Dansk
Blog

RetroHeaven - Tomb Raider

Det er svært at komme udenom Tomb Raider franchisen, den har eksisteret i forskellige former lige siden Playstation 1 og er for nylig blevet rebootet. Men serien har ændret sig radikalt siden begyndelsen og har været nær uigenkendelig de sidste mange år, hvis man laver sammenligninger mellem nye udspil og originalen. I denne korte anmeldelse vil jeg kigge lidt på det originale Tomb Raider og prøve at forklare hvorfor dette spil er så godt som det er. Tomb Raider kan klassificeres som et action/adventure der henter en del inspiration fra Indiana Jones og lignende. Der er hovedsageligt talt om et spil der blander komplekse puzzles, adventurespil elementer i en højere grad en det ses i spil som Alone in the Dark og Resident Evil samtidigt med at det også indeholder en hel del elementer af platformeri.

Man ville næppe kunne kvalificerer Tomb Raider som et horror spil, men som enhver god eventyrfilm fra 80erne lånte Tomb Raider alligevel en del fra genren. Spillet har en ensom atmosfære der kombineret med det lave antal af fjender gør at hvert angreb bliver langt mere effekt fuldt. I første bane møder man en bjørn der kan dræbe Lara på få sekunder hvis man ikke passer på og senere møder man en kæmpe krokodille der stille flyder rundt i beskidt kloakvand samt spillets højdepunkt: En Tyrannosaurus Rex. Det specielle ved disse kampe er at man ikke behøver at udkæmpe dem, man kan løbe forbi flere af de farlige fjender og enkelte er placeret på steder hvor man helt kan undgå at møde dem. Det er interessant fordi der ikke bliver reklameret for fjenderne, der er ikke nogen filmsekvenser eller lignende til at introducere Tyrannosaurusen, du går blot ud i en lysning, hører et brøl hvorefter du ser en kæmpe blodtørstig dinosaurus der løber imod dig. Det er en meget subtil og effektiv tilgang til at skabe spænding der er med til at man aldrig rigtigt ved hvad der vil ske omkring det næste hjørne, det passer rigtigt godt sammen med spillets opbygning og atmosfære. Tomb Raider kan være skræmmende og intenst når det for alvor går løs, men det er samtidigt også et meget stillestående og eftertænksomt spil. Størstedelen af spillet består af puzzles og platform hopperi hvilket kun gør de farlige møder med fjender endnu mere skræmmende. Banerne er dog ikke helt blottede for fjender, hver bane indeholder måske en 14-20 modstandere der hovedsageligt består af enlige ulve, flagermus og lignende. Antallet af menneskelige modstandere kan tælles på én hånd og fungere, ligesom de større dyr, mere som bosskampe end normale kampe.

På mange måder er Tomb Raider en blanding af de bedste elementer fra de tre Indiana Jones film, gyser elementerne fra Temple of Doom, gådeløsningen fra The Last Crusade og mystikken fra alle tre film. Tomb Raider er et eventyr der til tider kan være en anelse sløvt takket være enkelte langhårede og kryptiske puzzles, samt en lettere firkantet styring der kræver en del tilvænning, men når det er på sit højeste så er Tomb Raider en unik og engagerende oplevelse, der nok er det tætteste man kommer på en spilmatisering af de sidste 20 minutter i The Last Crusade.

HQ