Hvis du går og undrer dig over, hvordan musikåret 2015 egentligt lød på tværs af genrer, så har jeg her sammenstrikket en lille liste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Jeg ville gerne have lavet en liste over mine favoritalbum, men det er jeg ikke rigtig i stand til endnu, så det blev i stedet til en liste over ti gode sange.

Clarence Clarity: "Meadow Hopping, Traffic Stopping, Death Splash" (alternativ/elektronisk pop)
Clarence Clarity har lavet et af de mest interessante albums I 2015 med sin vanvittige alternative pop, der ikke er bange for at være 'larmende' eller in-you-face. Men på den gode måde. Overnævnte sang er en af mine favoritter fra pladen, og den giver et meget godt billede af, hvad Clarence er i stand til.

Julia Holter: "Feel You" (alternativ pop)
Hendes 2013-udgivelse sagde mig ikke det helt store, men sidste år kom der lidt mere spræl i kompositionerne med et fyldigere lydbillede, uden at der blev gået på kompromis med musikkens sjæl.

Courtney Barnett: "Kim's Caravan" (rock)
En ny australsk singer-songwriter der gjorde sig godt bemærket med sit debutalbum sidste år. Hendes tekster er blevet beskrevet som små, spidsfindige dagligdagshistorier, men lige så vigtig er den ganske formidable musik bag ordene. Her er den halvlange "Kim's Caravan" særligt værd at nævne. En sang der langsomt udvikler sig og tilføjer nye instrumenter hen ad vejen.

Title Fight: "Rose of Sharon" (punk rock)
Denne sang skinner klart og tydeligt igennem på et ellers kun nogenlunde album. Kan man lide punk rock, så vil man formegentligt også sætte pris på denne korte skæring med sit høje tempo og fine rytmespil.

John Grant: "Grey Tickles, Black Presure" (soft rock)
Hans nye plade er lidt en blandet landhandel i mine ører, men denne sang er virkelig fed. Muligvis min favorit blandt sange fra hans seneste tre album. Grant er homoseksuel, hvilket han har skrevet flere gode sange om, men han er også blevet testet positiv for HIV, hvilket nærværende sang omhandler. Det er en ganske personlig sang med meget indsigtsfulde linjer. Og så er produktionen kanon.

Joanna Newsom: "Anecdotes" (folk)
Dette årtusindes bedste og nok også største folk-musiker. Hendes nye udspil er endnu en fjer i hatten på den formidable sangerinde-slash-harpist. Overstående åbner pladen, og det sætter kort sagt en temmelig høj standard, der bliver nogenlunde opholdt efterfølgende.

The Tallest Man on Earth: "Sagres" (pop folk)
En anden prominent folk-sanger er svenske The Tallest Man on Earth. Hans nyeste plade går lidt væk fra folken og tættere på en ny mere popagtig lyd, men musikken er nu stadig temmelig god. Hans vokal er flere gange blevet sammenlignet med Bob Dylans, men dette er heller ikke nær så tydeligt på den nye plade. Er dog ikke sikker på, om det er en god eller dårlig ting.

Kamasi Washington: "Askim" (jazz)
Saxofonisten Washington udgav i 2015 et tre timer langt jazzalbum, hvilket er rigtig meget jazz. Noget med vokal (ganske lidt), noget med rytmefokus, noget med mere melodi, rigtig meget med saxofon, og noget mere alternativt end andet. Der sker derfor alligevel lidt af hvert i løbet af de mange minutter. Overstående sang er en længere improvisationslydende instrumental med lækkert følelsesladet saxofonspil.

Injury Reserve: "Yo" (hip-hop)
Denne lille gruppe laver forholdsvis traditionel hiphop med simple hooks og elektroniske produktioner. Det skulle i øvrigt ikke undre mig, hvis gruppen mødte hinanden på universitet. Det har lidt den der legesyge og drengerøvsagtige vibe. Samtidig virker medlemmerne dog også rimelig talentfulde, så pladen er nu et ganske underholdende lyt. Overstående nummer åbner pladen på ganske fin vis.

Drake: "Energy" (hip-hop)
Og nu til noget lidt mere populært. Jeg har aldrig været den store Drake fan, men jeg fandt alligevel et par sange fra hans seneste soloudgivelse (mixtape eller ej) ret underholdende. Overstående nummer er et af disse. Den simple produktion er nydelig, hooket er acceptabelt, og Drake har som altid en eller anden form for charme.

Afslutningsvis vil jeg bare lige sige, at hvis jeg nogensinde kommer til at lave en liste over 2015's bedste album, så vil Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly selvfølgelig tage førstepladsen, da det er det bedste album i flere år. Det er en certificeret klassiker! Og jeg kunne have inkluderet et hvilket som helst nummer fra pladen på overstående liste. Jeg kunne også have fyldt listen kun med sange fra TPAB. Hvis jeg her på falderebet lige skal nævne en enkelt sang fra pladen, som uindviede individer kan forsøge sig med, så bliver det på nuværende tidspunkt:
"You Ain't Gotta Lie (Momma Said)"

Vi har brug for flere lister over 2015s bedste og værste besyv til verden. Dette kommer dog ikke til at ske med følgende blogindlæg, da det i stedet skal handle om filmenes mellemkød. Ikke de helt store prisnominerede, populære og hypede film - men heller ikke de helt små, obskure indietitler. Dem midt i mellem. De vinder ingen årets film-priser, og det bør de heller ikke. Men de er nu alligevel et kig værd. Her følger fem af sådanne film.

5. Mistress America
Dette komedie-drama er co-skrevet og medvirkende Greta Gerwig, der lidt er en kvindelig udgave af Woody Allen i sine yngre år. Sådan da. Om ikke andet kan man godt lidt få det indtryk, hvis man bl.a. giver Mistress America et kig. Den starter lidt sløvt og stift, men filmen åbner sig betydeligt op senere, og særligt den lange scene i villaen mod slutningen er ret godt skruet sammen.

Filmen omhandler en ung rus på et universet i nærheden af NYC. Hun har svært ved at finde venner, så hun kontakter sin kommende 30-årige stedsøster, der bor inde i byen. Stedsøsteren (spillet af Greta) lever i nuet med et spændende og aktivt liv, men med problemer med at binde sig til noget. Russen får en anden smag for livet, og mon ikke de også lære lidt af hinanden.

Filmen er sød, humoristisk og intelligent. Så er man til screwball-genren, så vil man formegentligt være pænt underholdt her.

4. Slow West
Den moderne western er meget bedre end den burde være. Flot, stilistisk, langsom, voldelig og ikke for børn. Den har vist modtaget noget kritik for at være (for) langsom og plotløs, og der er da nok noget om det, men jeg var alligevel ret godt underholdt. Filmen er både flot og charmerende, og når der endelig dukker noget action op på skærmen, så er det ligeledes veleksekveret. Måske ikke helt ulige Drive, om end de to film egentligt ikke rigtigt burde sammenlignes.

Filmen omhandler en ung gut fra UK, der er taget til USA for at finde sin kæreste. Knægten er så grøn og ikke-faretruende som overhovedet muligt, men heldigvis løber han ind i en erfaren cowboy, og sammen rejser de igennem det smukke vilde vesten.

Jeg havde oprindeligt inkluderet den danske western The Salvation, men da den teknisk set er fra 2014, så overholder den ikke et af de eneste kriterier, der er for at komme på listen. Men jah, den er også cool.

3. Ex Machina
Modsat Chappie er denne 'robot'-film faktisk mægtig god. En ung mand får en invitation ud til ingenmandsland for at teste AI'en i en ny robot. Meget af filmen går således med, at gutten har samtaler med robotten, når han altså ikke snakker og drikker med stedets eneste anden beboer - skaberen af robotten.

Det er en ganske solid film med et spændende plot, og så skader det selvfølgelig heller ikke, at den svenske skuespiller Alicia Vikander lægger ansigt og stemme (mm.) til androiden.

2. Me and Earl and the Dying Girl
Ligesom at western-genren har oplevet en interessant og stilet renæssance de sidste par år, så har high-school/coming-of-age filmen også oplevet en spændende og kreativ udvikling på det sidste. Instruktører og manuskript-forfattere tager den slidte formular med den unge forvirrede high school elev, og giver den et større eller mindre twist. Et af de bedre twists er at have en ikke-stereotypisk ikke-nørdet/genert elev samt tilføje en skæv humor, popkulturreferencer og bizarre, atypiske bikarakterer. Nærværende film leverer på samtlige punkter. Selv titlen tør siges at være noget alternativ.

Et andet, godt eksempel på denne slags film er Dope med Asap Rocky, der spiller en intelligent ghettofyr med hang til hiphop fra guldæraen - både musikken og den dertilhørende påklædning.

1. Tomorrowland
Til sidst har vi den eneste film fra 2015, som jeg har set to gange.
Manden bag bl.a. Ratatouille og Ghost Protocol (grundlæggende er alle hans film nævneværdige) gav os sidste år et familievenligt fantasyeventyr om det her mystiske parallelunivers, hvori Tomorrowland har hjemme. Det er en stor, flot og fremtidsagtig verden fyldt med Jordens mest kreative, opfindsomme og intelligente mennesker.

Og så er det faktisk lidt svært at sige mere om filmen uden at spoile for meget. Plottet er som sådan ret spinkelt. Derudover er starten også lidt træg, hvilket nok har været de primære kritikpunkter ved filmen.

Til gengæld er Tomorrowland rigtig flot med fantastiske special effects, og vigtigst af alt nogle spændende karakterer, mens filmen også ofte bevæger sig mere i gråzoner end sort/hvid. Generelt er filmens opbygning lidt special. Og hvor ond er skurken egentligt? Selvom både George Clooney og Hugh Laurie medvirker, så er det alligevel lykkedes en ung pige på omkring 13 år at stjæle samtlige scener, hun medvirker i. Navnet er Raffey Cassidy, og hun er forhåbentligt kommet for at blive. Og det er ellers meget sjældent, at jeg finder børn værende gode og interessante skuespillere. Chloë Grace Moretz har f.eks. alle dage været meh, og ham fra The Sixth Sense endnu mere. Duden fra Home Alone er lidt awesome, men han er stadig ikke en god skuespiller.

Anyway... hmm, der er vel egentligt ikke mere at sige.
Andet end: Titlen antyder starten på en ny blogserie, men jeg er ikke umiddelbart i stand til at kaste endnu en fantastisk liste sammen lige nu, så måske I kan hjælpe lidt her?

Sidste del af min Shu-bi-dua føljeton. Tre albumanmeldelser efterfulgt af en anmeldelse af musicalen - skrevet to måneder efter, at jeg var inde at se den, men det er alligevel lykkedes okay.

Shu-bi-du@ 16 (1997)
Halvdelen af åbnerens omkvæd består af 'tralalulalej', hvilket kan betyde problemer, men i dette tilfælde helt sikkert betyder problemer. F.eks. har vi den eksotiske "Karneval", den halvhjertede "Hey, vi ka' ikke rokke med ørene", den melankolske "De gule sider", den ideforladte "Langt ude" og den kedelige "Mars", mens der går folkedans i den med "Den lille mands sang" og "Mindshit". Derudover er "Foggin' rap" inkluderet, hvilket gør det til den eneste af gruppens alternative versioner af tidligere sange til at være inkluderet på et studiealbum. I dette tilfælde er det en ny tekst over en fri interpolering af melodien fra "Krig og fred".

Det efterlader os (foruden to "Mark & Ronni" numre) med tre sange, henholdsvis "10 ? -> Tina", "Fisk" og "Michael". Førstnævnte handler om modellen Tina Kjær, og er uden tvivl gruppens bedste rocker i meget lang tid. Sidstnævnte er en undersættelse af The Temptations' "My Girl", og er derfor givetvis ret god. "Fisk" lægger ud med en smule autotune, mens den skrabede instrumentering minder lidt om noget samtidigt amerikansk pop. Alligevel er sangen underligt dragende. Måske fordi den er så tilpas random med en god mængde fiskepuns, alt i mens Bonden faktisk forsøger at fortælle om den her pige. Det er dog næppe nok til at redde albummet. I det mindste lægger de tre overnævnte sange i forlængelse af hinanden.

Playlist: "Michael", "10 ? -> Tina", "Fisk"
Vurdering: Sh

Shu-bi-dua 17 (2000)
En af de værste musiktrends omkring årtusindeskiftet var at smide "www" i sin album- eller sangtitel. Det så måske smart ud dengang, men det ser så håbløst forældet ud i dag. Denne uheldige fejl kan Shuberne desværre heller ikke sige sig fri fra, men sangen kunne i det mindste være noget værre. Ikke desto mindre sætter det meget godt tonen for resten af album, da det er et lidt kluntet og tåkrummende lyt i mere end et tilfælde. Om så Shuberne forsøger sig med funk, sjælere eller disko. Værst af alt bliver det dog på "Min kær'ste", der er virkelig utrolig ringe. Den rockende "Paparazzi" indeholder såmænd et ret godt guitarriff, men man finder let langt bedre sange med et lignende riff (af flere grunde men særligt på grund af den tåbelige tekst her). Selvom alle sange ikke er lige dårlige, så ville Shubernes diskografi ikke have taget skade af, at denne plade aldrig var blevet til.

Playlist: INGENTING
Vurdering: S

Shu-bi-dua 18 (2005)
I anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag skete der rigtig mange ting, heriblandt at Shuberne tog tilbage i studiet og indspillede et album med sange baseret på Andersens mest kendte eventyr. Eftersom historierne originalt er ganske korte (som regel), og deres største aktiv altid har været moralen, fungerer de faktisk glimrende i skikkelse af sangtekster, så den lyriske side af konceptet er Shuberne langt hen ad vejen sluppet ret godt fra (i øvrigt det første bare tilnærmelsesvis konceptuelle album fra gruppen). Dette kommer i allerhøjeste grad til udtryk på den forrygende "Den lille pige med svolvstikkerne", der er mindst lige så rørende som originalen. Melodien minder til tider lidt om noget hørt på gruppens tidligere "Form og filur" og "Ballade på fuckingham", men i så fald er det først nu, at den endelig sidder lige i skabet.

Et andet højdepunkt er "Kejserens nye klæder" med sin fængende melodi og gode omkvæd (foruden at være blandt Andersens bedste eventyr), og i samme ombæring kan "Fyrtøjet" også nævnes med sit fede karakteristiske guitarriff, der på interessant vis leder tankerne hen imod et sæt sækkepiber. "Prinsessen på ærten" er også udmærket med sin blanding af forvrænget guitar og synthesizere, om end versene er bedre end omkvædet heri. Hvilket faktisk er lidt usædvanligt i konteksten, da niveauet for omkvæd er overraskende højt på pladen. Foruden allerede nævnte sange kan "Den grimme ælling, "Konen med æggene" og tilnærmelsesvist "Hvad fatter gør er altid det rigtige" også nævnes i denne sammenhæng. Uheldigvis er særligt de to førstnævnte bare langt fra lige så gode resten af tiden. Hvilket bringer os videre til pladens knap så flatterende træk. Eksempelvis "Den lille havfrue" der uden sammenligning er skivens svageste punkt, hvilket nok også hænger sammen med at Andersens fortælling er noget længere end de andre eventyr på pladen. Teksten er således håbløs elendig og overfladisk, mens musikken i øvrigt heller ikke er noget særligt. Ved siden af "Den lille havfrue" er alle andre inkluderede sange ret gode, på trods af at både "Klods-Hans" og "Den grimme ælling" normalvis er langt fra at være gode.

Et andet, mere generelt problem med albummet er den meget pæne lyd, hvilket er ærgerligt, da Shuberne tydeligvis har skudt flere gode ideer i projektet. Pladen er derfor ikke så god igen, om end den også er langt fra lige så slem, som mange har gjort den til. Shubernes bedste album længe.

Playlist: "Kejserens nye klæder", "Den lille pige med svovlstikkerne", "Fyrtøjet"
Vurdering: Shu-

Shu-bi-dua The Musical
Ti år efter Shubernes sidste studiealbum har Fredericia Teater i år haft premiere på en musical inspireret af gruppens musik. Man følger i stykket en knægt kaldet Mick med en meget livlig fantasi (eller 'shubi' for at sige det endnu pænere), der strækker sig helt ud til to gode fantasivenner, Carlos og Molly, der begge gør ham selskab i hans fantasifulde eskapader derhjemme på værelset. Efter moderens 117. anvisning forsøger Mick endelig at fortrænge kammeraterne og leve et normalt liv. Det lykkedes nogenlunde for ham - lige end til han ved en afslutningsfest på gymnasiet flere år senere møder en sød, eventyrlysten pige, der tvinger den nu unge fyrs kreative side ud af ham igen. Eftersom Shuberne har skrevet sange om alsidige emner som dyr, fester, livets gang, op- og nedture og mode foruden alverdens skøre iderige og spidsfindige påfund går denne fortælling derfor som hånd i handske med gruppens musik - der i stykket er begrænset til sange fra de første ni album (tak). "Tryk på" siger det hele meget god med linjen 'Er det dig eller mig, der er skør?'.

Særligt de første to akts trykker på alle de rigtige knapper med en spændende udforskning af Micks sindstilstand uden at det på nogen måde bliver overanalyserende, og man bliver i løbet af stykket lidt klogere på, hvor stor skaden er (så at sige) og delvist hvor det stammer fra. Mødet med pigen Sille åbner samtidig et nyt kapitel i hans liv, og deres første par møder er både søde og underholdende. Sidste akt er lidt mere forudsigelig, mens det lidt mangler samme gnist som introduktionen af Carlos, Molly og Sille henholdsvis tilføjede de første to akts, plus man 'desværre' ser lidt mindre til de to førstenævnte. Med det sagt er der bestemt også et par rørende øjeblikke mod den alligevel ganske vellykkede slutning.

Hele konceptet med 'shubi'-diagnosen, som Mick bliver stillet, er smukt udført, hvilket også strækker sig til den visuelle præsentation i form af både retrokostumer, rekvisitter og den digitale scenografi, der løbende udvikler sig gennem stykket. Det er også interessant at få sat billeder på mange af sangene, om det så gælder de mere skøre indfald med de dertil indrettede skæve scener eller de emnetunge skæringer sat i en bredere og nogen gange lidt anderledes kontekst. Begge dele er lykkedes fremragende.

Stykket afsluttes med en stort medley af resterende hits, hvilket var en gladelig overraskelse, om end jeg gerne ville have set flere af dem som en integreret del af stykket. Hvad angår skuespil og sang, så er begge dele i øvrigt mere end godkendt. Da tæppet faldt for sidste gang gik jeg fra Fredericias teater med en vidunderlig følelse i maven - måske jeg er blevet smittet af Shu... Nah, det blev lidt for sentimentalt.
Showet kan anbefales!

Vurdering: Shu-bi-du

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at det efterhånden er en rum tid siden sidste indlæg, hvilket kan virke fjollet i lyset af dette indlægs korte længde. Men de følgende fem albums er simpelthen bare så deprimerende at lytte til, og endnu værre at anmelde. Så er I advaret.

Shu-bi-dua 11 (1985)
Oven på den meget skuffende 10'er skulle der drastiske midler til for at vende skuden igen, så Bonden droppede ud for at blive programchef på en ny TV-kanal, hvorefter Hardinger så sit snit til endelig at gøre krav på mikrofonen. Dette resulterede i nærværende plade, der måske ikke så overraskende overhovedet ikke lyder som Shu-bi-dua. I stedet får man noget, der lyder som en blanding af dansktop og børnesange, så hvis det lyder som en forbedring, bør man da klart give skiven et lyt. Hvis ikke, så vil jeg anbefale, at du glemmer alt om denne udgivelse (igen).

Playlist: INGENTING
Vurdering: S

Shu-bi-dua 12 (1987)
Alle inkl. Hardinger selv blev meget hurtig klar over, at Bonden skulle tilbage med det samme, hvis Shu-bi-dua skulle have en chance for at overleve. Så det kom han. Straks blev det hele bedre igen, men der skulle selvfølgelig heller ikke så meget til - faktisk så lidt at nærværende plade også er temmelig uinteressant. Skivens bedste skæring finder man således i den pæne og romantiske "Kor, kærlighed og klokkeklang", og den sætter desværre ikke niveauet voldsomt højt. På Shubernes bedre udspil ville den formegentligt have været i vejen. Generelt er orkestrets tolvte album en meget uinspireret omgang med kedelige melodier, direkte dårlige omkvæd og et tekstniveau under middel. "Homogen" gemmer f.eks. på en af pladens bedre budskaber, men musikken minder om noget fra en dårlig MGP-sang.

Playlist: "Kor, kærlighed og klokkeklang"
Vurdering: S

Shu-bi-dua 13 (1992)
Efter en længere pause vendte Shuberne tilbage i 1992 med deres trettende album, og heldigvis virker de ekstra par år og indspilningen af en film til at have hjulpet på kreativiteten. Vi bliver således præsenteret for en af gruppens største hits længe i form af den charmerende og morsomme "Sexchikane". Desværre er der et stykke ned til nærmeste konkurrent, da den næsten funky "Kære Lone" og halvmonotone "Familien kom til kaffe" kun er okay, mens resten er overvejende fyld. Ovenpå den syntetiske firserlyd fra de sidste par plader bliver der i flere sange trukket nogle tråde tilbage til rock og pop før firserne, men lige meget hjælper det altså. Stadig et svagt album selvom det er væsentligt bedre end de nærmeste forgængere.

Playlist: "Sexchikane", "Kære Lone"
Vurdering: Shu

Shu-bi-dua 14 (1993)
"Danske Sild" og "Vi' Shu-bi-dua" er lidt skægge, og hvis de nu spiller i radioen, så kunne jeg godt finde på at blive hængende lidt endnu. Det samme gør sig ikke gældende med de restende sange. Jeg vil særligt fremhæve "Telefon" som værende indehaver af et helt igennem tarveligt omkvæd. Det er som om, at vi går den forkerte vej igen nu.

Playlist: "Danske Sild"
Vurdering: Sh

Shu-bi-dua 15 (1995)
Muligvis Shubernes ringeste og mest kedelige udgivelse. Intet at komme efter her.

Playlist: INGENTING
Vurdering: S

PSA: Karaktersystemet er kompromitteret! TRUST NO ONE!!!
På dansk: Man kan ikke rigtigt sammenligne karakterene albumene imellem, da de er håbløst uddelt. Men man må da gerne prøve.

Shu-bi-dua 6 (1979)
Sekseren åbner med et ærligt talt fabelagtigt nummer. Shu-bi-dua har lavet en opera-slash-sang-om-opera, hvor Bonden fungerer som fortæller, enkelte gange afbrudt af noget der minder om opera. Sidstnævnte tager i nogen grad over midtvejs, hvor tempoet også sænkes til et ganske langsomt beat (mod sangens ellers hurtige tempo), hvilket simpelthen lyder fremragende. Og alligevel kan jeg kun lige umiddelbart komme på et enkelt andet nummer, der foretager sig et lignende skift. Det var forholdsvis mange linjer om en enkelt sang, men "Melankolini" er nu et godt bekendtskab. Den står derfor også i rimelig skarp kontrast til resten af pladen (ikke så overraskende), men lad os først tage de andre højdepunkter. "Rom og Cola" er en ganske underholdende feelgood-sang om shubernes fede liv med en god portion sarkasme inkluderet. "Ærmelunden" indledes med at 'historien om lidt bliver god', og afsluttes med at 'historien nu er gået i stå'. Det skaber lidt nogle forventninger til teksten, men i et morsomt træk fortæller Bonden blot om et banalt kærlighedsforhold i skoven blottet for substans.

Dernæst bliver det knap så interessant, om end vi også har den disko-opstemte "Rund funk" (samplet af MC Einar), og den dybt parodierende "Brdr. Gebis", der begge kan være et sjovt lyt, hvis man er i humør til det. Men tilbage til den kedelige rocker "Huckleberry Finn" (der i øvrigt er engelsksproget, hvilket måske ville have været et problem, havde sangen været bedre). Vi har også den stille "Vuggevisen", der med sit langsomme gemyt muligvis bliver overgået af "Jeg - en gris", der blander en fin melodi med en ærgerlig tekst og udførelse. "A. Thomsen" er for useriøs på den trælse måde med en snert af "Åh, Susanne" ind over sig. Den eksotiske "Karl-Oscar" er heller ikke just noget at råbe hurra for, men helt gal er den først rigtig med "A Kat La Vær", en helt igennem irriterende sang. Det startede ellers så fint.

Playlist: "Melankolini", "Ærmelunden", "Rom og Cola"
Vurdering: Shu-

Shu-bi-dua 7 (1980)
Shuberne angriber firserne lige på og hårdt med en ny samling sange, inkl. en ny julesang. Og lad os da bare tage den med det samme. "Den himmelblå", en af mine danske julefavoritter, lægger i første vers ud med en ganske fin blanding af traditioner og moderne liv, hvorefter de måske lidt ærgerligt udelukkende fokuserer på traditionerne og uskyldige beretninger, men så har vi stadig Bondens karisma og gode stemme, fabelagtig juleinstrumentering og en gedigen guitarsolo. Det er altid lidt mærkeligt at inkludere en julesang på en ikke-juleplade, men de er i dette tilfælde lovlig undskyldt. Et andet højdepunkt er den morsomme og dejligt skæve "I østen stiger Olsen op", der med sin alternative rytme og spøjse tekst er svær ikke at lade sig fange af. Dernæst har vi selvfølgelig også shubernes bud på "Midsommersangen" med tekst fra Holger Drachmann. Der er en grund til, at denne melodi stadig benyttes flittigt til sankthansfester landet over. De sidste helt store sange må være den satiriske reklamebasker "Minus til plus" og den tekstmæssigt lidt ligegyldige, men underholdende fortælling "Krig og fred", god lang guitarsolo inkluderet. "Sorgenfri" kan også nævnes i denne sammenhæng, da Bonden leverer en god præstation selvom musikken kan virke lidt monoton.

Det var mere end halvdelen af sangene. Ikke dårligt bandet taget i betragtning. De resterende sange inkluderer bl.a. den romantiske "Rosita", om end romantisk måske er så meget sagt, da Bonden synger til en båd. Ikke videre interessant, mens musikken er lidt for pæn og sød. I "Klodekundskab" synger Bonden til gengæld om forskellige nationer, hvilket foregår med noget meget ærgerligt musik i baggrunden - måske Drengene fra Angora har hentet inspiration herfra til deres rejsesang. De sidste tre sange er placeret lige efter hinanden på første halvdel af pladen, og disse inkluderer den langsomme "Stjernefart" om livet efter døden, "Advokatens vise" om... ja, advokater, og "Coffeeville" om en dag i den western-agtige by Coffeeville. Førstnævnte lyder måske lidt som Sebastian med sin fine melodi og hornsektion, men den tager samtidig også sig selv lidt for alvorligt, og mangler måske noget mere drama. Om ikke andet blev det da til en god halv plade.

Playlist: "Minus til plus", "Krig og fred", "I østen stiger Olsen op", "Midsommersangen", "Sorgenfri", "Den himmelblå"
Vurdering: Shu-bi-

Shu-bi-dua 8 (1982)
Hvad blev der af 1981? Tja, til gengæld udgav shuberne to album i 1982, hvilket dels var skyld i de efterfølgende kedelige begivenheder. Men tilbage til 1982 og til at starte med det ottende album i rækken. Shuberne har inkluderet en del varierede sange med fængende melodier og ørehængende omkvæd på nærværende plade, men desværre er dette ikke altid nok til at skabe gode sange. F.eks. har vi "Billen på bladet", "Dallas" (om serien, ja), den Kraftwerk-agtige "Melogik", "Sårhus" (riffene har potentiale) og "Jens Olsens verdensur", der i virkeligheden er temmelig dårlige.

Bedre bliver det med "Ronald og Leonid" og "Den grønne", der henholdsvis indeholder en god vokal og en skøn melodi - men også henholdsvis monoton musik (tromme på alle slag burde ikke være det første valg) og en fesen tekst. "Form og filur" leverer et relativt stille og halvmelankolsk lydbillede med fokus på vokalen, og mod al forventning fungerer det faktisk udmærket. Men Bonden har selvfølgelig også en fed stemme. Den efterfølgende korte guitardreven instrumental er i øvrigt også fin. "We Wanna Be Free" er igen et fængende nummer, men den er rent faktisk også underholdende.

Det bedste på pladen kommer dog uden sammenligning i form af "Costa Kalundborg", hvor shuberne fantaserer om et bedre klima i norden bragt hertil pga. de globale klimaforandringer. Det er hyggeligt og dejligt dansk.

Playlist: "We Wanna Be Free", "Form og filur", "Ronald og Leonid", "Den grønne", "Costa Kalundborg"
Vurdering: Shu-

Shu-bi-dua 9 (1982)
Den melankolske "Askepot" har altid været en personlig favorit hos mig, da shuberne på fremragende vis får blandet eventyret om Askepot med modemærke-hysteriet foruden en fabelagtig melodi og lækker guitarsolo - generelt spiller guitaren en større rolle her, hvilket klæder bandet. Det lyder godt nok ret firseragtigt og pænt, men det kan jeg godt leve med. Derfor er det bare endnu mere ærgerligt, at sangen på pladen er omringet af middelmådighed. Den engelske live-version af "Vuffelivov" er faktisk overraskende vellykket med sit fede reggae-riff, men derefter har vi kun at gøre med det jævne og værre.

"Adonis And" er umiddelbart bare endnu en undskyldning for at blande Anders And ind i festligheder (selvom vokalen er fin), og ved dens side finder vi de næsten nogenlunde "Ønskelisten" og "Fantasi No. 9" samt den mindre gode "Tilfredserne". Værre bliver det med den stille "Først til sidst", den kedelige "Mamba D'Amour" og den grusomme "Røde i staterne". Shuberne forsøger til slut at redde det hele med en gammel rocker i skikkelse af "Johnny the Clown", men uheldigvis er den bare virkelig kedelig. Ikke engang Bonden virker synderligt engageret.

I det mindste fik vi "Askepot".

Playlist: "Askepot", "(There's a) Dogshit in my Garden",
Vurdering: Sh

Shu-bi-dua 10 (1983)
Åbneren "Vil du med mig" er endnu en i rækken af pladderromantiske sange, der bare ikke rigtigt gør shuberne nogle tjenester - selvom riffet i omkvædet faktisk ikke er dårligt. Bedre bliver det på næste nummer, den muntre "Folkevognen", der trods halvkedelig musik bliver nogenlunde reddet af Bundens kække attitude og den morsomme tekst. "Der er plads til 6 i en folkevogn -... hvis man blæser på færdselsloven. " Skal vi fortsætte ud af samme vej, så er "Narresutten" næst, men her er det desværre helt slut med at være positiv. Den er bare elendig. Aflever straks mikrofonen tilbage til Bonden, tak! Det bliver straks bedre med "Rap rap" (da ingen endnu tog rap alvorligt), men ikke mere end at sangen stadig er dårlig, og det samme gør sig gældende for den nærmest kvalmende "Ene og alene" (om end det afsluttende 'twist' næsten var rørende). "Roquefort" er et instrumentalt stykke, der mest af alt giver mig lyst til at gense The Young Girls of Rochefort. Noget lignende kunne jeg sagtens knytte til "Monte Carlo", hvis det ikke var fordi, jeg mest af alt bare får lyst til at skynde mig videre til næste sang, eller evt. bare skifte plade. Som forventet er "Ta' mig som du er" også ganske ringe, faktisk minder den i al sin skrækkelighed om dansktop. Efter denne uhyggelige oplevelse kan "Luther Lagkage" umiddelbart virke okay, men du skal ikke falde for den. Sangen er i virkeligheden også ganske dårlig (om end den gæstende sangerinde Mathilde i sig selv er okay, hun kunne godt have været med i Bifrost). På "Fuck You" begår en ikke-bonde sig på engelsk i denne hyldest til det modsatte køn. Hvad mener du med, at det lyder ringe? "Humbug" pakker til en afveksling godt med synthesizere og et imponerende dårligt omkvæd. Afslutningsvis har vi "Mort", der faktisk er virkelig fed. SYKE! Om end det nok er blandt pladens bedste.

Shubernes tiende album er virkelig ringe. Det kan godt være, at jeg har kaldt tidligere sange dårlige, men det er intet i forhold til denne samling intetsigende og uambitiøse sange. Jeg er stadig ret chokeret.

Playlist: "Folkevognen"
Vurdering: S