Dansk
Blog
En dybdegående analyse af Disneys film, del 1

En dybdegående analyse af Disneys film, del 1

Skrevet af Ak-master den 4 oktober 2014 kl. 14:36

Eller ikke, men jeg manglede igen lige en god rubrik. Indlægget er hverken dybdegående eller analyserende, men det skal dog handle om Disneys film, mens det også ganske rigtigt er første del af en serie - her på i alt fem dele.

I anledning af intet bestemt besluttede jeg mig tidligt på sommeren for at gøre et-eller-andet med Disneys såkaldte filmklassikere, fordi de overvejende er ret awesome. Min første tanke var at stille det op som én lang liste fra deres værste til bedste film. Det ville betyde en liste af treoghalvtreds film, hvilket måske var lige voldsomt, så jeg overvejede, om det ikke kunne gøres anderledes. Ah jo, man kunne jo selvfølgelig dele filmene ind efter studiets forskellige æraer, og på den måde tage dem kronologisk, i den rette kontekst og smide en karakter efter hver enkelt film, for på den måde at kunne sammenligne dem. Jeg ville egentligt helst gerne slippe for karaktergivningen, men omvendt ville opdelingen være mere naturlig osv. Så jeg skrev en indledning til netop dette projekt. Som du måske kan fornemme, droppede jeg dog ideen igen, og efter en længere tænkepause er jeg vendt tilbage til rødderne og lagt mig fast på en god, gammeldags top 53. Filmene er derefter blevet gruppereret efter en overvejende anbefaling - deraf de i alt fem indlæg.

Okay, det var baggrunden for projektet, hernæst følger en smule om mit forhold til Disney og deres film. Igen, jeg er fra 1992, hvilket om ikke andet har medført, at jeg har været så heldig at lære at gå midt i studiets renæssanceperiode. Med det sagt har jeg også en ældre fætter, der fra mit daværende synspunkt, ejede samtlige Disney-film på VHS. Det er utroligt, i hvor tidlig en alder man kan blive betaget af og knytte sig til film, da jeg kan huske at have betragtet The Emperor's New Groove som en del af "den nye skole" ved dens udgivelse. Og den havde altså dansk premiere tilbage i år 2001. Som du nok kan regne ud har jeg altså set og genset rigtig mange Disney film i min barndom og efterfølgende. Faktisk vil jeg umiddelbart mene, at jeg så alle Disneys klassikere som lille purk - altså selvfølgelig lige med undtagelse af seks film, der sjovt nok udgør en helt æra for dem selv. Disse seks film har jeg dog fået set for nylig, mens jeg også har fået genset en lang række af de andre inden for det sidste halve års tid.

Er du her stadig? Godt så. Og lad os så komme i gang! Vi starter selvfølgelig fra bunden, der udgøres af ti film, og overskriften/anbefalingen for dagens film er:

Yeah... Betragt dette som en advarsel.

53. The Three Caballeros (December 21, 1944)
Okay, så det var ikke den mest opfindsomme overskrift, men det reflekterer måske meget godt bundskraberen? Næ, egentligt ikke - men det vender jeg lige tilbage til om et øjeblik. Filmen er kendetegnet ved tre stærke karakteristika: a) det er først og fremmest fra studiets glemte pakkeæra, hvor filmene, som navnet antyder, egentligt bare består af kortfilm med en eller anden løs, rød tråd trukket igennem, (b) dernæst er filmen en del af Disneys kampagne for at reparerer båndene til det Sydamerikanske under anden verdenskrig, (c) og sidst, men ikke mindst, er filmen en blanding af animation og live-action. Jeg gætter på, at det ikke var hverdagskost tilbage i fyrrene.

Så Anders And har fødselsdag, og hans tre gaver viser alle en-eller-anden side af Sydame... Jeg keder mig selv bare ved at fortælle om det (hey, der er vist en, der har set The Office). I de efterfølgende scener sker der kort sagt en blanding af nada, ingenting og så lige mødet med Jose Carioca og Panchito, som man måske kender andetsteds fra. Blandingen af live-action og animation er skam vellykket, men filmen er tydeligvis et eksempel på teknik over substans. Der sker vitterligt ingenting.

52. Saludos Amigos (August 24, 1942)
Ikke overraskende har en anden pakkefilm taget den næste plads, og endnu mindre overraskende er det, at den langt hen ad vejen minder om den forrige. Det foregår stadig i Sydamerika, og der er stadig liveoptagelser. Modsat De Tre Kammerater blander filmen her dog ikke på samme måde animation og live-action, da de blot bliver vist hver for sig her. Filmen er altså delvist dokumentarisk og resten af tiden tegnefilm. Om ikke andet så åbnede de rigtige billeder faktisk øjnene for naboerne nordbo, der fandt ud af, at de ikke nødvendigvis boede i huler sydpå. Jose Carioca gør desuden sin entre her. Stadig en forfærdelig film.

51. Dinosaur (May 19, 2000)
I et interessant træk hopper vi videre til endnu en film, der forsøger at blande animation og rigtige billeder. Det bliver dog gjort på en lidt anden måde her, da Dinosaur er studiets første 3D-animationsfilm, og da det blot er baggrundene, der er småt manipulerede fotografier. Filmen modtog mange roser for den realistiske og detaljerede stil/animation, hvilket som sådan er fair nok. Hvorvidt det er flot eller ej, er dog en helt anden sag. Stilen er lidt grålig med relativt anatomisk velproportionerede dinosaurer, og her har vi en af filmens største problemer, da designet simpelthen er så forfærdeligt kedeligt hele vejen igennem. Sagt på en anden måde, så har ingen nogensinde haft et still fra filmen som skrivebordsbaggrund. Dernæst er historien frygtelig, preachy, usandsynlig og tåbelig. Vores hovedperson er tilsyneladende stærkt i mod mantraet "den stærkeste mand overlever", så under en lang vandring med en gruppe andre dinos vælger han at tage sig af to ældre, svage hunner, og det bliver så belønnet med en genvej til destinationen. Nope! Filmen blev i øvrigt først en såkaldt klassiker otte år efter sin udgivelse, hvilket bare gør filmens inkludering endnu mere hovedrystende.

50. The Rescuers (June 22, 1977)
Jeg så filmen (og dens efterfølger) et par gange som barn. Jeg husker dem som udmærket, men ikke nogle jeg rev af hylden. I dag er jeg væsentligt mere lunken over for dem begge. Det mest interessante ved dem er derfor deres udgivelsesår. Den første udkom nemlig i slutningen af bronzeæraen (sådan da), mens den næste udkom i starten af renæssancen. På trods af at de begge to ellers stilistisk, kvalitetsmæssigt osv. tilhører den mørke middelalder midt i mellem. Animationen er bestemt ikke noget at råbe hurra for, mens historierne er overraskende uinteressante. Bernard, Bianca og hele museredningsorganisationen kan jeg såmænd godt lide, men skurken er dødkedelig og det samme kan siges om hendes omgivelser. Det er nu heller ikke fordi, musene rent faktisk er særlige spændende at følge under selve redningsaktionen. Det bedste ved filmen er derfor nok starten.

49. Home on the Range (April 2, 2004)
Efter studiets renæssance i halvfemserne havde de, hvad jeg har set omtalt som den fortabte æra. I den forstand at de pludselig ikke helt vidste, hvem de var længere, og hvilke slags animationsfilm, de burde lave. Det er ikke usandsynligt, at de kan takke Pixar for dette. Men i håb om at lave det næste store hit lancerede Disney så i 2004 en film om... køer. Det var studiets sidste håndtegnede film i en længere periode, hvilket nok siger det hele. Studiets forvirring om deres plads i branchen blev på sin vis fint gengivet i filmens hovedko, den præmievindende, fine, grove, barske og venlige whats-her-name. Perfekt illustreret af hendes introduktion til sit nye hjems bondedyr, hvor hun af uransagelige årsager bliver ledsaget af en portion hård rock. Man mistænker lidt Disney for udelukkende at lave denne film for at kunne bruge undertitlen Bust a Moo (bedre eller værre end den danske The Muuhvie?). Ligesom Dinosaur var jeg nødsaget til at gense denne film til projektet, da jeg simpelthen ellers ikke har haft brug for at se den igen.

48. Melody Time (May 27, 1948)
Pakkeæraen indeholder seks film: to om Sydamerika, to bestående af to længere kortfilm hver, og to inspireret af Fantasia. Nogen der har et bud på, hvilken kategori Melody Time tilhører? Sidstnævnte? Ding, ding, ding! Frem for klassisk musik er nærværende film dog sat til samtidsmusik - dvs. primært digte læst op med en akkompagnerende melodi. Der er såmænd nogle enkelte, fine kortfilm iblandt, som DR og TV2 med fordel kunne vise en lørdag morgen. Men nogle af dem er også let forglemmelige. De fleste er egentlige plotdrevne kortfilm, men der er også en enkelt eller to abstrakte i blandt - jeg er faktisk ikke helt sikker på antallet.

47. Oliver & Company (November 18, 1988)
En af ud af to middelalderfilm (reference til Disney-æraen og ikke tidsalderen) som jeg husker at have nydt en del som barn. Jeg kan stadig huske coveret, hvor den nuttede Oliver ligger på kølerhjelmen af en bil. Jeg var derfor ret spændt, da jeg efter flere års lykkelig uvidenhed satte mig til at se den igen tidligere på året. Av for den. Animationen er selvfølgelig ikke den bedste, men til min store overraskelse var jeg bare ikke særlig godt underholdt af filmen. Filmen er faktisk ret dårlig. Billy Joel som Dodger åbner filmen med den ellers ganske fornøjelige "Why Should I Worry". Han har bestemt en fin stemme. Derfra går det dog ned af bakke, og som sagt så starter filmen mere eller mindre med overstående sang. Men hvorfor er den dårlig? Hmm, kedelig skurk og uinteressant plot?

46. The Black Cauldron (July 24, 1985)
Måske en af studiets mest omdiskuterede film. Den er underligt uhyggelig. Nej, helt seriøst. Den er virkelig mørk. Skurken er formegentligt en af Disneys mest skræmmende. Uheldigvis har han absolut ingen personlighed. Det har Taran til gengæld, der er assistent til en grisepasser (af én gris vel og mærket), men drømmer om at gøre noget heroisk. Så Taran tager vel på eventyr, redder pigen og fælder den kutteklædte dude? Nahh, ikke helt. Faktisk møder han på sin vej sit lille, utålelige sidekick, og han ender med at redde dagen og udtrykke sit venskab ved at ofre sig selv. Jovist, Taran opgiver efterfølgende et nyligt, opstøvet sværd for at genoplive den lille fyr... Så han er vel nok lige en helt af dimensioner. Filmen er bygget på to romaner i en serie af fem, og det har muligvis haft indvirkning på filmens skrøbelige opbygning og forhastede historie. Den virker bare ikke helt gennemtænkt, og så er den i øvrigt overraskende dyster.

45. The Rescuers Down Under (November 16, 1990)
Som vi alle ved, er Disney ikke kede af at smide efterfølgere på markedet, men der er kun en enkelt af disse, der rent faktisk har fået lov at få mærkatet "klassiker" smidt på coveret (lige foruden Fantasia 2000). Det var ikke rigtig nødvendigt. Med det sagt så finder jeg nok denne mere interessant end originalen, hvilket placeringen også gerne burde give udtryk for. Når jeg husker tilbage, er det også uden tvivl den, jeg husker bedst pga. et flottere cover (vigtigt) og mere interessante omgivelser.

44. Chicken Little (November 4, 2005)
Jeg var heller ikke videre imponeret, da jeg så denne omkring udgivelsen. Det var derfor mit første gensyn med filmen, da jeg så den fornylig, og det var nu en lidt mærkelig oplevelse. Den starter faktisk rigtig godt med mange velfungerende og morsomme jokes, men når man er blevet introduceret til alle karaktererne og historien for alvor kan skride frem, så begynder filmen bare at blive halvirriterende. Mod slutningen hopper kyllingen til konklusioner, der er korrekte, men vejen dertil vil for altid forblive i det uvisse. Og hvorfor bliver faderens endelig forståelse og accept af kyllingen illustreret ved, at han lader sønnike udføre halsbrækkende stunts på taget af et klokketårn - foran et hav af fjendtlige rumvæsener. Ærlig talt så fandt jeg faktisk kyllingen en kende irriterende. Hans kammerater udlignede interessant nok hinanden, da grisen var en pine, mens fisken ude af vandet levede i sin helt egen finurlige verden. Generelt er filmen en blanding af sjove elementer og lort.

HQ

Horsin' Around

Skrevet af Ak-master den 29 august 2014 kl. 16:07

Man finder mange populære sitcoms fra halvfemserne (inkl. Friends der netop har haft en semi-reunion med Jimmy Kimmel), men en serie man sjælendt ser nævnt mere, er den familievenlige Horsin' Around. Skabt af Herb Kazazz nød serien ellers pæn succes i sin oprindelige sendetid med en god håndfuld sæsoner under bæltestedet, før den endelig blev taget af sendefladen nogle år senere.

Horsin' Around omhandler en frisk ungkarl, der i piloten adopterer tre unge piger, og de efterfølgende episoder omhandler naturligvis hans alternative men moralske opdragelse af tøserne. Afsnittene indeholder således familievenlige jokes, dagligdagsproblemer og en afsluttende morale. Man kan altså på nogle punkter sammenligne den med Full House. Efterfølgende blev serien selvfølgelig planket af af en hvis serie med samme præmis og skuespilleren Mr. Peanutbutter i hovedrollen.

Indehaveren af rollen som ungkarl i Horsin' Around er derimod den uforbederlige BoJack Horseman, som efter seriens afslutning forsvandt fra mediernes søgelys og trak sig tilbage til sin rigmandsvilla i Hollywood, hvor han har brugt de sidste 10+ år på at foretage dårlige beslutninger, drikke sig lam og være så lidt produktiv som muligt.

I et overraskende træk har Netflix fornyligt udgivet en dokumentar (faktisk en serie i tolv dele) om selvsamme Horseman (formegentligt i forbindelse med hans biografi, der blev skrevet under optagelser), der også lægger navn til serien. Her får man et nærmere kig på den stereotypiske, selvdestruktive skuespiller: Horseman er både narcissistisk, uansvarlig og usympatisk (racistisk kan man dog ikke kalde ham). Det kan umiddelbart lyde som en meget uinteressant dokumenter, men heldigvis - kan man sige - så oplever Horseman overraskende meget i sin dagdrivende tilværelse, mens han også er ret så humoristisk.

Foruden hovedpersonen hamselv så møder man også hans ligeså dovne roommate Todd Chavez, der angiveligt bare aldrig forlod huset igen efter en fest, hans excentriske agent Princess Carolyn, journalist og kærlighedsinteressen Diane Nguyen, der er ghostwriter på føromtalte biografi, og til slut den ligeledes tidligere omtalte og velmenende Mr. Peanutbutter, der tydeligvis forsøger at blive venner med en uimponeret Horseman.

Dokumentaren, BoJack Horseman, er blevet beskrevet som en komedie, da der vitterligt sker mange, fjollede og/eller humoristiske ting i løbet af serien, men der er også noget drama over det, da man ser Horseman konfrontere sin fortid og gøre et smalt forsøge på at komme videre i livet. Det er ret underholdende.

Den tresseragtige sang spillet under rulleteksterne er også ret nice.

Jeg vil derfor anbefale at give serien et forsøg, men man skal være indspillet på, at selve stilen måske kræver en smule tilvænning. Hvis der endnu ikke er opstået sød musik efter tre afsnit, er man fritaget fra yderligere seen.

HQ
Music: Best of Revisited

Music: Best of Revisited

Skrevet af Ak-master den 25 august 2014 kl. 21:02

Som en rullesten er jeg ikke til at stoppe, så selvom jeg smed sidste afsnit af blogserien afsted for to måneder siden, har jeg fortsat arbejdet på Best Of-projektet den sidste tid. Jeg har ikke inddraget flere år, så der kommer altså ikke flere indlæg her på siden. Nej, jeg har i stedet udarbejdet en ekstern hjemmeside til også at huse disse lister. Siden har jeg døbt Magnum Opus, og man finder den lige her: MAGNUM OPUS.

Dvs. jeg allerførst har arbejdet på at opsætte en hjemmeside til formålet. Dette var dog ikke verdens største opgave, da jeg ganske simpelt bare har kørt et template igennem WordPress tilsat diverse plug-ins. Derefter har jeg så kigget igennem kildekoden og ændret lidt hist og her, så det blev bedre tilpasset formatet.

Denne nye side har gjort det muligt for mig at tilføje statistik over de listede albums og kunstnere, en tagsky med kunstnerne og en liste over inkluderede albums af en specifik kunstner. Altså diverse ekstra features.

Vigtigst af alt har jeg dog udvidet listerne for 60'erne med top 10'er, mens jeg har genbesøgt 70'erne og ændrede væsentlige dele fra disse lister. De efterfølgende årtier mangler stadig en grundig gennemgang, men jeg har dog også fortaget nogle ændringer rundt omkring her. Enkelte førstepladser er sågar blevet ændret.

Så hvis du har appetit på mere Best Of, så kig forbi Magnum Opus.
Man skal i øvrigt være velkommen til at smide en kommentar enten derinde eller her. Evt. forslag til at gøre siden bedre; f.eks. mere statistik eller lignende. Ellers så er jeres top tier selvfølgelig også mere end velkommen.

Music: Best of '12 Del 2

Skrevet af Ak-master den 11 juni 2014 kl. 14:09

Midt i E3-messe og blog-konkurrence er det nu blevet tid til allersidste afsnit af min Music: Best of-blogserie. Det er utroligt dårlig timing, men jeg gider ikke rigtigt at gemme på den længere. Så lad os komme igang.

10. Beach House - Bloom
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg bedre kan lide denne eller forgængeren, men de er også begge fremragende værker. Det er stadig drømmende rock med gode melodier, en fængende vokal og en afsindig tyk atmosfære.
Hør: "Wishes"

9. Allah-Las - Allah-Las
Endnu en gang har vi at gøre med et bands eneste plade. Denne gang er det en slags garage rock, men i stedet for at det handler om at spille højt og vildt, har bandet nærmere fokuseret på at komponere fængende riffs og nydelige melodier. Drengene er bosat i Californien, hvilket desuden tilføjer pladen en karakteristisk afslappende stemning.
Hør: "Long Journey"

8. Aesop Rock - Skelethon
Skelethon er i samme boldgade som The Broken Love men lidt mindre melodisk, endnu mere dystert og med mere symbolisme. Er man derfor i forvejen en smule deprimeret, bør man nok genoverveje ikke at høre Skelethon. Aesop Rock skaber med sine introspektive, metaforrige og mørke tekster og selvproducerede og halvelektroniske beats en gennemgående tungsindig stemning, men for ikke at hægte de allersidste lyttere helt af, krydrer han hele molevitten med nogle overraskende fængende omkvæd. Skelethon er en meget gennemført plade, men den kræver, at man er i det helt rigtige humør til den.
Hør: "Zero Dark Thirty"

7. Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them
Den svære toer. Jeg er faktisk en smule imponeret over, at duoen overhovedet havde mod til at tackle en sådan udfordring. Det viser sig dog, at de ikke forsøgte at overgå forgængeren, men i stedet at skabe en ny, mere lo-fi lyd - altså ikke helt ulige hvad Blu havde lavet de foregående par år. Jeg var ærlig talt lidt skuffet ved udgivelsen, og er det måske nok endda stadig lidt, men jeg er alligevel blevet bedre til at værdsatte albummet for, hvad det er: Et jazzet, tilbagelænet og dårligt mikset album med til tider poetiske tekster og opfindsomme beats. Et knap så fantastisk Blu & Exile-album er stadig bedre end det meste andet.
Hør: "Growing Pains"

6. Killer Mike - R.A.P. Music
Hvad sker der, når producer EL-P's hårdtslående og elektroniske produktion møder sydstaternes, OutKast-affilierede Killer Mike? Man får rigtig solid rapmusik. Killer Mike virker mere engageret og energisk end nogensinde før, når han takler emner som politik, filosofi og selvfølgelig egne evner. R.A.P. Music er et kompakt album med gyngende og fængende beats og en veloplagt rapper. Killer Mike befinder sig ikke længere i skyggen af OutKast.
Hør titelnummeret

5. Brother Ali - Mourning in America and Dreaming in Color
Ali er en muslimsk, hvid familiefar, så han har absolut ingen problemer med at skille sig ud. Det har været et problem for ham i hans barndom, men det kommer ham i hans rapkarriere tifold tilbage, da der ikke er noget bedre end en distinktiv og særpræget kunstner. Hans stemme er letgenkendelig, og hans (meget) personlige og samfundskritiske tekster er velskrevne. Mourning in America and Dreaming in Color er ingen undtagelse på dette. Gode beats af Jake One inkluderet.
Hør: "All You Need"

4. Dark Time Sunshine - ANX
I 2009 slog producer Zavala og rapperen Onry Ozzborn sig sammen under navnet Dark Time Sunshine, og siden da har de været ganske produktive med fire udgivne albums. ANX er deres seneste udspil, og det er grundlæggende bare et festfyrværkeri fra start til slut. Dette skyldes ikke mindst Zavala's fantastiske, melodiske og halvelektroniske beats, der for en gangs skyld faktisk er overvejende humørspredende. Ozzborn udviser til tider et lidt akavet flow, men det ender med at blive en del af charmen, når han samtidig også disker om med nogle gode tekster. Et super lækkert album.
Hør: "Can't Wait"

3. Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d city
Der er nok flere, der ville smide denne på førstepladsen, men som jeg skrev sidst, så mener jeg ikke, at Lamar endnu har udgivet et fejlfrit album. Der er derfor også enkelte numre på nærværende plade, som jeg ikke nødvendigvis føler det store for. Det er faktisk en smule frustrerende, da jeg virkelig beundrer andre skæringer herpå. Her vil jeg særligt fremhæve den episke, todelte "Sing About Me, I'm Dying of Thirst", der beviser, hvad Lamar i virkeligheden er i stand til.
Hør overstående

2. Wax Tailor - Dusty Rainbow from the Dark
Tailor fanger lidt af den samme oldschool-stemning som L'Orange, men modsat f.eks. The Mad Writer er Dusty Rainbow en humør- og tempofyldt oplevelse. Dialogerne er desuden skiftet ud med nyindspillede monologer, der er med til at fortælle historien om en dreng og hans musikeskapisme. Ligesom kollegaen sørger Tailor kun for selve produktionen, mens han overlader de jævnlige vokalindslag til forskellige rappere (inkl. Aloe Blacc og Elzhi) og sangerindere. Ligesom den lille dreng er det svært ikke at blive opslugt af den forrygende musik.
Hør: "Only Once"

1. Alcest - Les Voyages De L'Âme
Den første sang, som jeg hørte med Alcest, er "Faiseurs De Mondes" fra pladen her. Det var dog ikke bare min introduktion til bandet, men også genren blackgaze som helhed. Af åbenlyse grunde er jeg derfor temmelig glad for Les Voyages De L'Âme. Efter at have studeret genren en smule er pladen stadig forrygende, så selvom jeg egentligt ikke havde regnet med at tildele den førstepladsen, så er det nu lige præcis, hvad jeg gør. Alcest fortjener det.
Hør overstående

Music: Best of '12 Del 2

Lad os slutte af med et halv ton forskellige, nævneværdige numre fra andre projekter:
¡Mayday!'s "Badlands", Ab-Soul's "Terrorist Threats", Action Bronson & Party Supplies' "Tan Leather", Adele's "Skyfall", Aerosmith's "Legendary Child", Alt-J's "Breezeblocks", Amenra's "A Mon Âme", Angel Olsen's "Free", Apollo Brown & OC's "Angels Sing", The Bad Plus' "Pound for Pound", BADBADNOTGOOD's "DMZ", Billy Woods' "Blue Dream", Chiddy Bang's "Mind Your Manners", Chino XL's "Father's Day", Chris Cohen's "Caller No. 99", Cloud Nothings' "Separation", The Coup's "Violet", Dag Savage's "When It Rains", Deftones' "Entombed", Dirty Projectors' "Maybe That Was It", Django Django's "Silver Rays", Dr. John's "Revolution", Electric Guest's "This Head I Hold", EL-P's "Stay Down", First Serve's "Tennis", Frank Ocean's "Lost", The Funk League's "On & On", Gift of Gab's "Protocol", Green Day's "Kill the DJ", Holograms' "Stress", IDE & Alucard's "Fall of Persia", Jack White's "Hip (Eponymous) Poor Boy", Japandroids' "Adrenaline Nightshift", Jessie Ware's "Night Light", Jimmy Cliff's "Outsider", John Talabot's "Oro y Sangre", Mac Demarco's "Ode to Viceroy", Macklemore & Ryan Lewis' "Starting Over", MadChild's "Dickhead", Malrun's "The Iron March", Masta Ace's "Fresh Fest Reggie B", The Men's "Oscillation", Menahan Street Band's "Driftwood", Mumford & Sons' "I Will Wait", Murs & Fashawn's "The Other Side", Nas' "Nasty", P.O.S.'s "Weird Friends (We Don't Even Live Here)", Peace's "Bloodshake", PFM and Iron Ora's "Space", Roc Marciano's "Sweet Nothings", Sean Born's "Pour Out Liqour", Sene's "Backboards", Substantial's "Check My Resume", THEESatisfaction's "Existinct", Turtle Giant's "Gold Tooth (Killer)", Wu-Tang Clan's "Six Directions of Boxing", Waxahatchee's "Grass Stain", White Suns' "Footprints Filled", Wintersun's "Wild Nothing's "Nocturne", Woods's "Wind Was the Wine", YC the Cynic's "Hey There Young Man", Yellowcard's "A Vicious Kind"

Tak fordi I læste med, og jeg håber at I har nydt turen ligeså meget som jeg.

Music: Best of '12 Del 1

Skrevet af Ak-master den 10 juni 2014 kl. 11:19

Og her efter halvtreds indlæg er vi nu endelig ved vejs ende. Det har været en lang rejse, men også en meget underholdende, sjov og til tider lærerig en af slagsen. Jeg har fået (gen)hørt utroligt meget musik igennem udviklingen af denne blogserie, der inkluderer kommentarer til og anbefalinger af 485 albums foruden de mange femhævninger af numre fra andre albums.

Til at slutte hele svineriet af har jeg besluttet at gentage succesen fra det herlige år 1973, og jeg kan derfor endnu engang byde på en top tyve. Det er dog vigtigt at understrege, at udvidelsen endnu engang også er et resultat af, at jeg rent faktisk har en del albums, jeg gerne vil fremhæve, så samtlige af nedenstående plader er faktisk også værd at give et lyt.

20. Spiritualized - Sweet Heart, Sweet Light
De engelske space rockers seneste album er en overraskende fed tilføjelse til diskografien. Det er stadig drømmende, en smule psykedelisk og med fremtrædende guitarer, og ærlig talt så er det bare en rigtig god oplevelse.
Hør: "Little Girl"

19. Of Monsters and Men - My Head is an Animal
Bandets første og hidtil eneste udspil er skøn indie rock-slash-pop fra Irland, hvilket allerede blev slået fast med førstesinglen "Little Talks", der bestemt ikke lægger skjul på bandets rødder. Det er charmerende, melodiøst og tilpas pompøst.
Hør: "Mountain Sound"

18. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend! Ascend!
Lad mig sige det sådan her: Godspeed er ikke blevet mindre eksperimentelle og alternative siden sidst, vi så noget til dem. Det er måske nærmere gået den anden vej - og mange tak for det, da de beviser endnu engang at de sidelange epics stadig lever i bedste velgående... Okay, måske ikke bedste, men lidt har også ret.
Hør: "We Drift Like Worried Fire"

17. Genghis Khan - The Broken Love
Videre til en mere usædvanlig inkludering i det The Broken Love faktisk kan hentes kvit og frit - og så er albummet nok også den dårligst kendte blandt alle listens tyve. Genghis Khan er en hvid rapper, og udgør desuden en tredjedel af producerteamet The Gemini Lounge, der har sørget for albummets alsidige, musikalske lydtapet, der inkluderer en imponerende række af melodiske og mørke beats. På mikrofonen er han ligeledes dygtig med en distinktiv stemme og nuancerede tekster om primært ulykkelig kærlighed.
Hør: "Baby Boy"

16. Purpose and Confidence - The Purpose of Confidence
Som skrevet sidst er Confidence da man, når det kommer til sprøde, hårdtslående beats med et hint af nostalgi. Det er stadig tilfældet i samarbejdet med rapper Purpose, der ligeledes har fundet den klassiske, hårde attitude frem. Det spiller, gør det.
Hør: "Rep to Death"

15. 2econd Class Citizen - The Small Minority
En af de mest interessante, nyere producere må næsten være engelske 2econd Class Citizen, der virker til at grave sig ned i gamle vinylkasser, og derefter sample og mikse de sange han synes bedst om. Læg mærke til, at jeg ikke nævner noget om genre, da nærværende album er decideret svært at stemple på den måde. Der er hip-hop beats, folk melodier, psykedelisk rock og meget andet. Det er desuden ikke til at vide, hvornår hans originale kompositioner slutter og de forskellige samples begynder. Det er en skøn pærevælling af alt muligt godt - noget han angiveligt selv kalder for "wyred folk".
Hør: "Liberated Lady"

14. Soundgarden - King Animal
Et andet, ældre rockband der også formåede at tilfredsstille sine fans i 2012 - og så endda med et comebackalbum efter femten års pause. Chris Cornell synes altid at levere varen, når han er omringet af gode venner, og den høje kvalitet på King Animal var måske egentligt at forvente. Pladen kan sagtens stå til måls med bandets tidligere udgivelser.
Hør: "Taree"

13. The Tallest Man on Earth - There's No Leaving Now
Den svenske sanger bliver ofte sammenlignet med Bob Dylan pga. sin fyldige og halvhæse stemme. Derudover spiller han også melodiøs folk med sporadiske skvæt af blues, mens hans tekster går i lidt forskellige retninger. Altså er sammenligningerne rimelig oplagte, og selvom det uundgåeligt sætter store forventninger til manden, så indfrier han faktisk flere af dem (om end han selvfølgelig stadig ikke når Dylan til sokkeholderne).
Hør: "1904"

12. Big K.R.I.T. - 4Eva N A Day
Jeg var temmelig skuffet over hans 2012 soloalbum Live From The Underground, så det var med ganske små forventninger, at jeg i sin tid smed mixtapet fra samme år på. Det skulle dog vise sig at være en yderst klog beslutning, da 4Eva N A Day er decideret fantastisk. Det er selvproduceret og uden vokalgæster, så Big K.R.I.T. står altså på helt egne ben, hvilket giver en noget mere strømlinet oplevelse. Som skrevet er dette egentligt et mixtape, men det fortjener altså en plads.
Hør: "Red Eye"

11. L'Orange - The Mad Writer
En anden spændende producer finder man i form af amerikanske L'Orange, der som noget relativt unikt kigger en håndfuld år tilbage til en tid med soul, klassiske Hollywood film og film noir. Tre ting der tilfældigvis også beskriver denne utroligt stemningsfulde og halvdystre udgivelse. Fyldt med gamle filmdialoger, knitrende vinyllyde og strygere får L'Orange skabt en fænomenal atmosfære og et udsøgt musikunivers.
Hør: "Imaginary Friend"

Music: Best of '12 Del 1

Andet del kommer snart