Black Panther: Wakanda Forever

Black Panther: Wakanda Forever er en enormt svær størrelse. For det første skal filmen ære en elsket skuespillers minde, og samtidig skal den ære den karakter han spilledes minde. Det en konfluerende opgave på begge sider af det fiktionelle slør, og ikke bare det, så skal det være en spændende action-superheltefim, og sving i den rigtige retning for et MCU der har brug for fornyet meta-energi efter alt for meget multiverse-pladder.

Av, tungt ansvar, så kan instruktør Ryan Coogler finde den rigtige opskrift her? For at sige det mildt er Black Panther: Wakanda Forever en tætpakket affære. Ikke engang skal der være plads til den centrale tonale tematik; sorg, vi skal også have introduceret Namor og hans folk som en afgørende spiller på brættet, og samtidig have pusterum til alle de faste MCU-størrelser. Filmen er ofte tæt på at bukke under fra vægten af alle disse forskelligartede forventninger, men formår i sidste ende at levere solid underholdning, og samtidig agere afrundet farvel til Chadwick Boseman, og T'challa.

Det er år siden at T'Challa er gået bort, og filmen åbner med Wakanda-nationens storslåede, sørgmodige og kærlige afsked med landets nu bortgangne leder. Shuri (Letitia Wright) sørger, det gør moderen Ramonda (Angela Bassett) også, og Wakanda er nu under forøget politisk pres om at overgive deres ekstraordinære ressourcer til blandt andet FN. Ind træder Namor (Tenoch Huerta), og et nyt folk, som er en mere direkte trussel mod Wakandas fremtid, og det kræver så at gamle allierede såsom Winston Duks M'Baku og Lupita Nyong'os Nakia træder til.

Det er en historie der generelt set fremviser den sorg der er at miste på linje med Avengers: Endgame, og den bringes i hus af generelt solide præstationer over hele linjen. Tag ikke fejl, Wakanda Forever er velspillet, velkonstrueret og sammensat med hjerte på en måde som kun få MCU-film kan mønstre - om ikke andet står den i skærende, skærende kontrast til den overfladiske Thor: Love & Thunder. Det betyder ikke at den centrale tematik udfordres af Marvels insisteren på at fylde selv film der ikke har brug for det med lidt "quippy" humor, som mildest talt føles fremmed og forceret her.

Scenerne omkring Riri Williams, spillet af Dominique Thorne, eksemplificerer dette, da de egentlig kun eksisterer som set-up for Ironheart-serien på Disney+, og selvom at hendes energi er smittende, så hører den bare ikke hjemme her. Filmen er for tætpakket, for alvorlig, for sørgmodig, til at det ikke føles direkte bizart til tider.

Udover det så er filmen altså en kende for travl til at følelserne får lov til at ånde. Det er ikke det samme som at der ikke må være action, men særligt i tredjeakt bliver det hele en kende for pompøst, og der er også nogle ret ulogiske taktiske valg foretaget af Wakanda-karaktererne i forhold til den måde de skal bekæmpe Namor og kompagni, der efterlader en lidt usikker på hvad der egentlig er op og ned.

Wakanda Forever er altså ikke perfekt - overhovedet. Og den er også værre end den første Black Panther - ingen tvivl om det. Men selvom at de gamle benspænd fortsat er på plads, og Marvels selvinstallerede støttehjul ikke er helt parat til at komme af, så er Wakanda Forever fortsat en film med langt mere på hjerte end de sidste par MCU-film. Er den et vendepunkt for filmuniverset? Nej. Men den er dog bedre end gennemsnittet.