De gamle pionerer begynder så småt at dukke op med nogle af genrens mest klassiske udgivelser.

20. King Crimson: Larks' Tongues in Aspic (1973)
Efter bassist og sanger Greg Lake indleverede sin opsigelse efter debuten var King Crimson mildt sagt i krise. Efter tre skuffende udspil og skiftende personel fyrede frontmand Robert Fripp hele besætningen og startede forfra med et band, der nåede at udgive en trilogi af gode album efterfulgt af en opløsning. Nærværende album er startskuddet for denne trilogi, og den sætter kort sagt en god standard for de resterende to. Pladen gør sig meget i stemning og melodi (lidt som bandets debut), hvilket blandt andet betyder, at halvdelen af sangene er instrumentale. Det hele bliver lidt for langsomt til tider, og jeg fanger mig selv enkelte gange i at lede efter en rytme eller melodi at hægte mig fast på uden held, f.eks. i den lange trommesolo i begyndelsen af "The Talking Drum". Første del af titelsangen er heller ikke nær så spændende, som bandet måske tror (om end det stadig er godt). Begge to er de instrumentale, så jeg bliver lidt ærgerlig over, at den nye sanger John Wetton ikke bliver brugt noget mere. Han synger nemlig forrygende. 4/5
Hør: "Larks' Tongues in Aspic, Pt. 2"

19. Premiata Forneria Marconi: Per un Amico (1972)
Det andet og sidste italienske besyv til listen. Denne gang fra Italiens anden helt store spiller inden for prog rock. Bandet har generelt en utroligt gennemført og spændende lyd, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk på nærværende plade (samt bandets forrige). Per un Amico består af fire velskrevne og effektive sange fyldt med breaks, fremragende trommer, passende blanding af elektrisk og akustisk guitar og en fængende italiensk vokal. Den femte og sidste sang, "Generale!", er lidt for kaotisk og retningsløs, men heldigvis er det albummets korteste, så skaden er ikke stor. Per un Amico kan som et af få italienske prog rock album konkurrere med den engelske scene, hvilket vist siger det hele. 4/5
Hør: "Appena Un Po'"

18. Frank Zappa and the Mothers of Invention: One Size Fits All (1975)
Zappa og co. har alle dage været kendt for at lave progressiv, kompleks og humoristisk musik, men måske netop på grund af hans åbenlyse parodierende tendenser, så dukker hans navn sjældent op, når snakken falder på prog rock. Og dette på trods af at eksempelvis Jethro Tull lavede Thick as a Brick som lidt af en joke. Problemet med parodier er, at de først fungerer rigtig godt, når man ikke umiddelbart kan høre, at musikken er en parodi, men at dette faktum først åbenbarer sig, når man undersøger konceptet og lyrikken lidt nærmere. Denne subtile humor finder man eksempelvis på Thick as a Brick, der i realiteten er et fantastisk album med et humoristisk twist. Et helt andet eksempel er Weird Als "Trapped in the Drive-Thru", der netop fungerer af de samme grunde (og derfor er hans absolut bedste parodi til dato).

Zappa derimod har en tendens til både at synge fjollet og skrive åbenlyst fjollede tekster, i en sådan grad at det ender med at spænde ben for ham. Dette er i høj grad tilfældet på nærværende album, der lyrisk uden nogen form for subtilitet gør grin af prog rockens store armbevægelser og prætentiøse tendenser. Det instrumentale arbejde er til gengæld af vanlig højt niveau, så det er altså her, at One Size Fits All brillerer. Det er samtidig også meget prog-agtigt med skiftende tidssignaturer og tempoer samt noget generelt lækkert guitarspil. 4/5
Hør: "Po-Jama People"

17. Mike Oldfield: Tubular Bells (1973)
Nærværende album er skrevet og overvejende indspillet af den dengang nittenårige debuterende Mike Oldfield, og lige siden har hans efterfølgende udspil blot stået i skyggen af dette tidlige magnum opus. Tubular Bells består af en enkelt komposition i to dele, der som udgangspunkt er instrumentale, om end instrumenterne løbende bliver præsenteret i slutningen af del et (de titulære klokker til sidst), mens der også er nogle baggrundsvokaler at finde rundt omkring. Det er en plade, der vægter stemning og harmonier højere end noget andet, men der er skam også en god blanding af nydelige melodier og svingende rytmer, der gnidningsfrit flettes løbende ind i musikken i forskellige tempoer og aggressivitet. 5/5
Hør: "Tubular Bells, Pt. 1"

16. Gentle Giant: Octopus (1972)
Det mest udbredte karaktertræk ved Gentle Giant er den middelalderlige tone i musikken, der skyldes folk-undertoner, instrumenter som cello, orgel, trompet, klassisk piano og akustisk guitar samt de flerstemmige harmonier, der næsten spiller en større rolle end guitaren. Således skiller bandet sig således også ud fra mængden, og ikke nok med at Octopus lyder som beskrevet overfor, så er det tilfældigvis også bandets mest helstøbte udgivelse. Bandet har virkelig taget middelalderlyden til sig på denne plade, samtidig med at de også har komponeret nogle stemningsfulde og fængende sange. 4/5
Hør: "The Advent of Panurge"

15. King Crimson: Red (1974)
Det sidste kapitel i bandets første comeback trilogi er musikalsk meget anderledes end de forrige to. Red pakker mere kraftige slag, større vokale præstationer af John Wetton, og generelt mere aggressivitet og kaos. Dette er særligt fremtrædende på skivens første halvdel, der indeholder stærke og hårde riffs, fede melodier og engagerede vokaler. Anden halvdel åbner med en improviseret instrumental, der trækker tråde tilbage gennem trilogien, mens den lange afsluttende "Starless" med sit skrøbelige guitarspil og sagte vokal minder lytteren om, at det nu engang er King Crimson, man lytter til. Red fik med syvtommer søm slået fast, at King Crimson indiskutabelt var blandt prog rockens fineste udøvere. Desværre gik denne fremragende nye line-up i opløsning lige efter. 5/5
Hør: "Fallen Angel"

14. Genesis: Foxtrot (1972)
Genesis er en af hjørnestenene af prog rock takket være en håndfuld konsistent fremragende og progressive plader i starten af halvfjerdserne. De debuterede egentligt i 1969 med et pop rock album - en flok sangskrivere der bare gerne ville lave nogle gode sange, og under pres fra jakkesættene begav sig til at lave noget sælgebart. Efter denne ubemærkelsesværdige debut valgte de at ryste forventningerne af sig og lave musik, som de gerne ville. Dette resulterede i en af de mest bemærkelsesværdige transitioner, da bandets andet album udgivet året efter var inkarneret prog rock og inkluderede nogle helt suveræne numre.

I 1972 ramte drengens fjerde album butikshylderne, og endnu engang havde de vokset med opgaven. Således indeholder nærværende album bandets mest episke enkeltstående "øjeblik" i den 23-minutter lange "Supper's Ready", der er én lang tour-de-force udi absurd stemningsfuld, gennemført og lækkert prog. Resten af pladen er i øvrigt også forrygende. Som sagt består bandet af sangskrivere, hvilket er et godt udgangspunkt for et ocean af gode ideer, samtidig med at samtlige involverede også er teknisk fantastiske. Sidst men ikke mindst kommer man selvfølgelig heller ikke uden om Peter Gabriels latterligt gode evner som sanger. 5/5
Hør: "Supper's Ready"

13. Pink Floyd: Animals (1977)
Pink Floyd brugte to år på at lave et album i Waters-æraen modsat de fleste andre samtidige prog rockere. Dette er dog ikke overraskende, når man hører Pink Floyds musik. Man får det indtryk, at der ikke er et gran improvisering at finde, men at musikken derimod er nøje tilrettelagt og planlagt ned til den enkelte node. Det er fuldstændig gennemført og ufejlbarlig produceret. Derudover går drengene meget op i den gode melodi og en emotionel vokal. Alt taler for, at de burde hitte i radioen, men hvorfor gør de så ikke det? Prog rock. Det er aldrig kaotisk, prætentiøst eller mærkeligt, men der bliver taget tid til at sangene kan udfolde sig naturligt, udtrykke sig og fortælle en mørk historie med et vigtigt budskab. Du finder kun et fængende hook, hvis det løfter sangen. Ligeledes er Pink Floyd kun prog rock, når det gavner musikken.

Dette bliver ikke eksemplificeret bedre end på det konceptuelle Animals baseret på George Orwells Animal Farm. Pladen består af tre 10+ minutter lange sange dedikeret til hvert sit dyr omfavnet af en todelt sang på i alt tre minutter. Tydeligvis deres mest prog-agtige udgivelse, og hvert et sekund er enestående. 5/5
Hør: "Dogs"

12. Emerson, Lake and Palmer: Brain Salad Surgery (1973)
ELP er kendt for at være de prætentiøse drenge inden for genren, hvilket som udgangspunkt ikke er en skidt ting i mine øjne. Problemet er, at de tre fyre er blevet udnævnt således takket være Emersons fanatiske keys-ekskursioner blottet for formildende og fængende elementer - altså lige det modsatte af Pink Floyd. Lidt ironisk kan de også af og til finde på at diske op med en retro rock-n-roll sang pakket ind i vanlige prog-klæder, der som regel bare er kedelig og blottet for reel opfindsomhed.

Resten af tiden leverer de dog en forrygende pakke af ekstremt imponerende keys-progressioner tilført melodi og rytme samt en stærk vokal fra Lake, der i sandhed er velsignet med en god stemme. Desværre er uvedkommende lyrik et gennemgående træk for al deres musik, hvilket nærværende plades centrale stykke også er et eksempel på. Den firedelte "Karn Evil 9" er velspillet og underholdende (om end det igen løber lidt af med Emerson i part 3), men Greg bruger det meste af tiden på at introducere os til showet. Resten af pladen virker desuden lidt som fyld ved siden af overstående sang.

Der er også lidt fyld på bandets tidligere udgivelse Tarkus fra 1971, men denne er stadig et mere underholdende lyt end Brain Salad Surgery. Både med hensyn til de mindre sange og centerstykket, her titelsangen. 4/5
Hør: "Karn Evil 9"

11. Rush: Hemispheres (1978)
Bygget efter samme opskrift som 2112 med et sidelangt åbningsnummer efterfulgt af en lille håndfuld kortere sange (om end en af dem denne gang er godt ni minutter lang). Igen er der et stort fokus på rytme og riffs, hvilket på nogle punkter lykkedes dem endnu bedre i denne omgang. Særligt riffene i den lange "Cygnus X-1 Book II Hemispheres" er utroligt fængende. Der sker ikke en lige så stor radikal udvikling som i andre prog suites eller "2112" for den sags skyld, men Rush får det til at fungere godt alligevel. Generelt er hele pladen meget vellykket. 5/5
Hør: "Cygnus X-1 Book II Hemispheres"

Vi nærmer os stille og roligt toppen...

30. U.K.: U.K. (1978)
Som sagt så stammer de fleste prog rockere fra England, hvilket også er tilfældet for samtlige medlemmer af U.K. under indspilningen af deres debutalbum, men de var i det mindste åbne for at tage andre ind fra nabolandene. Bandet er en såkaldt supergruppe bestående af folk, der alle tidligere har spillet i større bands. Måske mest bemærkelsesværdig i denne sammenhæng er John Wetton og Bill Bruford, der tidligere spillede henholdsvis bas og sang, og trommer i King Crimson. Vi befinder os med udgivelsen af nærværende plade omkring genrens tilbagetog, hvilket blandt andet også betyder, at U.K. ikke bringer voldsomt meget nyt til bordet. De fejler desuden et par gange med nogle utilfredsstillende og banale omkvæd. Sammen med det traditionelle udvalg af instrumenter giver dette ufrivilligt nogle af sangene en smule trivialitet. De bedste af dem er til gengæld ganske gode med en klar ide og vellykkede kompositioner. 3/5
Hør: "Presto Vivace and Reprise"

29. Dream Theater: Metropolis 2: Scenes From a Memory (1999)
Det største (amerikanske) navn inden for progressiv metal har fået en enkelt plads på listen med deres lange konceptuelle album fra 1999 (inspireret af bl.a. Fates Warning og Queensrÿche). Det konceptuelle element er allerede afsløret med titlen, men det bliver yderligere eksplicit underbygget i hver ende af pladen, hvor en fortæller dukker op og indikere, at man henholdsvis skal til at starte og slutte en fantastisk rejse. Derudover er der hele tracklisten med sange, der alle er tilknyttet et akt og en scene. Derfra og til at redegøre for selve plottet er der egentligt relativt kort i forhold til mange andre konceptalbum, men jeg er stadig ikke i stand til det, og det er selvfølgelig også helt fint.

Pladen skifter løbende mellem kompakte tunge sange, og blide pæne ballader med en langt mere sårbar vokal fra James LaBrie. Det kan godt ske, at LaBrie lyder helt fint på de store, teatralske sange, men når tempoet sænkes og armene atter falder ned langs kroppen, så går pladen pludselig fra at være en underholdende og aggressiv omvæltning til at være en næsten tåkrummende og ideforladt omgang følelsesporno uden nogen overbevisning ("Through Her Eyes"), hvor både vokalen og instrumenteringen mirakuløst får hinanden til at fremstå endnu dårligere. Det er virkelig synd, da LaBrie som sådan godt kan slippe af sted med en mere afdæmpet vokal, hvilket han beviser med sin Gilmour-agtige dræven i "The Spirit Carries On", der samtidig også indeholder en langt mere interessant og levende instrumentering.

Metropolis 2 er fabelagtig langt hen ad vejen, men nogle højst irriterende bump undervejs formår at sætte et negativt præg på det samlede indtryk. 4/5
Hør: "Home"

28. Opeth: Blackwater Park (2001)
Endnu et svensk band, endnu en omgang dødsmetal. Denne gang er der dog også tale om reel progressiv metal, hvilket betyder, at nærværende plade er et ganske fremragende lyt. "Bleak" indeholder eksempelvis et veldrejet guitarriff og effektive, subtile melodier tilsat et growl, der virker naturligt i konteksten. Der er et gennemgående fokus på riffs og melodi, mens bandet heller ikke er bange for at vise sjæl, spille emotionelt og vise, at de rent faktisk har lagt tanker i musikken. Blackwater Park er altså også en særdeles velvalgt tilføjelse til listen. 4/5
Hør: "Bleak"

27. Supertramp: Crime of the Century (1974)
Med Supertramp (fantastisk navn) bliver der skruet ned for antallet af instrumenter, mens musikken tager sig ud i en væsentlig mere radiovenlig skikkelse. Nærværende album er bandets tredje udspil, og hjalp drengene ind i rampelyset for første gang. Crime of the Century opererer en del i ballader, da flere sange er langsomme og af overvejende dæmpet natur, så på den måde skiller pladen sig rimelig meget ud på listen. Jeg har lidt svært ved at kalde det prog rock, men i så fald kunne man evt. tilføje et forsigtigt "pop" foran. Med det sagt så er albummet et ganske rart bekendtskab med nogle gode og fængende melodier og en habil vokal fra Rick Davies, der med sin halvhæse falset minder lidt om Levon Helm fra The Band. 3/5
Hør: "Rudy"

26. Van Der Graaf Generator: Pawn Hearts (1971)
Bandet har været med lige siden begyndelsen, men bliver ofte en smule overset på trods af deres stærke diskografi. Det hjalp dog formegentligt heller ikke, at bandet gik fra hinanden efter nærværende album for først at finde sammen igen i 1975 - for på den måde lige at misse nogle af de vigtigste år i genrens levetid. Drengene bliver ledt af frontmand, sanger, sangskriver og guitarist Peter Hamill, der højst sandsynligt er den største emo i genrens historie. Han har længe gået og bøvlet med en slem ensomhed (og hvad dette medfører), og eftersom han er bandets sangskriver og lyriker, kommer dette helt tydeligt til udtryk i musikken. Når han samtidig ikke er en synderligt god lyriker, så resulterer det nogle gange i nogle ubevidste humoristiske linjer. Som f.eks. åbnes sangen "Man-erg" med linjen 'The killer lives inside me: I can feel him move.' - selvfølgelig sunget med en enormt trist og opgivende tone.

Hamill er muligvis heller ikke den mest engagerede guitarist, i hvert fald fylder guitaren relativt lidt i bandets musik. I stedet er der et større fokus på keys, synthesizere, orgel og lignende. Det er selvfølgelig ikke et synderlig flatterende billede, jeg her får tegnet af Hamill, og dermed bandet, hvilket egentligt ikke er fair, da de faktisk laver noget helt solidt musik. Pladen her indeholder kun tre sange, og de er alle sammen gode (også "Man-erg"). Det er i mine øjne også bandets bedste udspil, så jeg er bestemt tilfreds med denne inkludering. 5/5
Hør: "A Plague of Lighthouse Keepers"

25. The Mars Volta: De-Loused in the Comatorium (2003)
Mars Volta er uden sammenligning Amerikas bedste og største bidrag til prog rocken. Nærværende album er bandets debut, om end hovedmedlemmer sanger og lyriker Cedric Bixler-Zavala, og guitarist og sangskriver Omar Rodríguez-López tidligere udmærkede sig som del af bandet At the Drive-In. Som deres navne indikerer har begge drenge spanske rødder, og det kan faktisk mærkes på albummet i form af latinoundertoner i musikken. Selvom man har hørt Cedric på tidligere sange, vil intet kunne forberede én på hans mastodontiske magtdemonstration bag mikrofonen på denne plade. Han er selvsikker og super ambitiøs med sin fremragende falset, og det kommer fuldt ud til udtryk.

Omar og resten af bandet spiller noget af det mest kaotiske og samtidig smukkeste musik, du nogensinde kommer til at høre. Guitaren kan lyde metallisk, men bandet er stadig ikke helt over i prog metal-lejren, hvilket hjælper bandet yderligere med at skille sig ud fra mængden. Mars Volta er det absolut bedste prog rock band i dette årtusinde. Så hvorfor er pladen ikke bedre placeret - og hvor er den ligeså fremragende og endnu mere yderliggående efterfølger henne på listen? 5/5
Hør: "Roulette Dares (The Haunt Of)"

24. Magma: Mëkanïk Dëstruktïẁ Kömmandöh (1973)
Det kan godt ske, at overstående ligner tysk eller grimt engelsk, men faktisk er det ingen af delene. Det er derimod Kobaïan, hvilket er et opdigtet sprog af Magma's frontmand Christian Vander. Okay, men han er da tysk, ikke? Niks, både han og resten af det 10+ store band er fransk. En håndfuld af disse medlemmer er kvindelige sangerinder, der sammen messer store dele af pladens (uforståelige) lyrik. Det er et interessant koncept, men desværre har jeg mit besvær med at finde det tiltrækkende i sproget og vokalerne, der sammen med den bombastiske dommedagsagtige musik, giver mig associationer til kirken eller kristent rock.

Følgende er altid lidt en farlig udtalelse, men jeg vil altså vove at påstå, at musikken udvikler sig ganske lidt i løbet af pladens syv sange. Sangene lyder lidt som hinanden, hvilket dels skyldes musikken men i høj grad også vokalerne (til gengæld er skiven meget konsistent). Det er bestemt en interessant og anderledes plade, men den kunne godt være bedre. 3/5
Hør: "Ima Sürï Dondaï"

23. Tangerine Dream: Phaedra (1974)
Éns prog rock-opfattelse bliver altid sat på lidt af en prøve, når snakken falder på Tangerine Dream. Prog rock skyer ikke elektroniske hjælpemidler, men dette tyske band lægger sig så tæt op af elektronisk musik, at jeg er villig til at give dem det mærkat i stedet. Ambient er også en betegnelse, der pænt beskriver særligt nærværende plade. Når det nu skulle være, er Phaedra et udmærket valg blandt bandets diskografi, da det såmænd er et interessant lyt, omend det samtidig også er et forholdsvis koldt og sjæleløst album. Uanset hvad hører det ikke rigtig til på en prog rock-liste. 3/5
Hør: "Mysterious Semblance at the Strand of Nightmares"

22. Rush: 2112 (1976)
Hvis man vil høre en af de mest ikoniske prog rock-vokaler i fuld flora, kan man passende skrue op for nærværende plades "The Twilight Zone". Geddy Lee leverer den karakteristiske stemme til et canadisk band, der ankom lidt sent til legen, men til gengæld ikke har oplevet nogen personelændringer siden debuten. 2112 var bandets gennembrudsalbum og deres første store værk. Pladen åbner med en tyve minutter lang suite, der er længere end de resterende sange til sammen. Heldigvis er denne åbner også pladens bedste nummer med en stærk vokal og en spændende komposition. Suiten er konceptuelt bygget op omkring en dystopisk fremtid, men hvad denne fremtid helt præcist indebærer, ved jeg intet om. Det er dog heller ikke så vigtigt, hvad konceptet helt præcist indebærer - det vigtigste er bare, at det er der. Rush har en mere aggressiv og hård tilgang til prog rocken, hvilket hjælper dem med at skille sig væsentligt ud fra konkurrenterne, og så er det jo heller ingen skade til, at de efterfølgende udgav yderligere en mindre håndfuld mere end veldrejede album. 5/5
Hør: "2112"

21. Camel: Mirage (1974)
Camel er et interessant prog rock band, i det de faktisk er ganske middelmådige, men blind høne kan som sagt også finde et korn. Problemet består ganske simpelt i deres lyd, der virker upersonlig, sjælløs, uambitiøs og for pæn. Sanger Latimer har en ubemærkelsesværdig røst, der sjældent gør noget ved én. Til gengæld er han en kompetent guitarist, og hans melodiøse fingerspil spiller en stor rolle i bandets musik, inkl. nærværende album. Mirage indeholder to nydelige suites (hvoraf den ene er inspireret af Lord of the Rings), mens "Earthrise" både er god og indeholder et melodiøst hook. Pladens to første numre holder desværre ikke niveauet (om end "Supertwister" gør et godt forsøg). Ikke desto mindre er bandet mere ambitiøse og musikken er bedre end resten af diskografien. Det er bestemt et lyt værd. 4/5
Hør: "Lady Fantasy"

Prog rock har igennem genrens mange års levetid primært haft hjemme i England og til dels resten af Europa (særligt Italien og Tyskland). U.S.A. gjorde ikke meget i prog, før prog metallen kom på banen i firserne. Prog metal er af en lidt anden størrelse, men det er stadig ofte en implicit del af prog rock - hvilket også er tydeligt på listen.

40. The Soft Machine: Third (1970)
Soft Machine tog jazz fusion/jazz rock til helt nye højder med nærværende album, der består af fire knap tyve minutter lange numre, hvoraf kun den ene indeholder (en smule) vokal. Det er super ambitiøst og uden sidestykke, og det er samtidig heller ikke rigtig prog rock. Soft Machine er fra Canterbury (England), og er derfor samtidig også en del af den velsete Canterbury scene, der består af bands indenfor prog rock, avant-garde og jazz fusion. I mine øjne beskæftiger Soft Machine sig altså primært med de to sidstnævnte, men det gør de til gengæld også forrygende med særligt Volume Two og ikke mindst Third. Trods pladens skæve tilbøjeligheder fungerer den alligevel som et mere lettilgængeligt og mindre aggressivt alternativ til Miles Davis' Bitches Brew udgivet tidligere samme år, og det er også helt fint. 5/5
Hør: "Moon in June"

39. Porcupine Tree: Fear of a Blank Planet (2007)
Disse engelske drenge med Steven Wilson i front har æren af at have udgivet det nyeste album på listen i form af Fear of a Blank Planet fra 2007. Titlen er formegentligt en reference til Public Enemys Fear of a Black Planet, men mens frygten dengang sad i 'the powers that be' og var rettet mod Public Enemy, så er det her Porcupine Tree der er bange - bange for at planetens beboer ender med at blive stokdumme. Men hvad er det, der gør os alle sammen dummere? Svaret virker til at være TV. Faktisk virker store dele af pladens koncept til at gengive Public Enemys søstergruppe The Disposable Heroes of Hiphoprisys "Television, The Drug of the Nation" (udgivet i en tidligere udgave under Beatnigs). Det bringer unægtelig pladens tekstunivers ind i den moderne verden med tydlige, nutidige referencer, hvilket står i skarp kontrast til de fleste andre prog rock-udgivelser. Det viser sig dog, at det fungerer udmærket.

Porcupine Tree har en temmelig produceret lyd med en lidt for god akustik og lidt for pæne instrumenter, hvilket konstant minder lytteren om, at det er indspillet i et stort studie. Sådan er der selvfølgelig nogen, der kan lide det, men jeg foretrækker generelt en lidt mere rå lyd, hvor alt ikke nødvendigvis har været igennem en computer for at blive tunet og tilrettelagt. Selv med dette i mente kommer man dog ikke uden om, at nærværende plade er fremragende. Ikke mindst den knap atten minutter lange "Anesthetize", der som sådan fungerer som tre individuelle sange af forskellig tempo og aggression, og oveni købet med hver deres gode hooks af en art. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Steven Wilson er en talentfuld guitarist og en udmærket sanger også. 5/5
Hør: "Anesthetize"

38. Gong: You (1974)
Dette fransk-engelske band tilhører Canterbury-scenen, hvilket betyder fusion jazz tilsat en smule guitar, også omtalt progressiv rock. Det er tredje kapitel i den højst absurde, uigennemskuelige og konceptuelle Radio Gnome-trilogi. Pladen består af fire ubetydelige korte skæringer samt tre langtrukne instrumentale og en enkelt langtrukken 'sang'. En af de bedste er "A Sprinkling Of Clouds" med et monotont funky beat tilsat en dansende guitarsolo, der langsomt tager form i løbet af nummeret. Ærlig talt virker pladen ikke særlig ambitiøs, men derimod som et hurtigt skud nedbarberet improvisation. Jeg har generelt svært ved at se det fede i Gong, og You er desværre ingen undtagelse. 3/5
Hør: "Master Builder"

37. Marillion: Clutching at Straws (1987)
Marillion er kort sagt det bedste firser prog rockband (Rush er slet ikke en konkurrent, da de er et halvfjerdser band i ånd). Det siger dog ikke så meget, da prog rocken mere eller mindre var død på dette tidspunkt. Nærværende plade samt en enkelt med Rush er derfor de eneste firserskiver repræsenteret på listen, og det er såmænd fair nok. De eneste andre relevante firser bands af interesse er Quasar, Twilight Night, IQ og Pendragon, der sammen med Marillion alle laver såkaldt neo-prog, hvilket grundlæggende blot er i reference til den her lidt mere firseragtige og syntetiske lyd (uden at det nødvendigvis er helt skidt).

Marillion udgav fire album i firserne med Fish bag mikrofonen, og ganske simpelt er de alle sammen fremragende. Selvom jeg vægter bandets debut Script for a Jesters Tear højest, så er det mest af alt bare rart at se dem inkluderet på listen. Clutching at Straws flytter fuldstændig bandets fokus fra rytmer og riffs over til melodiøst guitarspil, hvilket gør pladen væsentligt anderledes end de tidligere tre, for samtidig at fjerne de paralleller der måtte være til Rush. Parallellerne til tidligt Genesis og særdeleshed Peter Gabriel holder dog stadig lidt, da Fish lyder forbavsende meget som førnævnte (hvilket Fish hverken er den første eller sidste til at få at vide), mens han også opererer med et lignende finurligt og poetisk tekstunivers. Som sagt lyder Marillion dog stadig væsentligt anderledes end den originale halvfjerdser prog rock, men mod alt forventning får de det faktisk til at fungere på deres egen måde. 4/5
Hør: "That Time of the Night (The Short Straw)"

36. Harmonium: Si On Avait Besoin D'Une Cinquieme (1975)
Dette fransksprogede canadiske band debuterede som et folk rock band men med denne efterfølger udvidede de repertoiret med en smule prog rock. Bandet holder sig fortsat til akustisk guitar men tilsat keys, fløjte og klarinet. Resultatet er derfor et højst besynderligt album, der lyder som en blanding af John Martyn og Can. Det er ikke rigtig folk, men det er heller ikke rigtig rock. Det er lidt uden for kategori, og jeg har derfor også lidt svært ved at kalde det prog rock. Det skal dog ikke forhindre pladen i at indeholde noget fabelagtig musik fuld af stemning og atmosfære. 4/5
Hør: "Depuis L'Otomne"

35. Banco Del Mutuo Soccorso: Io Sono Nato Libero (1973)
Et italiensk band der for alvor gjorde sig bemærket på den internationale prog rock-scene med deres tredje udspil udgivet i 1973, hvor melodi og rytme skiftes til at mærke rampelysets glød, mens den elektriske guitar næsten når at opgive sin medvirken før den kortvarigt dukker op i efterfølgende sporadiske instanser. Trommerne bliver overvejende gjort selskab af akustisk guitar samt et udvalg af keys og bas. Denne forholdsvis organiske opsætning slår ikke altid de stærkeste slag, men bundniveauet er stadig imponerende højt. 4/5
Hør: "Canto Nomade Per un Prigioniero Politico"

34. Caravan: In the Land of Grey and Pink (1971)
I betragtning af hvad Canterbury primært spyttede ud af prog rock, så er Caravan noget af en outsider. Særligt med nærværende album har de skiftet avant-garden ud med fængende melodier og hooks. Alt er selvfølgelig relativt, da pladen stadig indeholder et knap 23 minutter langt afsluttende nummer, men der er fortsat et fokus på den gode melodi og stærke rytmer. Det er et meget underholdende og forholdsvis pænt album, så man behøver ikke nødvendigvis at være fan af prog rock for at kunne sætte pris på denne lille perle. 5/5
Hør: "In the Land of Grey and Pink"

33. Tool: Lateralus (2001)
En af de mest håndgribelige musikalske ændringer introduceret med CD'en, er en ofte meget længere spilletid end de førhen normale fyrre minutter. Det betyder mere musik, flere indtryk at bearbejde, og en større risiko for fyld. To af disse beskriver nærværende album, og ingen af dem er heldigvis den sidste. Amerikanske Tools Lateralus er et knap 80 min. langt album, og hvis man har bare den mindste interesse i nu-metal, vil man blive blæst bagover af pladen, da det er et langt mere ambitiøst og eksperimentelt forsøg ud i genren.

Nu fik jeg så lige kaldt skiven her for nu-metal, hvilket mange måske vil være uenig med mig i, men lad mig så udvide det med progressiv nu-metal. Dels er Maynard James Keenans vokal (meget) mere nu-metal end prog rock/metal, og dels er den metalklingende og halvmørke musik meget i tråd med nu-metal. Nu er det sådan, at jeg ikke har det bedste forhold til nu-metal, hvilket sætter en lille dæmper for min begejstring for Lateralus, men med det sagt er det stadig et underholdende lyt med jævnlige spor af musikalsk brillans. Tool lyder ikke som noget andet prog rock band, men vokalen og rytmespillet lyder til gengæld lidt som Korn. 4/5
Hør: "Schism"

32. Kansas: Leftoverture (1976)
Endnu et amerikansk band, og endnu engang bevæger vi os lidt i en gråzone. Nærværende plade er som en blanding af Wings' "Band on the Run" og Bostons "More Than a Feeling". Der sker lidt forskelligt, nogle tempo- og tidssignaturskift, men der er samtidig også lidt arenarock og glamour over det hele samt noget halvkedelig lyrik. Det bliver først mere prog-agtigt mod slutningen, særligt med suiten "Magnum Opus", men uheldigvis er disse ikke blandt pladens bedste. Kansas er nok bedst, når de er knap så seriøse og holder deres eksperimenter inden for mere gængse sangformater. Her er de til gengæld også ganske fede. Det er særligt værd at bemærke Kerry Livgrens lækre guitarspil og Steve Walshs skønne vokal. Men rigtig prog bliver det nok aldrig. 4/5
Hør: "Carry On Wayward Son"

31. Renaissance: Ashes Are Burning (1973)
På trods af at det er Renaissances fjerde album, så kan nærværende plade godt betragtes som en debut, da det er den første udgivelse med materiale skrevet og indspillet af den daværende line-up. Bandet har alle dage opereret inden for den mere folk-agtige prog rock, og som konsekvens deraf lyder de lidt som en blanding af Fairport Convention og tidligt Genesis. Det betyder simple trommer, halvgemt bas, spinkle keys og en variation af elektrisk og særligt akustisk guitar tilsat nogle strygere. Måske vigtigst af alt er dog den kvindelige forsanger Annie Haslams yndefulde og stærke vokal, der oftest løber med opmærksomheden. Hun får af og til selskab af Jon Camps vokal i baggrunden, hvilket blot understreger folkemusikkens indflydelse. Endnu engang er vi ude i relativt ukendt farvand med hensyn til prog rock, men Ashes Are Burning er bestemt godkendt i både dette (takket sangenes løbende udvikling i lyd, tempo mm.) og samtlige andre henseender. 5/5
Hør: "Ashes Are Burning"

Et blogindlæg om en lille rock undergenre på et website om spil? Aber warum?
Jeg har formegentligt hægtet de fleste af med nærværende emne, men jeg ved, at der er i hvert fald er enkelte stykker derude, der sætter pris på den progressive rock, så her kommer altså en alt for lang tekst om en alt for lille niche i en alt for malplaceret kontekst. Respekt og tak herfra, hvis du er en af de to, der muligvis får kæmpet sig igennem hele baduljen.

Rolling Stone (altså magasinet) lavede sidste år en top 50 over de bedste prog rock album. I stedet for at lave min egen liste, har jeg så valgt at kommentere på Stone's liste med korte anmeldelser og kommentarer til de enkelte album.

Men måske vi skulle starte med at kigge på, hvad prog rock egentligt er for en størrelse? Det er der nok i virkeligheden delte meninger om, og det kan derfor være svært at definere genren, men her følger mit bud:
Først og fremmest sætter jeg ikke lighedstegn mellem prog rock og rock, der er progressiv. Sidstnævnte er som sådan bare al rock, der forsøger at skubbe til nogle grænser og udvikle formatet. Prog rock er blot en underkategori af rock, der bl.a. er progressiv. F.eks. kan mange prominente tresserudgivelser betragtes som progressive, da de udviklede rocken og tog den til nye højder. Alligevel er der kun et enkelt album udgivet før halvfjerdserne, jeg betragter som værende sand prog rock, og listen nedenunder forsøger i hvert fald ikke at modsige mig. Noget andet listen også indikerer, er at prog rocken toppede i starten/midten af halvfjerdserne, hvorefter genren har oplevet diverse genopblomstringer af forskellig karakter (heriblandt den metalliske prog og neo-prog).

Man kunne også kigge på, hvad prog rock ikke er. Prog rock er ikke psykedelisk, prog rock har ikke tydelige bluesrødder, prog rock er ikke arenarock, prog rock er ikke pop, prog rock er ikke dansemusik, prog rock er ikke improvisation, prog rock er ikke radiovenlige hooks.

Men hvad er det så? Prog rock er influeret af særligt klassisk musik, en smule jazz og litteratur. Prog rock er usædvanlige sanglængder, atypiske og skiftende tidssignaturer og dynamiske og udviklende kompositioner. Instrumenteringen tager udgangspunkt i basguitar, guitar, trommer og keys, men derudover kan der frit vælges og vrages imellem fløjter, strygere, horn, østlige instrumenter osv. Det er dog de fire førnævnte, der som regel er i fokus, og her er det også vigtigt at understrege keyboardspillerens rolle, da keys og ikke mindst synthesizeres ofte er en essentiel del af prog rockens lydbillede. Tekstuniverset er ligeså atypisk og radiofjendtligt som musikken. Det er fantasifuldt, poetisk og konceptuelt. Det er ikke unormalt, at der i lyrikken trækkes paralleller til middelalderen, rummet, litteraturen og fantasiverdener. Ej heller står det prog rockens lyriker fjernt at bygge pladen konceptuelt op med en gennemgående historie af en art (helst uden at være helt gennemskuelig).

Sidst men ikke mindst er overstående kun retningslinjer, da prog rock ikke som sådan lader sig begrænse.
Alt dette åbner op for nogle interessante spørgsmål omkring nedenstående album foruden spørgsmålet om selve kvaliteten: Er det egentligt prog rock? Hvor tilgængeligt er det? Hvilken slags prog rock er det? Alt dette og meget mere vil jeg forsøge at svare på nu.

50. Happy the Man: Happy the Man (1977)
Happy the Man er faktisk et af de bedre amerikanske bands inkluderet på listen, da de har en unik lyd og rent faktisk også kan betragtes som prog rock. Guitaren har taget et par skridt bagud til fordel for et stort udvalg af diverse strygere og horn med mere. Store dele af nærværende album er instrumentalt fyldt med skæve rytmer, flotte harmonier der fylder hele lydbilledet ud, og halvjazzede kompositioner, og så er det oveni købet ganske fængende og relativt lettilgængeligt uden at være for pænt eller poppet. Når Stanley Whitakers stemme engang i mellem dukker op, er det desuden altid en god oplevelse, da også hans vokal er skøn (og uden tydelig accent). 4/5
Hør: "Stumpy Meets the Firecracker in Stencil Forest"

49. Ruins: Hyderomastgroningem (1995)
Japanske Ruins er kort sagt ligeglade. Ligeglade med konventioner, ligeglade med hvad kritikerne synes, og ligeglade med eventuelt at fremmedgøre deres egne fans (om end der må skulle meget til for dette). De er dog bestemt ikke ligeglade med deres musik. Bandet laver, hvad jeg vælger at kalde kaotisk og enkelt prog metal i den knap så tunge ende. De lyder lidt som et band, der ikke kunne beslutte sig for, om de ville lave prog rock eller punk, på trods af at disse tilnærmelsesvis er diametrale modsætninger. Hvis du leder efter den gode melodi, skal du lede meget længe, og der er desuden ikke det, der ligner et hook på hele pladen. Til gengæld har pladen en unik stil med spændende ideer, hvilket alligevel gør hele turen værd at tage. Det er et interessant, råt og halvindustrielt koncept med masser af nerve. 4/5
Hør: "Hyderomastgroningem"

48. FM: Black Noise (1977)
FM tager forsigtigt forsmag på neo-prog med fede rytmer og en mindre organisk lyd - akustisk guitar ville have været fuldstændig malplaceret på nærværende debutalbum. Den febrilske elektriske guitar passer til gengæld som hånd i handske til det høje tempo og den energiske musik, som på den fabelagtige "Journey", der også tilføjer en eleverende vokal. Det er derfor lidt ærgerligt, at bandet ikke har taget denne nøjagtige lyd fuldstændig til sig, men også forsøger sig med lettere kaotiske instrumentale, der har svært ved at følge trop. Med det sagt er det stadig en suveræn udgivelse relativt forud for sin tid. 4/5
Hør: "Journey"

47. Crack the Sky: Crack the Sky (1975)
Det første amerikanske band på listen er langt tættere forbundet til arena rocken og eksempelvis bandet Boston, end det er til prog rocken. Sangene på nærværende album fortæller ofte radikalt forskellige historier, men der er ingen relation mellem de enkelte fortællinger, hvilket gør det svært for pladen at forene de enkelte sange. Crack the Sky er mest af alt en samling hits, hvoraf nogen er bedre end andre. Eksempelvis er der den spændende og halvreligiøse "Sea Epic" om en skæbnesvanger dag på havet, og den næsten sørgelige "Robots for Ronnie" om en fyr uden venner eller familie, som derfor er nødsaget til at socialisere med robotter. Det hele bliver dog fortalt med et smil på læben, så skiven er faktisk overvejende munter og humørfyldt.

Det er tydeligvis ikke et band, der tager sig selv alt for seriøst, hvilket er temmelig atypisk for prog rock, men det er selvfølgelig også stadig op til debat, om de overhovedet er prog. Pladen hviler desuden meget på insisterende guitarriffs og fængende hooks, hvilket i det mindste fungerer for dem det meste af tiden. De klarer undtagelser er den uinteressante "Ice" og den fjollede "I Don't Have A Tie". 3/5
Hør: "Sea Epic"

46. Carmen: Fandangos in Space (1973)
Dette amerikansk-engelske band laver prog rock tilsat flamenco, hvilket viser sig at være en af genrens mindre gode ideer. Lige så snart den spanske folkemusik gør sig bemærket, lige så snart forsvinder min interesse som dug for solen. Det fungerer ganske simpelt ikke særlig godt, andet end i ganske små doser, men når musikken ligefrem opfordrer til at danse dansen, så bliver det for meget. Det skal dog nævnes, at nærværende plade indeholder nogen gode kompositoriske ideer, mens bandet også er teknisk udmærket og så er David Allens vokal i øvrigt fremragende. Drengene har altså stadig flere ting kørende for sig, men helhedsindtrykket bliver aldrig mere end okay. 3/5
Hør: "Sailor Song"

45. Triumvirat: Illusions on a Double Dimple (1974)
Tyske Triumvirat lagde ud med at spille top 40 sange på lokale spillesteder, før de opdagede Keith Emerson og hans musik med The Nice og senere Emerson, Lake & Palmer, hvilket inspirerede Triumvirat til også at udforske denne såkaldte prog rock. Det er derfor ikke særligt overraskende, at bandet lyder som ELP med deres skæve rytmer og kaotiske keys, samtidig med at bandet dog også laver mere lettilgængeligt musik med lidt flere ørehængende elementer. Bandet besidder ikke en lige så stor piano-virtuose som Emerson, så nærværende plade er ikke lige så teknisk kompliceret og prætentiøst som ELP, men mindre kan nu også gøre - og er faktisk i nogle tilfælde at foretrække. 4/5
Hør: "Last Dance"

44. Strawbs: Hero and Heroine (1974)
Strawbs startede i tresserne kortvarigt ud som backing band for Sandy Denny, med hvem de lavede pop rock med folk-undertoner. Efterfølgende tilsluttede Denny sig Fairport Convention, mens Strawbs fortsatte med at lave folk rock. Da prog rock pludselig blev populært i 1970, begyndte Strawbs også at eksperimentere lidt med denne nye genre, hvilket resulterede i en spændende blanding af folk- og prog rock tilsat fængende hooks. Kulminationen kom med nærværende album, der åbner med den fabelagtige, otte minutter lange "Autumn", der uden sammenligning er det mest prog-agtige på pladen. Derefter følger pladens to mindst interessante sange, heriblandt den opstemte og tempofyldte "Just Love", der uden sammenligning er den mindst prog-agtige på pladen. De resterende syv sange holder sig alle forholdsvis tro mod den traditionelle sangopbygning i en blanding af akustisk folk rock, riffbaseret hård rock, og den melodiske proto-prog ala Procol Harum. Kort sagt er Hero and Heroine fremragende. 5/5
Hør: "Hero and Heroine"

43. Electric Light Orchestra: Eldorado (1974)
ELO laver grundlæggende pop rock plastreret til med strygere. Dette er i særdeleshed tilfældet for nærværende plade, der lyder som en lettere opdateret version af The Beatles anno 1967. Ikke overraskende er bandet derfor ganske populære, da de som nogen af de eneste på listen rent faktisk er blevet og stadig bliver spillet i radioen. Jeg vil dog også hellere betegne musikken som symfonisk rock fremfor prog rock. Eldorado fortæller historien om en fyr, der flygter ind i en eskapistisk drømmeverden for at slippe væk fra den mundane hverdag. Det er selvfølgelig mest af alt bare er en undskyldning for at lave noget fængende, underholdende og hook-betændt musik, men det er der nu heller ikke noget galt i. 4/5
Hør: "Laredo Tornado"

42. Meshuggah: Destroy Erase Improve (1995)
Svenske Meshuggah byder på dødsmetal som kun vores nordiske naboer kan. Det betyder, at vi får tempofyldt, uorganisk og stærkt forvrænget og metalklingende guitar, der lyder som et maskingevær i aktion, mens trommerne hamrer der udad uden sans for interessante rytmer, og Jens Kidmans hæse growl kører i forgrunden. Helt så simpelt er det selvfølgelig ikke, da pladen jo ikke bliver kaldet prog metal for sjov skyld, men førnævnte eksempel er dog virkelighed mere end en gang i løbet af pladens spilletid. Jeg er ikke just fan, men nu er jeg heller ikke stor tilhænger af dødsmetal generelt. Det klinger bare lidt hult i mine ører. 2/5
Hør: "Inside What's Within Behind"

41. Amon Düül II: Yeti (1970)
Dobbeltalbummet Yeti fungerer næsten lidt som en opsummering og videreudvikling af nogle af sluttressernes forskellige former for rock. Det er derfor også højst overraskende, at bagmændene alle er tyskere. Pladen er gennemgående psykedelisk (hvilket også giver musikken en konsistent god lyd) og stikker derefter i forskellige retninger såsom hård rock, improvisation og jazz. Det er uden tvivl et utroligt fascinerende, underholdende og progressivt værk, men stilen er stadig ikke lige, hvad jeg normalt forbinder med prog rock. 5/5
Hør: "Archangel Thunderbird"

Der kommer flere velkendte navne næste gang!

Hvis du går og undrer dig over, hvordan musikåret 2015 egentligt lød på tværs af genrer, så har jeg her sammenstrikket en lille liste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Jeg ville gerne have lavet en liste over mine favoritalbum, men det er jeg ikke rigtig i stand til endnu, så det blev i stedet til en liste over ti gode sange.

Clarence Clarity: "Meadow Hopping, Traffic Stopping, Death Splash" (alternativ/elektronisk pop)
Clarence Clarity har lavet et af de mest interessante albums I 2015 med sin vanvittige alternative pop, der ikke er bange for at være 'larmende' eller in-you-face. Men på den gode måde. Overnævnte sang er en af mine favoritter fra pladen, og den giver et meget godt billede af, hvad Clarence er i stand til.

Julia Holter: "Feel You" (alternativ pop)
Hendes 2013-udgivelse sagde mig ikke det helt store, men sidste år kom der lidt mere spræl i kompositionerne med et fyldigere lydbillede, uden at der blev gået på kompromis med musikkens sjæl.

Courtney Barnett: "Kim's Caravan" (rock)
En ny australsk singer-songwriter der gjorde sig godt bemærket med sit debutalbum sidste år. Hendes tekster er blevet beskrevet som små, spidsfindige dagligdagshistorier, men lige så vigtig er den ganske formidable musik bag ordene. Her er den halvlange "Kim's Caravan" særligt værd at nævne. En sang der langsomt udvikler sig og tilføjer nye instrumenter hen ad vejen.

Title Fight: "Rose of Sharon" (punk rock)
Denne sang skinner klart og tydeligt igennem på et ellers kun nogenlunde album. Kan man lide punk rock, så vil man formegentligt også sætte pris på denne korte skæring med sit høje tempo og fine rytmespil.

John Grant: "Grey Tickles, Black Presure" (soft rock)
Hans nye plade er lidt en blandet landhandel i mine ører, men denne sang er virkelig fed. Muligvis min favorit blandt sange fra hans seneste tre album. Grant er homoseksuel, hvilket han har skrevet flere gode sange om, men han er også blevet testet positiv for HIV, hvilket nærværende sang omhandler. Det er en ganske personlig sang med meget indsigtsfulde linjer. Og så er produktionen kanon.

Joanna Newsom: "Anecdotes" (folk)
Dette årtusindes bedste og nok også største folk-musiker. Hendes nye udspil er endnu en fjer i hatten på den formidable sangerinde-slash-harpist. Overstående åbner pladen, og det sætter kort sagt en temmelig høj standard, der bliver nogenlunde opholdt efterfølgende.

The Tallest Man on Earth: "Sagres" (pop folk)
En anden prominent folk-sanger er svenske The Tallest Man on Earth. Hans nyeste plade går lidt væk fra folken og tættere på en ny mere popagtig lyd, men musikken er nu stadig temmelig god. Hans vokal er flere gange blevet sammenlignet med Bob Dylans, men dette er heller ikke nær så tydeligt på den nye plade. Er dog ikke sikker på, om det er en god eller dårlig ting.

Kamasi Washington: "Askim" (jazz)
Saxofonisten Washington udgav i 2015 et tre timer langt jazzalbum, hvilket er rigtig meget jazz. Noget med vokal (ganske lidt), noget med rytmefokus, noget med mere melodi, rigtig meget med saxofon, og noget mere alternativt end andet. Der sker derfor alligevel lidt af hvert i løbet af de mange minutter. Overstående sang er en længere improvisationslydende instrumental med lækkert følelsesladet saxofonspil.

Injury Reserve: "Yo" (hip-hop)
Denne lille gruppe laver forholdsvis traditionel hiphop med simple hooks og elektroniske produktioner. Det skulle i øvrigt ikke undre mig, hvis gruppen mødte hinanden på universitet. Det har lidt den der legesyge og drengerøvsagtige vibe. Samtidig virker medlemmerne dog også rimelig talentfulde, så pladen er nu et ganske underholdende lyt. Overstående nummer åbner pladen på ganske fin vis.

Drake: "Energy" (hip-hop)
Og nu til noget lidt mere populært. Jeg har aldrig været den store Drake fan, men jeg fandt alligevel et par sange fra hans seneste soloudgivelse (mixtape eller ej) ret underholdende. Overstående nummer er et af disse. Den simple produktion er nydelig, hooket er acceptabelt, og Drake har som altid en eller anden form for charme.

Afslutningsvis vil jeg bare lige sige, at hvis jeg nogensinde kommer til at lave en liste over 2015's bedste album, så vil Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly selvfølgelig tage førstepladsen, da det er det bedste album i flere år. Det er en certificeret klassiker! Og jeg kunne have inkluderet et hvilket som helst nummer fra pladen på overstående liste. Jeg kunne også have fyldt listen kun med sange fra TPAB. Hvis jeg her på falderebet lige skal nævne en enkelt sang fra pladen, som uindviede individer kan forsøge sig med, så bliver det på nuværende tidspunkt:
"You Ain't Gotta Lie (Momma Said)"