Dansk
Blog
Shu-bi-dua 1: Tilbage til rødderne

Shu-bi-dua 1: Tilbage til rødderne

Skrevet af Ak-master den 14 oktober 2015 kl. 01:10

Jah, den havde du nok ikke set komme. Toppen af dansk kulturskat, kendt landet over af store som små, atten albums og et hav af hitsingler under bæltet, osv.

--Shu-bi-dua—

Ti år efter orkesterets sidste udgivelse har Fredericia Teater i år haft premiere på en selvopført musical baseret på Shu-bi-duas sange, og i den anledning har jeg dels været i selvsamme teater og dels valgt at lave en blogserie omkring orkesterets musik.

Mine forældre har hørt rigtig meget Shu-bi-dua, så selvfølgelig har jeg også det. For mig har det dog været begrænset til nr. 16-18 samt diverse opsamlingsalbums - i høj grad sidstnævnte. Jeg er derfor vokset op med dem, men uden at kende til historien og tidslinjen for de enkelte sange. Alle sangene var derfor en stor rodebunke af hits (med undtagelse af de nyere), men det har jeg fået lavet om på de sidste dage, hvor jeg har fået redet trådene ud og bestemt konteksten for de enkelte sange. Jeg har ganske simpelt hørt alle gruppens plader igennem fra start til slut. Denne pludselige høje interesse skyldes selvfølgelig, at jeg var inde at se musicalen for et par uger siden, men hvad jeg synes om dén, finder I først ud af til slut i blogserien.

I stedet vil jeg nu smide et par anmeldelser efter gruppens første to albums, hvilket inkluderer en karakter (på Shubi-skalaen) samt tilføjelser til den ultimative Shu-bi-dua playlist. Selvom orkesteret ikke umiddelbart kræver en nærmere introduktion, så kommer her lige et par hurtige fakta om dem alligevel. Bonden bag mikrofonen, Hardinger på guitar, humoren er i højsædet, og resten må du google.

Shu-bi-dua (1974)
Shu-bi-dua er udbredt kendt for sine såkaldte undersættelser (egen dansk tekst over kendt melodi) og skæve humor, hvilket i høj grad er til stede på deres første skive. Faktisk indeholder samtlige sange en fjollet tekst - om det så drejer sig om et dejligt karbad, en lækker hotdog, en mystisk midnatslusker eller hvor glade de er for rock. Flere af deres undersættelser findes desuden på denne og efterfølgeren, hvorefter de begyndte at satse hårdere på originale sange. Men apropos rocken så er Shubidua faktisk ret glade for rocken på denne skive, da Hardingers guitar oftest har en dejlig rå tresserlyd, hvad end den spiller energisk rock n roll ("Fed rock", "Stærk tobak"), en lidt spacy slags rock ("Små blå mænd", "Generatorbouillon") eller noget der næsten lyder som Rolling Stones ("Midnatsluskeren"). De to sidstnævnte slags numre er ikke noget gruppen just er kendt for, men sådan lød de altså også ganske kortvarig - hvilket minder mig om, at pladen også indeholder en god håndfuld fine guitarsoloer.

Shu-bi-dua er nok bedst, når de kaster sig ud i skøre fortællinger med et morsomt tekstunivers, hvilket man bl.a. finder i "Står på en alpetop" og "Lulu rocken går"), men de fleste af sangene er på den front desværre temmelig undervældende, som i de lidt for simple "Karbad Baby" og "Brutale løg" eller de ligegyldige "Gøj den gamle" og "Midnatsluskeren" (foruden den spanske "El nossa de la para puerto"). Mens teksterne ikke altid slår til, er musikken til gengæld gennemgående udmærket, så med undtagelse af et par sløje numre på side A (den spanske skæring er bare irriterende), er albummet alligevel en meget underholdende og forholdsvis varieret oplevelse.

Vurdering: Shu-bi-d
Playlist: "Lulu rocken går", "Midnatsluskeren", "Står på en alpetop", "Brutale løg", "Generatorbouillon", "Fed rock", "Stærk tobak" (single)

Shu-bi-dua 2 (1975)
Efterfølgeren læner sig et godt stykke hen ad vejen op af originalen med undersættelser, rock n roll og skæve tekstuelle påfund. Desværre lykkedes det bare knap så godt i anden omgang. Guitaren er desuden knap så rå mere, mens den generelt også fylder lidt mindre i billedet - der er bl.a. også sparet lidt på soloerne i denne omgang. Undersættelser er der igen mange af og med udgangspunkt i så forskellige kunstnere som The Beatles, Elvis Presley, The Beach Boys og Steely Dan. Nogle af dem fungerer fint (særligt de gamle rock n roll-sange), men flere af dem fejler også. Blandt de knap så vellykkede undersættelser finder man den irriterende "Min baby bor i højhus" (ringe tekst og det tempofyldte beat virker malplaceret), den ikke helt overbevisende "Et ævle om dagen" (man skal ikke pille ved Steely Dan) og den uambitiøse "En rocksangers farvel" (bare nej). Blandt de selvskrevne sange finder vi den temmelig ligegyldige "Zeppe Deppe" og den skrækkelige "Fiske-disk", hvor guitaren på det nærmeste er blevet erstattet med et horn. Og så må shuberne også gerne snart stoppe med de albumintroer.

På den mere positive side har vi nedenstående sange, der alle blander en god melodi med en morsom tekst. Særligt "Sagnet om regnormen Kurt og arken i parken", der er omtrent ligeså dejligt random, som titlen antyder, er værd at fremhæve.
Og nej, så sjov er "Jeg er fluen" heller ikke.

Vurdering: Shu-b
Playlist: "Nylon Brando", ""Hva' ka man få for en ti'er?", "Jeg har købt en guitar", "Sagnet om regnormen Kurt og arken i parken", "Livets pølse"

HQ