Jah, den havde du nok ikke set komme. Toppen af dansk kulturskat, kendt landet over af store som små, atten albums og et hav af hitsingler under bæltet, osv.

--Shu-bi-dua—

Ti år efter orkesterets sidste udgivelse har Fredericia Teater i år haft premiere på en selvopført musical baseret på Shu-bi-duas sange, og i den anledning har jeg dels været i selvsamme teater og dels valgt at lave en blogserie omkring orkesterets musik.

Mine forældre har hørt rigtig meget Shu-bi-dua, så selvfølgelig har jeg også det. For mig har det dog været begrænset til nr. 16-18 samt diverse opsamlingsalbums - i høj grad sidstnævnte. Jeg er derfor vokset op med dem, men uden at kende til historien og tidslinjen for de enkelte sange. Alle sangene var derfor en stor rodebunke af hits (med undtagelse af de nyere), men det har jeg fået lavet om på de sidste dage, hvor jeg har fået redet trådene ud og bestemt konteksten for de enkelte sange. Jeg har ganske simpelt hørt alle gruppens plader igennem fra start til slut. Denne pludselige høje interesse skyldes selvfølgelig, at jeg var inde at se musicalen for et par uger siden, men hvad jeg synes om dén, finder I først ud af til slut i blogserien.

I stedet vil jeg nu smide et par anmeldelser efter gruppens første to albums, hvilket inkluderer en karakter (på Shubi-skalaen) samt tilføjelser til den ultimative Shu-bi-dua playlist. Selvom orkesteret ikke umiddelbart kræver en nærmere introduktion, så kommer her lige et par hurtige fakta om dem alligevel. Bonden bag mikrofonen, Hardinger på guitar, humoren er i højsædet, og resten må du google.

Shu-bi-dua (1974)
Shu-bi-dua er udbredt kendt for sine såkaldte undersættelser (egen dansk tekst over kendt melodi) og skæve humor, hvilket i høj grad er til stede på deres første skive. Faktisk indeholder samtlige sange en fjollet tekst - om det så drejer sig om et dejligt karbad, en lækker hotdog, en mystisk midnatslusker eller hvor glade de er for rock. Flere af deres undersættelser findes desuden på denne og efterfølgeren, hvorefter de begyndte at satse hårdere på originale sange. Men apropos rocken så er Shubidua faktisk ret glade for rocken på denne skive, da Hardingers guitar oftest har en dejlig rå tresserlyd, hvad end den spiller energisk rock n roll ("Fed rock", "Stærk tobak"), en lidt spacy slags rock ("Små blå mænd", "Generatorbouillon") eller noget der næsten lyder som Rolling Stones ("Midnatsluskeren"). De to sidstnævnte slags numre er ikke noget gruppen just er kendt for, men sådan lød de altså også ganske kortvarig - hvilket minder mig om, at pladen også indeholder en god håndfuld fine guitarsoloer.

Shu-bi-dua er nok bedst, når de kaster sig ud i skøre fortællinger med et morsomt tekstunivers, hvilket man bl.a. finder i "Står på en alpetop" og "Lulu rocken går"), men de fleste af sangene er på den front desværre temmelig undervældende, som i de lidt for simple "Karbad Baby" og "Brutale løg" eller de ligegyldige "Gøj den gamle" og "Midnatsluskeren" (foruden den spanske "El nossa de la para puerto"). Mens teksterne ikke altid slår til, er musikken til gengæld gennemgående udmærket, så med undtagelse af et par sløje numre på side A (den spanske skæring er bare irriterende), er albummet alligevel en meget underholdende og forholdsvis varieret oplevelse.

Vurdering: Shu-bi-d
Playlist: "Lulu rocken går", "Midnatsluskeren", "Står på en alpetop", "Brutale løg", "Generatorbouillon", "Fed rock", "Stærk tobak" (single)

Shu-bi-dua 2 (1975)
Efterfølgeren læner sig et godt stykke hen ad vejen op af originalen med undersættelser, rock n roll og skæve tekstuelle påfund. Desværre lykkedes det bare knap så godt i anden omgang. Guitaren er desuden knap så rå mere, mens den generelt også fylder lidt mindre i billedet - der er bl.a. også sparet lidt på soloerne i denne omgang. Undersættelser er der igen mange af og med udgangspunkt i så forskellige kunstnere som The Beatles, Elvis Presley, The Beach Boys og Steely Dan. Nogle af dem fungerer fint (særligt de gamle rock n roll-sange), men flere af dem fejler også. Blandt de knap så vellykkede undersættelser finder man den irriterende "Min baby bor i højhus" (ringe tekst og det tempofyldte beat virker malplaceret), den ikke helt overbevisende "Et ævle om dagen" (man skal ikke pille ved Steely Dan) og den uambitiøse "En rocksangers farvel" (bare nej). Blandt de selvskrevne sange finder vi den temmelig ligegyldige "Zeppe Deppe" og den skrækkelige "Fiske-disk", hvor guitaren på det nærmeste er blevet erstattet med et horn. Og så må shuberne også gerne snart stoppe med de albumintroer.

På den mere positive side har vi nedenstående sange, der alle blander en god melodi med en morsom tekst. Særligt "Sagnet om regnormen Kurt og arken i parken", der er omtrent ligeså dejligt random, som titlen antyder, er værd at fremhæve.
Og nej, så sjov er "Jeg er fluen" heller ikke.

Vurdering: Shu-b
Playlist: "Nylon Brando", ""Hva' ka man få for en ti'er?", "Jeg har købt en guitar", "Sagnet om regnormen Kurt og arken i parken", "Livets pølse"

Efter nogle omrokeringer er jeg nået frem til følgende top ti, og ja, der tegner sig lidt et mønster i de allerbedst placerede film, men det har nu været relativt ubevidst. Når DreamWorks vælger at lave en film til en serie, er det tilsyneladende ofte med god grund, og det er da meget rart at vide.

Med det af vejen er der vist ikke meget mere at skrive om studiet, så lad os gå videre til filmene.

10. The Prince of Egypt (December 18, 1998)
Endnu en håndtegnet film, men som noget lidt usædvanligt omhandler den Moses, og hans befrielse af de israelitiske slaver. Måske ikke umiddelbart noget man har lyst til at lægge ører og øjne til, og man kunne da også let forstille sig, hvordan dette projekt kunne have gået galt, men filmen er faktisk overraskende spændende og underholdende - og uden at være prædikende eller bedrevidende. Trods alt står der jo faktisk nogle ganske spændende historier skrevet ned i Biblen, der på flere punkter kan måle sig med det nittende århundredes bedste eventyr. Der er i øvrigt også sange med i filmen, hvilket var noget studiet droppede temmelig hurtigt igen med efterfølgende film. Det var måske klogt nok.

9. Madagascar: Escape 2 Africa (November 7, 2008)
Man kunne ikke have håbet på en bedre første akt i en efterfølger til den halvlunkne Madagascar, da nærværende film har en absurd underholdende begyndelse. Vore venner beslutter sig for at flyve tilbage til New York i en godt medtaget flyvemaskine med hjælp fra pingvinerne, der både får lappet de værste huller og efterfølgende sætter sig til rette bag rattet. Eftersom de jo blot er pingviner, går det hele grueligt galt, og de ender med at styrte ned i Afrika - disse få minutter i starten af filmen er så morsomme, at de i sig selv gør filmen værd at se. Heldigvis er resten af filmen dog heller ikke uden humor.

8. Shrek (May 18, 2001)
Filmen der startede en kavalkade af humoristiske, parodierende og klichesprængende film. Foruden at være sjove har de dog også alle sammen et tudegrimt design, hvilket er særligt bemærkelsesværdigt i originalen. Det er et reelt problem, men heldigvis rammer resten af pakken altså mere eller mindre plet. Slutningen er måske nok givet på forhånd, men særligt hele første akt er dejligt uforudsigelig, hvilket er en skøn oplevelse.

7. Megamind (November 5, 2010)
DreamWorks har generelt en tendens til at lege med klicher og at vende op og ned på udbredte filmkonventioner - ikke på samme måde som Pixar, men alligevel nok til at flere af deres film formår at skille sig ud på den ene eller anden måde. I Megamind møder man den titulære superskurk, der lever af at udfordre byens helt. Men ligesom Jokeren gør han det kun for selve spændingen, og han ville altså ikke vide, hvad han skulle stille op, hvis han rent faktisk vandt krigen. En dag er dette dog præcis, hvad der sker, og hvad der derefter følger, er en større identitetskrise for Megamind, der pludselig har svært ved at finde sin rolle i verden. Det fungerer omtrent ligeså godt, som det lyder.

6. Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit (October 7, 2005)
Efter flere elskværdige kortfilm blev det i 2005 endelig tid til en hel spillefilm om Walter og Trofast, som de hedder herhjemme. Fortællingerne om den naive Walter og hans stumme, men intelligente hund fungerede rigtig godt i kortfilmsformat med meget opfindsom brug af stop-motion og en skøn humor. Det fungerer ikke nødvendigvis helt ligeså godt i spillefilmsformat, men mindre kan nu også gøre det. The Curse of the Were-Rabbit er vanen tro utroligt charmerende, og selvom der er lidt længere imellem de kløgtige filmtricks og gode jokes, så er filmen stadig en mægtig god oplevelse.

5. Kung Fu Panda 2 (May 26, 2011)
Den dovne Po er tilbage i endnu en film, hvor byens fremtid hviler på hans og slængets skuldrer - men først skal han lige have fundet sin indre fred. Po er stadig fantastisk klodset og naiv, så plottet er i store træk en gentagelse af originalen, men det gør nu ikke alverden, da filmen er ligeså morsom, som man ville forvente oven på den formidable første film i serien. Stemmeskuespillet er naturligvis også lige i øjet med bidrag fra flere af Hollywoods største navne.

4. Kung Fu Panda (June 6, 2008)
Da jeg så Kung Fu Panda første gang var jeg nogenlunde underholdt, men da jeg så noget tid senere genså den i selskab med en flok kammerater, var jeg pludselig mere end henrykt. Måske fortællingen om den håbefulde og ambitiøse Po bare nydes bedst i andres selskab. Uanset hvad har jeg i hvert fald været fan lige siden. Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at den altid forrygende Jack Black lægger stemme til pandaen.

3. Shrek 2 (May 19, 2004)
Efter at have vundet prinsessens hjerte i etteren er det nu blevet tid for Shrek til at møde svigerforældrene, og mod alt forventning er de af en eller anden grund ikke ovenud glade for, at deres svigersøn er en trold - der i øvrigt også permanent har sørget for en lignende skæbne for datteren. Der bliver fyldt godt på af nye morsomme karakterer og gags, hvilket ultimativt gør filmen lidt sjovere end forgængeren. Ikke en ringe bedrift. Og, nå ja, så er Mike Meyers stadig perfekt som Shrek.

2. How to Train Your Dragon 2 (June 13, 2014)
How to Train Your Dragon 2 har modtaget mange roser siden sin udgivelse, men en af de mest fremtrædende og beundringsværdige plusser ved filmen er for mig den helt igennem fantastiske animation. Filmen er umiddelbart studiets bedst animerede til dato, og jeg håber inderligt, at de kan holde standarden fremover. Hiccup og co. møder mange fremmede drager og drageryttere i filmen, og enkelte af disse drager viser sig at have en imponerende kontrol over de resterende, hvilket er et større plotfokus, men desværre er jeg ikke ovenud glad for denne vinkel. Deraf den manglende førsteplads til en film, der ellers gør mange andre ting rigtigt.

1. How to Train Your Dragon (March 26, 2010)
Vikinger og drager. Så bliver det vist ikke meget bedre. De to førnævnte er egentligt fjender, men dette ændrer sig efter den unge knægt Hiccup (med en dejlig, skæv stemme af Jay Baruchel) knytter bånd med den sorte drage Toothless, om end ændringen selvfølgelig ikke sker uden problemer. Designet er rigtig flot, mens den generelle animation også er ganske nydelig, men vigtigst af alt er Hiccup faktisk en meget karismatisk fyr, man som seer virkelig hepper på, mens plottet er temmelig gennemført. Bestemt en dejlig film.

Og en tak til alle, der har læst med det sidste års tid.

Dagens film er rent faktisk værd at bruge en time eller to på, hvilket er mere, end hvad man kan sige om filmene forrige gang. DreamWorks er måske ikke verdens bedste animationsstudie, men de er nu heller ikke helt uden evner. Eller humor. Eksempler følger. På et tidspunkt.

20. Madagascar 3: Europe's Most Wanted (June 8, 2012)
Kritikerne blev mere og mere glade for serien, som den skred frem, og Madagascar 3 endte faktisk med at få en temmelig god modtagelse. Det forstår jeg dog ikke helt, da jeg synes, at de tog den lige langt nok uden at humoren fulgte proportionelt med. Den franske betjent er temmelig irriterende, mens cirkusdyrene er lidt ligegyldige. Filmen har bestemt sine øjeblikke (f.eks. Alex' akrobatiske trick), og den er da også ganske fint animeret, men jeg har nu ikke lige nogen planer om at se den igen foreløbigt.

19. Spirit: Stallion of the Cimarron (May 24, 2002)
Vent lige et øjeblik... En håndtegnet film! Ikke overraskende handler den om den titulære krikke, der til gengæld mod al forventning ikke kan tale. Matt Damon lægger ganske vist stemme til dens indre monologer, men det er også det. Spirit er som sådan en western med vilde heste, indianere, amerikanske soldater og jernbanebyggerier. Altså er det faktisk lige efter min smag, men alligevel var jeg ikke fandens godt underholdt af filmen. Det er et modigt træk at undlade at lade dyrene kommunikere som mennesker, men det gør måske også, at man har lidt svære ved at knytte sig følelsesmæssigt til Spirit.

18. Antz (October 2, 1998)
Studiets første film er forventeligt nok ikke deres flotteste film at se på. Eftersom en stor del af den foregår inde i en myreture, bliver der gjort stort brug af forskellige nuancer af grå og brun, hvilket ikke just er det mest tiltrækkende. Samtlige insekter holder sig næsten også til samme farvepalet - modsat f.eks. A Bug's Life. Ideen var muligvis, at Antz skulle være en lidt mere virkelighedstro skildring af de hårdtarbejdende små fyre, om end handlingsforløbet heldigvis argumenterer imod dette synspunkt. Det afsluttende zoom-ud bringer til gengæld seeren tilbage til den virkelige verden på en ret humoristisk måde.

17. Shrek the Third (May 18, 2007)
Studiet er glade for at mikse alverdens eventyrfigurer og -universer sammen i Shrek-filmene, og gerne på en parodierende eller uventet måde, der evt. også bryder med konventionerne. Med den tredje film i rækken er turen kommet til Kong Arthur og troldmanden Merlin, men uheldigvis er de knap så interessante at følge. For at slippe for at sidde på tronen rekrutterer Shrek Arthur som den kommende konge, men knægten viser sig at være en noget usikker og klodset fyr, og pludselig handler filmen lidt for meget om hans personlige udvikling, når det egentligt bare er den grønne trold, man vil følge. Med det sagt er filmen dog stadig hyggelig og ikke mindst rimelig morsom.

16. The Road to El Dorado (March 31, 2000)
Filmens plot blev angiveligt pillet fra hinanden af producerne/instruktøren i en sådan grad, at det ifølge de originale manuskriptforfattere resulterede i en stillestående anden akt, hvor vore helte blot venter på at få en færdigtømret båd stillet til rådighed. Og det er jo nok ikke helt ved siden af. Denne håndtegnede film udkom på omtrent samme tidspunkt som Disneys to eventyrfilm, henholdsvis Atlantis og Treasure Planet, og jeg har generelt for vane at smide de tre i samme boks - både når det kommer til genre og kvalitet. Det er som sådan ikke en skidt ting.

15. The Croods (March 22, 2013)
Jeg kan stadig huske min umiddelbare reaktion efter at have set nærværende film for første gang, og det var noget i retning af: "den er da okay". I virkeligheden var min oplevelse med filmen nok en smule mere positivt stemt, da den både er flot animeret, har en fin morale og er nogenlunde morsom. Faktisk er filmen måske endda decideret god, men i et medie, hvor standarden for længst er blevet hævet af studier såsom Pixar og Ghibli, så skal der nu lidt mere til, før jeg bliver decideret imponeret.

14. Sinbad: Legend of the Seven Seas (July 2, 2003)
Et ud af rigtig mange ofre for manuscriptændringer af de højere magter, hvilket desværre gør plottet en kende usammenhængende og gennemhullet. Ergo kunne filmen have været noget bedre, men mens historien halter, er actionsekvenserne til gengæld super gode med nogle oprigtigt fede scener i blandt. Det er som skrevet ikke en perfekt film, og den har nu nok gjort sig fortjent til meget af den kritik, der tilfaldt den ved udgivelsen, men jeg var nu alligevel ret godt underholdt.

13. Chicken Run (June 23, 2000)
Aardmans første fuldlængdefilm handler om en flok høns ledet af den håbefulde Ginger, der med masser af gåpåmod i bagagen forsøger at planlægge den perfekte flugtplan ud af hønsegården for samtlige af dens beboere. Efter mangen fejlståede forsøg lander en ung hane (med stemme af en veloplagt Mel Gibson) pludselig i gården, og Ginger er overbevist om, at han kan hjælpe dem ud. Der er masser af humor og spænding, men til gengæld vil jeg ikke kalde den for det engelske studies flotteste film eller som sådan deres mest charmerende.

12. Mr. Peabody & Sherman (March 7, 2014)
Instrueret af Rob Minkoff, der tyve år tidligere debuterede med intet mindre end Disneys Lion King (sammen med Roger Allers). Det er derfor oplagt at tænke, at filmen da må være ret så forrygende, men hvis man så lige tjekker mandens fulde repertoire ud, så er der en god chance for, at éns forventninger falder ret hurtigt igen. Heldigvis er tidsrejseeventyret dog ret underholdende foruden at være flot animeret. Og så er intelligente, antropomorfiske hunde altid sjove.

11. Flushed Away (November 3, 2006)
Efter en håndfuld længere eller kortere stop-motion film tog Aardman skridtet videre til computer animation med Flushed Away, omhandlende en kæledyrsrotte, der mod sin vilje bliver skyllet ud og ender i en undergrundsrotteby, der viser sig dels at være overraskende veludviklet og dels at have sin fred og idyl truet af en flok skrubtudser. Filmen er godt nok fuldt computeranimeret, men studiet har til gengæld gjort det således, at det har et stop-motion-agtigt look over sig, hvilket ærlig talt ser en smule spøjst ud. Men detaljerne er mange, og modelleringen er rig på farver, så resultatet er alligevel temmelig vellykket, mens filmen i hvert fald også formår at skille sig ud fra mængden.

To be concluded...

Og i øvrigt undskyld for den skrækkelige rubrik.

Jep, denne gang er det faktisk en dybdegående analyse.

Nah, just kidding. Så interessante er DreamWorks animationsfilm nok heller ikke. Men de er dog et af vestens større udgivere/producere indenfor "genren", så listen kommer denne gang op på hele niogtyve stykker. Det har resulteret i tre artikler, som jeg regner med at nå at få skudt af inden årsskiftet. Jeg begyndte at (gen)se studiets film for mere end en måned siden, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få skriblerierne ud af verden, inden jeg blev nødsaget til at se dem igen (ikke noget jeg ønsker mig for alle filmene).

DreamWorks startede med en computeranimeret film tilbage i 1998, men allerede senere på året udgav de en håndtegnet film, hvilket de i nogen grad holdt sig til de efterfølgende par år. Men altså ikke helt da der ind imellem studiets fire håndtegnede film dukkede både en enkelt computeranimeret film og en enkelt stopmotion-film op. Sidstnævnte værende resultatet af et samarbejde med engelske Aardman Animations, der nok er bedst kendt for Wallace & Gromit. Efter to stop-motion film med DreamWorks hoppede de dog over til Sony, hvorefter det igen var slut med stop-motion for DreamWorks. Studiets begyndelse var altså en lettere tumultagtig og broget affære, hvor de forsøgte sig med lidt forskelligt, men siden 2006 har den udelukkende stået på computeranimerede film, hvilket de om ikke andet er blevet rimelig skrappe til med tiden.

Læg mærke til, at jeg skriver med tiden, da alle deres film bestemt ikke er lige pæne at se på. Som antydet længere oppe, så fungerer DreamWorks dog også til tider blot som udgiver af film produceret af mindre studier, så der er altså mange forskellige mennesker involveret på alle stadier af produktionerne. Det kan altså godt være, at nogle film er bedre end andre for f.eks. Pixar, men det er intet i forhold til ujævnhederne og kvalitetsforskellene på DreamWorks' animationsfilm.

Studiet nåede kun at udgive to film i halvfemserne, mens de ikke altid henvender sig til en ligeså bred målgruppe som f.eks. Pixar eller Ghibli, så jeg er i løbet af de sidste mange år bevidst sprunget over flere af deres udgivelser. Dette har jeg dog selvfølgelig fået rettet op på i den sidste tid, men jo, nogle af filmene kunne jeg godt have undværet at se - helt præcist alle på dagens liste. Deres seneste film, et spin-off af Madagascar, har også fået en lidt lunken modtagelse, og selvom den meget passende ville få antallet af film op på et rundt tredive, så har jeg ikke fået set den endnu.

29. Shark Tale (October 1, 2004)
En gangsterfilm under havoverfladen med Will Smith i hovedrollen som den håndtegnskastende og stordrømmende fisk, Oscar. Hvad kunne der gå galt? Right, RIGHT? Robert de Niro lægger sågar stemme til gangsterbossen - en haj selvfølgelig - mens Martin Scorsese ligeledes har en mindre rolle i filmen. Desværre fungerer det overhovedet ikke, og filmen virker ligeså meget til at være en parodi på sig selv som på populære gangsterfilm.

28. Over the Hedge (May 19, 2006)
En vaskebjørn kommer i stor gæld til en bjørn, så han finder en flok skovdyr, og narrer dem til at hjælpe ham med at samle en masse mad fra menneskene. Og så skriver resten vel nærmest sig selv, hvilket der som sådan ikke er noget usædvanligt i, men Over the Hedge er bare ikke særligt spændende eller underholdende. Selve dyrene er heller ikke særligt interessante.

27. Bee Movie (November 2, 2007)
En af de af studiets film som jeg først har fået set i forbindelse med udarbejdelsen af denne liste, hvilket ganske simpelt skyldes, at filmen ser himmelråbende ligegyldig ud og mere ligner en børnefilm end en decideret familiefilm. Virkeligheden ser desværre ikke meget anderledes ud. Med det sagt er det dog ret morsomt med Jerry Seinfeld som hovedbien, mens der også er nogle gode jokes i forbindelsen med biernes korte levetid. Der bliver smurt godt på med morale, men i det mindste er den lidt anerledes end normalt.

26. Turbo (July 17, 2013)
Denne her poppede op på Netflix tidligere i år, måske sidste år, men lignede mere en film til de yngste end noget andet. En snegl får tilegnet sig nogle superkræfter, der gør den i stand til at bevæge sig usædvanligt hurtigt - tilfældigvis lige efter, at man som seer erfarer, at den lille fyr drømmer om at deltage i Indy 500. Filmen er såmænd udmærket animeret, og det er vel som sådan altid relevant at følge sine drømme, men nej, filmen er ikke det vildeste. Cars er stadig bedre.

25. Monsters vs. Aliens (March 27, 2009)
Monsters vs. Aliens er langt fra køn, og faktisk er kvindemennesket en smule creepy at se på, men til gengæld er filmen overraskende morsom til tider. Om det så er de uduelige håndlangere, stupide Bob eller noget helt tredje, så fungerer de komiske indslag temmelig godt. Desværre er helhedsindtrykket bare ikke særlig godt, da humoren er filmens eneste lyspunkt.

24. Madagascar (May 27, 2005)
Jeg husker faktisk den originale Madagascar som værende udmærket - ikke mindst pga. Sacha Baron Cohen, "I Like to Movie It" og pingvinerne, så måske det bare havde været bedst, hvis jeg havde ladet filmen hvile I fred. Jeg er ikke umiddelbart en af dem, der vægter alle andre langt højere end Ross Geller i Friends, men jeg må indrømme, at David Schimmer er ret irriterende at høre på i Madagascar. Det største problem er dog bare ganske simpelt, at filmen ikke er så morsom, som jeg troede. Men så igen, så var den åbenbart heller ikke dengang god nok til, at jeg rent faktisk gad at se efterfølgerne.

23. Shrek Forever After (May 21, 2010)
Dreamworks største animationssucces må givetvis være Shrek, der affødte adskillige efterfølgere og et spin-off. Her stod der oprindeligt noget om, hvordan filmserien en årgang ingen ende synes at tage, men så fandt jeg efterfølgende ud af, at de faktisk stadig ikke er helt færdige endnu, da en ny film angiveligt er i støbeskeen. Uanset hvad så beskæftiger hver film sig end til videre i hvert fald med en særlig periode i Shreks familieliv, og med fireren er vi nået til børnestadiet, hvor det går op for vores grønne ven, at han egentligt savner sin gamle, stille tilværelse en smule. Shrek får derfor ændret fortiden, så han igen lever selv, men finder selvfølgelig hurtigt ud af, at han hellere end gerne vil have Fiona og ungerne tilbage. Filmen er vel okay, men den føles knap så inspireret og original som forgængerne.

22. Rise of the Guardians (November 21, 2012)
Højtidsfigurer såsom julemanden og påskeharen kommer i problemer, da den onde Pitch truer med at ødelægge håbet og troen hos verdens børn. Deres eneste håb er den tilbageholdende Jack Frost, der mest af alt bare gerne vil passe sig selv. Filmen er ikke så gammel, hvilket betyder, at den er nydeligt animeret, men historien er lige en tand for sukkersød, mens man aldrig får knyttet de helt store bånd til Jack. Igen hjælper det en del, hvis man er under ti år gammel, hvilket er en lidt uheldig tendens med flere af studiets film.

21. Puss in Boots (October 28, 2011)
Og her har vi så det føromtalte spin-off til Shrek-serien, der selvfølgelig handler om Den Bestøvlede Kat, og hans vilde eventyr før han møder Shrek og resten af slænget. Jeg har ét stort problem med denne titel, og det er simpelthen æggefyren, der er så utroligt skummel og faktisk lidt modbydelig. Man får en smule baggrundshistorie for katten, der viser sig at være vokset op med førnævnte æggemand, og flere år senere mødes de igen for at fortsætte fra, hvor de slap i sin tid: jagten på de magiske bønner. Filmen er lidt kønnere end Shrek-filmene, og der bliver budt på både nogenlunde humor og god action, så filmen er nu heller ikke dårlig.

To be continued...

Øhm, så det var de der såkaldte forskelle, vi kom fra, ikke sandt?

Selvom Ghibli længe har benyttet sig af computereffekter i deres film, så har effekterne altid kun været et supplement til det håndtegnede format, hvilket måske siger mere om studiet, end man umiddelbart skulle tro. Selvom f.eks. Disneys Tangled og Frozen er nydeligt lavet, så er det ikke just film, man hiver et billede ud af til sin skrivebordsbaggrund. Det samme vil nok overvejende gøre sig gældende for deres håndtegnede film. Med flere af Ghiblis film ville det til gengæld ikke være besynderligt at puste et frame op og smide det op på væggen. Der er potentielle malerier gemt i deres film, hvilket i særdeleshed er tilfældet med Miyazaki bag roret. Super flotte billeder med sans for detaljer, farvevalg og lyssætning. Deres film er dog primært kun teknisk imponerende, når man ser på billederne en af gangen. I bevægelse er animationen nemlig ikke så flydende igen, mens "kameraarbejdet" er relativt simpelt. Disney går ikke nær så meget op i det "maleriske islæt", men til gengæld er figurernes bevægelser overvejende mere flydende i deres film. Med tiden begyndte de også at lege meget mere med klipning, kameravinkler, fokus og sågar zoom. De prøver altså i højere grad at efterligne liveaction-film.

Når det kommer til dramaturgi, plotforløb osv., så er der også bemærkelsesværdige forskelle på de to studier. Disney har en relativ traditionel og forventelig tilgang til deres historier. Man har som oftest en god ide om, hvor filmen bærer henad fra start af. Sådan er det ikke altid med Ghiblis film, og igen vil jeg særligt fremhæve Miyazakis værker, der sjældent er hverken konventionelle eller forudsigelige. Takahata skal heller ikke glemmes, da han med sine eftertænksomme og progressive film ligeledes har været med til at modne hele mediet.

Til slut vil jeg lige hurtigt komme ind på sprog og undertekster. Disney har synkroniseret flere af Ghiblis film med engelsk tale, så hvad bør man vælge: originalt sprog, engelsk eller måske dansk? Jeg har ikke rigtig stiftet bekendtskab med de danske oversættelser, så der må jeg nok være svar skyldig (det, jeg har hørt, lover dog ikke synderlig godt). Jeg har derimod set flere på japansk og enkelte på engelsk, og ærlig talt så er den engelske oversættelse i flere tilfælde udmærket. Det lyder fornuftigt, og det mindsker eventuelle kulturkløfter, da japanerne kan være lidt spøjse at høre på til tider. Du hører altså ikke noget "kun originalsprog" herfra.

10. Whisper of the Heart (July 15, 1995)
Den eneste film med manuskript af Miyazakis, der ikke også er instrueret af manden selv. Faktisk er det ovenikøbet den første af studiets film til at være instrueret af andre end grundlæggerne. Toshio Suzuki, som instruktøren hedder, gjorde et ganske godt stykke arbejde med, hvad der skulle vise sig at være hans både første og sidste film, da han døde få år senere. Titlen er en af studiets mere vage af slagsen, da det som sådan ikke er indlysende, at det netop er denne film, der fortæller en fortryllende historie om ungdommelig romance, at finde sin egen hylde, jagte sine mål og vigtigheden af at udfolde sig kreativt og kunstnerisk. Den er desuden flot tegnet og dejligt uforudsigelig.

9. The Wind Rises (July 20, 2013)
Ghiblis to seneste film er som sagt tidligere kun lige udkommet på disse breddegrader, og eftersom jeg ikke har fået set dem endnu, gør det The Wind Rises til den nyeste film på listen. Det er Miyazakis (hidtil?) sidste film, og jeg er glad for at kunne fortælle, at han gik ud med stil - men ikke med et brag, da der ikke er meget eksplosivt ved filmen. Det er nemlig en fiktionaliseret biopic om en japansk flydesigner og hans udvikling af et innovativt jagerfly, som japanerne brugte i trediverne. Man følger altså blot manden under den omfattende udviklingsproces, krydret med en smule romance i form af mødet og forholdet med hans kommende kone. Det er en af studiets mere ligetil og langsomme film, om end der stadig er nogle enkelte "overnaturlige" elementer. En sand fornøjelse.

8. Howl's Moving Castle (November 20, 2004)
Muligvis studiets mest mærkværdige film, hvilket altså ikke siger så lidt. Den starter meget tilforladeligt med en ung, flot kvinde, der efter at blive forhekset ligner en gammel dame. Så er der ligesom noget på spil, og man forledes til at tro, at man da vil have en god ide om, hvordan filmen udvikler sig fremover. Man kunne ikke tage mere fejl. Historien er lidt kringlet og inkluderer både prinse, troldmænd, krige, mobile slotte, dæmoner, magi, flere hekse og romance. Kan man holde styr på de enkelte dele, har man dog en ganske god og eventyrlig oplevelse i vente.

7. Kiki's Delivery Service (July 29, 1989)
En ung heks flyver med sin kat ud i verden for at træne og udvikle sine evner som magiker. Hun ender hos en bager, der naturligvis får medlidenhed med den uledsagede pige og derfor tilbyder hende kost og logi. For at kunne gengælde tjenesten starter Kiki en leveringsservice, hvor hun leverer pakker rundt om i byen og omegnen på sin kost. Hun møder naturligvis forskellige personer i løbet af filmen, der hver især spiller en bestemt rolle i hendes liv, men den vigtigste bikarakter må være hendes sorte kat, der er så ufattelig kær. Derudover omhandler den største konflikt i filmen Kikis pludselige usikkerhed på sig selv, hvilket bl.a. illustreres ved hendes ligeså pludselige problemer med at kommunikere med katten. Det er en rigtig sød film om selvstændighed og at tro på sig selv.

6. The Castle of Cagliostro (December 15, 1979)
Og her har vi så den anden (og sidste) ikke-Ghibli-film på listen over studiets film. Det er samtidig også den første film instrueret af Miyazaki efter et årti som manuskriptforfatter, animator og lignende. På japansk indeholder titlen også navnet på hovedpersonen, den snedige mestertyv Lupin the Third, hvilket giver rigtig god mening, men sådan skulle det altså ikke være herovre. Fans af den originale mangaserie og sågar også forfatteren selv har af flere gange udmeldt, at Lupin i filmen bliver portrætteret noget mere gentlemanagtigt end i kildematerialet, hvor han angiveligt er temmelig ubarmhjertig og vel faktisk modbydelig. Sådan noget er der altså ingenting af i The Castle of Cagliostro, der i stedet er en ganske munter oplevelse fyldt med humor, action og klassiske spionelementer. I forhold til mandens senere film er denne fortælling relativ vestlig, men det gør mig nu ikke så meget. Og så bliver jeg lige atter en gang nødt til at minde jer (og mig selv) om, at filmen er fra helt tilbage i halvfjerdserne... Damn.

5. My Neighbor Totoro (April 16, 1988)
Man bliver nærmest fyldt med ærefrygt, når man kigger igennem dagens top ti. Og ikke kun fordi den er så fandens godt skrevet - nej, også fordi standarden for de inkluderede film er så imponerende høj, som den nu engang er. Med det sagt er filmen her en af studiets mest populære film, hvilket Miyazaki må være yderst tilfreds med, da den på sin vis er den ultimative forløsning af hans abstrakte, langsomme og stemningsfulde stil, som han benytter sig af i flere film. En mand og hans to piger flytter ind i et slidt hus uden for byen, mens konen er indlagt på hospitalet. Her møder den yngste af pigerne den store skovbamse, og meget mere er der sådan set ikke til filmen. Den er vældig hyggelig med nogle super flotte billeder og fantasifulde sekvenser. Pigernes overekstatiske reaktion efter at have set deres nye hjem for første gang er meget japansk, men det kan måske nok siges om resten af filmen også.

4. Grave of the Fireflies (April 16, 1988)
Dette er den anden af kun to film på dagens liste, der ikke er instrueret (og skrevet) af Miyazaki. Det betyder, at Takahata kun har en enkelt film i top ti, men hvis man skal begrænse sig til en enkelt af ham, så er der vist ingen tvivl om, at valget så absolut må falde på Grave of the Fireflies. Det er Takahata i bedste form med forrygende drama og en rørende historie. Handlingen udspiller sig under anden verdenskrig, hvor man følger et søskendepar, der ender med at må klare sig selv uden penge på lommen og knap nok med tag over hovedet. Takahata ville gerne have mere ud af animeformatet, og det må siges at have lykkedes ham med denne film, der er blevet omtalt som en af de bedste krigsfilm.

3. Castle in the Sky (August 2, 1986)
Studiets allerførste film. Når jeg tænker på denne film, så dukker farvene blå og grøn altid op i hovedet på mig. Grøn for de flotte udendørsarealer på Jorden og rundt om slottet, og blå for den indbydende himmel, der forbinder de to førnævnte steder. Foruden Spirited Away var det den første film, jeg så af studiet, og det har altså på en eller anden måde sat sine spor. Bare tanken om filmens første akt tvinger nærmest et smil frem på læben af mig. Som antydet før er farverne virkelig skønne heri, og filmen er generelt bare en virkelig dejlig oplevelse. Det er hundred procent Ghibli - helt ind til knoglemarven. Man følger en ung pige (selvfølgelig), der bogstavelig talt lander i favnen på en jævnaldrende dreng, og med militær og luftpirater i hælene forsøger de at finde frem til Laputa, slottet i himlen, som tøsen måske ikke helt så tilfældigt deler navn med. Det er altså eventyr for alle pengene.

2. Princess Mononoke (July 12, 1997)
Jeg føler lidt, at dette er en bedre og mere modig version af Nausicaa, der som skrevet sidst handler om kampen mellem mennesket og naturen, og med en hovedperson der som sådan tager sidstnævntes side. Med Princess Mononoke er det igen naturen mod mennesket, men i et ret interessant træk vælger hovedpersonen faktisk slet ikke side, og i stedet spiller han defensivt for begge parter i et forsøg på at skabe fred mellem dem. Miyazaki kan være ret god til at skabe gråzoner som disse, hvor det hele ikke blot er sort/hvidt. Trods vores mands ihærdige indsats udspiller sig der ikke desto mindre flere kampe, og de er faktisk ret voldsomme med blod og afhuggede lemmer, hvilket er endnu en interessant forskel på vestlige tegnefilm og anime. Apropos disse forskelle så er filmen også i den længere ende med mere end to timers spilletid - noget man også sjældent ser i vestlige animationsfilm. Den kræver altså lidt mere tid og koncentration end normalt, men den er det værd.

1. Spirited Away (July 27, 2001)
Formegentligt studiets absolut mest populære film, hvilket jeg bygger på tre ting: (1) Filmens Oscar-modtagelse for bedste animationsfilm, (2) at jeg kan huske at have hørt den nævnt flere gange i Troldspejlet og (3) afsindigt mange mennesker kender til den - noget der ikke er gældende for nogen af studiets andre film (om end den sidste måske kan diskuteres). Spirited Away er en relativt mørk film, hvor en ung pige ender op i en magisk verden sammen med sine forældre, der uheldigvis bliver ramt af en slem forbandelse, og så er det ellers op til Chihiro, som pigebarnet hedder, at redde dem og få dem tilbage på velkendt jord igen - men først skal hun altså lige forsøge at finde hoved og hale i den mystiske verden befolket af hekse, dæmoner, ånder og andre mærkværdige væsener - ej forglemme det travle badehus. Filmen er lige så besynderlig, som den lyder, og den lægger mere end nogen anden af studiets film op til at blive grundigt analyseret og fortolket. Dette opfordrer selvfølgelig til et par gensyn eller to, men man vil helt sikkert også være godt underholdt den første gang. Spirited Away er en stor oplevelse, og det er svært ikke at blive opslugt af de utroligt flotte streger, filmens mystik, symbolismen og den relativt tempofyldte plotprogression. Jeg kan særligt godt lide scenen med Chihiros første klient, og medarbejdernes besættelse af den ubudne gæst. Det havde jeg lige lyst til at tilføje.