Dansk
Blog
Shu-bi-dua 5: The Musical

Shu-bi-dua 5: The Musical

Skrevet af Ak-master den 5 december 2015 kl. 12:26

Sidste del af min Shu-bi-dua føljeton. Tre albumanmeldelser efterfulgt af en anmeldelse af musicalen - skrevet to måneder efter, at jeg var inde at se den, men det er alligevel lykkedes okay.

Shu-bi-du@ 16 (1997)
Halvdelen af åbnerens omkvæd består af 'tralalulalej', hvilket kan betyde problemer, men i dette tilfælde helt sikkert betyder problemer. F.eks. har vi den eksotiske "Karneval", den halvhjertede "Hey, vi ka' ikke rokke med ørene", den melankolske "De gule sider", den ideforladte "Langt ude" og den kedelige "Mars", mens der går folkedans i den med "Den lille mands sang" og "Mindshit". Derudover er "Foggin' rap" inkluderet, hvilket gør det til den eneste af gruppens alternative versioner af tidligere sange til at være inkluderet på et studiealbum. I dette tilfælde er det en ny tekst over en fri interpolering af melodien fra "Krig og fred".

Det efterlader os (foruden to "Mark & Ronni" numre) med tre sange, henholdsvis "10 ? -> Tina", "Fisk" og "Michael". Førstnævnte handler om modellen Tina Kjær, og er uden tvivl gruppens bedste rocker i meget lang tid. Sidstnævnte er en undersættelse af The Temptations' "My Girl", og er derfor givetvis ret god. "Fisk" lægger ud med en smule autotune, mens den skrabede instrumentering minder lidt om noget samtidigt amerikansk pop. Alligevel er sangen underligt dragende. Måske fordi den er så tilpas random med en god mængde fiskepuns, alt i mens Bonden faktisk forsøger at fortælle om den her pige. Det er dog næppe nok til at redde albummet. I det mindste lægger de tre overnævnte sange i forlængelse af hinanden.

Playlist: "Michael", "10 ? -> Tina", "Fisk"
Vurdering: Sh

Shu-bi-dua 17 (2000)
En af de værste musiktrends omkring årtusindeskiftet var at smide "www" i sin album- eller sangtitel. Det så måske smart ud dengang, men det ser så håbløst forældet ud i dag. Denne uheldige fejl kan Shuberne desværre heller ikke sige sig fri fra, men sangen kunne i det mindste være noget værre. Ikke desto mindre sætter det meget godt tonen for resten af album, da det er et lidt kluntet og tåkrummende lyt i mere end et tilfælde. Om så Shuberne forsøger sig med funk, sjælere eller disko. Værst af alt bliver det dog på "Min kær'ste", der er virkelig utrolig ringe. Den rockende "Paparazzi" indeholder såmænd et ret godt guitarriff, men man finder let langt bedre sange med et lignende riff (af flere grunde men særligt på grund af den tåbelige tekst her). Selvom alle sange ikke er lige dårlige, så ville Shubernes diskografi ikke have taget skade af, at denne plade aldrig var blevet til.

Playlist: INGENTING
Vurdering: S

Shu-bi-dua 18 (2005)
I anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag skete der rigtig mange ting, heriblandt at Shuberne tog tilbage i studiet og indspillede et album med sange baseret på Andersens mest kendte eventyr. Eftersom historierne originalt er ganske korte (som regel), og deres største aktiv altid har været moralen, fungerer de faktisk glimrende i skikkelse af sangtekster, så den lyriske side af konceptet er Shuberne langt hen ad vejen sluppet ret godt fra (i øvrigt det første bare tilnærmelsesvis konceptuelle album fra gruppen). Dette kommer i allerhøjeste grad til udtryk på den forrygende "Den lille pige med svolvstikkerne", der er mindst lige så rørende som originalen. Melodien minder til tider lidt om noget hørt på gruppens tidligere "Form og filur" og "Ballade på fuckingham", men i så fald er det først nu, at den endelig sidder lige i skabet.

Et andet højdepunkt er "Kejserens nye klæder" med sin fængende melodi og gode omkvæd (foruden at være blandt Andersens bedste eventyr), og i samme ombæring kan "Fyrtøjet" også nævnes med sit fede karakteristiske guitarriff, der på interessant vis leder tankerne hen imod et sæt sækkepiber. "Prinsessen på ærten" er også udmærket med sin blanding af forvrænget guitar og synthesizere, om end versene er bedre end omkvædet heri. Hvilket faktisk er lidt usædvanligt i konteksten, da niveauet for omkvæd er overraskende højt på pladen. Foruden allerede nævnte sange kan "Den grimme ælling, "Konen med æggene" og tilnærmelsesvist "Hvad fatter gør er altid det rigtige" også nævnes i denne sammenhæng. Uheldigvis er særligt de to førstnævnte bare langt fra lige så gode resten af tiden. Hvilket bringer os videre til pladens knap så flatterende træk. Eksempelvis "Den lille havfrue" der uden sammenligning er skivens svageste punkt, hvilket nok også hænger sammen med at Andersens fortælling er noget længere end de andre eventyr på pladen. Teksten er således håbløs elendig og overfladisk, mens musikken i øvrigt heller ikke er noget særligt. Ved siden af "Den lille havfrue" er alle andre inkluderede sange ret gode, på trods af at både "Klods-Hans" og "Den grimme ælling" normalvis er langt fra at være gode.

Et andet, mere generelt problem med albummet er den meget pæne lyd, hvilket er ærgerligt, da Shuberne tydeligvis har skudt flere gode ideer i projektet. Pladen er derfor ikke så god igen, om end den også er langt fra lige så slem, som mange har gjort den til. Shubernes bedste album længe.


Playlist: "Kejserens nye klæder", "Den lille pige med svovlstikkerne", "Fyrtøjet"
Vurdering: Shu-

Shu-bi-dua The Musical
Ti år efter Shubernes sidste studiealbum har Fredericia Teater i år haft premiere på en musical inspireret af gruppens musik. Man følger i stykket en knægt kaldet Mick med en meget livlig fantasi (eller 'shubi' for at sige det endnu pænere), der strækker sig helt ud til to gode fantasivenner, Carlos og Molly, der begge gør ham selskab i hans fantasifulde eskapader derhjemme på værelset. Efter moderens 117. anvisning forsøger Mick endelig at fortrænge kammeraterne og leve et normalt liv. Det lykkedes nogenlunde for ham - lige end til han ved en afslutningsfest på gymnasiet flere år senere møder en sød, eventyrlysten pige, der tvinger den nu unge fyrs kreative side ud af ham igen. Eftersom Shuberne har skrevet sange om alsidige emner som dyr, fester, livets gang, op- og nedture og mode foruden alverdens skøre iderige og spidsfindige påfund går denne fortælling derfor som hånd i handske med gruppens musik - der i stykket er begrænset til sange fra de første ni album (tak). "Tryk på" siger det hele meget god med linjen 'Er det dig eller mig, der er skør?'.

Særligt de første to akts trykker på alle de rigtige knapper med en spændende udforskning af Micks sindstilstand uden at det på nogen måde bliver overanalyserende, og man bliver i løbet af stykket lidt klogere på, hvor stor skaden er (så at sige) og delvist hvor det stammer fra. Mødet med pigen Sille åbner samtidig et nyt kapitel i hans liv, og deres første par møder er både søde og underholdende. Sidste akt er lidt mere forudsigelig, mens det lidt mangler samme gnist som introduktionen af Carlos, Molly og Sille henholdsvis tilføjede de første to akts, plus man 'desværre' ser lidt mindre til de to førstenævnte. Med det sagt er der bestemt også et par rørende øjeblikke mod den alligevel ganske vellykkede slutning.

Hele konceptet med 'shubi'-diagnosen, som Mick bliver stillet, er smukt udført, hvilket også strækker sig til den visuelle præsentation i form af både retrokostumer, rekvisitter og den digitale scenografi, der løbende udvikler sig gennem stykket. Det er også interessant at få sat billeder på mange af sangene, om det så gælder de mere skøre indfald med de dertil indrettede skæve scener eller de emnetunge skæringer sat i en bredere og nogen gange lidt anderledes kontekst. Begge dele er lykkedes fremragende.

Stykket afsluttes med en stort medley af resterende hits, hvilket var en gladelig overraskelse, om end jeg gerne ville have set flere af dem som en integreret del af stykket. Hvad angår skuespil og sang, så er begge dele i øvrigt mere end godkendt. Da tæppet faldt for sidste gang gik jeg fra Fredericias teater med en vidunderlig følelse i maven - måske jeg er blevet smittet af Shu... Nah, det blev lidt for sentimentalt.
Showet kan anbefales!

Vurdering: Shu-bi-du

HQ