Dansk
Blog

Music: Best of '67

Skrevet af Ak-master den 27 januar 2014 kl. 00:40
Tagget som: Best of, Music

Say hello to my little friend (aka den ensomme guitar).
For hvis man skal pege på et år, hvor den hårde rock for alvor finder vej til overfladen, så er der vist ikke andet at gøre end at bukke sig i støvet for 1967. Det betyder masser af debutalbums, hvilket unægteligt efterlader en del af de gamle drenge i støvet - men altså ikke alle.

5. Cream - Disraeli Gears
Supergruppen indeholdende Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker er ret cool, men den ville lige have været lidt bedre, hvis en af gutterne rent faktisk havde en god, engagerende sangstemme. Det er dog ikke tilfældet, men i det mindste har vi noget flot instrumentering. Clapton virker lidt til tider til at være i sine egne tanker, når han spiller, men det er nu stadig et godt lyt med fede riffs og udmærkede soloer.
Hør: "Sunshine of Your Love"

4. The Velvet Underground - The Velvet Underground with Nico
Den mærkelige dreng i klassen. Ham der spiser myrer i frikvarteret, når han altså ikke sidder i hjørnet og kigger på maling tørre. Femten år senere synger han om prostituerede og stoffer over skærende guitarspil og uforsødede trommer. Velkommen til Velvet Underground's musikunivers - der selv den dag i dag er en mærkværdig oplevelse. Man får dog ikke indtrykket af, at de bare er anderledes for at være det. Musikken er et naturligt resultat af deres personligheder (dvs. primært Lou Reed's), og det er heller ikke fordi, samtlige numre er fuldstændigt fremmedartede. Af en eller anden grund har de fået Nico med ind over, der selv udgav et soloalbum samme år. Det var nok udgiveren, der mente det ville gøre albummet lidt lettere at sælge, men heldigvis virker hun ikke malplaceret (hendes eget musik er såmænd også lidt anderledes - vokalrock med violiner og fløjter). Selvom hun kan være et fint afbræk, fortrækker jeg dog stadig Reed bag mikrofonen (John Cale fortjener også lige at blive nævnt, så det er han nu blevet).
Hør: "Heroin"

3. Albert King - Born Under a Bad Sign
Af de blues-albums jeg har hørt, er denne uden tvivl den mest imponerende. Veteranen King fyrer den max af med nydeligt guitarspil og en solid stemme, men en stor kudus skal også gå til bandet, der er ingen ringere end Booker T. and the MGs ("Green Onions"). Trommerne og bassen er der ikke bare - de gør rent faktisk seancen bedre. Med et højt tempo og gode rytmer er det svært ikke at lade sig fortrylle.
Hør: "Born Under a Bad Sign"

2. The Beatles - Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
Når man skal høre Beatles, så bliver det nok ikke bedre end det her. Det er psykedelisk, mærkeligt, varieret, melodiøst, og så er det bare solid underholdning. Beatles dominerede i høj grad starten af årtiet, og det faktum at de stadig kunne overraske til slut, er intet mindre end en imponerende bedrift. Der er en grund til, at mange folk stadig ikke har fået armene ned over den charmende kvartet.
Hør: "A Day in the Life"

1. The Jimi Hendrix Experience - Are You Experienced
Guitaristen der tog verden med storm. Plus en trommeslager og en bassist. Ingen keyboards, ingen klokker, ingen violaer. Det er rent og skær tråd (med trommer og bas), hvilket var og vel faktisk stadig er ret usædvanligt. Man kunne da tro, at albummet ville være en kende ensporet i længden, men faktisk formår trioen at holde det forholdsvis frisk langt hen ad vejen. Der er både gamle blueskendinge, instrumentaler, psykedeliske udbrud og nænsomme kompositioner. Hendrix lader den elektriske guitar få frit løb, hvilket måske bliver lidt kaotisk til tider, men han skal alligevel have tak for det. Efterfølgeren Axis: Bold As Love dukkede op senere samme år, og selvom den bestemt også har sine kvaliteter, er debuten den klart overlegen. Jeg har i øvrigt taget udgangspunkt i genudgivelsen med samtlige sange fra både den amerikanske og britiske version, men den er vist også blevet standard nu.
Hør: "The Wind Cries Mary"

Music: Best of '67

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Aretha Franklin's "Respect", The Byrds' "Thoughts And Words", The Doors' "Light My Fire", The Jimi Hendrix Experience's "Castles Made of Sand", Leonard Cohen's "So Long, Marianne", Love's "Alone Again Or", The Moody Blues' "The Afternoon", Pink Floyd's "See Emily Play"

HQ

Music: Best of '66

Skrevet af Ak-master den 25 januar 2014 kl. 03:19
Tagget som: Music, Best of

Jamen dog, var det ikke en elektrisk guitar?

5. Donovan - Sunshine Superman
Sørme om den psykedeliske rock ikke er begyndt at vise sit tvistede ansigt. Donovan skruer op for de skøre tekster, bølgende basgange og sitrende sitarspil. Det er mærkværdigt, det er skønt, det er psykedelisk. Numrene adskiller sig desuden nok fra hinanden til, at man sidder spændt og venter på, hvad manden har fundet på i næste nummer.
Hør: "Season of the Witch"

4. John Mayall & the Bluesbreakers - Bluesbreakers with Eric Clapton
Hvis man ikke er særlig godt bekendt med Clapton, vil det muligvis overraske én, at han var utroligt aktiv i 60'erne. I 1966 var han mellem to bands, henholdsvis The Yardbirds og Cream, men i stedet for at ligge på den lade side, valgte han kortvarigt at slå kludene sammen med John Mayalll og band. Resultatet er dette album, og der er en god grund til, at hans navn er smidt med i titlen - han er over det hele og synger sågar nogle af sangene. Som så meget andet guitarfingerspil på dette tidspunkt, virker Clapton ikke rigtigt til at have noget andet mål med det end at imponere, men det gør han til gengæld også godt.
Hør: "Stepping Out"

3. The Byrds - Fifth Dimension
Jeg er faktisk blevet mere glad for The Byrds' rockede folk-musik efter at være begyndt på denne serie, da det er gået op for mig, hvor fede de egentligt er. Fifth Dimension er ingen undtagelse, da den fortsætter den gode genreblanding, hvilket bl.a. betyder både guitar- og mundharmonicasoloer. Læg dertil forsangerens sprøde californiske accent, der giver dem en stærk fordel over for den britiske invasion.
Hør: "Hey Joe"

2. The Beatles - Revolver
Ikke at briterne ikke kan synge dog, hvilket den engelske kvartet beviser endnu engang med denne højtelskede udgivelse. Drengene eksperimenterer videre, hvilket i høj høres i det større udvalg af instrumenter, de har hentet ind til optagelserne. Der er vitterligt alt mellem sitarer og koklokker. Det går dem dog ikke altid lige godt, hvilket "Yellow Submarine" er et bevis på, men det er nærmere undtagelsen end reglen. Og så er den vist i øvrigt alligevel temmelig vellidt rundt omkring. Af en eller anden uforklarlig grund. Hader den sang. Resten er ikke bare godt men decideret imponerende.
Hør: "And Your Bird Can Sing"

1. Bob Dylan - Blonde on Blonde
Jeg vil forsøge ikke at bringe de samme navne igen og igen, men man kommer ganske simpelt ikke uden om dette album. Hvis "Highway 61 Revisited" er et mesterværk (blandt mange), er Blonde on Blonde mesterværkét! Det første album jeg hørte af manden, og til den dag i dag er det stadig min ultimativt fortrukne. Det var et af de første dobbeltalbums i sin tid, og selvom den sidste halvdel overordnet set ikke helt kan følge med den første del, så det stadig et gennemgående super underholdende lyt. Der er desuden lidt til enhver: Måske den søde "I Want You", den tempofyldte og mystiske "Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again" eller den episke, sørgmodige "Sad Eyed Lady of the Lowlands" skrevet til hans daværende kone? Vælg selv - de er alle rigtig gode valg (blandt flere).
Hør: En af overstående

Music: Best of '66

Nævneværdige numre fra andre projekter:
The 13th Floor Elevators's "You're Gonna Miss Me", The Beach Boys' "Wouldn't It Be Nice", Frank Zappa & The Mothers of Invention's "Any Way the Wind Blows", Fred Neil's "Everybody's Talking", The Kinks' "Sunny Afternoon", Paul Revere & the Raiders' "Kicks", The Rolling Stones' "Under My Thumb", Simon & Garfunkel's "The Sound of Silence", The Yardbirds' "Rack My Brain"

HQ

Music: Best of '65

Skrevet af Ak-master den 23 januar 2014 kl. 18:07
Tagget som: Best of, Music

År 1965 bød på stadig flere covers men selvfølgelig også mere originalt materiale. Det var dog ikke bare nye sange, da pop rocken var begyndt at udvikle sig til mere end bare søde melodier og fængende omkvæd. Der var store forandringer på vej, og det var allerede til at føle nu.

5. The Byrds - Mr. Tambourine Man
Debutalbummet fra det amerikanske rockband Byrds, der modsat sine britiske kollegaer har sine rødder i folk. Det vil sige, at de her pynter på numre fra folk som Vera Lynn og ikke mindst Bob Dylan. Gamle er alle originalerne dog ikke, da Byrds laver covers af numre udgivet så sent som tidligere samme år - heriblandt "Mr. Tambourine Man", der stammer fra Dylan's Bringing It All Back Home. Det er stadig forholdsvis uskyldigt men alligevel et frisk pust.
Hør: "Mr. Tambourine Man"

4. The Who - My Generation
Endnu et debutalbum og endnu et rockband. Selvom The Who laver rock n roll, virker der dog til at være lidt større fokus på rock-delen, hvilket særligt kommer til syne i det afsluttende instrumentalnummer, hvor guitaristen virkelig kommer til sin ret. Ikke fordi bandet er vildt alternativ og vendte op og ned på alting, men de fik nok prikket lidt til noget.
Hør: "My Generation"

3. The Beatles - Rubber Soul
Beatles befinder sig på dette tidspunkt i en overgangsperiode, da de så småt er ved at skifte popsangene ud med eksperimentel og nyskabende instrumentering. Af den grund er Rubber Soul ikke rigtigt hverken eller, så det er ikke just min favorit med dem. Det er dog stadig udmærket, og til sammenligning med andet fra samme år er det faktisk ret imponerende.
Hør: "If I Needed Someone"

2. Otis Redding - Otis Blue: Otis Redding Sings Soul
Klassisk soul med undertoner af noget blues. Redding føler sig hvert fald meget blå midt i sin ulykkelige kærlighedssituation. Interessant nok laver han bl.a. et cover af Rolling Stones' "(I Can't Get No) Satisfaction", så Englands nye hitlavere må siges at have gjort noget rigtigt samme år. Redding har en rigtig cool stemme, og for det og de veldrejede covers fortjener han en anden plads.
Hør: "My Girl"

1. Bob Dylan - Highway 61 Revisited
Der var ikke et spor af fortvivlelse i mig, da jeg skulle vælge nummer et. Det kunne selvfølgelig kun være Dylans mesterværk Highway 61 Revisited. Dylan tager sig god tid med sine historier og budskaber, der er krydret med en smule blues-stemning, og resultatet er en sand fornøjelse. I øvrigt blev der for nyligt lavet en interaktiv musikvideo til åbningsnummeret, der også er et kig værd. Sandt at sige kunne jeg også godt have smidt Dylan's andet 1965-album på listen et sted, men jeg tænker, at det er lidt sjovere med fem forskellige kunstnere.
Hør: "Like a Rolling Stone"

Music: Best of '65

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Barry McGuire's "The Sins of a Family", The Beatles' "Yesterday", Bob Dylan's "Mr. Tambourine Man", The Rolling Stones' "(I Can't Get No) Satisfaction", The Sonic's "Do You Love Me?"

Music: Best of '64

Skrevet af Ak-master den 21 januar 2014 kl. 10:58
Tagget som: Best of, Music

Videre til det næste år - ja, jeg har planer om at tage dem i kronologisk rækkefølge. Selvfølgelig. Det andet er alt for rodet. Selvom der stadig er en mindre håndfuld gode albums at vælge i mellem, så er det netop det: en mindre håndfuld. Som det står lige nu, skal vi lige lidt længere frem, før der er en god håndfuld at vælge i mellem. Lige om hjørnet. Der er noget, der ulmer et sted. End til da er det ikke så svært at udvælge fem albums, så det burde også gå rimelig smertefrit for 1964. Listen byder på gensyn med tidligere kunstnere, flere livealbums og en enkelt debut.

5. The Rolling Stones - The Rolling Stones
The Stones' debutalbum har en temmelig old school lyd med covers af rock n roll-slash-RnB sange. Faktisk er der kun et enkelt originalt nummer. Det er nok de færreste Stones fans, der vil pege på denne som deres favorit, og det er forståeligt nok, da drengene er forholdsvis grønne på dette tidspunkt. Går man ind til det med forventninger om at høre noget tempofyldt RnB, vil man dog ikke blive skuffet.
Hør: "Walking the Dog"

4. Bob Dylan - Another Side of Bob Dylan
Dylan er tydeligvis glad for sit navn, da han endnu engang bruger det i en albumtitel. Men hvad er så denne anden side af ham selv? Det er et godt spørgsmål. Jeg er på ingen måde Dylan ekspert, men umiddelbart vil jeg mene albummet er mere personligt med et større fokus på kærligheden. Uanset hvad fungerer det glimrende, og jeg vil altså umiddelbart mene, at det er bedre end den mere social bevidste The Times They Are A-Changin'. Måske det bare er fordi jeg tilfældigvis har hørt denne mere.
Hør: "Chimes of Freedom"

3. Jerry Lee Lewis - Live at the Star Club, Hamburg
Jeg lover, at det er et særtilfælde med alle disse livealbums, og der vil højst sandsynligt ikke komme mange flere fremadrettet. Men så igen - hvorfor ikke? Liveoptrædener kan være super effektive. De kan bringe med sig et ekstraordinært energiniveau (hvilket vi allerede har været vidne til), improvisering, længere soloer eller måske bare en helt særlig atmosfære, der kan ikke kan opnås i de forholdsvis kolde omgivelser et studie udgør. Hvis man kender til Jerry Lee Lewis, vil man vide, at dette album særligt hører til den første gruppe. Han sætter decideret ild til sit klaver med sit tempofyldte spil. Det er rent og skær rock n roll for fuld udblæsning, og størstedelen af setlisten er endda covers af prominente hits, så der er både noget til dansegulvene og brusekabinen.
Hør: "Great Balls of Fire"

2. John Coltrane - A Love Supreme
Der vil ikke være voldsomt mange jazzalbums på disse lister, men her er altså endnu en i form af saxofonisten Contrane's magnus opus. Sammen med band leder han os gennem en spirituel rejse opbygget af fire super cool kompositioner. For det utrænede jazzøre (inkl. mine egne) kan det ved første lyt godt være lidt af en mundfuld - selvom albummet ikke varer meget mere end en halv time - men i det tilfælde vil jeg bare anbefale at læne dig tilbage og starte fra slutningen med nedenstående nummer. Så har du en god ide om, hvad albummet har at byde på.
Hør: "Part 4: Psalm"

1. The Beatles - A Hard Day's Night
Soundtracket til filmen af samme navn. Det er seriøst bare den ene fængende popmelodi efter den anden, og det er faktisk et kompliment. Uden denne musik ville filmen blot have været en skygge af sig selv. Er den så bedre end With the Beatles? Hmm. Endnu et godt spørgsmål. Jeg har nogle meget opmærksomme læsere.
Hør: "A Hard Day's Night"

Music: Best of '64

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Bob Dylan's "The Times They Are A-Changin'", Dusty Springfield's "Anyone Who Had a Heart", Jacques Brel's "Amsterdam (Live)"

Music: Best of '63

Skrevet af Ak-master den 18 januar 2014 kl. 17:18

Velkommen til min nye blogserie, hvor jeg vil dele mine personlige favoritter blandt et givent års musikudgivelser. Jeg er, som så mange andre, også mægtig glad for lister, så "hvorfor ikke?", tænkte jeg, og så kiggede jeg først på halvfjerdsernes albumudgivelser (en af mine favorit musikårtier).. Der var virkelig meget godt at vælge imellem, hvilket jeg ikke helt følte mig klar til, så i stedet kiggede jeg endnu længere tilbage - til det ældste album i mit bibliotek. Det er Frank Sinatra's In the Wee Small Hours fra 1955. Det er dog også det eneste album, jeg har fra det år, så den gik heller ikke helt. Jeg er ikke den største jazzfan, så jeg skulle helt frem til 1963, før der var en lille håndfuld albums, som jeg virkelig gerne ville dele med omverden. Derfor starter jeg i dette lidt sære år.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for hip-hop, men jeg er som antydet ovenover også utroligt glad for rock - særligt den progressive af slagsen, der blomstrede i halvfjerdserne. Men jeg mener selv, at jeg er rimelig åben over for de fleste genre, selvom jeg stadig har mine problemer med flere grene af elektronica-genren. Eftersom hverken hip-hopen eller den klassiske rock er født endnu i 1963, vil jeg derfor også starte med at fremhæve andre genre.

Et andet formål med denne blogserie er selvfølgelig også at høre fra læseren, hvilke albums jeg måske er gået glip af, da jeg jo på ingen måde vil påstå, at have hørt alt godt, som i dette tilfælde 1963 havde at byde på. Jeg vil nærmere forsikre det modsatte.

5. James Brown - Live at Apollo
James Brown starter listen med en eksplosiv blanding af rock n roll og soul, også kaldet RnB, og så gør han det endda live, hvilket i dette tilfælde har sikret albummet en god energi. Selvom albummet er udmærket, så har jeg dog ikke hørt det så meget, da der i mine øjne findes endnu bedre live Rnb-optrædener. Sågar fra samme år.
Hør: "Try Me"

4. Stan Getz & João Gilberto - Getz/Gilberto
Når jeg skal høre jazz, så er den sydamerikanske undergenre bossa nova altid et godt sted at begynde. Stan Getz lod sig i sin tid også imponere af lyden, så han besluttede sig for at bidrage med sit eget bud på genren. Her gør han det bl.a. i selskab med sangeren Gilberto, der sørger for den rolige og bløde vokal.
Hør: "The Girl from Ipanema"

3. Bob Dylan - The Freewheelin' Bob Dylan
Jeg er en forholdsvis stor fan af Bob Dylan - jeg købte sågar i efteråret bokssettet med (mere eller mindre) samtlige af hans albums - men jeg har stadig meget at lære endnu om ham. Manden har trods alt udgivet 35 studiealbums. Dette er ikke min favorit med ham, men det indeholder stadig flere af mine yndlingssange af ham.
Hør: "Blowing' in the Wind"

2. The Beatles - With the Beatles
Måske et lidt forudsigeligt valg, men hvis der var nogen, der kunne skrive simple, fængende og fede popsange, så er det det tidlige Beatles. Ikke overraskende er det primært bandets egne sange, der står ud på albummet, da McCartney og Lennon unægtelig havde et godt øre for musikken. With the Beatles er bare et helt igennem hyggeligt og ikke mindst underholdende bekendtskab.
Hør: "All My Loving"

1. Sam Cooke - Live at the Harlem Square Club
Og her har vi så endnu en rock n roll stjerne. Hold nu kæft han går amok på den scene. Der er så meget knald og tjubang i den mand og hans band, at det er en decideret udfordring at sidde stille til dette album. Cooke døde desværre i en tidlig alder (myrder af en hotelmanager - ikke en overdosis), men måske han allerede havde lavet sit mesterværk? Live at the Harlem Square Club er hvert fald en kanon oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Nummer et - også selvom albummet teknisk set først blev udgivet i firserne.
Hør: "Chain Gang"

Music: Best of '63

Så hvornår kommer næste indlæg? Engang. Måske. Det var muligvis for tidligt at kalde det en blogserie... hm.