Mere mellemkød til folket... Øhm, ja, ved ikke helt hvorfor jeg valgte den undertitel for to år siden, men jeg holder sgu ved den!

Så her er altså fem nye gode film. Det primære kriterie for at finde vej til listen er stadig, at filmen ikke er super populær. Den behøver ikke engang at være helt igennem fantastisk - men den skal selvfølgelig være anbefalsesværdig. En smule quirkiness skader bestemt heller ikke.
Derudover holder jeg mig så vidt muligt også til amerikanske film for at holde det prætentiøse element godt i skak. Ingen art-house her, bare rolig!

5. Gook
Vi lægger ud med listens helt store underdog i form af dette uafhængige drama om et par skosælgende brødre i LA under optøjerne i 1992. Instruktøren spiller samtidig også en af hovedrollerne i denne historie om ulmende race-uro, hvilket leder tankerne hen på Spike Lees mesterværk Do The Right Thing. Gook fortæller en lidt anden historie med et andet perspektiv, og den gør det altså ganske glimrende.

4. Good Time
Hvis du trænger til en rigtig rugged'n'raw, nede på jorden, beskidt og intens film, så er Good Time filmen for dig. Handlingen udfolder sig over en enkelt aften, hvor vi følger et andet par brødre i deres forsøg på at slippe godt fra et netop gennemført bankrøveri. Fik jeg nævnt, at den ene af brødrene er retarderet, og den anden er uhyre intelligent med en skarp og omstillingsparat hjerne?

3. Brawl in Cell 99
Jeg var nødt til at inkludere filmen her, da den ganske simpelt tog mig med bukserne nede. Jeg forventede en fængselsfilm ala R eller A Prophet, og var derfor ikke synderligt interesseret til at starte med, for hvad laver Vince Vaughn lige i sådan en film? I et derfor velkommen og temmelig overraskende træk inkluderer filmen absurditeter ofte set i Wes Andersons finurlige film. Det giver Brawl in Cell Block 99 elementer af komik og drømmelignende sekvenser på trods af, at filmen jo i virkeligheden faktisk også er temmelig dyster. Det er især i kampscenerne, at dette kommer til udtryk, via ironiske kameraindstillinger og overvoldelige kampmanøvrer. Den havde jeg simpelthen ikke set komme. Well done.

2. The Big Sick
Her har vi så, hvad der måske er, listens fanfavorit. Den prisvindende The Big Sick er et romantisk komedie-drama om en indisk mand, der helt ude af tråd med forældrenes ønske finder sammen med en hvid kvinde. 2017 har åbenbart været et filmår, hvor filmskabere ikke bare har turde men også er lykkedes med at lave film om racespændinger, racisme og kultursammenstød (Get Out) - altså også uden at introducere slaveri, undertrykkelse mm. (Mudbound). The Big Sick er heldigvis lige så god som den har ry for.

1. Thelma
Gyserfilm og andet horror er ikke rigtig mig. Jeg finder genren overvejende forudsigelig og snydende med billige tricks. Ikke desto mindre så jeg faktisk en mindre håndfuld horror-film sidste år - og her vil nogen måske sætte "horror" i anførelsestegn. Det drejer sig nemlig blandt andet om norske Thelma, der i virkeligheden er et mix af flere forskellige slags genrer. Vi har noget coming-of-age med undertrykt (homo-)seksualitet (Call Me By Your Name er et andet fremragende bud på dette; i mindre grad God's Own Country hvis du er mere til køkkenvask-film og mindre til Woody Allen) blandet med fantasy og horror (Raw er et andet godt bud, hvis denne del lyder mere spændende). På trods af at jeg lige fik name-dropped en del her, så er Thelma faktisk en ret unik oplevelse.

Sørme om vi ikke er på den igen. For tredje år i streg kommer her en personlig playliste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Jeg må indrømme, at jeg stadig har nogle internationale udgivelser til gode - enten slet og ret at stifte bekendtskab med dem eller bare at lære dem lidt bedre at kende. Ikke desto mindre var det ikke svært at finde ti-tolv gode skæringer. Som noget nyt har jeg denne gang endda kunne skrabe ti-tolv gode danske sammen, så i et lettere læselighedsudfordrende træk har jeg simpelthen lavet to lister, hver med ti sange. En for udenlandske udgivelser, og en for danske udgivelser.

Jeg har egentligt i noget tid været bange for, at jeg så småt var ved at miste interessen for nyt hiphop, men her omkring årets udgang har jeg heldigvis måtte sande at 2017 jo faktisk også havde en del at byde på på dette område. Der er derfor en del hiphop på den første liste, og jeg kunne snildt have inkluderet mere. I et forsøg på at gøre listen bare en smule blandet, har jeg dog valgt at fylde op med andet materiale.

UDENLANDSKE SANGE
BROCKHAMPTON - "BLEACH" (moderne hiphop)
Det her nye hiphop kollektiv tog dele af internettet med storm i 2017, hvor de debuterede med hele tre moderne langspillere. Nærværende nummer er en dejlig, chill en af sin slags fra gruppens tredje udspil. Det er ret lækkert.

Armand Hammer - "Pakistani Brain" (undergroundshiphop)
Det er ikke fordi BROCKHAMPTON i virkeligheden er særlig kendte, men det bliver de sandsynligvis i den kommende tid. Armand Hammer, ledt an af Billy Woods, er og vil tilgengæld altid forblive dybt under jorden. I nogle bands tilfælde kan dette være for alles bedste, men i andres (heriblandt Armand Hammer) egner de sig bare ikke til mainstreamen. "Pakastani Brain" stjal pladsen fra CunninLynguists og Jonwayne, hvilket måske siger en del.

Jay-Z - "4:44" (grown-up hiphop)
Jeg var simpelthen nødt til at inkludere denne vidunderlige skæring, dels fordi sangen er, well, vidunderlig, og dels fordi det bare er rart endelig at se Jay-Z udgive et album, der ikke er til at lukke op og skide i. No I.D. har produceret og Shawn Carter har faktisk noget på hjerte - så har du sgu en succes. Sorry, Kendrick.

Lil Peep - "Save That Shit" (grunge hiphop)
Ja, det er et åndsvagt navn, og min første tanke var da også, at Lil Peep blot er endnu en i rækken af dårlige trap rappere. Han opererer ganske vist inden for genren, men modsat de fleste andre drenge gør han genren til sin egen. At se på og lytte til Lil Peep er lidt som at lytte til Kurt Cobain. Vi kan også kalde Peep for en moderne punkversion af Eyedea. Det er melodiøst, punk, emo og omtåget - faktisk synger Peep sågar det meste af tiden. "Save That Shit" er blot en ud af flere fremragende sange fra en anderledes EP. Desværre afgik Lil Peep ved døden sidst på året. Overdosis.

WHY? - "George Washington" (indie rock/pop/rap)
WHY? er et amerikansk indie band, der udspringer af et soloprojekt af frontmanden og sort-of-rapperen Yoni Wolf. De formår på glimrende og meget fængende vis at blande forskellige genrer i et grundlæggende håbefuldt omend en kende blåt miljø. "George Washtington" indeholder det skønneste omkvæd fra deres seneste plade.

Ariel Pink - "Another Weekend" (indie rock)
"Another Weekend" synes kun at blive bedre og bedre for hver gang jeg hører den. Der er noget omtåget 60'er flipperrock over Ariel Pink med et The Zombies-agtigt hook på nærværende sang. Skønt, skønt.

Beck - "Colors" (alternativ pop)
Jeg kan ganske simpelt ikke sidde stille til dette mindre monster af et beat. Smid et overflødighedshorn af et svingende omkvæd oven i hatten, og så er jeg altså solgt. Hvorfor er "Colors" ikke et større hit? Klart den bedste fra Becks seneste, og "Colors" formår således lige at slå Lordes nærliggende sang "Green Light" ud af listen.

Father John Misty - "Ballad of the Dying Man" (ballade)
Den gode fader har virkelig formået at skille vandene med sin højst satiriske mastodont af et tredje album - bestående stortset af ene rock ballader. Ved de første par lyt flyder hele pladen bare sammen til én lang flødebollesuppe, men når man begynder at kunne skille sangene fra hinanden, opdager man hvilket pragtfuldt værk man faktisk har med at gøre. Det var ret svært for mig at udvælge et nummer, da de alle mere eller mindre er mulige kandidater. Så jeg gik bare med den mest populære.

The National - "The System Only Dreams in Total Darkness" (indie rock)
Jeg har aldrig rigtig bekymret mig synderlig meget om The National, men fraogmed jeg hørte overstående sang er jeg sgu ombord. Som også coveret indikerer har vi med et lettere og ganske lækkert melankolsk lydbillede at gøre, inkl. en smule velinkorporeret elektrisk guitar og et overraskende godt falsetto omkvæd.

Bell Witch - "Mirror Reaper" (funeral doom)
Bell Witch er tilbage (har aldrig hørt om dem før) med deres tredje album. Med en spilletid på knap halvanden time og ét enkelt fucking nummer har man som lytter naturligvis noget ganske særligt i vente. Bell Witch er angiveligt doom metal (ligesom Amenra - der med sidste års "A Solitary Reign" faktisk burde være inkluderet på listen), og funeral doom oven i hatten, hvilket vist bare betyder, at det går laaaangsomt. Og det gør det. Derudover er der ingen guitar, men blot bas, trommer og orgel, hvilket ligesom kun styrker hele begravelsesmotivet. Men det er ikke bare langsomt, det er også absurd tungt og stemningsfuldt. Og så har "Mirror Reaper" bare en super intens og flot lyd. Selvom jeg ikke nødvendigvis kommer til at høre nummeret igennem fra start til slut super mange gange (jeg er dog lidt nysgerrig efter at vide om pladen belønner gentagende lyt), så kan jeg ikke undgå at være dybt fascineret.

DANSKE SANGE
Baby in Vain - "Transcendent" (garage rock)
Pigebands der laver garage rock er åbenbart lidt en ting i øjeblikket. Sådan nogle bands (drenge eller piger) har det med at blive pænere og mere alternativ end garage i længden, men Baby in Vain holder sig heldigvis stadig i garagen på deres debutplade. Der er næsten noget shoegaze over "Transcendent" med sin mur af støj, hvilket sjældent er dårligt.

Bisse - "Alenedag 29.3.3" (alternativ rock)
Bissen er tilbage! Jeg kunne sagtens blot have inkluderet "Bjælkehuset", der er årets pendant til "Seks Hjerter", men det var næsten for oplagt. I stedet har vi den langsomme "Alenedag" om at miste, kede sig og reflektere. Et meget effektivt nummer.

Katinka - "Krig" (indie rock)
En af de mest spændende nye sangstemmer herhjemme finder vi hos Katinka. Med simpel blød rockinstrumentering og et personligt og dagligdagsagtigt tekstunivers gemmer hun på meget potentiale, og selvom det hele endnu ikke er blevet indfriet, så har vi nu stadig nogle glimrende sange. Den Benal-gæstende "Krig" er en af de bedste fra bandets debut, og på den måde fik jeg også lige nævnt Benal.

Carl Emil Petersen - "Finale På Et Filmset" (indie rock)
Jeg synes ikke, at Carl Emil har fået helt nok anerkendelse for sit solo debutalbum. Det er nu en ganske hæderlig udgivelse i forlængelse af Ulige Numres to langspillere. Det er til tider lidt mere poppet og tempofyldt - mere produceret, mindre rockband. Men på et glimrende nummer som overstående gør det ikke noget.

The Minds of 99 - "Ubåd" (post-punk)
En af mine favoritsange fra 2017. Drengene har ganske simpelt gjort det igen. De har ellers fået en smule konkurrence fra Dør nr. 13, hvis forsanger til forveksling lyder en del som Niels Brandt. Men ja, The Minds of 99 er stadig kongerne. "Ubåd" har en fantastisk rytmesektion, god melodi og fængende hook - altså præcis som man ville forvente.

Peter Sommer - "Bittersød Natskygge" (rock)
En af landets bedste singer-songwritere vendte sidste år tilbage med sin måske bedste sang end til videre. "Bittersød Natskygge" har en lækker, lækker mørk guitarlyd - ikke ulige mandens tredje udspil. Sommer kom ud med tre singler i løber af året, og jeg er efterhånden meget spændt på den kommende plade.

Sort Sol - "...Like A Trance Like..." (rock)
Hvis man endelig skal gøre comeback, så bør man altid gøre det ligesom Sort Sol gjorde det i 2017. "...Like A Trance Like..." er trods sit næsten enerverende hook et pragtfulgt mørkt nummer. Dette kommer isærdeleshed til udtryk i forbindelse med sangens korte dansksprogede del, hvor der samtidig bliver skruet godt op for guitarforvrængningen. Ikke at The Savage Rock just gjorde comeback i lige netop 2017, men deres "Woman" fra samme år er dælme også godkendt.

Cancer - "Die One More Time" (alternativ rock)
Cancer er på mange måder meget international i sin lyd; om det så gælder Kristian Kristensens formidable vibrato-falset eller den organiske og luftige instrumentering. Tilsæt et sublimt omkvæd og så har du blandt andet "Die One More Time".

Get Your Gun - "Love Like Feathers" (post rock)
Hvis du er glad for en noget hårdere og eksperimenterende rock, så bør du stoppe, hvad end du laver lige nu, og se at få smurt noget Get Your Gun i de øregange øjeblikkeligt. Det er mørkt (hmm, der begynder at tegne sig lidt af et mønster) og intenst. Du bør isærdeleshed glæde dig til det sidste og dejligt kaotiske minut af "Love Like Feathers".

Chewbacca - "Hva Jeg Har" (hiphop)
Chewbacca (fra Dialekten) er den danske DJ Premier, og så er han også en udmærket rapper. Det er boom bap, og det er lækkert. "Hva Jeg Har" indeholder desuden også et velkommen vers af dystre gruppekammerat Nota Bene. Jeg kunne også have nævnt bl.a. Balthesar, Marvelous Mosell og FLEMMING.

Her følger sidste afsnit i min lille føljeton. Tak til jer der læste med, og en special tak til de af jer, der deltagede aktivt i løjerne. Der var jo desværre ikke den store opbakning til sidst. Jeg forsøgte at præsentere projektet som afslappet og uprætentiøs; bare en fyr der lytter til lidt musik - samtidig med at der var lidt at komme efter. Havde vi kørt længere, havde formatet not ændret eller udviklet sig lidt. Men aaanyway.

Jeg har i dag selv valgt at snakke om den gode mand Father John Misty. En amerikansk singer-songwriter der i løbet af nullerne indspillede under eget borgerlige navn J Tillman. Med tiden fandt han samtidig sammen med Fleet Foxes og medvirkede på deres andet album. Men så fik han tilsyneladende nok, og valgte at genskabe sig selv helt fra bunden som Father John Misty. I virkeligheden har han dog reelt ikke genskabt sig selv, da dette nye moniker angiveligt er en langt bedre repræsentation af den virkelige Josh Tillman. Dette kommer i særdeleshed til udtryk igennem den humor og satire der løber i en lind strøm igennem hans nye musik.

I Love You, Honeybear er hans andet album som Father John Misty og det udkom for to år siden. Mistys tredje plade udkom for nylig, og det er kort sagt lidt af en mastodont indenfor inderligt og satirisk blød rock. Men tilbage til Honeybear. Pladen åbner med et relativt poppet og yderst radiovenligt nummer. Faktisk i en sådan grad at det ved første lyt er som at blive genforenet med en gammel ven. Dette bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af den tilnærmelsesvise 60'er lyd, som Misty får genskabt på pladen - uden at det virker påtaget eller forældet.

Misty er bestemt ikke bange for at sænke tempoet og køre sjæler-stilen, og heldigvis gør han både dette og hin til den store guldmedalje - som regel. Det tager nogle gange overhånd med de langsomme numre, men den kritik er primært rettet mod hans efterfølgende plade. En af hans mest suværene og mest langsomme numre finder vi på nærværende plade i form af den fortryllende "Bored in the USA". Med en forsigtig kombination af keys og violin lufter Misty sine tanker om et svigtende og skuffende USA. Han synger sin blues med den største inderlighed, og midt i denne dramatiske åbenbaring kryber en heftig omgang dåselatter ind i nummeret og forsøger at drukne Misty... Med nærmest uvirkelige resultater. Genialt. I det efterfølgende og mere tempofyldte nummer "Holy Shit" fortsætter Misty lidt i samme dur med tanker om det rådne fundament vi bygger vores hverdag op omkring. Disse to sange er i sig selv nok til at slå Misty fast som en fantastisk sangskriver.

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme hans smukke stemme. 5/6

Bedste numre: "Chateau Lobby #4 (In C for Two Virgins)", "True Affection", "Strange Encounter", "Bored in the USA", "Holy Shit"

Hvad synes du om Father John Misty? Andre sidste bemærkninger?

Stik i mod reglerne fik jeg egentlig anbefalet fem forskellige plader med Scott Walker, og blandt disse har jeg så selv udvalgt nummer to i rækken. Udelukkende pga. at jeg kan huske, at den starter med et nærmest overvældende energisk nummer. Jeg har altså hørt pladen før, men kan ikke huske andet fra den eller andet Scott Walker-relateret. Jeg havde en ide om, at åbnerens hyper-niveau stod i skarp kontrast til resten af pladen, men det er jo faktisk ikke helt tilfældet, har jeg måtte erfare efter at have givet hele molevitten adskillige flere lyt.

Scott 2 viser sig at høre under kategorien baroque pop, hvilket kommer til udtryk igennem tæt på samtlige dele af skiven. Det er radiovenligt pop med fine melodier besmykket med orkestrerede arrangementer, mens dele af musikken og tekstuniverset også trækker tråde tilbage til gammel europæisk folkemusik. Hele baduljen er samtidig utrolig overdramatisk - hvad end Walker byder på en sjæler ala Frank Sinatras "My Way" ("Come Next Spring") eller cabaret-agtig festfyrværkeri ("Jackie") og i virkeligheden bliver det måske ikke mere over-the-top på den påtrængende "Best of Both Worlds".

Store dele af Scott 2 er covers (flere af Jacques Brel) og alle selvfølgelig tilpasset til overstående lyd, men Scott har også skrevet enkelte af sangene selv. Den mest bemærkelsesværdige af disse er nok den godt seks minutter lange "Plastic Palace People". Foruden at indeholde en klokke i venstre lydspor der er ganske forvirrende på cykel, byder sangen også på en anderledes progression bl.a. som resultat af den længere spilletid.

Der er ikke nogen dårlige sange inkluderet, men med det sagt taber pladen noget momentum med de halvkedelige sjælere "Wait Until Dark" og "The Bridge". De kan ved sporadiske lyt virke episke trods tempoet, men man kommer let til at forveksle episk med overdramatisk. I samme dur lyder pladen lidt som et film-soundtrack til tider.

Scott 2 er et både underholdende og spændende lyt, der ikke just kan siges at lyde som mange samtidige udgivelse. Men skru lige lidt ned for dramaet næste gang. 5/6

Bedste numre: "Jackie", "Black Sheep Boy", "Next", "The Amorous Humphrey Plugg", "Plastic Palace People", "Windows of the World", "Come Next Spring"

Hvad synes du om Scott 2?
Næste gang anmelder jeg noget selvvalgt. Well, af åbenlyse årsager. Og så er det vel det.

From Here We Go Sublime er debutalbummet fra svenske producer The Field, og består af en samling instrumentale og elektroniske stykker musik, der langsomt får lov at udvikle sig igennem relativt lange numre. Dette kan enten være i form af en løbende introduktion af nye instrumenter og melodier eller i form af små stilskift og andre 'twists and turns'. Andre gange er denne udvikling så begrænset, at den grænser til at være ikke eksisterende.

Selvom The Field har gjort brug af forskellige og varierede samples er lyden helt igennem elektronisk, og da numrene som sagt udvikler sig ganske langsomt og relativt lidt samt indeholder overvejende hurtige beats, bevæger pladen sig i trance-territorium.

Der bliver heldigvis budt på mange velkomponerede numre, der formår at skabe et komplet lydbillede med en god latent melodi (ofte i form af et velklippet vokalsample), bombastiske omend behagelige beats og en altomsluttende atmosfære. Der er ikke en væg af lyd, men når pladen er bedst, er effekten lidt derhenad.

Der er samtidig også noget dejligt hypnotiserende over musikken, hvilket er med til at forsvare de lange numre og den generelle lange spilletid. Med det sagt er den 10 min. lange "The Deal" langt fra lige så interessant som The Field har troet, og jeg bliver derfor træt af den længe før sidste tone er lydt. I et interessant træk har den svenske herre også valgt at lege lidt med tidssignaturer på "Mobilia", der dukker op nær slutningen. Hvis man som lytter, har ladet sig forføre af de tidligere hypnotiserende toner, vil man brat komme tilbage til virkeligheden med dette synligt kaotiske nummer.

Der er ikke nogle elementer af musikken, der decideret imponerer mig, men det lyder nu overvejende ganske udmærket. 4/6

Bedste sange: "Over the Ice", "Good Things End", "Everyday", "Silent", "Mobilia"

Hvad synes du om From Here We Go Sublime?
Næste gang anmelder jeg Scott Walker. Men hvad derefter?
Anbefal mig noget nyt udgivet indenfor de sidste fem år