Dansk
Blog
Året 2023: Musik - Playlist

Året 2023: Musik - Playlist

Skrevet af Ak-master den 8 januar 2024 kl. 20:59

Endnu et år, endnu en liste. Et år med masser af lækker og spændende dansk musik, og netop dansk musik har derfor også fyldt meget i mine hørevaner i det netop afsluttede år. Med det resultat at det har været uhyre svært at korte den danske liste ned til kun ti sange, mens den udenlandske liste omvendt krævede en del research her ved årets slutning. Det hjalp nok heller ikke, at jeg brugte året på et deep dive ned i The Strokes’ bagkatalog (samt andre Casablanca-projekter) i en sådan grad, at bandet endte med at blive mit mest lyttede til. Danske navne på resten af top fem dog. Det lover jeg. 

UDENLANDSKE SANGE 

JPEGMAFIA & Danny Brown - “Garbage Pale Kids” (alt hip-hop) 

Sikke et år det har været for det alternative og yderst mage hip-hop par Peggy og Danny Brown. Brown udgav et glimrende soloalbum, mens Peggy bidrog med et intenst vers til red veil’s lovende nye EP – kombinationen heraf var tæt på at resultere i en regulær listeinvasion af de gode herrer. På trods af dette rager deres collabalbum langt over resten, og de har da også begået årets absolut mest legesyge og eksperimenterende album, der endnu engang sætter to fede streger under det faktum, at Peggy måske mere end nogen anden grænsesøgende producer/rapper er formet af internettet og samtidig selv med til at forme det (nå ja, skud ud til grouptherapy.). "Garbage Pale Kids” mønstrer et samtidig dystert og muntert beat, mens drengene gør deres ting og et lækkert guitarriff udgør hooket. 

billy woods & Kenny Segal - “Soft Landing” (indie hip-hop) 

Østkyst-rapperen billy woods har også fyldt meget i diverse tilbageblik på det forgangne musikalske år. Dels fordi han var indblandet i to succesfulde udgivelser, og dels fordi det ene er nærværende magtdemonstration med producer Kenny Segal (det andet var som den ene halvdel af Armand Hammer). Førstesinglen “Soft Landing” indkapsler på smukkeste vis albummets kredsen om tourlivet (væk fra familien) over mellow instrumentering. 

McKinley Dixon - “Run, Run, Run” (indie hip-hop) 

Kombinationen af østkyst-rapper Dixon’s vokal og den frodige samt instrumenterede produktion giver mig uvilkårligt mindelser om slut-nullerne, hvilket i og for sig er mig ganske velkommen, da jeg efterhånden er temmelig nostalgisk omkring denne periode, der hvert fald i undergrunden kultiverede en lang række “conscious” rappere, der mindede mere om mig selv end Compton gangbangers. En tradition der som reaktion til det etablerede går tilbage til Native Tongues. I dag er det ikke så meget en reaktion på mainstreamen, som det bare er en videreførelse af den store arv, men det skal der også være plads til. Skud ud til Noname og Deki Alem, der begge var tæt på at stjæle pladsen. 

Amaarae - “Angels in Tibet” (alt rnb)  

Afrobeat har været en global strømning i nogle år nu, men med ghanesisk-amerikanske Amaarae er det første gang, at den dukker op på en af mine lister. På den korte “Angels in Tibet” skifter hun med den største naturlighed mellem rap og sang over et levende afrobeat, så man efter sangens slutning er i tvivl om, hvorvidt der er rnb, hip-hop eller pop. Det er generelt ganske symptomatisk for en del populær musik i dag, og det er da egentlig ret så fantastisk. Skud ud til L’Rain, Young Fathers, Sampha og Lil Yachty

Romy - “She’s On My Mind” (dance pop)  

Mens Jamie xx fra bandet The xx længe har haft en lukrativ sidegeschæft kørende med sit anmeldelerroste soloprojekt, er de to resterende medlemmer kun for nylig fulgt i samme fodspor. Bandets kvindelige medlem Romy albumdebuterede sidste år som soloartist med en række dancepop sange, hvoriblandt “She’s On My Mind” ret hurtigt satte sig fast i hjernebarken på mig. Det er lavet over den klassiske opskrift med linjer om ulykkelig kærlighed klemt ud af sidebenene over et melodiøs dancebeat, og den sidder altså bare lige i skabet. 

boygenius – “Not Strong Enough” (indie rock) 

Supergruppen boygenius bestående af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker udgav endelig deres første langspiller, og spørger man diverse online musikmagasiner er det tilsyneladende noget af det bedste 2023 har præsteret. Jeg er måske ikke helt på samme side, men singlen “Not Strong Enough” taler i hvert fald ikke imod det. Alle tre singer-songwritere får plads til at vise, hvad de vokalmæssigt bidrager med til bandet, mens vi naturligvis heller ikke snydes for flerstemmige harmonier. Produktionen er temmelig sammensat (men på en underspillet måde) med flere lag guitar (både akustisk og elektrisk) samt periodiske horn og uregerlige trommer. Tematisk kredser lyrikken sig om psykisk sygdom, og melankolien bliver da også kun understreget af kvindernes vanlige bluesy vokal - særligt Phoebe Bridgers er kendt for sine karakteristiske blå, luftige toner. Skud ud til John Grant, Mitski, Madeline Kenney og CMAT

Sufjan Stevens - “Will Anybody Ever Love Me?” (indie rock) 

Nu vi snakker om melankolske og luftige vokaler, så er Sufjan Stevens tilbage i sit traditionelle singer-songwriter hjørne med en ny samling sange om at være til. Den smukke og rørende single “Will Anybody Ever Love Me?” tackler nogle af de samme tanker om utilstrækkelighed som i førnævnte “Not Strong Enough”. Den starter med at være skrællet helt ind til kernen, hvorefter der løbende og nænsomt bliver tilføjet flere lag af percussion og vokalharmonier. Alligevel er det ikke en synderlig nedtrykkende sang, man føler sig faktisk stik imod al logik nærmest opløftet til slut - håbefuld. Hvilket naturligvis skyldes, at sangen ganske snedigt er skrevet i dur. 

Wednesday - “Chosen to Deserve” (hard rock)  

Sidste år optrådte guitaristen MJ Lenderman som solokunstner på min liste, og i år er han altså tilbage men sammen med sine kolleger i Wednesday, heriblandt den kvindelige forsanger Karly Hartzman, hvis vokal jeg ikke ville ændre det mindste ved. Det er rimelig begrænset, hvad den moderne rockmusik har at byde på, når det kommer til karakteristiske og særegne guitarister, men Lenderman’s sans for hårde guitar riffs rammer bare rent på en måde, man ikke hører så tit. En ting er altså, at bandet lyder herregodt, og jeg får et lille smil på læben hver gang det åbnende riff i singlen “Chosen to Deserve” rammer mine ørekanaler. En anden ting er, at deres lyd er overbevisende autentisk og på sin vis synes at være et produkt af sin egen tid. Lenderman og company har i hvert fald fået cementeret deres status som fremtiden for den hårde rock. Skud ud til The Armed, 100 gecs, yeule og Reverend Kristin Michael Hayter

ØXN - “Cruel Mother” (dark folk rock)  

Irske Lankum oplevede en del medvind sidste år med deres seneste album, hvilket jeg også sagtens kan unde dem. Men underligt nok har der samtidig været ganske stille omkring det affilierede band ØXN, der ellers bl.a. tæller to medlemmer fra netop Lankum. Det ene af disse er forsanger Radie Peat, og jeg er af den klare overbevisning, at hendes selvsikre vokal, der selv synes at løfte sig op fra et udefinerbart dyb, gør sig absolut allerbedst over den dystre og brummende instrumentering på ØXN’s debutalbum. “Cruel Mother” er baseret på en gammel traditionel ballade, men der er absolut intet bedaget over denne smukke, mørke udgave. 

Kara Jackson - “rat” (folk rock) 

Jackson har studeret engelsk og blev i 2019 udnævnt som National Youth Poet Laureate. Ordene fylder altså en del i hendes musikalske virke, og hun er måske ikke så overraskende derfor ud af en gammel poetisk folktradition. Blandt hendes inspirationskilder finder vi Joni Mitchell, Ella Fitzgerald og i nyere tid Joanna Newsom. Derudover kan man også høre tydelige spor af Nina Simone og Bob Dylan. Det lyder jo alt sammen temmelig tilbageskuende, og Jackson gør sig da også jævnligt i længere fortællinger stik imod nuværende tendenser. Den knap otte minutter “rat” er et sådan eksempel med sin historie om en fattig men håbefuld musikers rejse vestpå mod Californien. Selvom lyrikken naturligvis fylder meget hos hende, er nærværende sang også på egne betingelser en dybt stemningsfuld og melodiøs musikalsk oplevelse med Jackson’s stærke, dybe vokal i centrum for det hele.  

DANSKE SANGE 

AFSKUM – “22 SOMRE” (alt hip-hop) 

Der er efterhånden blevet hevet og trukket i hip-hop fra så mange vinkler, at det kan være svært at vurdere om en ny udgivelse overhovedet er hip-hop eller noget helt andet. Det er ikke et problem med aktuelle navne som Artigeardit, Karen Mukupa, Ukendt Kunstner og engelsksprogede HUNNID22, men det er det til gengæld i høj grad med den disrupterende AFSKUM. Han startede som et live-navn der imponerede tilsyneladende alle der kiggede forbi, men sidste år fandt musikken så endelig vej til din fortrukne streamingservice. Nogle kalder det rock, andre metal, men jeg hælder stadig mod hip-hop - måske fordi guitaren spiller en besked rolle og Afskum’s semi-melodiøse vokal mestendels kan betragtes som rap. Jeg fangede ham og band på Loppen sidste år, og jeg kan kun sige en ting: believe the hype! 

FRAADS - “Overalt hele tiden” (alt hip-hop) 

Videre til et andet alternativt hip-hop navn, men mens både AFSKUM og FRAADS skriver deres navne med verbaler, så stopper sammenligningen vist også der. Og så alligevel; for hvad de også har tilfælles omend på et noget mere grundlæggende niveau, så er det, at både AFSKUM og FRAADS har hele pakken: unik halvt syngende/halvt rappende vokal, tekster værd at lytte til samt genrevridende og grænsesøgende produktion. Rapper Papa E (der sidste år også droppede en glimrende solo-EP) har alle dage i FRAADS bevæget sig inden for et finurligt og næsten eventyrligt tekstunivers, hvor han sømløst hopper fra små personlige oplevelser og atypiske popkulturreferencer (såsom Rachet & Clank og Crash Bandicoot) til den store kærlighed, selvudfoldelse og en inspirerende sult på livet. Jeg var også så heldig at opleve en liveoptræden med FRAADS sidste år, og andre fans kan bestemt anbefales at gøre det samme. 

kingtommi - “Cruise Control” (alt rnb) 

Thomas Mulcahy fra bandet Uden Ord solodebuterede i 2022 under navnet kingtommi, og selvom denne EP var ganske glimrende, så lykkedes det ham alligevel at toppe samtlige sange med nærværende “Cruise Control”. Samtidig udgav han også med førnævnte band en ny anmelderrost LP i det forgangne år, men selvom deres indie rock bestemt har sine øjeblikke, så har jeg en større svaghed for hans Frank Ocean-agtige rnb i den dejlige “Cruise Control”. Thomas er en, man skal holde øje med fremadrettet. Skud ud til Kundo, Lord Siva, Angående Mig og USSEL

Giift - “Home Stu freestyle” (alt rnb) 

Amerikanske SZA tog for godt et år siden store dele af verden med storm med sit andet album, og efterfølgende opdagede jeg så, at vi faktisk har vores helt egen sammenlignelige sangerinde herhjemme i form af Giift. Hendes vokal besidder en utrolig styrke, mens produktionen klinger knivskarpt på nærværende sang “Home Stu freestyle”, hvor Giift i øvrigt også kortvarigt har fået sin stemme pitchet kunstigt op - altså ikke ulige Frank Ocean’s “Nikes”. Disse sammenligninger med amerikanske forbilleder er ikke for at tage noget fra Giift – det skyldes simpelthen blot at hendes stil og tårnhøje niveau indenfor selvsamme pt. gør hende til et unikum i danske sammenhænge. 

D1MA - “Moonlight” (alt pop) 

De sidste par år har jeg altid haft et håb om at kunne inkludere et stort dansk hit på den årlige liste, så da den mystiske D1MA’s kæmpehit “Moonlight” tilbød sig, kunne jeg ikke andet end at sige ja tak! Året bød også på gedigen pop fra Tobias Rahim og Ganger, men ingen fik det til at se lige så nemt ud som D1MA. Ikke ulige Rahim og andre aktuelle popsangere løber der en strøm af utilpassethed og mistrivsel under D1MA’s musik, der først og fremmest kommer til udtryk i hans melankolske vokal, hvilket bare giver hele oplevelsen en tungere bund. 

Suni – “Leget Solskin I Mørket” (indie)  

Sunis debutalbum Sengeafsnit 2 udkom sidste januar, og omtrent lige siden har jeg haft en intention om at have det repræsenteret på nærværende liste. Det er ikke altid sådan det er endt med andre udgivelser, og slet ikke på næsten et års afstand, men i dette tilfælde var jeg aldrig i tvivl. Jeg oplevede Suni på Rust i sommers, hvor han sammen med band spillede sine sange om sit mangeårige sygdomsforløb med turer ind og ud af hospitalet. Der er sange om at lægge i en hospitalsseng og kigge ud og hvad det gør ved én, men også sange om personlige relationer underlagt disse ydere omstændigheder. Det er mørkt og følelsesladet, men med et lys for enden af tunnellen. Koncerten var i øvrigt helt fantastisk. 

Bisse - “Månekvinden” (indie rock) 

Sidste navn på listen jeg så live sidste år - fordi det vel nærmest er blevet en tradition. Hvis jeg ikke husker helt forkert, hørte jeg Bisse spille “Månekvinden” tilbage i 2021, så det er en sang, han har haft liggende i noget tid, men sidste år fik den så endelig en officiel udgivelse. Jeg husker den tidlige optræden, fordi jeg dengang var dybt grebet af denne smukke ballade, jeg ikke tidligere havde hørt. Den er også fantastisk i 2023 i denne færdigproducerede version. Og således fik Bisse sparket bl.a. Kh Marie, eee geeThe Minds of 99, Barselona og Zar Paulo af listen. 

ML Buch - “Fleshless hand” (alt rock) 

Jeg fik tidligere fremhævet Lenderman som en unik guitarist med en vedkommende og karakteristisk lyd. Det samme kan siges om guitarist og singer-songwriter ML Buch – men her med mindre forvrængning, mere reverb. ML Buch laver alternativ og eksperimenterede rock, der kan være lidt svær at få greb om, men nogle sange er lettere tilgængelige end andre – heriblandt “Fleshless hand”. Det nydelige og afmålte guitarspil i sangen går fantastisk sammen med hendes milde og luftige stemme, mens det skiftende aktivitetsniveau i omkvædet giver sangen en klædelig dynamik og et fængende hook at vende tilbage til. ML Buch repræsenterer desuden også det store internationale hit på listen, da ML Buch har nydt en del omtale ude i verden. “Hit” er måske så meget sagt dog. Skud ud til Baby in Vain, Swan Lee, Himmelrum, Lowly, Barbro og First Flush

Frk. Jacobsen - “I haven” (fusion jazz) 

Den oprindelige intention med disse lister var at samle en blandet række sange til at repræsentere så mange sider af det forgangne musikår som muligt. Det fejlede ret hurtigt, og gør det såmænd stadig. Jeg er mest bare glad for at jeg kunne styre min trang til at inkludere flere sange med JPEG MAFIA på den udenlandske liste. Men hov, her har vi så alligevel en lille anomali, nemlig et stykke dansksproget fusionsjazz. Den valgte sang hedder “I haven”, og den leverer på sit uudtalte løfte om at skabe billeder i hovedet af danske sommerdage på terrassen. Dejligt at varme sig lidt ved i denne mørke tid. 

Guldimund - “Jeg venter i lyset” (indie) 

Vi slutter med en sidste dansk højdespringer. Guldimund fik sit store folkelige gennembrud med sin seneste plade (modsat broderen der under navnet Knægt stadig opererer i det relativt skjulte), der handler om livet efter bruddet med sin drengs mor. Vanen tro har Guldimund en dejlig prosaisk tilgang, der både formår at konkretisere de forskellige situationer (såsom kampen om forældremyndighed) og relationer (alenetid med drengen, den nye kæreste samt oplevelsen af de to sammen) samt at skabe et bånd til lytteren, så man alligevel finder tekstuniverset vedkommende - også selvom det nogle gange føles som at træde ind i et fremmed menneskes privatsfære. Musikalsk læner det nye album sig endnu mere op af en højskolesangtradition, og det vil derfor overraske mig meget, hvis ikke Guldimund får en sang eller to med i den næste udgave af højskolesangbogen. Og så skal der lyde nogle afsluttende skud ud til GRETA, Reveal Party, Lucky Lo og Søn

Find Spotify playlist her. 

Hvad tager I med fra musikåret 2023? 

HQ