
Grundideen i Blacklight: Tango Down er genial. Jeg ved ikke hvor mange af mine venner, der aldrig har gennemført kampagnedelen i Battlefield: Bad Company 2 eller Call of Duty: Modern Warfare 2. De bruger al deres tid på online-krig, til trods for at det meste af udviklingsbudgettet er gået til singleplayer-kampagnen. Så hvorfor ikke bare droppe alt hvad der hedder historie og kampagne, og kun udgive multiplayer-delen? Det er nogenlunde sådan Zombie Studios må have ræsoneret, og den tankegang er der intet i vejen med.
Planen har dog en fejl. Både Battlefield: Bad Company 2 og Call of Duty: Modern Warfare 2 hører til blandt de bedste spil, man kan spille online, og det gør Blacklight: Tango Down ikke. Jeg kastes hårdt og brutalt ud i kamp uden nogen forklaring på noget som helst, og der er ikke nogen funktionel matchmaking der lader mig kæmpe mod andre n00bs.
I stedet havner jeg blandt veteraner, der alle er udrustet med perverst grumme våben, dekoreret med dinglende plysterninger (ja!) eller fede nøgleringe, og som nådesløst skyder mig i småstykker. Jeg tvinges nærmest til at lukke spillet og surfe lidt info på diverse spilforummer, inden jeg vover mig online igen.
Og så vokser Blacklight: Tango Down. De før nærmest ugennemtrængelige menuer bliver pludseligt nogenlunde forståelige, og jeg begynder stille og roligt at fatte, hvordan alting hænger sammen. Her er for eksempel mulighed for at skræddersy og bygge sine våben i stil med Army of Two. Antallet af skydere er magert, men mængden af tilbehør til dem er fantastisk. Man kan snildt komponere sit drømmegevær på en måde, der i hvert fald kaster en lille smule MacGuyver-stemning af sig.
Men så var der jo selve gameplayet. Og det er der faktisk ikke noget i vejen med. Det er som selve grundstammen i alle førstepersonsskydere, uden alle de konstruerede spiltyper, der som regel smides ind. Jeg får for eksempel spillet deathmatch (både alle mod alle og i hold), capture the flag, plantet bomber og overtaget områder.
Et af nøglepunkterne i Blacklight: Tango Down er at det er fremtidskrig. Med et knaptryk kan du for en kort stund se gennem vægge, for at se hvor din modstander befinder sig. Hvilket selvfølgelig kan modvirkes gennem diverse flashbang-lignende granater. Ikke noget banebrydende koncept, men det fungerer. Styringen er også udmærket, og muliggør taktisk spil.
Det der er problemet for Blacklight: Tango Down er, at der er så mange fuldprisspil, der har så meget bedre online-dele. Det er ikke fordi dette spil er dårligt (det er det ikke), men hvorfor skulle jeg spillet det, når jeg i stedet kan fyre op under Rainbow Six: Vegas 2 eller Halo 3 og få det hele meget bedre?
Jeg vil tro at de fleste i dag vil vælge førstepersonsskyder der er sit navn værdigt og har et godt community, og for dem er der ikke rigtig nogen grund til at skifte til dette spil. Den eneste fordel ved Blacklight: Tango Down er, at det er billigt, men det skulle være en lille smule bedre, og have en lille smule mere indhold, for virkeligt at drage. Det er svært at lade som om jeg har det sjovere, end jeg egentlig har det, bare fordi spillet er billigt.
Men hvis du ikke ejer et eneste førstepersonsskydespil, eller bare vil have et par ugers hurtig underholdning, så kan det være at Blacklight: Tango Down er noget for dig. Det er pengene værd, men så heller ikke meget mere.