Dansk

De bedste album fra 2020

Skrevet af barcano den 30 december 2020 kl. 15:03
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Sååå folkens, vi er nået til vejs ende og jeg slutter derfor mit år her på Gamereactor med at lave en liste over de femten bedste albums fra i år. Det har været et ret vildt år for os alle sammen, men der har stadig ikke været mangel på en stor mængde god musik, hvoraf en god del af den musik er kun blevet bedre (i en grim form for skæbnens ironi) ved at blive skrevet og lavet i relation til udbruddet af COVID-19 og hvilken betydning det har haft for vores alle sammens liv. Så lad os bare komme i gang.
I ønskes alle sammen et helt fantastisk nytår, som forhåbentligt er starten på et meget bedre år for os alle sammen.

15. Freddie Gibbs - Alfredo

Vi starter listen med et ret så interessant fællesprojekt. Alfredo er produktet af rapperen Freddie Gibbs og produceren The Alchemist som gennem 35 minutter bringer lytteren igennem en kollage af forskellige rapindtryk, som ikke kun har en ganske solid sonisk indpakning men også en lang række af gode gæsteoptrædener som inkluderer kunstnere som Tyler the creator, Rick Ross, Benny The Butcher osv. Selvom jeg måske ikke er lige så begejstret for det her album som mange andre anmeldere, så syntes jeg stadigvæk ikke der er nogen tvivl om at Alfredo uden tvivl er et af årets mest eksperimentelle og lettilgængelige albums fra 2020.


14. Taylor Swift- Folklore

Overraskende nok fandt jeg mig selv nødt til at lægge Taylor Swift et eller andet sted på min liste, for selvom jeg ikke har været synderlig begejstret for hendes musik gennem tiden, så leverer hun alligevel noget ret unikt på Folklore (og næsten i lige så høj grad på hendes efterfølgende album "Evermore" som også kom ud i 2020). Hendes blanding af indiefolk- og rock ballader er markant mere personlige og unikke end hendes normale omgange med formel popmusik. Derudover er Folklore uden tvivl hendes mest personlige album, hvor hun forlader mange af hendes overfladiske (og lad os være ærlige) og til tider barnlige følelser, for i stedet at grave dybt ind i sig selv og fortælle hvordan hendes liv har udviklet sig på måder hun ikke havde forestillet sig, samt hvilken påvirkning COVID-nedlukningen har haft på hendes mentale tilstand. Selvom albummet til tider bliver lidt for navlepillende (og jeg ville blive glad hvis jeg aldrig skulle forholde mig til Bon Ivers gæsteoptræden igen) er der ingen tvivl om at vi her har at gøre ed en meget mere moden og mere interessant Taylor Swift. Hvis hun fortsætter på denne her måde kan jeg sagtens forestille mig at hendes image som popstjerne bliver taget lidt mere seriøst af folk som står udenfor hendes tidligere målgruppe.


13. Mac Miller - Circles

På trettendepladsen finder vi en ret så hjerteskærende oplevelse. Albummet Circles blev udgivet halvandet år efter Mac Millers død i september 2018, men blev egentlig skrevet og produceret kort inden hans død.
Det skræmmende i albumoplevelsen er den komplette ærlighed og skinbarlige gennemgang af en mands meget korte men oplevelsesrige liv, og hans egen anerkendelse om at han ikke kommer til at leve meget længere og hans tanker om alle mennesker han elsker så højt som vil blive efterladt. Hele affæren er pakket ind i en legende blanding af hiphop, emo, indie, pop og en alternativ blanding af soul- og synthmusik, som gør hele pladen til en interessant og dejlig oplevelse. På trods af indholdet og kontekstens ret så sørgelige fremtoning. Det her vil være Mac Millers sidste album, og jeg kan næsten ikke forestille mig en bedre måde for ham at sige farvel på.


12. Dan Deacon - Mystic Familiar

I en helt anden boldgade finder vi mesteren af moderne elektronisk musik Dan Deacon. Jeg anmeldte hans nyeste album tidligere i år og var meget begejstret. Jeg er måske blevet en smule mindre fan af hans nyeste projekt gennem året, men der er stadig ingen tvivl om at han stadig leverer stærke præstationer, interessante kompositioner og ørehængende musikalske rejser, som måske ikke fungerer perfekt nummer for nummer, men er en ret så (undskyld for ordsproget) mystisk oplevelse.


11. Dorian Electra - My Agenda

Hvis vi bliver i det mere optimistiske hjørne, er der heller ingen måde at jeg kan undgå Dorian Electras nyeste konceptalbum. Med hans blanding af eksperimental popmusik, støjrock, EDM og egentlig også reel metalmusik, er han uden tvivl en af de mest interessante musikere på popscenen lige nu.
Derudover leverer han også nogen ret så vilde tragikomiske ideer. My Agenda er fortællingen om en ung incel-type som føler sig forrådt fordi USA vælger en homoseksuel som præsident. Ja det er ligeså skørt som det lyder, men det er også vanvittigt underholdende. Det eneste reelle problem er den meget korte spilletid, hvor samtlige elleve sange løber igennem på små 24 minutter, som betyder at hver enkel sang ikke har særlig stor mulighed for at efterlade et større indtryk. Når det så er sagt, er My Agenda uden tvivl en af de mest opfindsomme og kreative oplevelser fra i år.


10. KESI - BO4L

Et album som i modsætning ikke er så kreativt eller opfindsomt, men stadig voldsomt ørehængende, er den danske rapper Kesis nyeste fjerde album. Selvom han ikke ligefrem opfinder den dybe tallerken, viser han stadig dansk rap fra sin bedste side og viser hvad det har at byde på, når han efter snart et årti i branchen har raffineret sin lyd og stil til et punkt, at BO4L er fyldt til randen med gode numre. Den enorme succes han har haft med det her album herhjemme er ingen overraskelse, for uanset hvad man måske syntes om den nye generation af dansk rapmusik, så er der ingen vej udenom at det her er et satans godt album som for det meste er skruet utroligt stramt sammen.


9. HMLTD - West of Eden

Første gang jeg hørte HMLTDs nye album vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle syntes. Først og fremmest kendte jeg ikke til den britiske rockgruppe i forvejen, men deres blanding af så mange forskellige genrer tog mig lidt på sengen. Men efter flere gennemlytninger er der ingen tvivl om at HMLTD klart er en gruppe man skal holde øje med i fremtiden hvis rockgenren siger en det mindste. Deres blanding af "arena-sized" eksplosive numre stor i god kontrast til pladens mere eksperimenterende numre som fantastisk blander new wave, westernmusik, pop og elektronisk musik.


8. Code Orange - Underneath

Hvis "West of Eden" er et godt sted at starte for folk som kunne være interesserede i rockmusik, så er Code Oranges "Underneath" det stik modsatte. Code Orange har aldrig sagt mig det store (det går også generelt for det meste metalcore), men hvad de leverer på "Underneath" er i en helt anden liga. Der leveres ikke kun den vante brutalitet, aggression og ustoppelige tempo som man forventer på en metalplade som den her, men deres blanding af elektronisk og industriel musik tilføjer et helt nyt element til deres musik.
Det er dog ikke de eneste genrer som de leger med, og selvom jeg ikke er særligt begejstret for deres langsommere og blødere numre som lækker sig lidt for meget op af klichefyldt alternativ rock, så forstår jeg godt behovet for at bløde albummet lidt op da 50 minutters rent sonisk tæsk ville være for meget.
Når det så er sagt, har Code Orange alligevel vundet mig over.
Deres nyeste udgivelse er en perfekt oplevelse for folk som er til det mere ekstreme musik som genren har at byde på, imens der stadig er nok sammenhæng, melodi, nytænkning og enormt velskrevne kompositioner til at overbevise tidligere tvivlere som mig selv.


7. Juice Wrld - Legends Never Die

Hvis man læste min bangerplayliste og så at Juice WRLD tog en stolt førsteplads, kommer det nok ikke som nogen overraskelse at han ville lande på min liste et sted. Grunden til at han dog ikke ligger tættere på førstepladsen, er dog at på trods af den store mængde af gode sange som er lige varierede i form og udtryk som de er (emo)tionelle, er der dog stadig tale om et album som er så fyldt til randen med indhold at det virker lidt overvældende. Albummet er stadig klart vær at lytte til og får en kæmpe stor anbefaling herfra, men hvis man skar lidt af fedtet fra, ville man have at gøre med et album som ville være tæt på den perfekte afsked til Juice WRLD og alt det talent som fyren tydeligvis havde.


6. Poppy - I Disagree

Hold da helt op. Tal om udvikling. Til at starte med sagde hverken Poppys som underligt internetfænomen eller synthpop musiker mig noget. Men på hendes nyeste album leverer hun en lyd som jeg ikke vidste jeg havde brug for i mit liv. Der er stadig masser af tyggegummi sødt (og kemisk) popmusik, men det er blandet med en ret så overdreven produktion og inklusionen af knusende metalmusik at det ikke er svært at trække på smilebåndet. For selvom albummet måske ikke hiver sig helt hjem til et homerun i løbet af pladens sidste numre, så er det stadig nok kitch og sans for ironi at det stadig er et af årets underligste og mest underholdende udgivelser.


5. Charli XCX - how I'm feeling now

For at vende tilbage til musik som er født ud af den COVID-virkelighed vi alle sammen lever i, så tager briten Charli XCX en stærk femteplads. Hendes album er stadig ligeså progressivt et popalbum som sidste års "Charli", men er dog i langt højere grad et personligt udtryk for hvordan hendes verden ændrede sig da pandemien ramte. Der er stadig plads til en masse nyskabelse og meget voldsomme soniske oplevelser, men den tættere grad af nærhed til kunstneren som skinner tydeligt igennem på "how I'm feeling now" løfter hele albummet til et niveau hvor hendes meget progressive tanker for hvordan popgenren skal udvikle sig, resonerer langt tydeligere hos lytteren.


4. Dua Lipa - Future Nostalgia

Hvis man derimod søger efter noget mere tilgængeligt popmusik, kan man næsten ikke gå galt i byen med Dua Lipas nyeste projekt. I stil med meget andet popmusik i 2020, blander den albanske sangerinde ret gnidningsfrit pop- og diskomusik fra 80'erne, med en mere moderne og trapinspireret indpakning.
Det er svært at have mere at sige om "Future Nostalgia" end at det er et utroligt velskrevet album, som nok er i stand til at tilfredsstille enhver som bare er det mindste interesseret i popmusik.


3. The Weekend - After Hours

Vinderen af dette års "80s revivalism" er dog uden tvivl The Weekend. Som ikke kun leverer hans bedste album til dato, men også nogen af de bedste og trods alt mest unikke popsange i de seneste par år. Hvilket er ret så svær en opgave, da popmusik mest af alt bygger på imitationer og trends. Selvom numre som "In Your Eyes" og "Blinding Lights" alle sammen er blevet overspillet til en grad hvor det kan være svært stadig at nyde dem, så er de stadig utroligt velkonstrueret numre, som på stærk vis repræsenterer kvaliteten på hele linjen, for hvad hr. Abel Tesfaye disker op med på hans nyeste udgivelse.


2. clipping. - Visions of bodies being burned

Hvis der er en stor skuffelse som jeg har haft over at skrive de her lister, så er det at jeg ikke inkluderede clipping. på sidste års liste, med deres ret så fantastiske "There Existed an Addiction to Blood". For gennem året er clipping. uden tvivl blevet en af mine yndlings moderne hiphopgrupper. Selvom jeg ikke i bagklogskabens lys kan ændre hvad jeg rangerede sidste år, så har jeg ikke tænkt mig at begå samme fejl i år. For selvom deres nyeste LP ikke er lige så skarp som sidste års album, så fungerer "Visions of bodies being burned" som en næsten perfekt fortsættelse til det koncept de brød igennem med sidste år.
Gruppens tilgang til hardcore- og noiserap passer perfekt til den version af horrorcore som de leverer her.
Alt fra den minimalistiske produktion som er ved at bryde sammen over de eksplosive bølger af støj til de bloddryppende og velleverede tekster som får huden til at vende sig, er med til at vise at clipping. uden tvivl stadig er i topform, og i stand til at levere musik som er lige så engagerende for lytteren som det er frastødende.


1. Run The Jewels - RTJ4

Når det så er sagt, går førstepladsen alligevel til en lige så fantastisk hiphopgruppe. Nemlig Run The Jewels.
Det var uden tvivl et tæt løb (jeg brugte seriøst mere end to dage på at beslutte mig) men "RTJ4" ender alligevel med at stå som en klar vinder. Igennem det sidste årti har Run The Jewels været i stand til at kanalisere en lyd som kun er deres egen, og i stedet for at ændre den, har de langsomt men sikkert brugt hver udgivelse til at forbedre deres lyd. De er uden tvivl den eneste gruppe hvor jeg selvsikkert kan sige at de på alle punkter bliver bedre og bedre for hvert album de udgiver. Jeg har ikke så meget at sige, da jeg helst bare vil anbefale at I under jer selv den oplevelse det er at lytte til "RTJ4".
For uanset om vi taler om gruppens fantastiske præstationer, den præcise og velafvejede brug af gæstestjerner som " Chainz, Pharrell Williams, Josh Homme og Mavis Staples og tekster der ikke kun er velskrevet men lige så provokerende som de er indiskutabelt tankevækkende. Hvis du er i tvivl om du har misset noget helt fantastisk i 2020 (som generelt har været "knap så fantastisk) så giv endelig RTJ-drengene et lyt. De har i hvert fald leveret de bedste 40 minutters musik i år.

HQ

Bangerplayliste 2020

Skrevet af barcano den 27 december 2020 kl. 13:46
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Efter at have overstået min forrige (ret så) negative liste, er det nu i stedet tid til at skifte over til noget mere positivt. Denne liste vil derfor opgive en "playliste" af de 15 bedste sange fra 2020 (i hvert fald ifølge mig). Reglerne for hvilke sange er kan inkluderes på listen er ret simpel. Alle sange som er blevet udgivet i 2020 kan drages ind i listen. Det behøves ikke at være en singel, så ethvert nummer kan altså både stamme fra LP'er, EP'er, mixtapes, demoer eller sange som blev udgivet for sig selv.
Når det er sagt, er det ikke andet tilbage at tilføje end, lad os komme i gang.


15. Cardi B (feat. Megan Thee Stallion) - WAP

Vi starter listen med nok en af årets mest kontroversielle sange. Men da jeg hverken har lyst til eller er særlig interesseret i de køns- og identitetspolitiske diskussioner som der har været omkring udgivelsen og indholdet af denne her sang, vil jeg langt hellere fokusere på kvaliteten af selve sangen. For uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke skjule det faktum at denne her sang er utroligt underholdende fremfor alt. Nummeret bygger på et ret så simpelt men alligevel hårdtslående beat, og selvom Cardi B stadigvæk ikke leverer den præstation som jeg syntes det kræver at være en profil på hendes niveau, så har hun stadig et par gode one-liners og Megan Thee Stallion giver en ret så fantastisk gæsteoptræden. Hvis du ikke er synderlig imponeret over dette nummer, eller syntes det er unødvendigt vulgært og taler til laveste fællesnævner, fair med mig (hvad end der bager din kartoffel), men jeg kan ikke skjule at de har produceret en af årets mest underholdende ørehængere.

14. System of a Down - Genocidal Humanoidz

Der er ikke ord for hvor glad jeg er for at System of a Down har udgivet en ny sang efter hele 15 år. De fleste vil sige at taget i betragtning af hvordan 2020 har været for os alle sammen, kan tiden nok ikke blive bedre til at de fire armeniere stykker noget musik (og please et album) sammen til os. De to sange de udgav i år (den anden er "Protect the Land") blev også lavet som en måde at skaffe penge og skabe opmærksomhed til de krigsforbrydelser som Aserbajdsjan laver mod den armenske befolkning.
Det betyder dog nok desværre at vi ikke får noget nyt musik fra dem igen lige foreløbigt (specielt fordi musikken i forvejen var skrevet af guitaristen Daron til hans eget soloband Scars on Broadway).
Når det så er sagt fungerer særligt "Genocidal Humanoidz" som et perfekt eksempel på hvorfor det var jeg faldt pladask for gruppen til at starte med. Det er næsten skræmmende hvor godt de stadig spiller sammen, og med den knastørre og fyldige produktion lyder det nærmest som en sang trukket direkte fra deres "Toxicity-æra" i starten af 00'erne. Det, sammen med et ret så brutalt breakdown halvvejs igennem som med sine blastbeasts og kvalte guitarer næsten lyder som black metal, er næsten nok til at gøre op for at sangen føles lidt for monoton. Men med en spilletid på kun lidt over to minutter efterlader den stadig et ret så godt indtryk. Til sidst er der jo så kun at sige at jeg virkelig håber at drengene for stablet noget på benene igen. For hvis der er noget musikverdenen (og måske endda også den udenfor musikken) har brug for lige nu, så er det System of a Down.

13. Terrace Martin (feat. Denzel Curry) - Pig Feet

Hvis vi bliver i det semi-deprimerende og socialrealistiske hjørne i en plads mere, så finder vi Terrace Martin og Denzel Curry som nummer tretten. Deres sang "Pig Feet" er et respons på mordet på George Floyd tidligere i år. Og selvom man både på sangens struktur og særlig produktionsmæssigt (de inkluderede samples er virkelig mixet for høj og lydkvaliteten svinger voldsomt mellem hvert spor) kan mærke at det var noget de lavede meget hurtigt, for at kunne give deres holdning til kende, så er det stadig et utroligt rørende og skræmmende stykke musik. Blandingen af hård hiphop og blid jazzmusik, som det kommer til udtryk gennem den store kontrast mellem blide toner fra saxofonen og eksploderende stortrommer, er ikke til at tage fejl af. Det er en sang med noget på hjerte og kunsterne bag lader det ikke være subtilt. I stedet smadrer de lytteren oven i hovedet med det, indtil man til sidst næsten er lige så forvirret og trist som de to herrer der står bag sangen.


12. DaBaby (feat. Roddy Rich) - ROCKSTAR

Det føltes næsten forkert at hoppe direkte videre til nummer tolv, som forlader den sociale opmærksomhed og i stedet ikke er andet end et eksempel på en trapbanger, som samtidigt virker perfekt som en musikalsk tidskapsel for 2020. Om en sang som "ROCKSTAR" kommer til at ældes godt, det er svært at sige. Men som virkeligheden er nu, er det svært at benægte at DaBaby har lavet en lille satan af en ørehænger.

11. Dua Lipa - Break My Heart

Her på nummer elleve finder vi dog også et nummer som på en helt anden måde eksemplificerer nogen tendenser i moderne musik. Denne sang fungerer som et stykke "revivalism" som kombinerer 80'er synthbeats, 90'er og tidlig 00'er vokalleveringer som sætter tankerne tilbage på popstjerner som Britney Spears, som alt sammen er pakket ind i en moderne trapinspireret produktion. Det virker måske velkendt (særligt basstykket som grænser sig op ad imitation af Queens "Another Bites the Dust") men det er dog stadig et af årets bedste popsange.

10. HMLTD - LOADED

På en tiendeplads finder vi en sang fra et band jeg første begyndte at kende til i år. Og det kan jeg med det samme sige var en fejl, for hvad den britiske rockgruppe har at byde på er meget tydeligt på dette nummer.
"LOADED" står klart frem som et af årets bedste rocksange. Med en dejlig blasfemisk tekst og en instrumentation som er lige så overdrevet som produktionen, leverer briterne et stykke "headbanging"-materiale som perfekt går på den hårfine grænse mellem "cheasy" og et seriøst musikalsk udtryk.


9. Miley Cyrus - WTF Do I Know

Det må jeg sige. Det her er uden tvivl en af de største overraskelser jeg har haft hele året. jeg havde ikke forventet at jeg ville kunne lide en Miley Cyrus sang, og hvis du så havde fortalt mig at jeg ligefrem ville elske en af hendes sange, så havde jeg nok ikke troet på dig. Men sådan ser det åbenbart ud. Denne sang (og albummet "Plastic Heart" som det kommer fra) fungerer egentlig mest som et kæmpe kærlighedsbrev til poprock-ikoner fra 80'erne som Joan Jett og Stevie Nicks. Der er dog tilføjet akkurat nok nye justeringer til at hvert vers, omkvæd og (overraskende god) guitarsolo til at slå det hårdere. Så frøken Cyrus imponerede mig faktisk i år, det respekterer jeg hende for. Hvis du er interesseret i et stykke Cyrus med lidt mere kant, har hun på samme album faktisk også et ret så godt cover af Cranberries' "Zombie".


8. Kesi - Niveauer

Som ottendepladsen nok indikerer, så har vi faktisk nogen ret så dygtige musikere her til lands. Og på Kesis nyeste plade "BO4L" viser han en masse af de bedste sider ved dansk hiphop. Særligt singlen "Niveauer" fungerer dog bedst som et eksempel på førnævnte bedste sider. Produktionen er ikke noget exceptionelt, men graden af sjove ordspil, gode flows og enorme mængde personlighed i Kesis levering er nok til at placere Kesi på en solid ottendeplads.

7. Powfu - death bed (coffee for your head)

Powfu tager egentlig den samme plads på denne liste som Hobo Johnson gjorde sidste år. Selvom deres musik ved første øjekast ikke minder så meget om hinanden, og de umiddelbare ligheder er nok ikke noget de fleste vil være særlig begejstret for. Hele ideen om at lave lo-fi musik til mandlige simps og incels i alderen 13-18 virker nok utroligt plat, barnligt og svært at tage seriøst for de fleste. Særligt med en kæmpe dosis emo-attitude, bliver det nok kun værre. Men ligesom med Hobo Johnson, er det vigtigste element autenticitet. For uanset hvad man måske syntes om indholdet af deres tekster, så er det svært ikke at føle oprigtigheden i deres udtryk, og deres gennemgang af teenagesorg, ensomhed og følelsen af at ikke være tilstrækkelig for dem man holder af, er trods alt universel nok til at det alligevel rammer en blød nerve hos mig. Sangens minimale tilgang til instrumentation og det faktum at Powfu egentlig kun blev populær fordi hans sange blev delt på Tik-Tok gør nok at mange afskriver ham og hans musik. Men hvis jeg kan bryde igennem med noget til jer, så ville det klart være at give denne sang og hans andre projekter en chance.

6. Benjamin Hav - Spice Up Your Life

På en sjetteplads finder vi endnu en dansker. Denne gang er det anden del fra den nu opløste hiphop duo Benal. Selvom Benjamin Hav leverede to ganske udmærkede hiphop albums tidligere i år, er titelnummeret fra hans første album på denne her liste netop fordi den fungerer som det bedste argument for at Hav begynder på sit eget solomateriale. I stedet for hiphop i klassisk forstand, leverer han i stedet her et stykke musik som er sværere at præcisere. "Spice Up Your Life" fungerer egentlig som en indieballade som med sine simple akkorder, legende synthpassager og unikke ordspil leverer et af de mest unikke sangoplevelser jeg har fået i år.


5. The Weekend - Blinding Lights

At placere "Blinding Lights" på en femteplads er et valg som jeg hele tiden skal argumentere med mig selv for, hvorfor det er en god ide. For selvom det uden tvivl er et af årets bedste popnumre, som perfekt blander 80'er synthpop med en mere moderne produktion, så er det også en sang som jeg gennem året er blevet godt og grundigt træt af. Men i sidste ende betyder overspillet ikke dårlig, og selvom det langt fra er en sang jeg ofte vender tilbage til (fordi den alligevel er alle vegne hele tiden) er det uden tvivl et virkelig, virkelig velkonstrueret nummer.


4. Denzel Curry - Take_it_Back_V2

Det er virkelig svært for mig ikke at elske Denzel Curry mere og mere, for hver gang han udgiver nyt materiale (seriøst hans album "Look into my Eyes, and see your future" er uden tvivl den LP jeg glæder mig mest til næste år). Specielt når kvaliteten og han sans for variation er så enorm som han viser på denne her sang. I stil med førnævnte sang, fungerer dette nummer som et nostalgisk tilbageblik. Denne gang er tidsperioden vi kigger tilbage på, hiphop fra midten af 00'erne. Den enorme mængde personlighed og lækre produktion er med til at fremhæve hver en unik detalje. For selvom sangen måske godt kan blive lidt gentagende, med de samme tre vers og omkvæd gentaget bare med en anden stemmemodifikation, så er det uden tvivl et af årets mest hårdtslående rapudgivelser.


3. Eminem - I Will

Jeg troede næsten ikke det kunne ske. At se et Eminem nummer på min bangerplayliste, særligt så tæt på førstepladsen. Men hey, det er kun rart at blive overrasket. Jeg vil ikke lægge skjul på at selvom Mr. Marshall har gjort næsten alt hvad han kunne igennem det sidste årti for at få mig til at hade hans musik, med den ene dårlige udgivelse efter den anden, så viser han sig virkelig fra sin bedste side på det her nummer. Han er hjulpet særligt godt på vej af at have næsten alle medlemmer af rapkollektivet Slaughterhouse med som gæster. Derudover er det dog også bare et stykke virkelig velproduceret nummer som på trods af en simpel instrumentation er fyldt til randen med stærke personligheder, flows, gode og sjove ordspil samt Eminems sidste vers som er tæt på det mest koldblodige han har udgivet i hele hans karriere.


2. Bring Me The Horizon - Teardrops

Hvis der var en som fortalte mig at 2020 ville være året hvor det den bedste nu-metal udgivelse i over 15 år ville lande på min liste, ville jeg nok ikke have troet på vedkommende. For selvom genren mildest talt er blevet en ret så stor joke igennem de sidste mange år, viser Bring Me The Horizon helt klart hvordan man behandler genren respektfuldt og anvender alle dens gode elementer til sin fordel. For selvom gruppen aldrig har sagt mig noget, må man give deres evne til eksperimentering en del ros. Igennem deres karriere har de lavet alt fra poprock, elektronisk musik, metalcore, hiphop, ambient musik og nu er tiden nået til nu metal. Og det her uden tvivl den genre som klæder dem bedst. "Teardrops" lyder mest af alt som en hårdere version af Linkin Park anno 2002, hvilket er hjulpet godt på vej af at Mich Gordon (ja manden som står bag Doom soundtracket) står for at producere musikken. Sangen er ligeså personlig som den er overdrevet, og det er eksempler som dette der viser at det trods alt er en genre som har noget at byde på, og at det ikke bare er en fase man er gået igennem, men i stedet af grupper som Linkin Park, Slipknot, Rage Against The Machine og nu Bring Me The Horizon trods alt har haft fat i den lange ende.


1. Juice Wrld - Come & Go

Ja. Jeg blev også selv overrasket over at jeg gav Juice Wrld en første plads. Men da jeg sad og gennemgik de sange som jeg skulle nominere til listen, indså jeg at jeg ikke kun har haft det sjovest med "Come & Go" på repeat i større grad end nogen af de andre sange, jeg indså også noget langt mere tankevækkende.
Med en sang som "Come & Go" er det tydeligt hvor meget potentiale Juice Wrld havde. Derfor er det også kun endnu mere trist at tænke på hvor tidligt han var nødt til at forlade os. For selvom jeg generelt ikke er særlig begejstret for album som bliver udgivet efter døden af en kunstner, så er Juice Wrlds posthumt album "Legends never die" dog et pragteksempel på hvor talentfuld den mand egentlig var. Og en sang som "Come & Go" er et perfekt eksempel på hvorfor. Blandingen af så mange moderne musiktrends burde ikke virke, men det bedste er at det færdige produkt fungerer tydeligt som et eksempel på hvordan genreblanding kan resultere i et endnu bedre produkt. Lige fra den drivende emotrap, eletroniske breakdowns og en ret så poppet men stadig stærkt ørehængende guitarsolo.
Stærkt arbejde Juice Wrld. Jeg ville ønske du kunne have oplevet mere, men du gav i det mindste mig en masse gode oplevelser. Og det er din førsteplads her et godt eksempel på.

De dårligste album fra 2020

Skrevet af barcano den 23 december 2020 kl. 15:44
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse

Velkommen tilbage folkens.
Det er lang tid siden jeg har været i stand til at lægge lister og musikanmeldelser op. Det ærgrer mig da jeg virkelig nød at gøre det igennem 2019 og den respons jeg fik tilbage af jer som læste var rigtig positiv.
Men ligesom med så mange af jer, var 2020 et meget svært år for mig. Både generelt, personligt og familiært. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at gå dybt i personlige detaljer, men har i stedet valgt at i hvert fald give jer nogen ranglister her til slut på året. Jeg håber virkelig jeg kan vende tilbage til at skrive mere i 2021, men i hvert fald, håber I nyder at læse de lister jeg kommer til at lægge op indtil nytår.
Og så må I alle sammen have en fantastik (og sikker) jul og nytår. :)


14. Corey Taylor - CMFT

Selvom min liste trods alt er relativt lang og det kun bliver værre og værre, så lader jeg ikke Slipknot formand Corey Taylors nye soloprojekt slippe billigt. Han har selv sagt at han igennem flere år har haft lyst til at lave et soloprojekt med materiale som man ikke ville kunne finde på nogen af hans andre projekter, Slipknot og Stone Sour. Til det kan jeg selvfølgelig kun lykønske ham. Godt for ham at han har kunne færdiggøre et album som han tydeligvis har tænkt meget over de sidste par år. Når det så er sagt, hvis det her virkelig var det bedste han kunne komme på, så håber jeg virkelig det her bliver sidste gang han begiver sig ud på et lignende soloeventyr. Når albummet er mindst stødende, leverer det sterilt og radiovenligt rockmusik som bevæger sig mellem kvalmende inkorporeringer af blues og countrymusik. Og når det er værst, leverer han en amatøragtig rapsang i form af "CMFT Must be Stopped", som på trods af gæsteoptrædener fra Kid Bookie og Tech N9ne stadig ender som et af årets dårligste numre.
Corey Taylor virker generelt som en flink, betænkende og ikke mindst talentfuld fyr, men for guds skyld det her kunne gøres meget, meget, meget bedre.


13. 21 Savage & Metro Boomin - Savage Mode II

Jeg kan gøre det relativt kort. I det mindste er det bedre end etteren. Derudover ved jeg ikke hvor meget mere jeg kan sige. Dårligt produceret og så forudsigeligt trapmusik at det burde være kriminelt. Udover en ret så komisk gæsteoptræden for Morgan Freeman, ja Morgan Freeman, så har jeg svært ved at forestille mig hvad folk kan få ud af det her album. Men hey, det blev taget ret så godt imod af anmeldere og fans, så hvad ved jeg? Fra mit perspektiv kan jeg i det mindste sige at det her er en plade man glemmer så snart den er afspillet.


12. Justin Bieber - Changes

Er Justin Bieber en dygtig sanger? I den grad. Bliver han unødvendigt kritiseret fra alle sider? Ja. Er hans musik modnet kvalitet og form med tiden? Ikke umiddelbart. Er hans nye album så godt? På ingen made. I det mindste kan man sige at hans album ikke ligefrem er det værste som er kommer ud gennem hele året (lige på nær sangen "Yummy". Den sang er noget af dårligste jeg har hørt hele året og jeg er ikke ligefrem begejstret for at jeg blev mindet om den i forbindelse med at skrive den her liste). Generelt er det bare et meget monotont, intetsigende og mest af alt upersonligt album. Jeg ved ikke hvad det er for nogen forandringer Mr. Bieber lægger op til i albumtitlen, men det er i hvert fald ikke noget man kan mærke når man lytter til hans nyeste projekt. Han disker på mange måder stadig op med det samme skabelonskårede popmusik som han altid har gjort.


11. NAV - Good Intensions, Brown Boy 2 & Emergency Tsunami

Det er nærmest mest af alt komisk at jeg har NAV med på den samme liste som han også blev indviet i sidste år. Denne gang har han derimod hele tre album med på sin elvteplads. Alle albums der lyder lige så mekanisk som NAVs musik plejer. Det har i ramme alvor nået et punkt hvor man mest af alt burde se NAVs numre som ambient musik der er skabt til at køre i baggrunden, selvom det mest af alt virker som en fornærmelse til alle de dygtige musikere som skaber ambient musik. Der foregår simpelthen bare så lidt på alt hvad han laver at det sværeste ved at lave den her liste var at komme i tanke om at NAV har udgivet musik. For at prøve at komme i tanke om enkelte numre fra hans tre nye album, er en umulig opgave.

10. Lil Uzi Vert & Future - Pluto x Baby Pluto

Hvad er der overhovedet for mig at sige? Mange moderne rappere bliver ofte kritiseret for at være substansløse og i lige så høj grad i stor mangel på talent. Et synspunkt som jeg på ingen måde abonnerer på, men et standpunkt som giver markant mere mening når man kommer i tanke om plader som denne.
For selvom både Future og Lil Uzi Vert har leveret mindeværdige musikalske øjeblikke i løbet af de sidste par år, så kommer det på ingen måde til udtryk på deres nye plade. Den smagløse autotunede trapmusik som albummet består af, flyder mest af alt sammen til en forglemmelig masse, hvilket betyder at det værste ved dette album er uden tvivl at det hverken er i stand til at give et dårligt eller godt indtryk.


9. Lil Baby - My Turn

Her står Lil Babys nye album dog lidt i kontrast til overstående. For her oplever man klart et dårligt indtryk. Ikke stærkt nok til at jeg kan placere det her album længere nede på min liste, men tydeligt nok til at jeg stadig føler at jeg har mistet et skræmmende antal hjerneceller imens jeg har engageret mig med det her album. Ingen er i tvivl om at Lil Baby kan præstere bedre, men med det her album frygter jeg mere at han begynder at udgive værre.


8. Machinegun Kelly - Tickets to my Downfall

Det må man da sige har været noget af en udvikling. En rapper som nok mest er kendt for at blive svinet til at Eminem, efter han kom efter ham i lidt for store sko, har nu valgt at udgive et pop punk album. Ja hvis I ikke slev har kendskab til Kellys nye album, så er det et pop punk album. Og lad mig tilføje et virkelig dårligt et af slagsen. Det værste er dog at mange af hans fans ser ud til at støtte hans transformation og holde af den musik han nu laver. Det siger dog nok bare mest om hans fans kendskab til genren. For musikken på "Tickets to my Downfall" er uden tvivl den største karikatur af genren som jeg har hørt længe. Jeg kan ikke udtale mig om Mr. Kellys egentlige følelser overfor genren, men hvad han giver udtryk for her, virker skræmmende overfladisk, hvis han rent faktisk bryder sig om denne type musik. Det er klichefyldt, barnligt og hans vokale og instrumentelle præstationer når aldrig at blive mere end middelmådige. Og få mig slet ikke startet på inklusionen af trapinstrumentation som dukker op hist og her på pladen.


7. Glass Animals - Dreamland

Det her er skuffende. Selvom jeg aldrig har kunne se mig selv som en fan af Glass Animals, har jeg altid nydt flere af deres projekter og altid respekteret deres blanding af britisk popmusik og psykedelisk new wave.
Som det nok fremgår tydeligt af albummets placering, gør det sig dog ikke gældende på deres nye projekt.
Kort fortalt virker "Dreamland" mest af alt som en samling af alle deres dårligste øjeblikke, hvilket alt sammen kommer til udtryk gennem en mixing som ikke kun lyder billig men også direkte amatøragtigt.
Det her album er uden tvivl også den største skuffelse i år.


6. G-Eazy - Everything's Strange Here

Man må respektere G-Eazy for at han ikke kun konkurrer med NAV om hvem der kan levere det mest søvndøsige og uinteressante rapmusik i år, men han slår faktisk også NAV med et godt stykke. Mere end det har jeg ikke rigtig at sige, det er endnu et album jeg kun kom i tanke om eksisterer fordi jeg gennemgik hvilke album jeg havde noteret som dårlige.


5. Sam Hunt - Southside

Et album jeg dog ikke glemte, er Sam Hunts nye album. Det er næsten imponerende hvor meget det her album har boret sig ind bagerst i mit hoved, hvor det så bare nægter at give slip. Sam trækker tæt på alle mulige inspirationskilder indenfor populærmusik, og fejler grufuldt i alle tilfælde. Uanset om han inkluderer country, rock, pop, hiphop eller endnu grimmere, funk, så er alt fra de nedladende tekster og de uduelige præstationer nok til at det er en oplevelse jeg ikke lige glemmer foreløbig.


4. Glenn Danzig - Danzig Sings Elvis

Uden tvivl den mærkeligste overgang nogen mainstream kunstner har været en del af, er punklegenden og Misfist-frontmand Glenn Danzig. Men som overskriften indikerer, så valgte han i 2020 at lave et helt coveralbum af... Elvis sange. Problemet er dog at selv hvis man kommer igennem ens umiddelbare reaktion, som jeg går ud fra ikke var særlig lovende (min var i hvert fald ikke), så er det her til tider et grinagtigt projekt. Produktion og lydmixingen lyder seriøst som et klip fra en karaoke aften taget med en mobiltelefon, og Glenn synger direkte falsk halvdelen af tiden. Jeg ved ikke hvad hans endelige mål med det her projekt var, for hvis det var at vise sin respekt overfor Elvis Presley, så er det her nok tæt på den dårligste måde at gøre det på.


3. Green Day - Father of All ...

Det er svært at forestille sig at Green Day engang lavede rimelig god musik. Det virker i hvert fald ret umuligt når man lytter til deres nye musik. Udover dårlig produktion og tåkrummende tekster, så lyder musikken mest af alt som soundtracket til reklamer for biler og energidrikke.
Det gør næsten helt ondt og tænke over hvilken tilstand rockmusik er i, når de største grupper leverer produkter som det her.


2. Trapt - Shadow Work

Er der virkelig nogen som havde forventet noget andet? Trapt blev kendt tilbage i de tidlige 00'er med "Headstrong" og har ikke været i stand til at skrive noget populært siden. Den eneste grund til jeg kom i tanke om deres eksistens, skyldes at de gennem 2020 har leveret nogen ret så stupide og kontroversielle holdninger på sociale medier. Den samme stupide tankegang dominerer dog også kraftigt i sangskrivningen på deres nye projekt. De laver musik til et marked som ikke eksisterer mere og har stadig opfattelsen af at de er relevante og et elsket band. Jeg har seriøst svært ved at begribe at der stadig skulle være nogen tilbage som har et blødt punkt for denne type alternative- og nu metalmusik i 2020.


1. Psychosexual - Torch The Faith

Ohh God! Hvilken made at slutte året og listen af på. Selvom de færreste af jer nok ikke har den mindste anelse om hvad Psychosexual er for en gruppe (hvilket jeg nu fuldt ud misunder jer), så kan jeg beskrive det ret så kort. Musikken er lavet til en horrorparodi serie som hedder "Lady TV", hvor castet primært består af kendte "adult"skuespillerinder og det hele er orkestreret og skabt af tidligere Five Finger Death Punch trommeslager Jeremy Spencer. Så hvis du manglede flere grunde til at hade FFDP, selvom jeg trods deres mange, mange, mange mangler stadig mener de har et undertrykt talent som har resulteret i flere gode sange, så kan du også bebrejde dem for at stå indirekte bag et af årets grimmeste oplevelser. Ulidelig produktion, dårlige præstationer på hele linjen, særligt fra forsangeren "devil daddy" (skyd mig dog), som igennem hele pladen leverer det ene dårligt skrevne og endnu værre leveret forsøg på at skabe chokerende og provokerende sexrock efter det andet. Uden den mindste form for ironi eller humoristisk sans. Men det skal gutterne i alligevel have. Det lykkedes dem trods alt at blive nummer 1 på min liste. Tillykke Psychosexual, og jeg håber aldrig jeg hører jeres musik igen!

Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Skrevet af barcano den 1 marts 2020 kl. 19:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Five Finger Death Punch
Album: F8
Udgivelsesdato: 28. februar 2020
Genre: Groove metal, alternative metal & Hard rock
Sangantal: 13
Længde: 45:06


Efter snart to er er Lav Vegas ikonerne og heavy-metal genrens yndlings boksepude klar med deres nyeste album. Som derudover er deres ottende af slagsen. For på trods af at have placeret sig på ganske kort tid som et af det 21. århundredes absolut største navne på metalscenen, så har de allerede fra deres spæde fødsel som band, ikke ligefrem været set særligt positivt på. Kritik har særligt gået på deres knap så diskrete tekster, et image der er kendetegnet ved svedebånd og en masse Monster-energidrik (som sjovt nok også sponsorerer dem) samt det at de ganske åbenlyst og helt bramfrit leverer metalgenrens svar på sovs og kartofler. På trods af dette så er Five Finger Death Punch som nævnt tidligere en gruppe som har vundet en del fans over på deres side igennem tiden. Hvilket jeg åbent også selv må indrømme at være blevet. Det betyder dog ikke at den kritik der rettes mod gruppen, ikke kun er forståeligt og i nogen henseender retfærdiggjort (særligt hvis man kigger på nogen af medlemmernes fortid mht. misbrug og voldsanklager) men også at det selv er synspunkter man til tider selv får når man gennemgår særligt de to sidste udgivelser som gruppen har produceret. For både 2015's "Got Your Six" og 2018's "And Justice For None" var det ret tydeligt at alt det drama som foregik bag scenen mellem gruppen og dets producere, havde en klar effekt på kvaliteten af det de pumpede ud. For selvom det langt fra var det dårligste der nogensinde er lavet, så sænkede de selv bunden af deres kvalitet et par ryk. Derfor håbede jeg da, at der med et nyt pladeselskab og en ny trommeslager ville blive bragt nogen nye og bedre ideer på bordet. Og ud fra de teasersingler der blev udgivet før albummet, virkede det til at der måske ville være nogen forandringer under opsejling. Så efter at have hørt pladen igennem kan jeg sige at... der ikke ligefrem er blevet skabt en ny ret, men derimod at det føltes som at man spiser det samme på en nyere tallerken. Når det så er sagt, er der dog sket nogle klare forbedringer.

Det er skam også allerede ret tydeligt ved intronummeret "F8" som ikke kun leverer et stykke eksplosiv musik der med sine enorme violiner, strenge og trommer langsomt men sikkert skaber et stabilt crescendo som både er ligeså cinematisk charmerende, som produktionen er overdrevet og skavet. Derudover leder nummeret ret så elegant over i det efterfølgende nummer "Inside Out". Et nummer som ikke kun ramte hårdt tilbage i december sidste år, men stadig i albummets kontekst formår at vise FFDP i topform med en blanding af f*ck dig riffs og enorme omkvæd. Det er i hvert fald en god mulighed for alle lyttere til at få afstemt deres forventninger ret hurtigt. Det er bramfrit og søger ikke efter accept, og det formår på trods af en ret svag solo alligevel at være hele pladens største lyspunkt. Derefter går turen til den anden single "Full Circle" som på trods af en ret så tvivlsom inklusion af elektroniske samples og vers der virker lidt for ivrige til at haste sig videre til et undervældende omkvæd, så formår soloen og outroen at vise at gruppen stadig har et godt øje for melodi og skrive nogen ret så ørehængende momenter. På trods af at nummerets riffs er lidt for korte og utydelige pga. en lidt for stor mængde reverb og post-produktionseffekter.
Tendenserne fra tidligere fortsætter skam også i "Living the Dream" som ikke kun rent lyrisk indeholder nogen lidt mærkelige superheltereferencer som ikke ligefrem kommer til at ældes synderlig godt, samt en intro og "post-chorus" som lyder lidt form meget som Disturbed til min smag, med sine synkoperede trommer og guitarer der er ved at drukne i overmaskulin produktion. Det ændrer dog ikke på at der i klassisk FFDP-stil serveres et omkvæd på arenastørrelse som helt klart kan få knytnæverne til at flyve opad efter et par øl. Det hele sløver dog sig selv lidt mere ned på "A Little Bit Off" der virker lidt nytteløst, da det er de færreste, hvis nogen overhovedet, som på det tidspunkt på albummet har behov for en guitarballade. Særligt når der udover et mere elektronisk drevet mix end man måske havde tænkt sig, stadig ikke er særligt meget andet at komme efter, da der ikke rigtigt tilføjes så meget. Det gør også sangen lidt lang på trods af en ret kort spilletid. Man bliver dog hurtigt vækket igen med "Bottom of the Top" som med sine buldrende trommer og savlydende riffs slår lige så hårdt som en hammer. Det fungerer lige indtil sangens bro som er for blød og pludselig så det ikke gør andet end at ødelægge flowet i en ellers ret så fin sang. På den simple skinbarlige måde. Gruppen kører dog mere tilbage i gamle riller i "To Be Alone's" omkvæd og solo, der mest af alt lyder som en sammensætning af gamle akkorder fra tidligere FFDP-numre. Det er mangelfuldt og er ikke nok til at løfte sangen til noget godt, på trods af at frontmand Ivan Moody leverer en versvokal der både har et interessant flow og en artikulation man ikke ligefrem er vant til når man er i selskab med drengene fra Nevada. Når det så er sagt, bliver der bragt noget nyt til bordet i "Mother May I (Tic Toc)" hvor der helt klart er taget inspiration fra Djent-genrens tilgang til rytmik. Det er egentlig kun positivt med noget variation, og det virker skam også, selvom sangen alligevel befinder sig på grænsen til at være lidt for meget af det samme, hvor et lidt for langtrukkent midterstykke heller ikke gør sagen bedre. Meget lignende oplevelse havde jeg med "Darkness Settles In" som udover at have nogen akustiske strenge der får mixet til at klikke, og en anden halvdel der desværre forlader den første halvdels meget filmiske æstetik til fordel for den klassiske FFDP-lyd i anden halvdel, så er der stadig nok gode elementer og drengerøvs charme til at det virker. Langt bedre og mindre ironisk bliver det dog i nummeret "This is War" som ligesom tidligere skruer helt op for djent-inspirationen og dertil tilføjer en ekstra mængde groove med sitrende powerchords og kontrapunktiske strenge som alt sammen er med til at levere noget af gruppens tungeste og hårdeste materiale. Det er simpelt ja, men det er også så pokkers effektivt.
Det er dog numre som "Leave It All Behind" og "Scar Tissue" som ret tydeligt viser en summering af hele albummet. De er ikke noget særligt, og udover nogen baslinjer som klart mangler et tydeligt formål og burde rettes mere ind, så er der ikke så meget at sige udover at de har hævet deres bundlinje på bekostning af større og mere mindeværdige momenter. Det er skam ret nemt at forholde sig til.
Mere ambivalent har jeg det dog med pladens afslutter "Brighter Side of Grey" der primært får alt sin emotionelle påvirkning pga. det faktum at den er skrevet til Linkin Parks forsanger Chester Bennington som desværre fik en ret trist og nærmest tom skæbne. Det ændrer dog ikke på at sangen er ret så kraftfuld og at det i hvert fald er en rimelig stor måde at afslutte albummet på. Selvom det dog virker til at sangen kunne have nydt godt af hvis der havde været lidt mere strukturel opbygning og sonisk udvikling.

Alt i alt kan man sige at "F8" klart viser at gruppen bevæger sig i en mere positiv retning. Det ændrer dog ikke på at jeg gerne ville have set noget mere nyt på denne plade, og at det er ærgerligt at denne forbedring er kommet lidt på bekostning af en lidt mere jævn oplevelse hvor bunden er hævet men loftet er sænket. Det betyder dog ikke at der ikke noget at komme efter, og hvis du før har nydt større eller mindre dele af deres katalog, så vil jeg sige at "F8" trods alt er et lyt eller to værd. Det kommer dog nok ikke til at trække nogen nye fans til. Selvom Five Finger Death Punch heller ikke ligefrem mangler flere fans.


Karakter: =

Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Skrevet af barcano den 11 februar 2020 kl. 12:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Indie, Musik, Rap, Rock-Musik, Electro

Artigeardit - IDIOT
Karakter: =

Den danske rapper har med sit nyeste album fået en overraskende stor mængde positiv respons, hvilket må siges at været kommet bag på nok de fleste. Det er dog ikke helt svært at se hvorfor når man lytter til den unge rappers erfaringer med popularitet, kvinder og behovet for at leve op til sine egne standarder. Når det så er sagt, så er det ikke et udtryk som imponerer mig ret meget. Mest af alt fordi det er lidt for genkendeligt og falder lidt for ofte for genrens klicheer. Misforstå mig ikke, det er til tider effektivt og det er jo musikalske og lyriske klicheer af en årsag. Det virker da også en gang imellem, men generelt kan ikke slippe følelsen af at jeg har hørt det før og hørt det bedre, uanset hvor mange gange jeg lytter hans trapbeats og autotunede vokaler igennem. Men hvis det er en type musik som du normalt fanger dig selv i at nyde, så vil du nok ikke gå helt galt i byen med Artigeardits nye projekt. For selvom det ikke ligefrem var noget for mig, så vil jeg stadig give en stille anbefaling.

Lil Wayne - Funeral
Karakter: -

Som det nok bliver nævnt igen i denne samling af anmeldelser, så er det altid trist at se ekstremt talentfulde kunstnere og gruppe forfalde til at producere musik som man normalt hævede dem over. Det er dog ikke tilfældet med Lil Waynes nyeste album, som på trods af at have nogen solide numre og fantastisk ørehængende hooks og flows stadig er alt, alt for langt for sit eget bedste. Det ender hurtigt med at blive en ufokuseret og lidt for åndeløs oplevelse som ikke helt kan holdes op af de gyldne øjeblikke som trods alt er spredt hist og her på albummet.

Green Day - Father of All Motherfuckers
Karakter: --

Værre bliver det dog for Green Day. Meget værre. Hvis Lil Waynes nyeste plade var et tegn på at han har taget et par skridt tilbage, så er Green Days nyeste album det samme som at få hugget sine ben af hvorefter de kastes i hver sin retning. Det er utroligt hvor langt væk vi er kommet fra "Insomniac" og "American Idiot", hvor det eneste gruppen ser ud til at være i stand til at levere, er forældede og nærmest frastødende musikalske indslag som gør albummets utroligt korte spilletid på kun 26 minutter til en kamp om ens egen personlige udholdenhed. Det er udgivelser som dette der gør det svært at forsvare genrer som alternativ rock og popunk, når nogen af genrens fædre behandler deres eftermæle sådan her.

Dan Deacon - Mystic Familiar
Karakter: ++

Et af de mærkeligste aspekter ved at skrive de her anmeldelser er de skarpe kontraster der opstår når man går fra at høre Green Days ret så sørgelige eskapader til at høre Dan Deacon næsten skabe en perfekt raffinering af sin sprudlende bladning af eksperimenterende elektronisk popmusik og en psykedelisk æstetik som er lige så filmisk og overdådig som den er underspillet og minimalistisk. Der er ingen tvivl om at det er et album som klart skal høres i større dele eller i sin fulde længde hvis man virkelig skal få noget ud af det, men i det store hele bliver de svage eller ufærdige øjeblikke klart overgået af et af årets mest fuldendte udgivelser.

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.