdige og undringspirrende lyde (lige fra guitarvridninger i ekko til hvinende diskant fra keyboards) som Korn i klassisk forstand hælder ind over hvert et nummer, af uforklarlige årsager, og vers som prioriterer hurtigt leveret vokaler fremfor velformuleret melodilinjer der skaber hårde men umættede sektioner. Hvilket i sandhed også mærkes i mange af albummet enorme omkvæd som ikke tilføjer andet end banale melodier og Jonathan Davis' uoverkommelige tonefraseringer.
Et sted hvor albummet dog varier fra sit ofte fastfrosne spor er i "The Darkness is Revealing" som med sit alt-rock groove og flade vokalharmonier som nok er for rene til at være på et metalalbum, skaber et lydbillede der minder om mange af de numre der florerede rundt i midt 90'erne da rockkunstnere verden over prøvede imitere hvad der blev gjort på Load og ReLoad. Og hvis man kender til de lavpunkter i Metallicas karriere, ender man rimelig hurtigt med at spørge: Hvorfor ville man prøve at kopiere det? Dertil følger der også et midterstykke med overartikulation for at levere nogen mere bruske rim og et rapflow som er forceret og unaturligt. For ikke at sige forældet da de fleste af os nok kom videre fra rapmetal i de tidlige 00'ere. Som de to afsluttere på første halvdel, "Idiosyncracy" og "The Seduction of Indulgence", leveres der stadig nogen riffs som ikke består af andet end bevægelse op ad halsen og endeløs "chugging", gummiagtig slapbas og trommer som ikke kun har en simpel og intetsigende snare-highhat kombination men også virker for syntetiske i sin produktion til at kunne være rigtige trommer.
Bedre bliver det dog hurtigt i anden halvdel med nogen ganske bevægende metalmelodier og nogen mere interessante sangstrukturer der tilføjer noget mere holdbart kompleksitet. Det skal dog ikke siges at der ikke stadig er en del eksempler hvor albummet fyldes med tvivlsomme beslutninger, for at sige det mildt. Lige fra beatboxingen i "The Ringmaster" til en vokalpræstation i "Finally Free" der lyder som en amatøragtig imitation af David Bowie, er det tydeligt at mængden af nye ideer der kan tilføje noget nyt, og lad os være ærlige, mere interessant til Korns meget karikeret. Et sidste ankepunkt som selv verdens bedste instrumentation ikke kunne gøre op for, er den ret forcerede og overforklarende lyrik som ikke efterlader ret meget til fantasien. Derimod efterlader den dig ofte med en dårlig smag i munden og et uintentionelt smil på læberne i tekster som går lige fra det ufærdige til det pinlige. Det skal dog ikke betyde at jeg ikke har forståelse for hvilke omstændigheder dette album blevet konstrueret under. Det at miste sin kone og sin mor kan jeg kun forestille hvor forfærdigeligt det måtte være, og det er da også ganske prisværdigt at frontmand Jonathan Davis kan få et emotionelt frirum i sin musik. Det ændrer dog ikke på at hvad han leverer, ikke særligt effektivt formulerer hans indre frustrationer hverken i tekst eller musik.

I sidste ende virker det til at Whitechapel og Rammstein (i nogen grad) er det eneste som har formået at levere velkonstruerede metaludgivelser. Så selvom Korn ikke ligefrem har skuffet så meget på dette projekt som andre genrerepræsentanter har gjort, så var mine forventninger måske ikke høje nok til at de kunne skuffe mig i samme grad.

Karakter: -

Kunstner: Iggy Pop
Album: Free
Udgivelsesdato: 6. september 2019
Genre: Rock, bluesrock & jazzfusion
Sangantal: 10
Længde: 33:43

Hvem? Hvad? Hvor? Hvordan? Jeg mangler ord. For at være skinbarligt ærlig, så ved jeg ikke engang hvordan jeg skal starte anmeldelsen eller endda finde ordene for at udtrykke mine følelser overfor Iggy Pops nye udgivelse. Det eneste jeg kan sige er, det her nye Iggy Pop album, det er ikke særlig godt. Det er det virkelig ikke. Selvom det er prisværdigt at en af punkbevægelsens fadere stadig leverer i en alder af 72, så vil jeg på den anden side fortrække at han trak sig tilbage og nød sit otium. For hvad han leverer igennem 10 sange og en relativt kort spillelængde er dog stadig imponerende. Imponerende i den forstand at han har slået hul i bunden af 2019's musik og sat banket bundlinjen et par meter ned. Og de skingre jazzhorn og forvrængede tangenter som florerer rundt på diverse numre, gør ikke noget godt for det i forvejen forkastelige lydbillede. Lige fra Iggys overspillede og sonisk utilregnelige vokal til de grinagtige tekster som når komiske højdepunkter på et nummer som den western-inspirerede "Dirty Sanchez" der ikke kun har ekstremt seksuelle henvisninger som kun bliver endnu mere tåkrummende pinlige når det er forfattet af en 70-årig punker som er passeret langt forbi datoen for at være afbrændt. Dertil er nogen af hans filosofier og eksistentielle overvejelser ikke kun simple og forstumpede, men også tæt på stødende, snæversynet og særligt uintelligent. Meget lignende at lytte på et afdanket familiemedlem (oftest en morfar) der kører i tomgang. Mere besynderligt bliver det i sidste del af albummet hvor Iggy selv giver op og leverer de tre sidste numre som svagelige forsøg på poetry-slam, hvor han verbalt brækker sig ud over udtyndede og konstant loopende instrumental-samples. Det kunne ikke blive mere til syv egentlige sange fra hans side før han kastede håndklædet i ringen. Men på den anden side ville det være ekstra vellykket hvis han med vilje prøvede at levere noget af de dårligste sange i år. Generelt ønsker man inderligt at han i sidste ende ville kalde hele projektet som en practical joke. Selvom det ville være et lille pust på såret, så ville det dog stadigvæk ikke gøre op for den halve times mishandling som jeg besluttede at udsætte mig for flere gange.

Hvad der dog i sidste ende er mest imponerende, er dog hvordan dette album når et helt andet niveau end nogen af de andre lavpunkter som er blevet udgivet og anmeldt af undertegnede i år. Hvor kunstnere som NAV og Skillet har leveret nogen af de mest uinteressante projekter jeg har hørt længe som jeg absolut ikke vil høre igen da de intet har på sig af kunstnerisk eller musikalsk stimulans over sig, så er de ikke fundamentalt ødelagt i samme grad som dette album. Hvor de trods alt har en klassisk (man kunne nok sige så klassisk at det bliver skadeligt trivielt. Hvilket dog kun gør dem værre) struktur, så er alt lige fra melodisk opbygning, harmonisk sammensætning og instrumentalt sammenspil intet sted at finde på Free. I stedet for så lyder hver enkelt node og takt som om den eksisterer enkeltstående i sit eget lille ekkokammer. Men også hver skala (hvis man altså kan kalde dem det) og hver akkord virker til at være konstrueret specifikt til at være så disharmonisk som muligt. Hvad kan jeg ellers sige? Det her nye Iggy Pop album, det er ikke særlig godt. Det er det virkelig ikke.

Karakter: --

Kunstner: Post Malone
Album: Hollywood's Bleeding
Udgivelsesdato: 6. september 2019
Genre: Pop, trap & poprock
Sangantal: 17
Længde: 50:56

Et album er på gaden fra en af popmusikkens mest unikke og samtidigt prominente figurer på genrescenen. På trods af dette er der dog ikke tale om en kunstner som jeg har været positivt stemt overfor det meste af vejen. Lige fra hans første EP og særligt hans debutalbum Stoney var uden tvivl et af 2016s og Posts absolutte lavpunkter. Til trods for dette så det ud til at han var på bedre veje i sidste års Beerpongs & Bentleys som egentlig ikke var bedre end gennemsnitligt, på trods af at det i form af numre som "Rockstar" stadig levere nogen af 2018 største højdepunkter, så var det stadig mil bedre end Stoney. Min optimisme for en forbedring var derfor ganske stabil selvom singler som "Goodbyes" og "Circles" ikke ligefrem leverede noget særlig specielt ugerne op til udgivelsen. Når det så er sagt så virkede det da til at der var håb forude ved pladens åbner som også er titelnummeret. Med sine fedtede strengearpeggioer der skærer gennem klart igennem mixet og Malones lakoniske vokalstil som leveres gennem et konstant stigende og faldende tonemønster samt en støjfyldt trommebro der fungerer som et fedt kontrapunkt til introen blidere præsentation, så er der massere der gør op for den egentligt tamme midtersektion. Første øjekast repræsenterer desværre bare ikke albummets samlede kvaliteter, og mange mangler særligt godt.
Det efterfølgende nummer "Saint-Tropez" forfalder dog hurtigt til de dårligste momenter på hele pladen, med instrumentation, levering og komposition som ikke kunne besrkives mere tydeligt end klichéfyldt trappop og tåkrummende lyrik som er noget af årets dårligste brug af " braggadocious" skrivestil som kun bliver endnu værre når det skærer gennem Post Malones meget modsættende lydbillede.
Lidt bedre bliver det dog i "Enemies" som ikke er ligeså irriterende gennemsnitlig men derimod kun fungerer når det fokuserer på et rent banalt omkvæd, som dog føltes lidt bedre da gæstestjernen DaBaby heldigvis er fastlåst til omkvædene. Det bliver dog lidt mere ambivalent for mig at beskrive en sang som "Allergic" der med sin "Allergic, Allergic, Allergic"-refrain hurtigt bliver utroligt monoton og intetsigende. Samtidigt følges det at et omkvæd som samtidigt er fyldt med harmonier der svælger i den rummelige produktion, selvom den ikke er rummelig nok til at trommerne og klaveret ikke kan afholde sig fra at klippe indover hinanden. De "Stoney-lignende" tendenser vender dog tilbage i nummeret "A Thousand Bad Times" der allerede fra sin über-distortede synthakkord der indleder sangen foregriber om hvordan resten af sangen bliver. Et generisk omkvæd der helt klart godt kunne skrue ned for den forstyrrende mængde autotune, der så sandelig også bliver et problem andre steder på pladen, men drumbeatet der kører gennem sangen efterlader helt klart også en masse rum til forbedring. Mere frustrerende bliver det dog i en af de singler jeg nævnte før, "Circles", hvis melodiske grundide er ganske god, men det forsvinder dog hurtigt når teksten og processeringen af hans vokal er så frastødende da det tilføjer en mængde vibrato til hans stemme som får artikulationen til at skælve. Albummets største problem bliver dog tydeligst i numre som "Die for Me" og "On the Road", som med sine uinteressante beats og kedelig gæsteoptræden fra Lil Baby viser at pladen helt generelt mangler en klar vision, hvilket leder til en masse ugennemførte ideer i forsøget på at skabe noget mere variation så hvert et nummer ikke bare er "the same old".
Overraskende er nummeret "Take What You Want" som med en gæsteoptræden fra ingen anden end "the king of darkness" Ozzy Osbourne, nok mest kendt fra metalmusikkens faderband Black Sabbath, udsatte mig for en oplevelse som har groet på mig. For selvom brugen af semi-falske falsettoer fra alle vokalister (dog med mest fokus på Ozzy", et nytteløst og særligt spildt vers fra Travis Scott og et guitarsolo som kommer ud af ingenting alle sammen burde fungere som opskriften på endnu en skuffelse, så er den friskhed som genrekombinationen af traprap og hård rock giver, nok til at levere en original sang der fungerer på trods af sine mangler (meget lig hvordan en sang som "Old Time Road" stadig fungerer som den gør). Bedre bliver det dog desværre ikke da et nummer som "Starring at the Sun" virker som en unødvendig forløber "Sunflower", med det eksakt samme trommebeat og flydende produktion som alligevel ikke formår at fange den ørehængende poptrap blanding af upbeat trommer og en pokkers drilsk vokallevering som gjorde nummeret til et hit da den udkom på soundtracket til Spiderman: Into the Spiderverse sidste år (hvilket helt klart er en film som jeg ville anbefale at tjekke ud). Lette kalorier som alligevel tilbyder langt mere end en stor del af hvad der ellers gives på denne plade.
Selvom jeg egentlig også har det på samme måde med et nummer som "Internet" med sine bevægende strenge og "soaring" vokaler som er ganske respektabelt, så kan man ikke ligefrem mærke at Kanye West har været producer på netop dette nummer. Hvilket er ekstra ærgerligt da det klart ville give nogen muligheder for videre eksperimenter rent sonisk. Selvom albummet ikke ligefrem slutter med "Goodbyes", så kan de tre sidste sange, "Myself", "I Know" og "Wow" nok bedst beskrives som mudrede Post Malone ballader fyldt til randen med genbrugte og trættende ideer. Og hvad der leveres på "Goodbyes" er desværre ikke ligeså positivt som den første halvdel ville få dig til at tro. Young Thug når i hvert fald hurtigt at få ødelagt hvad Post Malone byggede op, og når sangen ikke engang varer tre minutter, så er der ingen grund til at vende tilbage når halvdelen af sangen er så uinteressant som den er.

Det kan ikke siges at det er Post Malones dårligste album, men det er skuffende at se at han er taget så mange skridt tilbage efter det store håb han foretog mellem sit første og andet album. Der er dog en god samling af ideer på dette album som kunne fungere som god grundkilde til at levere en bedre pakke næste gang. Så længe han bare vælger en generel stil også holder til den. For hans oprigtige og nede på jorden personlighed kan kun rykke ham så langt. Og efter tre studiealbum som alle sammen har platinstatus, så er tiden helt klart inde til at udgive noget som ikke føltes som halvhjertede playlister.

Karakter: -

93Punx and Vic Mensa - 93Punx
Karakter: --

Hvis man troede at det kun var Logic og Kid Cudi som kunne levere noget af dette årtis grimmeste genrekombinationer, så tog man fejl. Ligesom de førnævnte to kunstnere, så virker det til at de må være så unge at de enten ikke kendte til eller forstod den fase som rock og hiphop var nødt til at gå igennem i starten af 00'erne. For selvom begge genrer har haft massive lavpunkter i deres eksistens, så var det værst da de to mødtes. Hvilket så sandelig også er tilfældet her. Horribel og usmagelig produktion, hver og en kliche der nogensinde har eksisteret i trap og emo er til at finde på denne plade, alt sammen selvfølgelig gjort uden den mindst sans for ironi, og nogen ekstremt upassende forsøg på morbid satire. For selvom ideen om at kalde den amerikanske grænsesituation ved Mexico for "Camp America" virker som så plat et udsyn på en grum situation som man normalt finder i et show som South Park, så ville det kun virke hvis 93Punx præsenterede noget af sin musik kreativt eller hans tekster havde mere til sig end en 10-årig som prøver at lege klassens klovn. Det ender derfor med at blive intet andet end upassende grinagtigheder. Til sidst skal det nok siges at hvis man syntes hans flow og vokalriffing var forfærdeligt i deres cover af Cranberries "Zombie" som han udgav tidligere på året, så har man en masse i vente hvis han åbner op for denne plade, hvilket jeg dog meget hurtigt vil anbefale at man ikke gør. Jeg har meget lidt positivt at sige om dette album udover "Been sober for three years and is still hungover" - linjen som egentlig er meget fed, selvom han dog også hurtigt får kørt den i grund meget hurtigt.

Knocked Loose - A Differendt Shade of Blue
Karakter: -

Jeg troede allerede jeg havde anmeldt Killswitch Engage's nye album her for nyligt. Spøg til side så er sammenligningen ikke helt ved siden af. Efter deres debut Laugh Tracks fra 2016 håbede jeg at de kunne levere noget mere bestandigt og unikt. Og selvom de da har tilføjet noget ekstra i form af dødsmetal inspirationer så betyder det egentlig ikke det store da det føltes som om at de har taget et par skridt tilbage. Produktionen er værre, skrigene og de growls frontmanden udgyder går fra at være grinagtige til at være hule og de uinspirerede breakdowns der løber gennem hvert nummer, har intet stimulerende over sig og formår ofte at blive kedsommeligt på trods af sangenes korte spillelængde.

Brockhampton - GINGER
Karakter: +

Da Kevin Abstracts tredje studiealbum Arizona Baby kom ud tidligere i år gav jeg et ønske om at hans næste projekt gerne måtte have noget mere at tilbyde. Og for en gangs skyld får jeg hvad jeg bad om. Dog ikke en selvstændig plade, men i stedet i form af det rapkollektiv som Kevin Abstract stiftede tilbage i 2015. En rapgruppe som egentlig har leveret en ganske fornuftig samling af letfordøjeligt nutidigt rap. Til gengæld leverer de noget ganske ekstra på denne plade. Det er i hvert fald uden tvivl gruppens bedste udgivelse. Selvom man engang imellem tydeligt kan mærke gruppens inspirationskilder og et par af sangene måske godt kunne bruge et par flere gennemskrivninger, så er det stadig et af årets bedre rapalbums.

Go Go Berlin - Ocean
Karakter: +

De danske elektrorock drenge fra Silkeborg er klar til at tage dig med på en boblende rejse gennem et svingende kærlighedsliv og skønne fremmede lande i et overraskende album som ikke kun fungerer som et godt startskud for en introduktion til bandet, selvom man på denne plade klart ser dem fra deres bedste side, så er de poppede guitarer og det overdådige orgel ikke spildt, men derimod inkluderet i et tætpakket og velskrevet album som er et af de bedste musikalske projekter der er kommet ud af Danmark i år.