Året 2017: Musik - Playlist

Sørme om vi ikke er på den igen. For tredje år i streg kommer her en personlig playliste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Jeg må indrømme, at jeg stadig har nogle internationale udgivelser til gode - enten slet og ret at stifte bekendtskab med dem eller bare at lære dem lidt bedre at kende. Ikke desto mindre var det ikke svært at finde ti-tolv gode skæringer. Som noget nyt har jeg denne gang endda kunne skrabe ti-tolv gode danske sammen, så i et lettere læselighedsudfordrende træk har jeg simpelthen lavet to lister, hver med ti sange. En for udenlandske udgivelser, og en for danske udgivelser.

Jeg har egentligt i noget tid været bange for, at jeg så småt var ved at miste interessen for nyt hiphop, men her omkring årets udgang har jeg heldigvis måtte sande at 2017 jo faktisk også havde en del at byde på på dette område. Der er derfor en del hiphop på den første liste, og jeg kunne snildt have inkluderet mere. I et forsøg på at gøre listen bare en smule blandet, har jeg dog valgt at fylde op med andet materiale.

UDENLANDSKE SANGE
BROCKHAMPTON - "BLEACH" (moderne hiphop)
Det her nye hiphop kollektiv tog dele af internettet med storm i 2017, hvor de debuterede med hele tre moderne langspillere. Nærværende nummer er en dejlig, chill en af sin slags fra gruppens tredje udspil. Det er ret lækkert.

Armand Hammer - "Pakistani Brain" (undergroundshiphop)
Det er ikke fordi BROCKHAMPTON i virkeligheden er særlig kendte, men det bliver de sandsynligvis i den kommende tid. Armand Hammer, ledt an af Billy Woods, er og vil tilgengæld altid forblive dybt under jorden. I nogle bands tilfælde kan dette være for alles bedste, men i andres (heriblandt Armand Hammer) egner de sig bare ikke til mainstreamen. "Pakastani Brain" stjal pladsen fra CunninLynguists og Jonwayne, hvilket måske siger en del.

Jay-Z - "4:44" (grown-up hiphop)
Jeg var simpelthen nødt til at inkludere denne vidunderlige skæring, dels fordi sangen er, well, vidunderlig, og dels fordi det bare er rart endelig at se Jay-Z udgive et album, der ikke er til at lukke op og skide i. No I.D. har produceret og Shawn Carter har faktisk noget på hjerte - så har du sgu en succes. Sorry, Kendrick.

Lil Peep - "Save That Shit" (grunge hiphop)
Ja, det er et åndsvagt navn, og min første tanke var da også, at Lil Peep blot er endnu en i rækken af dårlige trap rappere. Han opererer ganske vist inden for genren, men modsat de fleste andre drenge gør han genren til sin egen. At se på og lytte til Lil Peep er lidt som at lytte til Kurt Cobain. Vi kan også kalde Peep for en moderne punkversion af Eyedea. Det er melodiøst, punk, emo og omtåget - faktisk synger Peep sågar det meste af tiden. "Save That Shit" er blot en ud af flere fremragende sange fra en anderledes EP. Desværre afgik Lil Peep ved døden sidst på året. Overdosis.

WHY? - "George Washington" (indie rock/pop/rap)
WHY? er et amerikansk indie band, der udspringer af et soloprojekt af frontmanden og sort-of-rapperen Yoni Wolf. De formår på glimrende og meget fængende vis at blande forskellige genrer i et grundlæggende håbefuldt omend en kende blåt miljø. "George Washtington" indeholder det skønneste omkvæd fra deres seneste plade.

Ariel Pink - "Another Weekend" (indie rock)
"Another Weekend" synes kun at blive bedre og bedre for hver gang jeg hører den. Der er noget omtåget 60'er flipperrock over Ariel Pink med et The Zombies-agtigt hook på nærværende sang. Skønt, skønt.

Beck - "Colors" (alternativ pop)
Jeg kan ganske simpelt ikke sidde stille til dette mindre monster af et beat. Smid et overflødighedshorn af et svingende omkvæd oven i hatten, og så er jeg altså solgt. Hvorfor er "Colors" ikke et større hit? Klart den bedste fra Becks seneste, og "Colors" formår således lige at slå Lordes nærliggende sang "Green Light" ud af listen.

Father John Misty - "Ballad of the Dying Man" (ballade)
Den gode fader har virkelig formået at skille vandene med sin højst satiriske mastodont af et tredje album - bestående stortset af ene rock ballader. Ved de første par lyt flyder hele pladen bare sammen til én lang flødebollesuppe, men når man begynder at kunne skille sangene fra hinanden, opdager man hvilket pragtfuldt værk man faktisk har med at gøre. Det var ret svært for mig at udvælge et nummer, da de alle mere eller mindre er mulige kandidater. Så jeg gik bare med den mest populære.

The National - "The System Only Dreams in Total Darkness" (indie rock)
Jeg har aldrig rigtig bekymret mig synderlig meget om The National, men fraogmed jeg hørte overstående sang er jeg sgu ombord. Som også coveret indikerer har vi med et lettere og ganske lækkert melankolsk lydbillede at gøre, inkl. en smule velinkorporeret elektrisk guitar og et overraskende godt falsetto omkvæd.

Bell Witch - "Mirror Reaper" (funeral doom)
Bell Witch er tilbage (har aldrig hørt om dem før) med deres tredje album. Med en spilletid på knap halvanden time og ét enkelt fucking nummer har man som lytter naturligvis noget ganske særligt i vente. Bell Witch er angiveligt doom metal (ligesom Amenra - der med sidste års "A Solitary Reign" faktisk burde være inkluderet på listen), og funeral doom oven i hatten, hvilket vist bare betyder, at det går laaaangsomt. Og det gør det. Derudover er der ingen guitar, men blot bas, trommer og orgel, hvilket ligesom kun styrker hele begravelsesmotivet. Men det er ikke bare langsomt, det er også absurd tungt og stemningsfuldt. Og så har "Mirror Reaper" bare en super intens og flot lyd. Selvom jeg ikke nødvendigvis kommer til at høre nummeret igennem fra start til slut super mange gange (jeg er dog lidt nysgerrig efter at vide om pladen belønner gentagende lyt), så kan jeg ikke undgå at være dybt fascineret.

DANSKE SANGE
Baby in Vain - "Transcendent" (garage rock)
Pigebands der laver garage rock er åbenbart lidt en ting i øjeblikket. Sådan nogle bands (drenge eller piger) har det med at blive pænere og mere alternativ end garage i længden, men Baby in Vain holder sig heldigvis stadig i garagen på deres debutplade. Der er næsten noget shoegaze over "Transcendent" med sin mur af støj, hvilket sjældent er dårligt.

Bisse - "Alenedag 29.3.3" (alternativ rock)
Bissen er tilbage! Jeg kunne sagtens blot have inkluderet "Bjælkehuset", der er årets pendant til "Seks Hjerter", men det var næsten for oplagt. I stedet har vi den langsomme "Alenedag" om at miste, kede sig og reflektere. Et meget effektivt nummer.

Katinka - "Krig" (indie rock)
En af de mest spændende nye sangstemmer herhjemme finder vi hos Katinka. Med simpel blød rockinstrumentering og et personligt og dagligdagsagtigt tekstunivers gemmer hun på meget potentiale, og selvom det hele endnu ikke er blevet indfriet, så har vi nu stadig nogle glimrende sange. Den Benal-gæstende "Krig" er en af de bedste fra bandets debut, og på den måde fik jeg også lige nævnt Benal.

Carl Emil Petersen - "Finale På Et Filmset" (indie rock)
Jeg synes ikke, at Carl Emil har fået helt nok anerkendelse for sit solo debutalbum. Det er nu en ganske hæderlig udgivelse i forlængelse af Ulige Numres to langspillere. Det er til tider lidt mere poppet og tempofyldt - mere produceret, mindre rockband. Men på et glimrende nummer som overstående gør det ikke noget.

The Minds of 99 - "Ubåd" (post-punk)
En af mine favoritsange fra 2017. Drengene har ganske simpelt gjort det igen. De har ellers fået en smule konkurrence fra Dør nr. 13, hvis forsanger til forveksling lyder en del som Niels Brandt. Men ja, The Minds of 99 er stadig kongerne. "Ubåd" har en fantastisk rytmesektion, god melodi og fængende hook - altså præcis som man ville forvente.

Peter Sommer - "Bittersød Natskygge" (rock)
En af landets bedste singer-songwritere vendte sidste år tilbage med sin måske bedste sang end til videre. "Bittersød Natskygge" har en lækker, lækker mørk guitarlyd - ikke ulige mandens tredje udspil. Sommer kom ud med tre singler i løber af året, og jeg er efterhånden meget spændt på den kommende plade.

Sort Sol - "...Like A Trance Like..." (rock)
Hvis man endelig skal gøre comeback, så bør man altid gøre det ligesom Sort Sol gjorde det i 2017. "...Like A Trance Like..." er trods sit næsten enerverende hook et pragtfulgt mørkt nummer. Dette kommer isærdeleshed til udtryk i forbindelse med sangens korte dansksprogede del, hvor der samtidig bliver skruet godt op for guitarforvrængningen. Ikke at The Savage Rock just gjorde comeback i lige netop 2017, men deres "Woman" fra samme år er dælme også godkendt.

Cancer - "Die One More Time" (alternativ rock)
Cancer er på mange måder meget international i sin lyd; om det så gælder Kristian Kristensens formidable vibrato-falset eller den organiske og luftige instrumentering. Tilsæt et sublimt omkvæd og så har du blandt andet "Die One More Time".

Get Your Gun - "Love Like Feathers" (post rock)
Hvis du er glad for en noget hårdere og eksperimenterende rock, så bør du stoppe, hvad end du laver lige nu, og se at få smurt noget Get Your Gun i de øregange øjeblikkeligt. Det er mørkt (hmm, der begynder at tegne sig lidt af et mønster) og intenst. Du bør isærdeleshed glæde dig til det sidste og dejligt kaotiske minut af "Love Like Feathers".

Chewbacca - "Hva Jeg Har" (hiphop)
Chewbacca (fra Dialekten) er den danske DJ Premier, og så er han også en udmærket rapper. Det er boom bap, og det er lækkert. "Hva Jeg Har" indeholder desuden også et velkommen vers af dystre gruppekammerat Nota Bene. Jeg kunne også have nævnt bl.a. Balthesar, Marvelous Mosell og FLEMMING.