Dansk
Blog

Music: Best of '96

Skrevet af Ak-master den 4 maj 2014 kl. 19:27

De fleste vil være enige om, at vi nu er ude af hip-hop'ens guldalder, og jeg kunne forstille mig, at folk på daværende tidspunkt allerede begyndte at erklære genren død. Alligevel er der ligeså mange hip-hop albums på dagens liste, som der maksimalt har været tidligere. Det vil sige ca. halvdelen, og sådan vil det nogenlunde fortsætte hele vejen. Ergo er genren kommet for at blive. Væn jer til det.

10. Ash - 1977
Titlen refererer til et vigtigt år i medlemmernes liv. Først og fremmest er to af dem født på dette tidspunkt, og dernæst debuterede punken og Star Wars begge samme år. Dette er dog ikke tilfældige referencer, da musikken har en smule post-punk over sig, mens lyde fra Stjernekrigen er samplet. Der er dog også noget britpop over festligheden, da der gemt i de stærkt forvrængede guitarer også er nogle meget fængende melodier. Drengene var ikke mere end teenagere på tidspunktet for indspilningerne, men de kunne sørme spille rock.
Hør: "Girl From Mars"

9. Ghostface Killah - Iron Man
Det sidste af i alt fem solo Wu-albums inden gruppens andet fællesudspil. Ghost er bl.a. kendt for at være kollektivets mest konsistente medlem med en god håndfuld stærke udspil - den sidste af disse udkom så sent som sidste år. Allerede fra starten af havde han tydeligvis styr på tingene, da han som sit alterego Tony Starks giver los over RZA-producerede skæringer (og en enkelt fra den næsten lige så formidable True Master). Ligesom Raekwon's debut er der dog ikke så meget soloalbum over det, da Wu-Tang klanen er over det hele - primært Raekwon, der altid har været tæt med Ghost.
Hør: "Fish"

8. Dr. Octagon - Dr. Octagonecologyst
Kool Keith er tilbage som soloartist, eller helt præcist den sexglade, alien-gynækolog Dr. Octagon, og som du nok kan regne ud, har man et helt særligt album i vente. Det er befriende skørt og underholdende, hvilket også delvist kan tilskrives den debuterende producer Dan the Automator, der disker op med en skøn blanding af futuristiske lyde og fængende melodier.
Hør: "Earth People"

7. Wilco - Being There
En slags ekstra radiovenlig indierock, hvilket betyder en munter stemning, gode melodier og fængende kompositioner. Being There er bare et dejligt, lille album. Om end det egentlig ikke er særlig kort.
Hør: "Outta Mind (Outta Sight)"

6. Manic Street Preachers - Everything Must Go
Efter at have mistet deres tekstskriver og rytmeguitarist, Richey Edwards, foretog bandet en manøvre væk fra den tidligere, mørke stil og gik i gang med endnu et kapitel i britpop-historien. Guitarene er dog stærkt forvrængede, så det er ikke den samme slags, halvbløde britpop som Oasis. Interessant nok skulle det vise sig at være et vældig godt træk, da Everything Must Go i mine ører er bandet ubestridte, bedste udspil til dato.
Hør: "Enola/Alone"

5. DJ Shadow - Endtroducing...
Hvad af definitionen af en hip-hop DJ, spørger du? Den har du lige her i form af Endtroducing..., der muligvis er den bedste DJ-plade nogensinde. Shadow sampler sig hele vejen igennem pladen uden brug af en eneste vokalist. Det er altså ikke bare et mixtape med forskellige rappere - det er en vaskeægte tour-de-force udi deejaying.
Hør: "Stem/Long Stem/Transmission 2"

4. 2Pac - All Eyez On Me
Jeg var i slem vildrede over, hvorvidt jeg skulle inkludere denne eller The Don Killuminati. Begge er udgivet i '96, og selvom de godt nok er udgivet under to forskellige navne, så er de virkelig imponerende forskellige. All Eyez On Me er et gigantisk dobbeltalbum med et stort udvalg af klassiske skæringer og en uheldig portion fyld, mens Killluminati er tætpakket med større fokus og sammenhæng numrene imellem. Som alle andre Pac skiver er der dog også lort at finde herpå, så jeg valgte i sidste ende at gå med All Eyez On Me. Der bliver uden tvivl skudt med spredehagl, men det lykkedes faktisk Pac at få flere pletskud. Der er absolut ingen naturlig overgang mellem numrene - ligesom mand ville forvente af en Greatest Hits-plade, men der er bare så mange fede numre herpå, at det er svært ikke at være en smule begejstret.
Hør: "Can't C Me"

3. Nick Cave & the Bad Seeds - Murder Ballads
Det var med denne plade, at det gik op for mig, hvor sindssygt seje Nick Cave og frøene er. Faktisk var det helt præcist med sangen "O'Malley's Bar", der er en episk fortælling om et gedigent blodbad i en bar. Det er på mange måder klimaks på en plade dedikeret til blodudgydelser og forbrydelser med simple, men fængende underliggende kompositioner. Jeg blev blæst bagover første gang, jeg hørte pladen, da jeg simpelthen ikke havde forventet, at sangene i så høj en grad ville leve op til titlen. Den her skal bare høres.
Hør overstående

2. Jay-Z - Reasonable Doubt
Han lyder ganske vist lidt yngre, men det er interessant at høre, at Jay-Z som sådan ikke har ændret sig forfærdelig meget siden sin debut. Allerede dengang var han pumpet fuld af selvtillid, og han lyder nærmest til allerede at sidde på toppen af verden. Det er ret utroligt. Med det sagt er hans flow en smule anderledes, da han kun lige har droppet sit dobbelttempo, mens han givetvis også lyder mere sulten og ivrig. Datidens rnb-tendenser er måske lige tydelige nok til tider (beat og omkvæds), men det er nu stadig en fremragende debut.
Hør: "Dead Presidents II"

1. OutKast - ATLiens
Efter den relativt middelmådige debut genopfandt duoen sig selv med en efterfølger, der fuldstændig erstattede den funky pimplyd med en mere eksperimentel og atmosfærisk en af slagsen. Boi og Andre er pludselig blevet fremmedartede rappere, der er kommet for at introducere verden for den gode, alternative sydstats-hip-hop. Der er ikke rigtigt noget magen til. Foruden at være unikt resulterer duoens opskrift også i nogle fantastisk fængende stykker.
Hør titelnummeret

Music: Best of '96

Nævneværdige numre fra andre projekter:
2Pac's "Hold Ya Head", Barry Adamson's "Something Wicked This Way Comes", Beck's "Lord Only Knows", Belle & Sebastian's "I Could Be Dreaming", Busta Rhymes' "Abandon Ship", Chino XL's "No Complex", The Divine Comedy's "The Frog Princess", DJ Honda's "Straight Talk From NY", Eels' "Susan's House", Fatboy Slim's "Going Out of My Head", Fiona Apple's "Shadowboxer", Foesum's "Let ‘Em Understand Perfection", Fountains of Wayne's "She's Got a Problem", Fugees' "Ready or Not", Fun Lovin' Criminals' "Scooby Snacks", Garbage's "Vow", The Jon Spencer Blues Explosion's "Wail", Marilyn Manson's "The Reflecting God", Nas' "The Message", Redman's "Do What Ya Feel", The Roots' "No Alibi", Screaming Trees' "Make My Mind", Sepultura's "Attitude", Stereolab's "Monstre Sacre", Tortoise's "Gamera", A Tribe Called Quest's "Mind Power", UGK's "One Day", Underworld's "Stagger", Ute Lemper's "Eine kleine Sehnsucht (A Little Yearning), song", Westside Connection's "The Gangsta, the Killa and the Dope Dealer"

HQ

Music: Best of '95

Skrevet af Ak-master den 2 maj 2014 kl. 15:22

Dagens liste er lidt mere alsidig end sidst, men der dukker alligevel flere store navne op.

10. The Chemical Brothers - Exit Planet Dust
Jeg er, som skrevet før, ikke vildt glad for elektronisk musik, men der er selvfølgelig nogle undtagelser inden for genren. En af disse er de kemiske brødre, der laver bombastisk, sampletung og rytmisk instrumentalmusik, og det lyder ganske simpelt ret så fedt. De gik oprindeligt under navnet Dust Brothers som en homage til duoen, der nok er bedst kendt for produktionen af Beastie's andet udspil, men dette kunne af åbenlyse grunde ikke varer ved - deraf pladens titel.
Hør: "In Dust We Trust"

9. Smashing Pumpkins - Mellon Collie and the Infinite Sadness
Det er ikke nemt at bære et dobbeltalbum, men Smashing giver det nu et rigtig godt forsøg med denne mastodont af et album. Det er ikke nødvendigvis en plade man lige hurtigt smider på, da det trods alt er to timer langt - uden en kraftigere rød tråd end at samtlige sange er melankolske og noise-rockende. Men man får helt sikkert en masse gode sange at vælge imellem.
Hør: "Muzzle"

8. The Flaming Lips - Clouds Taste Metallic
Flaming Lips spiller en blanding af neo-psykedelisk og indierock tilsat en smule post-punk. Det er altså en smule abstrakt, og dette bliver blot understreget af forsangerens drømmende stemme, der ligesom binder en sløjfe på det hele. De debuterede i firserne men er uden tvivl bedst kendt for deres senere udspil. Faktisk er vi ikke helt kommet dertil endnu, men denne skive er nu også mægtig god.
Hør: "When You Smile"

7. The Pharcyde - Labcabincalifornia
Her har vi min favorit med den alternative hip-hop-gruppe. Melodierne er mere fremtrædende, omkvædene mere fængende og sangene mere underholdende. Pladen er desuden gennemgående mere stemningsfuld, sjælfuld og yndefuld. Dette har formegentligt også noget nok at gøre med, at J Dilla bl.a. har været inde over flere numre.
Hør: "Runnin'"

6. Supergrass - I Should Coco
En meget konsistent og imponerende omgang britpop, inkl. alt hvad dette indebærer af gode melodier, fængende omkvæd og populære hits. Og så er det ovenikøbet bandets debutalbum. Med undtagelsen af "We're Not Supposed To" er der ikke en dårlig sang herpå - men den er til gengæld også ret forfærdelig med sine irriterende chipmunk-lyde.
Hør: "Sitting up Straight"

5. Raekwon - Only Built 4 Cuban Linx
År 1995 var et af de bedre for Wu-Tang klanen (ikke ulige sidste år faktisk), da året bød på gode soloudgivelser fra tre af gruppens fremtrædende medlemmer. To af disse er med på listen, men jeg kunne ikke rigtigt forsvare inkluderingen af ODB's debut (selvom den såmænd også er udmærket). Det er til gengæld ikke svært at argumentere for at medbringe debuten fra Raekwon, der i samarbejde med Ghostface giver den max gas med mafiosorap - akkompagneret af klassisk RZA-produktion.
Hør: "Guillotine (Swordz)"

4. 2Pac - Me Against the World
2Pac er unægteligt en af de største personligheder i nyere tid. Læg mærke til at jeg ikke engang indsnævrede det til musikverden. Så stor var han. Ikke overraskende havde han også nogle fremragende skæringer under bæltet, men faktisk var han en relativt typisk popkunstner i den forstand, at hans gode hits er spredt ud over samtlige plader, mens de enkelte plader ikke nødvendigvis er de mest konsistente. Me Against the World er måske hans mest vellykkede med sin overvejende paranoia og aggressivitet - også gengivet i titlen. På trods af dette finder man dog også den søde "Dear Mama" og det muntre retrospekt "Old School" herpå. Og apropos den svingende kvalitet løber man også ind i stinkere som "Can U Get Away" i løbet af skivens mere end en time lange varighed. Produktionen er overvejende god med funkye basgange, men også her er der fejltrin. Ikke desto mindre er det stadig 2Pac, vi har med at gøre her, og eftersom langt de fleste numre er super fede, så har Me Against the World altså gjort sig fortjent til en tredje plads.
Hør: "Death Around the Corner"

3. Genius/GZA - Liquid Sword
Et af de første Wu-Tang albums jeg blev betaget af. Om det var de velfungerende samples af diverse kung fu-film, GZA's sprøde, dybe stemme eller RZA's grovkornede og højst effektive produktion, der gjorde udfaldet, skal jeg ikke kunne sige. Det var nok snarere en blanding af dem alle. Pladen er lidt som at se en klassisk, kinesisk martial arts film, hvordan det så end skal forstås. Pointen er, at det er awesome.
Hør titelnummeret

2. Oasis - (What's the Story) Morning Glory?
Mere britpop og denne gang fra genrens største navn. Og så er det endda bandets absolut bedste udspil. Jeg har derfor ikke så meget andet at tilføje. Du kender højst sandsynlig flere sange herfra - om du så nogensinde har hørt pladen igennem eller ej. Vi har ganske simpelt fat i epitomien af britpop, og ja, det er intet mindre end en klassiker.
Hør: "Wonderwall"

1. Radiohead - The Bends
Hypen omkring Radiohead er vanvittig høj, så når man endelig beslutter sig for at undersøge bandet nærmere, vil man muligvis ende med at blive en smule skuffet. Særligt hvis man har dem forvekslet med et traditionelt rockband. De startede godt nok ud som et moderne, rockband med mindre elektroniske hjælpemidler, men deres senere udgivelser er i mine ører lige lovlig meget til den elektroniske side. Forventer man rock, er det derfor bedst at starte med en tidlig skive, f.eks. The Bends. Det er eksperimentel rock, og altså i en rimelig klar kontrast til Oasis' britpop mecca, men det er også utroligt vellykket og meget underholdende. Det er det første album, som jeg hørte med bandet, og det er muligvis stadig min favorit.
Hør titelnummeret

Music: Best of '95

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Alanis Morissette's "Ironic", Big L's "Put It On", Bone Thugs-N-Harmony's "Tha Crossroads", D'Angelo's "Lady", The Dove Shack's "Summertime in the LBC", Elastica's "Line Up", Fo' Clips Eclipse's "Be Thankful", Foo Fighter's "Big Me", Frost's "La Familia", Goodie Mob's "Cell Therapy", Green Day's "Stuart And The Ave.", Guided by Voices' "Motor Away", Kilo G's "Bloody City", Luniz' "I Got 5 On It", Michael Jackson's "You Are Not Alone", Mobb Deep's "Shook Ones, Pt. 2", Ol' Dirty Bastard's "Brooklyn Zoo", Portishead's "Glory Box", Queen's "I Was Born to Love You", Rocket from the Crypt's "Fat Lip", Smif-N-Wessun's "Bucktown", Tha Dogg Pound's "New York, New York", Tricky's "Pumpkin", Twinz' "Sorry I Kept You", OutKast's "Benz or Beamer", The Verve's "New Decade", Young Gangstas' "Livin' Hell"

HQ

Music: Best of '94

Skrevet af Ak-master den 30 april 2014 kl. 10:37

Mere hip-hop, post-punk og grunge er på menuen i dag. Faktisk var 1994 et formidabel godt år for førstnævnte, så jeg overvejer lidt, om jeg burde have smidt noget mere fra genren på listen. Nej, det sker ikke. Kig i stedet igennem listen af andre nævneværdige numre, hvis du vil have mere hip-hop - mere end haldelen af sangene repræsenterer genren.

10. Spearhead - Home
Som jeg måske/måske ikke fik antydet tidligere, så var jeg ikke helt færdig med Michael Franti. Før nu altså. Ham den stærkt politiske rapper-slash-sanger fra bl.a. The Disposable Heroes of Hiphoprisy - han er nu tilbage som en del af Spearhead. Jeg skaffede oprindeligt kun denne plade, fordi Franti er involveret, og sandt at sige blev jeg ikke skuffet. Han er måske bedst kendt som rapper, men hans dybe, sjælfulde stemme gør sig altså også glimrende i skønsang, hvilket man får flere eksempler på med Home. Franti er bare cool.
Hør: "Hole in the Bucket"

9. G. Love & Special Sauce - G. Love & Special Sauce
Hvad nogle måske vil kalde college-hip-hop. Det er nogle hvide fyre fra Philadelphia, der formåede at skabe en unik blanding af hip-hop, blues og rnb. Altså er det temmelig svært at genrestemple musikken, men jeg kan tilføje, at der også er en smule cafestemning over det. I kraft af deres brede baggrund har de organiske instrumenteringer og fængende omkvæds, hvilket sammen med den hyggelige cafeagtige stemning danner rammerne for et ganske underholdende og hyggeligt album.
Hør: "Baby's Got Sauce"

8. Pete Rock & C.L. Smooth - The Main Ingredient
Og her har vi sået duoens andet album. Det er mere eller mindre bare mere af samme gode skuffe, men det er i dette tilfælde også helt fint. Pete har produceret nogle melodiske, jazzede beats til C.L. Smooth at boltre sig på, og de lyder nu stadig som et par fyre, man gerne vil møde en aften i byen.
Hør: "I Get Physical"

7. Soundgarden - Superunknown
Chris Cornell har en fremragende sangstemme, men jeg er alligevel ikke den største fan af Soundgarden. Sammenlignet med de tre andre store grungebands mangler de bare en smule kant, synes jeg. Med det sagt er den uhyre populære Superunknown dog et ganske godt lyt - om end det ikke er på højde med Dirt, Nevermind eller Ten.
Hør: "Black Hole Sun"

6. Common - Resurrection
Med sin karakteristiske lespen tog Common Sense verden med storm, da han i 1994 udgav den skelsættende hitsingle "I Used to love H.E.R.", og kort efter fulgte albummet Resurrection. No I.D. er manden bag den bløde, jazzede produktion, mens Common tager sig af de meget hverdagsagtige tekster blandet med hans forkærlighed for genren. Fra én fan af genren til en anden.
Hør overstående

5. The Offspring - Smash
Et sted mellem grunge og punk finder man Smash, der blev Offspring's store gennembrud. Det betyder bl.a. fængende riffs og korte sange, men vokalen er samtidig også en smule mere blød end på traditionel punk, så de formår at ramme en fin balance mellem nyt og gammelt.
Hør: "Genocide"

4. Green Day - Dookie
Vil mene, at Dookie på nogen punkter er mere punkagtigt end overstående. Det er stadig fængende riffs og korte sange, men der er også en lidt mere simpel garagerockagtig værdi til pladen, da guitaren er relativt lidt forvrænget. Derudover er Billie Joe også bare en sand punker (om end måske lidt mere moderne). Samtidig er pladen dog også forholdsvis let at gå til med super fængende sange. Pointen er: Er du glad for post-punk, så har du sandsynligvis allerede hørt Dookie, men hvis ikke så kan den stærkt anbefales.
Hør: "When I Come Around"

3. The Notorious B.I.G. - Ready to Die
Du er ingen, før nogen dræber dig. Noget lignede blev ytret på Biggie's efterfølger, og der skal ikke være nogen tvivl om, at hans tidlige død hjalp med at gøre ham en legende. Det er selvfølgelig tragisk, at han er gået bort, men jeg tror ærlig talt ikke, at vi rent musikalsk gik glip af alverden. Sådan går det, når man arbejder for P. Diddy, der må være den værste pladeselskabsejer nogensinde. Om ikke andet så bare fordi, han har det med at blande sig alt for meget i sine kunstners musik. Vi er derude, hvor han bl.a. tilføjer stønnelyde til udvalgte (læs: alle) numre ("Juicy" er et godt eksempel). På trods af dette er Biggie's debutalbum næsten lige så god, som den igennem årene er blevet slået op til at være, da pladen også viser gode eksempler på Biggie's udmærkede historiefortælling, foruden at have et foruroligende, men fascinerende fokus på døden, selvmord og lignende. Produktionen er faktisk også ganske fin.
Hør overstående

2. Hole - Live Through This
Som titlen antyder blev bandets andet album udgivet kun fire dage efter frontkvindens mand blev fundet død i hjemmet. Når denne mand er Kurt Cobain, burde dette automatisk sikre et fremragende salg, men faktisk solgte pladen ikke så godt igen. Det bliver kun endnu mere mærkværdigt af det faktum, at pladen faktisk er super fed. Courtney Love kan bestemt også lave god grunge.
Hør: "Jennifer's Body"

1. Nas - Illmatic
Nasty Nas har flere gange forsøgt at matche sit debutalbum, men når han så samtidig konsekvent inkludere kvalmende radiohits og uinteressante producere på sine albums, så er det svært at bevare troen. Men det er selvfølgelig også noget andet, når man som sulten, ung knægt arbejder på at introducere sig selv for verden med prominente producere i ryggen og en truende deadline, der resulterer i et kort album uden tanke for radiotid. Nogen brokker sig over den korte længde, men jeg kan kun sige mange tak. Det kræver en vis tro på sig selv at holde det kort og godt, men desværre synes mange rappere åbenbart at lide af en manglende selvtillid på det punkt - eller også har de også bare behov for en strammere deadline. Man kan derfor stadig lære meget af Illmatic, da Nas med blot ni numre formår at imponere ret så meget med et forrygende flow, en troværdig attitude og spændende, varierede tekster om gadelivets op- og nedturer. Jeg vil tro, at det er umuligt at finde nogen, der ikke betragter Illmatic som en sand klassiker. Selv coveret og titlen er legendariske!
Hør: "N.Y. State of Mind"

Music: Best of '94

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Ali Farka Touré with Ry Cooder's "Ai Du", American Music Club's "Can You Help Me?", Artifacts's "Wrong Side Of Da Tracks", Beastie Boys' "Sabotage", Blur's "London Loves", Casual's "We Got It Like That", The Cranberries' "Ode to My Family", Elvis Costello's "13 Steps Lead Down", Extra Prolific's "Never Changing", Frank Black's "Superabound", Gang Starr's "Mass Appeal", Gravediggaz' "Nowhere To Run, Nowhere To Hide", Jeff Buckley's "Eternal Life", Jeru the Damaja's "You Can't Stop the Prophet", Main Source's "Down Low", Manic Street Preachers' "She Is Suffering", Method Man's "Bring the Pain", Nine Inch Nails' "Hurt", O.C.'s "Time's Up", Oasis' "Slide Away", Organized Konfusion's "Let's Organize", OutKast's "Myintrotoletuknow", Pavement's "Elevate Me Later", Pearl Jam's "Immortality", R.E.M.'s "Star 69", Society's "F.U.N.K (From US Nasty Kidz)", Thug Life's "Stay True", Warren G's "And Ya Don't Stop"

Music: Best of '93

Skrevet af Ak-master den 28 april 2014 kl. 15:04

Først en lille statusopdatering: Jeg har længe gået og tænkt over, hvordan jeg bedst muligt runder denne blogserie af, og der er, og har såmænd, været flere oplagte muligheder. Jeg kunne evt. have stoppet sidste gang - ved samme år som mit fødselsår, hvilket ville have været dejligt ironisk på en måde. Problemet var bare, at jeg så ville give slip på muligheden for at fremhæve senere udgivelser. Året befinder sig sågar midt i hip-hopens guld alder. Denne tanke om ikke at omtale nyere klassikere skubbede mig længere og længere tilbage, da der simpelthen er nogle enkelte plader rundt omkring, som jeg bare må nævne.

Pludselig havde jeg derfor planlagt artikler frem til 2010. Man har efterhånden fået året en smule på afstand, så jeg ville nok ikke have så svært ved at skille fårene fra bukkene. Men hvis jeg stoppede der, ville jeg ende med 48 indlæg. Argh, så lad os da lige runde op til 50. Så ja, jeg fortsætter altså frem til 2012, hvilket måske er lige lovlig langt, da det kan være svært at lave en bare nogenlunde stabil liste over to år gamle albums, men jeg giver det et forsøg. Der kommer muligvis en pause mere inden afslutningen, men jeg vil forhåbentligt være helt færdig inden sommerferien (juli).

Men for at dreje fokus tilbage på 1993, så befinder vi os som sagt i en guldalder - eller måske flere af dem. Både hip-hop, grunge og britpop trives i hvert fald rigtig godt på denne tid, hvilket dagens liste også vil reflektere.

10. Souls of Mischief - 93 ‘Til Infinity
Firkløveren Souls of Mischief består af rappere fra Californien, hvoraf den ene også har taget sig af dele af produktionen. Resten er ordnet af andre medlemmer fra kollektivet Hieroglyphics, der blandt flere inkludere Del tha Funkee Homosapien og Casual. Debuten her er lidt en blanding af tidens trends med mørke gadefortællinger, jazzede beats og selvpromoverende rap. Det er tydeligt at høre, at det kommer ud af et kollektiv, hvilket bør tolkes positivt.
Hør titelnummeret

9. Nirvana - In Utero
Mens jeg er blind fan af Nevermind, er jeg dog ikke helt så imødekommende, når det kommer til efterfølgeren. Det siger dog ikke så meget, da jeg virkelig elsker Nevermind. At In Utero trods alt ikke er placeret bedre er til gengæld mere sigende. Det må også have været et svært album at lave, og med al denne vage kritik af vejen, så må jeg alligevel erkende, at pladen sgu er udmærket.
Hør: "Heart Shaped Box"

8. The Afghan Whigs - Gentlemen
Som et produkt af tiden byder afghanerne på pragtfuld alternativ rock. De var sågar signet til Sub Pop, der var en væsentlig spiller inden for miljøet dengang. Bandet har nok altid stået i skyggen af navne som Nirvana, Pearl osv., men det er faktisk lidt synd, da de tydeligvis også havde en del at byde på (de optræder endda stadig i dag).
Hør: "Be Sweet"

7. Snoop Dogg - Doggystyle
En hip-hop klassiker. Og det på trods af, at pladens udviklingsproces ikke just skriger af hitpotentiale. Snoop var angiveligt temmelig svær at arbejde sammen med, da han havde (og nok stadig har) for vane at læne sig tilbage i en blød stol, ryge sig skæv og spejde ubekymret omkring sig. At få ham i studiet og indspille sine vers var lidt af en udfordring - bare at få ham til at skrive sine vers var ikke let. Teksterne er da også noget så ligegyldige det meste af vejen, men det er måske en del af charmen. Hvad der i virkelighed sælger konceptet, er Snoop's selvsamme afslappethed, der kanaliseres ud i et fremragende, tilbagelænet flow, samt Dr. Dre's superbe G-Funk. Det er opskriften på en klassiker - eller det var det i hvert fald for tyve år siden.
Hør: "Who Am I (What's My Name)?"

6. Paul Weller - Wild Wood
Frontmanden fra The Jam og The Style Council er tilbage, men denne gang er han altså forholdsvis ene om det. Og bare rolig: Weller rapper ikke længere. Til gengæld spiller han noget helt igennem fremragende rock, der lyder lidt som en blanding af den moderne britpop og klassisk rock. Ergo er det flot, fængende og mægtig underholdende.
Hør: "Can You Heal Us (Holy Man)"

5. Blur - Modern Life Is Rubbish
Noget andet Storbritannien havde succes med i 90'erne, var den melodiøse men stadig rockende britpop. I spidsen for denne nye undergenre stod Blur, og deres hårdt rockende Modern Life Is Rubbish er formegentligt min yndlings med bandet. Der er masser af forvrænget guitar, så det virker næsten lidt misvisende at referere til det som britpop, men hvad ved jeg. Andet end at det i hvert fald lyder ret så fremragende.
Hør: "Starshaped"

4. Smashing Pumpkins - Siamese Dream
Med en endnu tungere forvrænger på guitaren får man Smashing Pumpkins, og som alle ved så er alt forvrængning godt, så længe det ikke involverer vokalen. Det lykkedes også Pumpkins at score nogle hits i deres storhedstid, og nogle af dem er endda inkluderet her, så dobbelt sejr lige der. Musikken lyder lidt som en blanding af shoegaze, grunge og britpop, og ja, det viser sig altså at være en god ting. Jeg føler også, at jeg bør nævne Billy Corgan, hvis distinktive vokal er prikken over i'et.
Hør: "Today"

3. Pearl Jam - Vs.
Som sagt er jeg stor fan af Pearl Jam. Men... Jeg har faktisk primært holdt mig til deres to første skiver, så du skal ikke være nervøs for at se dem invadere samtlige lister fremover. Inden jeg dog giver helt slip på dem, har vi altså først lige bandets andet udspil, der tilføjede en række nye perler til deres stadigt voksende repertoire. Pladen er ikke konsistent som debuten, men det er nu stadig en super god oplevelse.
Hør: "Daughter"

2. A Tribe Called Quest - Midnight Marauders
Jeg sprang let og elegant over gruppens The Low End Theory, da pladen er lidt for dæmpet og langsom til min smag. Midnight Marauders er alt andet end dette. Albummet emmer af energi og højt humør, og det er nok sådan, jeg fortrækker ATCQ. Ikke at det hele går op i hat og briller, men det er svært ikke at blive glad i ansigtet efter et smut forbi numre som "Award Tour", "We Can Get Down" og "God Lives Through".
Hør: "Electric Relaxation"

1. Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)
Der var ikke rigtig andre muligheder. Pladen, der lagde fundamentet for et helt nyt musikunivers, der mere end noget andet lagde vægt på fantasien. Wu-Tang drengene så en del Martial Arts film som unge, og dette valgte de ganske simpelt at bygge deres musik op omkring. Det mest fantastiske er dog, at universet blot er vokset siden - ligesom de affilierede kunstnere i øvrigt, der uden sammenligning gør Wu-Tang til det største musikkollektiv nogensinde. Det er nærmest en kultur i sig selv. Selve kernen af denne består dog af de ni, overraskende alsidige medlemmer, man bliver præsenteret for her på debuten akkompagneret af RZA's karakteristiske, minimalistiske og grynede beats. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) transcenderer genrer, og er en decideret musikklassiker.
Hør: "Shame on a Nigga"

Music: Best of '93

Nævneværdige numre fra andre projekter:
2Pac's "Keep Ya Head Up", Aimee Mann's "Could've Been Anyone", Akinyele's "The Bomb", Björk's "Venus as a Boy", Blood of Abraham's "That Ol' Dupree Shit", Cypress Hill's "I Wanna Get High", Eazy-Z's "Real Muthaphuckkin G's", The Fall's "I'm Going To Spain", Grant Lee Buffalo's "Wish You Well", Ice Cube's "Ghetto Bird", De La Soul's "Patti Dooke", Lenny Kravitz's "Sister", Liz Phair's "Never Said", Meat Loaf's "I'd Do Anything for Love (But I Won't Do That)", PJ Harvey's "Dry", The Roots' "Good Music", Sheryl Crow's "Leaving Las Vegas", Suede's "So Young"

Music: Best of '92

Skrevet af Ak-master den 7 april 2014 kl. 17:35

Der begynder så småt at dukke minde kendte hip-hop navne op på listen nu, hvilket måske vil fremmedgøre nogle af læserne, men hvad kan man gøre? Det bliver kun værre fremover, da vi i takt med udbredelsen af internettet fik et langt større udbud af tilgængelig musik på tværs af snart samtlige genre. Det er altså langt fra ligeså nemt at blive enig om en top 10 som 25 år tidligere. Men det åbner selvfølgelig blot op for nogle andre muligheder.

10. Dream Theater - Images and Words
Det er af min opfattelse, at bandet er genstand for hadefulde kommentarer i diverse kredse, men sådan noget kommer I altså ikke til at høre fra min side. Okay, det er måske ikke verdens bedste eller mest komplicerede progressive metal, men mindre kan nu også gøre det.
Hør: "Surrounded"

9. The Pharcyde - Bizarre Ride II the Pharcyde
Ikke overraskende tager Pharcyde lytteren på en ganske bizar rejse gennem deres musikunivers, der delvist forsøger at tage genren tilbage til rødderne. Fyrene har taget en relativt legesyg og munter tilgang til pladen, hvilket omgiver musikken med en særlig, behagelig atmosfære, der holder lytteren fanget og nysgerrig efter mere. Med det sagt er det dog ikke min favorit med gruppen.
Hør: "Return Of The B-Boy"

8. The Disposable Heroes of Hiphoprisy - Hypocrisy Is The Greatest Luxury
Public Enemy dukker nok ikke op igen, men der skulle altså ikke gå længe før, jeg fandt et meget stærkt alternativ. Ude er Chuck D og ind kommer Michael Franti. Public Enemy er rigtig nok kendt for sine politiske budskaber, men det er ingenting i forhold til Franti's første hip-hop gruppe. Franti's forældre er af henholdsvis afroamerikansk og indiansk afstamning, men han blev som spæd bortadopteret til et rimelig velhavende finsk-amerikansk par. I kraft af dette har han selvfølgelig en universitetsuddannelse, og har man først hørt hans musik, så kan sidstnævnte ikke komme som nogen overraskelse. Han er tydeligvis en intelligent mand, der med en forkærlighed for musikken også har en del på hjerte. Dette kommer på nydeligvis til udtryk igennem dette kortvarige projekt, der ikke affødte mere end en enkelt plade. Jeg kunne skrive meget mere om ham og Disposable Heroes, men jeg må nok hellere stoppe her. Derudover har jeg også allerede anmeldt pladen tidligere.
Hør: "Socio-Genetic Experiment"

7. Rough House Survivers - Straight From the Soul
Som antydet tidligere har jeg altså i dag valgt at inkludere en lille, hip-hop undergrundsperle. Produktionen er stærkt jazzet og relativt hårdtslående, mens teksterne er venligtsindede og overvejende positive. Altså minder det ikke så lidt om Pete Rock & C.L. Smooth, og faktisk har førstnævnte remikset et af numrene, mens sidstnævnte medvirker på et andet. Det tør siges at være et kvalitetsstempel.
Hør titelnummeret

6. R.E.M. - Automatic for the People
Formegentligt bandets anden bedste udgivelse. Ergo er pladen meget underholdende med fængende melodier og ørehængende omkvæd. Der er desuden også inkluderet større hits i form af bl.a. "Everybody Hurts" og "Man on the Moon", hvor særligt sidstnævnte er en personlig favorit hos mig. Der er ikke så meget andet at sige. Automatic for the People er et af den slags albums, som langt de fleste vil holde af, så der er ærlig talt ingen grund til at holde sig tilbage.
Hør: "Man on the Moon"

5. Nick Cave & the Bad Seeds - Henry's Dream
Hvis jeg skulle beskrive Nick Cave med et enkelt ord, ville det nok være "cool". I samarbejde med de dårlige frø laver han en slags grænseoverskridende folk, hvor tempoet gerne er højt, guitarspillet aggressivt og måske endda en smule forvrænget. Vigtigst af alt er dog Cave's tekster, der uden omsvøb behandler emner som begær og døden. Han er heller ikke bange for at bande, hvis dette virker passende. Det kan måske lyde banalt, men hvor tit er det lige, at man høre musikanter uden for hip-hop-genren bande i sin musik? Derudover er hans dybe stemme også suveræn i sig selv.
Hør: "Straight To You"

4. Alice in Chains - Dirt
Den tredje af de fire store grungebands. Det skal ikke være nogen overraskelse, at jeg favoriserer Pearl Jam og Nirvana, men Alice in Chains og deres Dirt er nu ikke langt bagefter. Den krævede flere gennemlyt, før jeg virkelig værdsatte den, men derefter var der til gengæld heller ingen vej tilbage. Som det er tilfældet med de andre store bands, er også Alice in Chains' forsanger værd at kaste en bemærkning efter. Layne Staley, som han hed, lægger ligesom kollegaerne en super, karakteristisk vokal, der egenhændigt kunne være nok til at sætte bandet på musikkortet.
Hør: "Rain When I Die"

3. Dr. Dre - The Chronic
Man kan ikke sige hip-hop anno 1992 uden også at nævne Dr. Dre's The Chronic. Men hvorfor er den så ikke bedre placeret? Inkonsistens. Første halvdel er intet mindre end fantastisk, men desværre falder pladen fra hinanden mod slutningen, hvor gæsterapperne tager over (bogstaveligtalt, da Dre ikke medvirker på flere numre her), mens produktionen også falder en smule i kvalitet. Det er ret ærgerligt. Første halvdel er dog rent og skær klassisk G-Funk.
Hør "Fuck wit Dre Day (And Everybody's Celebratin')"

2. Ice Cube - The Predator
Cube fortsætter mere eller mindre fra, hvor han slap med Death Certificate, og hvis du læste mine kommentarer til det album, så ved du allerede nu, at det kun kan betragtes som et kompliment. Ice Cube begik generelt lidt af en genistreg med sin originale trilogi af albums, der bestemt også blev sluttet af med stil. Vi kan jo f.eks. bare tage den forrygende "It Was A Good Day" - den slår aldrig fejl. Lyrisk er det ikke helt så skarpt som på pladen inden, men Cube virker stadig meget engageret i musikken, hvilket har en tendens til at smitte af. Derudover er produktionen fortsat kanon. Måske endda bedre.
Hør overstående

1. Pete Rock & C.L. Smooth - Mecca and the Soul Brother
Her har jeg så en anledning til at introducere duoen lidt nærmere. Produceren går under navnet Pete Rock, mens den karismatiske rapper kalder sig C.L. Smooth i denne meget anmelderroste emcee/deejay duo fra starthalvfemserne. De udgav kun to plader, men de er til gengæld også begge kritiker-darlings, og duoens første her affødte endda en vaskeægte klassiker i form af "They Reminisce Over You (T.R.O.Y.)". Albummet er i den længere ende, men der er ikke rigtigt nogen dårlige numre inkluderet, så det kræver bare, at du er en smule tålmodig. Så at sige. Faktisk er hele pladen nok bare generelt en klassiker.
Hør overstående

Music: Best of '92

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Arrested Development's "Tennessee", The Brand New Heavies' "It's Gettin' Hectic", Common's "A Penny For My Thoughts", Compton's Most Wanted's "Hood Took Me Under", Das EFX's "Mic Checka", Diamond and the Psychotic Neurotics's "Fuck What U Head", EPMD's "Headbanger", Eric B. & Rakim's "Don't Sweat The Technique", Faith No More's "Malpractice", Firehouse's "Slack Motherfucker", Funky Aztecs', "Straight Up Loco", Gang Starr's "Take It Personal", Gary Moore's "Story of the Blues", Grand Puba's "Lick Shot", k.d. lang's "Miss Chatelaine", Kool G Rap & DJ Polo's "Live and Let Die", The Lemonheads' "Alison's Starting To Happen", Morrissey's "We Hate It When Our Friends Become Successful", Pantera's "Hollow", Pavement's "Trigger Cut/Wounded-Kite at :17", PJ Harvey's "Sheela-Na-Gig", Rage Against the Machine's "Killing in the Name", Redman's "Blow Your Mind", Sonic Youth's "Sugar Kane", Sugar's "Changes", Tom Waits' "Black Wings", Tori Amos' "Happy Phantom", Yo-Yo's "It's a Long Way Home"

Eftersom jeg ikke har flere færdigskrevne artikler liggende pt., holder jeg officielt min anden pause nu. Jeg vender tilbage igen inden måneden er omme. Det kan jeg garantere.