Ratchet and Clank 2016 - Anmeldelse

Forord: Dette bliver formuleret i en blog fordi GR ikke vil lade mig tilføje spillet til min samling, nok fordi det ikke er udkommet i Danmark endnu. Desuden så slipper jeg også for at afgive en karakter på denne måde (jeg kan ikke lide review scores så...)

Det er bestemt ikke tit at vi I denne generation får lov til at nyde platformspil I 3 dimensioner fra AAA og sandelig ikke om det ikke er en synd da disse spil jo ofte kan byde på de mest kreative og interessante former for banedesign. Som oftest langt mere attraktive former for spil end blot endnu en generisk militærskyder eller en stor åben verden fyldt med procentsatser der skal op på 100 og zoner der skal befries. Alligevel har de store publishers åbenbart kollektivt vedtaget at den slags ikke sælger og derfor er det eneste der er frugtbart at producere forskellige kopiprodukter af det samme spil men med lige anderledes nok omgivelser til at den uopmærksomme forbruger nok tænker det er noget nyt.

Det kan man selvfølgelig heller ikke bebrejde dem for, genkendeligheden ved det hele er også lidt af en trækkraft. Vi påberåber os altid innovation og kreativitet men alligevel så er vi så gode til at købe hvad der essentielt svarer til godt og vel det samme spil igen og igen. Det ligger lige til halebenet at købe f.eks. Batman Arkham Knight mens indie-spillet som ikke har bevist sit værd tidligere bliver mødt med en højere skepsis. Dette har jeg valgt at anerkende og acceptere og derfor spørger jeg disse dage typisk ikke så meget efter innovation men snarere efter at få det optimale ud af de etablerede genrer vi allerede kender. En ting jeg derimod godt kunne tænke mig var at der løbende blev udviklet spil af alle slags genrer i stedet for at det alt sammen skal komme i bølger. Der var en gang hvor platformspil var meget dominerende, senere hen blev det FPS og så opstod der en trend hvor nærmest alt er open world på en eller anden måde. Jeg finder det beklageligt at det behøver at foregå på denne måde i stedet for lidt af hvert, hele tiden.

Mange af mine yndlingsgenrer har jeg ikke set friske eksempler på i årevis og grunden til at jeg fortæller jer alt dette er for at give lidt kontekst til spillet vi skal snakke om i dag, netop Ratchet and Clank som for nyligt er blevet remade/rebooted til PS4. Et spil som jo netop byder på noget af det jeg har savnet, en 3D action platformer ligesom i de gamle dage på PS1 og 2'en.

Nogle af jer har måske læst mine indlæg omkring spillet på sitet og de har været af meget positiv karakter, men de har sandelig også været motiveret af gensynets glæde og nu hvor euforien har lagt sig lidt kan jeg se mere nøgternt på produktet og mens jeg ikke mener at det er ringe, synes jeg ikke det kan konkurrere med originalen.

Spillet er en actionplatformer hvor du styrer den efterhånden ikoniske duo Ratchet og Clank som gennem en række forskellige planeter og ved hjælp af et varieret arsenal af våben skal forsøge at frelse universet fra ondskab. Det er en appellerende formular som har været der siden det oprindelige spil fra 2002 og har altid været defineret ved kreative våben, solid platforming og god humor. Nu står vi så her 14 år senere og humoren har stadig sine skarpe øjeblikke men kreativiteten er bare væk. Det har hele tiden stået klart at der ikke er tale om et 1:1 remake men snarere en reboot men jeg synes blot det har resulteret i at de har en undskyldning for ikke at være kreative og samtidig ikke levere et spil der kan hamle op med originalen. Det er med andre ord hverken noget nyt eller noget der gør retfærdighed til hvad der før var.

Næsten alle spillets våben er taget fra tidligere spil og det eneste nye er en shotgun med et rent kosmetisk gimmick. Der er heller ikke mange nye verdener at komme efter, mange af de gamle verdener fra 1'eren er væk og spillet benytter tilmed at få dig til at spille en tidligere bane igennem en gang til bare bagvendt.

Hvad angår historien så er jeg ikke en fan af ændringerne. Ratchet er meget out of character og originalen bød faktisk på et karakterark for de to helte som nu er fuldstændigt væk. Det var ikke specielt gennemført lavet i originalen og jeg havde håbet på at de med denne remake ville få det til at fungere men i stedet har de bare fjernet det og nu står Ratchet og Clank tilbage ikke så meget som to venner der gennemgår en udvikling men bare som intetsigende statister til deres eget spil.

Historien har yderlige problematiske øjeblikke som jeg gerne ville snakke mere om men ikke kan da det nok ville bevæge sig for meget ind i spoiler-territorium.

Spillets grafik er super flot og jeg kan ikke fornægte at man kommer til at smile ved synet af alle de flotte partikeleffekter og farver som eksploderer så langt øjet rækker. Et langt mere grafisk intenst eventyr end originalen som man jo nok kan forvente. Det går dog en del på kompromis med gameplayet da man, netop i modsætningen til originalen, kan have svært ved at se hvad der egentligt foregår i alt dette kaos og derfor vil du ofte finde dig selv ude af stand til at forklare hvad du egentligt blev ramt af.

Det var vel bare en enkelt af de mange blinkende lys på skærmen som viste sig at være en laserstråle på vej i din retning hvilket for alvor gør sig problematisk på Challenge mode, en form for new game plus, hvor du har en multiplier for penge som stiger og stiger så længe du kan undgå at tage skade.

Det gør spillet irriterende at spille fordi du pga. det grafiske overload ofte kommer til at løbe ind i et skud du ikke anede var der. Det er selvfølgelig ikke sådan at spillet bliver svært af den grund, for du har masser af liv at trække på og du finder konstant liv rundt om i banen, og skulle det endeligt gå galt så er spillet proppet til bristepunktet med checkpoints for at forhindre lille Marc i at blive frustreret.

Spillet har også i modsætning til originalen det overfladiske opgraderingssystem hvor du tjener XP til din figur og dine våben for at få mere liv, stærkere våben etc. men jeg har aldrig synes at dette system gjorde spillene bedre. Det eneste du opnår med dette system er at opfordre folk til at bruge våben de ikke har lyst til at bruge. Tro mig, hvis våbnet er godt har du ikke brug for et levelsystem til at give incitament til at bruge det. Vi fandt i originalen hurtigt ud af at det fjernstyrede missil var godt og at Minehandsken kunne bestille enkeltbillet til Tartaros.

Platformingen er også kedelig. Der er ikke nogen interessante og udfordrende områder som f.eks. originalen som havde et ret sjovt level der hed Gorda City (en bane der i øvrigt er, ja, væk) hvor du skulle undgå maskingeværsild mens du hoppede fra platform til platform som faldt sammen under fødderne på dig eller glide på en bane af is, hoppende over stråler af elektricitet mens vinden skubber til dig. I dette spil er der intet af den dur, og også selvom der var kunne det være så godt som ligegyldigt pga. et checkpointsystem som ikke tillader nogen former for setbacks.

Spillet er også meget god til at være nedsættende. Ingen i Ratchet and Clank 2016 kan holde deres mund og kommer konstant med statusopdateringer som flere fjender, hints om at du skal huske at svømme til overfladen en gang i mellem, at du er løbet tør for ammunition, alt sammen tordnende åbenlyse ting men alligevel er spillet marineret i nedsættende tutorial dialog som aldrig ender.

Der er ikke tal på hvor mange gange jeg egentligt måtte udbryde "no shit sherlock" til Clanks anmærkninger om at der er detekteret flere Blargs og da jeg så et controller prompt dukke op der highlightede trekant fordi jeg var løbet tør for ammunition var jeg på nippet til at få det der spat som ens forældre altid truede med da man var lille.

Forstå mig ikke forkert, spillet er en fest af farver og eksplosioner og det er nydeligt at se på men når det går op for dig at det eneste du reelt laver er at strafe frem og tilbage mens du affyrer hvad end våben du endnu ikke har fået op i lv.5 så er det lidt som en flot tøs som måske er forførende med sit labre lamselår men din begejstring bliver hurtigt erstattet med uimponerede panderynker når det går op for dig hvad de er ude på. Facaden krakelerer og du opdager at tøsen, sit skønne ydre til trods, blot er en tom skal som ikke er værd at forlade noget for. Spillet er et one-night stand som måske er en enkelt tur værd for de 300 kroner det koster hvis man ikke har fået noget i lang til men ellers ikke mere. Desværre.