Dansk
Blog
Anbefal mig et album! : Father John Misty

Anbefal mig et album! : Father John Misty

Skrevet af Ak-master den 2 maj 2017 kl. 17:12

Her følger sidste afsnit i min lille føljeton. Tak til jer der læste med, og en special tak til de af jer, der deltagede aktivt i løjerne. Der var jo desværre ikke den store opbakning til sidst. Jeg forsøgte at præsentere projektet som afslappet og uprætentiøs; bare en fyr der lytter til lidt musik - samtidig med at der var lidt at komme efter. Havde vi kørt længere, havde formatet not ændret eller udviklet sig lidt. Men aaanyway.

Jeg har i dag selv valgt at snakke om den gode mand Father John Misty. En amerikansk singer-songwriter der i løbet af nullerne indspillede under eget borgerlige navn J Tillman. Med tiden fandt han samtidig sammen med Fleet Foxes og medvirkede på deres andet album. Men så fik han tilsyneladende nok, og valgte at genskabe sig selv helt fra bunden som Father John Misty. I virkeligheden har han dog reelt ikke genskabt sig selv, da dette nye moniker angiveligt er en langt bedre repræsentation af den virkelige Josh Tillman. Dette kommer i særdeleshed til udtryk igennem den humor og satire der løber i en lind strøm igennem hans nye musik.

I Love You, Honeybear er hans andet album som Father John Misty og det udkom for to år siden. Mistys tredje plade udkom for nylig, og det er kort sagt lidt af en mastodont indenfor inderligt og satirisk blød rock. Men tilbage til Honeybear. Pladen åbner med et relativt poppet og yderst radiovenligt nummer. Faktisk i en sådan grad at det ved første lyt er som at blive genforenet med en gammel ven. Dette bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af den tilnærmelsesvise 60'er lyd, som Misty får genskabt på pladen - uden at det virker påtaget eller forældet.

Misty er bestemt ikke bange for at sænke tempoet og køre sjæler-stilen, og heldigvis gør han både dette og hin til den store guldmedalje - som regel. Det tager nogle gange overhånd med de langsomme numre, men den kritik er primært rettet mod hans efterfølgende plade. En af hans mest suværene og mest langsomme numre finder vi på nærværende plade i form af den fortryllende "Bored in the USA". Med en forsigtig kombination af keys og violin lufter Misty sine tanker om et svigtende og skuffende USA. Han synger sin blues med den største inderlighed, og midt i denne dramatiske åbenbaring kryber en heftig omgang dåselatter ind i nummeret og forsøger at drukne Misty... Med nærmest uvirkelige resultater. Genialt. I det efterfølgende og mere tempofyldte nummer "Holy Shit" fortsætter Misty lidt i samme dur med tanker om det rådne fundament vi bygger vores hverdag op omkring. Disse to sange er i sig selv nok til at slå Misty fast som en fantastisk sangskriver.

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme hans smukke stemme. 5/6

Bedste numre: "Chateau Lobby #4 (In C for Two Virgins)", "True Affection", "Strange Encounter", "Bored in the USA", "Holy Shit"

Hvad synes du om Father John Misty? Andre sidste bemærkninger?

HQ