Black Mirror: Sæson 6

Jeg elsker Charlie Brookers satiriske sci-fi-antologi, og jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange hundrede gange jeg har anbefalet mine yndlingsafsnit, som blandt andet er White Christmas, The Entire History of You, San Junipero og Metalhead til folk omkring mig med en intens og lidenskabelig stemme. Disse fire episoder er genialitet i sin reneste form. Det bedste, Netflix nogensinde har produceret, og episoder, som jeg vender tilbage til igen og igen. Ofte.

Derfor har ventetiden på den sjette sæson været stor og lang. Lang og stor. Jeg har mere eller mindre talt dagene, og i går aftes så jeg det hele. Alle fem timer. Og jeg føler mig tilfreds, men ikke blæst bagover. Black Mirror har altid været ujævn, hvilket har været en del af dens appel. En antologi med forskellige produktionsteams, instruktører og skuespillere baseret på helt forskellige ideer og præmisser skal have lov til at divergere. Højt, lavt, bredt... Ligesom Love, Death and Robots er det en del af det, der gør Black Mirror så god. Det er alsidigheden, og dermed også den svingende kvalitet og appel.

Denne sjette sæson starter med episoden Joan is Awful, som er en fantastisk sjov satire over nutidens deepfake/AI-hysteri, og hvor en tilsyneladende almindelig mellemleder får sit liv fuldstændig ødelagt af Netflix' nye supercomputer, der forvandler hendes fejltrin til dramatisk fredagsunderholdning. Jeg grinede virkelig meget af flere af de bizarre scener, og slutningen føltes både klogt skrevet og klogt spillet. Næsten lige så god var episoden Loch Henry om en håbefuld dokumentarist og hans ambitiøse kæreste, hvis terroriserende chokopdagelse hjemme på landet driver dem til at forsøge at finde ud af sandheden om landsbyens for længst afdøde seriemorder. Uhyggelig, menneskelig, stilfuld og til sidst både bizar og spændende på samme tid, med dygtigt skuespil.

Josh Hartnett-episoden Beyond the Sea om kunstig intelligens og bevidsthed var efter min mening den svageste i denne sæson sammen med paparazzi-historien Mazey Day, hvor en foruroligende mørk varulveslagtning aldrig rigtig bliver hverken spændende eller interessant, fordi skuespillet er slapt, og tempoet er for langsomt. Demon 79 foregår i 70'erne og er langt det flotteste afsnit i sæsonen med hensyn til scenografi og fotografering, men ligesom Mazey og Sea tager det aldrig rigtig fat eller fart, men føles for det meste langtrukkent og har brug for skarpere og mere sammenhængende klipning, mere drive. Alt i alt er denne sjette sæson slet ikke dårlig, men den er heller ikke helt den supersæson, jeg havde håbet på. Sammenlignet med White Christmas, The Entire History of You, San Junipero og Metalhead er der intet i denne runde, der kan konkurrere med Black Mirrors bedste. Ikke engang tæt på.

Det betyder dog ikke at Brookers verden ikke er værd at udforske. Det burde du. Lad os vise algoritmen at det her fortsat er noget vi vil have.