Black

Blacks officielle hovedperson er Jack Kellar, sergent i en tophemmelig amerikansk enhed ved navn BLACK. Hans historie serveres i klip fra et forhørslokale, hvor den stakkels massemorder ristes for de østeuropæiske missioner, der - som en slags spilbare flashbacks - er spillets baner. Men de små filmklips knudrede beretning om våbenhandel og sikkerhedspolitiske svinestreger er et skalkeskjul. I virkeligheden handler Black kun om én ting: Store, skinnende skydere.

Burnout-bagmændene Criterions første first person shooter er enhver våbenelskers våde drøm. De kærligt renderede skydevåben på menuskærmen er kun en lille forsmag på det berusende orgie af bly, granater og raketter, der møder dig indenfor. Hvis ikke det kan gøres med et håndvåben, er det ikke værd at gøre i Black - og det gælder uanset om vejen skal ryddes, fjendtlige baser søndersprænges eller kompagni efter kompagni af slaviske stakler skal nedlægges. Glem alt om at snige om hjørner, bære forklædning eller udspørge de lokale: Black taler kun det varme blys sprog.

Bevæbnet med et vidtfavnende arsenal af jordklodens mest dødelige isenkram - fra Uzier og M203’ere til sniperrifler og raketkastere - slippes du løs på nogle af de smukkeste lokaliteter, den gamle generation af konsoller nogensinde har lagt chips til. Blændende flotte lyseffekter og detaljespækket forfald sættes i gennemarbejdede og konsekvente farveskemaer - fra efterårsgule kirkegårde til rustrøde krigsruiner. Men allermest imponerende er Blacks billedside faktisk, når kuglerne flyver, gnisterne springer og de billedskønne omgivelser går op i røg.

På overfladen kan spillets ekstravagante partikeleffekter ligne tomt blær, men de højner oplevelsen mærkbart. Når en nådesløs kugleregn kaster så mange gnister og hvirvler så meget røg op, at man ikke kan se sin fjende, giver begrebet "fog of war" pludselig mening. Samtidig er kugleregnen i øvrigt godt i gang med at pulverisere den enlige betonpille, der udgør dit eneste skjold mod de dødelige projektiler på den anden side: I Black er der ikke noget, der hedder "helle".

Adrenalinpumpende action er hovedattraktionen i Criterions kraftpræstation, der låner mere end en enkelt kliché fra Hollywoods overskudslager. Fjender, der skydes nær et rækværk, vil uvægerligt kaste sig ud over det i dødsøjeblikket - også selvom kuglens kraft burde kaste dem bagover. En anden klassiker er den rigor mortis-ramte aftrækkerfinger, der følger en nedlagt soldat til dørs med en fejende maskinpistols-fanfare. Øjeblikke som disse kalder på det skæve smil, også selvom den intense stemning ville stå renere uden.

Et enkelt spil Black udløser hundredvis af den slags dødsscener, men alligevel føles modstanden aldrig for alvor tyndbenet. Det skyldes dels, at Østeuropas stolte sønner faktisk kan tage en del fuldtræffere, før de holder op med at skyde igen, men også, at soldater med sniper-rifler og raketkastere aldrig er rare at bide skeer med. Til gengæld skyldes det ikke, at de slaviske soldater er kvikke: De bevæger sig fra side til side, hvis du skyder på dem, men mere rækker deres IQ heller ikke til. Ofte vil en vagt ikke engang reagere, når du skyder hans sidemand.

Blacks mangelfulde AI kan undskyldes med, at det er den type spil, hvor modstandernes kvantitet tæller mere end deres kvalitet. På den anden side er de svagt begavede soldater med til at spolere indlevelsen i et spil, der ellers gør meget rigtigt i sit forsøg på at suge spilleren ind. I den klassiske gameplay-kontra-grafik diskussion glemmes det ofte, at en flot billedside er andet og mere end slik for øjnene: Grafikken er vores vindue til spillets verden, og er den rigtig gennemført, kan den suspendere al skepsis og sende os hovedkulds af sted mod nye virtuelle verdener.

Med til at gøre Black til en medrivende action-oplevelse er også en fornem lydside, der spiller på alle tænkelige tangenter. Criterions våben-fascination slår igennem i nogle af de mest muskuløse våbenlyde i spilhistorien, men udvikleren mestrer også de mere subtile nuancer: Fra den sagte susen i en forskudt provinsbys gader til retningsbestemte kampråb fra betrængte fjender. Blacks lydside klinger slående autentisk, og den storladne orkestermusik på soundtracket bruges med mådehold og fingerspitzgefühl.

At Black er en oplevelse i luksusklassen, bør der ikke herske nogen tvivl om. Sjældent er så smuk en billed- og lydside bygget oven på så velsmurt en first person shooter. Omvendt er det også et spil med indbyggede begrænsninger. Det ensidige fokus på kugleregn og store eksplosioner levner ikke meget plads til variation, specielt eftersom fjenderne forbliver ganske små variationer over den samme prototype. Som spillet skrider frem, kommer man til at savne muligheder for at gå i kødet på de betagende omgivelser uden brug af aftrækkerfingeren - og i de øjeblikke kan Criterions FPS-vision virke en anelse snæversynet.