Dansk
Blog
Shu-bi-dua 2: De originale melodier

Shu-bi-dua 2: De originale melodier

Skrevet af Ak-master den 20 oktober 2015 kl. 18:48

Shu-bi-dua 3 (1976)
Shuberne har nu i stort omfang bevæget sig væk fra undersættelser, og denne tredje udgivelse byder derfor overvejende på originale melodier. Dette blev i særdeleshed slået fast med "Hvalborg", der stadig i dag er blandt gruppens mest populære sange. "Hvalborg" introducerer desuden lytteren for shubernes mere eftertænksomme og samfundskritiske side. Der gemmer sig af og til et lille budskab i deres humoristiske sange, men i "Hvalborg" bliver det slået stort op og fylder hele billedet. Måske lidt overraskende fungerer det rigtig godt. Foruden "Hvalborg" har vi også populære sange som "Knald i låget", der på fremragende vis slår et slag for det unormale, "Tryk på" med sit høje tempo og provokerende omkvæd, og "Nam nam", som jeg faktisk ikke bryder mig om grundet en kombination af musik og tekst.

Andre underholdende sange inkluderer åbneren "Sand-hans", der ikke er så fjern fra det forrige album, og "Krudt og klunker" trods en ærgerlig linje af koret i starten af sangen. Men der er skam også gjort plads til de gennemsnittelige og direkte unødvendige sange. "Rebild" finder vi i første kategori, da den amerikanske accent og omkvædet hurtigt bliver gammelt, mens "Fluer i kødbyen" er et halvkedeligt forsøg ud i noget mere rocket. Helt galt går det dog med den grusomt kedelige "Snadsken" og den langsomme "Bageren og servitricen". Jeg har det generelt ret svært med shuberne, når de forsøger sig med noget seriøst melankoli eller romantik.

Playlist: "Sand-hans", "Knald i låget", "Krudt og klunker", "Hvalborg", "Tryk på"
Vurdering: Shu-bi-

Shu-bi-dua 4 (1977)
Det tætteste man denne gang kommer på et af gruppens små humoristiske indfald, er den spøjse "McArine", hvilket egentligt er meget rart (da sangen rent faktisk også er ganske underholdende). Til gengæld insisterer shuberne stadig på at inkludere et par rockere, her i form af "Irene Mudder" og "Emma". De er såmænd okay, men teksterne er bare halvkedelige. I den anden boldgade finder vi "Slinger i valsen", der er en langsom skæring i kategorien tidlig-lørdag-morgen-på-den-lokale-bar. Den er et-eller-andet sted hyggelig nok, men hvis man løb ind i den på en afspilningsliste, ville man nok relativt hurtigt finde frem til næste sang. Andre nogenlunde sange er den tempofyldte "United Steaks" og den pæne kærlighedssang "Basuner og engle".

"Nappa og nylon", en lille historie om The Beatles, er ganske fin, "Mig og så Harry" er lidt bedre (selvom musikken kan blive lidt monoton), og til sidst har vi den næsten vanvittige "Sommergryder", der er pladens centernummer. Vent, jeg mangler faktisk at nævne en enkelt. Noget med fire poter og en våd snude - den er bare lidt for sød til min smag. Shubernes fjerde udspil indeholder som sådan ikke dårlige sange, men niveauet er heller ikke videre højt.

Playlist: "Nappa og nylon", "Mig og så Harry", "Sommergryder", "McArine",
Vurdering: Shu-bi

78'eren (1978)
Indeholdende to af orkesterets største hits er standarden sat temmelig højt på dette femte album, der nemlig inkluderer "Den røde tråd" og "Danmark". De er nærmest modsætninger af hinanden, da førstnævnte kaster om sig med store eksistentialistiske spørgsmål og tvinger nærmest ubehagelige billeder frem af ensomhed, tæsk og forvirring om sin plads i livet, mens sidstnævnte er en stor hyldest til vores land med alt hvad det indebærer af storke, kløvermarker og malkepiger - ren dansk sommeridyl. Derudover får vi den tragikomiske "Knuden", den lille, spøjse "Det ville glæde min hat", "Drømmeland" med sin alternative tekst og gode rytme, og åbneren "Colour på tossen", der indeholder godt guitarspil og en okay tekst. "Greven ud af luften" er med synthesizer og tosset romantisk drama ligeledes fin underholdning, selvom historien måske er knap så interessant, som shuberne går og tror.

Det lyder jo alt sammen meget godt - lige end til vi når slutningen af albummet med "Hånden uden hår" (irriterende beat selvom vokalen har potentiale) og "Phil og Delphia" (bare ringe, inkl. pun). Der er også inkluderet et instrumentalt stykke midt i albummet med klaver og strygere... Jeg kunne godt have været foruden. Men selvom alt altså ikke helt ånder fryd og gammen, så er det femte album nu alt taget i betragtning udmærket.

Playlist: "Colour på tossen", "Danmark", "Drømmeland", "Greven ud af luften", "Den røde tråd", "Det ville glæde min hat", "Knuden"
Vurdering: Shu-bi-d

HQ