Året 2022: Musik - Playlist

Har du også intense feberdrømme? 

Eller måske de som regel blot omhandler drømmekage og onlinepoker. 

UDENLANDSKE SANGE 

Fontaines D.C. - “I Love You” (alt rock) 

Irske Fontaines D.C. er tilsyneladende kendt som et post punk band, altså den her meget vage genrebetegnelse der vist mest af alt fortæller os, at bandet spiller potentielt gedigen rock på denne side af 1977. Andre ville nok bare kalde det alternativ rock, og jeg er tilbøjelig til at inkludere mig selv i dette “andre”. Sangen stammer fra deres tredje og temmelig pragtfulde album, der ovenikøbet kommer pakket i et ret så inciterende cover. "I Love You” kan umiddelbart let forveksles med en sang om kærlighed men er i virkeligheden et særdeles politiskladet brøl mod Irlands brogede historie og magthavernes slet skjulte og underminerende jagt på profit. Og således kan Fontaines D.C. siges at have sparket blandt andre Arctic Monkeys, Father John Misty, The Smile, Wet Leg, Big Thief og Yeah Yeah Yeahs af listen. Så er vi ligesom i gang. 

Black Country, New Road – “The Place Where He Inserted the Blade” (art rock) 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med BCNR sidste år, og jeg behøvede ikke at lytte til dem meget mere end én gang, før de havde sikret sig en placering på denne liste. På dette tidspunkt havde forsanger Isaac Wood dog allerede meldt sig ud af orkestreret pga. mentale helbredsproblemer – noget vi jo desværre også ser mere og mere af herhjemme. Jeg kalder det bevidst et orkester, da BCNR foruden den klassiske rockband line-up også består af en saxofonist og en violinist (også medstifter af ligeledes fremragende Jockstrap), der faktisk fylder omtrent det samme i musikken som guitaristen, hvilket er med til at give gruppens musik et overraskende unikt og folkemusikalsk udtryk. 

Kendrick Lamar - “Count Me Out” (art hip-hop) 

Lamar har formentligt begået et af sidste års mest omtalte og kontroversielle album med selvudstillende og på samme tid samfundsrevsende tekster om særligt familie, race og traumer. Nogle af disse sange er meget konkrete i sin emnebehandling, men “Count Me Out” er ikke en af dem. Lamar er tydeligvis midt i en proces med at bearbejde sorg, nederlag og mindreværd, så man er ikke i tvivl om tonen – men detaljerne er mere diskrete. Til gengæld er selve musikken – beat, flow, baggrundsvokaler, alt – helt oppe i ansigtet på dig så fantastisk og vidunderligt levende, det hele er. Og så lige skud ud til Denzel Curry. 

Rosalia - “CANDY” (pop) 

Jeg har tidligere haft svært ved at lade mig drage af lignende spanske popsensationer, men det er slut nu med Rosalia’s ret så fremragende andet album. Jeg kunne have fremhævet flere sange, men valget er faldet på, hvad jeg først nu opdager slet ikke har været en single. Sangen har da egentligt heller ikke mange afspilninger på Spotify til trods for at være klemt ind imellem to faktiske singler. Det er ellers et dejligt og fængende lyt med en god spredning af behagelige breaks og drops, mens Rosalias skønne lyse stemme får lov at udfolde sig frit. Blandt andre popnavne der gjorde sig positivt bemærket sidste år vil jeg lige kort fremhæve The Weekend og Beyonce. 

Christine and the Queens - “Ma bien aimée bye bye” (synth pop) 

Videre til et andet sydeuropæisk fænomen nemlig franske Christine and the Queens, der har velsignet os med en tredje langspiller, eller: Pladen er faktisk ikke så spændende igen, men åbneren “Ma bien aimée bye bye” kan til gengæld noget særligt. Som titlen halvt afslører, foregår det meste på fransk, så jeg har ingen anelse om, hvad sangen omhandler. Chris anvender en mere luftig og let stemme end på tidligere udspil, hvilket sammen med den mellemtempo synth-besmykkede popproduktion frembringer billeder i mit hoved af sangeren dansende alene i døråbningen til et kælderdiskoteks bagindgang med flere længselsfulde blikke rettet mod massen i dansegulvets midte. 

MJ Lenderman - “Tastes Just Like It Costs” (hard rock) 

Med et tungt og forvrænget guitarriff beder og tigger “Tastes Just Like It Costs” tilnærmelsesvist om at blive spillet for fulde gardiner. Så skru volumen op på elleve og nyd et gedigent og befriende stykke rockmusik, der samtidig ikke bare er en pastiche på det allerede bestående. For selvom hård rock har det med at pege tilbage i tiden, så placerer kombinationen af lækker støj og indievokal sig trygt og eftertrykkeligt i vores samtid. Af andre mere traditionelt rockende bands føler jeg mig lettere forpligtet til kort at fremhæve black midi samt det overraskende comeback fra The Mars Volta. 

SZA - “Kill Bill” (alt rnb) 

Siden internettets demokratisering af musik og i særdeleshed de afkriminaliserende streaming-tjenester har vi alle fået direkte adgang til al musik fra alle tider, hvilket naturligvis betyder, at nyere generationer kan og vil lade sig inspirere af et langt mere mangfoldigt bagkatalog end tidligere. Nogen mener så, at dette hæmmer den musikalske udvikling, da vi i stedet for at skabe en ny diskurs blot forædler det eksisterende udvalg af genrer, stile og temaer til stadig marginalt anderledes udtryk – med den konsekvens at den musikalske afstand mellem 2022 og 2002 er langt mindre end den mellem 2002 og 1982. Denne udvikling synes SZA umiddelbart at underbygge med sit seneste udspil, hvorfra den skønt melodiske og hævntørstige “Kill Bill” stammer fra. Posen er i hvert fald blevet godt rystet. 

Nilüfer Yanya - “midnight sun” (indie rock) 

Når den stærkt forvrængede instrumentering indtager lydbilledet i al sin støjende pragt under sidste recitation af omkvædet samles alle mine tanker uvildigt om sangen på ny, og hvad der føles som blot et øjeblik senere føler jeg mig hensat til at starte nummeret forfra, hvormed jeg igen bliver mødt af det melodiøse beat, der med stor iørefaldenhed starter in medias res. Yanya var naturligvis ikke den eneste kvindelige singer-songwriter med ny musik sidste år, men der er jo desværre (og dog heldigvis) ikke uendelig mange pladser på denne liste. Jeg kan dog afsløre at boblerne var Soccer Mommy (med en meget gennemført plade), Angel Olsen, SASAMI, Cate Le Bon, Mitski, Arlo Parks og norkse girl in red. 

SAULT - “Angel” (soul) 

Det utrolig produktive kollektiv SAULT har på det nærmeste oversvømmet markedet med betagende og inspirerende musik siden 2019 – ja, vi fik sågar hele 5! langspillere det forgangne år. Jeg skal gerne være ærlig og sige, at jeg ikke bare tilnærmelsesvist har fået lyttet mig igennem det hele. Faktisk stammer “Angel” end ikke fra nogen af dem, men er i stedet udgivet som en ikke-album “single”. På papiret er det i hvert fald en enkelt sang, men i virkeligheden er de godt ti minutter nogenlunde ligeligt fordelt mellem tre relativt selvstændige sange. Det første byder på indigneret reggae, mens de sidste to mere lægger sig op af længselsfuld soul. Og så har kollektivets frontmand Inflo i øvrigt også produceret endnu en magtdemonstration af et album for Little Simz i 2022. 

100 gecs - “Runaway” (hyperpop) 

Året bød på mere Clarence Clarity-produceret alternativ pop i skikkelse af Rina Sawayamas periodisk underholdende anden langspiller (samt en anden og mindst lige så besynderlig efterfølger fra Nova Twins), men den bedste og mest fascinerede steroidinducerede pop finder vi hos 100 gecs og deres fantastiske indiespektakel “Runaway”. Begge medlemmer af duoen er involveret i produktionen og supplerer med vokal til den hyperpop-certificerede autotunemaskine, der faktisk får dem til at lyde lidt som hinanden. Okay, en del, men ikke helt, hvilket er det vigtigste. 

DANSKE SANGE 

Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet” (indie) 

Med tråde tilbage til Kliché’s messende elektrorock og TV-2’s ironisering revser Zar Paulo samfundet med både stil og humor på deres første EP – og i særdeleshed på nærværende sang med sit utrolig ørehængende omkvæd. Selvom The Minds of 99 har fundet en mere folkelig side frem af sig selv på deres fjerde langspiller, så tager de stadig sig selv relativt alvorligt og eventuelle forsøg på humor vil derfor mere eller mindre mislykkedes. Omvendt står det altså til med Zar Paulo. 

Ninna Lundberg – “Something in the Soil” (indie pop)  

Der er gået to år siden udgivelsen af Ganger’s seneste album, og det viser sig at et af medlemmerne har brugt denne tid på at sammensætte sin egen soloudgivelse. Ninna solodebuterede i 2022 med en EP, hvorfra “Something in the Soil” stammer. Det er et lille vidunderligt og intimt bekendtskab med Ninna’s stemme front og center. Altså noget af en afstikker fra Ganger’s teatralske dansemusik. Skud ud til andre singer-songwritere: Homesickness, Kristian Leth, CTM og Lydmor. 

SOLEN ER SEXET - “SKØDESLØSE LÆNDER” (indie rock) 

Lise Westzynthius må være en af mine absolutte favoritter blandt dansksprogede singer-songwriters med sit originale og inspirerende tekstunivers. I det forgangne år slog hun atter kludene sammen med Bjørn Rasmussen, og sammen albumdebuterede de under navnet SOLEN ER SEXET. Lyrisk er “SKØDESLØSE LÆNDER” temmelig pudseløjerlig med et syret billedsprog serveret på en bund af behagelig instrumentering samt en lettere insisterende synth. 

Tobias Rahim - “Feberdrømme Xx Dubai” (pop) 

Sensationen Tobias Rahim er her på listen den anden men formentlig bedste repræsentant for mainstreamen og i særdeleshed den følsomme mandlige sanger – og interessant nok er han ikke den eneste med et ben i begge lejre (tag bare Hans Phillip og Andreas Odbjerg). Ramt af ensomhed og mindreværd har Rahim feberdrømme om at være luder i Dubai, og det er nu ret fint og tilmed smukt. Og så kan man samtidig danse til det i al sin nærmest hyper-poppede æstetik.  

Liss – “Nobody Really Cares” (indie) 

Og nu vi taler om følsomhed og et tumultarisk indre er det naturligvis og på bedrøvelig vis svært at komme uden om Liss. Forsanger og tekstforfatter Søren Holm mistede i foråret 2021 livet til selvmord efter med Liss at have udgivet flere succesfulde EP’er samt færdigindspillet den debutplade, der endelig så dagens lys et års tid senere. Holm’s mistrivsel kommer særligt (og i særdeleshed i retrospektiv) til udtryk på “Nobody Really Cares” via en dyster tekst og hans melankolske stemme – i skarp kontrast til den halvpoppede produktion og det dansevenlige beat. 

Reveal Party – “Commercial Love” (indie pop) 

Med udgivelsen af to EP’er under samme titel (men forskellige undertitler) var Reveal Party snublende tæt på at albumdebutere sidste år. Jeg har dog uden tvivl lyttet mest til EP nummer to, og jeg overvejede sågar længe at inkludere hele EP’en i stedet for en enkelt sang. Det er sandt at sige også en kort udgivelse på mindre end fjorten minutter, hvilket jo egentligt bare er et usædvanlig langt nummer. Det lykkedes mig dog (sådan nogenlunde) at beherske mig selv og i stedet blot fremhæve åbneren “Commercial Love”, der er en yderst øm skæring med hviskende vokal, der synes at liste sig forsigtigt ind på lytteren. Musikalsk bliver der langsomt bygget op til en forløsning af en art, der bare aldrig når at komme. For at opleve det må man lytte videre til EP’en - alternativt kan man også bare starte “Commercial Love” forfra og lade sig hypnotisere af de begyndende betryggende toner. 

Bisse – “Venus” (indie rock)  

Efter et relativt tyst år vendte Bisse i 2022 tilbage med udgivelsen af sin tolvte langspiller. Vanen tro er pladen bygget op omkring et bestemt koncept, og denne gang drejer det sig om kærlighedssange fra en ungkarl. Igen har jeg valgt at fremhæve et åbningsnummer. Der er mange gode skæringer at vælge imellem, men der er absolut intet kompromissøgende over mit valg. “Venus” er simpelthen bare fantastisk smuk med den mest vidunderlige melodi. Eneste lille kurre på tråden er spillelængden, da sangen hjertens gerne måtte have været dobbelt så lang. Afslutningsvis vil jeg lige sende en varm tanke til andre påskønnede gensyn, der desværre måtte vige en plads på listen til fordel for en anden: Katinka, Peter Sommer, Aksglæde og Phlake. 

Tuhaf – “Jeg Ser Dig” (psykedelisk rock) 

2022 har været et glimrende år for rockmusikken herhjemme med navne som Kellermench, Brimheim, Joyce og Selina Gin. Ingen af dem er dog så inkarneret retro-rocker som dansk-tyrkiske Tuhaf med sin flippede guitarlyd og tyrkiske strengeinstrumenter. Men er det da bare ren nostalgi på piller? Fusionen af vestlig og tyrkisk rockmusikkultur blandet op med synthesizere og et personligt og samtidigt lyrisk udtryk gør heldigvis og netop bandet til mere end bare nostalgi. Apropos 70’erne er jeg også nødt til kort at nævne det dejlige band Rigmor, hvis forsanger i al sin klare skønsang bringer mindelser om hende fra Bifrost. 

Gorgeous – “Coyote” (indie pop)  

I skrivende stund har Gorgeous kun udgivet tre sange. “Coyote” er den anden i rækken, og er kort sagt super fængende med en ørehænger af et omkvæd over inciterende rytmer. Bag nævnte monikor gemmer sig en duo bestående af sanger og sangskriver Maríe Louise samt producer og multi-instrumentalist Enrique Murga, og jeg glæder mig allerede til at høre meget mere fra dem. Fra samme boldgade kan i øvrigt nævnes Lucky Lu, der faktisk kortvarigt var på listen med en færdigskrevet tekst, men som altså måtte se sig forvist i ellevte time. Måske jeg kommer til at fortryde det senere. 

eee gee – “New Years Ex” (indie rock) 

Den kvindelige singer-songwriter eee gee har vist sig at være en sand anmelder-darling, og er således også havnet på flere year-end lister med sit debutalbum. Jeg har haft svært ved at frembringe samme grad af begejstring for hendes musik, men det ændrede sig faktisk her for ganske nylig, da hun på årets andensidste dag udgav den mestendels akustiske “New Years Ex”. Hun nærmer sig med dette nummer sine amerikanske samtidige såsom Clairo og Phoebe Bridgers, men uden at lyde som en kopi og da slet ikke en dårlig en af slagsen.