Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Blazblue: Continuum Shift

Blazblue: Continuum Shift

Et nyt kampspil er klar til test, og Blichfeldt har hevet arkadestikket frem for at teste det. Læs anmeldelsen af Blazblue: Continuum Shift lige her...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Når man har brugt ligeså mange timer på en genre, som jeg har med eksempelvis kampspil, bliver det hurtigt nemt at tro, at man har set alt hvad genren har at byde på. Der er langt mellem innovationerne, og hvert nyt kapitel synes blot at være en forfining af det forrige. Men en gang i mellem dukker et spil, som ikke har hørt om genrens regelbog, pludseligt op og laver rav i det hele - sådan et spil er Blazblue.

HQ

Uanset hvor mange kampe du har kæmpet i Street Fighter IV, Mortal Kombat, Tekken eller for den sags skyld Soul Calibur, vil det på det nærmest føles som at starte på bar bund, når Blazblue første gang lader dig træde ind i en af de mange arenaer. Ingen af de kendte knapkombinationer synes at virke, timingen er helt anderledes, og så er persongalleriet så varieret at man ikke fra starten kan lure hvem der er spillets Ken og Ryu.

Blazblue: Continuum Shift

Det er dog alt sammen et bevidst valg fra udvikleren ARC System Works, der tidligere beviste sine evner inden for kampspil i 2D med Guilty Gear-serien. For at hjælpe nytilkommere på plads, har man derfor lavet en enorm tutorial, hvor selv de mindste af spillets mange detaljer bliver forklaret og afprøvet. Her demonstreres alt lige fra at bevæge sin figur, til timingen af superangreb og optimal udnyttelse af "Drive"-angrebet, og har du tålmodigheden til at gennemgå dem alle, vil du være mere end godt rustet til at gå i gang hovedspillet.

Hvis du giver dig selv tiden til at tjekke spillets manual, vil det sikkert undre dig, at jeg råder dig til at bruge tid på den udførlige tutorial, for kampsystemet er særdeles logisk bygget op. Således er angrebene fordelt over svag, medium, stærk og Drive-angreb, hvor sidstnævnte virker som en unik funktion for hver figur. Drive-angrebene bør altid være nogle af de første du udforsker, da de i vid udstrækning definerer den valgte figur, og nogle vil således restituere helbred, mens andre vil tilføje ekstra styrke til deres angreb. Drive-angrebet kan også yderligere oplades til et såkaldt "Distortion Drive"-angreb, som er at slags superangreb, der zapper store mængder helbred, hvis man rammer med det.

Dette er en annonce:
Blazblue: Continuum Shift

Selv med de basale teknikker på plads, vil du dog hurtigt opdage at Blazblue: Continuum Shift byder på så meget mere dybde end man umiddelbart skulle tro. Teknikker som aircancels, taunts og guardcancels som du muligvis kender fra andre af genrens spil, er også inkluderet her men med sit eget twist, og det er der en grund til. Lærer du alt hvad Blazblue har at tilbyde, vil du nemlig opdage et af de mest flydende kampspil i mands minde, hvor hver en bevægelse kan fortsættes med endnu en offensiv eller defensiv manøvre. Systemet sætter nærmest ingen begrænsninger, og der er derfor enormt mange teknikker og kombinationer at lære.

I stedet for at forsøge sig med et figurgalleri skabt af polygoner, har ARC System Works valgt at forsætte med de flotte 2D-karakterer, som også kendetegnede Guilty Gear-serien. Det betyder et utrolig diverst udvalg af kombatanter, der alle er smukt farvelagt og lækkert animeret. Yderligere er det lækkert at se, at udvikleren har udnyttet muligheden for at lave enorme størrelsesforskelle figurerne i mellem. Desværre har ARC ikke kunne stå for at lave spillets baggrunde i polygoner, en beslutning vi også har set andre af genrens udviklere tage, og endnu engang synes jeg de to grafiktteknikker giver et ujævnt billede, på trods af at baggrundene ellers er smukke for sig selv.

Blazblue: Continuum Shift
Dette er en annonce:

På trods af at spillet tilbyder flere forskellige sværhedsgrader, kunne man godt have ønsket at den kunstige intelligens var lidt bedre, og langt mere divers, når det kommer til at vise de forskellige figurers mange kompetencer. Jeg ved godt at et spil af denne type, typisk kun indeholder en enspiller-mulighed for at lade dig øve før du begynder at deltage i nervepirrende multiplayer-kampe, men det kunne godt have været lavet bedre end her. Faktisk vil det være lidt af en "aha!"-oplevelse så snart du møder god, menneskelig modstander og ser, hvor diverst de forskellige figurer kan bruges.

Jeg har svært ved at bedømme, om Blazblue: Continuum Shift er et svært sted for en nybegynder af genren at starte. Der er ganske vist enormt mange teknikker at lære for at få det maksimale ud af spillet, men omvendt er størstedelen af dem kun nødvendige for at kunne begå sig på nogle af de højere sværhedsgrader, eller mod levende modstandere. Desuden kan nærmest alle teknikkerne læres ved at gennemgå den dybdegående tutorial, og træne indtil de sidder på fingerspidserne.

Blazblue: Continuum Shift

For alle os der har tillært os kendskab og kompetence i genren ved at bruge håbløst mange timer på oplevelser som Street Fighter, Mortal Kombat og Samurai Showdown, er det dog lidt af et hop at skulle omstille sig til Blazblue; Continuum Shift, for her er intet helt, som man regner med. Med lidt tålmodighed begynder det hele dog at falde på plads, og herefter er der masser af timers underholdning begravet i det dybe kampsystem.

Blazblue: Continuum Shift
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Utrolig dybt. Udførlig tutorial. Flydende kampsystem. Varieret karaktergalleri.
-
Kan være for komplekst for nybegyndere. Underlig grafikblanding.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Blazblue: Continuum ShiftScore

Blazblue: Continuum Shift

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Et nyt kampspil er klar til test, og Blichfeldt har hevet arkadestikket frem for at teste det. Læs anmeldelsen af Blazblue: Continuum Shift lige her...



Indlæser mere indhold