Året 2020: Musik - Playlist

Godt nytår!
Ti danske, ti udenlandske - kør!

DANSKE SANGE
FRAADS - "Dragekvinden" (indie pop)
Der bliver fortsat i det danske musiklandskab eksperimenteret derudaf med at blande rnb, hiphop og pop - sang og rap. FRAADS hittede stort i 2019 med et større fusionsbæst, mens de i 2020 på deres debuterende langspiller bevæger sig en anelse ind i skyggen af Barselona - blot for at forsvinde ud igen på den anden side med tætskårede sange som nærværende "Dragekvinden".

Guldimund - "Brænder stadig" (melankolsk indie pop)
Lige i hælene på etablerede navne som FRAADS har vi Guldimund, der i 2020 slet og ret debuterede med den melankolske "Brænder Stadig". På bedste vis har de fået bikset et langsomt guitardrevent stykke pop sammen med en sårbar og ulykkelig vokal. Så selvom de også opererer indenfor indie poppen som flere af deres populære kollegaer formår de stadig at skille sig ud fra mængden.

School of X - "Collarbone" (moderne rnb/pop)
Som en blanding af Elias Boussnina og FRAADS byder School of X på... mere indie pop - men denne gang på engelsk og med duften af lidt rnb; beatet træder tydeligere frem ved at fremhæve slagtøjet i mixet, korte guitarsolo-agtige riffs afslutter omkvædet, mens School of X leverer en halvdoven vokal.
Apropos vokal, så dukker Lord Siva sørme også op og lægger et par engelske linjer i C-stykket. Ikke ulige Phlake er vi oppe på internationalt niveau her.

Bisse - "Den Hovedløse Rytter" (indie)
Intet år uden Bissen - der ovenikøbet velsignede os med to album i 2020 - den første fra soveværelset under nedlukningen i foråret, den anden fra en lille efterårslysning midt i en fyrreskov et sted på Sjælland. "Den Hovedløse Rytter" er fra sidstnævnte plade; egentligt en break-up plade men som en rød tråd gennem melankolien ænses altid et lysglimt, et håb. Hvilket i virkeligheden også er et nydeligt billede på den almindelige sindstilstand under anden bølge af Coronaen.
Og så lige skud ud til Peter Sommer og Michael Falch.

Ganger - "Bunker" (alternativ pop)
Vi blev som bekendt lovet en trilogi af Ganger, og midterstykket landede således i det netop forgangne år. Det er på flere måder en mere eksperimentel udgivelse med næst til ingen hensyntagen til almindelige sangstrukturer.
Nærværende sang og single er i den lettere tilgængelige ende, men er både lyrisk og musikalsk et meget fascinerende lyt. Og så lige skud ud til den fabelagtige omend korte saxofon-solo til slut.

Jung - "Blitz, Baby" (indie rock)
Chancen for at du kender Jung allerede er temmelig stor, for selvom de kun lige har smidt deres første plade på gaden, er de allerede blandt de mest eksponerede bands herhjemme og bliver da også flittigt spillet på P3.
Jeg klager dog ikke, da Blitz er det album jeg lyttede mest til sidste år. De ligeledes glimrende omend mere punkede Joyce tog førstepladsen på Gaffas yearend-list, hvilket jeg dog stadig ikke helt forstår.

GRETA - "Waves" (dreamy synthpop)
Hvad jeg lige har skrevet om Jung, gør sig egentligt også gældende for GRETA - bare i mindre skala og med P3 skiftet ud med P6. GRETA debuterede sidste år med sit vanvittigt stilsikre synth-glade to-delte album Ardent Spring, hvorfra nærværende sang udspringer. Det er utroligt stemningsfuldt og veleksekveret, og så betyder det ikke så meget, at GRETA egentligt er tysker men altså har boet i Danmark i små ti år.

Lord Siva - "Solhverv" (synthpop)
Jeg efterlyste i sidste års liste endnu flere covers i dansk musik, og som de fleste efterhånden nok ved, leverer Lord Siva her et cover af dansktop-projektet Humørekspressen. Skru produktionsværdien flere tak op, tilsæt nye vers af Siva og drys inciterende ad-libs ud over sangen, og så har du et af 2020's største danske hits.
Og så har jeg end ikke fået nævnt Sivas vellydende langspiller, jeg egentligt tidligere havde tænkt mig at smide på listen i den ene eller anden form.

Baby in Vain - "Before You" (garage rock)
Nyt fra pigerne i Baby in Vain er som regel altid godt nyt, og 2020 var så bestemt ingen undtagelse hertil.
Lyden er stadig rå samt Baby-in-Vainsk-melodiøs og guitaren stærkt forvrænget, mens nærværende sang og albumåbner ovenikøbet også indeholder en besnærende og velkommen guitarsolo, hvis du skulle være i tvivl. Og så lige et skud ud til Communion.

Tue Track & SULKA - "Undskyldforevigt" (rap)
Undergrundens P6-pendant til P3's glimrende Artigeardit. Tue Track sidder bag knapperne, så du ved det lyder godt. SULKA er den anden mest omtalte kvindelige rapper i 2020, og selvom hun også har attitude at dele ud af, så er det af en lidt anden slags. Hun flyder selvsikkert over beatet med en monoton intonation som en blanding af det hårde og det ligegyldige, hvilket til tider brydes af sekvenser af nydelig skønsang.
Det lyder bestemt cool og lyrisk er der ikke en finger at sætte på hende, men det kunne nu alligevel være interessant at høre hende rappe med sin *egen* stemme, som man hører den på "Vintertid".

UDENLANDSK SANGE
Childish Gambino - "53:49" (alternativ rap)
Gambino har udgivet endnu et mærkværdigt album, og ligesom sidst er der langt fra bundniveauet til topniveauet. En af grundene til dette er albumlukkeren "53:49" (navngivet efter sekundet sangen starter på pladen). Det er en af de mest imponerende musikalske energiudladninger fra året der gik, og er samtidig også Gambinos mest forfriskende og futuristisk-lydende skæring hidtil.

Jay Electronica - "Universal Soldier" (east coast rap)
Den nærmest sagnomspundne og mytiske Jay Electronica udgav endelig sit - eller i hvertfald ét - debutalbum. Hovedsageligt produceret af ham selv og lidt overraskende med Jay-Z gæstende næst til alle skæringer. Okay, produktionen er en smule bedaget - en af sangene er da også ti år gammel. Men er man indforstået med de stærke religiøse undertoner (mere allegorisk, mindre 'praise the lord'), har man et temmelig episk nummer i vente.

Mac Miller - "Surf" (chill rap)
Jojo, det er vel trist nok, når en ældre halv-pensioneret musiker dør, men vedkommende levede formegentligt et fuldt liv og genererede ikke længere et relevant kunstnerisk output, så det er primært en sorg følt af familien. Men så sker det jo desværre også af og til, at afdøde var lang vej fra sin pension og kunstnerisk kun lige kommet i gang; Mac Miller var en sådan person, han var slet ikke færdig.
Sidsteårs posthume udgivelse er et gennemført chill Mac Miller album - samtidig med at det takket være sin tidstypiske guitardrevne hiphop-produktion lyder nyt og anderledes.

Porridge Radio - "Born Confused" (alternativ rock)
Det meste af nummeret er en kortvarig gentagelse af 'Thank you for leaving me, thank you for making me happy' efterfulgt af en længere og voldsommere gentagelse af sidste del. Linjerne bliver leveret med en desperat og insisterende vokal, men selvom sangerinden synger til et 'dig', lyder hun snarere til at forsøge at overbevise sig selv om ordenes rigtighed. Det er meget bevægende, og i øvrigt en fin lille melodi.

The Weeknd - "Blinding Lights" (synthpop)
Et af de største udenlandske hits er interessant nok også stærkt inspireret af 80'erne. Musikalsk er der sandelig langt fra The Weeknds intime og tilrøgede men samtidig skarptskårede kammermusik fra engang tilbage i tiden til denne Max Martin-producerede pop-sensation. Faktisk så langt, at det dårligt giver mening at sidestille hans sange på denne måde. Pointen er, ja det er anderledes, men det lyder sgu stadig fedt.

Phoebe Bridgers - "Moon Song" (singer-songwriter)
Ved at inkludere Phoebe Bridgers endte jeg ultimativt også med at ekskludere bl.a. Fiona Apple, hvilket måske siger meget. Dog egentligt ikke i mit hoved, da Bridgers simpelthen har været umulig at komme udenom i 2020. Hun er singer-songwriter af den traditionelle rock-variant om end hendes melodier ofte udgøres eller suppleres af strygere og horn fremfor guitar. Derudover besidder hun en nærværende og dybt melankolsk sangstemme - men snarere på den der dejlige melankolske facon end den deprimerende, mens hendes tekstunivers er både vedkommende og rørende.
Jeg kunne snart have valgt en hvilken som helst sang fra Punisher, men "Moon Song" skal uden tvivl nok få budskabet igennem. Hun udgav i øvrigt også et cover af "If We Make It Through December", der musikalsk ligger sig i forlængelse af pladen, og muligvis er blevet min nye yndlingsjulesang (hvis man kan have en sådan).

The Strokes - "Selfless" (alternativ rock)
Da de droppede singlen "At the Door", var jeg både overrasket og klar på mere. Til sidst kom pladen, der stille og roligt sneg sig ind på mig, og pludselig var The New Abnormal et af de album, jeg havde lyttet mest til i 2020. De andre sange voksede frem, og lige i øjeblikket render "Selfless" altså med opmærksomheden. Det er naturligvis rytmisk ad helvede til, mens Casablancas' falset piller bandet ud af den alternative rock-lineup. Han holder bestemt intet tilbage på hverken pladen som helhed eller "Selfless".
Og således fik The Strokes også vippet bl.a. Palace Winter af pinden.

Kelsey Lu - "Morning Dew" (alternativ rnb)
Det er blevet til et enkelt nyt solonummer siden sidste års mesterværk Blood, og Kelsey Lu har på ingen måde mistet sit touch. "Morning Dew" spiller sig langsomt frem med akustisk guitar og enkelte andre stemningsfulde virkemidler - naturligvis akkompagneret af Lus smukke, smukke stemme. Det må være umuligt at lytte til dette nummer uden at blive påvirket - på den gode måde.

Trace Mountains - "Lost in the Country" (indie/singer-songwriter)
Jeg var nødt til at inkludere Trace Mountains, da han byder på den der nærmest hyggelige indie/singer-songwriter lyd, man bl.a. også hører hos Why?. Den der slags musik, der lyder til at være indspillet på en lille grøn bjergside blandt venlige dinosaurer i et stort opsat udendørs studie med moderne teknologi. Det er bare dejligt, og her er "Lost in the Country" et førsteklasses eksempel.

Sufjan Stevens - "America" (psykedelisk folk rock)
Stærke psykedeliske strøg så vi i 2020 også hos vennerne i bl.a. Tame Impala og The Flaming Lips, men ingen af dem gjorde det på samme episke niveau som Sufjan Stevens. I mere end otte minutter tryllebinder "America" lytteren med et hypnotiserende og repetitivt-men-langsomt-udviklende riff for til sidst at implodere på sig selv, hvorefter en tre-fire minutter lang instrumental epitaf følger.
Sufjan har flere gange bevist, at han mestrer både det lille og intime samt det stort anlagte og grandiøse - her er endnu et eksempel på sidstnævnte.