Dansk
Blog
Sommer marathon - R&C (2)

Sommer marathon - R&C (2)

Skrevet af Ak-master den 1 juli 2010 kl. 01:28

På fjerde-dagen fik jeg rundet Ratchet and Clank 3: Up Your Arsenal af. Både nr. 2 og 3 tog ca. 8,5 timer hver. Men til forskel fra Going Commando (GC), spillede jeg samtlige sidemissioner i Up Your Arsenal (UYA). hmm...

Nå, men efter 1'ern har det været skurketørke, så vore helte har ikke haft meget at lave et stykke tid. Det bliver der dog lavet om på. Men meget sjovt ved 1'ern er, at det er det eneste spil, hvor R&C rent faktisk for credit for deres heltegerninger. Mens Clank dog for respekt for sin rolle som Secret Agent Clank i UYA, får Ratchet aldrig den respekt han fortjener. Ingen synes tilsyneladende at vide at Ratchet er bagmanden bag universets overlevelser op til flere gange. haha, han vil altid stå i skyggen for den almægtige Captain Quark.

Men GC bringer en del essentielle funktioner til serien.
RPG elementer til at starte med. Ens våben kan blive leveled op en enkelt gang, som gør den bedre og federe. Ens liv vil ligeledes udvikle sig gennem spillet, så man får mere og mere liv. Til gengæld bliver fjenderne også stærkere, så det har i teorien ikke ændret på noget. Bortset fra at man i 1'ern vidste, hvornår man skulle panikke. Det gør man ikke altid her, da en given fjende kan skade mere end antaget.
Strafe er også blevet en naturlig ting i spillet, hvilket er en dejlig kamp-forbedring.

Historien i GC er lidt mindre elskværdig end i forgængeren. Mens UYA tilgengæld har en bedre historie med den bedste superskurk.

Der bliver endnu engang forsøgt med forskellige minispil, som f.eks. rumkamp med sit rumskib. Det er dog ikke nær så flydende som i ACiT. Og føles derfor bare som noget der skal overståes - ligesom race i denne omgang også bare skal overståes, så man kan komme tilbage til den gode action.

Going Commando er et lækkert spil, og jeg vil mene den R&C serie som de fleste kender, først rigtigt starter her. 1'ern er bare ikke som de andre. På den måde at der i de efterfølgende spil er mere vægt på skydevåben end den trofaste wrench.

UYA tager dog serien endnu et skridt videre ved bl.a. at tilføje multiplayer.
Det er også blevet dejlig nemt at købe ammo denne gang, da man bare kan købe alt på en gang. Som en lille detalje kan man nu også stoppe sit længdespring med et dyk på mod jorden med wrenchen forrest. Faktisk en dejlig feature.
Ens våben kan opgraderes mere, og der er kommet mere åbne baner. Og ikke mindst faretøjer. Ikke bare til brug i race, men nogle gange i selve banerne. Og de virker temmelig godt, og er sjove at bruge.

UYA skubber serien i en mere arena-kamp-agtig stil med en masse sidemissioner (nogle obligatoriske), hvor man skal forsvare et lille område eller rykke skridt for skridt mod fjendens base. Nogle med brug af fartøjer (biler, fly), nogle gange til fods, og nogle gange blandet.
De tager dog ikke alt fokus væk fra planetudforskning og platform-elementer. Hvilket gør dem til en velkommen feature.
Platform er der stadig plads til, vil jeg mene.
Dette betyder desuden også at der er masser at måder at tjene penge på. Så kan man få det våben, man drømmer om.
Dette hjælpes også på vej af Bolt Grabber v.2. Som gør det muligt at smadre rigtig meget på meget kort tid = mange bolts hurtigt.

Som det eneste R&C spil (måske også Gladiator), har man i UYA en base, hvor man tropper op jævnligt. En spændene tilgang til serien. Det bedste ved denne base (et kæmpe fly) er dog spilkonsollen. På denne spillekonsol kan man spille Quark spillene. 2D platformer med Quard i hovedrollen. Rigtig dejlige minispil, der er hver et sekund hvert.

En skidt ting i UYA er når ens liv udvider sig. (ens nano-meter udvider sig = mere liv) I GC sker en kæmpe eksplosion, der dræber omkring værerende fjender og smadre kasser. Mens skærmen bliver fyldt med lys. I UYA er eksplosionen mindre eksplosiv, men dræber dog nogle fjender. Det så bare federe ud i GC.

En sidste ting er de forskellige hacker-minispil. 1'ern har et ok minispil, men 2'ern har to forskellige. Den ene er kort, men udfordrende (man skal vende nogle rør), mens den anden bare er random. Nummer et er det ideelle hacker-minispil. Virkelig sjov og udfordrende. I UYA er hacker-minispillet langsomt og ekstremt kedeligt. Lidt ærgerligt.

Multiplayer i R&C er desuden en fantastisk ting, lærte jeg hurtigt. Jeg købte sågar en network adapter, så jeg kunne spille online. Det gjorde jeg ganske vidst også 3 gange før end jeg stoppede. Jeg fik tæsk. Nah, det var sjovere offline. Her er det tilgengæld også vildt fedt. Den fedeste mode går ud på at smadre modstanderens base. Hvilket self indebære fartøjer som virkemidler.
Ja, jeg så gerne multiplayer i et fremtidigt R&C spil.

GC har jeg spillet igennem 2 gange skulle jeg mene. Jeg har næsten skaffet alt i et gammelt save. Jeg har endnu en gang alle våben, men ikke alle er levelet op.

UYA har jeg gennemført et utal af gange + fået ALT flere gange. Ja. UYA var mit første R&C spil. Det vil derfor, og fordi det er et fantastisk spil, altid være nummer 1 for mig.

Jeg husker stadig dagen jeg købte det.
Jeg stod inde i StereoStudio. Valget stod mellem UYA og to andre spil. Ty 2 og Jojo eller noget lignende. Men valgte (det forholdsvis nye, tror jeg) UYA. Sikke et godt valg.
Elsker alt ved det spil, undtagen hacker-minispillet. Men jeg vil klart anbefale spillet til ALLE. GC går ud til fans, store som små.

Men nu er jeg allerede godt i gang med det kontroversielle Ratchet: Gladiator.
Arena-kampene som jeg nævnte i anledning af UYA har måske taget overhånd i dette udspil. Læs med næste gang.

HQ
Sommer marathon - R&C

Sommer marathon - R&C

Skrevet af Ak-master den 29 juni 2010 kl. 00:07

Ah, det kan endelig mærkes at det er sommer. Dejligt vejr, gode plus grader og solskin. Hvilket bedre tidspunkt at sidde inde døres og spille PS2.. /:
Men med en halsbetændelse i sidste fase, har jeg valgt at holde et spilmaraton. Well, fik bare en stor lyst til at spille gamle R&C spil.
Jeg vil følge lidt op på min gennemgang af spillene igennem nogle få blogs de næste dage. Hvad jeg har lavet, og hvordan spillene er. (mini anmeldelser)
Bare for min egen skyld, da jeg finder det meget sjovt.

Jeg fandt PS2'ern frem fra gemmerne, det samme med ledningerne der lå et helt andet sted.. Fik sat den til, og smed det første R&C i maskinen. Ville selvfølgelig gerne benytte min PS3, men spillene kører ikke særlig godt derpå, saa.

Nå, men jeg startede i går og efter 7,5 timer blev jeg i dag færdig med det første R&C. -eller det vil jeg sige jeg nåede til sidste boss, hvilket er lig færdig. Orker ikke den boss, den er crasy.. svær.

Men meget sjovt at spille det første igen efter at have spillet igennem det nyeste A Crack In Time. Utrolig mange ting, bare små detaljer, som man virkelige savner i dette spil.
Først og fremmest kan man ikke "strafe" (gå fra side til side - med snuden fremad vendt) ordenligt. Der kommer et lille forsøg på det, men det er yderst ikke-upåklageligt.
Derudover er det et helvede at købe ammo, da man skal vælge hvor meget ammo af hvert våben, man vil købe. Nej, jeg vil ikke købe et skud til min pistol, men 200 goddammit.
Nå ja, og auto aim virker ikke så godt, det er pænt svært at få fjenden på kornet.

Spillet bliver derfor pænt udfordrende, men ikke rigtigt på et fedt grundlag, men bare på små irritationsmomenter.

Faktisk vil jeg næsten gå så langt, som ikke at anbefale spillet til folk/fans, der kun har prøvet de nyere. (bare et hvilken som helst andet spil end dette)

Derudover er spillet self fedt, men jeg tager det lidt som et skidt tegn, at have en konstant frygt for den næste bane.

Spillet har desuden et skidt, eller bare meget nærigt økonomisystem. Pengene fosser ikke ligefrem ind. Hvilket gør det svært at få nogle nye våben. Og der er ikke rigtigt nogle steder at tjene penge (arena's etc)

OBS Jeg har ikke gået heftigt efter ekstra, gemte ting i spillet. Målet er bare at nakke sidste boss. (eller i DETTE tilfælde bare at nå til sidste boss)

Nå, men er nu godt i gang med R&C 2: Going Commando.

Strafe! Yeah. Gør spillet en del mere tilgængeligt og nemmere. :D

HQ
Filmanmeldelse: Antichrist

Filmanmeldelse: Antichrist

Skrevet af Ak-master den 25 marts 2010 kl. 16:45

I kølvandet på lanceringen af Antichrist under Cannes Film Festival, hvor al verdens journalister og filminteresserede endelig fik udløst spændingen for den næste Lars Von Trier film, har snakken gået meget på film og kunst. Hvad er kunst, og mere interessant hvad er filmkunst? Hvornår går en film fra bare at være en film til at være filmkunst? Det er med disse spørgsmål, Lars Von Trier har delt vandene, eller nærmere svarene på selvsamme spørgsmål. Skal filmen vurderes udfra historien, filmens forsøg på at fange og underholde seeren og lyd, lyssætning og præsentation som en hver anden film eller med et utraditionelt fokus på de tre sidstnævnte faktorer? Jeg vælger at kigge på det fulde billede, og dette vil derfor være en anmeldelse af filmen Antichrist, men selvfølgelig også med et fyldestgørende afsnit vedrørende filmens plads, eller mangel på samme, i moderne filmkunst.

Filmen Antichrist er instrueret af den meget kontroversielle Lars Von Trier. Med en evne til altid at skille sig ud fra mængden, har Hr. Trier formået at skabe massiv opmærksomhed omkring sine projekter. Dette er bestemt også gældende med Antichrist, hvor han bl.a. bryder uskrevne regler om antallet af skuespillere. Således har Antichrist kun to skuespillere, hvilke er Charlotte Gainsbourg som spiller overfor en mere rutineret Willem Dafoe, bedst kendt fra sine roller i bl.a. Platoon og Spiderman filmene. Antichrist er en provokerende mixture af eksplicit pornografisk indhold og vold. For nogle er filmen svaret på filmkunst, mens andre finder den usmagelig og et direkte elendigt forsøg på at skabe kunst. Hovedhistorien er ikke videre dyb, men man kan til gengæld fordybe sig i Lars Von Triers mange referencer til andre medier og hans mange metaforer og budskaber.

Historien er der dog, og den sætter filmen i gang. Under prologen ser man et par have sex, mens deres barn kravler ud af sin krybbe for begive sig ind i soveværelset, hvor forældrene befinder sig, for derefter at hoppe ud af et vindue. Barnet overlever ikke.

Oven på deres fælles barns død trækker parret sig tilbage til deres hytte i skoven. Det er her den egentlige handling finder sted, og her der venter utallige mærkelige og skræmmende oplevelser for parret.

Skuespillerne klarer sig rigtig flot og spiller meget overbevisende. De synes ikke, at lade sig gå på af deres meget seksuelle fremstilling, og spiller derfor med meget passion og lidenskab. Gæsteoptrædener af en hjort, en ræv og krager bliver også udført med perfektion. De tamme dyr er veltrænet og reagerer meget naturligt.

Musikken virker fint, og er tit med til at skabe stemning i både uhyggelige og mindre uhyggelige scener. Mens lyden er med til at skabe stemning, er filmen dog meget visueltbåret. Prologen er smukt sat op. Parrets lidenskabelige seksuelle interaktion bliver præsenteret i langsomme, gengivende optagelser, der fremhæver det smukke frem for det hårde og beskidte ved sex, som ofte er fokus i pornofilm. Samtidig står optagelsen af barnet, der med sin bamse i hånden, stille bevæger sig ind til forældrene, kravler op på et bord, for derefter at smide sig ud af et vindue, i kontrast til den glædelige og smukke optagelse af parret. Der bliver hele tiden jævnt klippet mellem de to modsætninger, lige fra barnet rejser sig fra sin krybbe til det efter flere sekunder at have hængt i luften, mens sneen falder ned omkring det, rammer jordens kolde overflade. Det hele foregår helt lydløst, kun med lyden fra klassisk musik strømmende ud af højtalerne.

Da jeg lagde øjne til denne epilog, ville min begejstring næsten ingen ende tage. Dette var i sandhed filmkunst. At forvandle et beskidt tabu som sex og et barns vellykkede forsøg på selvmord til smukke billeder, er en flot præstation. Scenen har desuden en rød tråd, der følger barnets vej mod sin død. Desværre taber filmen hurtigt pusten, og den kunstneriske filmoplevelse smuldre hurtigt, og filmen ender med at blive et voldsorgie med sex og vold i en syg blanding. Historien skrider hurtigt fremad, men ender med at glide ud i sandet, og til sidst være ikke eksisterende. Den store brug af symbolik, metaforer og hemmelige budskaber gør filmen til et rod med en ligegyldig handling med utallige løse ender. Hvis dette er morderne filmkunst, er moderne filmkunst i den grad ubrugelig og nyttesløst. Filmen kræver alt for meget opmærksomhed og er meget svær at forstå. Jeg føler ikke, at Lars Von Trier reelt har noget budskab med denne film, udover at provokere og gøre seeren utilpas. Det hele bliver kun værre af, at filmen til sidst ikke besidder en egentligt historie til at kæde de forskellige begivenheder sammen.

Jeg forlader biografen med meget ambivalente følelser. Jeg forstod ikke handlingen, hvis der overhovedet var en, jeg forstod ikke budskabet. Jeg forstod ikke filmen. Det eneste jeg tænker på er de groteske, seksuelle voldsscener, der til sidst bliver kedelige og hænger én langt ud af halsen. Alligevel ville filmen være en skam at se med kontrolleret censur. Det ville fjerne det atypiske aspekt ved filmen, og i stedet for en vovende, provokerende film, ville den bare blive en tam gang lommefilosofi, der hurtigt ville blive glemt.

Lars Von Trier har med filmen Antichrist skabt sin egen genre. Men det er ikke nødvendigvis en genre, jeg vil fordybe mig i en anden gang.

4/10

Årets spil '09!

Årets spil '09!

Skrevet af Ak-master den 10 januar 2010 kl. 21:05

Efter et godt år med nogle gode spil, spredt, knap så jævnt fordelt, ud over de forskellige platforme, er det på tide at kigge tilbage, og omsider udvælge de fem fedeste og bedste oplevelser i år 2009. Året har i mit hoved været temmelig Playstation-domineret. Det kan også ses på mit udkast af årets top 5 spil. 2009 har derfor heller ikke ligefrem peaket som bedste spilår, med en mindre spiltørke i bestemte tidsperioder og på bestemte platforme. På den lyseside kan man næsten kun blive positivt overrasket i år, og den mindre skuffelse må dermed vente mindst et års tid på at finde sin vej frem igen. Det har til gengæld betydet, at jeg har spillet alt, der har haft en større interesse for mig, og at der også er blevet plads til nogle overraskelser, men også fejlkøb i mit paniske forsøg på at få fingre i et nyt spændende spil. Jeg har ikke haft nogen problemer med at finde frem til mine 5 topkandidater, til gengæld havde jeg lidt problemer med at placere dem præcist, men her er de endelig.

Ak-master proudly presents:
"ÅRETS SPIL 09"

5) Infamous
Platform: PS3 Release: Maj
Et dejligt tredjepersons-, sandkasse-, platform-, adventure-, action-, skydespil. En blanding af en masse fede genre plus et elektrisk strejf af energisk super(anti)helt, udgør tilsammen Infamous. Du har en stor ødelagt by til din rådighed, mens du gennem de mange missioner, skal have fundet frem til manden eller kvinden bag det hele. Spillet byder på elektriske evner, som erstatning for de traditionelle skydevåben. Hvor du igennem spillet vil udvikle nye og stærkere kræfter. Det er fantastisk sjovt at hoppe rundt på hustagene, hvor flere missioner finder sted, og plaffe fjender ned med elektriske bomber. Styringen kan virke lidt for påklistret bogstaveligt talt, da Cole klistre sig til alt inde for den nærmeste radius. Det ender lidt i repetive missioner, hvilket måske kan skyldes udeladelsen af fartøjer. Hvilket placerer Infamous på en femte plads.
Jeg er klar på en eventuel efterfølger.

4) Ratchet and Clank: A Crack in Time
Platform: PS3 Release: November
Et fantastisk nyk op fra Tools of Destruction, betyder nye betydelige gadgets, spændende historie, gode minispil og rigtig god brug af Clank, som spilbar-karakter. Derudover vender den fede humor, det actionpakkede gameplay, og den sjove platformdel tilbage. I styringen som Clank står den på platformelementer, action og ikke mindst puzzles. Et rigtig godt tillæg til spillet. Det er sjovere, bedre og har et mere varierende gameplay end nogensinde før. Jeg ville også gerne sige større, men desværre føles spillet kort, og muligheden for multiplayer er stadig ikke vendt tilbage. Det er dog virkelig godt poleret, og er i sandhed underholdning i topklasse.
Jeg glæder mig til næste gang, hvor de forhåbentligt har inkluderet multiplayer som i 3'ern.

3) DJ Hero
Platform: Multi Release: Oktober
ENDNU et musikspil. Jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er ved at køre lidt træt i Guitar Hero, men DJ Hero er i sandhed et godt pust til plastik-instrumenterne. I stedet for drabeligt kedelige sange, man kunne spille i søvne, består DJ Hero af alletider varierende sange, alle spændende at spille, modsat GH. Selve DJ-pulten er rigtig lækker, den føles rigtig godt, og spiller endnu bedre. Det giver mening, hvad man trykker, så de forskellig farvede noder, der kommer kørende, repræsentere yderst succesfuld, hvad der kommer ud af højtalerne. Bortset fra at være sjove at spille, er sangene (i virkeligheden mix's) også rigtig fede at høre på. Man kan godt høre at det er førende DJ's, der har været bag skrivebordet. Mange af de mixede sange ville sagtens kunne udkomme på en cd, vil jeg mene. Desværre er der ikke så mange muligheder, hvilket gør DJ Hero meget arcadepræget. Det gør ikke så meget, men ser stadig frem til en efterfølger med flere muligheder, både offline og online.

2) Batman Arkham Asylum
Platform: Multi Release: August
Et godt Batman spil? Jeg tvivlede selv, men BAA leverer virkelig varen. Spillets hoveddele er combat og steath. Combat er noget at det bedste hack'n'slash lignende nærkamp, jeg har prøvet. Det fungerer, og det fungerer rigtig godt. Med ni forskellige skills er der ingen undskyldning for ikke at tæve fjenden. Stealth fungerer ligeså rigtig godt. Med et utal af forskellige drabsmetoder, er det en fornøjelse at skræmme Jokerens hårde thugs fra vid og sans. Men da dette nemt kunne gå hen og blive for ensformigt, har udvikleren ikke sparede på flere gameplay-elementer. Dette indebære en del platform-elementer, hvor man skal finde vej til toppen af et givent punkt, og meget mere. En helstøbt udgivelse, hvor det er svært at sætte en finger på noget som helst. Spillet er dog ret mørkt, hvilket kan blive kedeligt at se på i længden, men det hører jo Batman-universet til. Og selvom udvikleren virkelig har gjort sit yderste, kan spillet godt blive lidt repetivt i længden.
Jeg glæder mig til næste gang, hvor man får forhåbentligt nye gadgets, både til ødelæggelse og puzzles.

1) Uncharted 2: Among Thieves
Platform: PS3 Release: Oktober
Uncharted: Drakes Fortune blev ensformigt i længden grundet de samme gameplay-elementer og samme miljø. Dette er dog ikke noget man ser i Uncharted 2, hvor miljøet skifter fra jungle, gennem nepals sneklædte bjerge til et eventyrligt paradis. Det ene øjeblik står man i et hus på randen til at styrte sammen, det næste står man ansigt til ansigt med en helikopter. Pludselige står man på et kørende tog, og endnu et besøg fra en helikopter. Dernæst er man på sammenstyrtende hængebro og døden nær for femtetusinde gang. Nathan Drake er virkelig uheldig, når han forsøger at finde frem til sandheden bag et forsvundet søfartsmandskab. Uncharted 2 er et rigtig godt spil. Det har også fået en dyb multiplayer, og en, dog skrabet, co-op mulighed. Lyden er i top, dialog og musik er godt, grafikken er fantastisk smuk og farverig, holdbarheden er super, med en god SP-oplevelse, der sagtens kan klare et gensyn, og med en god MP og co-op mulighed. Gameplayet er fantastisk, det er uhyre sjovt, og man ved aldrig, hvad der venter bag det næste hjørne. Spil møder film ender med Uncharted 2.
Jeg glæder mig til næste gang, hvor... shit jeg glæder mig squ bare til det næste spil.
ÅRETS SPIL!

Kulde, do'h & musik

Kulde, do'h & musik

Skrevet af Ak-master den 6 januar 2010 kl. 23:22

Det er koldt udenfor, det sner - men ikke nok, Gamestop provokere bevidst, men i det mindste har jeg noget godt musik at læne mig op af. NU skal du hører... (hvis du læser højt for dig selv), ellers bare læse.

Efter at have startet i skolen igen, er det gået op for mig, hvor koldt der virkelig er udenfor. Ikke nok med at jeg fryser røven ud af bukserne på vej i skole, mens jeg slingre rundt på vej og torv for at undgå snedynger, er kulden minsandten kommet for at blive, på mere end en facon.

Et er at der er lovet frost grader de næste 14 dage, men noget helt andet er mine handsker. Jo, for efter at være ankommet til skolen med mine hænder iskolde, selvom de var pakket ind i ikke bare et, men to par handsker - et par af stof, et par af læder - smider jeg handskerne ind i mit lille skab. Da jeg så syv timer senere fisker mine stofhandsker ud igen fra skabet, er de kraftdælme stadig kolde. Det var her jeg for første gang virkelig mærkede isvinteren bide sig fast.
Hvis bare en kraftig snebyge ville ramme Vejleområdet, så vi også kunne få lidt snefri.

Da jeg så kommer afsted, vil jeg lige smutte forbi Blockbuster for at købe nogle spil, jeg kan bytte ind i Gamestop. Efter at have ledt byen igennem for en funktionel pengeautomat, kommer jeg endelig, vel forberedt, ind i BB med nogle kontanter og en billede af de ekskluderede spil fra deres hjemmeside. oh year.
Jeg køber seks spil til en halvtreller stykket, smutter over i Gamestop, der ligger i et storcenter 40 m. væk, og hvad får jeg at vide?
Tre af spillene står på deres nye ekskluderingsliste, men ikke min. To af spillene er ikke synligt PEGI-ratet, hvilket gør dem ubrugelige. Til sidst er der PES 09, som jeg så ikke kan bruge til noget (man skal bruge to spil), og må derfor gå slukøret fra butikken.

Jeg gider ikke gå tilbage og bytte spillene med det samme, specielt da jeg under betalingen får skudt følgende linje af: "Jeg har en lumsk bagtanke med disse køb".. eller noget i den stil. Så jeg tager hjem med 6 dumme spil, med tanken om at bytte dem i morgen. Derudover vil jeg også medbringe Halo Wars, som jeg har liggende. Så har jeg to spil til Gamestop.
DO'H.

Sidst men ikke mindst i denne yderst interessante blog, vil jeg lige komme med et par links skråstreg anbefalinger til nogle sange, jeg har hørt meget på det sidste.

Først en sang med lil Wayne fra hans kommende rock/rap album Rebirth, 'Drop the World'. Hvilken jeg selvfølgelig aldrig ville have hørt, hvis ikke Eminem var featured. Han lufter sine skills i højeste grad, og jeg ville været mere end glad, hvis hans vers repræsenterede og satte standarden for hans kommende album:
lil Wayne Ft. Eminem - Drop the World

Et andet nummer med Eminem er fra hans tid i gruppen Soul Intent, dog et godt udspil fra mesteren selv, og mesteren only. Navnet er Biterphobia, og handler umiddelbart om en forbi for edderkopper bla. tja. Beatet er fedt, og Eminem er på toppen:
Eminem - Biterphobia

Begge rigtig gode rap numre er min mening.
Til sidst vil jeg anbefale denne side, hvor man kan hører en masse godt musik i god kvalitet, og hurtige og nemt lave playlists mm.:
Grooveshark

Og ikke mindst denne side, hvor man kan hente et stort udvalg af brugerlavede sange, instumentale tracks og beats. Nogle gratis, andre for penge. Kan bla. anbefale 'A Millions Miles':
Soundclick

Til vi ses.. eller skrives ved.:)