Året 2018: Musik - Playlist

Godt nytår, og velkommen endnu engang til undertegnedes musikhjørne. Menuen står på to playlister med henholdsvis ti udenlandske og ti danske sange. Når jeg om ti år kigger tilbage på musikåret 2018, vil jeg i den ideelle verden tænke på netop disse tyve sange. Men lad os se på sagerne - jeg har nemlig ikke flere tegn til rådighed til at fortsætte denne introduktion.

UDENLANDSKE SANGE
Kids See Ghost - "Cudi Montage" (alternativ hip-hop)
Vi lægger ud med et af de fineste skud fra Kanye West fra det forgangne år. Som bekendt udgav Mr. West en EP om ugen i juni - to af dem primært som producer. De bedste to af disse er nærværende projekt i samarbejde med Kid Cudi samt Pusha T's EP. "Cudi Montage" - ligesom resten af EP'en - er en lækker omgang alternativ og samtidig topmoderne hip-hop. Guitar-licket har mere tilfælles med emobølgen (ala Lil Peep) end trap, der ellers stadig fylder utrolig meget i radioen. Med en smule held er Kids See Ghost samt navne som Brockhampton indikator for, hvor hip-hopen er på vej hen.

JPEGMAFIA - "Macaulay Culkin" (mørk hip-hop)
Listens anden stykke hip-hop er i den noget mere mørke og traditionelle boldgade. Jeg stod længe og vaklede imellem Earl Sweatshirt og JPEGMAFIA, men sidstnævnte endte altså med at løbe med den, hvilket nok mest af alt skyldes, at jeg ikke havde hørt om JPEGMAFIA før år 2018. Han rocker et temmelig traditionelt flow over melankolske og til tider lidt sære beats. Nærværende nummer er dog mere melodiøst en sært, og generelt bare en fornøjelse at lægge øre til.

Mount Eerie - "Only Now" (melankolsk rock)
Det er sket et par gange, at jeg har efter at have overvejet men i sidste ende kasseret en sang til en af disse lister, er begyndt at dyrke selsamme sang og pladen den stammer fra i en sådan grad, at jeg stadig i dag kan ærge mig over, at jeg ikke bare inkluderede sangen dengang. Sidste års rørende udgivelse af Mount Eerie er et sådan album. Pladen er skrevet i kølvandet på hustruens cancerdød, og allerede i foråret 2018 udkom efterfølgeren Now Only, der tager en anelse mere poetisk og mindre prosaisk tilgang til begivenhederne. Det er således en temmelig anderledes oplevelse, og dette gælder ikke mindst titelnummeret, der med sit underligt tempofyldte omkvæd skiller sig væsentligt ud fra mængden.

Snail Mail - "Pristine" (slow burn rock)
Med sin singer-songwriter rock er Snail Mail i dagens anledning repræsentant for alle ligesindede kvindelige kollegaere i 2018 - herunder Soccer Mommy, Mitski, Lucy Dacus (og resten af Boygenius) samt Julia Holter. Kvinden bag Snail Mail er stadig blot teenager, men det har altså ikke forhindret hende i at udgive det album, jeg har lyttet allermest til i 2018. Med undtagelse af den lettere kedelige "Deep Sea" er samtlige sange fantastiske, men jeg fremhæver her "Pristine", da det var første sang til at fange min opmærksomhed. Pladen havde en perfekt tidsbestemt udgivelse i starten af sommeren, da de varme slow burn rocksange var og stadig er oplagt musiktapet til varme sommeraftner.

Christine and the Queens - "The Walker" (indie pop)
Min anden største musikalske overraskelse i det forgangne år er franske Christine and the Queens (allerede booket til Roskilde19) og hendes andet album Chris. Pladen er både udgivet på fransk og engelsk, og som titlen ovenover indikerer, har jeg altså primært brugt tid sammen med sidstnævnte version - det engelske og den medfølgende sletskjulte accent klæder hende i overraskende grad. Netop "The Walker" er et fremragende popnummer af en art med sensuelle vers og et lækkert tempofyldt omkvæd.

Father John Misty - "We're Only People (And There's Not Much Anyone Can Do About That)" (alternativ rock)
Apropos kunstnere som jeg har fortrudt, jeg ikke inkluderede på en af de hersens lister. Den gode fader var med sidste år, men to år tidligere havde jeg ham også blandt mine boblere efter at have stiftet bekendtskab med ham få dage - måske et par uger - forinden. Han blev kasseret i sidste øjeblik, og straks efter begyndte min fandom at blomstre. Den er kun vokset støt siden, så naturligvis får han også en plads i år. Det er melodiøst soft rock med en gudsbenådet vokal samt vedkommende og selvbevidste tekster.

Low - "Always Trying To Work It Out" (glitchy rock)
Bandet Low har været i gang i 25 år, men jeg stiftede først for nylig bekendtskab med dem via deres tolvte langspiller. Jeg skal ærlig talt ikke kunne sige, hvordan de lød førhen, men i 2018 havde de en spændende glitchy/elektro og basdrevet rocklyd. Nærværende sang har tilmed et fængende omkvæd.

Courtney Barnett - "Charity" (hård rock)
Mens Barnetts første soloplade var underspillet og spidsfindig, er hendes seneste væsentligt mere in-your-face, hvilket stadig overrasker mig en smule. Ikke desto mindre var jeg dog ikke sen til at tage sangen "Charity" til mig, da det bare er et helt igennem gedigent stykke rytmisk hård rock - hvilket ellers ikke just er en synderligt hyped genre i disse dage. Om end Car Seat Headrest med deres genfortolkning af en tidligere udgivet plade også på fin vis bidrog til genren i 2018.

Deafheaven - "Glint" (blackgaze metal)
Modsat hård rock er metal som altid en sejlivet satan. Eller det tænker jeg da i hvertfald, om end jeg ikke personligt får lyttet så skrækkeligt meget til nye udgivelser indenfor genren. Det blev dog lige til Deafheavens seneste i det forgangne år. "Glint" er en lidt længere sag, og sangen når både at byde på lækkert minimalt forvrænget guitarspil, højt bpm trommespil og naturligvis den karakteristiske væg af lyd, der angriber lytteren med den gode melodi i front.

Janelle Monáe - "I Like That" (rnb)
Buzzen omkring Monaés tredje studiealbum er kun blevet større siden udgivelsen, og i takt med det er jeg faktisk også kun blevet mere glad for den (jeg startede dog også på et noget beskedent niveau). Særligt "Spotify single"-versionen af overnævnte sang har fanget min opmærksomhed, og jeg faldt da også pladask for dette vidunderlige soul-beslægtede stykke musik. Væk er lilletrommen og broen fra studieversionen, og jeg savner dem sgu ikke.

DANSKE SANGE
Benal - "Lampeskærm" (elektro hip-hop)
I år fik jeg endelig gjort plads til rapper-producer duoen Benal, der i nogle år efterhånden har underholdt os med elektroniske beats og sange om ulykkelig kærlighed - alt sammen gjort på den mest hip-hoperske af måder, og duoen har da også arbejdet sammen med både anerkendte undergrundstalenter samt respekterede publikumsfavoritter såsom Suspekt. Nærværende single fra deres seneste album er latterligt fængende, og uden tvivl en af deres bedste hits hidtil.

Mund de Carlo - "Stenbroen" (hip-hop)
Det hjælper at synge/rappe på dansk for at komme på denne liste, hvilket både Chinah og Schultz & Forever kan skrive under på. Og rappe på dansk er lige præcis hvad københavnske Mund de Carlo kan og gør. Carlo har altid haft en tvivlsom smag i beats samt et flow der har det med at skille vandene. Er det lettere akavet eller usædvanligt ekvilibristisk? På "Stenbroen", et klassisk hip-hop track om Nørrebro, hælder jeg stærkt mod sidstnævnte - og så er beatet desuden on point.

MØ - "Blur" (elektro pop)
Det mest populære danske nummer på listen kommer fra popdronningen MØ, der i de sidste par år har været med til at gøre pop fedt igen. "Blur" er en single fra hendes anden langspiller, og det er ærlig talt bare en lækker lille sag, der på organisk og fornem vis lykkedes med at blande akustisk guitar med ørehængende og følelsesladede elektroanthems. Apropos internationale succeser skal der også gå et skud ud til danske Ice Age, der trods sløje lyttertal gang på gang imponerer alverdens kritikere.

Lise Westsynthius - "Kaster Dig Op" (alternativ rock/pop)
Jeg havde forud for år 2018 ingen anelse om, hvem Lise Westsynthesizer var, til trods for at hun albumdebuterede for mere end tyve år siden som del af bandet Luksus. Sidste år faldt hendes seneste soloudspil, og det er kort sagt en ret fascinerende og mærkværdig udgivelse. På singlen "Laura Palmer" citerer Lise Westsyerske (og gæst) karakterer fra Twin Peaks-universet, og det er alt sammen omtrent lige så mærkeligt som et afsnit af serien. Det er generelt en temmelig alsidig plade, så sangen jeg rent faktisk har valgt at fremhæve er en noget mere lettilgængelig, tempofyldt og poppet sang. Det forhindrer hende dog ikke i at afslutte omkvædet med linjen "nu lægger der kun lidt rødvin og en kyllingving'".

Kira Skov - "The Echo of You" (alternativ pop)
Skovs mand, komponisten Nicolai, døde i 2017 kort efter udgivelsen af sit sidste og ret så fantastiske album indeholdende sangen "Olding", som jeg ville have elsket at inkludere på sidste års liste, men pladen udkom altså lige på den anden side af nytåret. Omkring årsdagen for mandens død udgav Skov et soloalbum, hvor hun ligesom Mount Eerie bearbejder sin sorg over ægtefællens død. Det er ikke overraskende en meget mørk og rørende omgang, hvor særligt titelnummeret ovenover stikker ud med sine tråde tilbage til Jeff Buckley.

The Minds of 99 - "Alle Skuffer Over Tid" (alternativ rock)
Nærværende sang stammer fra bandets andel del af Solkongen, der i sin helhed absolut er en af årets bedste danske udgivelser. "Alle Skuffer Over Tid" er yderligere udgivet som single samt en af få Minds sange, der indeholder en reel guitarsolo. Sangen er i øvrigt den mest spillede på P3 i årets løb (og her skal lige lyde et skud for Phlake med en top fem plads), hvilket ikke kan andet end varme om hjertet, når nu sangen jo faktisk er helt aldeles fremragende.

Peter Sommer - "'Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske" (alternativ rock)
Ligesom Minds har Peter Sommer også formået at snige sig ind på to årslister i streg med sange fra samme album. I Sommers tilfælde er det gået til, da han som bekendt begyndte at udgive singler fra pladen allerede tidligt i 2017. I anden omgang her drejer det sig om titelnummeret, der ligesom de andre singler hører til første del af pladen, hvor Sommer får selskab af sit trofaste Tigger-orkester. Sangen har en ganske lækker basgang og en meget fængende vokal.

Folkeklubben - "Men Ikke Endnu En Vinter" (folkelig rock)
Folkeklubbens sange minder i virkeligheden på mange måder om Kim Larsens musik. Det er folkeligt musik med vedkommende tekster og fængende melodier. Ovennævnte sang er et pragteksemplar på netop dette med sit afsindigt ørehængende omkvæd. I en snævert beslægtet boldgade fik vi samme år også ny plade fra venstrehåndsrockbandet Skammens Vogn, der er et overraskende besnærende lyt på sådan en "tøhø, ja okay"-måde.

Bisse - "Lichtenbergs Løver" (indie rock)
Bisse udgav to plader i 2018: den første var overraskende elektroniskladet og in-your-face, mens den anden udgør tredje og sidste del i Bissens anden trilogi. Nærværende nummer lukker sidstnævnte af på fornem vis med akustisk guitar, elegant symfonisk støtte og en veloplagt vokal. Desværre følger en telefonsamtale efter musikken er forstummet, hvilket sætter en uheldig dæmper på playlist-potentialet. Sangen selv er dog fantastisk.

Katinka - "Grammofon" (indie rock)
Jeg var oprindeligt lidt tilbageholden overfor Katinkas efterfølger til forrige års debutplade, men efter gentagne lyt er jeg nu ganske godt tilfreds, mens "Grammofon" med sit eksposive omkvæd er blevet en af mine favoritter fra den vellydende sangerinde. Som prikken over i'et indeholder også denne sang en glimrende lille guitarsolo nær slutningen.