Blackguards

Når man ser på skærmbilleder fra spillet Blackguards, ligner det umiddelbart Diablo med de mørke omgivelser og masser af monstre, men virkeligheden er en ganske anden, hvilket hexagonerne sikkert vidner om for mange, for Blackguards er et langt mere strategisk spil. Udforskning, hurtig action og horder af fjender viger pladsen for turbaseret strategi og overvejelser på slagmarken.

Den ene dystre kampplads efter den anden skaber en intens stemning i spillet. I historiens anslag står jeg ansigt til ansigt med en kæmpemæssig ulv, mens et spøgelse hvisker, at jeg skal gøre det af med monsteret. Med sværd og skjold går jeg bævende til angreb mod det frygtindgydende bæst, der netop har mæsket sig i liget af prinsesse Elanor. Så er Blackguards skudt i gang, og jeg får lyst til at spille videre.

Dømt til døden for mordet på prinsessen, bliver man som hovedperson i Blackguards nødt til at flygte fra fængslet og den ventende galge. Med hjælp fra en ilter dværg og en charlatan af en magiker begiver man sig ud på et turbaseret eventyr, hvor fjenderne står i kø for at tage livet af dig.

Det vigtigste element i dette rollespil er kampen. Man udkæmper hvert lille slag i små baner. Her ser man sine figurer oppefra som på et brætspil sammensat af de for genren så klassiske sekskantede felter. Hver figur afvikler sine træk, før det bliver den næste i rækken. På den måde minder kampen om stilen, jeg kender så godt fra Heroes of Might and Magic. Med Blackguards har det tyske studie Daedalic Entertainment i Hamborg lavet et spil, hvor kampene er meget varierede. I hver lille bane er der oftest objekter, man kan interagere med. Man kan skubbe en stabel tønder ned over en fjende, aktivere dødsfælder ved at trække i et håndtag eller lokke modstandere ned i en sump, hvor de bliver lette ofre. Og flere gange bliver jeg nødt til at starte forfra efter en kamp, fordi min strategi ikke virkede. Eller måske fordi jeg manglede en strategi. Eller fordi en stor drypsten rev sig løs på vej ind i en dragehule og tog livet af min troldmand. Det er en hård lærestreg, men nu holder jeg i det mindste bedre øje med mine omgivelser.

Den turbaserede stil gør, at man har lang tid til at overveje sine træk. Hvert medlem af gruppen har sine specialiteter og styrker og ligeledes svagheder. Undervejs i spillets historie slutter flere kampberedte folk sig til min bande af kriminelle og andre udskud.

Efter hver kamp får man XP, eller AP som det hedder i Blackguards, og disse point kan man bruge på at styrke hver enkelt figur. Der findes uendelige kombinationer i forhold til hvilke skills, attributes og talents, man vil bruge sin AP på. På den måde kan du tune din magiker, så han enten bliver en god healer eller livsfarlig med ildmagi. Jeg nyder at se min troldmand lykkes med en magi, der trækker et langt spor af ild efter sig, mens fjender må bukke under for flammerne, der glidende og livagtigt omgiver deres ofre.

Jeg har valgt at kombinere forskellige skills, så mine figurer kan lidt af hvert. På dette område giver Blackguards en enorm frihed for spilleren til at udvikle personerne, som man har lyst til. Som warrior kan man vælge mellem forskellige kombinationer af våben, skjold eller kraftfulde tohåndssværd. Og man kan styrke sine færdigheder i brugen af en særlig type våben. I løbet af spillet løber man ind i forskellige trænere, så man kan lære nye angreb og andre værdifulde tricks.

Lige så detaljeret og varieret som XP-systemet og kampene er, lige så overfladisk virker Blackguards, når man ikke er i kamp. Historien og dialogerne har ikke fået så meget kærlighed fra producenten. Uden for kamp har man adgang til et kort, hvor man kan rejse mellem forskellige byer og steder. I hver by er der nogenlunde de samme muligheder. Der er en healer, der kan tage sig af de skader, man pådrager sig i kamp. Så er der en smed eller en handelsmand, som tilbyder forskellige våben og andre brugbare ting. Og endelig er der en kro, hvor det lille selskab kan hvile og regenerere liv og mana. Når man befinder sig i byen, bliver man præsenteret for en skærm, hvor hver af de nævnte kræmmere og hjælpere står rundt omkring med store ikoner over deres hoveder. Man styrer altså ikke sin gruppe rundt i byen. Man klikker bare på den person, man skal snakke med. Kombineret med en meget lineær historie efterlader det følelsen af at have meget lidt frihed til at udforske verden og byerne. Man løber aldrig frit rundt med muligheden for at finde en skat og risikoen for at løbe i armene på alt for stærke fjender. Derimod skal man hele tiden vælge mellem frivillige opgaver og spillets hovedplot.

Fans af spil som Baldur's Gate vil sikkert savne den relative frihed til at bevæge sig rundt i universet, men køber man præmissen for Blackguards, er det et underholdende spil, hvor der er mere fokus på strategi og kamp end på rollespil. Og det kan være udfordrende at nedkæmpe fjender ved at lægge den optimale strategi. Problemet er dog, at man ikke får et forhold til de forskellige personer i den lille gruppe, og derfor virker deres mål også en smule ligegyldige. Blackguards bliver derfor nemt en triviel oplevelse, hvor man udkæmper det ene slag efter det andet uden rigtigt at leve sig i historien og dens karakterer. Alt andet end kamp og xp-systemet er så overfladisk, at det trækker ned i den samlede oplevelse.

Tyskerne bag spillet har netop udgivet den første DLC til Blackguards, hvor man for 35-40 kr. kan downloade opgraderingen ved navn Untold Legends, der giver adgang til flere quests, våben og andet godt. 39.99 euro er dog mere end rigeligt for den oprindelige udgave, og der er ingen grund til at købe købe begge dele fra start. Hvis man køber opgraderingen senere, kan man nemlig spille videre på sit oprindelige spil. Blackguards fås til både PC og Mac og kan købes på Steam.