Er der noget som franskmændene gør bedre end nogen anden nationalitet, så er det originalitet, specielt når det kommer til computerspil. Før Ubisoft brugte den samme formel på nærmest alle deres serier, kom der originale og fede universer fra dem. Quantic Dream har også stået for en masse unikke oplevelser for mig igennem årene, og sidst men ikke mindst er der Focus Entertainment, som på det seneste har udgivet nogle af de fedeste og originale spil på et marked, som generelt ikke tør tage chancer. Deres nyeste skud i bøssen er Blacktail, som er udviklet af The Parasight, som jeg har hygget mig med hen over julen. Spillet kan fås til PC, PlayStation 5 og Xbox. Jeg har spillet det på Steam.
Legenden om heksen Baba Yaga er måske ikke så kendt her i landet, men i den slaviske del af verden er hun en frygtet heks, som efter sigende skulle stjæle børn. Mange legender i den slaviske verden er tit mørke, og det er denne også. I Blacktail spiller man den 16-årige Baba, som er blevet beskyldt for hekseri, og som konsekvens er blevet smidt ud af hendes stamme. Heldigvis er verdenen udenfor byen ganske frodig og levende, så Baba kan overleve ved hjælp af bue og pil.
Hovedpersonen hedder som sagt Baba, og jeg vil ikke spoile noget men mon ikke der er en sammenhæng med Baba Yaga'en? Det kunne godt være. Væsnerne man møder i verdenen, er baseret på slaviske folkesagn, som jeg kendte et par af, men jeg oplevede også en masse nye, som jeg aldrig har hørt om før. Baba ser en skygge af hvad hun tror er sig selv løbe ind i skoven, og hun sætter efter, men bliver stoppet af en ødelagt bro. Ved siden af broen står der en flok meget store svampe, som på magisk vis kan tale. Disse tre svampebøller fortæller Baba, at de vil gøre passagen over broen mulig, hvis Baba dræber dragen som de ikke bryder sig om. De tre svampe er sjove og deres dialog med Baba er fuld af humor, men også mystisk, som gør at man tænker at der foregår mere end man regner med. Det hele er super charmerende og stemningen er fantastisk. Igennem historien møder man en masse skæve og underholdende væsener, som enten er ærlige, eller manipulerende, som vil have Baba til at arbejde for sig, så de kan få deres dagsorden igennem. Dette er medvirkende til en fed historie, hvor man hele tiden skal læse mellem linjerne for at finde hoved og hale i hvad der er sandhed, og hvad der er løgn. Jeg elsker historiefortælling der gør jeg skal holde tungen lige i munden, og når det er gjort så godt som her, så er det en nydelse.
Som nævnt så er historien fyldt med valg, som Baba skal træffe. Disse valg har dog mere betydning end som så, da valgene enten kan gøre Baba til en ond skabning, eller en god skabning. Der er hele tiden små og store beslutninger hun skal tage stilling til, som har indflydelse på hvilke evner hun kan låse op for, hvilket er ret fedt. Det minder en smule om den lyse og mørke side, som man finder i Knights of the Old Republic, hvor ens moral låser op for fordele, som kun er tilgængelige for dem, der enten er gode eller onde. Valgene man møder er mange og af svingende vigtighed. Det kan være man møder en myredronning som vil overtage verdensherredømmet, sat lidt på spidsen. Hende kan man enten hjælpe ved at gøre det muligt for hendes myrer at tromle igennem skoven, eller man vælge at ødelægge hendes myretuer, og derved sætte hendes planer tilbage. Der er hundredvis af disse valg hele vejen igennem historien, og verdenens beboere vil også interagere med Baba, baseret på hvor god eller ond hun er, og det er fedt. Jeg selv spillede en god Baba, mest fordi jeg generelt har svært ved at begå onde gerninger i spil. Jeg blev dog forført til at udføre et par gerninger, som jeg ikke er stolt af her bagefter, men det vidner også om at spillet har et godt manuskript, hvor man lige skal se hvad der sker, hvis man nu ikke skyder den fugl, som er fanget i skovbunden.
Selve spilmekanikken minder en del om andre spil med en åben verden. Man bliver sluppet løs i Blacktails verden, og skal så udforske. Den er flot og farverig, med en masse forskellige områder som skove, sumpe og ruiner. Det hele er charmerende og har personlighed. Man skal selv finde pinde og sten, så man kan lave pile, som man kan forsvare sig med. Man kan kun bære på et vist antal pile i starten, men man låser op for at kunne bære flere hen ad vejen. Man får flere evner som spillet skrider frem, og det får man brug for, for man kommer til at dø. Ofte. Man kan plukke gule blomster, som man kommer i vaser rundt omkring. Har man gjort det, er det stedet man genopstår, når endnu en goblin er kommet for tæt på. Jeg er ikke helt fan af denne måde at gøre det på, da man kan miste meget fremskridt. Det kan sammenlignes med hvordan man gør det i mange Souls-like spil, og jeg har aldrig brudt mig om den måde at gøre døden frustrerende på. Men måske skal jeg bare "git gud". Jeg synes ikke denne tilgang passer til et spil som Blacktail. Jeg mistede flere gange meget progression på den konto.
I Blacktail skal man samle alt op man møder på sin vej, for alt kan bruges. Man kan nemlig købe evner med alt man samler op. De vigtigste ting man kan samle op er tit i kister, som er bevogtet af væsener, som ikke vil en det bedste. Det kan godt blive en smule omstændigt at samle alt op, og man får en Fallout 4-fornemmelse, hvor man samler alt skrammel op helt automatisk, da det skal bruges senere til at opgradere både udstyr og evner. De evner man så kan købe, er opgraderinger af ens karakter. Mere helbred, og pile er det første, man kan låse op for, men senere er det også nye angreb og evner, som gør livet lidt lettere for Baba.
Der er også bosskampe i Blacktail, men de føles en smule klodsede, synes jeg. Disse er små gåder generelt, hvor man skal finde en måde at skade bossen på, ellers skal håndtere en masse ekstra væsner, som bossen kan spawne. Det var ikke det sjoveste, jeg har prøvet, men jeg kom da igennem dem efter et par forsøg.
Blacktail er et charmerende bekendtskab, hvor især historien er fed at opleve, men der er også nogle kritikpunkter, som godt kunne forbedres til næste gang, hvis Blacktail får en efterfølger. Generelt skal spillet dog have ros, for den originalitet og det friske pust den giver til åbenverden formlen.