Black

Mens Master Chief er omdrejningspunktet for Halo-serien og den halvnørdede Gordon Freeman komplet med koben er indbegrebet af Half-Life, så er det svært at smide et ansigt på Black - og grunden er helt enkel. Black handler ikke om agenter, udvalgte redningsmænd eller supersoldater; Black handler om våben. Hvordan de føles, hvor meget bly de spytter ud i sekundet og hvordan det lyder, når du presser aftrækkeren i bund på dem - og på det punkt er Criterions første forsøg i FPS-genren ganske enkelt fremragende. Black er hæsblæsende action, kugler der skærer gennem luften og eksplosioner i et antal, der får dine øjne til at gøre ondt. Tempoet er højt hele vejen og ødelæggelserne er altomfattende. En slags Burnout, bare med våben.

Da den første kode af Black forleden landede på redaktionen, var jeg nødt til at skjule den strategisk under en bunke gamle magasiner. Thomas Nielsen, der siden den første præsentation på E3-messen, ikke har fablet om andet end Black, har nærmest dagligt stået ved døren og overfaldet vores trofaste postbud i håbet om at sikre sig denne første beta-test - men denne morgen kom han for sent. Jo, DSB kan fra tid til anden bruges til et eller andet. At jeg så har været nødt til at skrive hele denne beta-test på min Mac i toget er noget andet, men det har været det hele værd - Black emmer nemlig af potentiale, og det er ikke et spil jeg ville opleve fra sofaen som medpassager.

Demoen vi har modtaget indeholder ca. 50 minutters spiltid, hvilket langt fra er nok til at virkelig at se Black efter i kanterne, men mere end nok til at få kæberne til at ramme gulvet et par gange. Criterions spil er nemlig, præcis som forventet, et teknisk vidunder med en god våbentyngde, spektakulære eksplosioner, en solid fysik og masser af gyldne øjeblikke. Vores demo starter i en dunkel skov. Disen smyger sig ind og ud mellem træerne og henover det grønne græs snoer små stier sig frem og tilbage. Målet er en grænsepost et par kilometer derfra. Problemet er bare, at der er en hulens masse hidsige lejesoldater mellem mig og netop den grænse.

Våbenet lades og rejsen ind i hvad der kun kan beskrives som ren våbenporno begynder. Hule træstammer flænses af kuglerne fra min maskinpistol, fjenderne angriber som en hidsig bisværm og holder mig konstant på tæerne, hele tiden i undertal og hele tiden i skudlinien. En mod fem er ikke uvant, men flere er nærmest normalen. Klimakset kommer da grænseposten kommer til syne i udkanten af skoven. Patruljerende vagter opdager mig længe før jeg overhovedet får øje på dem, og inden længe er den fredelige post et inferno af eksplosioner, døde kroppe og kugler. En enorm benzintank sprænges i stykker med en velplaceret granat, og pludselig regner det ned med soldater fra udkigspostens tårn. Black er et af de slags spil, hvor adrenalinen konstant pumper gennem kroppen.

Firmaets Renderware gør sit arbejde uden at svede det mindste, og selvom det er Xbox-udgaven jeg har snurrende i maskinen, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at PlayStation 2-versionen er mindst ligeså flot. Eksplosionerne er noget af det mest imponerende jeg længe har set og minder mere om de grafiske tryllekunstner, som Rare har fremmanet i Perfect Dark Zero, eller det Monolith fik ud af Fear på PC. Der er ingen tvivl om, at Criterion har krammet på FPS-genren, når det kommer til det forventede. Selv fysikken, der givetvis leveres af Karma, fungerer strålende. Et sønderdøvende brag fra en granat sender soldater, køretøjer og benzintønder flere meter væk, mens skud på de forskellige dele af modstandernes kroppe, rent faktisk registreres med forskellige resultater. Det er ikke Half-Life 2, og Black indeholder ikke skyggen af et platform- eller opgaveelement, men spillets fysiske verden er stadig konsekvent.

Og hvor ligger skuffelserne så? Altså hvis der er nogle? Efter at have spillet demoen igennem et par gange, så er der i hvert fald et par ting, der står klart. Jeg savner en hop-knap, ikke fordi den partout skal være der, men fordi banedesignet faktisk indbyder til, at du fra tid til anden hopper over visse forhindringer. Et andet og mere kritisk område er AI’en. Den er ikke decideret ringe, men ekstremt standardiseret og reagerer udelukkende ved at angribe dig, mens den zigzagger gennem landskabet. Der udtænkes ingen planer for at flanke dig eller bare angribe i grupper. Selvfølgelig er det på mange måder en del af Blacks natur, da Criterion uden tvivl har villet skabe det vildeste og mest hæsblæsende actionspil, men det gør med tiden kampene ensformige fyrværkerifester, der bare fortsætter i det uendelige. Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Criterion nok skal få pudset modstanden af til februar, hvor spillet udgives.

Som det er nu, er Black allerede godt på vej mod toppen af genren på både PS2 og Xbox, så hvis Alex Ward og drengene ellers kan holde dampen højt de sidste par måneder og pudse hele pakken en smule af på ovenstående områder, så er denne generation af konsoller bestemt ikke færdige med at imponere.