For præcis ti år siden lagde jeg min første “Året 20XX: Musik - Playlist” op her på Gamereactor, og lige siden er der hvert år i januar fulgt en ny - senest for nogle dage siden. Formatet var lidt anderledes de første to år, da 2015-listen indeholdt ingen danske sange, mens 2016-listen kun indeholdt to danske sange. Alle år har dog haft sine ti udenlandske sange. Bortset fra denne lille afvigelse har konceptet ellers været det samme alle år.

Og nu i et absurd uprovokeret twist og forkvaklet forsøg på at fejre ti-års jubilæet har jeg valgt at genbesøge musikåret 2015, og vil altså herunder præsentere en ny tilrettet version af min første afspilningsliste - denne gang med ti udenlandske sange samt selvfølgelig ti danske sange. Havde jeg da så bare været chefredaktør med et spot på forsiden, men nej, man skal nærmest helst gå ud af sin vej og aktivt opsøge dette indlæg for at falde over det. Tillykke med at være nået frem - og tak for at læse med!

Hvad der måske ikke er så overraskende, fyldte engelsksproget dansk musik mere i 2015 end i dag, og havde det ikke været for dansk rap, ville det ganske sikkert have set lidt deprimerende ud - særligt hvis vi bevægede os yderligere et par bagud til før navne som Bisse, The Minds of 99 og Katinka. Heldigvis begyndte der netop her omkring 2015 endelig at dukke flere dansksprogede kunstnere op, mens det jo også var i disse dage at den danske rapscene fik sig noget af en overhaling. Måske man ligefrem kan snakke om et decideret generationsskifte i populærmusikken på dette tidspunkt.

UDENLANDSKE SANGE

Kendrick Lamar - “You Ain’t Gotta Lie (Momma Said)” (jazzy hip-hop) [new]

Selvom Lamar har flere top-tier album, så må jeg alligevel nu konkludere, at han peakede med Too Pimp a Butterfly, og at det sandsynligvis aldrig ændrer sig. Det er dog i virkeligheden ikke så overraskende, da man allerede lidt havde det på fornemmelsen dengang for ti år siden. Pladen føles og lyder kæmpe, og jeg kunne have valgt at fremhæve snart sagt en hvilken som helst sang. Noget lignende udtrykte jeg vist også for ti år siden, hvor jeg omtalte TPAB men uden rent faktisk at inkludere Lamar på den officielle liste. Derfor sangen er blevet labelleret med “new”.

Injury Reserve - “Yo” (alt hiphop)

Den alternative hip-hop gruppe lever stadig i tilsyneladende bedste velgående, men den beskedne men utrolig friske “Yo”, åbningsnummeret på debutalbummet, er stadig min favorit af deres. Der er en breezy legesyge over versene, der sammen med den levende produktion stadig i dag får sangen til at føles som et et frisk pust. Derudover lykkedes det også drengene tilsyneladende helt ubesværet at få det hele til at lyde nemt og naturligt.

Tame Impala - “The Less I Know The Better” (psykedelisk pop) [new]

Impala har med sin særegne lyd så fuldstændig domineret psykedelisk pop de sidste mange år, at han på det nærmeste er blevet synonym med genren. Hvis du allerede kender ham, vil du øjeblikkelig kunne genkende ham i musikken, og hvis ikke, vil du næsten lige så øjeblikkeligt blive grebet og fascineret af ham. Impala ender således med at erstatte den nogenlunde sammenlignelige hyperpop-mester Clarence Clarity på listen, hvilket uden sammenligning var den sværeste udskiftning at lave. Årene har været gode ved 2015 - det fremstår (stadig) i dag som et absurd godt musikår, omend dette nok særligt gælder det store udland.

Kamasi Washington - “Askim” (fusion jazz)

Den originale liste reflekterede meget godt mit oprindelige forsøg på at skabe en alsidig og varieret samling sange. Det bevægede jeg mig relativt hurtigt væk fra igen, og nærværende revision vil også bære præg af dette. Men i 2015 havde jeg faktisk et stykke krakilsk jazz med, og jeg er glad for at kunne fortælle, at det stadig er en lige så suveræn oplevelse i dag.

Courtney Barnett - “Depreston” (alt rock)

Den australske sangerinde fyldte meget på den alternative rock scene, da hun først kom frem, og hendes albumdebut er stadig et virkelig skønt og vedkommende lyt. Hendes tekstunivers er præget af observationer og low stakes situationer, der sammen med hendes umiskendelige australske accent formår at puste nyt liv i guitarrock. Barnett er stadig aktiv i dag, og selvom flere af hendes efterfølgende udspil også er blevet pænt modtaget, så har Sometimes I Sit… bare en helt særlig let stemning og slacker vibe, som man ikke finder på senere materiale. Selvom Barnett rigtig nok var at finde på den originale liste, er sangvalget dog nyt, da jeg denne gang har valgt at gå med den mere umiddelbare “Depreston”.

Father John Misty - “Holy Shit” (indie rock) [new]

Hvis jeg ikke husker forkert, entrerede Father John Misty første gang min bevidsthed ikke længe efter jeg publicerede den originale liste, hvorefter jeg ærgrede mig gul og blå over ikke at have inkluderet ham. Det kompenserede jeg så for efterfølgende ved at inkludere ham tre gange på fremtidige lister. Det ændrer dog ikke på, at han i mine ydmyge øjne også fortjener en plads på 2015-listen med overstående satiriske og fængende skæring fra hans forrygende andet album.

Björk - “Stonemilker” (art pop) [new]

Den islandske og alternative popdronning udgav i 2015, hvad jeg konstant må minde mig selv om, ikke er hendes seneste album. Hele pladen og i særdeleshed nærværende sang gjorde dengang og modsat fremtidige udspil stort indtryk på mig, da Björks for første gang og uden forbehold synes at omfavne sin langsommere og mere melodiøse side. Der er således skruet ned for rytmerne og det elektroniske, og i stedet skruet op for orkestreringen og koncerthusstemningen. Dette kommer særligt til udtryk på den stærke single "Stonemilker".

Julia Holter - “Feel You” (art pop)

Hun var også med på den originale liste, og den smukke “Feel You” er stadig en forrygende og elegant popsang. Sangen og det tilhørende album viste sig at være en popparentes i Holters enigmatiske og eksperimenterende oeuvre, da hun efterfølgende har været mindst lige så svært tilgængelig som før Have You In My Wilderness. Ikke overraskende er dette album, da også hendes mest populære.

Grimes - “Flesh without Blood” (alt pop) [new]

Dengang for ti år siden havde jeg endnu kun gjort få og halvhjertede forsøg på at forstå Grimes, og jeg ved ikke helt hvad konsensus er på dette område, men det er min oplevelse, at hun kræver lidt mere tid og opmærksomhed, før man overgiver sig og begynder at holde af hendes alternative elektropopmusik. Min interesse blev genopvakt med hendes efterfølgende og udmærkede plade, hvilket i øvrigt er hendes eneste fuldspiller på ti år - men mon ikke en ny er på vej?

Joanna Newsom - “Anecdotes” (alt folk)

Ti år er der gået, og den amerikanske harpist Joanna Newsom er stadig ingen steder at finde på Spotify, men det skal endnu engang ikke forhindre mig at inkludere hende på denne liste. Noget andet der ikke har ændret sig siden sidst, er den celebrerede folkmusikers katalog, da hun intet har udgivet siden den majestætiske Divers. Newsom har udgivet fire album i alt, og jeg tør næsten godt garantere, at de tidligere tre ligeledes ville være repræsenteret, hvis jeg lavede lignende retrospektive lister for de tre respektive år.

DANSKE SANGE

The Minds of 99 - “Hjertet Følger Med” [new]

Minds er naturligvis selvskrevet til denne liste med deres andet album, der er en betragtelig forbedring på et allerede glimrende debutalbum. Minds er formentlig fortsat det største danske band i dag - selvom de på det seneste er blevet udfordret af stærke udfordrere som Zar Paulo og APACHA. Albummet er en milepæl indenfor dansk rockmusik.

Bisse - “Umage” (goth rock) [new]

Jeg deler på sin vis dette jubilæum med listefavoritten Bisse, da han albumdebuterede i 2015, hvilket er det eneste år, hvor et ellers kvalificeret Bisse-soloalbum ikke var repræsenteret på den tilsvarende liste. Dette er naturligvis en kæmpe skandale, og bliver nu med utilgivelig forsinkelse endelig rektificeret. Ikke videre overraskende udgav han intet mindre end tre langspillere i 2015, hvilket gør dette år det absolut vanskeligste at udvælge en enkelt sang fra (2016 havde også et stort udvalg, men “Seks Hjerter” gjorde valget nemt). De er alle tre væsentligt mere beskidte og mørke end senere udspil, og jeg kunne ligesåvel have valgt den stemningsfulde “Reklamer, Fartstriber, Ulykker” fra Pms, eller naturligvis den bitre fanfavorit “Shotgun for Dig” fra Bitchin, eller den skramlede “Peter Pan i Diskoteltet (Revisited)” fra Umage. Men valget faldt altså på.. ja, hvad står der deroppe?

Ulige Numre - “Frit Land” (indie rock) [new]

Grand Prix er et kæmpe album, og Ulige Numre afslutter dermed denne indledende kunstnertrio, der så absolut må være at finde på en liste som denne. Der er ingen skips på skiven, der virkelig fint skifter mellem sange i forskellige tempi og bliver drevet frem af skiftevis akustisk guitar, elektrisk guitar og klaver. Selvom pladen helt klart har en særegen, dansksproget og folkelig lyd, er der altså tilpas variation til, at det aldrig bliver kedeligt.

Kasper Spez - “Sammen” (hiphop) [new]

Jeg har i mange år været glad for Spez’ naturalistiske og selvudleverende historiefortælling. At lytte til Spez er at lytte til en person, der fortæller dig sin historie. Musikalske fæller som Artigeardit og Benjamin Hav, er sandsynligvis begge inspireret af danmarks første rapper til at afvise hiphopens vanlige og stereotypiske tekstuelle klæder. Hvilket dog ikke betyder, at man må afstå fra at lave bangers - nærværende parforholdssang er beviset på dette.

MellemFingaMuzik - “A.P.MØLLER” (tung hiphop) [new]

MellemFingaMuzik, en kortlivet gruppe bestående af rapperne Stepz og Branco, kom frem parellelt med de ligesindende drenge i kolletivet B.O.C., og der gik da derefter heller ikke længe før de samlede talenterne og begyndte at samarbejde på kryds og tværs. Nærværende sang er, ligesom mange andre på duoens hidtil eneste langspiller, således gæstet af Gilli. Sidstnævnte og i nogen grad Stepz og Branco har siden hen lænet sig betragteligt mere ind i popmusikkens univers, men "A.P.MØLLER" er en tung og langsom skæring - der ikke desto mindre også har været og vel stadig er meget populær. Sangen bygger desuden fint videre på den stadig relativt nye bølge, der startede to år tidligere med Sivas' "d.a.u.d.a" - hvor Gilli i øvrigt også medvirker.

Communions - “Forget It’s a Dream” (wave rock) [new]

Nærværende sang stammer fra waverockbandets anden EP og er deres store gennembrudssingle. Frontmand Martin Rehof har skruet helt op for vokalens twang, mens han også selv er manden bag den guitardrevne lydmur, der ikke ulige The Cure synes at komme i bølger. Det lyder dejligt, og kan næsten også kun være fabelagtigt live.

Saint Cava - “Forget” (rnb) [new]

Før Erika de Casier vandt international berømmelse med sin solokarriere, var hun den ene halvdel af duoen Saint Cava, der i virkeligheden lyder som en ganske naturlig forløber for hendes solomateriale. Den anden halvdel af duoen udgøres af Anders Vasegaard Nielsen, der ganske kortvarigt låner sin vokal til forehavendet i nærværende sang, men ellers hovedsagligt er manden bag de tunge slæbende produktioner. Hendes vokal er på dette tidlige tidspunkt ikke nær så luftig og hviskende, men selvom hun generelt kun er blevet dygtigere med tiden, er “Forget” alligevel en glimrende lille (kuriøs) perle.

Blaue Blume - “Candy” (indie pop) [new]

Der gik en enkelt EP forud for singlen “Candy” og det tilhørende album, men sangen har helt sikkert udgjort noget af en gennembrud for det koldingensiske band, der som den eneste anden end Bisse optræder både her og på min 2025-liste. Dengang foregik det som bekendt på engelsk, mens vi genremæssigt måske er lidt længere over i noget dreampop-agtigt.

Rangleklods - “Broke” (synth pop) [new]

Den daværende duo Rangleklods har længe været et navn, jeg gerne ville fremhæve, da de ikke bare har et virkelig cool look, men også laver ret cool musik. De laver moderne synthpop med et strejf af noget mørke. Rangleklods startede egentlig som et soloprojekt af Esben Nørskov Andersen, og er da også blevet det igen siden, men der var lige nogle år omkring 2015, hvor han fik selskab af Pernille Smith-Sivertsen, hvilket gav dem et visuelt udtryk, der minder lidt om eksempelvis The Raveonettes.

Lydmor - “Bridge” (alt rock) [new]

Jenny Rossander aka Lydmor laver ikke just populærmusik, men hun synes alligevel at fylde en del i kulturbilledet. Dels har hun allerede flere (anmelderroste) album under bæltet, og dernæst er hun også for nylig debuteret som både filminstruktør og forfatter. Jeg er derfor glad for at kunne præsentere hende på denne liste med en sang fra hendes glimrende andet album. Selvom hun i øvrigt altid har sunget på engelsk, har hun fortsat et overvejende dansk publikum, så jeg håber og finder det ikke totalt usandsynligt, at hendes næste album er dansksproget. Hvorfor ikke?

Her ved indgangen til 2026 er det svært at konkludere andet end, at dansk musik står et ganske godt og sundt sted. Den hjemlige scene er fortsat fyldt med dansksprogede kunstnere der nyder flot opbakning fra både lyttere og kritikere, mens den engelsksprogede scene trives med en udlængsel, der i stigende grad belønnes med international opmærksomhed. Den nye nordiske alternative lyd går tilsyneladende ingen steder lige foreløbig - andet end fremad og op. 

UDENLANDSKE SANGE 

Geese - “Taxes” (art rock) 

Storalgoritmen fodrede mig flere gange i løbet af det forgange år med smagsprøver fra seneste udspil fra amerikanske Geese (foruden frontmand Cameron Winters ligeledes nylige og strålende soloekskursion, men da denne er fra december 2024, er den altså diskvalificeret). Mit kendskab til Geese forud for dette var begrænset til, at jeg vist nok synes at kunne genkende et tidligere albumcover. Det har altså længe været et noget sporadisk og overfladisk forhold – lige indtil alle årslisterne begyndte at ticke ind med Geese alle vegne at se (sammen med musikalske fæller som Wet Leg, Jane Remover, Wednesday, Water From Your Eyes og Turnstile, ej forglemme Arcade Fire samt Japanese Breakfast). Det er et rockband, men deres hang til mere verdslige rytmer og perkussion samt Camerons mumlende vokal gør dem samtidig tilpas weird. Eller særegen om man vil. 

Bon Iver - “There’s A Rhythm” (art pop) 

Der går ofte lidt bingo i de her lister, hvor jeg forsøger at inkludere sange fra forskellige ikke-genre-specifikke kategorier. F.eks. en populær sang, en uhørt sang, og min egen mest lyttede til sang. Bon Iver’s seneste plade tager klart sejren for album jeg har lyttet mest til i det forgangne år, og det på trods af at man sagtens kan sige at bandet er gået pop – og nå ja, har lært at smile. “There’s A Rhythm” er såmænd ingen undtagelse. Sangen er lettilgængelig og opløftende, og byder på stort set intet af frontmand Vernons karakteristiske og kuldegysfremkaldende falset. Men det gør egentlig ikke noget. 

Lily Allen - “Madeline” (alt pop) 

Når du ser navnet Lily Allen, vil du sandsynligvis ligesom mig tænke: “havde hun ikke en hitsingle engang i nullerne?” efterfulgt af “laver hun stadig musik?”. Af denne grund dansede jeg også længe rundt om grøden, før jeg endelig tog mig sammen til faktisk at give hendes nye plade en chance. Men alle disse tanker bliver gjort øjeblikkelig til skamme, når åbnings- og titelsangen “West End Girl” først er kommet i gang. West End Girl er et skilsmissealbum, og nok et af de mest konkrete og selvudleverende af slagsen. Samtidig er det også et fabelagtigt popalbum udgivet just til tiden. Hør gerne den fængende og varierede “Madeline” nævnt ovenover, men West End Girl er også et af de sjældne popalbum, der faktisk leverer en usædvanlig god helhedsoplevelse og derfor allerbedst nydes i sin fulde længde. Og så lige skud ud til nabopigen CMAT. 

ROSALÍA - “Reliqua” (art pop) 

Man kunne nok ikke have ønsket sig et bedre og mere overraskende udspil fra Rosalía ovenpå den fremragende og tre år ældre MOTOMAMI. Det nye album LUX er orkestreret popmusik, og den helt igennem smukke “Reliqua” er det perfekte eksempel. Det er en af den slags udgivelser, der efterlader så stærkt og øjeblikkeligt et indtryk, at man kan se den toppe diverse årslister på lang afstand. Og således vinder Rosalía ubesværet en plads foran sine elektroniske sidestykker heriblandt amerikanske Sudan Archives, engelske FKA Twigs samt franske Oklou. 

Bad Bunny - “BAILE INoLVIDABLE” (reggaeton) 

Med over en milliard afspilninger må nærværende sang fra den puertoricanske verdensstjerne Bad Bunny nødvendigvis være listens højdespringer. Sangen er naturligvis på spansk ligesom Rosalia’s “Reliqua”, men mens “Reliqua” er forankret i europæisk melodi og orkestrering lyder “BAILE INoLVIDABLE” med sine jamaicanske rytmer ikke så overraskende meget amerikansk. 

Anna von Hausswolff - “The Iconoclast” (post-rock) 

Svenske Anna von Hausswolff har en smuk og lettere luftig klang, og som en anden Björk er hun ikke bange for at eksperimentere og eksempelvis lade sin lyse stemme knække pludselig over. Og så er Hausswolff i øvrigt også tilsyneladende stor fan af det storladne og grandiose. “The Iconoclast” er således godt elleve minutter lang og fyldt med både breaks, eksplosioner samt soli - men også et jævnligt tilbagevendende melodisk hook. Sammen med norske Smerz og Yndling er Hausswolff et godt naboeksempel på et stort nordisk navn, der klarer sig godt på den internationale alternative scene. 

Nourished by Time - “Max Potential” (alt rnb) 

Jeg er meget glad for alternative stemmer, der vægter personlighed og følelse over skønsang, og jeg tør godt sige, at amerikanske Nourished by Time leverer på denne konto. Og så har han skrevet et af årets absolut bedste popomkvæd med sangen “Max Potential”, hvilket til stadighed overrasker mig, da hans forrige og første album var både alternativ og måske i endnu højere grad eksperimenterede. Skud ud til landsmændene Dijon og Blood Orange. 

Jim Legxacy - “father” (hiphop) 

Det forgangne år bød på flere stærke black british plader fra listealumni PinkPantheress og Little Simz, men i år vil jeg hellere fokusere på rapperen Jim Legaxy, der ligesom flere af sine jævnaldrende dyrker en nostalgi omkring dette århundredes første år. Men på en måde hvor gamle lyde gøres friske og moderne igen. Singlen “father” er et glimrende eksempel herpå. 

Clipse - “M.T.B.T.T.F” (gangsta rap) 

Selvom Pusha T har holdt sig beskæftiget i mellemtiden, er det stadig bemærkelsesværdigt, at han og bror Malice kan gøre et så eftertrykkeligt comeback efter så mange år. På den anden side: hvis nogen skulle være i stand til at udgive et overbevisende cokemanifesto i 2025, så er det faktisk nok netop Clipse. Det mest overraskende er derfor, at det er lykkedes brødrene at hive de vildeste bangers ud af producer og gammel samarbejdspartner Pharrell Williams. Jeg har aldrig rigtig været fan af ham, men jeg har intet ondt at sige om hans arbejde på Let God Sort Em Out. Prøv selv engang bare at lytte til nærværende sang. Blandt andre nævneværdige, etablerede og albumaktuelle amerikanske rappere har vi tidligere listealumni som billy woods, Armand Hammer, Mac Miller, McKinley Dixon og Danny Brown samt tidligere boblere Ho99o9, De La Soul, Earl Sweatshirt, Aesop Rock, Saba, Backxwash og Tyler, the Creator.

Black Country, New Road - “For the Cold Country” (alternative) 

Da den tidligere mandlige forsanger trak sig fra projektet, blev mikrofonforpligtelserne fordelt mellem tre af de eksisterende kvindelige medlemmer, mens alle de gamle sange vel på det nærmeste blev kasseret, så denne nye lettere tilrettede konstellation kunne spille sig frem til nogle nye sange. Disse udkom endelig i 2025, hvor det viste sig at bandet var gået i en mere folkemusikalsk men også på flere måder mere progressiv retning. Det er stadig et utrolig habilt band, og skiftet til en anderledes lyd gør det lettere for en stund at glemme deres tidligere materiale. Jeg oplevede dem live senere på året, og havde en rigtig god oplevelse. Skud ud til sjælefrænderne Big Thief, Horsegirl, Florence + The Machine og Wolf Alice. 

DANSKE SANGE 

AFSKUM - “I MIT BLOD” (alt hiphop) 

Min mest lyttede til danske plade i 2025 var den fremragende opfølger fra AFSKUM, der genremæssigt måske i virkeligheden bedst kan beskrives som rock i form og sprog men hiphop i ånd og sjæl. “I MIT BLOD” er en otte minutter lang todelt yin-yang skæring med en mild og langsom første del efterfulgt af en vred og aggressiv anden del. AFSKUM mestrer begge yderpunkter, og her får du dem begge serveret på et jernfad. 

Sebastian Wegener - “Upsi 30” (singer-songwriter) 

Det er ikke så tit at vi får den slags singer-songwriter album herhjemme, hvor mærkatet ikke blot skal tages bogstaveligt, men også beskriver den der helt specielle og alligevel ret brede lyd, som man forbinder med singer-songwriter musik. Der er helt klart guitar, men også gerne band, det er unægteligt mere rock end pop (her er trommerne afgørende), og så er det formentlig også en meget personlig fortælling - typisk fortalt på bagkant af en stor personlig tragedie. Forsanger i Joyce Sebastian Wegener’s solodebutalbum er en sådan udgivelse, og en helt igennem god oplevelse. 2025 bød også på et par EP’er i samme dur fra Karoline Funder og Kayak, mens vi ligeledes fik ny musik fra brødrene Knægt og Guldimund. 

Soleima - “Ingenting Er Én Ting” (alt pop) 

Jeg må indrømme, at jeg før Soleimas seneste skive slet ikke havde opdaget, at hun var begyndt at synge på dansk. Men det er hun, og det viser sig, at hun er en kæmpe popsmed. Hærværk/Mesterværk er fyldt med vedkommende og fængende sange, men særligt fremhæves må nødvendigvis nærlukkeren “Hærværket Vinder” med sin fantastiske elektrorock-eksplosion samt naturligvis næråbneren “Ingenting Er Én Ting” med sit overraskende positive budskab og sublime omkvæd - og så får vi i øvrigt endnu et lækkert break, denne gang med fuld forvrængning på drengen. 

Von Quar - “Hæng En Mand” (indie rock) 

Det nye danske orkester Von Quar debuterede i 2025 med (de fortsat eneste) fire singler, og selvom de enkelte sange ikke har millioner af afspilninger, er det alligevel mit indtryk, at bandet har været på relativt manges læber. På den anden side har de også været temmelig gode til at skyde med spredehagl, da deres kun fire singler er ret forskellige genremæssigt og i udtryk. Den seneste single “Hæng En Mand” er bygget op omkring et akustisk guitarlick, og kan vel nærmest kategoriseres som alternativ rock, mens de resterende tre sange bedre passer på den selvproklamerede genrebetegnelse “hooliganrock”. Jeg er spændt på, hvad det bliver næste gang. 

APHACA - “Vi pumper hjertet op” (indie pop) 

Ligesom Annika har APACHA fuldstændig og velfortjent domineret den danske top halvtreds det sidste års tid. Jeg var meget tæt på at inkludere dem sidste gang med singlen “Hjertet På Gaden”, da de er et helt igennem charmerende og dygtigt band, hvilket den lettere quirky single var et godt bevis på. Når de samtidig formår at ramme så bredt og nå ud til så mange mennesker som de gør, så kalder det i mine øjne på en form for anerkendelse. Og så glæder det mig også bare utrolig meget at kunne inkludere en populær kunstner og sang på listen. Dansk pop har stadig god vind i sejlene. Se også Østen, Zar Paulo, Tobias Rahim og Kalaset. Eller de engelsksprogede Debbie Sings, Takykardia og MØ. 

Blaue Blume - “Du siger det bare med øjnene” (indie pop) 

For nogle år siden overraskede Efterklang med at udgive sit første dansksprogede album, der i øvrigt var helt fantastisk. Nu har de musikalsk beslægtede Blaue Blume gjort dem klangen efter, omend Blaue Blume musikalsk har holdt sig nogenlunde til udgangspunktet – nu bare på dansk. Og resultatet er ret så skønt. “Du siger det bare med øjnene” lukker vokalen ind efter fire hurtige taktslag, og man skal ikke høre mange sekunder af forsanger Jonas Smiths skønne vokalmelodi før man er tryllebundet. Hvilket altså efterlader Hans Philip som bobler. 

Artigeardit - “Seaside” (hiphop) 

Tilbage i 2018 så jeg Artigeardit i opvarmningsdagene til Roskilde Festival. Jeg kendte ikke alverden til ham inden da, men jeg havde en overraskende god og positiv oplevelse. I flere år siden har jeg haft et ønske om at inkludere ham på en af disse lister, men der er ligesom altid kommet noget i vejen – indtil nu! Artigeardit blev født som nok Danmarks mest relaterbare og nærværende rapper, og lige på det punkt har intet ændret sig i dag. Til gengæld er han blevet voksen med barn, forpligtigelser og en ny hverdag. At hjemmelivet ikke altid er lige nemt, kommer til udtryk i singlen “Seaside” med sine emotionelle maskingeværsalvevers over et simpelt stemningsfuldt beat afbrudt af et ligeledes simpelt men fængende omkvæd akkompagneret af fede jungletrommer. Og således bliver Artigeardit listens officielle repræsentant for rap på vegne af bl.a. wicky, Carl Knast, Noah Carter, Gilli og MAS. 

Elias Rønnenfelt - “Love How It Feels” (alt rock) 

Den berømmede og voksende danske scene med international rækkevidde, der beskæftiger sig med alt inden for alternativ og cool rock samt rnb, er på årets liste bl.a. repræsenteret af Elias Rønnenfelt. Han var også med sidste år, men hans 2025 har været et for produktivt og imponerende år til at forbigå ham nu. Og så er jeg også bare fortsat kæmpe fan af hans soloting. Nærværende single “Love How It Feels” kunne være opkaldt efter min egen oplevelse med selvsamme sang. Hans lyd rammer igen et sweet spot mellem det pæne og det beskidte – det er velproduceret, så det lyder ikke skramlet, men det lyder heller ikke på nogen måde forsmukket. Den nye plade gæstes i øvrigt af bl.a. Erika de Casier og Fine, mens 100, 100%WET, Dork, Nemo og The Raveonettes også lige fortjener skud ud. 

snuggle - “Woman Lake” (indie rock) 

Det anden og sidste danske navn på listen med overvejende udenlandske lyttere er snuggle. Duoen albumdebuterede sidste år med et velspillet og alsidigt rockalbum, der gnidningsfrit bevæger sig fra det mere hektiske og trommeprogrammerede til langsomme guitardrevne ballader. “Woman Lake” er et eksempel på sidstnævnte. Bandet er relativt populære i USA, hvilket egentlig ikke er overraskende, da man godt kunne forveksle dem med et amerikansk band. Nærværende single handler sågar om søen af samme navn i Minnesota. 

Bisse - “Fuldkomne Dage” (indie) 

Efter to år er Bisse endelig tilbage med nyt soloalbum, og han kæmper sig således tilbage på listen på bekostning af Sidste Udkald, Mathias Ranch, Peter Sommer, HUGORM samt Angående Mig. Der plejer som regel at være én sang, der står stærkest for mig på hans plader, men det er ikke tilfældet denne gang, så jeg har haft lidt svært ved at vælge en skæring blandt de mange hyldester til menneskeheden. Valget er i sidste ende faldet på “Fuldkomne Dage”, da særligt første vers har gjort indtryk på mig. Den åbner med linjer om de unge flotte mennesker, og følger dem op med: “Jeg var dem engang for kort tid siden, nu står jeg her på den anden side, på tilskuerrækkerne”. Tiden går hurtig. Ja, faktisk er det præcis 10 år siden, jeg lavede min første af disse årlige musiklister... 

Find Spotify playlist her. 

Hvad tager I med fra musikåret 2025? 

Og således fik vi taget afsked med endnu et år. Selvom det tog mig et par forsøg inden jeg låste mig fast på det endelige format, er dette nu tiende år i træk at jeg deler min playliste med jer, altså et slags jubilæum om man vil. Ikke just diamant, men mindre kan også gøre det.

Sidste år havde jeg svært ved at korte den danske liste ned til ti, mens den udenlandske krævede lidt af et deep dive før jeg havde nok gode kandidater. I år er det lige modsat. Men vi har heller ikke fået nye album fra velkendte listegengangere såsom Guldimund, Zar Paulo, The Minds of 99, Bisse (solo i hvert fald) og Peter Sommer. Til gengæld fik vi nyheder om opløsningen af bl.a. Katinka Band (der faktisk er albumaktuelle, men pladen er bare kedelig) og FRAADS. Er en æra forbi?

UDENLANDSKE SANGE

Kendrik Lamar - “Not Like Us” (rap) 

Lamar snigdroppede nyt album sidst i november, hvor han tydeligvis har lagt beefen med Drake bag sig og i stedet er mere interesseret i at kigge fremad. Jeg siger ikke, at jeg ikke deler denne interesse med ham, meeen jeg synes godt vi kan dvæle lidt endnu ved føromtalte bøf. For sikke da nogle spændende og intense musikdage vi havde dengang i foråret. “Not Like Us” emmer overlegent af overskud for ikke nok er linjerne onde, nummeret er også en top-shelf banger. Drake kom sig da heller aldrig helt over den, men med det sagt får “Family Matters” også fortsat nogle spins af og til herhjemme. Endnu engang hiver Lamar altså titlen hjem foran navne som Ka, Tyler, the Creator, Angry Blackmen, Childish Gambino, JPEGMAFIA, NxWorries samt Joey Valence & Brae.  

SZA - “Saturn”  (rnb)  

Da jeg i sommers kort før SZA’s indtog af Orange Scene blev spurgt af min sidemand, hvilke sange af hendes jeg så mest frem til at høre, var et af mine første svar singlen “Saturn”. Det lyder lidt som Stevie Wonder, hvis han vel og mærket var kvinde og født nogle årtier senere. Man ville helt sikkert ikke forveksle sangen med et stykke rørende 70’er soul, men nogle af de både melodiske samt litterære sensibiliteter vækker genklang. 

Charli xcx - “Girl, so confusing” (alt pop)  

Hypen omkring Charli xcx har været så enorm denne sommer, at mange sandsynligvis allerede er godt trætte af at høre om hende og hendes neongrønne album brat (lige så andre popnavne fra Magdalena Bay over Fred Again... til Beyonce og Billie Ellish nærmest har måttet kigge på fra skyggen). Med god grund vil jeg sige, men det ændrer samtidig ikke ved, at brat i bund og grund stadig er en ret fed udgivelse. Jeg var da også en af dem, der blev positivt overrasket over nyheden om at Charli skulle erstatte Kali Uchis på Roskilde i sommers.  

Normalt udpensler jeg vist ikke features ifm. sangtitlerne, så har heller ikke gjort det her, men “Girl, so confusing” har jo ligesom alle andre sange på pladen fået et remix – i dette tilfælde med Lorde. Det er et overraskende rørende portræt af to venner og kolleger, der trods gode hensigter har svært ved at opbygge en god relation pga. en meget menneskelig tvivl om den andens hensigter. Helt specifikt handler sangen om kæmpe popstjerner, mindre konkret om kvinder og på et bare marginalt mere abstrakt plan om mennesker. 

Mk.gee - “Alesis” (alt rnb)  

Denne amerikanske sanger-sangskriver har så unik en stil, som var alle sange indspillet på analoge instrumenter men efterfølgende kørt igennem en computer fundet på genbrug, at man straks lægger mærke til hans musik og snildt vil være i stand til at identificere den blandt andres. Samtidig har musikken en umiddelbarhed over sig, så at man straks går i gang med at lede efter åbenlyse inspirationskilder. For han lyder lidt som Prince, lidt som The Police, lidt som aktuelle Bon Iver. Den fremragende “Alesis” stammer fra hans debutalbum, en af den slags plader der ikke indeholder nogle dårlige sange. Du vil helt sikkert foretrække nogle sange over andre, og nogle er mere ørehængende end andre. Men ingen af dem er dårlige eller skippable. Det er udgivelsen simpelthen for gennemført æstetisk til. 

MJ Lenderman - “Wristwatch” (country rock) 

Lenderman medvirkede også i den ene eller anden afskygning på de forrige to års lister, men når han i det forgangne år både har været dybt involveret i seneste glimrende udspil fra country-sangerinden Waxahatchee samt naturligvis udgivet sublimt soloalbum, så må han nødvendigvis optræde igen i år. Lenderman er guitarist, sangskriver, lyriker og sanger, og han gør alle fire dele fantastisk. Fede licks og vedkommende soli? Tjek. Fængende melodier og ørehængende hooks? Tjek. Relaterbare historier og simple men billedskønne iagttagelser? Tjek. Og vokalen? Dejlig og sympatisk.  

Fontaines D.C. - “Starburster” (alt rock) 

Endnu en nylig genganger men ligesom med MJ Lenderman var der ingen vej udenom inklusion på årets liste. Fontaines kom med en ny fremragende skive med mange gode skæringer, hvilket betød at jeg faktisk tøvede lidt med at vælge netop denne første single. Hvilket egentlig er mærkeligt, da “Starburster” uden tvivl skiller jeg mest ud på pladen - altså forsanger Grain Chatten rapper sig jo nærmest igennem sangen med en hidtil uhørt intensitet og fandenivoldskhed. Meget sigende er sangen da også inspireret af et panic attack oplevet af Grain. Med bandets post-punk tendenser og Grain’s charmerede accent bliver Fontaines desuden listerepræsentant for subgenren crank wave, hvor særligt English Teacher er et andet spændende højaktuelt navn. Derudover er de egentligt også i nogen grad repræsentant for bands som sådan, såsom The Voidz, The Last Dinner Party, The Smile og Vampire Weekend. 

Nick Cave & the Bad Seeds - “Wild God” (art rock) 

Mens jeg skriver dette, går det op for mig, at to ud af fem udenlandske listedebutanter, kommer med en vis anciennitet. Den ene af disse to, australske Nick Cave, har brugt disse mange år på regelmæssige udgivelser, og det kan derfor måske virke besynderligt, at han og bandet først optræder på en af mine lister nu. De er trods alt kendte for et ufatteligt højt bundniveau og bliver som regel begravet i roser fra alverdens kritikere. “Wild God” er titelsangen fra bandets attende! album, der er noget så usædvanligt som et relativt muntert og orkestreret lyt. “Wild God” er faktisk decideret opløftende med både blæsere og engleagtigt damekor. Jeg siger ikke, at Cave er bedre ublå, men det er i hvert fald en forfriskende kulør. 

Cindy Lee - “Stone Faces” (alt rock) 

Brødteksten til denne sang er blevet omskrevet flere gange, da mit indtryk og min oplevelse af Cindy Lee’s seneste album ligeledes har ændret sig ad flere omgange. Jeg er først blevet gjort bekendt med Diamond Jubilee her ved årsskiftet efter at have læst adskillige publikationer absolut skamrose pladen. Det er angiveligt ikke blot et af årets bedste men et af årtiets bedste album – og så er det i øvrigt to timer langt. Efter mit første lyt var jeg dog ikke helt overbevist, og mit første skriftlige udkast til dette indlæg indeholdt derfor slet ikke Cindy Lee (derimod Mount Eerie). Men så lyttede jeg til skiven igen, og igen, og atter engang – ikke på samme dag men over flere dage.  

Det fascinerende er, og her kommer den lange spilletid også ind, at jeg kan mærke min glæde for værket vokse samtidig med at dette rå, smukke og legesyge tredobbeltalbum fortsat føles fuldstændig uregerligt og uhåndgribeligt. Hvad der til at starte med virkede som nostalgisk guitarrock synes mere og mere esoterisk og avantgardistisk jo mere jeg lytter til det. Jeg er kommet helt i tvivl om, hvilke 60’er bands jeg oprindeligt mente Cindy Lee mindede om. For lyder hun overhovedet som nogle andre? 

Jeg har tydeligvis stadig mange gode udforskende timer foran mig i selskab med Diamond Jubilee, da jeg på ingen måde endnu har fået greb om de enkelte dele. Det har derfor føltes lidt som en umulig opgave at udvælge en enkelt sang, og valget er derfor lettere tilfældigt faldet på... Ja, på hvad egentligt? Lad mig lige tjekke. 

Beth Gibbons - “Floating On A Moment” (alt folk) 

Den anden listedebuterende veteran er engelske Beth Gibbons, der modsat Nick Cave har taget sig god tid med sine udgivelser og sidste år udgav sit blot andet soloalbum, det første i 22 år. Gibbons er bedst kendt som forsanger i Portishead, med hvem hun udgav to genredefinerende trip-hop albums i 90erne. Som solokunstner er vi dog ovre i mere klassisk og lettere orkestreret sanger-sangskriver folk rock, hvilket Gibbons udmærker sig så elegant ved, at man skulle tro, at hun ikke havde bestilt andet de sidste tyve år. Hendes vokal skinner ligeledes smukt igennem, og er nærmest kun blevet bedre med tiden. Året så i øvrigt også opsigtsvækkende comebacks fra bl.a. The Cure, Gillian Welch og Kim Gordon. 

Father John Misty - “Mahashmashana” (indie rock) 

Der er nogle sange, som jeg fra allerførste lyt øjeblikkeligt tildeler en plads på disse årlige lister, og åbnings- samt titelsangen fra den gode faders seneste opus er så sandelig en af disse. Father John Misty er altid garant for finurlige og sarkastiske men også respektfulde samt nysgerrige betragtninger om spiritualitet, religion og kærlighed, og “Mahashmashana” leverer med sin lækkert opulente og episke produktion endnu engang hele varen og lidt til. Det her er virkelig Father John Misty skruet op til elleve, og jeg elsker det. 

Og blot for endnu engang at understrege hvilken musikalsk gave 2024 har været, følger her en uforskammet lang liste af ikke tidligere nævnte solister værd at bruge tid sammen med: Soccer Mommy, Nilüfer Yanya, Jack White, Clairo, Jane Remover, Adrianna Lenker, St. Vincent, Jessica Pratt, Laura Marling, Mabe Fratti, FKA Twigs og Arooj Aftab. 

DANSKE SANGE

Elias Rønnenfelt - “No One Else” (country rock) 

Iceage forsanger Elias Rønnenfelt soloalbumdebuterede i oktober med et album, jeg nok lyttede mere til end noget andet dansk album sidste år. Nu har jeg valgt at kalde genren country rock ovenover, men jeg kunne også have skrevet americana. Det kan måske synes lidt besynderligt at fremhæve dansk-produceret americana, men Heavy Glory, som pladen hedder, er simpelthen så vellykket, at flere af sangene ville falde helt naturligt ind på Perfect Days soundtracket. Det valgte nummer, “No One Else”, genbruger den ikoniske basgang fra Lou Reed’s “Walking On The Wild Side”, men ligesom A Tribe Called Quest i halvfemserne lykkedes det utroligt nok Rønnenfelt at gøre originalen ære. “No One Else” byder på skønne melodier og en vokal i absolut topform. Jeg hørte Elias spille hele albummet igennem på udgivelsesdagen i hjørnet af en lille pladebutik, bare ham og hans guitar, og oplevelsen satte ikke just en dæmper på min begejstring. 

Erika de Casier - “Lucky” (alt rnb) 

Igen i år dukkede der danske navne op på de udenlandske lister over årets albums og sange, heriblandt Erika de Casier med sit skønne tredje album (af andre navne kan nævnes Molina, ML Buch og Astrid Sonne). Der kan endnu trækkes tråde tilbage til rnb fra omkring årtusindeskiftet, men det nye album, kaldet Still, trækker samtidig også Erika over i et mere dystert musikunivers, altså ikke bare blåt men decideret sort. Med sit breakbeat og Erika’s vanlige milde vokal giver den ørehængende single “Lucky” mindelser om PinkPantheress, mens den mørkere tone samt lettere nostalgiske lyd adskiller Erika fra netop PinkPantheress.  

FABRÄK - “IK FAKE LÆNGERE” (alt pop) 

Et andet af mine mest lyttede til albums i det forgangne år må næsten være den svære toer fra FABRÄK, der nu ikke længere blot er en duo men et decideret band. De er gået fra debutens skrællede punk-der-ikke-er-punk med sin begrænsede sans for produktion og hooks til opfølgerens langt mere melodiske og relativt poppede sange. Der er stadig guitar på samtlige numre – med en enkelt undtagelse værende den aggressivt Nik & Jay-lydende “Lige Nu”, hvilket til gengæld opvejes af den afsluttende Bowie-inspirerede og overraskende alvorlige “MAANEMAND”. Det mærkelige er dog, at jeg er kæmpe fan af begge yderpunkter.  

“IK FAKE LÆNGERE” lægger sig et sted i midten med morsomme linjer om at have fået flere penge imellem hænderne samt et glimrende hook-break. Sammen med den afsluttende outro med sit sentimentale beatskifte og mere oprigtige vers er sangen desuden en stærk repræsentant for pladen som helhed. Jeg forstår ikke, at debuten tilsyneladende er langt mere populær på Spotify. 

Baby in Vain - “Afterlife” (alt rock)  

Det overrasker mig på en måde at et garagerockband som Baby in Vain stadig spiller og skriver musik sammen og altså ikke er gået i opløsning for at de enkelte medlemmer kan udforske helt nye veje. Den melodiske og fortsat bluesy “Afterlife” er fra bandets kun tredje plade, men pigerne har immervæk udgivet musik sammen i mere end et årti, hvilket alligevel er en sjat for et band i denne genre. Ikke overraskende har sanger Andrea Thuesen da også et, i øvrigt ganske lovende, sideprojekt kørende nu som den ene halvdel af snuggle. Men gudskelov for at Baby In Vain som band stadig er i blandt os, for de laver altså bare rock som få andre herhjemme. (skud ud til Brimheim omend hun er gået i en mere poppet retning på sit seneste udspil) 

Strandhem - “Life With Cold Death” (black metal) 

Det sker af og til at et stykke med metal får sneget sig ind på en af disse lister af mine (udenlandsk runner-up var Knocked Loose), og når det sker er det gerne inden for genren blackgaze, en sammentrækning af black metal og shoegaze. Strandhem leger en smule med genren på sit seneste album Enlightenment ved at introducere elementer af elektronisk musik såsom techno, hvilket da også er et interessant eksperiment. Men den valgte sang, “Life With Cold Death”, er faktisk temmelig ligetil blackgaze omend stadig mørkere end hos flere åndsfæller såsom franske og ligeledes albumaktuelle Alcest samt amerikanske Deafheaven. Ligesom førnævnte to bygger Strandhem dog ligeledes sine sange op omkring melodier og vægge af lyd, præcis som genren tilskriver. 

Lamin - “H V D O L” (alt rap) 

Da jeg i maj så Lamin og Artigeardit spille på festival spekulerede jeg højlydt over, om publikum mon primært var kommet forbi scenen for at se sidstnævnte. Jeg havde tilsyneladende en del at indhente for her små otte måneder senere synes styrkeforholdet fuldstændig at være vendt imellem de to. Det hænger dog naturligvis også sammen med det faktum, at Lamin i mellemtiden har udgivet årets mest populære samt kritikerroste danske hip-hop plade (plus en EP med den ret så skønne foruden varme “Hva Du På” med Gilli). “H V D O L” er lidt af en magtdemonstration af Lamin, da han henover to inspirerede beatskift demonstrerer sine evner som rapper af den hårde skole uden at cater for hitlisterne. Og så blev sangen endda alligevel et mindre hit – og helt uden radioplay. 

wicky - “Blitz” (alt rap) 

Hvis man kigger på forrige års lister eller blot overstående paragraf, vil man vide, at jeg historisk ikke har været god til at prioritere dansk hip-hop, hvilket er en direkte konsekvens af, at jeg aldrig sådan rigtigt kom med på B.O.C.-bølgen, og hvad denne ellers efterfølgende udviklede sig til. Jeg var ikke uden fascination tilbage i drengenes gryende Youtube-dage, men Kesi lød en smule akavet og havde allerede fra start af langt mere selvtillid end egentlig talent, mens Gilli tog alt for lang tid om at albumdebutere, og da han endelig gjorde var lyden i mellemtiden blevet derivativ (Ækte Vare) eller senere frygtsomt radiovenlig (Kiko). 

Radiovenlighed er der som sådan intet galt med – min egen musiksmag er kun blevet mere poppet siden – men hans hitmaskine ramte mig bare aldrig helt rent. Sidste år kom Gilli i samarbejde med Benny Jamz dog med et glimrende hårdere album, mens vi også fik solide udspil fra Faza samt Noah Carter. Altså var 2024 faktisk et ret godt år for overgrunds-hip-hop. Nærværende wicky er dog slet ikke overgrund men undergrund. Over et langsomt og tungt beat udkrænger wicky linjer om penge og ulykkelig kærlighed i bedste Playboi Carti stil – men på sin egen danske facon. 

Kind mod Kind - “Kærligheden Vinder” (klub pop)  

Det er altid rart at kunne inkludere en sang fra et debutalbum på disse lister. Når man som band har skabt sig et navn men endnu kun har udgivet singler, EP’er og mixtapes er man på mange måder stadig mere en ide eller et potentiale end så meget andet. Interessant nok havde jeg dog endnu ikke helt købt ind på ideen om Kind mod Kind før de endelig gav os debutalbummet, hvor de med features såsom Medina og Safri Duo i højere grad end tidligere nærmer sig en 00’er pop-æstetik - stadig med en stærk opfordring til at ramme floor men på mindre outreret vis end tidligere. Således blev Kind mod Kind årets repræsentant for den særligt elektroniske pop man også finder hos HUGORM, D1MA, Rangleklods og Hvor Er Skygge.  <!--3, hvor de med features såsom Medina og Safri Duo i højere grad end tidligere nærmer sig en 00'er pop-æstetik - stadig med en stærk opfordring til at ramme floor men på mindre outreret vis end tidligere. Således blev Kind mod Kind årets repræsentant for den særligt elektroniske pop man også finder hos HUGORM, D1MA, Rangleklods og Hvor Er Skygge.  </p-->

PRISMA - “Lost” (elektrorock) 

Ikke ulige Kind mod Kind albumdebuterede PRISMA også endelig i 2024 efter et længere tilløb, omend deres lyd har ændret sig væsentligt mere siden deres indtræden på scenen. Tag eksempelvis den rå, støjende og post-punkede “Seven Greedy Girls” fra 2021 og sammenlign med den nye semielektroniske og børnekor-gæstede “Lost” fra langspilleren Something To Respond To. Tidligere har jeg nok været fascineret, men nu er jeg officielt blevet fan af de to søstre. 

Kayak - “Svært Ikke At Forsvinde” (indie rock) 

Lige som jeg skulle til at lege Nostradamus og dømme den dansksprogede musik ude igen-igen, byder det forgangne år på flere dansksprogede singledebutanter såsom Sebastian Wegener (Joyce), Karoline Funder og Annika samt albumdebutanter såsom Ida Laurberg, Pak og kingtommi (og nu vi er i gang, skud ud til APHACA, Andreas Odbjerg og Rigmor). Og så har vi naturligvis Kayak med den Phoebe Bridgers-klingende “Svært Ikke At Forsvinde”. Forsanger Eva’s vokal er da også så tilpas drømmende og luftig, at hvis man blot giver sangen et overfladisk lyt, vil man potentielt kunne tro at man lytter til seneste single fra Bridgers. Et overfladisk lyt kan dog ikke anbefales, da sangen tilbyder et intimt men indbydende rum, hvor man kan dvæle ved de skønne melodier. 

Find Spotify playlist her. 

Hvad tager I med fra musikåret 2024? 

Endnu et år, endnu en liste. Et år med masser af lækker og spændende dansk musik, og netop dansk musik har derfor også fyldt meget i mine hørevaner i det netop afsluttede år. Med det resultat at det har været uhyre svært at korte den danske liste ned til kun ti sange, mens den udenlandske liste omvendt krævede en del research her ved årets slutning. Det hjalp nok heller ikke, at jeg brugte året på et deep dive ned i The Strokes’ bagkatalog (samt andre Casablanca-projekter) i en sådan grad, at bandet endte med at blive mit mest lyttede til. Danske navne på resten af top fem dog. Det lover jeg. 

UDENLANDSKE SANGE 

JPEGMAFIA & Danny Brown - “Garbage Pale Kids” (alt hip-hop) 

Sikke et år det har været for det alternative og yderst mage hip-hop par Peggy og Danny Brown. Brown udgav et glimrende soloalbum, mens Peggy bidrog med et intenst vers til red veil’s lovende nye EP – kombinationen heraf var tæt på at resultere i en regulær listeinvasion af de gode herrer. På trods af dette rager deres collabalbum langt over resten, og de har da også begået årets absolut mest legesyge og eksperimenterende album, der endnu engang sætter to fede streger under det faktum, at Peggy måske mere end nogen anden grænsesøgende producer/rapper er formet af internettet og samtidig selv med til at forme det (nå ja, skud ud til grouptherapy.). "Garbage Pale Kids” mønstrer et samtidig dystert og muntert beat, mens drengene gør deres ting og et lækkert guitarriff udgør hooket. 

billy woods & Kenny Segal - “Soft Landing” (indie hip-hop) 

Østkyst-rapperen billy woods har også fyldt meget i diverse tilbageblik på det forgangne musikalske år. Dels fordi han var indblandet i to succesfulde udgivelser, og dels fordi det ene er nærværende magtdemonstration med producer Kenny Segal (det andet var som den ene halvdel af Armand Hammer). Førstesinglen “Soft Landing” indkapsler på smukkeste vis albummets kredsen om tourlivet (væk fra familien) over mellow instrumentering. 

McKinley Dixon - “Run, Run, Run” (indie hip-hop) 

Kombinationen af østkyst-rapper Dixon’s vokal og den frodige samt instrumenterede produktion giver mig uvilkårligt mindelser om slut-nullerne, hvilket i og for sig er mig ganske velkommen, da jeg efterhånden er temmelig nostalgisk omkring denne periode, der hvert fald i undergrunden kultiverede en lang række “conscious” rappere, der mindede mere om mig selv end Compton gangbangers. En tradition der som reaktion til det etablerede går tilbage til Native Tongues. I dag er det ikke så meget en reaktion på mainstreamen, som det bare er en videreførelse af den store arv, men det skal der også være plads til. Skud ud til Noname og Deki Alem, der begge var tæt på at stjæle pladsen. 

Amaarae - “Angels in Tibet” (alt rnb)  

Afrobeat har været en global strømning i nogle år nu, men med ghanesisk-amerikanske Amaarae er det første gang, at den dukker op på en af mine lister. På den korte “Angels in Tibet” skifter hun med den største naturlighed mellem rap og sang over et levende afrobeat, så man efter sangens slutning er i tvivl om, hvorvidt der er rnb, hip-hop eller pop. Det er generelt ganske symptomatisk for en del populær musik i dag, og det er da egentlig ret så fantastisk. Skud ud til L’Rain, Young Fathers, Sampha og Lil Yachty. 

Romy - “She’s On My Mind” (dance pop)  

Mens Jamie xx fra bandet The xx længe har haft en lukrativ sidegeschæft kørende med sit anmeldelerroste soloprojekt, er de to resterende medlemmer kun for nylig fulgt i samme fodspor. Bandets kvindelige medlem Romy albumdebuterede sidste år som soloartist med en række dancepop sange, hvoriblandt “She’s On My Mind” ret hurtigt satte sig fast i hjernebarken på mig. Det er lavet over den klassiske opskrift med linjer om ulykkelig kærlighed klemt ud af sidebenene over et melodiøs dancebeat, og den sidder altså bare lige i skabet. 

boygenius – “Not Strong Enough” (indie rock) 

Supergruppen boygenius bestående af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker udgav endelig deres første langspiller, og spørger man diverse online musikmagasiner er det tilsyneladende noget af det bedste 2023 har præsteret. Jeg er måske ikke helt på samme side, men singlen “Not Strong Enough” taler i hvert fald ikke imod det. Alle tre singer-songwritere får plads til at vise, hvad de vokalmæssigt bidrager med til bandet, mens vi naturligvis heller ikke snydes for flerstemmige harmonier. Produktionen er temmelig sammensat (men på en underspillet måde) med flere lag guitar (både akustisk og elektrisk) samt periodiske horn og uregerlige trommer. Tematisk kredser lyrikken sig om psykisk sygdom, og melankolien bliver da også kun understreget af kvindernes vanlige bluesy vokal - særligt Phoebe Bridgers er kendt for sine karakteristiske blå, luftige toner. Skud ud til John Grant, Mitski, Madeline Kenney og CMAT. 

Sufjan Stevens - “Will Anybody Ever Love Me?” (indie rock) 

Nu vi snakker om melankolske og luftige vokaler, så er Sufjan Stevens tilbage i sit traditionelle singer-songwriter hjørne med en ny samling sange om at være til. Den smukke og rørende single “Will Anybody Ever Love Me?” tackler nogle af de samme tanker om utilstrækkelighed som i førnævnte “Not Strong Enough”. Den starter med at være skrællet helt ind til kernen, hvorefter der løbende og nænsomt bliver tilføjet flere lag af percussion og vokalharmonier. Alligevel er det ikke en synderlig nedtrykkende sang, man føler sig faktisk stik imod al logik nærmest opløftet til slut - håbefuld. Hvilket naturligvis skyldes, at sangen ganske snedigt er skrevet i dur. 

Wednesday - “Chosen to Deserve” (hard rock)  

Sidste år optrådte guitaristen MJ Lenderman som solokunstner på min liste, og i år er han altså tilbage men sammen med sine kolleger i Wednesday, heriblandt den kvindelige forsanger Karly Hartzman, hvis vokal jeg ikke ville ændre det mindste ved. Det er rimelig begrænset, hvad den moderne rockmusik har at byde på, når det kommer til karakteristiske og særegne guitarister, men Lenderman’s sans for hårde guitar riffs rammer bare rent på en måde, man ikke hører så tit. En ting er altså, at bandet lyder herregodt, og jeg får et lille smil på læben hver gang det åbnende riff i singlen “Chosen to Deserve” rammer mine ørekanaler. En anden ting er, at deres lyd er overbevisende autentisk og på sin vis synes at være et produkt af sin egen tid. Lenderman og company har i hvert fald fået cementeret deres status som fremtiden for den hårde rock. Skud ud til The Armed, 100 gecs, yeule og Reverend Kristin Michael Hayter. 

ØXN - “Cruel Mother” (dark folk rock)  

Irske Lankum oplevede en del medvind sidste år med deres seneste album, hvilket jeg også sagtens kan unde dem. Men underligt nok har der samtidig været ganske stille omkring det affilierede band ØXN, der ellers bl.a. tæller to medlemmer fra netop Lankum. Det ene af disse er forsanger Radie Peat, og jeg er af den klare overbevisning, at hendes selvsikre vokal, der selv synes at løfte sig op fra et udefinerbart dyb, gør sig absolut allerbedst over den dystre og brummende instrumentering på ØXN’s debutalbum. “Cruel Mother” er baseret på en gammel traditionel ballade, men der er absolut intet bedaget over denne smukke, mørke udgave. 

Kara Jackson - “rat” (folk rock) 

Jackson har studeret engelsk og blev i 2019 udnævnt som National Youth Poet Laureate. Ordene fylder altså en del i hendes musikalske virke, og hun er måske ikke så overraskende derfor ud af en gammel poetisk folktradition. Blandt hendes inspirationskilder finder vi Joni Mitchell, Ella Fitzgerald og i nyere tid Joanna Newsom. Derudover kan man også høre tydelige spor af Nina Simone og Bob Dylan. Det lyder jo alt sammen temmelig tilbageskuende, og Jackson gør sig da også jævnligt i længere fortællinger stik imod nuværende tendenser. Den knap otte minutter “rat” er et sådan eksempel med sin historie om en fattig men håbefuld musikers rejse vestpå mod Californien. Selvom lyrikken naturligvis fylder meget hos hende, er nærværende sang også på egne betingelser en dybt stemningsfuld og melodiøs musikalsk oplevelse med Jackson’s stærke, dybe vokal i centrum for det hele.  

DANSKE SANGE 

AFSKUM – “22 SOMRE” (alt hip-hop) 

Der er efterhånden blevet hevet og trukket i hip-hop fra så mange vinkler, at det kan være svært at vurdere om en ny udgivelse overhovedet er hip-hop eller noget helt andet. Det er ikke et problem med aktuelle navne som Artigeardit, Karen Mukupa, Ukendt Kunstner og engelsksprogede HUNNID22, men det er det til gengæld i høj grad med den disrupterende AFSKUM. Han startede som et live-navn der imponerede tilsyneladende alle der kiggede forbi, men sidste år fandt musikken så endelig vej til din fortrukne streamingservice. Nogle kalder det rock, andre metal, men jeg hælder stadig mod hip-hop - måske fordi guitaren spiller en besked rolle og Afskum’s semi-melodiøse vokal mestendels kan betragtes som rap. Jeg fangede ham og band på Loppen sidste år, og jeg kan kun sige en ting: believe the hype! 

FRAADS - “Overalt hele tiden” (alt hip-hop) 

Videre til et andet alternativt hip-hop navn, men mens både AFSKUM og FRAADS skriver deres navne med verbaler, så stopper sammenligningen vist også der. Og så alligevel; for hvad de også har tilfælles omend på et noget mere grundlæggende niveau, så er det, at både AFSKUM og FRAADS har hele pakken: unik halvt syngende/halvt rappende vokal, tekster værd at lytte til samt genrevridende og grænsesøgende produktion. Rapper Papa E (der sidste år også droppede en glimrende solo-EP) har alle dage i FRAADS bevæget sig inden for et finurligt og næsten eventyrligt tekstunivers, hvor han sømløst hopper fra små personlige oplevelser og atypiske popkulturreferencer (såsom Rachet & Clank og Crash Bandicoot) til den store kærlighed, selvudfoldelse og en inspirerende sult på livet. Jeg var også så heldig at opleve en liveoptræden med FRAADS sidste år, og andre fans kan bestemt anbefales at gøre det samme. 

kingtommi - “Cruise Control” (alt rnb) 

Thomas Mulcahy fra bandet Uden Ord solodebuterede i 2022 under navnet kingtommi, og selvom denne EP var ganske glimrende, så lykkedes det ham alligevel at toppe samtlige sange med nærværende “Cruise Control”. Samtidig udgav han også med førnævnte band en ny anmelderrost LP i det forgangne år, men selvom deres indie rock bestemt har sine øjeblikke, så har jeg en større svaghed for hans Frank Ocean-agtige rnb i den dejlige “Cruise Control”. Thomas er en, man skal holde øje med fremadrettet. Skud ud til Kundo, Lord Siva, Angående Mig og USSEL. 

Giift - “Home Stu freestyle” (alt rnb) 

Amerikanske SZA tog for godt et år siden store dele af verden med storm med sit andet album, og efterfølgende opdagede jeg så, at vi faktisk har vores helt egen sammenlignelige sangerinde herhjemme i form af Giift. Hendes vokal besidder en utrolig styrke, mens produktionen klinger knivskarpt på nærværende sang “Home Stu freestyle”, hvor Giift i øvrigt også kortvarigt har fået sin stemme pitchet kunstigt op - altså ikke ulige Frank Ocean’s “Nikes”. Disse sammenligninger med amerikanske forbilleder er ikke for at tage noget fra Giift – det skyldes simpelthen blot at hendes stil og tårnhøje niveau indenfor selvsamme pt. gør hende til et unikum i danske sammenhænge. 

D1MA - “Moonlight” (alt pop) 

De sidste par år har jeg altid haft et håb om at kunne inkludere et stort dansk hit på den årlige liste, så da den mystiske D1MA’s kæmpehit “Moonlight” tilbød sig, kunne jeg ikke andet end at sige ja tak! Året bød også på gedigen pop fra Tobias Rahim og Ganger, men ingen fik det til at se lige så nemt ud som D1MA. Ikke ulige Rahim og andre aktuelle popsangere løber der en strøm af utilpassethed og mistrivsel under D1MA’s musik, der først og fremmest kommer til udtryk i hans melankolske vokal, hvilket bare giver hele oplevelsen en tungere bund. 

Suni – “Leget Solskin I Mørket” (indie)  

Sunis debutalbum Sengeafsnit 2 udkom sidste januar, og omtrent lige siden har jeg haft en intention om at have det repræsenteret på nærværende liste. Det er ikke altid sådan det er endt med andre udgivelser, og slet ikke på næsten et års afstand, men i dette tilfælde var jeg aldrig i tvivl. Jeg oplevede Suni på Rust i sommers, hvor han sammen med band spillede sine sange om sit mangeårige sygdomsforløb med turer ind og ud af hospitalet. Der er sange om at lægge i en hospitalsseng og kigge ud og hvad det gør ved én, men også sange om personlige relationer underlagt disse ydere omstændigheder. Det er mørkt og følelsesladet, men med et lys for enden af tunnellen. Koncerten var i øvrigt helt fantastisk. 

Bisse - “Månekvinden” (indie rock) 

Sidste navn på listen jeg så live sidste år - fordi det vel nærmest er blevet en tradition. Hvis jeg ikke husker helt forkert, hørte jeg Bisse spille “Månekvinden” tilbage i 2021, så det er en sang, han har haft liggende i noget tid, men sidste år fik den så endelig en officiel udgivelse. Jeg husker den tidlige optræden, fordi jeg dengang var dybt grebet af denne smukke ballade, jeg ikke tidligere havde hørt. Den er også fantastisk i 2023 i denne færdigproducerede version. Og således fik Bisse sparket bl.a. Kh Marie, eee gee, The Minds of 99, Barselona og Zar Paulo af listen. 

ML Buch - “Fleshless hand” (alt rock) 

Jeg fik tidligere fremhævet Lenderman som en unik guitarist med en vedkommende og karakteristisk lyd. Det samme kan siges om guitarist og singer-songwriter ML Buch – men her med mindre forvrængning, mere reverb. ML Buch laver alternativ og eksperimenterede rock, der kan være lidt svær at få greb om, men nogle sange er lettere tilgængelige end andre – heriblandt “Fleshless hand”. Det nydelige og afmålte guitarspil i sangen går fantastisk sammen med hendes milde og luftige stemme, mens det skiftende aktivitetsniveau i omkvædet giver sangen en klædelig dynamik og et fængende hook at vende tilbage til. ML Buch repræsenterer desuden også det store internationale hit på listen, da ML Buch har nydt en del omtale ude i verden. “Hit” er måske så meget sagt dog. Skud ud til Baby in Vain, Swan Lee, Himmelrum, Lowly, Barbro og First Flush. 

Frk. Jacobsen - “I haven” (fusion jazz) 

Den oprindelige intention med disse lister var at samle en blandet række sange til at repræsentere så mange sider af det forgangne musikår som muligt. Det fejlede ret hurtigt, og gør det såmænd stadig. Jeg er mest bare glad for at jeg kunne styre min trang til at inkludere flere sange med JPEG MAFIA på den udenlandske liste. Men hov, her har vi så alligevel en lille anomali, nemlig et stykke dansksproget fusionsjazz. Den valgte sang hedder “I haven”, og den leverer på sit uudtalte løfte om at skabe billeder i hovedet af danske sommerdage på terrassen. Dejligt at varme sig lidt ved i denne mørke tid. 

Guldimund - “Jeg venter i lyset” (indie) 

Vi slutter med en sidste dansk højdespringer. Guldimund fik sit store folkelige gennembrud med sin seneste plade (modsat broderen der under navnet Knægt stadig opererer i det relativt skjulte), der handler om livet efter bruddet med sin drengs mor. Vanen tro har Guldimund en dejlig prosaisk tilgang, der både formår at konkretisere de forskellige situationer (såsom kampen om forældremyndighed) og relationer (alenetid med drengen, den nye kæreste samt oplevelsen af de to sammen) samt at skabe et bånd til lytteren, så man alligevel finder tekstuniverset vedkommende - også selvom det nogle gange føles som at træde ind i et fremmed menneskes privatsfære. Musikalsk læner det nye album sig endnu mere op af en højskolesangtradition, og det vil derfor overraske mig meget, hvis ikke Guldimund får en sang eller to med i den næste udgave af højskolesangbogen. Og så skal der lyde nogle afsluttende skud ud til GRETA, Reveal Party, Lucky Lo og Søn. 

Find Spotify playlist her. 

Hvad tager I med fra musikåret 2023? 

Har du også intense feberdrømme? 

Eller måske de som regel blot omhandler drømmekage og onlinepoker. 

UDENLANDSKE SANGE 

Fontaines D.C. - “I Love You” (alt rock) 

Irske Fontaines D.C. er tilsyneladende kendt som et post punk band, altså den her meget vage genrebetegnelse der vist mest af alt fortæller os, at bandet spiller potentielt gedigen rock på denne side af 1977. Andre ville nok bare kalde det alternativ rock, og jeg er tilbøjelig til at inkludere mig selv i dette “andre”. Sangen stammer fra deres tredje og temmelig pragtfulde album, der ovenikøbet kommer pakket i et ret så inciterende cover. "I Love You” kan umiddelbart let forveksles med en sang om kærlighed men er i virkeligheden et særdeles politiskladet brøl mod Irlands brogede historie og magthavernes slet skjulte og underminerende jagt på profit. Og således kan Fontaines D.C. siges at have sparket blandt andre Arctic Monkeys, Father John Misty, The Smile, Wet Leg, Big Thief og Yeah Yeah Yeahs af listen. Så er vi ligesom i gang. 

Black Country, New Road – “The Place Where He Inserted the Blade” (art rock) 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med BCNR sidste år, og jeg behøvede ikke at lytte til dem meget mere end én gang, før de havde sikret sig en placering på denne liste. På dette tidspunkt havde forsanger Isaac Wood dog allerede meldt sig ud af orkestreret pga. mentale helbredsproblemer – noget vi jo desværre også ser mere og mere af herhjemme. Jeg kalder det bevidst et orkester, da BCNR foruden den klassiske rockband line-up også består af en saxofonist og en violinist (også medstifter af ligeledes fremragende Jockstrap), der faktisk fylder omtrent det samme i musikken som guitaristen, hvilket er med til at give gruppens musik et overraskende unikt og folkemusikalsk udtryk. 

Kendrick Lamar - “Count Me Out” (art hip-hop) 

Lamar har formentligt begået et af sidste års mest omtalte og kontroversielle album med selvudstillende og på samme tid samfundsrevsende tekster om særligt familie, race og traumer. Nogle af disse sange er meget konkrete i sin emnebehandling, men “Count Me Out” er ikke en af dem. Lamar er tydeligvis midt i en proces med at bearbejde sorg, nederlag og mindreværd, så man er ikke i tvivl om tonen – men detaljerne er mere diskrete. Til gengæld er selve musikken – beat, flow, baggrundsvokaler, alt – helt oppe i ansigtet på dig så fantastisk og vidunderligt levende, det hele er. Og så lige skud ud til Denzel Curry. 

Rosalia - “CANDY” (pop) 

Jeg har tidligere haft svært ved at lade mig drage af lignende spanske popsensationer, men det er slut nu med Rosalia’s ret så fremragende andet album. Jeg kunne have fremhævet flere sange, men valget er faldet på, hvad jeg først nu opdager slet ikke har været en single. Sangen har da egentligt heller ikke mange afspilninger på Spotify til trods for at være klemt ind imellem to faktiske singler. Det er ellers et dejligt og fængende lyt med en god spredning af behagelige breaks og drops, mens Rosalias skønne lyse stemme får lov at udfolde sig frit. Blandt andre popnavne der gjorde sig positivt bemærket sidste år vil jeg lige kort fremhæve The Weekend og Beyonce. 

Christine and the Queens - “Ma bien aimée bye bye” (synth pop) 

Videre til et andet sydeuropæisk fænomen nemlig franske Christine and the Queens, der har velsignet os med en tredje langspiller, eller: Pladen er faktisk ikke så spændende igen, men åbneren “Ma bien aimée bye bye” kan til gengæld noget særligt. Som titlen halvt afslører, foregår det meste på fransk, så jeg har ingen anelse om, hvad sangen omhandler. Chris anvender en mere luftig og let stemme end på tidligere udspil, hvilket sammen med den mellemtempo synth-besmykkede popproduktion frembringer billeder i mit hoved af sangeren dansende alene i døråbningen til et kælderdiskoteks bagindgang med flere længselsfulde blikke rettet mod massen i dansegulvets midte. 

MJ Lenderman - “Tastes Just Like It Costs” (hard rock) 

Med et tungt og forvrænget guitarriff beder og tigger “Tastes Just Like It Costs” tilnærmelsesvist om at blive spillet for fulde gardiner. Så skru volumen op på elleve og nyd et gedigent og befriende stykke rockmusik, der samtidig ikke bare er en pastiche på det allerede bestående. For selvom hård rock har det med at pege tilbage i tiden, så placerer kombinationen af lækker støj og indievokal sig trygt og eftertrykkeligt i vores samtid. Af andre mere traditionelt rockende bands føler jeg mig lettere forpligtet til kort at fremhæve black midi samt det overraskende comeback fra The Mars Volta. 

SZA - “Kill Bill” (alt rnb) 

Siden internettets demokratisering af musik og i særdeleshed de afkriminaliserende streaming-tjenester har vi alle fået direkte adgang til al musik fra alle tider, hvilket naturligvis betyder, at nyere generationer kan og vil lade sig inspirere af et langt mere mangfoldigt bagkatalog end tidligere. Nogen mener så, at dette hæmmer den musikalske udvikling, da vi i stedet for at skabe en ny diskurs blot forædler det eksisterende udvalg af genrer, stile og temaer til stadig marginalt anderledes udtryk – med den konsekvens at den musikalske afstand mellem 2022 og 2002 er langt mindre end den mellem 2002 og 1982. Denne udvikling synes SZA umiddelbart at underbygge med sit seneste udspil, hvorfra den skønt melodiske og hævntørstige “Kill Bill” stammer fra. Posen er i hvert fald blevet godt rystet. 

Nilüfer Yanya - “midnight sun” (indie rock) 

Når den stærkt forvrængede instrumentering indtager lydbilledet i al sin støjende pragt under sidste recitation af omkvædet samles alle mine tanker uvildigt om sangen på ny, og hvad der føles som blot et øjeblik senere føler jeg mig hensat til at starte nummeret forfra, hvormed jeg igen bliver mødt af det melodiøse beat, der med stor iørefaldenhed starter in medias res. Yanya var naturligvis ikke den eneste kvindelige singer-songwriter med ny musik sidste år, men der er jo desværre (og dog heldigvis) ikke uendelig mange pladser på denne liste. Jeg kan dog afsløre at boblerne var Soccer Mommy (med en meget gennemført plade), Angel Olsen, SASAMI, Cate Le Bon, Mitski, Arlo Parks og norkse girl in red. 

SAULT - “Angel” (soul) 

Det utrolig produktive kollektiv SAULT har på det nærmeste oversvømmet markedet med betagende og inspirerende musik siden 2019 – ja, vi fik sågar hele 5! langspillere det forgangne år. Jeg skal gerne være ærlig og sige, at jeg ikke bare tilnærmelsesvist har fået lyttet mig igennem det hele. Faktisk stammer “Angel” end ikke fra nogen af dem, men er i stedet udgivet som en ikke-album “single”. På papiret er det i hvert fald en enkelt sang, men i virkeligheden er de godt ti minutter nogenlunde ligeligt fordelt mellem tre relativt selvstændige sange. Det første byder på indigneret reggae, mens de sidste to mere lægger sig op af længselsfuld soul. Og så har kollektivets frontmand Inflo i øvrigt også produceret endnu en magtdemonstration af et album for Little Simz i 2022. 

100 gecs - “Runaway” (hyperpop) 

Året bød på mere Clarence Clarity-produceret alternativ pop i skikkelse af Rina Sawayamas periodisk underholdende anden langspiller (samt en anden og mindst lige så besynderlig efterfølger fra Nova Twins), men den bedste og mest fascinerede steroidinducerede pop finder vi hos 100 gecs og deres fantastiske indiespektakel “Runaway”. Begge medlemmer af duoen er involveret i produktionen og supplerer med vokal til den hyperpop-certificerede autotunemaskine, der faktisk får dem til at lyde lidt som hinanden. Okay, en del, men ikke helt, hvilket er det vigtigste. 

DANSKE SANGE 

Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet” (indie) 

Med tråde tilbage til Kliché’s messende elektrorock og TV-2’s ironisering revser Zar Paulo samfundet med både stil og humor på deres første EP – og i særdeleshed på nærværende sang med sit utrolig ørehængende omkvæd. Selvom The Minds of 99 har fundet en mere folkelig side frem af sig selv på deres fjerde langspiller, så tager de stadig sig selv relativt alvorligt og eventuelle forsøg på humor vil derfor mere eller mindre mislykkedes. Omvendt står det altså til med Zar Paulo. 

Ninna Lundberg – “Something in the Soil” (indie pop)  

Der er gået to år siden udgivelsen af Ganger’s seneste album, og det viser sig at et af medlemmerne har brugt denne tid på at sammensætte sin egen soloudgivelse. Ninna solodebuterede i 2022 med en EP, hvorfra “Something in the Soil” stammer. Det er et lille vidunderligt og intimt bekendtskab med Ninna’s stemme front og center. Altså noget af en afstikker fra Ganger’s teatralske dansemusik. Skud ud til andre singer-songwritere: Homesickness, Kristian Leth, CTM og Lydmor. 

SOLEN ER SEXET - “SKØDESLØSE LÆNDER” (indie rock) 

Lise Westzynthius må være en af mine absolutte favoritter blandt dansksprogede singer-songwriters med sit originale og inspirerende tekstunivers. I det forgangne år slog hun atter kludene sammen med Bjørn Rasmussen, og sammen albumdebuterede de under navnet SOLEN ER SEXET. Lyrisk er “SKØDESLØSE LÆNDER” temmelig pudseløjerlig med et syret billedsprog serveret på en bund af behagelig instrumentering samt en lettere insisterende synth. 

Tobias Rahim - “Feberdrømme Xx Dubai” (pop) 

Sensationen Tobias Rahim er her på listen den anden men formentlig bedste repræsentant for mainstreamen og i særdeleshed den følsomme mandlige sanger – og interessant nok er han ikke den eneste med et ben i begge lejre (tag bare Hans Phillip og Andreas Odbjerg). Ramt af ensomhed og mindreværd har Rahim feberdrømme om at være luder i Dubai, og det er nu ret fint og tilmed smukt. Og så kan man samtidig danse til det i al sin nærmest hyper-poppede æstetik.  

Liss – “Nobody Really Cares” (indie) 

Og nu vi taler om følsomhed og et tumultarisk indre er det naturligvis og på bedrøvelig vis svært at komme uden om Liss. Forsanger og tekstforfatter Søren Holm mistede i foråret 2021 livet til selvmord efter med Liss at have udgivet flere succesfulde EP’er samt færdigindspillet den debutplade, der endelig så dagens lys et års tid senere. Holm’s mistrivsel kommer særligt (og i særdeleshed i retrospektiv) til udtryk på “Nobody Really Cares” via en dyster tekst og hans melankolske stemme – i skarp kontrast til den halvpoppede produktion og det dansevenlige beat. 

Reveal Party – “Commercial Love” (indie pop) 

Med udgivelsen af to EP’er under samme titel (men forskellige undertitler) var Reveal Party snublende tæt på at albumdebutere sidste år. Jeg har dog uden tvivl lyttet mest til EP nummer to, og jeg overvejede sågar længe at inkludere hele EP’en i stedet for en enkelt sang. Det er sandt at sige også en kort udgivelse på mindre end fjorten minutter, hvilket jo egentligt bare er et usædvanlig langt nummer. Det lykkedes mig dog (sådan nogenlunde) at beherske mig selv og i stedet blot fremhæve åbneren “Commercial Love”, der er en yderst øm skæring med hviskende vokal, der synes at liste sig forsigtigt ind på lytteren. Musikalsk bliver der langsomt bygget op til en forløsning af en art, der bare aldrig når at komme. For at opleve det må man lytte videre til EP’en - alternativt kan man også bare starte “Commercial Love” forfra og lade sig hypnotisere af de begyndende betryggende toner. 

Bisse – “Venus” (indie rock)  

Efter et relativt tyst år vendte Bisse i 2022 tilbage med udgivelsen af sin tolvte langspiller. Vanen tro er pladen bygget op omkring et bestemt koncept, og denne gang drejer det sig om kærlighedssange fra en ungkarl. Igen har jeg valgt at fremhæve et åbningsnummer. Der er mange gode skæringer at vælge imellem, men der er absolut intet kompromissøgende over mit valg. “Venus” er simpelthen bare fantastisk smuk med den mest vidunderlige melodi. Eneste lille kurre på tråden er spillelængden, da sangen hjertens gerne måtte have været dobbelt så lang. Afslutningsvis vil jeg lige sende en varm tanke til andre påskønnede gensyn, der desværre måtte vige en plads på listen til fordel for en anden: Katinka, Peter Sommer, Aksglæde og Phlake. 

Tuhaf – “Jeg Ser Dig” (psykedelisk rock) 

2022 har været et glimrende år for rockmusikken herhjemme med navne som Kellermench, Brimheim, Joyce og Selina Gin. Ingen af dem er dog så inkarneret retro-rocker som dansk-tyrkiske Tuhaf med sin flippede guitarlyd og tyrkiske strengeinstrumenter. Men er det da bare ren nostalgi på piller? Fusionen af vestlig og tyrkisk rockmusikkultur blandet op med synthesizere og et personligt og samtidigt lyrisk udtryk gør heldigvis og netop bandet til mere end bare nostalgi. Apropos 70’erne er jeg også nødt til kort at nævne det dejlige band Rigmor, hvis forsanger i al sin klare skønsang bringer mindelser om hende fra Bifrost. 

Gorgeous – “Coyote” (indie pop)  

I skrivende stund har Gorgeous kun udgivet tre sange. “Coyote” er den anden i rækken, og er kort sagt super fængende med en ørehænger af et omkvæd over inciterende rytmer. Bag nævnte monikor gemmer sig en duo bestående af sanger og sangskriver Maríe Louise samt producer og multi-instrumentalist Enrique Murga, og jeg glæder mig allerede til at høre meget mere fra dem. Fra samme boldgade kan i øvrigt nævnes Lucky Lu, der faktisk kortvarigt var på listen med en færdigskrevet tekst, men som altså måtte se sig forvist i ellevte time. Måske jeg kommer til at fortryde det senere. 

eee gee – “New Years Ex” (indie rock) 

Den kvindelige singer-songwriter eee gee har vist sig at være en sand anmelder-darling, og er således også havnet på flere year-end lister med sit debutalbum. Jeg har haft svært ved at frembringe samme grad af begejstring for hendes musik, men det ændrede sig faktisk her for ganske nylig, da hun på årets andensidste dag udgav den mestendels akustiske “New Years Ex”. Hun nærmer sig med dette nummer sine amerikanske samtidige såsom Clairo og Phoebe Bridgers, men uden at lyde som en kopi og da slet ikke en dårlig en af slagsen.