Dansk
Blog
Slutningen på en æra? del 2

Slutningen på en æra? del 2

Skrevet af Ak-master den 22 november 2014 kl. 13:23

Øhm, så det var de der såkaldte forskelle, vi kom fra, ikke sandt?

Selvom Ghibli længe har benyttet sig af computereffekter i deres film, så har effekterne altid kun været et supplement til det håndtegnede format, hvilket måske siger mere om studiet, end man umiddelbart skulle tro. Selvom f.eks. Disneys Tangled og Frozen er nydeligt lavet, så er det ikke just film, man hiver et billede ud af til sin skrivebordsbaggrund. Det samme vil nok overvejende gøre sig gældende for deres håndtegnede film. Med flere af Ghiblis film ville det til gengæld ikke være besynderligt at puste et frame op og smide det op på væggen. Der er potentielle malerier gemt i deres film, hvilket i særdeleshed er tilfældet med Miyazaki bag roret. Super flotte billeder med sans for detaljer, farvevalg og lyssætning. Deres film er dog primært kun teknisk imponerende, når man ser på billederne en af gangen. I bevægelse er animationen nemlig ikke så flydende igen, mens "kameraarbejdet" er relativt simpelt. Disney går ikke nær så meget op i det "maleriske islæt", men til gengæld er figurernes bevægelser overvejende mere flydende i deres film. Med tiden begyndte de også at lege meget mere med klipning, kameravinkler, fokus og sågar zoom. De prøver altså i højere grad at efterligne liveaction-film.

Når det kommer til dramaturgi, plotforløb osv., så er der også bemærkelsesværdige forskelle på de to studier. Disney har en relativ traditionel og forventelig tilgang til deres historier. Man har som oftest en god ide om, hvor filmen bærer henad fra start af. Sådan er det ikke altid med Ghiblis film, og igen vil jeg særligt fremhæve Miyazakis værker, der sjældent er hverken konventionelle eller forudsigelige. Takahata skal heller ikke glemmes, da han med sine eftertænksomme og progressive film ligeledes har været med til at modne hele mediet.

Til slut vil jeg lige hurtigt komme ind på sprog og undertekster. Disney har synkroniseret flere af Ghiblis film med engelsk tale, så hvad bør man vælge: originalt sprog, engelsk eller måske dansk? Jeg har ikke rigtig stiftet bekendtskab med de danske oversættelser, så der må jeg nok være svar skyldig (det, jeg har hørt, lover dog ikke synderlig godt). Jeg har derimod set flere på japansk og enkelte på engelsk, og ærlig talt så er den engelske oversættelse i flere tilfælde udmærket. Det lyder fornuftigt, og det mindsker eventuelle kulturkløfter, da japanerne kan være lidt spøjse at høre på til tider. Du hører altså ikke noget "kun originalsprog" herfra.

10. Whisper of the Heart (July 15, 1995)
Den eneste film med manuskript af Miyazakis, der ikke også er instrueret af manden selv. Faktisk er det ovenikøbet den første af studiets film til at være instrueret af andre end grundlæggerne. Toshio Suzuki, som instruktøren hedder, gjorde et ganske godt stykke arbejde med, hvad der skulle vise sig at være hans både første og sidste film, da han døde få år senere. Titlen er en af studiets mere vage af slagsen, da det som sådan ikke er indlysende, at det netop er denne film, der fortæller en fortryllende historie om ungdommelig romance, at finde sin egen hylde, jagte sine mål og vigtigheden af at udfolde sig kreativt og kunstnerisk. Den er desuden flot tegnet og dejligt uforudsigelig.

9. The Wind Rises (July 20, 2013)
Ghiblis to seneste film er som sagt tidligere kun lige udkommet på disse breddegrader, og eftersom jeg ikke har fået set dem endnu, gør det The Wind Rises til den nyeste film på listen. Det er Miyazakis (hidtil?) sidste film, og jeg er glad for at kunne fortælle, at han gik ud med stil - men ikke med et brag, da der ikke er meget eksplosivt ved filmen. Det er nemlig en fiktionaliseret biopic om en japansk flydesigner og hans udvikling af et innovativt jagerfly, som japanerne brugte i trediverne. Man følger altså blot manden under den omfattende udviklingsproces, krydret med en smule romance i form af mødet og forholdet med hans kommende kone. Det er en af studiets mere ligetil og langsomme film, om end der stadig er nogle enkelte "overnaturlige" elementer. En sand fornøjelse.

8. Howl's Moving Castle (November 20, 2004)
Muligvis studiets mest mærkværdige film, hvilket altså ikke siger så lidt. Den starter meget tilforladeligt med en ung, flot kvinde, der efter at blive forhekset ligner en gammel dame. Så er der ligesom noget på spil, og man forledes til at tro, at man da vil have en god ide om, hvordan filmen udvikler sig fremover. Man kunne ikke tage mere fejl. Historien er lidt kringlet og inkluderer både prinse, troldmænd, krige, mobile slotte, dæmoner, magi, flere hekse og romance. Kan man holde styr på de enkelte dele, har man dog en ganske god og eventyrlig oplevelse i vente.

7. Kiki's Delivery Service (July 29, 1989)
En ung heks flyver med sin kat ud i verden for at træne og udvikle sine evner som magiker. Hun ender hos en bager, der naturligvis får medlidenhed med den uledsagede pige og derfor tilbyder hende kost og logi. For at kunne gengælde tjenesten starter Kiki en leveringsservice, hvor hun leverer pakker rundt om i byen og omegnen på sin kost. Hun møder naturligvis forskellige personer i løbet af filmen, der hver især spiller en bestemt rolle i hendes liv, men den vigtigste bikarakter må være hendes sorte kat, der er så ufattelig kær. Derudover omhandler den største konflikt i filmen Kikis pludselige usikkerhed på sig selv, hvilket bl.a. illustreres ved hendes ligeså pludselige problemer med at kommunikere med katten. Det er en rigtig sød film om selvstændighed og at tro på sig selv.

6. The Castle of Cagliostro (December 15, 1979)
Og her har vi så den anden (og sidste) ikke-Ghibli-film på listen over studiets film. Det er samtidig også den første film instrueret af Miyazaki efter et årti som manuskriptforfatter, animator og lignende. På japansk indeholder titlen også navnet på hovedpersonen, den snedige mestertyv Lupin the Third, hvilket giver rigtig god mening, men sådan skulle det altså ikke være herovre. Fans af den originale mangaserie og sågar også forfatteren selv har af flere gange udmeldt, at Lupin i filmen bliver portrætteret noget mere gentlemanagtigt end i kildematerialet, hvor han angiveligt er temmelig ubarmhjertig og vel faktisk modbydelig. Sådan noget er der altså ingenting af i The Castle of Cagliostro, der i stedet er en ganske munter oplevelse fyldt med humor, action og klassiske spionelementer. I forhold til mandens senere film er denne fortælling relativ vestlig, men det gør mig nu ikke så meget. Og så bliver jeg lige atter en gang nødt til at minde jer (og mig selv) om, at filmen er fra helt tilbage i halvfjerdserne... Damn.

5. My Neighbor Totoro (April 16, 1988)
Man bliver nærmest fyldt med ærefrygt, når man kigger igennem dagens top ti. Og ikke kun fordi den er så fandens godt skrevet - nej, også fordi standarden for de inkluderede film er så imponerende høj, som den nu engang er. Med det sagt er filmen her en af studiets mest populære film, hvilket Miyazaki må være yderst tilfreds med, da den på sin vis er den ultimative forløsning af hans abstrakte, langsomme og stemningsfulde stil, som han benytter sig af i flere film. En mand og hans to piger flytter ind i et slidt hus uden for byen, mens konen er indlagt på hospitalet. Her møder den yngste af pigerne den store skovbamse, og meget mere er der sådan set ikke til filmen. Den er vældig hyggelig med nogle super flotte billeder og fantasifulde sekvenser. Pigernes overekstatiske reaktion efter at have set deres nye hjem for første gang er meget japansk, men det kan måske nok siges om resten af filmen også.

4. Grave of the Fireflies (April 16, 1988)
Dette er den anden af kun to film på dagens liste, der ikke er instrueret (og skrevet) af Miyazaki. Det betyder, at Takahata kun har en enkelt film i top ti, men hvis man skal begrænse sig til en enkelt af ham, så er der vist ingen tvivl om, at valget så absolut må falde på Grave of the Fireflies. Det er Takahata i bedste form med forrygende drama og en rørende historie. Handlingen udspiller sig under anden verdenskrig, hvor man følger et søskendepar, der ender med at må klare sig selv uden penge på lommen og knap nok med tag over hovedet. Takahata ville gerne have mere ud af animeformatet, og det må siges at have lykkedes ham med denne film, der er blevet omtalt som en af de bedste krigsfilm.

3. Castle in the Sky (August 2, 1986)
Studiets allerførste film. Når jeg tænker på denne film, så dukker farvene blå og grøn altid op i hovedet på mig. Grøn for de flotte udendørsarealer på Jorden og rundt om slottet, og blå for den indbydende himmel, der forbinder de to førnævnte steder. Foruden Spirited Away var det den første film, jeg så af studiet, og det har altså på en eller anden måde sat sine spor. Bare tanken om filmens første akt tvinger nærmest et smil frem på læben af mig. Som antydet før er farverne virkelig skønne heri, og filmen er generelt bare en virkelig dejlig oplevelse. Det er hundred procent Ghibli - helt ind til knoglemarven. Man følger en ung pige (selvfølgelig), der bogstavelig talt lander i favnen på en jævnaldrende dreng, og med militær og luftpirater i hælene forsøger de at finde frem til Laputa, slottet i himlen, som tøsen måske ikke helt så tilfældigt deler navn med. Det er altså eventyr for alle pengene.

2. Princess Mononoke (July 12, 1997)
Jeg føler lidt, at dette er en bedre og mere modig version af Nausicaa, der som skrevet sidst handler om kampen mellem mennesket og naturen, og med en hovedperson der som sådan tager sidstnævntes side. Med Princess Mononoke er det igen naturen mod mennesket, men i et ret interessant træk vælger hovedpersonen faktisk slet ikke side, og i stedet spiller han defensivt for begge parter i et forsøg på at skabe fred mellem dem. Miyazaki kan være ret god til at skabe gråzoner som disse, hvor det hele ikke blot er sort/hvidt. Trods vores mands ihærdige indsats udspiller sig der ikke desto mindre flere kampe, og de er faktisk ret voldsomme med blod og afhuggede lemmer, hvilket er endnu en interessant forskel på vestlige tegnefilm og anime. Apropos disse forskelle så er filmen også i den længere ende med mere end to timers spilletid - noget man også sjældent ser i vestlige animationsfilm. Den kræver altså lidt mere tid og koncentration end normalt, men den er det værd.

1. Spirited Away (July 27, 2001)
Formegentligt studiets absolut mest populære film, hvilket jeg bygger på tre ting: (1) Filmens Oscar-modtagelse for bedste animationsfilm, (2) at jeg kan huske at have hørt den nævnt flere gange i Troldspejlet og (3) afsindigt mange mennesker kender til den - noget der ikke er gældende for nogen af studiets andre film (om end den sidste måske kan diskuteres). Spirited Away er en relativt mørk film, hvor en ung pige ender op i en magisk verden sammen med sine forældre, der uheldigvis bliver ramt af en slem forbandelse, og så er det ellers op til Chihiro, som pigebarnet hedder, at redde dem og få dem tilbage på velkendt jord igen - men først skal hun altså lige forsøge at finde hoved og hale i den mystiske verden befolket af hekse, dæmoner, ånder og andre mærkværdige væsener - ej forglemme det travle badehus. Filmen er lige så besynderlig, som den lyder, og den lægger mere end nogen anden af studiets film op til at blive grundigt analyseret og fortolket. Dette opfordrer selvfølgelig til et par gensyn eller to, men man vil helt sikkert også være godt underholdt den første gang. Spirited Away er en stor oplevelse, og det er svært ikke at blive opslugt af de utroligt flotte streger, filmens mystik, symbolismen og den relativt tempofyldte plotprogression. Jeg kan særligt godt lide scenen med Chihiros første klient, og medarbejdernes besættelse af den ubudne gæst. Det havde jeg lige lyst til at tilføje.

HQ