Året 2021: Musik - Playlist

“Got a feeling twenty-one is gonna be a good year.”  

Well... 

UDENLANDSKE SANGE 

Phoebe Bridgers - “That Funny Feeling” (indie folk) 

Bo Burnham har vist gang på gang, at han kan skrive strofer og melodier, og selvom hans vokal da er blevet bedre med tiden, så bliver den nok aldrig sådan rigtig fed. Det er derfor også altid fascinerende, når han pakker sin vokal ind i lag af Kanye-level kunstnerisk auto-tune – som eksempelvis den fremragende og rørende “Can’t Handle This” eller den nylige og ganske populære “All Eyes On Me” fra hans seneste show. Hvis du kan huske nogen sang fra showet, er det sandsynligvis den. Til gengæld kan du sikkert ikke huske den foregående lille lejrbålssang “That Funny Feeling”. Vokalen er triviel og halvkedelig, men hvis nogen på den amerikanske singer-songwriter scene kan lave om på dette og indfri hele sangens potentiale, så er det naturligvis indie-darlingen Phoebe Bridgers. Hendes bandmates fra Boy Genius, Lucy Dacus og Julien Baker, har – modsat Bridgers - begge udgivet (roste) langspillere i det forløbne år, men alligevel dukker hun op på listen igen? Phoebe Bridgers er pt. dronningen af indierockens singer-songwriter game. Ingen over. 

Cat Power - “Bad Religion” (indie rock) 

Endnu et cover, men denne gang af et næsten 10 år (!) gammelt nummer: Frank Ocean’s formidable ballade fra debutpladen. På flere måder virker Power’s version som én diametral modsætning til originalen; instrumenteringen er så gennemsyret rytmisk, at trommerne tillader sig at komme og gå efter forgodtbefindende. Musikken omslutter fuldstændig lytterens opmærksomhed fra første sekund. Fire takter senere entrer Power’s vokal, der til sammenligning med Ocean’s er mumlende og næsten tøvende. Derudover har hun også foretaget væsentlige ændringer i teksten samt pillet betragteligt ved den sungne melodi. Det føles som en helt ny sang, og sikke en. Hele konstruktionen har så hypnotiserende en effekt, at jeg har været nødt til at efterlade både Nick Cave og The War On Drugs i klipperummet. 

Japanese Breakfast - “Paprika” (indie rock) 

Til prisen for årets bedste vokal vil jeg gerne nominere Japanese Breakfast’s Zauner og hendes vokal på “Paprika”. Måden hvorpå sangen bygger op fra verset til det endnu længere omkvæd for til sidst at eksplodere i et festfyrværkeri af et refræn - det er herligt. Den uafvendeligt celebrerende tone bakkes op af Zauner’s lyriske hyldest til sit fag og glæde ved at optræde - altså lige med det lille aber dabei at der også er en tid imellem optrædener, hvor gejsten er noget svære at opretholde. Det kaster en mindre og klædelig skygge henover fejringerne og skaber en kærkommen dybde i et allerede forrygende musikalsk stykke (der minder mig en smule om bl.a. Indigo de Souze). 

Snail Mail - “Ben Franklin” (alternativ rock) 

Omfanget af min begejstring for Snail Mail var formegentligt ganske tydelig, da jeg inkluderede hende som hovednavn på min 2018-liste. Dengang for tre-fire år siden bød hun på sommerlun buzzy og melankolsk stemningsfuld guitarrock. Det gør hun ikke rigtig længere på sit andet album fra 2021. Den karakteristiske slowburn guitarlyd er blevet erstattet med en mere afdæmpet og til tider akustisk guitar, mens strygere pludselig også har gjort deres indtog. En af sangene er sågar langt mere pop end rock. Lindsey har desuden skiftet det uskyldige ud med en forfriskende kækhed. Ikke så mærkeligt, da det i et par korte sidebemærkninger på pladen bliver nævnt, at hun har været i rehab (hvilket også forklarer den lange kunstnerpause), men hele denne, formodentligt tumultariske, oplevelse fylder altså relativt lidt på en skive dedikeret – ligesom debuten – til ulykkelig kærlighed. Kort sagt er hun blevet ældre - dvs. entreret sine tyvere – men kærestesorgerne er ikke gået nogen vegne. Så er pladen god? Jeg er gået med den næsten funky rocker “Ben Franklin”, men jeg havde flere kandidater at vælge imellem. Så ja – ellers ville denne plads formegentligt også være blevet taget af enten Bnny, Grouper, Clairo eller Faye Webster. 

The Armed - “ULTRAPOP” (noise rock) 

Jeg havde egentligt allerede skrevet en tekst om Big Thief, men i sidste øjeblik skete der altså en udveksling. Vi fik nemlig to helt store støjrockalbum i 2021 fra henholdsvis Low og nærværende The Armed, og jeg havde det simpelthen for svært med helt at ekskludere dem. Mens Low (i øjeblikket) er et lille band bestående af to medlemmer, der var med til at stifte bandet tilbage i halvfemserne, er The Armed nærmere et kollektiv - både i størrelse og form – og dannet 15-20 år senere. Derudover startede The Armed som punkrockere, hvilket de sådan set stadig er langt hen ad vejen. Det er dog ikke noget, der just kommer til udtryk på nærværende titelsang og åbner fra deres seneste udspil. I stedet får man velproduceret glitchy, skraldet og højst melodiøs støj (eller ultrapop), som man netop kender det fra Low (sådan da).

Lost Girls - “Real Life” (eksperimentel) 

Det er vel egentligt en slags drone-lignende elektronisk musik tilsat støjende guitar, hvad norske Lost Girls har disket op med her. Det er dog i virkeligheden misvisende at kalde det enten rock eller elektronisk. Pigerne har fundet et sweet spot og er lykkedes med at skabe noget lidt anderledes. Det programmerede beat har en hypnotiserende effekt, mens den forvrængede free-form guitar holder på lytterens opmærksomhed om end fokus formegentligt vil skifte frit mellem de to samt de indlagte lydeffekter og den yndige vokal. Nu vi er i det norske, vil jeg i øvrigt også lige sende en hilsen ud til rapperen KØBER for et glimrende alternativt album. 

Arooj Aftab - “Saans Lo” (kammermusik) 

Allerede under mit første lyt af pakistanske Arooj Aftab’s seneste album besluttede jeg mig for at inkludere hende på nærværende liste. Spørgsmålet var bare med hvilket nummer. Den populære “Mohabbat” er med sit større rytmefokus lige så meget folk som det kan siges at være jazz. Anderledes er det med “Saans Lo”, en langsom og minimalistisk skæring. Den er til sammenligning væsentligt mindre pågående, men af den grund også mere tilbøjeligt til at blive forbigået som ikke andet end baggrundsmusik. Flere komponister har givetvis taget mærkatet “baggrundsmusik” til sig som et mål i sig selv – senest Jon Hopkins – men det er ikke tilfældet her med Arooj Aftab. 

PinkPantheress - “Just for me” (rnb) 

Her er noget til SoundCloud-hovederne derude. Eller faktisk nærmere TikTok-hovederne, da det først var efter skiftet hertil, at hun oplevede et gennembrud. Siden da har hun fanget opmærksomheden hos diverse online magasiner og endelig udgivet sit debutalbum. Med en fortid (måske også nutid, og hvem ved, fremtid?) i TikTok er hendes sange formfuldendte med ganske korte spilletider, et snit på mindre end to minutter. Nærværende sang med sin Medina-klingende titel og farligt fængende refræn er da også lige på undersiden af to minutter, hvilket blot indbyder til lige én afspilning mere. Det lyder lidt som dagen i morgen - måske endda mere end futuristiske Xenia Rubinos. 

Little Simz - “Introvert” (UK rap) 

Der er allerede gået to år siden Simz’ forrige pladeudgivelse, men når man lytter til den nye Sometimes I Might Be Introvert virker det alligevel som endnu længere. På den gode måde. For hold da op, der er sket meget. GREY Area udgjorde tydeligvis en form for gennembrud for den kvindelige rapper, da budgettet siden virker til at være mangedoblet. Åbningsnummeret “Introvert” er et primo eksempel på dette med sit episke, filmiske udtryk, klassiske instrumentering og høje produktionsværdi. Det er nærmest for meget, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at Simz nu og med pragt ikke bare har indtaget den lille scene men også dens store. Så selvom der også heldigvis er plads til navne som Dave og Flowdan i engelsk hip-hop, så håber jeg nu, at Simz i stigende grad baner vejen for andre ligesindede. 

Kanye West - “Jesus Lord” (alternativ hip-hop) 

Hvad der måske er en lettere kontroversiel udtalelse, så er Kanyes seneste udspil, Donda, sandsynligvis det bedste siden MBDTF, og når det er tilfældet, så kan man jo ikke andet end at byde manden indenfor – hvilket til gengæld beklageligvis holder navne såsom Backxwash, p4rkr, 81355, Shad, Wiki, Armand Hammer, Lukah, sågar J.Cole og naturligvis Tyler the Creator ude af listen. Kanye formår på det allerhøjeste at matche banging beats samt nærværende og indigneret rap med indbydende melodier, fængende refræner og rørende sang. Der bliver fortsat kigget meget mod himlen, men det virker væsentligt mindre egensindigt og prædikende end på JESUS IS KING. “Jesus Lord” er spydspidsen af disse straight bangers med et kongevers fra Jay Electronica.

DANSKE SANGE 

Guldimund - “Dem, Vi Plejede At Være” (indie) 

Jeg havde sidste år Guldimunds single “Brænder Stadig” med. I mellemtiden er hele EP’en så udkommet, og mod alle forventninger indeholder den utrolig nok et endnu bedre nummer, nemlig den titulære “Dem, Vi Plejede At Være”. Asger er tredive med kæreste og barn, men romancen er ikke, hvad den har været. Det er der kommet en række nærværende, sanselige og rørende sange ud af med tekster der cirkulerer om banale men allerhøjest relaterbare situationer og oplevelser – for på den måde at beskrive oplevelsen af opgivelse og skuffelse uden brug af selvsamme ord. Lyrisk er sangen (og EP’en som helhed) en prosaisk genistreg, samtidig med at musikken er fantastisk formfuldendt i sit smukke, melodiøse udtryk. 

Hans Phillip - “somendrøm” (rnb) 

Nærværende selvstændige single lægger sig egentligt sikkert i slipstrømmen på Phillip’s solodebutplade fra året før, men den byder dog på en umådelig humørspredende og stemningsfuld sommervibe – det er lige så man kan dufte rapsen, se køerne græsse for det indre øje og svagt høre en musikfestival et sted ude i det fjerne. Bare herligt. Således blev Phillip fakelbærer for de varme sommerhits - foran folk som PATINA, FRAADS, Blikfang og Undertekst.

Ydegirl - “Parody of Crime” (noir pop) 

Med sin dybe vokal samt melodiøse men overvejende klassiske instrumentering kan Ydegirl’s singer-songwriter pop siges at have en barokæstetik - men uden at virke anakronistisk eller nostalgisk. Mest af alt er musikken bare svær at kategorisere, hvilket sjældent er en dårlig ting. Nærværende titelsang fra hendes debutalbum er på mange måder repræsentativt for, hvad Ydegirl gør og kan – samtidig med at sangen er, hvad man i dag kalder, post-metoo. Og apropos singer-songwriters og hæderlig omtale: Selma Judith, Kamma, Brimheim og Kira Skov.

Angående Mig - “BLOMSTER I LAKKEN” (alternativt) 

Hvad er bedre end én omvæltende dansksproget musikalsk oplevelse inden for samme år? To naturligvis – og det kan jeg takke den lettere punkede Angående Mig for. Havde jeg kendt til hende for tolv måneder siden, var hun også strøget til tops på sidste års liste, men nu gælder det altså 2021, og også her har hun været rimelig produktiv. Hvis man lytter til Angående Mig’s tidligste sange, kunne man godt forveksle hende med Marie Key, men siden da har hun gennemgået en imponerende udvikling, og i dag har jeg ærlig talt ikke noget at sammenligne hende med. Hun er en smule punket i sin måde at klæde sig på og sin hang til lettere støjende musikalske virkemidler, samtidig med at hendes dybe vokal hentet helt nede fra mellemgulvet udvisker diverse linjer mellem sang og tale. Instrumenteringen er relativt rocket og stærkt melodiøs men underlagt et glimrende hip-hop-agtigt beat. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg elsker det. 

First Flush - “Blanke Mørke Stille” (indie rock) 

Drengene i First Flush er noget så spændende som et rockband med en forkærlighed for auto-tune. De lagde ud med en uomtvistelig gør-det-selv undergrundslyd, men for hvert album er produktionen forfinet og melodierne opstrammet – i en sådan grad at deres fjerde og seneste plade nærmest er én lang parade af ørehængere. Udvalget var derfor stort, da der uundgåeligt måtte udvælges en sang her til listen. Jeg har valgt at gå med sjæleren “Blanke Mørke Stille” med sit langsomme tempo og særlige fokus på forsangerens fascinerende og stærke vokal. Bye bye, Jung.

Iceage - “Shelter Song” (post-punk) 

Sammen med den nostalgiske rnb-sangerinde Erika de Casier er post-punkbandet Iceage formegentligt det mest anmelderroste og omtalte danske musiknavn i det store udland i det forgangne år. Lige i Iceage’s tilfælde er det dog ikke nogen overraskelse, da samtlige af deres plader er blevet flot modtaget overalt i verden. Senest med Seek Shelter hvorfra “Shelter Song” nødvendigvis må stamme. Som altid bydes der på den mest charmerede og melodiøse hårde rock. 

FABRÄK - “DAARLIGT” (punk) 

På bedste punkmanér gør Fabräk op med alle de (frygtelige) tendenser, de observerer hos venner og bekendte. Altså en god omgang smagsdommeri, men hvis du allerede inden første lyt tror, at du ved, hvilke områder og interesser de finder dårlige, så tager du med al sandsynlighed fejl. Det er ikke bare en lang smædekampagne mod åbenlyse dårskaber, vi alle kan blive enige om. Det er ikke engang bare et opgør med småborgerlighed - som med den oprindelige punk er der et ønske om at skære helt ind til benet. Det er ret morsomt, og vigtigst af alt musikalsk underholdende. Og så lige skud ud til Neu Sierra og PRISMA.  

girlcrush - “Lucky” (pop-punk) 

Pigegruppen girlcrush er med egne ord en “queer feministisk pop-punk trio”, og hvis man lytter til deres seneste single “Lucky” (og første fra det kommende debutalbum), vil man formegentligt ikke være tilbøjelig til at protestere. Sangen fortæller - og ikke uden humor - om bagsiden af medaljen, hvad angår den i nyere tid klassiske filmtrope manic pixie dream girls. Ord man i et selvironisk tvist også kan knytte til vokalen og sangen i det hele taget med sit upbeat tempo og tyggegummi melodi. Det er en formidabel ørehænger - og vigtigst af alt så lyder det ikke som noget taget direkte ud af 00’erne. Det føles både friskt og aktuelt. 

Per Vers - “Kartoffelhånd” (hip-hop) 

Foruden at have et omslag tegnet af Kvium har Per også formået at score beats fra flere store amerikanske producere – nogen af dem sågar afdøde. Således er det gået til, at man på bagsiden af omslaget kan læse navnet Jay Dilla ud for nærværende sangtitel. Som om det ikke var overraskende nok i sig selv, så er det ovenikøbet en banger af et beat. Per ved godt at dette forpligter, så han har fået finpudset flowet og lægger to vældig underholdende vers. 

Kristian Leth - “Den Episke” (indie rock) 

Jeg har holdt meget af at lytte til Leth og Christensens “Album”-podcast, men jeg havde ikke just regnet med at skulle lytte flittigt til førstnævntes musik, men det er altså sket nu i kraft af singlen “Den Episke”. Det er et stykke pænt og nydeligt poprock uden en eneste skarp kant at skære sig på. Sangen er ovenikøbet en ganske håbefuld og positiv sag om ikke bare kærligheden men også livet selv - om end den lettere ængstelige vokal kaster en mindre skygge hen over projektet. Sangen minder mig på mange måder om Bisse’s “Seks Hjerter”. Apropos Bisse... Han har ikke udgivet andet end to singler i 2021. Jeg ved fra liveshows at han arbejder på mindst to albums, og at der allerede er knivskarpe sange klar – men de er bare ikke udgivet endnu... Næste år. Samme med The Minds of 99, mistænker jeg.