Dansk
Blog

Music: Best of '72

Skrevet af Ak-master den 5 februar 2014 kl. 09:34
Tagget som: Best of, Music

Efter den ekstra store dosis prog rock sidste gang er tilgængeligheden blevet blødgjort en smule i dag med en samling meget forskellige plader. Der er næsten lidt for enhver. Men ja, det hjælper stadig, hvis du er glad for rock.

10. Lou Reed - Transformer
Efter Velvet Underground gik i opløsning og en efterfølgende kort pause fra musikken valgte Reed at forfølge sine drøm som solokunstner. Han udgav to albums i '72 med hjælp fra henholdsvis Yes-medlemmer og David Bowie. Transformer udgør sidstnævnte, og ærlig talt så passer Reed og Bowie nu ganske fint sammen, da de begge har en lidt anderledes tilgang til musikken. Resultatet blev da også derefter - det vil sige ret godt.
Hør: "Walk on the Wild Side"

9. Neil Young - Harvest
Den canadiske guldgruppe er tilbage, og med sig bringer han sig bl.a. London Symfoni Orkester, der akkompagnerer Young på et par numre, og selvom de ikke nødvendigvis er blandt skivens bedste, så er det nu et interessant tiltag. De bedste sange skal man dog finde blandt de mere rockede outputs, og her leverer han bestemt også varen. Særligt nedenstående sang er enestående.
Hør: "Words (Between The Lines Of Age)"

8. Black Sabbath - Black Sabbath, Vol. 4
Sabbath udgav en lang række anbefalelsesværdige plader i starten af deres karriere, og dette fjerde udspil var bestemt ikke en til at bryde mønsteret. Det inkluderer flere hits samt den meget omdiskuterede "Changes". I konteksten lyder den rigtig nok noget malplaceret, men taget for sig selv er sangen nu ikke dum.
Hør: "Snowblind"

7. Gentle Giant - Octopus
Her finder vi, hvad der godt kunne være min favorit med det progressive rockband Gentle Giant. Der er en smule middelalderstemning over pladen, der på fornemmeste vis formår at blande relativt komplekse vokalharmonier med effektive guitarriffs - og stadig er det en forholdsvis spinkel beskrivelse af et album med en kendetegnende detaljerigdom. Er man interesseret i at blive gjort bekendt med Giant' musikunivers, er dette et oplagt sted at starte.
Hør: "The Advent of Panurge"

6. Todd Rundgren - Something/Anything
Foruden at have et morsomt navn så har Rundgren også en helt særlig følelse for melodiøse, indsigtsfulde og ikke mindst følelsesstærke sange. Dette dobbeltalbum er måske lige en stor nok mundfuld, men der gemmer sig til gengæld også mange gode sange herpå. Rundgren har i øvrigt selv stået for alt på tre fjerdele af pladen, så det er bestemt en mand med stærke visioner - der helt sikkert er værd at tage del i.
Hør: "Hello It's Me"

5. David Bowie - Rise & Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
Med min kærlighed for konceptalbums skulle man tro, at dette ville være min favorit med manden, men det er faktisk ikke tilfældet. Det er selvfølgelig stadig godt, men jeg har altså også hørt bedre. Måske det bliver lidt for rock n roll til tider. Kan bedst lide, når han bevæger sig op i det høje register og påtager sig en mere følelsesmæssigt involveret klang. Her er åbneren et godt eksempel. Selve albumtitlen er dog stadig hans hidtil bedste.
Hør: "Five Years"

4. Steely Dan - Can't Buy a Thrill
Kan ikke helt finde ud af, om pop rockbandet Steely Dan er en guilty pleasure eller ej. Uanset hvad er jeg hvert fald stor fan. Deres musik er utroligt fængende med gode melodier og omkvæd, der bliver hængende. Det er heller ikke bare pop, da bandets medlemmer faktisk er meget habile musikudøvere, plus de ofte henter hjælp ind udefra til at spille saxofon, horn og meget mere. Steely Dan laver melodiøs, eklektisk pop rock (inkl. diverse soloer), når det er allerbedst, og debuten her er en af deres bedste.
Hør: "Reelin' in the Years"

3. The Rolling Stones - Exile on Main St.
Nogle vil måske rynke lidt på næsen over statistikken for Stones-placeringer på mine lister hidtil, men faktum er, at jeg faktisk ikke er så stor fan igen. Jeg ærgrer mig dog over, at jeg ikke havde plads til Let It Bleed i 1969-posten, da det nok er en af mine favoritter med bandet. Exile on Main St. er dog nok deres allerbedste, så den har tilegnet sig en plads i top 3. Med sine knap 70 min. er pladen lige lang nok, men den indeholder uomtvisteligt mange fede skæringer, så det er heller ikke fordi, den på nogen måder er decideret træg at komme igennem.
Hør: "Shine a Light"

2. Yes - Close to the Edge
Vi er trods alt i starthalvfjerdserne, så vi kommer selvfølgelig ikke uden om prog rock-genren. Der var en enkelt længere oppe på listen, men det er sgu ikke helt nok, vel? Slet ikke når man har med et album som dette at gøre. Der er tre sange, hvoraf den ene optager en hel LP-side, og ganske simpelt så er skiven bare én lang, hypnotiserende oplevelse. Det første par minutter kan godt være lidt svære at komme igennem, men hæng i - du har ikke lyst til at gå glip af resten.
Hør: "Close to the Edge"

1. Jethro Tull - Thick as a Brick
Bandet blev angiveligt kritiseret en smule for ikke at være progressive nok med Aqualung, og så er der jo kun en ting at gøre: Udgive en LP med én enkelt sang - dog i to dele så den kunne være på en vinyl. Det hele blev gjort med mere end et glimt i øjet, da pladen sådan set skal ses lidt som en parodi af genren. Det fantastiske er bare, at musikken er helt i top, så hvis man ikke lagde for meget i teksten (eller særligt coverhæftet), så har man bare at gøre med et helt igennem fantastisk prog rockalbum. Det kan godt være, at Jethro Tull ikke tog sig selv alt for seriøst, men musikken er de bestemt ikke gået på kompromis med, og så har man pludselig fat i en meget farlig kombination. Og ja, Thick as a Brick toppede Billboard 200 i sin tid. Mainstreamen var bare noget helt andet dengang.
Hør: Gæt engang!

Music: Best of '72

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Curtis Mayfield's "Pusherman", Deep Purple's "Highway Star", Emerson, Lake & Palmer's "The Sheriff", Flash's "Lifetime", Genesis' "Get 'Em out by Friday", Matching Mole's "Signed Curtain", Mott the Hoople's "All the Young Dudes", Nektar's "King of Twilight", Pink Floyd's "The Gold It's in the...", Roxy Music's "If There Is Something", Slade's "Gudbuy T'Jane", Stevie Wonder's "Blame It On The Sun", T. Rex's "Ballrooms Of Mars", Yes' "Heart of the Sunrise"

HQ

Music: Best of '71

Skrevet af Ak-master den 3 februar 2014 kl. 00:47
Tagget som: Best of, Music

Hvis jeg ville, kunne jeg have lavet en ren progressiv rock top ti, da genren på rekordtid har fundet sig rigtig godt til rette med mange bands, der forsøger sig med den mere eksperimentelle side af rocken. Så det gjorde sig så. Næsten hvert fald, for der var lige enkelte andre albums, jeg ikke kunne ignorere.

Men hvad er prog rock egentligt helt præcist for en størrelse? Et album eller en sang inden for den progressive rockgenre vil typisk bærer flere af følgende mærkater: konceptuelt, specielle tidssignaturer, eklektisk, komplekse arrangementer (evt. i flere dele), utraditionelt tekstunivers og generelt bare storslåede, detaljerede kompositioner. Prog rock er kort sagt episk.

10. Gentle Giant - Acquiring the Taste
Med sine pletvise tempofyldte trommer og vokalharmonier skiller Giant sig en smule ud fra andre prog rock bands. De her fyre går meget op i deres sang, hvilket såmænd også er fint nok, men det bliver heldigvis krydret med guitarspil, der til tider viser glimt af ren genialitet.
Hør: "The House, The Street, The Room"

9. Emerson, Lake & Palmer - Tarkus
Syv-otte ud af listens ti albums er prog rock, hvoraf tre indeholder en 20+ min. sang, og Tarkus er første eksempel på dette fænomen. Som det typisk er med disse albums, så er det episke, LP-side store stykke også hovedattraktionen herpå. ELP er ret populære inden for genren, men jeg er af den opfattelse, at de ikke altid helt ved, hvad de foretager sig. "Tarkus" er dog en af undtagelserne, da det faktisk er et helt igennem spændende og underholdende lyt, inkl. en fed vokal, fede riffs og passende pauser. Resten af albummet er lidt en blandet landhandel, men man går ikke galt i byen, hvis man smider enten "Bitches Crystal" eller den aggressive "A Time and a Place" på.
Hør: "Tarkus"

8. Pink Floyd - Meddle
Fans af bandet vil ofte pege på dette som en af deres milepæle, mens "Echoes" er et mesterværk, så siger resten mig ikke helt så meget - "Seamus" er decideret elendig. Den episke sidelange "Echoes" er dog som skrevet en mindre genistreg med lækkert, melodiøst guitarspil af Gilmour, der også gør et glimrende stykke arbejde bag mikrofonen med sin rolige stemme. Jeg vil ikke decideret påstå, at resten af pladen er uden merit, men jo, jeg hører den kun for "Echoes".
Hør: "Echoes"

7. Focus - Moving Waves
Her har vi fat i et mere akustisk og stemningsfuldt bud på genren. Størstedelen af pladen er ren instrumental med nænsomme trommer, god bas, guitarspil, der kan være meget avanceret, når de vil, piano og ikke mindst fløjter (også et hit hos kollegaerne i Jethro Tull). Hvis du er bekendt med Pink Floyd, ligger dette sig mere op ad "Shine On You Crazy Diamon" end "Dogs" - uden at det helt kan sammenlignes med nogle af delene. Prog rock med bluesrødder - også kaldet dope.
Hør: "Eruption..."

6. Led Zeppelin - Led Zeppelin IV
Jeg læste et sted bandet og måske særligt denne skive omtalt som indbegrebet af "dadrock", hvilket nok er noget mange vil blive en smule fornærmet over. Jeg må dog indrømme, at jeg sådan set godt kan følge vedkommende lidt. Forsangeren har en solid stemme, og bandet spiller generelt godt, men så fantastiske er samtlige numre altså heller ikke. Ikke desto mindre er det stadig et underholdende lyt, og nedenstående sang fortjener rent faktisk alt den ros, den har modtaget gennem årene.
Hør: "Stairway to Heaven"

5. Genesis - Nursery Cryme
Peter Gabriel-æra Genesis (A Trick of the Tale kan inkluderes, hvis man vil) er i min optik en af kongerne af prog rock. Bandet opererede en del med tidssignaturer på omkring 9 minutter, hvilket ofte var tids nok til at bygge en sang op af bider af Gabriels absolut fantastiske vokal, gode riffs og en naturlig arrangement progression. Generelt går man ikke helt gal i byen, hvis man samler en af disse plader op, men denne her er en af de bedste.
Hør: "The Musical Box"

4. Funkadelic - Maggot Brain
Det var ikke unaturligt for halvfjerdsernes soul og RnB grupper at inkorporere noget lækkert tråd, men Funkadelic kan siges at have taget den til et helt nyt niveau. Guitaren spiller så stor en rolle, at den sågar har fået det knap ti minutter lange titelnummer for sig selv - og tro mig: Det lyder decideret smukt. Resten af skiven forsøger febrilsk at holde sig til standarden, og det lykkedes faktisk ret godt.
Hør: "Maggot Brain"

3. Yes - The Yes Album
Forsanger Jon Davison har en af de mest distinktive stemmer genren - faktisk kan man godt forveksle hans lyse klang med en kvindes til tider - men det er bare med til at gøre bandet mere specielt, hvilket i dette tilfælde bestemt ikke er en dårlig ting. I stil med Davison har guitaristen også fået en helt særlig, nærmest futuristisk lyd ud af sin guitar, der yderligere hjælper til med at cementere bandets alternative lyd. Debuten indeholder ingen tyve minutter lange sange, men til gengæld er der tre styks på en varighed af omtrent ni minutter hver, og ikke overraskende er disse skivens bedste. Hvis du hører et prog rockalbum, så koncentrer dig altid om de længste sange. Yes står sandsynligvis bag nogle af de mest komplekse rockkompositioner nogensinde.
Hør: "Yours Is No Disgrace"

2. David Bowie - Hunky Dory
Manden med de mange ansigter. Bowie kunne angribe en ny LP, som om hele hans bagkatalog aldrig havde eksisteret. Han er fuldstændig ligeglad med genrer, og laver bare det musik, der passer ham. Det betyder, at man med fordel kan dele hans karriere ind i perioder, og min favorit blandt disse er selvfølgelig den, vi befinder os i lige her. Det er vel en slags glam rock, men det betyder bestemt ikke, at det hele er glimmer og glitter - han har jo som skrevet aldrig været en, der lod sig begrænse af genrerestriktioner. Bowie kommer godt rundt i følelsesregistret på Hunky Dory, og akkompagneret af super fængende arrangementer er det svært ikke at lade sig forføre.
Hør: "Life On Mars?"

1. Caravan - In the Land of the Grey and Pink
Der var vel næsten ikke rigtigt nogen vej udenom, var der? Selvfølgelig måtte listen afsluttes med endnu en solid omgang prog rock, men hvad der til gengæld kan være en smule overraskende, er det forholdsvis ukendte navn på plakaten. Ikke desto mindre kan (det meget engelske rockband) Caravan bryste sig med at have lavet en af de bedste prog rock plader i form af denne lækre sag. Det er melodiøst, rytmisk, eksperimentelt og tilpas skørt. Derudover er der ingen dårlige numre, men nu er der selvfølgelig også kun fem at tage af.
Hør: "Nine Feet Underground"

Music: Best of '71

Nævneværdige numre fra andre projekter:
The Allman Brothers Band's "In Memory of Elizabeth Reed (Live)", Black Sabbath's "Children of the Grave", Carole King's "Where You Lead", Don McLean's "American Pie", Elton John's "Tiny Dancer", Flamin' Groovies' "Yesterday's Numbers", Isaac Hayes' "Café Regio's", Janis Joplin's "Cry Baby", Jethro Tull's "Hymn 43", John Lennon's "Imagine", Joni Mitchell's "Blue", Marvin Gaye's "What's Going On", The Rolling Stones' "Wild Horses", The Who's "Won't Get Fooled Again"

HQ

Music: Best of '70

Skrevet af Ak-master den 1 februar 2014 kl. 21:35
Tagget som: Best of, Music

Og vi er nu officielt trådt ind i halvfjerdserne, hvilket skal fejres med en udvidet liste. Gør jer derfor klar til en top 10! På den måde kan jeg bedre få udtrykt både min musiksmag og hvad det pågældende år rent faktisk havde at byde på. Hvis det ikke allerede er tydeliggjort, så favoriserer jeg jo nok (hård) rock, så denne genre vil ofte dominere min top 5. Ved at udvide listen får jeg gjort plads til lidt andre genre, der trods alt også har en del at byde på.

10. Syd Barrett - The Madcap Laughs
I mine øjne er den tidligere Pink Floyd-forsangers debutalbum bedre end førnævnte bands. Jeg er kæmpe fan af Pink Floyd, men deres tressermusik siger mig ikke alverden, må jeg indrømme. Derfor blev jeg også temmelig overrasket over dette album, da jeg forventede mig noget lignende Piper. Det er sådan set også meget lig Pink Floyd's debut - bare endnu mere psykedelisk og melodiøs. Jeg ville ikke være overrasket, hvis studiet var fyldt med røg under indspilningerne. Hvis altså LSD kunne ryges.
Hør: "Octopus"

9. Spirit - Twelve Dreams of Dr. Sardonicus
Nej, det er faktisk ikke et konceptalbum - andet end at albummet ganske rigtigt indeholder tolv sange. Disse sange er til gengæld mægtigt underholdende med små, fængende melodier, samtidig med at hele molevitten også er en smule psykedelisk og anderledes. Det er en vældig vellykket kombination.
Hør: "Animal Zoo"

8. Cat Stevens - Tea for the Tillerman
Fantastisk og unik stemme. Jeg elsker, når han bevæger sig op i det høje register, da det giver ham en særlig, følelsesladet klang. Han bevæger sig inden for samme genre som Leonard Cohen og Fred Neil, men han giver altså lige det hele et tvist med sin hæse og knap-så-dybe stemme.
Hør: "Father and Son"

7. Neil Young - After the Gold Rush
Young har unægteligt en af de sejeste sangstemmer nogensinde (dog ikke som en gammel dame). Han lyder konstant til at være på kantet af gråd med sit hæse, sørgmodige islæt. Man er aldrig i tvivl om, hvem der synger, når Young er bag mikrofonen. Heldigvis begraver han sig dog ikke i deprimerende blues - han kan sagtens have nedtur på, men det bliver aldrig for meget. Læg dertil hans habile guitarspil og mundharmonikakunnen, og så står man altså med en meget lovende sanger. Dette album er blot et ud af flere eksempler på hans musikalske glans.
Hør: "Only Love Can Break Your Heart"

6. Isaac Hayes - ...To Be Continued
Jeg ville virkelig gerne have bragt Hayes forrige album i sidste artikel, men jeg må altså "nøjes" med at fremhæve efterfølgeren. Også dette album er blevet samplet til ukendelighed af hiphopproducere, og det er der en god grund til. Det er soul på gadeniveau, og det er aldeles cool.
Hør: "Medley: Monologue/Ike's Mood I/You've Lost That Lovin' Feelin'"

5. Creedence Clearwater Revival - Cosmo's Factory
Drengene er tilbage, og de er stadig i topform. De når sågar op ved siden af Bayou Country. Endnu engang står den på hitsingler og fængende rock, så hvad mere kan man forlange?
Hør: "Up Around the Bend"

4. Santana - Abraxas
Bluesrock når det er allerbedst. Det bliver måske lidt for latino enkelte steder, men til gengæld indeholder det også en af de største blues-klassikere. Santana kunne bestemt sin vej rundt på et gribebræt.
Hør: "Black Magic Woman/Gypsy Queen"

3. Deep Purple - Deep Purple in Rock
Nogle vil mene, at Led Zeppelin var startskuddet for metal-genren, men eftersom der ikke er voldsomt meget metal over dem, er jeg mere tilbøjelig til at kigge andre veje. F.eks. her. Hvis du kun kender bandet gennem hittet "Smoke on the Water", så har du dig noget af en overraskelse i vente. Tag bare nedenstående metalnummer - komplet med skrig, hårde riffs og guitarblær.
Hør: "Child in Time"

2. Derek & the Dominos - Layla and Other Assorted Love Songs
Jamen dog. Er det ikke Clapton - igen, igen? Jo, det er, og denne gang synger han det hele selv! Heldigvis er hans sangstemme faktisk ikke så kedelig, som man ellers gik og troede. Han gør nok bedst i at holde sig fra deciderede bluessange, men når han synger kærlighedssange forklædt som rock (selvfølgelig stadig med masser af lækkert guitarspil), så fungerer det nu glimrende for ham, hvilket der er flere gode eksempler på her (bag tag åbneren hvor han lyder fremragende). Så hvis man overvejer at dykke ned i mandens bagkatalog, er dette et udmærket sted at starte.
Hør: "Layla"

1. Black Sabbath - Black Sabbath & Paranoid
Det her er metallens sande skabere. Lige fra begyndelsen var stilen lagt, og de var så godt inde i det, at de udgav hele to albums samme år. Det er ikke nemt at vælge i mellem dem, så jeg inkluderede sgu bare dem begge. Ozzy lever op til sit (dengang kommende) ry som prinsen af mørke, riffene er tunge og trommerne sidder lige i skabet. Og så er der desuden mundharmonikastykker, hvor cool er det lige? Det er umuligt at sidde stille til det her. Med mindre man selvfølgelig har gang i et af deres stille stykker...
Hør: "The Wizard"

Music: Best of '70

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Big Brother & the Holding Company's "Home on the Strange", George Harrison's "Art of Dying", John Lennon's "Mother", Jimi Hendrix's "Machine Gun (Live)", Led Zeppelin's "Immigrant Song", Pink Floyd's "If", Rod Stewart's "Country Comfort", Simon & Garfunkel's "Bridge Over Troubled Water", Stephen Stills' "Old Times Good Times"

Music: Best of '69

Skrevet af Ak-master den 30 januar 2014 kl. 13:07
Tagget som: Best of, Music

Først lidt praktiske oplysninger: Jeg har valgt at fortsætte frem til 1973 i denne omgang, og tanken er, at jeg også fremadrettet vil angribe projektet af flere omgange. Derfor kan man altså godt forvente, at jeg vender tilbage med yderligere en håndfuld albums senere hen. Nu er det sådan, at jeg faktisk allerede har skrevet alle artiklerne for denne omgang (har brugt en stor del af min ferie på det - en ferie der slutter her om lidt), så der vil nok ikke gå forfærdeligt længe mellem mine oploads. Nå ja, og så lige angående den afsluttende artikel - den bliver noget for sig selv.

Så er det allerede blevet tid til at runde det første årti af. Jeg har gennem det sidste par uger forsøgt at give et indblik i musikkens udvikling gennem 60'erne (blandt flere ting), hvor der sandt at sige skete en masse - særligt i forbindelsen med rocken. Nu er det så blevet tid at kigge på '69, og jeg kan afsløre, at det har været det sværeste år end til videre at udforme en top 5 for. Der er bare rigtig meget godt musik at vælge i mellem efterhånden. Halvfjerdserne ligger på lur, hvilket allerede nu kan mærkes en smule. Attituden bliver hårdere, og kærlighedssangene færre. Selvom flere gamle musikanter spiller en rolle i listens bands, kommer man ikke uden om, at jeg denne gang har valgt hele tre debutalbums. Endnu engang beviser de gamle grupperinger dog også, at årelang erfaring som spilledygtigt band ikke skal undervurderes.

5. Creedence Clearwater Revival - Bayou Country
Et amerikansk rockband, der både tager sig tid til at udforske sine bluesrødder, eksperimentere med guitaren, synge sange om syden (i USA) og ikke mindst skrive fabelagtige radiohits. Creedence er underholdning for alle pengene, hvilket dette, deres andet album, er et pragteksempel på. De er desuden en ud af to navne på listen, der udgav to solide LP'er dette år.

4. Blind Faith - Blind Faith
Endnu en reinkarnation af Clapton's musikvisioner. Han får selskab af Ginger Baker (også fra Cream), Steve Winwood (tidligere forsanger for Traffic) og Ric Grech (en dude). Clapton har fået udviklet sit guitarspil yderligere siden sidst, mens tilføjelsen af Traffic's forsanger sikre en god vokal, så albummet står uden besvær som Clapton's bedste værk i tresserne. Desværre gik gruppen i opløsning igen lige så hurtigt, som de fandt sammen.

3. Chicago - Chicago Transit Authority
Endnu et amerikansk rockband, hvilket tydeligt kommer til udtryk i musikken. Det er nemlig ikke bare din typiske garage-opsætning med trommer, guitar og bas - bandet indeholder nemlig et mindre blæserensemble, hvilket gør hele festivitasen en smule jazzet. Debutalbummet er dog gennemført rocket med super fede guitarriffs og vilde soloer, så tro ikke at guitaristen har ligget på den lade side heller. Det er en meget imponerende debut med sin helt egen lyd.

2. Led Zeppelin - Led Zeppelin
Apropos imponerende debuter med egen lyd. Efter Clapton forlod Yardbirds, udgav de deres bedste album med guitaristen Jimmy Page ved roret, så det var nok tydeligt allerede dengang, at der her var en mand, som ville opnå en del inden for sit virke. Det skete så, da bandet i slutningen af tresserne gik i opløsning, og Page sammen med en flok nye gutter dannede Led Zeppelin. Det er hårdt, det er rytmisk, og det er ikke mindst et varsel om, hvad fremtiden også havde at byde på.

1. The Who - Tommy
Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen, hvis jeg kalder Tommy for det første mesterværk inden for rock operaer. Det er historien om en døv, dum og blind dreng, og hans møde med en verden, der er alt anden end god ved ham. Musikken er vældig dynamisk, og bevæger sig gennem rolige vokalnumre til tempofyldte guitardrevne skæringer. Ligeledes er sangenes spillelængde meget varierede, og generelt er albummet bare en meget alsidig og spændende oplevelse. Det har desuden uden tvivl inspireret mange kommende konceptuelle albums.

Music: Best of '69

Nævneværdige numre fra andre projekter:
The Band's "Up on Cripple Creek", The Beatles' "Here Comes the Sun", Creedence Clearwater Revival's "Bad Moon Rising", Isaac Hayes's "Walk On By", Johnny Cash's "I Walk the Line (Live)", King Crimson's "21st Century Schizoid Man", Led Zeppelin's "Thank You", Neil Young with Crazy Horse's "Cowgirl In The Sand", The Rolling Stones' "You Can't Always Get What You Want", The Stooges' "I Wanna Be Your Dog", The Temptations' "Runaway Child, Running Wild", The Velvet Underground's "Beginning to See the Light"

Music: Best of '68

Skrevet af Ak-master den 29 januar 2014 kl. 01:53
Tagget som: Best of, Music

Det begynder at være lidt små med en top fem, da jeg egentligt gerne vil fremhæve flere albums. Som I har nok har bemærket, er jeg dog begyndt, at smide nogle ekstra numre i bunden, hvilket giver mig lejlighed til lige at nævne et par ekstra bands på falderebet. Nogle gange er det bare et enkelt godt nummer, jeg syntes er værd at nævne, men oftest vil numrene stamme fra anbefalelsesværdige albums, så man kan godt se dem lidt som honorable mentions - nogle af de respektive albums er da også først blevet smidt af listen igen i sidste sekund. Med det sagt, finder man også numre som "Hey Jude", der ganske simpelt var en LP-løs single, så der var ikke andre steder at nævne den.

5. Simon & Garfunkel - Bookends
Duoen fik et kort bemærkning med på vejen forleden, men nu har de altså efter mangen overvejelser endelig fundet sig til rette på listen. Hvis jeg skulle beskrive drengenes musik, ville jeg faktisk være lidt i vildrede, så det er en lidt uheldig situation, det her. Grunden er, at de jævnligt gik nye veje med deres musik og forsøgte sig med anderledes kompositioner. De er nok mest kendt for deres langsomme, vokale sange, men fyrene er altså ikke bange for at give den gas i ny og næ også. Albummet her er i det tilfælde et pragteksempel, da de når at komme godt omkring i løbet af den halve time, det varer. Bare tag "Save the Life of My Child", der lyder til at være en smule elektronisk... i 1968. Nå ja, og så indeholder albummet også monsterhittet "Mrs. Robinson".
Hør: En af de to overstående. Gerne den førstnævnte.

4. The Rolling Stones - Beggar's Banquet
Endelig vender den legendarisk rockgruppe tilbage på listen. Jeg er ikke deres største fan, så der skal lidt ekstra til, før jeg overgiver en plads til dem, og her kommer overstående LP så ind i billedet. Ikke at albummet er perfekt - det har også sine fillers (de burde droppe deres folk- og country inspirerede sange) - men en sang som "Sympathy for the Devil" sammen med en lille håndfuld andre gode skæringer sikrer dem en 4. plads.
Hør: Overstående

3. The Pretty Things - S.F. Sorrow
Der var på denne tid i musikhistorien begyndt at blive en snakken om såkaldte rock operas i diverse musikkroge, og mens nogen allerede havde forsøgt sig med enkelte numre og halve albums, så var der kun et enkelt tidligere eksempel på en fuld rock opera. Dette første eksempel på undergenren var et fantasifuldt eventyr med en lykkelig slutning, men set i bakspejlet var det åbenbart ikke sådan man lavede "rigtige" rock operas. The Pretty Things satte nemlig standarden med deres fjerde album, der er en slags rise-and-fall fortælling om en uheldig skæbne. Selvom historien dog primært lod sig udspille i det medfølgende CD-hæfte, står albummet stadig som et godt eksempel på rock operaen - og ikke mindst som et varsel om kommende tider.
Hør: "I See You"

2. The Beatles - The White Album
Man kan i dag diskutere kvaliteten af mange af de gamle bands - nogle af dem er nok en tand overvurderet - men en af de klareste undtagelser må være The Beatles. Man kommer simpelthen ikke uden om, at de er fantastiske sangskrivere. Særligt McCartney og Lennon, men guitaristen Harrison er nu heller ikke uden evner. Ringo er bare Ringo. Deres selvbetitlede LP (også kaldet The White Album) er lidt et summa summarum af bandets mange flyvske ideer, så det er et dobbeltalbum uden nogen form for rød tråd. Der er alt fra hard rock til børnesange. Resultatet er et forunderligt men også ganske fascinerende lyt.
Hør: "While My Guitar Gently Weeps"

1. The Jimi Hendrix Experience - Electric Ladyland
En anden af de gamle helte, der stadig lyder ligeså godt i dag, er Hendrix og band. Deres tredje og sidste album mere end tåler en sammenligning med debuten, da det faktisk muligvis er bedre. Kan ikke helt bestemme mig. Det er fyldt med lækker tråd (inkl. et imponrende cover af Dylan's "All Along the Watchtower"), og som noget nyt forsøger de sig tilmed med 13+ min. lange numre, hvilket - når det lyder godt - kan være en helt særlig oplevelse, og heller ikke her skuffer trioen. Det kan godt være, at Hendrix ikke vokalmæssigt imponerede med lange fraseringer eller noget, men hans stemme er alligevel ligeså cool som hans guitarspil.
Hør: "Voodoo Chile"

Music: Best of '68

Nævneværdige numre fra andre projekter:
The Band's "The Weight", The Beatles' "Hey Jude", Big Brother & the Holding Company's "Piece of My Heart", Cream's "White Room", Eric Burdon & The Animals' "Coloured Rain", Iron Butterfly's "In-A-Gadda-Da-Vida", Scott Walker's "Jackie", Small Faces' "Afterglow (Of Your Love)", The Traffic's "Who Knows What Tomorrow May Bring", The Zombies' "Time of the Season"