Bleeding Edge

Vores første indtryk af Bleeding Edge, som du kunne læse i fredags, var ikke ligefrem ren positivitet. Ninja Theorys første fulde titel som et Microsoft-studie føltes nemlig - i hvert fald ved første øjekast - unødigt tungt og kluntet at styre, og vi savnede en mere helstøbt verden for de ellers interessante karakterer at navigere i. De to game modes og den lille håndfuld baner føltes også skrabet, og derfor efterlod vi jer med en bekymring om, at spillet (selv med spillerboostet fra Game Pass) kunne afgå ved samme død som Battleborn og Lawbreakers. Vi har stadig mange af samme bekymringer og kritikker, men alligevel har lidt flere timer med spillet faktisk vist nye sider, blandt andet i form af et lidt dybere kampsystem end man lige skulle tro. For det helt rigtige, lidt tålmodige publikum, og med hyppige updates, kunne Rahni Tucker (som også designede kampsystemet i DmC: Devil May Cry) have fat i den lange ende her, men spillet risikerer stadig at gå i glemmebogen som Game Pass-fyld.

Lad os starte lidt positivt, ved at give Bleeding Edge en spand goodwill: Jeg kan virkelig, virkelig godt lide ideen med det her spil. Det lyder kick-ass med et melee-fokuseret arenaspil fra hjernen bag DmCs intense, combofyldte kamp. Jeg anbefaler varmt at se spillets vildt cool trailer, som på glimrende vis præsenterer et dystopisk og alligevel lyst, tegneserie-agtigt univers, hvor et bundt vanvittige, kropsmodificerede mennesker har startet en ny, blodig sport kaldet Bleeding Edge. De veldesignede karakterer tiltrækker et blodtørstigt publikum, og den nye, ulovlige sport giver disse bizarre misfits en måde at anvende deres mekaniske, umenneskelige kropsdele på. Hvad kunne være mere badass end et spil, hvor du som en gigantisk mexicaner på life-support kan hakke løs på dine venner med en machete i hver hånd, for så at få slasket en guitar-økse i hovedet flere gange i træk af en halvmekanisk blackmetal-guitarist?

Det er nok spørgsmål i den dur, Ninja Theory har stillet sig selv flere gange undervejs. For hvad skal der egentlig til for, at hektisk hack-and-slash-nærkamp bliver gangbart som en multiplayer brawler? Ninja Theorys bud er at supercharge disse karakterer gennem et væld af abilities. Bleeding Edge er derfor en lettilgængelig MOBA-like i tredjeperson, med et fokus på nærkamp. Spillere kæmper i hold af 4 og vælger én af 11 (snart 12) krigere hver. Krigerne er fordelt mellem kategorierne Damage, Support og Tank. Kropsmodifikationerne giver naturligvis anledning til bestemte våben og evner, som sørger for at hver karakter er helt særlig.

Lad os tage graffiti-ninjaen Daemon som eksempel. Hans primære angreb er hans katana, som med fire tryk på X (på en Xbox-controller) kan lave en combo af angreb, der lammer fjenden. Han kan også undvige med RT, hvilket tærer på et stamina-meter, som langsomt lader op over tid. Man hopper med A, og Daemon kan endda wall-jumpe som noget unikt. Undvige-knappen har desuden en lidt kluntet block-funktion, som jeg altid glemmer at bruge, da jeg i kampens hede ikke ligefrem har fokus på at time en blokering.

Dette lægger jo egentlig op til et spil med ganske meget agilitet. Herfra bliver det dog meget mere MOBA-esque, og comboer er i høj grad efterladt til X-knappen, og er endda kun for de karakterer, som er nærkampsfokuseret. Hver karakter har nemlig tre specials med cooldowns. For Daemon er disse hhv. et slash fremad, en cloak, som også kan bedøve fjender, og en kastestjerne, som dræner fjenders liv over tid. Oveni dette har hver karakter to "supers", de kan vælge mellem, når de vælger karakter. For Daemon er disse enten et "death mark", som giver ekstra skade til en bestemt fjende, eller et "shadow strike", hvor han i en cirkel hopper fra fjende til fjende og giver stor skade. Der er altså nok kompleksitet i hver karakter til at det kræver mindst et par spil at blive bekendt med deres evner, styrker og svagheder. Desværre kan det samme siges om et utal af andre MOBA-agtige spil.

Hver fighter føles dog ganske unik, helt ned til de primære bevægelser. Nogen, som fx bikerpigen Buttercup, kan slet ikke dashe. I stedet accelererer hun med det store hjul, hun har i stedet for ben. Det gør hende til en lidt svær karakter at arbejde med, hvis man spørger undertegnede. Andre karakterer er ranged, og i stedet for at lave comboer med X giver de kontinuerlig skade. Dette gør, at man helst skal låse fast på en enkelt fjende med LT, hvilket kan være lidt fnidret at arbejde med.

Når Bleeding Edge fungerer rigtig godt, så er det fordi ens abilities går op i en højere enhed. Tag eksempelvis min seneste favorit, bedstemor-heksen Maeve. Som ranged karakter er det virkelig praktisk, at hun kan fange fjender i et bur, så hun samme med sit hold kan give dem skade fra sikker afstand. Hun kan endda bruge en life-steal-evne til at komme ovenpå igen, og kan også komme hurtigt ud af enhver kamp med en cloak. Hendes måske vildeste evne er dog, at disse evners cooldown resettes, når hun får et kill. Denne passive evne tilfører en synergi, hvor ens evner pludselig skaber et helt andet flow for spillet, og det føles fantastisk, når gameplayet på denne måde går op i en højere enhed.

Det var netop denne ekstra erfaring, jeg havde brug for at gøre mig, før spillet "klikkede" med mig: Hver karakter skal have tid til at vokse på én, også selvom styringen og evnerne i starten kan virke aparte. Pludselig vil man forstå, hvordan flowet fungerer. For mig er en karakter som Maeve en af de mere tilgængelige, selvom hun er markeret som "avanceret", mens Buttercup er en af de anbefalede for nybegyndere, men slet ikke passer til mig. Det skyldes naturligvis min spillestil, og andre vil have helt andre erfaringer. Jeg har stadig "aha"-øjeblikke med karaktererne, og det betyder, at der stadig er masser at opdage i spillet. Det gør, at det har en noget længere holdbarhed end jeg ellers havde frygtet.

Når vi taler om holdbarhed, så er der bestemt plads til mere indhold her, også udover maps, karakterer og game modes. Skins er lige nu begrænset til andre farver, og der er ikke nogen events eller challenges. Modifikation af ens karakter kan dog også foregå gennem såkaldte mods, hvor man har et loadout på 3 fra start, som så kan udskiftes løbende. Eksempelvis kan disse reducere cooldown på evner, eller give evner mere skade. Det er et fint system, men der er bestemt plads til flere grunde til at fortsætte spillet.

Alt i alt er karakterernes samspil det absolutte fortrin for spillet. Alligevel føles det som om de mange cooldowns, de få comboer og manglen på en sprint-funktion (som her er erstattet af et tamt hoverboard) hæmmer spillet. Bleeding Edge føles som et spil, der er i en spændetrøje, som består af MOBA-genrens kendetegn. Det er især tydeligt, fordi de karakterer, der føles noget mere løsslupne og agile, såsom El Bastardo, Maeve, Daemon og Nidhöggr, klart er de sjoveste, og viser spillets potentiale mest. Jeg sidder ikke med den perfekte løsning her, men jeg havde håbet på noget mere dristigt og vanvittigt fra Bleeding Edges karakterer. I stedet er det sjovt, men lidt for velkendt.

Selve flowet i kampene er også meget velkendt. Gameplayet er nemlig af den aldeles teamfokuserede art, hvor solospillere virkelig får tæv. Sammen med dit team skal du enten indsamle og indlevere bestemte "Power-ups" i Power Collection, eller dominere bestemte områder af banen i Objective Control. Begge game modes fungerer udmærket og er nemme at forstå, da man arbejder sig hen mod point fra kills og objectives, som alle kan følge med i. Power Collection giver den sjove ekstra mulighed, at man kan fratage fjenden point ved at dræbe fjender, som har mange power cells på sig. Med en lidt kluntet ping-funktion kan du markere, at du gerne vil fokusere på et objective, en fjende, at du gerne vil samle holdet, eller meget andet. Det er handy, men kunne være nemmere at styre. Det er dog tydeligt, at spillet mangler flere game modes, da spillerne ofte går til de to nuværende modes som var det Team Deathmatch med lidt krydderi fra nogle objectives, som alle glemmer i ny og næ. Hvis der var et dedikeret Team Deathmatch ville spillerne måske være mere koncentrerede om deres mål i disse modes.

Dette ekstremt holdfokuserede gameplay føles lidt for meget som andre MOBA-inspirerede spil, såsom Overwatch, hvor et ufokuseret hold skaber en dårlig oplevelse. I Bleeding Edge gør dette, at de fleste kampe skifter mellem, at man lægger det andet hold fuldkommen ned, eller at man bliver slagtet og aldrig får en chance. Det er en skam, da de få mere balancerede kampe, spillet kan tilbyde, faktisk er rigtig sjove. Ofte føles det dog som om man spilder sin tid med en kamp, hvis ens hold tydeligvis bare ikke virker.

Der er jo forskellige løsninger på dette, men først og fremmest burde spillet få sig en skill-baseret matchmaking, da et casual spil af denne art har brug for at selv spillere, som kun spiller engang imellem, kan følge med, mens de mere kompetitive spillere får mere konkurrence, end de gør lige nu. Såkaldt role-queue ville også hjælpe, da spillere dermed kan fokusere på en enkelt class ad gangen.

Går vi lidt over til det tekniske, så har jeg oplevet meget få problemer, og i det hele taget kører spillet enormt glat på PC. Det fanger med det samme, at man har en controller tilknyttet, og man kan uden problemer hoppe mellem controller og tastatur/mus (controller er klart anbefalet). Jeg har oplevet et par bugs, bl.a. med power cells som burde være destrueret, og en enkelt uafgjort kamp, som fik spillet til at fryse. Det er dog få gange jeg har oplevet problemer, og derfor forekommer Bleeding Edge overordnet set teknisk velfungerende.

Visuelt er der tale om et spil, som låner virkelig meget fra cel-shadede, cartoony spil som Overwatch og Borderlands, og det er en stil, der fungerer rigtig godt for Bleeding Edge. Det ser pænt ud, og grafikken fejler som sådan intet. Desværre kunne man bare godt tænke sig lidt mere sjæl fra de fem maps, som man ofte ligesåvel kunne have fundet i et Borderlands-spin off. Temaet er meget "støvet, futuristisk og alligevel upbeat" over det hele, og det er fint, det er bare ikke særligt mindeværdigt eller distinkt. Hvor spil som Apex Legends og Overwatch på hver sin måde laver maps, som føles tætpakkede med detaljer og virkelig får temaerne frem, så er det svært at føle synderligt meget world-building i disse maps. Jeg opdagede fx først sent, at mappet Skygarden har et asiatisk tema, eller at Landslide er i mellemøsten. Tematisk er områderne bare en anelse tamme. Det er en skam, da spillets konkurrenter er blevet så pokkers dygtige til at få kontekstuel storytelling og mindeværdige level-designs ind i multiplayer-verdener.

På lydsiden er det også lidt samme historie. Musikken, som mest af alt minder om et lille udpluk fra Rocket League, er ganske fin, og bidrager til en udmærket stemning. Spillet forsøger sig med små dialoger mellem karaktererne, når man venter på at spillet starter, fuldkommen som i Overwatch, og det er en fin tilføjelse. Naturligvis brøler karaktererne løbende derudaf, når de smider deres superevner, såsom Nidhöggrs "FEEL THE THUNDER", når han giver en guitarsolo. Som sådan fungerer lydsiden fint, men det er bare ikke noget der stikker alt for meget ud.

Når alt dette er sagt, så har vi set spil, der ved lanceringen var noget nøgne på visse områder, men som siden hen er kommet efter det med updates, heriblandt Apex Legends. Vi har bare også set det modsatte, og som altid må en anmelder vurdere det, der bliver lanceret. Der er et rigtig godt fundament her, og spillet kan med justeringer og updates blive ganske spændende. Der er bare også nogle valg fra udviklerens side, herunder banedesign og at spillet er mere MOBA end hack-and-slash, som for mig er lidt ærgerlige, da det gør at Bleeding Edge føles lidt for velkendt.

Det er problematisk, at spillet lige nu er så ujævnt, da en god launch er så vitalt for et multiplayerspil. Heldigvis lader både Microsoft og Ninja Theory til at være dedikerede til spillet. Samtidig skal man huske, hvad Game Pass kan gøre for Bleeding Edge. Hvis vi er heldige, så kan den gratis adgang for en masse spillere give Ninja Theory et boost her, på samme måde som vi så PS+ gøre det for Rocket League i sin tid. Hvis Ninja Theory videreudvikler på dette fundament, så kan der være mange gode timer at hente i dette lettilgængelige og sjove brawler-spil.