Black

På trods af den evige kamp om at få de besøgenes opmærksomhed, kan man altid regne med at EA, om ikke andet, har den største udstilling på gulvet. Trapperne bag spektaklet fører op til nogle lukkede rum, i hvilke vi pludseligt befinder os til fremvisningen af Criterions rygteopspændte FPS Black. Lige siden sidste års messe, hvor et fåtal af personer fik lov til at se en tidlig techdemo, har rygterne svirret om Burnout-udviklerens første forsøg ud i den PC-dominerede genre.

Når man perfektionerer en genre, som Criterion gjorde med Burnout 3, er det uundgåeligt at presset på efterfølgende titler altid vil være enormt, og forventningerne er også allerede skruet helt op, da notesblokken og kuglepennen er gjort klar. I den korte introduktion fortæller produceren os at målet med spillet hele tiden har været, at få alt i spillet til at ligne noget fra en stort anlagt actionfilm. Uden at have brugt specifikke film som referencepunkter, er kombinationen af fantastiske effekter, fart og kaos, som Criterion siden dag et har arbejdet frem mod at gengive i Black. Til dette har udvikleren valgt at fokusere på spillets forskellige våben og deres lyd og indvirkning på spillets omverden. Resultatet ser vi et par sekunder senere.

Gemt bag et par persiennebeklædte vinduer, bevæger vores unavngivende helt ikke mere end et par skridt før der første gang bliver skudt efter ham. Vinduet splintrer og de sønderskudte rammer sender de få rester eksploderende mod kameraet. Maskinpistolen hives frem og modangrebet begynder, mens vi hurtigt bevæger os mod bygningens udgang. Hvor vi før blev velkommet af en enkelt fjende, synes hele verden pludselig at have valgt os som fjende nummer ét, og da vi hastigt løber ned af gaden, bliver vi beskudt fra alle vinkler. Godt gemt bag resterne af en mur, begynder vi at nedskyde modstanderne én for én, mens maskinpistolen arbejder på højtryk. Småsten, skidt og blod blandes sammen i ét skærmfyldende partikelhelvede, som kun oplyses svagt af flammen fra mundingen af vores våben, samt de sparsomt placerede lamper der står rundt omkring, og alligevel er det hele billedskønt.

En snedigt udstationeret soldat ser sin chance for at ramme os fra hans udsyn fra tredje etage på en bygning et par meter foran os, men en velplaceret granat gennem vinduet ved siden af ham, sørger for at de tre etagers vinduer eksploderer i et euforisk smukt regnvejr af ituslået glas. Teknisk kan Black meget vel blive den virtuelle mellemfinger til de mange udviklere, der troede enden for PS2’ens formåen var nået. Black ligner ganske enkelt ikke noget der kan lade sig gøre på den nutidige generation af konsoller, men ikke desto mindre er det ligeså meget selve spillet der ser så helvedes spilbart ud. Hvert våben synes at have den helt rigtige lyd, og leverer præcis det helvede af stumper og stykker, som vi i årevis er blevet undervist i af Hollywood. Kan dette blive perfektioneringen af endnu en genre?