Dansk
Blog

Music: Best of '11

Skrevet af Ak-master den 7 juni 2014 kl. 10:53

Det var nu meget nemmere at knytte en generel kommentar til musik i tresserne, da der fandt en mere håndgribelig, intens og veldokumenteret udvikling sted. Så lad os snakke om det i stedet. Alternativt kan vi også bare hoppe hurtigt videre.

10. PJ Harvey - Let England Shake
Man kan vist roligt sige, at Harvey end til videre har haft en meget frugtbar karriere, da hun ikke har udgivet andet end anmelderroste albums siden debuten for mere end tyve år siden. Flere af dem var derfor også kandidater til disse lister af mine, men pga. diverse grunde (inkl. dårlig timing fra hendes side) er hendes seneste udspil altså kun nr. to til at blive listet. Om ikke andet bekræfter det bare, at hun bestemt stadig har det i sig.
Hør: "In the Dark Places"

9. Foo Fighters - Wasting Light
Videre til et rockband, der ifølge nogle kritikere er bedre end nogensinde før på sit seneste udspil, og jeg skal ærlig talt ikke være den, der siger dem imod. Det er stadig hård rock, men der er faktisk også en del hitpotentiale på pladen, så ikke overraskende finder man et par hitlistetoppende sange i mængden. Afhængigt at øjnene der ser, kan dette måske lyde lidt skræmmende, men albummet er faktisk ret solidt.
Hør: "These Days"

8. Adele - 21
Apropos hits så har Adele om nogen også nydt god succes de sidste år. Og for en gangs skyld finder jeg det mere end velfortjent. Den engelske sangerinde har en utrolig stemme, og ligesom Winehouse har hun heldigvis nogle producere i ryggen, der rent faktisk har formået at akkompagnere hende med overvejende passende og veldrejede kompositioner.
Hør: "Don't You Remember"

7. Rashad & Confidence - The Element of Surprise
En af mine absolutte yndlings hip-hop-producere i nyere tid er amerikaneren Confidence, der ikke har leveret andet end forrygende bangers siden 2011, hvor han for alvor brød igennem med sin produktion på nærværende album. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad han har udgivet før dette, men til gengæld ved jeg, at han altid har holdt 90'er hip-hop meget kært, hvilket er meget tydeligt i hans musik. Jeg har før kaldt ham den nye DJ Premier - så dope er han. Confidence arbejder med mange forskellige (relativt ukendte) rappere, men overraskende nok gør de det oftest ret godt. Rashad virker til at ville det samme med musikken som sin DJ, så resultatet er altså et overraskende lækkert stykke musik.
Hør: "They Keep Asking Me"

6. Quelle Chris - Shotgun & Sleek Rifle
Chris er umiddelbart lidt svær at blive klog på, da han er typen, hvis næste træk man ikke rigtig kan forudsige. Han er tydeligvis glad for hash, hvilket måske nok forklare en del. Det hele er nemlig en smule psykedelisk takket være typiske emner pakket ind i forunderlige tekster, et relativt tilbagelænet flow og en melodiøs og alsidig produktion. Det hele spiller bare sammen på en måde, jeg har svært ved at beskrive.
Hør "Shotgun"

5. Woods of Desolation - Torn Beyond Reason
Jeg elsker virkelig blackgaze. Musikerne stopper så ufatteligt mange følelser ned i deres musik, at nogen af dem sågar har valgt at holde sig anonyme. Som du nok kan regne ud nu, så ved man simpelthen ikke, hvem Woods of Desolation egentligt er. Man ved kun, at musikken primært er én australiers vision med noget hjælp udefra. Hans tredje album udkom tidligere i år, men der er vist en bred konsensus om, at Torn Beyond Reason er det midlertidige mesterværk. Det er også en fantastisk plade.
Hør: "Darker Days"

4. White Denim - D
Her har vi min klare favorit med sydstatsbandet White Denim. De spiller en spændende blanding af psykedelisk rock og post-punk, og med deres ordrette D formåede de at koncentrere det ned i en mægtig god række sange, der ikke er bange for at eksperimentere lidt med lyden. Det er en både underholdende og decideret mindeværdig plade.
Hør: "Drug"

3. The Roots - Undun
Jeg blev oprindeligt introduceret til rødderne gennem deres tidligere albums, og som jeg har ytret før, så gjorde de ikke så forfærdelig meget for mig. Derefter vendte jeg lidt drengene ryggen, end til de en dag smed nærværende plade på gaden. Jeg gav det et lyt, og fra det ene sekund til det andet var jeg solgt. Undun er et konceptalbum, der fortæller den meget tragiske historie om fiktive Redford Stevens. Det er jo ikke et dårligt udgangspunkt, men derudover er sangene gennemgående fængende med decideret gode omkvæd. Det er til gengæld en kort lille sag på denne side af fyrre minutter, men det er faktisk bare en del af charmen.
Hør: "One Time"

2. Kendrick Lamar - Section.80
Jeg faldt i sin tid over et link til musikvideoen for "Ignorance Is Bliss" af denne her mærkværdige, nye vestkyst-rapper, der med sin nasale stemme gav den gas over en underspillet produktion. Det var da fint nok, men jeg var ikke helt solgt endnu. Året efter udgav han debutalbummet Section.80, og hypen var efterhånden for alvor taget til, så dette skulle selvfølgelig også høres. Det var en god beslutning. Lamar har endnu ikke udgivet et fejlfrit album, da han lige skal have lidt styr på bl.a. valg af beats og gæsterappere, men der er alligevel flere vigtige skæringer at finde herpå. Inkl. nedenstående.
Hør: "HiiiPower"

1. CunninLynguists - Oneirology
Den opmærksomme læser vil vide, at CunninLynguists lige er blevet den anden ud af kun to kunstnere til at tage guldet hele tre gange (den første værende Pink Floyd). Hvad har disse to grupper mon tilfælles - hvis noget overhovedet? De er begge meget glade for deres konceptuelle albums. Ikke nødvendigvis den slags, der fortæller en usammenhængende historie om en ung knægt. Nej, de lægger oftest mere vægt på tematikkerne, følelserne og relevante problemstillinger. Oneirology er stærkt inspireret af Den Guddommelige Komedie (ligesom englænderne på et tidspunkt også lod sig inspirere af Animal Farm) og det titulære studie af drømme, og resultatet er både lyrisk og produktionsmæssigt en utrolig bedrift. Derudover imponerer Kno også endnu engang med sine valg af samples, hvor bl.a. delene af Marillion er fremragende. Da albummet først kom ud, kiggede jeg et par gange forbi det officielle forum, hvor der var en tråd om, hvilken skæring, man mente, var pladens bedste. Interessant nok blev mere eller mindre alle numre nævnt allerede på første side. Det er sådan et album.
Hør: "Enemies With Benefits"

Music: Best of '11

Nævneværdige numre fra andre projekter:
::MADE::IN::HEIGHTS::'s "Holla Mears", Ab-Soul's "Loosen My Tie", Action Bronson's "Buddy Guy", Atmosphere's "The Last to Say", Bad Meets Evil's "Fastlane", Barn Owl's "Temple of the Winds", Big K.R.I.T.'s "The Vent", Common's "The Dreamer", DJ Shadow's "(Not So) Sad and Lonely", Doomtree's "Fresh New Trash", Evidence's "You", Fashawn's "Going Home", Game's "The City", Grieves' "Light Speed", Immanu El's "Skagerak", J. Cole's "Lost Ones", Lil B's "Gon Be Okay", Manchester Orchestra's "April Fool", MarQ Spekt & Kno's "WikiLeaks", Moonsorrow's "Huuto", Murs' "Easy-E", Neek The Exotic & Large Professor's "Guess Who", Oddisee's "Skipping Rocks", Pac Div's "The Greatness", Pharoahe Monch's "Evolve", Phonte's "The Good Fight", Random Axe's "Random Call", Ryan Adams' "Invisible Riverside", Shad & Skratch Bastid's "Give You All I Can", Slaughterhouse's "Move On", Thievery Corporation's "Culture of Fear", The Throne's "Murder to Excellence"

HQ

Music: Best of '10

Skrevet af Ak-master den 5 juni 2014 kl. 12:16

Vi er nu trådt ind i det sidste årti med kun to indlæg tilbage foruden dette. Hvad er der så sket af store ændringer? Det ved jeg sgu ikke helt. Det er heller ikke just fordi, der er vildt mange debutalbums på plakaten i dag.

10. Arcade Fire - The Suburbs
Til formegentligt fleres forundring er det først nu med The Suburbs, at populære Arcade Fire bliver listet. Nogle kalder deres musik for art, alternativ og post-punk. Jeg kalder det ganske simpelt indie rock. Som udgangspunkt er det ikke en vildt god ting, da indie rock for mig ofte beskriver en lidt kedelig og sædvanlig slags rock. Der er ikke så mange overraskelser. Arcade siger mig derfor ikke uovertruffen meget, men de er bestemt heller ikke uden talent. The Suburbs kunne godt være min favorit med dem.
Hør: "Modern Man"

9. Hocus Pocus - 16 Pièces
Franske Hocus Pocus skuffer mig til gengæld sjældent, så deres seneste udspil slipper selvfølgelig heller ikke. Det er som sædvanlig super lækkert musik med skønne melodier, fængende omkvæd og fede beats. Umiddelbart er der også lidt flere engelske indslag, men ikke så mange at det gør noget.
Hør: "Marc"

8. Shad - TSOL
Den canadiske rapper er mere eller mindre garanteret en plads, så selvfølgelig skal hans tredje album, TSOL, også med. Hans karisma, behagelige flow og generelle venlige væsen er bare så forbandet fængslende. Og så gør det heller ikke noget, at han altid leverer en bred vifte af forskellige emner og stemningsbilleder.
Hør: "Rose Garden"

7. Beach House - Teen Dream
Her har vi noget såkaldt dream pop, hvilket jeg muligvis har nævnt før, men Beach House må næsten være indbegrebet af genren. Bandet består af Victoria Legrand og Alex Scally, der sammen sørger for den drømmende vokal og det psykedeliske, musikalske rum. De spiller som sådan på traditionelle rockband-instrumenter, men der er også et eller andet synth-agtigt over deres musik, der dels adskiller dem fra flokken og dels skaber en helt særlig atmosfære.
Hør: "Walk in the Park"

6. Kno - Death is Silent
Som en del af CunninLynguists startede Kno ud med at producere flere humoristiske og muntre beats, men som tiden er gået, har han vist sig også at have en temmelig mørk side. Dette er Death is Silent et åbenlyst eksempel på, da produktionen er begravet i en meget dyster atmosfære, mens flere numre tager udgangspunkt i døden. Som altid er han dog helt kanon - ja, faktisk klæder det ham på en eller anden morbid måde ret godt.
Hør: "Not at the End"

5. Dessa - A Badly Broken Code
Det Minneapolis-beliggende kollektiv Doomtree kan præstere en mindre vifte af dygtige og entusiastiske rappere og producere, men alligevel er det kun en enkelt af dem, der for alvor har formået at fange min opmærksomhed. Hun er tilfældigvis også den eneste kvinde i flokken. Dessa er både interessant som kunstner og en utroligt dygtig musiker. Hun er tilpas feminin i en genre primært befolket af det modsatte køn. Det vil sige, at hun hverken sælger sig selv på sit køn eller forsøger sig med en påtaget hårdhed. Hendes musik virker meget naturlig og autentisk med sine flot skrevne tekster. Og så har jeg slet ikke nævnt hendes forrygende, syngende flow, hvor hun gnidningsfrit veksler mellem sang og rap.
Hør: "Dixon's Girl"

4. Alcest - Écailles de Lune
Neige har siden sidst inviteret en trommeslager med ombord, men Alcest er mere eller mindre lige så dyster som altid. Det er højt, hurtigt og mørkt, men det er altså alt andet end lige til. Sangene tager sig som oftest rigtig god tid til sig selv, og det er ikke unormalt, at en sang går igennem forskellige humørsvingninger, melodier og rytmer. Musikken udvikler sig konstant. Det er en vild og følelsesladet oplevelse.
Hør: "Percées de Lumière"

3. Janelle Monáe - The ArchAndroid
Jeg er overhovedet ikke bange for at tage munden for fuld, når jeg her erklærer Janelle for det største rnb-talent i nyere tid. Hun blev næsten ti år tidligere "opdaget" af Big Boi, og efter sin første udgivelse (en EP) signede hun til Bad Boy. Mens OutKast måske godt kunne anslås at være en inspirationskilde, er Puffy heldigvis ikke at høre på nogen som helst måde. Mere åbenlyse inspirationer er David Bowie og Stevie Wonder, men grundlæggende er hun dog sin helt egen. Førnævnte EP var nemlig startskuddet for et storslået koncept om en messiansk android i en dystopisk fremtid og emner som identitet, kærlighed og selvrealisation med nærværende album som det midterste akt. Meget af denne information er ganske rigtigt taget fra nettet, da jeg ærlig talt ikke har fulgt særlig godt med i historien. Det gør jeg sjældent. Jeg skal bare fornemme, at der er en god historie, og så lader jeg den stille og roligt udfolde sig - men kun hvis musikken er god selvfølgelig. Her skuffer Janelle dog bestemt heller ikke, da The ArchAndroid nok er en moderne klassiker.
Hør: "Faster"

2. The Black Keys - Brothers
Dette var den første, jeg hørte med The Black Keys, og en af mine første tanker dengang var faktisk Jimi Hendrix. Ikke fordi det som sådan minder vildt meget om hans musik, men jeg har alligevel mine grunde. Jeg troede oprindeligt helt ærligt, at forsangeren var sort, da der på en eller anden måde er noget sort sjæl i musikken (blues rock). Eller også skyldes det bare bandnavnet. Til gengæld er produceren Danger Mouse involveret i projektet, og endnu en gang beviser han, at han er en mand med mange talenter. Har jeg en pointe med alt det her? Det tror jeg sgu ikke rigtigt, så jeg vil i stedet bare slutte af med at anprise Brothers: Det er fantastisk.
Hør: "Unknown Brother"

1. Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Det virker mærkeligt at snakke om et magnum opus i forbindelse med Kanye West, da han altid synes at levere varen på den ene eller anden måde (med sine soloalbums). Alligevel synes der at være noget ekstra særligt ved den notoriske og selvhøjtidelige producer-rapper's femte album. Alle hans plader har som sådan været musikalsk konceptuelle, i det de hver i sær bevæger sig inde for nogle tydelige, fastsatte rammer, men med Dark Fantasy virker han til at have taget den en tand længere. Jeg har af flere omgange brugt ordet 'episk' om klassiske prog rock-udgivelser, og jeg vil nu tage ordet i min mund igen - men denne gang for at beskrive et moderne, storslået og komplekst hip-hop album. Pladen er fyldt med gæstesangere og deslige, men det er lykkedes Mr. West at få det hele til at lyde uhyre sammenhængende og ikke mindst ufatteligt underholdende - og på en sådan måde at det faktisk bidrager til den episke følelse. Han har sågar fået Rick Ross til at lyde acceptabel, og Nicky Minaj til at lyde decideret fed med sit åbningsvers. Dark Fantasy tårnede højt over konkurrenterne ved sin udgivelse, og ærlig talt så er det nok et af de største albums i nyere tid.
Hør: "Runaway"

Music: Best of '10

Nævneværdige numre fra andre projekter:
2 Hungry Bros' "Love Beads (Yeah Boy!!!)", Atmosphere's "Freefallin'", Black Milk's "Black and Brown", Blame One's "Glass House", Buckethead's "Trails of Moondust", Chiddy Bang's "Hey London", Collective Efforts' "Tunnel Vision", Deacon the Villain & Sheisty Khrist's "Black Dog", Deerhunter's "Desire Lines", Eligh's "When I'm a Dad", Eminem's "Almost Famous", The Globetroddas' "Love", J. Cole's "Blow Up", John Grant's "Jesus Hates Faggots", JustMe & Deacon The Villain's "Ups & Downs", Kendrick Lamar's "Ignorance is Bliss", Machine Gun Kelly's "The Return", Nachtmystium's "Addicts", Nas & Damian Marley's "Strong Will Continue", The National's "Sorrow", T.I.'s "That's All She Wrote", The Tallest Man on Earth's "Troubles Will Be Gone", TiRon's "The Richers", Tyler the Bastard's "Bastard"

HQ

Music: Best of '09

Skrevet af Ak-master den 3 juni 2014 kl. 18:02

Vi er efterhånden kommet så tæt på dags dato, at listerne begynder at blive lidt mere flyvske. Dvs. at jeg formegentligt ville have gjort det anderledes om et halvt år. Min top fem vil dog umiddelbart være rimelig stabil.

10. Diamond District - In the Ruff
Mellow Music Group er et moderne hip-hop-dynasti med pæn succes i visse af undergrundens afkroge. Det er egentligt bare et pladeselskab, men det opererer også lidt som et kollektiv med en masse ambitiøse musikere, der som sådan forsøger at revitalisere den gode 90'er lyd. I spidsen for denne bevægelse finder man Oddisee, der af og til muntre sig med at rappe, men vigtigst af alt også producerer nogle fede, stemningsfulde beats. Sammen med Uptown XO og yU forsøger han som Diamond District at bringe gadementaliteten og de grovkornede beats tilbage.
Hør: "Streets Won't Let Me Chill"

9. Buckethead - A Real Diamond In The Rough
Manden under KFC-spanden er en af den slags usædvanlige typer, der er ret morsom at introducere andre for. Så hvis du ikke er bekendt med ham, er det med stor glæde, at jeg kan fortælle dig dette: Amerikanske Buckethead har udgivet over 90 albums, hvoraf 31 udkom sidste år! Tyg lidt på den. Hvis det stadig ikke giver mening, så er du ikke alene. Omkring 60 af disse er en del af Pike-serien, der betyder ca. en halv times spilletid. A Real Diamond in the Rough er dog fra før denne series fødsel, og er på den måde en lidt mere traditionel udgivelse. Med det sagt er det stadig underholdende, eksperimentel instrumentelrock, som man bliver budt på.
Hør: "Seperate Sky"

8. Portugal. The Man - The Satanic Satanist
Videre til et styks alternativ og psykedelisk rockpop fra de gode folk i Portugal... The Man. Eller det vil sige nogle af dem, da den daværende trommeslager uheldigvis valgte at tage en pause fra bandet i 2009. Nu har jeg ganske vist ikke hørt særligt mange af bandets andre udgivelser, men ud fra materialet herpå vil jeg vove at påstå, at han kunne have valgt et bedre tidspunkt.
Hør: "The Sun"

7. Cyne - Water for Mars
Cyne tog den i 2009 skridtet videre og udgav et album med tyve numre med en gennemsnitslængde på ca. to minutter. De er meget glade for deres korte tidssignaturer og halvpoppede produktioner, men suppleret op med velfortalte historier og interessante vers er det svært ikke at være en smule begejstret.
Hør: "The Jux"

6. Them Crooked Vultures - Them Cooked Vultures
Them Crooked Vultures var et kortvarigt projekt stablet på benene af multiinstrumentalisterne John Paul Jones, Dave Grohl og Josh Homme. Hvis de navne siger dig et eller andet, skyldes det formegentligt, at de også var/er nogle af mændene bag henholdsvis Led Zeppelin, Nirvana og Foo Fighters, og Queens of the Stone Age. Vi har altså at gøre med en god gammeldags supergruppe, hvilket nok også skyldes bandets korte levetid. De supplerede ellers hinanden ganske godt med deres moderne bud på den hårde rock.
Hør: "Warsaw or The First Breath You Take After You Give Up"

5. Green Day - 21st Centuray Breakdown
American Idiot var så stort og succesfuldt et projekt, at det tog Green Day fire år at skrive det og de efterfølgende fem år til at kapitalisere på populariteten. Eller også havde de måske svært ved tanken om at skulle toppe det med deres ottende album. Dette viste sig efterhånden at være endnu en rock opera, om end den gennemløbende historie er tæt på ikke-eksisterende. Det blev ikke helt den samme succes som forgængeren, og det er da heller ikke helt af samme støbning, men der er nu stadig flere gode sange inkluderet. Og så er den gode punk rock heldigvis også stadig intakt.
Hør: "21 Guns"

4. Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were an Eagle
Alternativ og lo-fi rock-slash-country er umiddelbart en passende beskrivelse af Callahan's andet soloalbum udgivet under sit eget navn. Som både titlen og tracklisten indikerer, kommer lyrikken lidt rundt omkring, om end flere af sangene sådan set handler om kærlighed. Callahan nyder godt af en formidabel baryton, der løfter musikken til helt nye højder, og pladen er derfor et helt igennem behageligt lyt.
Hør: "Too Many Birds"

3. Blame One - Days Chasing Days
Her har vi så min favorit med Blame One. Pladen er mere personlig og mindre konceptuel end forgængeren, og det klæder nu Blame fint. Vigtigst af alt har produktionen dog fået et nøk op, inkl. nogle forrygende skæringer af Black Milk, Blu og Exile. Til gengæld har Archives også sneget sig ind med et temmelig undervældende beat, men det er et mindre bump på en ellers meget underholdende rejse.
Hør: "Documentarian"

2. Eyedea & Abilities - By the Throat
Hvad der desværre skulle vise sig at være duoens sidste udspil efter Eyedea's tragiske død året efter, skulle samtidig også vise sig at være deres bedste album - uden sammenligning. Eyedea er gået fuldstændig væk fra battlerappen og har i stedet valgt at fokusere 100% på sine mørke, personlige tekster (ikke overraskende var de signet til Rhymesayers), der bliver akkompagneret til perfektion af Abilities' rastløse og næsten støjende produktion. Pladen er en total ener, og fortjener i mine øjne meget mere anerkendelse.
Hør: "Smile"

1. Fashawn - Boy Meets World
Selvom Fashawn også jævnligt vender fokus mod livets problemer, fremstår han alligevel relativt håbefuld og inspirerende. Det lægger både i de gode tekster og stemmen, der virker engagerende og optimistisk. Altså er der fint styr på denne del af pladen, hvad så med produktionen? Til det er der kun en ting at skrive: Exile. Og det er ikke bare Below the Heavens om igen, da musikken også synes at være skræddersyet til Fashawn. Det er virkelig godt (om end ikke helt lige så godt som førnævnte disk).
Hør titelnummeret

Music: Best of '09

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Amesoeurs' "Faux Semblants", Asher Roth's "Sour Patch Kids", Blakroc's "Hope You're Happy", Blu's "Amnesia", Chali 2na's "Comin' Thru", Clem Snide's "The Endless Endings", Danger Mouse & Jemini's "Ghetto Pop Life", Dirty Projectors' "Temecula Sunrise", Eminem's "Déjà Vu", Grizzly Bear's "While You Wait for the Others", Macklemore & Ryan Lewis's "Otherside", Mulatu Astatke and the Heliocentrics' "Esketa Dance", Placebo's "Bright Lights", Robert Wyatt & Orchestre National De Jazz's "Shipbuilding", Sene & Blu's "The Wonderers", Skyzoo's "Maintain", Tanya Morgan's "Morgan Blu", TiRon's "All the Kings", U-God's "Dopium", White Denim's "Paint Yourself", Wild Beasts' "This is Our Lot", The xx's "Intro", Yeah Yeah Yeahs' "Runaway"

Music: Best of '08

Skrevet af Ak-master den 1 juni 2014 kl. 17:01

Nu har jeg ikke lige tjekket, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis der er en del molakkorder at høre på dagens albums.

10. Vampire Weekend - Vampire Weekend
Vi lægger ud med noget indie rock-slash-pop. VW er lidt over det hele med synthezisere, guitar og breakbeats. Det er som sådan et ret spøjst lyt, da man aldrig helt ved, hvad man skal forvente næst. Bandets debut er derfor både underholdende og meget spændende.
Hør: "A-Punk"

9. eLZhi - The Preface
Den karismatiske Elzhi er fra Detroit, hvilket bliver understreget på snart alle tænkelige måder; Han er tidligere medlem af Slum Village (efter J Dilla), hans hidtil eneste soloalbum er næsten udelukkende produceret af Black Milk, mens bl.a. Royce da 5'9", Guilty Simpson og Danny Brown medvirker herpå. Men tilbage til hovedpersonen der i sig selv bestemt heller ikke er et kedeligt bekendtskab. Flowet er fejlfrit, mens han stråler af ideer og koncepter. På "Guessing Game" inviterer han f.eks. lytteren på en lille gætteleg fyldt med twists og puns.
Hør overstående

8. ColdWorld - Melancholie²
ColdWorld leverer tempofyldt og aggressivt blackgaze. Det er super mørkt og grænser faktisk til at være deprimerende. Man får et meget stærkt indtryk af, at bandet (der traditionen tro består af en enkelt mand) er nede i et meget sort hul. Så hvorfor ville man dog gide at høre på dette? Fordi det er uhyre følelsesladet og gemmer på nogle smukke melodier. Men nej, det er bestemt ikke for alle.
Hør: "Red Snow"

7. Asaf Avidan & the Mojos - The Reckoning
Videre til den israelske singer-songwriter, der i 2008 udgav sit første album med the Mojos. Avidan er kendt for at lave lækker folk rock og ikke mindst at have en temmelig feminin stemme - dog tættere på Janis Joplin end Celine Dion. Det kan være lidt forvirrende ved første lyt, men underholdningsværdien fejler ingenting.
Hør: "Reckoning Song"

6. Have a Nice Life - Deathconsciousness
Hvis halvanden times industriel, drone-agtig shoegazing lyder som noget for dig, så kender du højst sandsynligt allerede det amerikanske band Have a Nice Life, og i så fald vil du nok også være bekendt med denne mastodontiske debut, da det end til for tre måneder siden var bandets eneste udgivne LP. Det kunne næsten godt have været udgivet under post-punk bølgen i firserne, men de mellemlæggende 20 år har i hvert fald ikke skadet.
Hør: "Waiting for Black Metal Record"

5. Johnson&Johnson - Powder & Oils
For de der ikke allerede skulle være klar over det, så er rapperen Blu også kendt som Johnson Barnes, og sammen med sin navnebror, der er bedre kendt som Mainframe, har han udgivet denne LP. Ligesom på Below the Heavens står Blu for de vokale indslag, mens partneren sørger for den gode, sjælfulde produktion. Mainframe er selvfølgelig ikke på samme niveau som Exile (få er), men pladen er overraskende velspillende. Faktisk er den rigtig fed.
Hør: "Half a Knot"

4. Kings of Leon - Only by the Night
Jeg er udmærket klar over, at dette er en højst usædvanlig inkludering, men jeg er altså rimelig stor fan af Kings of Leon. De balancerer på den hårfine grænse mellem garagerock og radiovenlighed med rockende, men fængende melodier og omkvæds, der er garanteret til at blive hængende. Alle sange kunne være udgivet som singler - og modsat normalen på dette tidspunkt er det faktisk positivt ment. Derudover har forsanger Anthony Followill også en helt igennem fantastisk stemme.
Hør: "Sex On Fire"

3. Snow Patrol - A Hundred Million Suns
Den første sang jeg hørte med Snow Patrol, var "The Lightning Strike", og er man bekendt med denne, vil man nok ikke have svært ved at forstille sig min begejstring. Det er en suveræn rejse udi en lang, dynamisk og spændende omgang alternativ rock med en teskefuld powerpop. Jeg erfarede efterfølgende, at resten af albummet er lidt mere forventeligt, men er man indforstået med dette, så har man en mægtig fed oplevelse i vente.
Hør overstående

2. Earth - The Bees Made Honey In the Lion's Skull
Og nu til endnu et kapitel i den eksperimentelle og spændende instrumentelle post-rock. Der har også her været tre guitarister indover, om end de to af dem kun har bistået produktionen i mindre, gæstende roller. Det er forholdsvis langsomt, en smule industrielt og mørkt og ikke mindst stemningsfuldt.
Hør: "Engine of Ruin"

1. Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold
Som skrevet før er Slug en fremragende historiefortæller, og dette bliver der sat to fede streger under med Atmosphere's femte album. Det handler ikke altid om ham selv, men man føler altid, at budskabet er værd at bringe og evt. også relaterer til hans egen hverdag. Om det så handler om drømme, familie eller musik. Ant er gået over til live-instrumentering, der åbner muligheder for både at kopiere specifikke bider fra ældre sange og skrive nye stykker. Det fungerer sublimt. Men fremfor at ævle mere vil jeg bare henvise til følgende skæringer: "Dreamer", "Yesterday", "The Waitress" og "In Her Music Box". Du kan takke mig senere.
Hør: "Yesterday"

Music: Best of '08

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Adele's "First Love", Amenra's "Razoreater", Blu's "Sun in My Face", Bon Iver's "Skinny Love", Common Market's "Crucible", An Endless Sporadic's "Anything", The Firemen's "Sing the Changes", Fleet Foxes' "White Winter Hymnal", Flobots' "Handlebars", Frightened Rabbit's "The Modern Leper", Kanye West's "Say You Will", The Killers' "Human", Murs' "Everything", Nachtmystium's "Omnivore", Q-Tip's "Official", Sha Stimuli's "Hero", The Tallest Man on Earth's "Where Do My Bluebird Fly", TV on the Radio's "Crying"

Music: Best of '07

Skrevet af Ak-master den 30 maj 2014 kl. 15:48

Dagens liste er noget af det tætteste, jeg er kommet på en ren hip-hop liste. For et par gange tilbage optog genren samme procentdel, men niveauet inden for genren er formegentligt endnu højere for 2007, så de sidste to pladser var derfor ikke nær så langt væk.

10. Shad - Old Prince
Det er blevet tid til endnu en med den gæve Shad. Old Prince er traditionen tro fyldt med lige dele humor, filosofi, glæde og ro, og så lyder det desuden rigtig godt. Jeg kan ikke anbefale Shad nok gange. Til gengæld ved jeg åbenbart ikke helt, hvad jeg mere skal skrive.
Hør: "Brother (Watching)"

9. Neal Morse - Sola Scriptura
Der er langt mellem snapsene, men nu er det altså blevet tid til endnu en. Jeg snakker selvfølgelig om den gode prog rock. Som navnet afslører, er Neal Morse en solokunstner, og han har gennem de sidste 15 år jævnligt vekslet mellem lidt mere traditionel rock og så prog rock. Selvom han har sine tætte samarbejdspartnere (f.eks. tidligere Dream Theater-trommeslager Mike Portnoy) gør han også en smule ud af at arbejde sammen med forskellige folk på sine projekter - her er det Paul Gilbert. Sammen disker de op med noget ganske lækkert rock bundet sammen af livsfortællingen om Martin Luther. Og her er min eneste anke med albummet - Neal Morse laver konsekvent meget religiøst musik.
Hør: "The Conclusion"

8. Aesop Rock - None Shall Pass
I takt med at producer Blockhead er blevet noget bedre, er Aesop Rock også selv begyndt at pille ved knapperne, og Blockhead står derfor kun bag halvdelen af albummets beats. Heldigvis er Aesop Rock også en ganske habil producer, så None Shall Pass er uden tvivl blandt hans bedste udspil.
Hør: "Bring Back Pluto"

7. Mr. J. Medeiros - Of Gods & Girls
Jeg er ikke helt klar over om, Of Gods & Girls rent faktisk udkom i 2007 eller året inden, da forskellige kilder siger forskellige ting. Hvis albummet viser sig at være fra 2006, skulle det dog nok ikke være første gang, at jeg havde en dato forkert. Men tilbage til Medeiros, en amerikansk rapper-slash-producer, der startede karrieren som en del af The Procussions og bl.a. har gæstet albums fra Hocus Pocus. Of Gods & Girls er solodebuten, der bl.a. indeholder beats fra manden selv, 20Syl og Ohmega Watts. Foruden en pragtfuld produktion bliver man også budt på fængslende fortællinger og tankevækkende vers.
Hør: "Keep Pace"

6. Lupe Fiasco - The Cool
Jeg nævnte i forbindelse med hans debut, at numrene enkeltvis ofte var ret konceptuelle. Med efterfølgeren har Lupe dog taget den skridtet videre, og udviklet nogle af sine ideer fra debuten til at fylde det meste af The Cool. Det handler i korte træk om trekantsdramaet mellem the Cool, the Game og the Streets, der er personificeringer af selvsamme ord. På overfladen er det sejt og meget underholdende, men vælger man at gå mere i dybden med historien, åbner der sig en helt ny verden op. Lupe kan sgu sit kram.
Hør: "Hip-Hop Saved My Life"

5. Hocus Pocus - Place 54
Eftersom jeg allerede har introduceret jer for det franske, jazzede hip-hop orkester Hocus Pocus en gang, mangler jeg lidt ord at fylde dette afsnit ud med. Alt er nemlig mere eller mindre ved det gode gamle, så der er ikke så meget nyt at tilføje. Det betyder til gengæld også, at musikken stadig er fabelagtig, så der er vel ikke så meget andet at sige end: Tjek dem ud - med mindre du selvfølgelig ikke kan lide god musik. Bum, bum.
Hør: "Voyage Immobile"

4. Alcest - Souvenirs D'un Autre Monde
Der var som skrevet nogle hip-hop albums med potentiale til at tage de sidste to pladser - og så alligevel ikke, da det er de færreste, der har noget på Alcest. Jeg snakkede tidligere om blackgaze, en sammentrækning af black metal og shoegaze, og hvad jeg ved af, er Alcest mere eller mindre faderen af denne vidunderlige undergenre. Som antydet tager genren larmen og melodierne fra shoegaze og gør dem en anelse mere mørke og metalliske at høre på. Det lyder ganske simpelt fantastisk. Men en ting er, at musikken er god - en anden ting er, at hele pladen er skrevet og indspillet af én mand (med undtagelse af en enkelt gæstevokal).
Hør titelsangen

3. Brother Ali - The Undisputed Truth
Med Slugs depressive tendenser må det have været rart for Ant engang imellem at forsøge sig med noget mere opløftende og inspirerende musik, hvilket er præcis, hvad han må have oplevet gennem sit samarbejde med Brother Ali, en hvid fyr der i en tidlig alder konverterede til Islam. Nu fik jeg godt nok nævnt, at musikken er opløftende, men det er nok kun i forhold til Atmosphere, da Ali berører flere ømtålelige emner og personlige tragedier. Modsat Slug satser han dog på, at lyset for enden af tunellen er forårsaget af solens stråler.
Hør: "Ear to Ear"

2. Blue Scholars - Bayani
Det er nok både Geologic's og Sabzi's magnum opus, vi har fat i her. Produktionen er gennemført sprød og spændende, mens Geo først rigtig har fået styr på mikrofonen og nu for alvor kan give den gas - og det gør han så. Lyrisk er pladen også mindst lige så god, som man ville forvente, da Geo er en meget interessant og eftertænksom "ordinary guy".
Hør: "Morning of America"

1. Blu & Exile - Below the Heavens
Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at det er umuligt ikke at kunne lide Below the Heavens, et album der får ros med på vejen, hvor end det kommer forbi. Som altså alle andre var jeg da også positivt stemt over for pladen, da jeg først lagde øre til det. Exile har produceret de vildeste, mest sjælfyldte og komplicerede beats, mens Blu på samme tid er utroligt poetisk, vedkommende og let at relatere til. Meget vand er løbet under broen siden, og i dag er jeg dog ikke længere bare usædvanligt glad for albummet: Below the Heavens er et af mine absolutte yndlingsalbums nogensinde. Jeg har decideret glædet mig til at kunne afslutte med følgende, herlige billede.
Hør: "Dancing in the Rain"

Music: Best of '07

Nævneværdige numre fra andre projekter:
Bright Years' "Classic Cars", Chamillionaire's "The Ultimate Victory", Chris Cornell's "You Know My Name", CunninLynguists' "Mexico", EL-P's "The Overly Dramatic Truth", The Good, the Bad & the Queen's "Kingdom of Doom", Iron & Wine's "House by the Sea", Janelle Monáe's "Many Moons", Justice's "D.A.N.C.E", Kanye West's "Stronger", Klaxons' "Gravity's Rainbow", LCD Soundsystem's "New York, I Love You But You're Bringing Me Down", Mark Ronson's "Valerie", Mattafix's "Living Darfur", Nine Inch Nails' "My Violent Heart", Nujabes' "Sky is Falling", Chico & the Man's "My Lady", Queens of the Stone Age's "3's & 7's", Radiohead's "Weird Fishes/Arpeggi", The Shins' "Sealegs", Statik Selektah's "Talk to Me", Theory Hazit's "Extra Credit"