Endnu et år, endnu en liste. Et år med masser af lækker og spændende dansk musik, og netop dansk musik har derfor også fyldt meget i mine hørevaner i det netop afsluttede år. Med det resultat at det har været uhyre svært at korte den danske liste ned til kun ti sange, mens den udenlandske liste omvendt krævede en del research her ved årets slutning. Det hjalp nok heller ikke, at jeg brugte året på et deep dive ned i The Strokes’ bagkatalog (samt andre Casablanca-projekter) i en sådan grad, at bandet endte med at blive mit mest lyttede til. Danske navne på resten af top fem dog. Det lover jeg. 

UDENLANDSKE SANGE 

JPEGMAFIA & Danny Brown - “Garbage Pale Kids” (alt hip-hop) 

Sikke et år det har været for det alternative og yderst mage hip-hop par Peggy og Danny Brown. Brown udgav et glimrende soloalbum, mens Peggy bidrog med et intenst vers til red veil’s lovende nye EP – kombinationen heraf var tæt på at resultere i en regulær listeinvasion af de gode herrer. På trods af dette rager deres collabalbum langt over resten, og de har da også begået årets absolut mest legesyge og eksperimenterende album, der endnu engang sætter to fede streger under det faktum, at Peggy måske mere end nogen anden grænsesøgende producer/rapper er formet af internettet og samtidig selv med til at forme det (nå ja, skud ud til grouptherapy.). "Garbage Pale Kids” mønstrer et samtidig dystert og muntert beat, mens drengene gør deres ting og et lækkert guitarriff udgør hooket. 

billy woods & Kenny Segal - “Soft Landing” (indie hip-hop) 

Østkyst-rapperen billy woods har også fyldt meget i diverse tilbageblik på det forgangne musikalske år. Dels fordi han var indblandet i to succesfulde udgivelser, og dels fordi det ene er nærværende magtdemonstration med producer Kenny Segal (det andet var som den ene halvdel af Armand Hammer). Førstesinglen “Soft Landing” indkapsler på smukkeste vis albummets kredsen om tourlivet (væk fra familien) over mellow instrumentering. 

McKinley Dixon - “Run, Run, Run” (indie hip-hop) 

Kombinationen af østkyst-rapper Dixon’s vokal og den frodige samt instrumenterede produktion giver mig uvilkårligt mindelser om slut-nullerne, hvilket i og for sig er mig ganske velkommen, da jeg efterhånden er temmelig nostalgisk omkring denne periode, der hvert fald i undergrunden kultiverede en lang række “conscious” rappere, der mindede mere om mig selv end Compton gangbangers. En tradition der som reaktion til det etablerede går tilbage til Native Tongues. I dag er det ikke så meget en reaktion på mainstreamen, som det bare er en videreførelse af den store arv, men det skal der også være plads til. Skud ud til Noname og Deki Alem, der begge var tæt på at stjæle pladsen. 

Amaarae - “Angels in Tibet” (alt rnb)  

Afrobeat har været en global strømning i nogle år nu, men med ghanesisk-amerikanske Amaarae er det første gang, at den dukker op på en af mine lister. På den korte “Angels in Tibet” skifter hun med den største naturlighed mellem rap og sang over et levende afrobeat, så man efter sangens slutning er i tvivl om, hvorvidt der er rnb, hip-hop eller pop. Det er generelt ganske symptomatisk for en del populær musik i dag, og det er da egentlig ret så fantastisk. Skud ud til L’Rain, Young Fathers, Sampha og Lil Yachty. 

Romy - “She’s On My Mind” (dance pop)  

Mens Jamie xx fra bandet The xx længe har haft en lukrativ sidegeschæft kørende med sit anmeldelerroste soloprojekt, er de to resterende medlemmer kun for nylig fulgt i samme fodspor. Bandets kvindelige medlem Romy albumdebuterede sidste år som soloartist med en række dancepop sange, hvoriblandt “She’s On My Mind” ret hurtigt satte sig fast i hjernebarken på mig. Det er lavet over den klassiske opskrift med linjer om ulykkelig kærlighed klemt ud af sidebenene over et melodiøs dancebeat, og den sidder altså bare lige i skabet. 

boygenius – “Not Strong Enough” (indie rock) 

Supergruppen boygenius bestående af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker udgav endelig deres første langspiller, og spørger man diverse online musikmagasiner er det tilsyneladende noget af det bedste 2023 har præsteret. Jeg er måske ikke helt på samme side, men singlen “Not Strong Enough” taler i hvert fald ikke imod det. Alle tre singer-songwritere får plads til at vise, hvad de vokalmæssigt bidrager med til bandet, mens vi naturligvis heller ikke snydes for flerstemmige harmonier. Produktionen er temmelig sammensat (men på en underspillet måde) med flere lag guitar (både akustisk og elektrisk) samt periodiske horn og uregerlige trommer. Tematisk kredser lyrikken sig om psykisk sygdom, og melankolien bliver da også kun understreget af kvindernes vanlige bluesy vokal - særligt Phoebe Bridgers er kendt for sine karakteristiske blå, luftige toner. Skud ud til John Grant, Mitski, Madeline Kenney og CMAT. 

Sufjan Stevens - “Will Anybody Ever Love Me?” (indie rock) 

Nu vi snakker om melankolske og luftige vokaler, så er Sufjan Stevens tilbage i sit traditionelle singer-songwriter hjørne med en ny samling sange om at være til. Den smukke og rørende single “Will Anybody Ever Love Me?” tackler nogle af de samme tanker om utilstrækkelighed som i førnævnte “Not Strong Enough”. Den starter med at være skrællet helt ind til kernen, hvorefter der løbende og nænsomt bliver tilføjet flere lag af percussion og vokalharmonier. Alligevel er det ikke en synderlig nedtrykkende sang, man føler sig faktisk stik imod al logik nærmest opløftet til slut - håbefuld. Hvilket naturligvis skyldes, at sangen ganske snedigt er skrevet i dur. 

Wednesday - “Chosen to Deserve” (hard rock)  

Sidste år optrådte guitaristen MJ Lenderman som solokunstner på min liste, og i år er han altså tilbage men sammen med sine kolleger i Wednesday, heriblandt den kvindelige forsanger Karly Hartzman, hvis vokal jeg ikke ville ændre det mindste ved. Det er rimelig begrænset, hvad den moderne rockmusik har at byde på, når det kommer til karakteristiske og særegne guitarister, men Lenderman’s sans for hårde guitar riffs rammer bare rent på en måde, man ikke hører så tit. En ting er altså, at bandet lyder herregodt, og jeg får et lille smil på læben hver gang det åbnende riff i singlen “Chosen to Deserve” rammer mine ørekanaler. En anden ting er, at deres lyd er overbevisende autentisk og på sin vis synes at være et produkt af sin egen tid. Lenderman og company har i hvert fald fået cementeret deres status som fremtiden for den hårde rock. Skud ud til The Armed, 100 gecs, yeule og Reverend Kristin Michael Hayter. 

ØXN - “Cruel Mother” (dark folk rock)  

Irske Lankum oplevede en del medvind sidste år med deres seneste album, hvilket jeg også sagtens kan unde dem. Men underligt nok har der samtidig været ganske stille omkring det affilierede band ØXN, der ellers bl.a. tæller to medlemmer fra netop Lankum. Det ene af disse er forsanger Radie Peat, og jeg er af den klare overbevisning, at hendes selvsikre vokal, der selv synes at løfte sig op fra et udefinerbart dyb, gør sig absolut allerbedst over den dystre og brummende instrumentering på ØXN’s debutalbum. “Cruel Mother” er baseret på en gammel traditionel ballade, men der er absolut intet bedaget over denne smukke, mørke udgave. 

Kara Jackson - “rat” (folk rock) 

Jackson har studeret engelsk og blev i 2019 udnævnt som National Youth Poet Laureate. Ordene fylder altså en del i hendes musikalske virke, og hun er måske ikke så overraskende derfor ud af en gammel poetisk folktradition. Blandt hendes inspirationskilder finder vi Joni Mitchell, Ella Fitzgerald og i nyere tid Joanna Newsom. Derudover kan man også høre tydelige spor af Nina Simone og Bob Dylan. Det lyder jo alt sammen temmelig tilbageskuende, og Jackson gør sig da også jævnligt i længere fortællinger stik imod nuværende tendenser. Den knap otte minutter “rat” er et sådan eksempel med sin historie om en fattig men håbefuld musikers rejse vestpå mod Californien. Selvom lyrikken naturligvis fylder meget hos hende, er nærværende sang også på egne betingelser en dybt stemningsfuld og melodiøs musikalsk oplevelse med Jackson’s stærke, dybe vokal i centrum for det hele.  

DANSKE SANGE 

AFSKUM – “22 SOMRE” (alt hip-hop) 

Der er efterhånden blevet hevet og trukket i hip-hop fra så mange vinkler, at det kan være svært at vurdere om en ny udgivelse overhovedet er hip-hop eller noget helt andet. Det er ikke et problem med aktuelle navne som Artigeardit, Karen Mukupa, Ukendt Kunstner og engelsksprogede HUNNID22, men det er det til gengæld i høj grad med den disrupterende AFSKUM. Han startede som et live-navn der imponerede tilsyneladende alle der kiggede forbi, men sidste år fandt musikken så endelig vej til din fortrukne streamingservice. Nogle kalder det rock, andre metal, men jeg hælder stadig mod hip-hop - måske fordi guitaren spiller en besked rolle og Afskum’s semi-melodiøse vokal mestendels kan betragtes som rap. Jeg fangede ham og band på Loppen sidste år, og jeg kan kun sige en ting: believe the hype! 

FRAADS - “Overalt hele tiden” (alt hip-hop) 

Videre til et andet alternativt hip-hop navn, men mens både AFSKUM og FRAADS skriver deres navne med verbaler, så stopper sammenligningen vist også der. Og så alligevel; for hvad de også har tilfælles omend på et noget mere grundlæggende niveau, så er det, at både AFSKUM og FRAADS har hele pakken: unik halvt syngende/halvt rappende vokal, tekster værd at lytte til samt genrevridende og grænsesøgende produktion. Rapper Papa E (der sidste år også droppede en glimrende solo-EP) har alle dage i FRAADS bevæget sig inden for et finurligt og næsten eventyrligt tekstunivers, hvor han sømløst hopper fra små personlige oplevelser og atypiske popkulturreferencer (såsom Rachet & Clank og Crash Bandicoot) til den store kærlighed, selvudfoldelse og en inspirerende sult på livet. Jeg var også så heldig at opleve en liveoptræden med FRAADS sidste år, og andre fans kan bestemt anbefales at gøre det samme. 

kingtommi - “Cruise Control” (alt rnb) 

Thomas Mulcahy fra bandet Uden Ord solodebuterede i 2022 under navnet kingtommi, og selvom denne EP var ganske glimrende, så lykkedes det ham alligevel at toppe samtlige sange med nærværende “Cruise Control”. Samtidig udgav han også med førnævnte band en ny anmelderrost LP i det forgangne år, men selvom deres indie rock bestemt har sine øjeblikke, så har jeg en større svaghed for hans Frank Ocean-agtige rnb i den dejlige “Cruise Control”. Thomas er en, man skal holde øje med fremadrettet. Skud ud til Kundo, Lord Siva, Angående Mig og USSEL. 

Giift - “Home Stu freestyle” (alt rnb) 

Amerikanske SZA tog for godt et år siden store dele af verden med storm med sit andet album, og efterfølgende opdagede jeg så, at vi faktisk har vores helt egen sammenlignelige sangerinde herhjemme i form af Giift. Hendes vokal besidder en utrolig styrke, mens produktionen klinger knivskarpt på nærværende sang “Home Stu freestyle”, hvor Giift i øvrigt også kortvarigt har fået sin stemme pitchet kunstigt op - altså ikke ulige Frank Ocean’s “Nikes”. Disse sammenligninger med amerikanske forbilleder er ikke for at tage noget fra Giift – det skyldes simpelthen blot at hendes stil og tårnhøje niveau indenfor selvsamme pt. gør hende til et unikum i danske sammenhænge. 

D1MA - “Moonlight” (alt pop) 

De sidste par år har jeg altid haft et håb om at kunne inkludere et stort dansk hit på den årlige liste, så da den mystiske D1MA’s kæmpehit “Moonlight” tilbød sig, kunne jeg ikke andet end at sige ja tak! Året bød også på gedigen pop fra Tobias Rahim og Ganger, men ingen fik det til at se lige så nemt ud som D1MA. Ikke ulige Rahim og andre aktuelle popsangere løber der en strøm af utilpassethed og mistrivsel under D1MA’s musik, der først og fremmest kommer til udtryk i hans melankolske vokal, hvilket bare giver hele oplevelsen en tungere bund. 

Suni – “Leget Solskin I Mørket” (indie)  

Sunis debutalbum Sengeafsnit 2 udkom sidste januar, og omtrent lige siden har jeg haft en intention om at have det repræsenteret på nærværende liste. Det er ikke altid sådan det er endt med andre udgivelser, og slet ikke på næsten et års afstand, men i dette tilfælde var jeg aldrig i tvivl. Jeg oplevede Suni på Rust i sommers, hvor han sammen med band spillede sine sange om sit mangeårige sygdomsforløb med turer ind og ud af hospitalet. Der er sange om at lægge i en hospitalsseng og kigge ud og hvad det gør ved én, men også sange om personlige relationer underlagt disse ydere omstændigheder. Det er mørkt og følelsesladet, men med et lys for enden af tunnellen. Koncerten var i øvrigt helt fantastisk. 

Bisse - “Månekvinden” (indie rock) 

Sidste navn på listen jeg så live sidste år - fordi det vel nærmest er blevet en tradition. Hvis jeg ikke husker helt forkert, hørte jeg Bisse spille “Månekvinden” tilbage i 2021, så det er en sang, han har haft liggende i noget tid, men sidste år fik den så endelig en officiel udgivelse. Jeg husker den tidlige optræden, fordi jeg dengang var dybt grebet af denne smukke ballade, jeg ikke tidligere havde hørt. Den er også fantastisk i 2023 i denne færdigproducerede version. Og således fik Bisse sparket bl.a. Kh Marie, eee gee, The Minds of 99, Barselona og Zar Paulo af listen. 

ML Buch - “Fleshless hand” (alt rock) 

Jeg fik tidligere fremhævet Lenderman som en unik guitarist med en vedkommende og karakteristisk lyd. Det samme kan siges om guitarist og singer-songwriter ML Buch – men her med mindre forvrængning, mere reverb. ML Buch laver alternativ og eksperimenterede rock, der kan være lidt svær at få greb om, men nogle sange er lettere tilgængelige end andre – heriblandt “Fleshless hand”. Det nydelige og afmålte guitarspil i sangen går fantastisk sammen med hendes milde og luftige stemme, mens det skiftende aktivitetsniveau i omkvædet giver sangen en klædelig dynamik og et fængende hook at vende tilbage til. ML Buch repræsenterer desuden også det store internationale hit på listen, da ML Buch har nydt en del omtale ude i verden. “Hit” er måske så meget sagt dog. Skud ud til Baby in Vain, Swan Lee, Himmelrum, Lowly, Barbro og First Flush. 

Frk. Jacobsen - “I haven” (fusion jazz) 

Den oprindelige intention med disse lister var at samle en blandet række sange til at repræsentere så mange sider af det forgangne musikår som muligt. Det fejlede ret hurtigt, og gør det såmænd stadig. Jeg er mest bare glad for at jeg kunne styre min trang til at inkludere flere sange med JPEG MAFIA på den udenlandske liste. Men hov, her har vi så alligevel en lille anomali, nemlig et stykke dansksproget fusionsjazz. Den valgte sang hedder “I haven”, og den leverer på sit uudtalte løfte om at skabe billeder i hovedet af danske sommerdage på terrassen. Dejligt at varme sig lidt ved i denne mørke tid. 

Guldimund - “Jeg venter i lyset” (indie) 

Vi slutter med en sidste dansk højdespringer. Guldimund fik sit store folkelige gennembrud med sin seneste plade (modsat broderen der under navnet Knægt stadig opererer i det relativt skjulte), der handler om livet efter bruddet med sin drengs mor. Vanen tro har Guldimund en dejlig prosaisk tilgang, der både formår at konkretisere de forskellige situationer (såsom kampen om forældremyndighed) og relationer (alenetid med drengen, den nye kæreste samt oplevelsen af de to sammen) samt at skabe et bånd til lytteren, så man alligevel finder tekstuniverset vedkommende - også selvom det nogle gange føles som at træde ind i et fremmed menneskes privatsfære. Musikalsk læner det nye album sig endnu mere op af en højskolesangtradition, og det vil derfor overraske mig meget, hvis ikke Guldimund får en sang eller to med i den næste udgave af højskolesangbogen. Og så skal der lyde nogle afsluttende skud ud til GRETA, Reveal Party, Lucky Lo og Søn. 

Find Spotify playlist her. 

Hvad tager I med fra musikåret 2023? 

Har du også intense feberdrømme? 

Eller måske de som regel blot omhandler drømmekage og onlinepoker. 

UDENLANDSKE SANGE 

Fontaines D.C. - “I Love You” (alt rock) 

Irske Fontaines D.C. er tilsyneladende kendt som et post punk band, altså den her meget vage genrebetegnelse der vist mest af alt fortæller os, at bandet spiller potentielt gedigen rock på denne side af 1977. Andre ville nok bare kalde det alternativ rock, og jeg er tilbøjelig til at inkludere mig selv i dette “andre”. Sangen stammer fra deres tredje og temmelig pragtfulde album, der ovenikøbet kommer pakket i et ret så inciterende cover. "I Love You” kan umiddelbart let forveksles med en sang om kærlighed men er i virkeligheden et særdeles politiskladet brøl mod Irlands brogede historie og magthavernes slet skjulte og underminerende jagt på profit. Og således kan Fontaines D.C. siges at have sparket blandt andre Arctic Monkeys, Father John Misty, The Smile, Wet Leg, Big Thief og Yeah Yeah Yeahs af listen. Så er vi ligesom i gang. 

Black Country, New Road – “The Place Where He Inserted the Blade” (art rock) 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med BCNR sidste år, og jeg behøvede ikke at lytte til dem meget mere end én gang, før de havde sikret sig en placering på denne liste. På dette tidspunkt havde forsanger Isaac Wood dog allerede meldt sig ud af orkestreret pga. mentale helbredsproblemer – noget vi jo desværre også ser mere og mere af herhjemme. Jeg kalder det bevidst et orkester, da BCNR foruden den klassiske rockband line-up også består af en saxofonist og en violinist (også medstifter af ligeledes fremragende Jockstrap), der faktisk fylder omtrent det samme i musikken som guitaristen, hvilket er med til at give gruppens musik et overraskende unikt og folkemusikalsk udtryk. 

Kendrick Lamar - “Count Me Out” (art hip-hop) 

Lamar har formentligt begået et af sidste års mest omtalte og kontroversielle album med selvudstillende og på samme tid samfundsrevsende tekster om særligt familie, race og traumer. Nogle af disse sange er meget konkrete i sin emnebehandling, men “Count Me Out” er ikke en af dem. Lamar er tydeligvis midt i en proces med at bearbejde sorg, nederlag og mindreværd, så man er ikke i tvivl om tonen – men detaljerne er mere diskrete. Til gengæld er selve musikken – beat, flow, baggrundsvokaler, alt – helt oppe i ansigtet på dig så fantastisk og vidunderligt levende, det hele er. Og så lige skud ud til Denzel Curry. 

Rosalia - “CANDY” (pop) 

Jeg har tidligere haft svært ved at lade mig drage af lignende spanske popsensationer, men det er slut nu med Rosalia’s ret så fremragende andet album. Jeg kunne have fremhævet flere sange, men valget er faldet på, hvad jeg først nu opdager slet ikke har været en single. Sangen har da egentligt heller ikke mange afspilninger på Spotify til trods for at være klemt ind imellem to faktiske singler. Det er ellers et dejligt og fængende lyt med en god spredning af behagelige breaks og drops, mens Rosalias skønne lyse stemme får lov at udfolde sig frit. Blandt andre popnavne der gjorde sig positivt bemærket sidste år vil jeg lige kort fremhæve The Weekend og Beyonce. 

Christine and the Queens - “Ma bien aimée bye bye” (synth pop) 

Videre til et andet sydeuropæisk fænomen nemlig franske Christine and the Queens, der har velsignet os med en tredje langspiller, eller: Pladen er faktisk ikke så spændende igen, men åbneren “Ma bien aimée bye bye” kan til gengæld noget særligt. Som titlen halvt afslører, foregår det meste på fransk, så jeg har ingen anelse om, hvad sangen omhandler. Chris anvender en mere luftig og let stemme end på tidligere udspil, hvilket sammen med den mellemtempo synth-besmykkede popproduktion frembringer billeder i mit hoved af sangeren dansende alene i døråbningen til et kælderdiskoteks bagindgang med flere længselsfulde blikke rettet mod massen i dansegulvets midte. 

MJ Lenderman - “Tastes Just Like It Costs” (hard rock) 

Med et tungt og forvrænget guitarriff beder og tigger “Tastes Just Like It Costs” tilnærmelsesvist om at blive spillet for fulde gardiner. Så skru volumen op på elleve og nyd et gedigent og befriende stykke rockmusik, der samtidig ikke bare er en pastiche på det allerede bestående. For selvom hård rock har det med at pege tilbage i tiden, så placerer kombinationen af lækker støj og indievokal sig trygt og eftertrykkeligt i vores samtid. Af andre mere traditionelt rockende bands føler jeg mig lettere forpligtet til kort at fremhæve black midi samt det overraskende comeback fra The Mars Volta. 

SZA - “Kill Bill” (alt rnb) 

Siden internettets demokratisering af musik og i særdeleshed de afkriminaliserende streaming-tjenester har vi alle fået direkte adgang til al musik fra alle tider, hvilket naturligvis betyder, at nyere generationer kan og vil lade sig inspirere af et langt mere mangfoldigt bagkatalog end tidligere. Nogen mener så, at dette hæmmer den musikalske udvikling, da vi i stedet for at skabe en ny diskurs blot forædler det eksisterende udvalg af genrer, stile og temaer til stadig marginalt anderledes udtryk – med den konsekvens at den musikalske afstand mellem 2022 og 2002 er langt mindre end den mellem 2002 og 1982. Denne udvikling synes SZA umiddelbart at underbygge med sit seneste udspil, hvorfra den skønt melodiske og hævntørstige “Kill Bill” stammer fra. Posen er i hvert fald blevet godt rystet. 

Nilüfer Yanya - “midnight sun” (indie rock) 

Når den stærkt forvrængede instrumentering indtager lydbilledet i al sin støjende pragt under sidste recitation af omkvædet samles alle mine tanker uvildigt om sangen på ny, og hvad der føles som blot et øjeblik senere føler jeg mig hensat til at starte nummeret forfra, hvormed jeg igen bliver mødt af det melodiøse beat, der med stor iørefaldenhed starter in medias res. Yanya var naturligvis ikke den eneste kvindelige singer-songwriter med ny musik sidste år, men der er jo desværre (og dog heldigvis) ikke uendelig mange pladser på denne liste. Jeg kan dog afsløre at boblerne var Soccer Mommy (med en meget gennemført plade), Angel Olsen, SASAMI, Cate Le Bon, Mitski, Arlo Parks og norkse girl in red. 

SAULT - “Angel” (soul) 

Det utrolig produktive kollektiv SAULT har på det nærmeste oversvømmet markedet med betagende og inspirerende musik siden 2019 – ja, vi fik sågar hele 5! langspillere det forgangne år. Jeg skal gerne være ærlig og sige, at jeg ikke bare tilnærmelsesvist har fået lyttet mig igennem det hele. Faktisk stammer “Angel” end ikke fra nogen af dem, men er i stedet udgivet som en ikke-album “single”. På papiret er det i hvert fald en enkelt sang, men i virkeligheden er de godt ti minutter nogenlunde ligeligt fordelt mellem tre relativt selvstændige sange. Det første byder på indigneret reggae, mens de sidste to mere lægger sig op af længselsfuld soul. Og så har kollektivets frontmand Inflo i øvrigt også produceret endnu en magtdemonstration af et album for Little Simz i 2022. 

100 gecs - “Runaway” (hyperpop) 

Året bød på mere Clarence Clarity-produceret alternativ pop i skikkelse af Rina Sawayamas periodisk underholdende anden langspiller (samt en anden og mindst lige så besynderlig efterfølger fra Nova Twins), men den bedste og mest fascinerede steroidinducerede pop finder vi hos 100 gecs og deres fantastiske indiespektakel “Runaway”. Begge medlemmer af duoen er involveret i produktionen og supplerer med vokal til den hyperpop-certificerede autotunemaskine, der faktisk får dem til at lyde lidt som hinanden. Okay, en del, men ikke helt, hvilket er det vigtigste. 

DANSKE SANGE 

Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet” (indie) 

Med tråde tilbage til Kliché’s messende elektrorock og TV-2’s ironisering revser Zar Paulo samfundet med både stil og humor på deres første EP – og i særdeleshed på nærværende sang med sit utrolig ørehængende omkvæd. Selvom The Minds of 99 har fundet en mere folkelig side frem af sig selv på deres fjerde langspiller, så tager de stadig sig selv relativt alvorligt og eventuelle forsøg på humor vil derfor mere eller mindre mislykkedes. Omvendt står det altså til med Zar Paulo. 

Ninna Lundberg – “Something in the Soil” (indie pop)  

Der er gået to år siden udgivelsen af Ganger’s seneste album, og det viser sig at et af medlemmerne har brugt denne tid på at sammensætte sin egen soloudgivelse. Ninna solodebuterede i 2022 med en EP, hvorfra “Something in the Soil” stammer. Det er et lille vidunderligt og intimt bekendtskab med Ninna’s stemme front og center. Altså noget af en afstikker fra Ganger’s teatralske dansemusik. Skud ud til andre singer-songwritere: Homesickness, Kristian Leth, CTM og Lydmor. 

SOLEN ER SEXET - “SKØDESLØSE LÆNDER” (indie rock) 

Lise Westzynthius må være en af mine absolutte favoritter blandt dansksprogede singer-songwriters med sit originale og inspirerende tekstunivers. I det forgangne år slog hun atter kludene sammen med Bjørn Rasmussen, og sammen albumdebuterede de under navnet SOLEN ER SEXET. Lyrisk er “SKØDESLØSE LÆNDER” temmelig pudseløjerlig med et syret billedsprog serveret på en bund af behagelig instrumentering samt en lettere insisterende synth. 

Tobias Rahim - “Feberdrømme Xx Dubai” (pop) 

Sensationen Tobias Rahim er her på listen den anden men formentlig bedste repræsentant for mainstreamen og i særdeleshed den følsomme mandlige sanger – og interessant nok er han ikke den eneste med et ben i begge lejre (tag bare Hans Phillip og Andreas Odbjerg). Ramt af ensomhed og mindreværd har Rahim feberdrømme om at være luder i Dubai, og det er nu ret fint og tilmed smukt. Og så kan man samtidig danse til det i al sin nærmest hyper-poppede æstetik.  

Liss – “Nobody Really Cares” (indie) 

Og nu vi taler om følsomhed og et tumultarisk indre er det naturligvis og på bedrøvelig vis svært at komme uden om Liss. Forsanger og tekstforfatter Søren Holm mistede i foråret 2021 livet til selvmord efter med Liss at have udgivet flere succesfulde EP’er samt færdigindspillet den debutplade, der endelig så dagens lys et års tid senere. Holm’s mistrivsel kommer særligt (og i særdeleshed i retrospektiv) til udtryk på “Nobody Really Cares” via en dyster tekst og hans melankolske stemme – i skarp kontrast til den halvpoppede produktion og det dansevenlige beat. 

Reveal Party – “Commercial Love” (indie pop) 

Med udgivelsen af to EP’er under samme titel (men forskellige undertitler) var Reveal Party snublende tæt på at albumdebutere sidste år. Jeg har dog uden tvivl lyttet mest til EP nummer to, og jeg overvejede sågar længe at inkludere hele EP’en i stedet for en enkelt sang. Det er sandt at sige også en kort udgivelse på mindre end fjorten minutter, hvilket jo egentligt bare er et usædvanlig langt nummer. Det lykkedes mig dog (sådan nogenlunde) at beherske mig selv og i stedet blot fremhæve åbneren “Commercial Love”, der er en yderst øm skæring med hviskende vokal, der synes at liste sig forsigtigt ind på lytteren. Musikalsk bliver der langsomt bygget op til en forløsning af en art, der bare aldrig når at komme. For at opleve det må man lytte videre til EP’en - alternativt kan man også bare starte “Commercial Love” forfra og lade sig hypnotisere af de begyndende betryggende toner. 

Bisse – “Venus” (indie rock)  

Efter et relativt tyst år vendte Bisse i 2022 tilbage med udgivelsen af sin tolvte langspiller. Vanen tro er pladen bygget op omkring et bestemt koncept, og denne gang drejer det sig om kærlighedssange fra en ungkarl. Igen har jeg valgt at fremhæve et åbningsnummer. Der er mange gode skæringer at vælge imellem, men der er absolut intet kompromissøgende over mit valg. “Venus” er simpelthen bare fantastisk smuk med den mest vidunderlige melodi. Eneste lille kurre på tråden er spillelængden, da sangen hjertens gerne måtte have været dobbelt så lang. Afslutningsvis vil jeg lige sende en varm tanke til andre påskønnede gensyn, der desværre måtte vige en plads på listen til fordel for en anden: Katinka, Peter Sommer, Aksglæde og Phlake. 

Tuhaf – “Jeg Ser Dig” (psykedelisk rock) 

2022 har været et glimrende år for rockmusikken herhjemme med navne som Kellermench, Brimheim, Joyce og Selina Gin. Ingen af dem er dog så inkarneret retro-rocker som dansk-tyrkiske Tuhaf med sin flippede guitarlyd og tyrkiske strengeinstrumenter. Men er det da bare ren nostalgi på piller? Fusionen af vestlig og tyrkisk rockmusikkultur blandet op med synthesizere og et personligt og samtidigt lyrisk udtryk gør heldigvis og netop bandet til mere end bare nostalgi. Apropos 70’erne er jeg også nødt til kort at nævne det dejlige band Rigmor, hvis forsanger i al sin klare skønsang bringer mindelser om hende fra Bifrost. 

Gorgeous – “Coyote” (indie pop)  

I skrivende stund har Gorgeous kun udgivet tre sange. “Coyote” er den anden i rækken, og er kort sagt super fængende med en ørehænger af et omkvæd over inciterende rytmer. Bag nævnte monikor gemmer sig en duo bestående af sanger og sangskriver Maríe Louise samt producer og multi-instrumentalist Enrique Murga, og jeg glæder mig allerede til at høre meget mere fra dem. Fra samme boldgade kan i øvrigt nævnes Lucky Lu, der faktisk kortvarigt var på listen med en færdigskrevet tekst, men som altså måtte se sig forvist i ellevte time. Måske jeg kommer til at fortryde det senere. 

eee gee – “New Years Ex” (indie rock) 

Den kvindelige singer-songwriter eee gee har vist sig at være en sand anmelder-darling, og er således også havnet på flere year-end lister med sit debutalbum. Jeg har haft svært ved at frembringe samme grad af begejstring for hendes musik, men det ændrede sig faktisk her for ganske nylig, da hun på årets andensidste dag udgav den mestendels akustiske “New Years Ex”. Hun nærmer sig med dette nummer sine amerikanske samtidige såsom Clairo og Phoebe Bridgers, men uden at lyde som en kopi og da slet ikke en dårlig en af slagsen. 

“Got a feeling twenty-one is gonna be a good year.”  

Well... 

UDENLANDSKE SANGE 

Phoebe Bridgers - “That Funny Feeling” (indie folk) 

Bo Burnham har vist gang på gang, at han kan skrive strofer og melodier, og selvom hans vokal da er blevet bedre med tiden, så bliver den nok aldrig sådan rigtig fed. Det er derfor også altid fascinerende, når han pakker sin vokal ind i lag af Kanye-level kunstnerisk auto-tune – som eksempelvis den fremragende og rørende “Can’t Handle This” eller den nylige og ganske populære “All Eyes On Me” fra hans seneste show. Hvis du kan huske nogen sang fra showet, er det sandsynligvis den. Til gengæld kan du sikkert ikke huske den foregående lille lejrbålssang “That Funny Feeling”. Vokalen er triviel og halvkedelig, men hvis nogen på den amerikanske singer-songwriter scene kan lave om på dette og indfri hele sangens potentiale, så er det naturligvis indie-darlingen Phoebe Bridgers. Hendes bandmates fra Boy Genius, Lucy Dacus og Julien Baker, har – modsat Bridgers - begge udgivet (roste) langspillere i det forløbne år, men alligevel dukker hun op på listen igen? Phoebe Bridgers er pt. dronningen af indierockens singer-songwriter game. Ingen over. 

Cat Power - “Bad Religion” (indie rock) 

Endnu et cover, men denne gang af et næsten 10 år (!) gammelt nummer: Frank Ocean’s formidable ballade fra debutpladen. På flere måder virker Power’s version som én diametral modsætning til originalen; instrumenteringen er så gennemsyret rytmisk, at trommerne tillader sig at komme og gå efter forgodtbefindende. Musikken omslutter fuldstændig lytterens opmærksomhed fra første sekund. Fire takter senere entrer Power’s vokal, der til sammenligning med Ocean’s er mumlende og næsten tøvende. Derudover har hun også foretaget væsentlige ændringer i teksten samt pillet betragteligt ved den sungne melodi. Det føles som en helt ny sang, og sikke en. Hele konstruktionen har så hypnotiserende en effekt, at jeg har været nødt til at efterlade både Nick Cave og The War On Drugs i klipperummet. 

Japanese Breakfast - “Paprika” (indie rock) 

Til prisen for årets bedste vokal vil jeg gerne nominere Japanese Breakfast’s Zauner og hendes vokal på “Paprika”. Måden hvorpå sangen bygger op fra verset til det endnu længere omkvæd for til sidst at eksplodere i et festfyrværkeri af et refræn - det er herligt. Den uafvendeligt celebrerende tone bakkes op af Zauner’s lyriske hyldest til sit fag og glæde ved at optræde - altså lige med det lille aber dabei at der også er en tid imellem optrædener, hvor gejsten er noget svære at opretholde. Det kaster en mindre og klædelig skygge henover fejringerne og skaber en kærkommen dybde i et allerede forrygende musikalsk stykke (der minder mig en smule om bl.a. Indigo de Souze). 

Snail Mail - “Ben Franklin” (alternativ rock) 

Omfanget af min begejstring for Snail Mail var formegentligt ganske tydelig, da jeg inkluderede hende som hovednavn på min 2018-liste. Dengang for tre-fire år siden bød hun på sommerlun buzzy og melankolsk stemningsfuld guitarrock. Det gør hun ikke rigtig længere på sit andet album fra 2021. Den karakteristiske slowburn guitarlyd er blevet erstattet med en mere afdæmpet og til tider akustisk guitar, mens strygere pludselig også har gjort deres indtog. En af sangene er sågar langt mere pop end rock. Lindsey har desuden skiftet det uskyldige ud med en forfriskende kækhed. Ikke så mærkeligt, da det i et par korte sidebemærkninger på pladen bliver nævnt, at hun har været i rehab (hvilket også forklarer den lange kunstnerpause), men hele denne, formodentligt tumultariske, oplevelse fylder altså relativt lidt på en skive dedikeret – ligesom debuten – til ulykkelig kærlighed. Kort sagt er hun blevet ældre - dvs. entreret sine tyvere – men kærestesorgerne er ikke gået nogen vegne. Så er pladen god? Jeg er gået med den næsten funky rocker “Ben Franklin”, men jeg havde flere kandidater at vælge imellem. Så ja – ellers ville denne plads formegentligt også være blevet taget af enten Bnny, Grouper, Clairo eller Faye Webster. 

The Armed - “ULTRAPOP” (noise rock) 

Jeg havde egentligt allerede skrevet en tekst om Big Thief, men i sidste øjeblik skete der altså en udveksling. Vi fik nemlig to helt store støjrockalbum i 2021 fra henholdsvis Low og nærværende The Armed, og jeg havde det simpelthen for svært med helt at ekskludere dem. Mens Low (i øjeblikket) er et lille band bestående af to medlemmer, der var med til at stifte bandet tilbage i halvfemserne, er The Armed nærmere et kollektiv - både i størrelse og form – og dannet 15-20 år senere. Derudover startede The Armed som punkrockere, hvilket de sådan set stadig er langt hen ad vejen. Det er dog ikke noget, der just kommer til udtryk på nærværende titelsang og åbner fra deres seneste udspil. I stedet får man velproduceret glitchy, skraldet og højst melodiøs støj (eller ultrapop), som man netop kender det fra Low (sådan da).

Lost Girls - “Real Life” (eksperimentel) 

Det er vel egentligt en slags drone-lignende elektronisk musik tilsat støjende guitar, hvad norske Lost Girls har disket op med her. Det er dog i virkeligheden misvisende at kalde det enten rock eller elektronisk. Pigerne har fundet et sweet spot og er lykkedes med at skabe noget lidt anderledes. Det programmerede beat har en hypnotiserende effekt, mens den forvrængede free-form guitar holder på lytterens opmærksomhed om end fokus formegentligt vil skifte frit mellem de to samt de indlagte lydeffekter og den yndige vokal. Nu vi er i det norske, vil jeg i øvrigt også lige sende en hilsen ud til rapperen KØBER for et glimrende alternativt album. 

Arooj Aftab - “Saans Lo” (kammermusik) 

Allerede under mit første lyt af pakistanske Arooj Aftab’s seneste album besluttede jeg mig for at inkludere hende på nærværende liste. Spørgsmålet var bare med hvilket nummer. Den populære “Mohabbat” er med sit større rytmefokus lige så meget folk som det kan siges at være jazz. Anderledes er det med “Saans Lo”, en langsom og minimalistisk skæring. Den er til sammenligning væsentligt mindre pågående, men af den grund også mere tilbøjeligt til at blive forbigået som ikke andet end baggrundsmusik. Flere komponister har givetvis taget mærkatet “baggrundsmusik” til sig som et mål i sig selv – senest Jon Hopkins – men det er ikke tilfældet her med Arooj Aftab. 

PinkPantheress - “Just for me” (rnb) 

Her er noget til SoundCloud-hovederne derude. Eller faktisk nærmere TikTok-hovederne, da det først var efter skiftet hertil, at hun oplevede et gennembrud. Siden da har hun fanget opmærksomheden hos diverse online magasiner og endelig udgivet sit debutalbum. Med en fortid (måske også nutid, og hvem ved, fremtid?) i TikTok er hendes sange formfuldendte med ganske korte spilletider, et snit på mindre end to minutter. Nærværende sang med sin Medina-klingende titel og farligt fængende refræn er da også lige på undersiden af to minutter, hvilket blot indbyder til lige én afspilning mere. Det lyder lidt som dagen i morgen - måske endda mere end futuristiske Xenia Rubinos. 

Little Simz - “Introvert” (UK rap) 

Der er allerede gået to år siden Simz’ forrige pladeudgivelse, men når man lytter til den nye Sometimes I Might Be Introvert virker det alligevel som endnu længere. På den gode måde. For hold da op, der er sket meget. GREY Area udgjorde tydeligvis en form for gennembrud for den kvindelige rapper, da budgettet siden virker til at være mangedoblet. Åbningsnummeret “Introvert” er et primo eksempel på dette med sit episke, filmiske udtryk, klassiske instrumentering og høje produktionsværdi. Det er nærmest for meget, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at Simz nu og med pragt ikke bare har indtaget den lille scene men også dens store. Så selvom der også heldigvis er plads til navne som Dave og Flowdan i engelsk hip-hop, så håber jeg nu, at Simz i stigende grad baner vejen for andre ligesindede. 

Kanye West - “Jesus Lord” (alternativ hip-hop) 

Hvad der måske er en lettere kontroversiel udtalelse, så er Kanyes seneste udspil, Donda, sandsynligvis det bedste siden MBDTF, og når det er tilfældet, så kan man jo ikke andet end at byde manden indenfor – hvilket til gengæld beklageligvis holder navne såsom Backxwash, p4rkr, 81355, Shad, Wiki, Armand Hammer, Lukah, sågar J.Cole og naturligvis Tyler the Creator ude af listen. Kanye formår på det allerhøjeste at matche banging beats samt nærværende og indigneret rap med indbydende melodier, fængende refræner og rørende sang. Der bliver fortsat kigget meget mod himlen, men det virker væsentligt mindre egensindigt og prædikende end på JESUS IS KING. “Jesus Lord” er spydspidsen af disse straight bangers med et kongevers fra Jay Electronica.

DANSKE SANGE 

Guldimund - “Dem, Vi Plejede At Være” (indie) 

Jeg havde sidste år Guldimunds single “Brænder Stadig” med. I mellemtiden er hele EP’en så udkommet, og mod alle forventninger indeholder den utrolig nok et endnu bedre nummer, nemlig den titulære “Dem, Vi Plejede At Være”. Asger er tredive med kæreste og barn, men romancen er ikke, hvad den har været. Det er der kommet en række nærværende, sanselige og rørende sange ud af med tekster der cirkulerer om banale men allerhøjest relaterbare situationer og oplevelser – for på den måde at beskrive oplevelsen af opgivelse og skuffelse uden brug af selvsamme ord. Lyrisk er sangen (og EP’en som helhed) en prosaisk genistreg, samtidig med at musikken er fantastisk formfuldendt i sit smukke, melodiøse udtryk. 

Hans Phillip - “somendrøm” (rnb) 

Nærværende selvstændige single lægger sig egentligt sikkert i slipstrømmen på Phillip’s solodebutplade fra året før, men den byder dog på en umådelig humørspredende og stemningsfuld sommervibe – det er lige så man kan dufte rapsen, se køerne græsse for det indre øje og svagt høre en musikfestival et sted ude i det fjerne. Bare herligt. Således blev Phillip fakelbærer for de varme sommerhits - foran folk som PATINA, FRAADS, Blikfang og Undertekst.

Ydegirl - “Parody of Crime” (noir pop) 

Med sin dybe vokal samt melodiøse men overvejende klassiske instrumentering kan Ydegirl’s singer-songwriter pop siges at have en barokæstetik - men uden at virke anakronistisk eller nostalgisk. Mest af alt er musikken bare svær at kategorisere, hvilket sjældent er en dårlig ting. Nærværende titelsang fra hendes debutalbum er på mange måder repræsentativt for, hvad Ydegirl gør og kan – samtidig med at sangen er, hvad man i dag kalder, post-metoo. Og apropos singer-songwriters og hæderlig omtale: Selma Judith, Kamma, Brimheim og Kira Skov.

Angående Mig - “BLOMSTER I LAKKEN” (alternativt) 

Hvad er bedre end én omvæltende dansksproget musikalsk oplevelse inden for samme år? To naturligvis – og det kan jeg takke den lettere punkede Angående Mig for. Havde jeg kendt til hende for tolv måneder siden, var hun også strøget til tops på sidste års liste, men nu gælder det altså 2021, og også her har hun været rimelig produktiv. Hvis man lytter til Angående Mig’s tidligste sange, kunne man godt forveksle hende med Marie Key, men siden da har hun gennemgået en imponerende udvikling, og i dag har jeg ærlig talt ikke noget at sammenligne hende med. Hun er en smule punket i sin måde at klæde sig på og sin hang til lettere støjende musikalske virkemidler, samtidig med at hendes dybe vokal hentet helt nede fra mellemgulvet udvisker diverse linjer mellem sang og tale. Instrumenteringen er relativt rocket og stærkt melodiøs men underlagt et glimrende hip-hop-agtigt beat. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg elsker det. 

First Flush - “Blanke Mørke Stille” (indie rock) 

Drengene i First Flush er noget så spændende som et rockband med en forkærlighed for auto-tune. De lagde ud med en uomtvistelig gør-det-selv undergrundslyd, men for hvert album er produktionen forfinet og melodierne opstrammet – i en sådan grad at deres fjerde og seneste plade nærmest er én lang parade af ørehængere. Udvalget var derfor stort, da der uundgåeligt måtte udvælges en sang her til listen. Jeg har valgt at gå med sjæleren “Blanke Mørke Stille” med sit langsomme tempo og særlige fokus på forsangerens fascinerende og stærke vokal. Bye bye, Jung.

Iceage - “Shelter Song” (post-punk) 

Sammen med den nostalgiske rnb-sangerinde Erika de Casier er post-punkbandet Iceage formegentligt det mest anmelderroste og omtalte danske musiknavn i det store udland i det forgangne år. Lige i Iceage’s tilfælde er det dog ikke nogen overraskelse, da samtlige af deres plader er blevet flot modtaget overalt i verden. Senest med Seek Shelter hvorfra “Shelter Song” nødvendigvis må stamme. Som altid bydes der på den mest charmerede og melodiøse hårde rock. 

FABRÄK - “DAARLIGT” (punk) 

På bedste punkmanér gør Fabräk op med alle de (frygtelige) tendenser, de observerer hos venner og bekendte. Altså en god omgang smagsdommeri, men hvis du allerede inden første lyt tror, at du ved, hvilke områder og interesser de finder dårlige, så tager du med al sandsynlighed fejl. Det er ikke bare en lang smædekampagne mod åbenlyse dårskaber, vi alle kan blive enige om. Det er ikke engang bare et opgør med småborgerlighed - som med den oprindelige punk er der et ønske om at skære helt ind til benet. Det er ret morsomt, og vigtigst af alt musikalsk underholdende. Og så lige skud ud til Neu Sierra og PRISMA.  

girlcrush - “Lucky” (pop-punk) 

Pigegruppen girlcrush er med egne ord en “queer feministisk pop-punk trio”, og hvis man lytter til deres seneste single “Lucky” (og første fra det kommende debutalbum), vil man formegentligt ikke være tilbøjelig til at protestere. Sangen fortæller - og ikke uden humor - om bagsiden af medaljen, hvad angår den i nyere tid klassiske filmtrope manic pixie dream girls. Ord man i et selvironisk tvist også kan knytte til vokalen og sangen i det hele taget med sit upbeat tempo og tyggegummi melodi. Det er en formidabel ørehænger - og vigtigst af alt så lyder det ikke som noget taget direkte ud af 00’erne. Det føles både friskt og aktuelt. 

Per Vers - “Kartoffelhånd” (hip-hop) 

Foruden at have et omslag tegnet af Kvium har Per også formået at score beats fra flere store amerikanske producere – nogen af dem sågar afdøde. Således er det gået til, at man på bagsiden af omslaget kan læse navnet Jay Dilla ud for nærværende sangtitel. Som om det ikke var overraskende nok i sig selv, så er det ovenikøbet en banger af et beat. Per ved godt at dette forpligter, så han har fået finpudset flowet og lægger to vældig underholdende vers. 

Kristian Leth - “Den Episke” (indie rock) 

Jeg har holdt meget af at lytte til Leth og Christensens “Album”-podcast, men jeg havde ikke just regnet med at skulle lytte flittigt til førstnævntes musik, men det er altså sket nu i kraft af singlen “Den Episke”. Det er et stykke pænt og nydeligt poprock uden en eneste skarp kant at skære sig på. Sangen er ovenikøbet en ganske håbefuld og positiv sag om ikke bare kærligheden men også livet selv - om end den lettere ængstelige vokal kaster en mindre skygge hen over projektet. Sangen minder mig på mange måder om Bisse’s “Seks Hjerter”. Apropos Bisse... Han har ikke udgivet andet end to singler i 2021. Jeg ved fra liveshows at han arbejder på mindst to albums, og at der allerede er knivskarpe sange klar – men de er bare ikke udgivet endnu... Næste år. Samme med The Minds of 99, mistænker jeg.

Godt nytår!
Ti danske, ti udenlandske - kør!

DANSKE SANGE
FRAADS - "Dragekvinden" (indie pop)
Der bliver fortsat i det danske musiklandskab eksperimenteret derudaf med at blande rnb, hiphop og pop - sang og rap. FRAADS hittede stort i 2019 med et større fusionsbæst, mens de i 2020 på deres debuterende langspiller bevæger sig en anelse ind i skyggen af Barselona - blot for at forsvinde ud igen på den anden side med tætskårede sange som nærværende "Dragekvinden".

Guldimund - "Brænder stadig" (melankolsk indie pop)
Lige i hælene på etablerede navne som FRAADS har vi Guldimund, der i 2020 slet og ret debuterede med den melankolske "Brænder Stadig". På bedste vis har de fået bikset et langsomt guitardrevent stykke pop sammen med en sårbar og ulykkelig vokal. Så selvom de også opererer indenfor indie poppen som flere af deres populære kollegaer formår de stadig at skille sig ud fra mængden.

School of X - "Collarbone" (moderne rnb/pop)
Som en blanding af Elias Boussnina og FRAADS byder School of X på... mere indie pop - men denne gang på engelsk og med duften af lidt rnb; beatet træder tydeligere frem ved at fremhæve slagtøjet i mixet, korte guitarsolo-agtige riffs afslutter omkvædet, mens School of X leverer en halvdoven vokal.
Apropos vokal, så dukker Lord Siva sørme også op og lægger et par engelske linjer i C-stykket. Ikke ulige Phlake er vi oppe på internationalt niveau her.

Bisse - "Den Hovedløse Rytter" (indie)
Intet år uden Bissen - der ovenikøbet velsignede os med to album i 2020 - den første fra soveværelset under nedlukningen i foråret, den anden fra en lille efterårslysning midt i en fyrreskov et sted på Sjælland. "Den Hovedløse Rytter" er fra sidstnævnte plade; egentligt en break-up plade men som en rød tråd gennem melankolien ænses altid et lysglimt, et håb. Hvilket i virkeligheden også er et nydeligt billede på den almindelige sindstilstand under anden bølge af Coronaen.
Og så lige skud ud til Peter Sommer og Michael Falch.

Ganger - "Bunker" (alternativ pop)
Vi blev som bekendt lovet en trilogi af Ganger, og midterstykket landede således i det netop forgangne år. Det er på flere måder en mere eksperimentel udgivelse med næst til ingen hensyntagen til almindelige sangstrukturer.
Nærværende sang og single er i den lettere tilgængelige ende, men er både lyrisk og musikalsk et meget fascinerende lyt. Og så lige skud ud til den fabelagtige omend korte saxofon-solo til slut.

Jung - "Blitz, Baby" (indie rock)
Chancen for at du kender Jung allerede er temmelig stor, for selvom de kun lige har smidt deres første plade på gaden, er de allerede blandt de mest eksponerede bands herhjemme og bliver da også flittigt spillet på P3.
Jeg klager dog ikke, da Blitz er det album jeg lyttede mest til sidste år. De ligeledes glimrende omend mere punkede Joyce tog førstepladsen på Gaffas yearend-list, hvilket jeg dog stadig ikke helt forstår.

GRETA - "Waves" (dreamy synthpop)
Hvad jeg lige har skrevet om Jung, gør sig egentligt også gældende for GRETA - bare i mindre skala og med P3 skiftet ud med P6. GRETA debuterede sidste år med sit vanvittigt stilsikre synth-glade to-delte album Ardent Spring, hvorfra nærværende sang udspringer. Det er utroligt stemningsfuldt og veleksekveret, og så betyder det ikke så meget, at GRETA egentligt er tysker men altså har boet i Danmark i små ti år.

Lord Siva - "Solhverv" (synthpop)
Jeg efterlyste i sidste års liste endnu flere covers i dansk musik, og som de fleste efterhånden nok ved, leverer Lord Siva her et cover af dansktop-projektet Humørekspressen. Skru produktionsværdien flere tak op, tilsæt nye vers af Siva og drys inciterende ad-libs ud over sangen, og så har du et af 2020's største danske hits.
Og så har jeg end ikke fået nævnt Sivas vellydende langspiller, jeg egentligt tidligere havde tænkt mig at smide på listen i den ene eller anden form.

Baby in Vain - "Before You" (garage rock)
Nyt fra pigerne i Baby in Vain er som regel altid godt nyt, og 2020 var så bestemt ingen undtagelse hertil.
Lyden er stadig rå samt Baby-in-Vainsk-melodiøs og guitaren stærkt forvrænget, mens nærværende sang og albumåbner ovenikøbet også indeholder en besnærende og velkommen guitarsolo, hvis du skulle være i tvivl. Og så lige et skud ud til Communion.

Tue Track & SULKA - "Undskyldforevigt" (rap)
Undergrundens P6-pendant til P3's glimrende Artigeardit. Tue Track sidder bag knapperne, så du ved det lyder godt. SULKA er den anden mest omtalte kvindelige rapper i 2020, og selvom hun også har attitude at dele ud af, så er det af en lidt anden slags. Hun flyder selvsikkert over beatet med en monoton intonation som en blanding af det hårde og det ligegyldige, hvilket til tider brydes af sekvenser af nydelig skønsang.
Det lyder bestemt cool og lyrisk er der ikke en finger at sætte på hende, men det kunne nu alligevel være interessant at høre hende rappe med sin *egen* stemme, som man hører den på "Vintertid".

UDENLANDSK SANGE
Childish Gambino - "53:49" (alternativ rap)
Gambino har udgivet endnu et mærkværdigt album, og ligesom sidst er der langt fra bundniveauet til topniveauet. En af grundene til dette er albumlukkeren "53:49" (navngivet efter sekundet sangen starter på pladen). Det er en af de mest imponerende musikalske energiudladninger fra året der gik, og er samtidig også Gambinos mest forfriskende og futuristisk-lydende skæring hidtil.

Jay Electronica - "Universal Soldier" (east coast rap)
Den nærmest sagnomspundne og mytiske Jay Electronica udgav endelig sit - eller i hvertfald ét - debutalbum. Hovedsageligt produceret af ham selv og lidt overraskende med Jay-Z gæstende næst til alle skæringer. Okay, produktionen er en smule bedaget - en af sangene er da også ti år gammel. Men er man indforstået med de stærke religiøse undertoner (mere allegorisk, mindre 'praise the lord'), har man et temmelig episk nummer i vente.

Mac Miller - "Surf" (chill rap)
Jojo, det er vel trist nok, når en ældre halv-pensioneret musiker dør, men vedkommende levede formegentligt et fuldt liv og genererede ikke længere et relevant kunstnerisk output, så det er primært en sorg følt af familien. Men så sker det jo desværre også af og til, at afdøde var lang vej fra sin pension og kunstnerisk kun lige kommet i gang; Mac Miller var en sådan person, han var slet ikke færdig.
Sidsteårs posthume udgivelse er et gennemført chill Mac Miller album - samtidig med at det takket være sin tidstypiske guitardrevne hiphop-produktion lyder nyt og anderledes.

Porridge Radio - "Born Confused" (alternativ rock)
Det meste af nummeret er en kortvarig gentagelse af 'Thank you for leaving me, thank you for making me happy' efterfulgt af en længere og voldsommere gentagelse af sidste del. Linjerne bliver leveret med en desperat og insisterende vokal, men selvom sangerinden synger til et 'dig', lyder hun snarere til at forsøge at overbevise sig selv om ordenes rigtighed. Det er meget bevægende, og i øvrigt en fin lille melodi.

The Weeknd - "Blinding Lights" (synthpop)
Et af de største udenlandske hits er interessant nok også stærkt inspireret af 80'erne. Musikalsk er der sandelig langt fra The Weeknds intime og tilrøgede men samtidig skarptskårede kammermusik fra engang tilbage i tiden til denne Max Martin-producerede pop-sensation. Faktisk så langt, at det dårligt giver mening at sidestille hans sange på denne måde. Pointen er, ja det er anderledes, men det lyder sgu stadig fedt.

Phoebe Bridgers - "Moon Song" (singer-songwriter)
Ved at inkludere Phoebe Bridgers endte jeg ultimativt også med at ekskludere bl.a. Fiona Apple, hvilket måske siger meget. Dog egentligt ikke i mit hoved, da Bridgers simpelthen har været umulig at komme udenom i 2020. Hun er singer-songwriter af den traditionelle rock-variant om end hendes melodier ofte udgøres eller suppleres af strygere og horn fremfor guitar. Derudover besidder hun en nærværende og dybt melankolsk sangstemme - men snarere på den der dejlige melankolske facon end den deprimerende, mens hendes tekstunivers er både vedkommende og rørende.
Jeg kunne snart have valgt en hvilken som helst sang fra Punisher, men "Moon Song" skal uden tvivl nok få budskabet igennem. Hun udgav i øvrigt også et cover af "If We Make It Through December", der musikalsk ligger sig i forlængelse af pladen, og muligvis er blevet min nye yndlingsjulesang (hvis man kan have en sådan).

The Strokes - "Selfless" (alternativ rock)
Da de droppede singlen "At the Door", var jeg både overrasket og klar på mere. Til sidst kom pladen, der stille og roligt sneg sig ind på mig, og pludselig var The New Abnormal et af de album, jeg havde lyttet mest til i 2020. De andre sange voksede frem, og lige i øjeblikket render "Selfless" altså med opmærksomheden. Det er naturligvis rytmisk ad helvede til, mens Casablancas' falset piller bandet ud af den alternative rock-lineup. Han holder bestemt intet tilbage på hverken pladen som helhed eller "Selfless".
Og således fik The Strokes også vippet bl.a. Palace Winter af pinden.

Kelsey Lu - "Morning Dew" (alternativ rnb)
Det er blevet til et enkelt nyt solonummer siden sidste års mesterværk Blood, og Kelsey Lu har på ingen måde mistet sit touch. "Morning Dew" spiller sig langsomt frem med akustisk guitar og enkelte andre stemningsfulde virkemidler - naturligvis akkompagneret af Lus smukke, smukke stemme. Det må være umuligt at lytte til dette nummer uden at blive påvirket - på den gode måde.

Trace Mountains - "Lost in the Country" (indie/singer-songwriter)
Jeg var nødt til at inkludere Trace Mountains, da han byder på den der nærmest hyggelige indie/singer-songwriter lyd, man bl.a. også hører hos Why?. Den der slags musik, der lyder til at være indspillet på en lille grøn bjergside blandt venlige dinosaurer i et stort opsat udendørs studie med moderne teknologi. Det er bare dejligt, og her er "Lost in the Country" et førsteklasses eksempel.

Sufjan Stevens - "America" (psykedelisk folk rock)
Stærke psykedeliske strøg så vi i 2020 også hos vennerne i bl.a. Tame Impala og The Flaming Lips, men ingen af dem gjorde det på samme episke niveau som Sufjan Stevens. I mere end otte minutter tryllebinder "America" lytteren med et hypnotiserende og repetitivt-men-langsomt-udviklende riff for til sidst at implodere på sig selv, hvorefter en tre-fire minutter lang instrumental epitaf følger.
Sufjan har flere gange bevist, at han mestrer både det lille og intime samt det stort anlagte og grandiøse - her er endnu et eksempel på sidstnævnte.

Godt nytår!

Traditionen tro byder jeg i denne forbindelse på et udvalg af sange fra det forgangne år.
Som de sidste to år drejer det sig om ti danske sange samt ti udenlandske sange.
Selvom dette projekt egentligt startede med at jeg gerne ville nuancere lydbilledet med flere forskellige musikalske perspektiver, må jeg nok indrømme, at mine lister ikke længere er helt så eklektiske som den første. Oh, well.

DANSKE SANGE
Bisse - "Sanjay Shah" (indie)
Endnu et år, endnu en udgivelse fra Bisse. Jeg gruer for det år, hvor det enten ikke er muligt eller giver mening at inkludere noget med bissen. 2019 var dog ikke et sådan år, da han smed sin semi-country-agtige plade på gaden just timet med høsten.
I pladens to musikalske højdepunkter revser Bisse henholdsvis svindleren Britta samt skattesnyderen Sanjah Shah. Førstnævnte blev udgivet som single og er derfor væsentlig mere populær, og jeg kunne da også sagtens have valgt denne, men jeg har nok hørt sidstnævnte mest. Jeg hørte først "Sanjay Shah" tilbage i juni, da Bisse spillede sin eneste sommerkoncert, og det var bestemt et dejligt gensyn senere på året, hvor jeg endelig fik hørt indspilningen.

Barselona - "Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske" (indie pop)
Den trofaste læser vil måske bemærke, at der ikke er mange danske gengangere på listen i år (ingen udover Bisse). Det er også helt korrekt, på trods af at eksempelvis Peter Sommer havde et par singler (og allerede kommer med nyt album i januar). Vi slipper dog ikke helt for Sommer i denne omgang, da nærværende sang er et cover af hans fremragende 2018-sang (som jeg iøvrigt havde med på sidste års liste), og Sommer gæster ovenikøbet også nummeret.
Det er et nummer som dette, der gør, at jeg ønsker mig flere covers i dansk musik. For god damn, det er lækkert - og helt sin egen.

Efterklang - "Vi er Uendelig" (indie ballade)
Efterklang er tilbage - og så ovenikøbet på dansk. De har valgt at bringe det danske sprog i spil over en række nydelige ballader, hvilket et et overraskende, men absurd effektivt træk.
Det er er en af den slags plader, man let får lyttet overfladisk til, men giver man den sin fulde opmærksomhed og/eller gentagne lyt, så åbner der sig en helt verden for ens fødder. Den smukkeste danske plade sidste år.

Ganger - "Kometen" (alternativ pop)
Ganger er ledet af en ambitiøs og eksperimentel idémand, der sammen med sine fire medsammensvorne spiller op til dansk pop, som du ikke har hørt det før. Med strejf af noget overvældende mørkt, omskiftelige rytmer og melodier samt besynderlige tekster er hele pladen som helhed, men måske særligt singlen "Kometen", komplet uforudsigelig i sin opbygning.
Jeg glæder mig allerede til de to næste kapitler i, hvad der angiveligt er en trilogi.

Hans Phillip - "Dagdrøm [1]" (moderne hip-hop)
Ligesom flere af de mest interessante rappere den sidste tid blander Hans Phillip (fra Ukendt Kunstner-fame) sang og rap samt tildeler melodi og akustisk guitar en ualmindelig stor rolle i produktionen.
"Dagdrøm [1]" er et perfekt eksempel på dette, men jeg har mest af alt også bare lyst til at smide en varm anbefaling efter hele Forevigt, hvor sangen stammer fra.

Elias Boussnina - "05:30" (rnb)
Med en farverig fortid som soundcloud-rapper med gimmicky tekster og tunge beats er Elias måske ikke den oplagte kandidat til at lægge navn til en af årets bedste danske rnb-udgivelser, men så droppede EPen Shameboy.
Den åbner med "05:30", der ligesom resten af EPen er fantastisk flot produceret, mens Elias lægger an med en lækker vokal og et mere end funktionsdygtigt omkvæd.

Bidt - "Sig til Hende" (indie rock)
Her har vi noget folksy rock med hang til en anelse forvrænget guitar og nasal vokal, og selvom deres tekster i høj grad cirkler omkring kærlighed, så er der bare et eller andet mærkeligt ved deres ordsammensætninger og generelle tekstunivers. Det er dog dette lidt flyvske greb af deres, der gør pladen temmelig underholdende. Ikke mindst den fede "Sig til Hende".

ORM - "Klippens Lyse Hal" (black metal)
Og direkte ind fra venstre kommer altså her et stykke med mædal. Det er et langt nummer fyldt med growls og geværsalve-tromme, men som en rød tråd igennem hele herligheden finder man melodien.
De synger i øvrigt på dansk, hvilket jeg naturligvis beundrer, men når man alligevel ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan det næsten være ligemeget. Omend jeg er ret sikker på, at der på et tidspunkt bliver sagt noget med "troskab".

IRAH - "Unity of Gods" (indie pop)
Jeg bliver simpelthen altid så pokkers glad, når jeg hører starten på dette nummer. Det er noget så herligt som en sjælfuld popsang, hvor rytme og melodi nærmest er blevet én og samme størrelse. Klaveret fungerer nemlig i mindst lige så høj grad som et rytmisk organ, der sammen med trommen glimter ved sit fravær i det forrygende lille break inden omkvædet.
Jeg troede længe, at Panamah's glimrende "Fantaster" ville havne på listen (på trods af gruppens resterende udspil), men det fik denne perle hurtigt lavet om på.

Lowly - "baglaens" (elektronisk pop)
Jeg var meget i tvivl om, hvilken sang der skulle have den sidste plads. Jeg var både omkring bl.a. Kippenberger, Spellcaster og Collider, og jeg er ærlig talt stadig ikke helt sikker på, at jeg træf det rigtige valg. Men valgtet faldt altså i sidste ende på "baglaens" fra Lowly, der trods titlen desværre ikke er på dansk. Det er dog et helt igennem herligt nummer med et forrygende beat og en drømmende vokal - og her må fremhæves den smukke hook-agtige og tilbagevendende forsiring af ordet "I".

UDENLANDSK SANGE
Bon Iver - "Sh'Diah" (alternativ)
Den eneste genganger på årets udenlandske liste, der ikke er JPEGMAFIA. I min verden er det simpelthen ikke længere en mulighed at komme uden om Bon Iver. Min "Your Top Songs 2019" Spotify-playliste er fyldt med sange fra deres nye plade foruden flere ældre af slagsen. Ganske simpelt fordi bandet med Justin Vernon i spidsen har lavet noget af det mest inciterende og smukke musik i det forrige årti. Jeg kunne snildt have valgt en håndfuld andre skarpe skæringer, men nu faldt valget på den nydelige "Sh'Diah", der åbner med en hjerteskærende vokal for senere at udvikle sig til et halvjazzet instrumentalnummer.

Kelsey Lu - "Blood" (gothic whatever)
Det er altid en fornøjelse at kigge igennem diverse AOTY-lister henover et årsskifte, og selvom der jo altid opstår uenigheder, så har jeg alligevel aldrig oplevet noget som i år, hvor alle tilsyneladende har glemt alt om Kelsey Lu og hendes fantastiske debutalbum Blood. Jeg var fra første lyt ovenud imponeret af den unge amerikanske sanger/sangskriver/cellist/producer, og jeg var endda også så heldig at opleve hende live i Søpavillonen i sommers.
Som udgangspunkt laver Kelsey mørkt, mørkt stemningsfuldt minimalistisk musik styrket af cello, violiner, keys og den lejlighedsvise tromme, hvilket titelnummeret er et fremragende eksempel på. Jeg siger dog "som udgangspunkt", da hun derudover også bl.a. forsøger sig med et drømmende cover af "I'm Not In Love" og apropos Bee Gees det dybt svingende discotrack "Poor Fake".

FKA Twigs - "home with you" (modern rnb)
Nu har jeg godt nok kaldt det rnb, men der er faktisk ikke meget rytme over netop "home with you" - blues rammer til gengæld ikke helt ved siden af. I virkeligheden minder dele af FKA Twigs musik om tidligere nævnte Kelsey Lu - bare knap så gotisk. Nærværende sang har en super stemningsfuld men i virkeligheden relativ spinkel produktion domineret af sporadiske keys, omend den egentlige hovedattraktion uden sammenligning er Twigs formidable, lettere computer-manipulerede vokal.

Jamilla Woods - "BASQUIAT" (jazzy rnb/hiphop)
Med sin besnærende blanding af rnb og jazzet hiphop trækker "BASQUIAT" nogle tråde tilbage til eksempelvis Kendrick Lamars magnum opus To Pimp a Butterfly. Det lyder egentligt bare super lækkert, og det gælder også gæsteverset fra rapperen Saba, der naturligvis passer ind som hånd i handske. Jeg havde faktisk ikke regnet med at skulle inkludere noget af Woods, men ved genlytning af "BASQUIAT" i forbindelse med udformningen af denne liste blev jeg sgu hooked på en måde jeg aldrig rigtig oplevede tilbage omkring udgivelsesdatoen.

JPEGMAFIA - "Papi I Missed U" (alternativ hip-hop)
Den eneste genganger på årets udenlandske liste, der ikke er Bon Iver. JPEGMAFIA lavede en glimrende og ganske weird plade sidste år. Desværre kunne den dog nogle gange virke lidt for made-in-my-bedroom-agtig. Sidstnævnte her er der ikke noget af på hans seneste, der faktisk på alle måder er en overlegen udgivelse. I 2018 var JPEGMAFIA spændende, i 2019 var han the fucking man! Han har en fantastisk energi, og er ikke bleg for at lege med hverken flow, sang, produktion eller noget helt fjerde, mens hans tekstunivers bare forbliver det mærkeligste in the game. Af en eller anden grund endte Peggy i øvrigt som den eneste rapper på min udenlandske liste - til trods for fremragende udspil af bl.a. Tyler the Creator, Little Simz og Danny Brown. Men nu er de også nævnt.

Billie Ellish - "everything i wanted" (goth pop)
Jeg læste en journalist skrive noget ala følgende omkring popsensationen Billie Ellish: "Hun får mig til at ønske, at jeg var teenager igen.. Næsten." Og det siger sådan set det hele, synes jeg. I tilfælde af at du ikke er enig, følger her en ekstra bemærkning. "everything i wanted" er en single udgivet efter albummet, og det er bare en flot og rørende sang, om hvordan hendes bror fungerer som hendes klippe midt i hele massehysteriet. Ellish stjæler i øvrigt således den mainstream-reserverede plads på listen fra den ellers fremragende "This Life" af Vampire Weekend.

black midi - "953" (progessiv rock)
Det er helt mærkeligt at gøre brug af mærkatet "progressiv rock" om et 2019-nummer, da progressiv rock længe har været én stor joke og i virkeligheden alt andet end progressiv. Men "953" fra black midi lyder faktisk anderledes, og er ovenikøbet underholdende på samme tid. Der bliver således budt på både klassisk britisk sprechgesang, "larmende" guitarer, sprøde riffs og de prog-karakteristiske skiftende tidssignaturer.

Big Thief - "Not" (alternativ rock)
Big Thief valgte simpelthen at udgive to fremragende album sidste år, hvilket naturligvis tilegner dem en plads på denne liste. De to udgivelser er ovenikøbet overraskende forskellige - den første har en luftig og folk-agtig kvalitet, mens den anden er mere produceret og til tider slår lidt hårdere. Der bliver da også skruet op for el-guitaren på "Not", der netop stammer fra årets senere udspil. Hele første halvdel er én stor ængstelig opbygning til den afsluttende forløsende guitarsolo. Man tænker straks ved første lyt, at soloen endelig må blive ved - og det gør den så. Den optager nemlig hele den anden halvdel af sangen.

Clairo - "Bags" (indie rock)
Med en (velbegrundet) frygt for at fylde listen med for mange singer-songwritere var jeg noget tøvende med at inkludere "Bags" fra Clairos debutalbum, men sangen er simpelthen for god til ikke at blive fremhævet her. "Bags" har et helt fantastisk groove og en sublim guitarlyd, der rammer én fra første sekund af sangen. I en lignende omend lidt mindre rocket boldgade er det også værd at nævne Marika Hackmans glimrende "the one".

Soccer Mommy - "yellow is the color of her eyes" (slow burn rock)
Sidste år kæmpede jeg en kamp for holde antallet af kvindelige singer-songwritere nede, da de ellers fylder ret meget i mit personlige musiklandskab. I år er ingen undtagelse, og det er derfor også med et tungt hjerte men som et nødvendigt onde, at jeg er endt med at udelukke bl.a. Snail Mail, Angel Olsen, Black Belt Eagle Scout, Weyes Blood og i særdeleshed Stella Donnelly. Til gengæld har jeg endelig fået gjort plads til Soccer Mommy, der sidste år blev spist af med en kort sidebemærkning. Nærværende single er ét langt stykke melankolsk og dybt stemningsfuldt slow burn rock - altså den slags der gør sig særligt godt på en varm sommeraften. Bare lad dig forsvinde hen.